Redningsbådens kæntring den 9. juni 1929 er ikke den eneste kæntringsulykke for redningsbåden i Løkken. Under en en rednings- aktion den 14. januar 1873, hvor briggen "Ruth" af London var strandet på Furreby Søndre Strand, kæntrede båden, og 2 af redningsbådens besætning og en af de søfolk, der var samlet op, druknede. Det føltes som en lige så stor katastrofe dengang, som i 1929. Nedenfor er begivenheds- forløbet beskrevet. Teksten er fra redningsvæsenets afrapportering. Der findes ikke et billede af den første redningsbåd i Løkken, der stadig var i brug i 1878, men den var af samme type og størrelse, som redningsbåden vist på tegningen, der stammer fra Illustreret Tidende 1868. Billedet er tegnet af Jørgen Konnerup.

Om natten Kl. 12 til den 3. August  1873 strandede paa Furreby søndre Strand Briggen "Ruth" af London, paa Rejse fra Pernambuco til Stockholm med en Ladning Sukker. Kort efter belv Storbaaden slaaet i Stykker af Søen, der brød lukt hen over Skibet, hvorfor Besætningen maatte søge Tildflugt i Rigningen. Kl. 2 om natten blev Strandigen meldt til Løkken Redningsstation, og der blev straks gjort klar til Udrykning med Redningsapparaterne., som ankom til Strandingsstedet Kl. 3. Redningsbaaden blev hurtigt sat ud og trods det, at det blæste en haard Paalandsstorm, og Søen gik meget højt, naaedes dog heldigt ud til Skibet., der stod sunket paa ydersiden af 2. Revle ca. 200 Favne fra Land. Redningsbaaden blev stadig fyldt med Vand men den kom dog lykkeligt hen til Vraget og optog de i dettes Rigning siddende 7 mand, der udgjorde hele Besætningen. Forberedelser til at gaa til Land blev nu trufne, og alle Forsigtighedsregler iagttagne, saaledes blev og Baadslæbet udfiret. Men da Baaden var kommen ind paa første Revle, hævede der sig en ualmindelig høj Braadsø, som i et Nu fyldte Baadwen og kæntrede denne. Hele det i Baaden værende Mandskab, 20 Mand kom ind under denne, og først lidt efter lidt lykkedes det at komme ud og op paa Baaden, der vedblev at vende Kølen i Vejret, men som dog ved Paalandsstormen og høj Sø førtes nærmere mod Land, og tilsidst kom den saa nær, at de ved hjælp af de paa Stranden værende Kystbeboere kunde vade i land.. Paa denne Maade lykkeds det at redde hele den strandede Besætning, med Undtagelse af en Matros, samt 11 af Redningsmandskabet, idet to af dette ogsaa omkom, nemlig Peder Chr. Nielsen og Jens Mortensen. Førstnævnte drev i Land i livløs Tilstand, og den sidste blev noget efter funden under Redningsbaaden. De førtes begge til Lægen, men ethvert Oplivningsforsøg var forgæves. Ogsaa de andre af Redningsmandskabet maatte unde Lægebehandling, da de alle var forslaaede og forkomne., men de kom sig dog snart.

Efter Redningsmandskabets enstemmige Udtalelser var der ikke begaaet nogen Fejl, men Ulykken maa nærmere tilskrives, at Baadslæbet ikke virkede paa tilfredsstillende Maade. Begge de omkomne Baadmænd efterlod sig Enker og en stor Børneflok, og der blev da ogsaa tilstaaet dem en aarlig Understøttelse af Statskassen, ligesom den engelske Regering tilsendte dem hver 50 Pund Sterling. Alle Deltagere i Redningsfortagendet blev af den danske Regering tilstaaet ekstrabelønning, og den engelske Regering tildelte hver af dem den engelske Redningsmedalje.

