Artikelindeks

Matr. nr. 48 a(12-20/12-36)

Det nuværende hus på grunden er formenlig bygget i 1 etage o. 1880, hvor Jens Chr. Reffs udskiftede sit næringsbrev som bager med næringsbevis som urmager. Huset fik en etage bygget på i begyndelsen af 1930'erne. Før 1880 lå der på grunden et hus, der vendte gavlen ud mod Nørregade. Det var bygget i 1823 af bødker Peder Jensen, som erstatning for et hus, der var brændt. Huset han byggede var på 11 fag af bindingsværk med dels murede dels klinede vægge og stråtag. Det brændte hus er det føste registrerede hus på grunden. Det var i 1798 ejet af skipper Morten Jensen Holm. Peder Jensen køber det efter hans død i 1802. Det var også af bindingsværk med stråtag.

Nørregade 4 1933-34

Ejendommen har gennem de mere end 200 år haft mange ejere. Den første ejer bødker Peder Jensen dør i 1842, og ejendommen, der på det tidspunkt også omfattede senere matr. nr. 47 og 49, går derefter i arv først til hans enke og derefter til hans sønner. I 1848 sælger sønnen Marcus Zeuthen Pedersen den vestlige del af ejendommen med huset (matr.nr 47 og 48) til bager Broder Ludvig Asfeld, der ombygger bødkerværkstedet til bageri. Næste ejer er bager Marinus Koktved Rasmussen, der køber ejendommen i 1848.  Han bygger en lade med kostald og tørvehus på 15 fag nord for huset, men sælger ejendommen i 1853 og bliver gæstgiver på den anden side af vejen. Den nye ejer farver Christian Severin Lund ombygger ejendommen til farveri. Han sælger imidlertid ejendommen igen i 1857 og efterfølger Marinus Koktved Rasmussen som gæstgiver. Stuehuset og den østlige del af laden (matr. nr. 48) sælger han til farver Jens Chr. Reffs. Den vestlige del af laden (matr. nr. 47) sælger han til fisker Niels Jensen Vejby.

Jens Chr. Reffs driver farveri på stedet indtil 1874, hvor han skifter erhverv og bliver bager. Farveriet forpagter han ud til Johan Struve. Men grundlaget for at drive farveri ser ud til at forsvinde, og i løbet af 1880'erne er det slut. PederJensen Bødkers gamle hus bliver revet ned og der bliver bygget et nyt hus med facade ud mod Nørregade. Jens Chr. Reffes sælger samtidigt den østlige del af den gamle lade til Jens Nielsen Vejbys enke, der også river den gamle bygning ned og bygger nyt ud mod Nørregade. Jens Chr. Reffs får bevilling som urmager i 1888, og nybyggeriet sker formentlig på det tidspunkt og for at få mere hensigtsmæssige forretningslokaler. En del af de nye lokaler lejes ud til høker Carl Hoffmann. Jens Chr. Reffs dør i 1899.

Bøgh Andersens butik o. 1945

I 1905 sælges ejendommen til Martinus Theodor Jensen Jeppesen, der må sælge det igen i 1918. Efter skiftende ejere køber gartner P. Møller Glimsholt ejendommen i 1929. Han indretter grønt- og blomsterbutik i huset. Han driver butikken indtil 1944, hvor han overdrager den til gartner Bøgh Andersen. Ejendommen sælger han i 1950 til Eleonora Kirstine Nielsen. Huns sælger til Arne Kjeldgaard i 1968.

Nørregade 4 2016

Mere om historien

Et hus på grunden ejet af Peder Jensen bliver takseret og forsikret i 1804 (vis). Peder Jensen var bødker og født i 1775. Af et skøde på grunden på den modsatte side af vejen fra 1798 fremgår, at Skipper Morten Jensen Holm ejede huset på dette tidspunkt. Han dør i 1802, så Peder Jensen har formentlg købt det af Morten Holms enke, Anne Jensdatter, umiddelbart inden han får det forsikret. Det vendte øst-vest og var på 8 fag. Det var opført i bindingsværk med udskud, havde murede vægge (af soltørrede sten) mod syd, klinede vægge iøvrigt og træbeklædning på gavlene, samt stråtag. Det var Indrettet til 2 stuer, 2 kamre, køkken og bryggers. Det er fremhævet, at væggene var hvide og at der var 2 spejldøre. 