(Beretningen er gengivet i "Det Nørrejyske Redningsvæsen 1927" af C. P, Eisenreich)

Redningsbaadens forlis 1929

Ulykken skete den 9. juni 1929 og blev udførligt omtalt i den lokale presse og også i landspressen. Det var en begivenhed, som kom til at præge alle i Løkken mange år efter. Frygten og uvisheden, mens redningsaktionen stod på, og sorgen bagefter - over dem man ikke fik reddet - fornemmes tydeligt i avisernes rapportager. Man følte det som en ekstra stor ulykke, at det var redningsbåden, der var forulykket. Den, der hjalp, når andre var i fare, og som skulle være sikret på alle måder. Avisernes rapportager er aktualitetsrapporter. Det er som at være der, også når man læser dem i dag.

Her er begivenhedsforløbet skildret gennem den rapportage, der blev bragt i Hjørring Amtstidendes den 10. juni 1929, dagen efter ulykken. 

Løkken Redningsstation ramt af en frygtelig Katastrof. Redningsbaaden, der gik ud for at assistere to Fiskerbaade, kæntrede med 12 Mand, Hvoraf 3 blev derude. Fisker Oscar Damgaard, som var ilet til hjælp, kom selv til at optræde som Redningsmand og reddede 9 af de nødstedte

En Ulykke, hvis omfang nærmere maa betegnes som en katastrofe, har i gaar Eftermiddags ramt Redningsstationen i Bade- og Fiskerbyen Løkken. En Redningsbaad med fuldt bemanding - 12 Mand - der var gaaet ud for at assistere nogle Fiskere, som man kunde nære nogen Frygt for, kæntrede, og 3 af de 12 Mand satte Livet til. Ulykken er saa meget mere trist, som den har ramt selve Fiskernes Livsnerve, Redningsbaaden, der ikke maa og ikke skal kunde svigte. De nærmere Omstændigheder ved ulykken er kort fortalt følgende:

 Allerede ved 34-Tiden om Morgenen gik Fiskerbaadene ud, og nogle af de største, deriblandt Oscar Damgaards og Niels Stensens gik meget langt til Søs, ca. 6 danske Mil. De to nævnte Baadelag naaede derfor ikke ind sammen med de øvrige Baade, og da Søen havde rejst sig, blev Redningsbaaden, som saa ofte før, for en Sikkerheds Skyld beordret ud. Klokken var da ca. 4 om Eftermiddagen, og da Oscar Damgaards Baad, kort efter at Redningsbaaden havde naaet 1. Revle, løb ind paa Stranden ved egen Hjælp, roede Redningsbaaden ud til 2. Revle, hvor man kastede Anker for at vente paa Niels Steensen. Da Baaden havde ligget her et Par Timer, kom der pludselig en haard Braadsø, der pressede Baaden over paa Siden, saa den tog Vand og kæntrede. En af de reddede fortæller, at det gik saa hurtigt, at Folkene ikke anede, hvad der skete før de laa i Vandet.

Det lykkedes 9 af de 12 Mand at faa fat i Rebene langs Redningsbaadens Sider og derefter svinge sig op paa Kølen, som de maatte ride i tre for lange og kvalfulde Kvarter. Inde fra Land havde Oscar Damgaard, der lige havde faaet sin Baad trukket op, observeret Ulykken. Han gjorde straks klar, og efter flere Anstrengelser lykkedes det ham og det Mandskab, der var taget med ham ud, at redde de 9 Mand paa den kæntrede Baad. De tre, som ikke naaede at frelse sig, var Brødrene Otto og Vald. Ottosen og Fisker Frederik Thomsen, alle efterladende sig Hustru opg Børn.