I 1823 brænder huset, og Peder Jensen bygger sig et nyt hus på samme sted, nu på 11 fag, men ellers som det gamle (vis). Peder Jensen sælger i 1840 3 fag af huset til sønnen Niels Pedersen, der var matros. Førstnævnte dør i 1842 og enken Kirsten Andersdatter sælger samme år hele ejendommen - også den del, der tidligere var blevet solgt til Niels Pedersen – til en anden søn, Jens Andreas Pedersen. Det kan næsten kun betyde, at Niels Pedersen også er død på det tidspunkt. Hans død er ikke registreret i kirkebogen for Furreby Sogn, så det må være sket et andet sted. Jens Andreas Pedersen dør også ung i 1844 af sygdom står der i kirkebogen. Han var Bødker som sin far. Ejendommen overgår herefter via arv til en tredje søn Marcus Zeuthen Pedersen.

Marcus Zeuthen Pedersen var smed. Han sælger i 1844 den vestlige del af ejendommen med det oprindelige hus til bager Broder Ludvig Asfeld. Selv beholder han den østlige del af grunden, hvor han bygger hus (matr. nr. 49). Bager Ludvig Asfeld ombygger Peder Jensen hus til bageri. Huset omtakseres i 1844 (vis). Han har imidertid gabt over mere økonomisk, end han kunne klare. I 1845 sælges ejendommen på tvangsauktion til Bager Marinus Koktved Rasmussen.Han bygger en lade med kostald og tørvehus på 15 fag nord for huset, der takseres og brandforsikres i 1848 (vis). I 1853 sælger han imidlertid ejendommen og bliver gæstgiver på den anden side af gaden (senere Nørregade). Den nye ejer er farver Christian Severin Lund. Han sælger stuehuset og den østlige del af ladebygningen til Jens Christian Reffs i 1857 og efterfølger Bager Rasmussen som gæstgiver. Den vestlige del af ladebygningen (18 alen af 31½ alen) med grund sælger han til fisker Niels Jensen Vejby (matr. nr. 47).

Om Jens Chr. Reffs først har været ansat ved Chr. Severin Lund, inden han køber forretningen vides ikke. Han var i altfald helt ung, 26 år, og kom fra Lemvig. Umiddelbart efter købet af farveriet bliver han gift med Maren Andersen, der også kom fra Lemvig-egnen. Ejendommen får ved matrikuleringen i 1871 matr. nr. 48, og består af stuehuset, tidligere med bageri, og den østlige del af den tidligere ladebygning.

Jens Christian Reffs bor i huset til sin død i 1899. Jens Chr. Reffs opgiver farvererhvervet og får næringsbevis som bager i 1874. Farveriet forpagtet han ud til Johan Struve, men det bliver kun til forpagtning, farveriet er væk inden 1888. Det er formentlig konkurrencen fra fabriksfremstillede tekstiler, der slår erhvervet ud. Jens Chr. Reffs skifter i 1888 bevillingen som bager ud med en bevilling som urmager, sikkert for at hjælpe sønnen Laurits Chr. Reffs på vej. Han overtager urmager-bevillingen i 1891. Samtidig lejes en del af huset ud til Carl Hoffmann, der får bevilling som høker.

I 1889 sælger Jens Chr. Reffs Den østlige del af den gamle ladebygning (matr. nr. 48b) til Niels Jensen Vejbys enke, Ane Marie Nielsen. Det sker formentlig som led i, at de gamle bygninger rives ned og erstattes af nye bygninger, der vender nord-syd og ligger ud mod gaden. Nybyggeriet sker i alt fald i den tid Jens Chr. Reffs ejer matr nr. 48 (ændret til 48a efter 1889) huset ligger der i 1895, kan det ses på et foto fra den tid.

Efter Jens Chr. Reffs’ død køber Morten Christensen ejendommen i 1900. Han sælger den i 1905 videre til Martinus Theodor Jensen Jeppesen, der inden har lejet sig ind. Han er ved folketællingen i 1901 registreret som boende i huset. Theodor Jensen står i folketællingerne som postbud og detailhandler, men han har ikke haft næringsbevis. Det ser mest ud til, at han har lejet butikken ud. Der er flere forskellige, der får bevilling til detailhandel fra ejendommen i perioden 1910-16.

I 1918 kniber det åbenbart med økonomien. N. P. Aasholm overtager ejendommen via fogedudlægsskøde. Han sælger den hurtigt videre til Teodor Christiansen, der får bevilling til detailhandel i 1919. Blandt de senere ejere er gartner Peder Møller Glimsholt, der køber ejendommen i 1929. Han driver grønt- og blomsterforretning på stedet indtil 1944, hvor han overdrager forretningen til gartner Bøgh Andersen. Ejendommen sælger han i 1950 til Eleonora Kirstine Nielsen. Arne Kjeldgaard køber ejendommen i 1968.