Et Besøg paa Ulykkesstedet

Som en Løbeild for Rygtet om den frygtelige Ulykke ud over hele Vendsyssel. Borgerforeningen fra Løkken var netop i et antal af 100 Medlemmer paa Udflugt, da de i Aalborg erfarede om Ulykken. De ilede naturligvis alle hurtigst muligt hjem. I Hjørring fortalte Rygtet, at 4-5 Fiskere var druknet, og talrige Folk fra Hjørring tog derfor til Løkken. Straks efter, vi havde faaet Meddelelse om Ulykken, aflagde vi besøg i Løkken, hvor alle Beboere naturligvis var paa benene. I smaa Klynger stod Folk paa gader og Gadehjørner, i Døre og ved Vinduer og diskuterede det skete. Alvorens dystre Skær hvilede over alle. Flere af Redningsmændene, der havde være gennemblødte, sad hjemme ved den lykkelige Familie, der havde oplevet saa kvalfulde Øjeblikke, mens deres Kære sad derude og red paa Redningsbaadebs Køl. I et enkelt Hus ud til Gaden, hvor Døden havde slaaet sit sorte Kors paa Døren, stod forgrædte Børn og stirrede ud paa gaden, hvor Falcks Redningskorps til ingen Verdens Nytte holdt med hele to Udrykningsvogne med gule Flag og en Ambulancevogn. Det var smaa Børn, som saa meningsløst og brat var gjort faderløse paa Sommerens første Søndag. Gamle Fiskere strøg sig i skægget, De har jo saa ofte oplevet, at Havet, der til daglig føder saa mange, ogsaa tager sit Offer. Men denne Gang er Alvoren dobbelt dyster, fordi det var selve Redningsbaaden, det hvide skumpiskede Havs stolte Betvinger, der for en Gangs Skyld var undertvunget i Kampen.

Et Besøg hos en af Redningsmændene

En af de reddede Redningsmænd, Frederik Simonsen, bor i et venligt lille Hus, og for at faa en detailleret Skildring af, hvorledes det hele er gaate til, aflægger vi ham et Besøg. Frederik Simonsen var den første, der kom op efter at Baaden kæntrede, han er en af de yngste af Redningsmændene - kun 38 Aar. Han er ikke fastansat, idet han en Tid har været fraflyttet Løkken, men han har tidligere hørt til det faste Mandskab. Vi træffer Fr. Simonsen i Køkkenet, omgivet af Familiens Kreds. En Primus er tændt og blusser højt for at varme op.. Fr. Simonsen har endnu Kuldetrækninger efter det kolde Bad, men fejler ellers intet.

Den første Tanke

- Hvad var Deres første Tanke, da Baaden kæntrede? spørger vi.

- Jeg maa ærligt sige, svarer Simonsen. Jeg tænkte intet. Først da jeg sad oppe paa Kølen vendte Tankerne sig til dem derhjemme samt de af Kammeraterne, som endnu drev om i Vandet.

- Hvordan gik det hele til? spørger vi videre.

- Vi var jo taget ud for eventuelt at bistaa Damgaard og Stensen, der endnu ikke var kommet ind. Flere Fiskere var taget ud om Morgenen kl. 4, men vendte ret tidlig paa Eftermiddagen tilbage, da Søen var blever haard. Imidlertid gik Damgaard flot ind paa Stranden, da vi naaede 1. Revle. Vi gik derfor ud paa 2. Revle, hvor vi ankrede op for at vente paa Stensen.

Ulykken sker

Vi laa altsaa her og ventede paa Niels Stensens Baad, da en voldsom Braadsø brød Kanten af Baaden og pressede den saa haardt, at vi ikke kunde vedblive at holde Læsiden op. Baaden vendte saa hurtigt, som man vender en Haand, og vi kom i Vandet allesammen. Jeg kom først op, og det lykkedes mig i løbet af to Minutter at hale mig op paa Kølen af baaden.I løbet af 5 Minutter lykkedes det ogsaa de øvrige 8 af mine Kammerater at naa op. En enkelt - Baadføreren - havde vi en Del Besvær med at faa op, da han havde været halvt under Baaden, saaledes at hans Redningsbælte greb fat. Lige straks, da jeg var kommet op paa Kølen, havde jeg kastet Blikket agterud og saa to af mine Kammerater blive ført med Strømmen nordpaa. De havde deres Redningsbælter paa, men hvem det var, kunde jeg ikke se. De var da ogsaa allerede saa langt borte, at det var umuligt for os at komme dem til Hjælp.

- Hvor længe sad De saa der?

- Aa, ca. 3 Kvarter. Damgaard havde inde fra Land set, hvad der var sket, og vi kunde derude se, hvorledes han gjorde sin baad klar til at ile os til Hjælp. Da han naaede ud til os, kunde han ikke gaa helt ind til den kæntrede Baad, idet Aarene endnu sad bundet fast til Redningsbaaden. Han kastede saa en Line ud, som jeg fik fat paa. Jeg sprang saa i Søen og blev reddet ind. Damgaard sejlede nu atter ganske tæt ind paa den kæntrede Baad, hvilket havde til Følge

Tv Oscar Damgaard båd LN 10 "Lily", bygget i Løkken i 1919, og forlænget i 1925. Den havde oprindeligt en motor på 10 HK, men fik efter ombygningen en motor på 23 HK. Th Occar Damgaard

 5 Mand sprang paa en Gang over til den frelsende Baad

hvor de blev Reddet. Tre Gange sejlede vi nu forbi vore nødstedte Kammerater, men hver Gang forgæves. De tilbageblevne var nemlig meget afkræftede, men efter flere forgæves Forsøg lykkedes det ogsaa at bjerge de sidate. 

- Var det ikke en smuk Redningsdaad?

- Jo, absolut, men jeg tør dog paa de øvrige Løkkenfiskeres Vegne sige, at ikke en af os andre vilde have undladt at gøre det samme. Ulykken maa i det hele taget siges at være hændelig. Vort Materiel var i den bedste Orden, men dog maa det siges at være uforskammet, at vi ikke allered har faaet den Motorredningsbaad, som allered er bevilget. Den forulykkede Redningsbaad er af den gamle Type, men kun en halv snes Aar gammel, men en Motorredningsbaad maa absolut siges at være paakrævet i en Fiskerby som Løkken.

Et Under, at Katastrofen ikke blev større

 - Kunde Katastrofen ikke nemt være blevet meget større.

- Ih, jo! Blot en Smule mere SØ, og Fiskerbaaden kunde ikke være kommert is til Hjælp. Hvad der saa vilde være sket, behøver man ikke megen Fantasi for at udmale. Endvidere maa det siges at være et Under, at vi ikke slog os fordærvede, da Baaden kæntrede. At 9 Mand blev reddet, maa absolut siges at vær et meget stort Held.

Frederik Sørensen følger os nu til Døremn. Uden for staar flere Fiskere, der veligt nikker og siger: "Velkommen i Land, Frederi". Det er ikke de store Fagter eller stor, synlig ydre Rørelse, men i deres Ordligger meget mere end de lige udtalte. Det "Velkommen i Land" er sagt af et ærligt, oprigtigt Sind.

I den kæntrede Redningsbaad befandt sig som meddelt 12 Redningsmænd, nemlig følgende:

Søren Christiansen (Skipper), Niels Andreas Jensen og Carl Jensen (Brødre), Vald. Jensen, Vald. Ottosen og Otto Ottosen (Brødre- druknet), Frederik Thomsen (druknet), Lars Froholt Pedersen, Johan Damgaard, Frederik Simonsen, Jens Jensen, Lars Sørensen.

Af disse druknede Brødrene Ottosen samt Frederik Thomsen. De var alle gifte og havde flere Børn. Vald. Ottosen efterlader Hustru og 3 Børn, hvoraf en Søn for Tiden er inde som Marinesoldat. Otto Ottosen efterlader Hustru og 5 Børn, hvoraf kun to er konfirmerede. Frederik Thomsen efterlader Hustru og en voksen Søn, der for kort Tid siden tog sin Handeleksamen." 

 Fr. Thomsen, Otto Ottosen og Valdemar Ottosen. Vendsyssel Tidende 15. juni 1929

Hjørring Amtstidende den 10. juni 1929 

Redningsprotokollens rapport om ulykken: 

"Aar 1929 d. 9. Juni var Vinden om Morgenen S. Vest, fint Vejr, men Sø paa 1. Revle, og da tog de fleste af Baadene paa Havet , men Kl. 12 Middag var omtrent Storm, og da begyndte Baadene at komme ind den ene efter den anden, og Kl. 2½ Eft. var alle Baadene inde paa 2 nær , der var paa Revet, og som endnu ikke var at se, og da stod jeg og Formanden paa Klitten; vi fulgtes nu ad hjem og var der ½ Time, og da vi kom op paa Klitten igen Kl. 3 var der Braad paa alle 3 Revler, og Vinden tiltog stadig i Styrke. Jeg og formanden blev nu enige om at sætte Redningsbaaden i Bevægelse, Mandskabet og Transporthestene blev nu tilkaldt til at møde, hvilket tog nogen Tid, da Hestene var i Marken, men Baaden blev dog nedkørt til Stranden Kl. 4, og sat i Søen og blev med jævn god Fart roet ud over 1. og 2. Revle og ankrede op paa Indersiden af 3. Revle, og da kom der en af Baadene og holdt ind over Revlerne. Jeg gik igen op paa Klitten og stod nu sammen med Opsynsmanden fra Lønstrup, der kom til Stede, til Kl. 6. og først da kunde man i Kikkerten se den sidste Baad komme; vi blev nu enige om at gaa hjem ½ Time, da det som Regel varer 3 kvarter fra den Tid, man kan se Baadene med Sejl, og til de kommer ind til Revlen, men samtidigt gav jeg en Mand Besked om at lade os vide, naar Baadene kom ind i nærheden af Revlerne, i Tilfælde af, at vi ikke allerede var komne til Stede, da vi vilde se Baadene holde ind over Revlerne, men 5 Minutter efter kom en løbende og siger, at Redningsbaaden var kæntret, og spørger, hvad vi skal gøre. Jeg svarer, at vi maa forsøge at faa Motorbaade ud, og jeg giver Ordre til at fyre op i min Baad, og samtidig siger Opsynsmanden fra Lønstrup, om det ikke var paa sin Plads at lade Motorredningsbaaden fra Lønstrup gaa mellem Revlerne, hvortil jeg svarede ja, der er jo Sandsynlighed for, at de Folk, der ikke kan holde sig fast ved Baaden, vil drive Nordpaa, paa deres Bælter, og da jeg kommer til Stranden, er der allerede Folk ved Baaden, og da kommer Oscar Damgaard og siger, om de ikke skal tage hans Baad, da den jo er saa meget større, og der er ogsaa straks en 30 Mand, der er klar til at hjælpe ham ud, hvad jo er meget besværligt, da der er megen Sø i Havstokken, og tilligemed megen haard Strøm, men han kommer heldigt ud og er ogsaa heldig at optage 9 Mand  af Redningsbaadens Besætning. Samtidigt forsøges med en anden baad, og den kommer ogsaa klar af Havstokken, men det viser sig, at Motoren ikke er helt i Orden, vel nærmest fordi Manden, der passer den, er ude med Redningsbaaden, og det er ukendte Folk, og de kommer derfor til at ankre op med to Ankerdrægge;  Samtidig er der en anden, som forsøger at tage ud. Da den ene er ved at være klar af Havstokken, driver den ind paa os og faar Ankertougene i Skruen, hvorfor vi maa kappe, for ikke at Baadene skal knuse hverandre. Baadene kommer heldigt ud over 1. Revle, og samtidig holder Oscar Damgaard ned over anden Revle og holder nordefter, og nu er man klar over, at han ikke har hele Besætningen. Den anden Baad holder derfor også nordefter,og først nu kommer Baaden ind, der blevet roet efter; den holder ogsaa ind Nord ved de andre Baade, da den har opdaget at Redningsbaaden er kæntret, og nu kan man se fra Baaden af, at de manglende Folk er ved at drive i Land, og Folk inde paa Stranden er ude efter dem, og nu følger alle tre Baade opefter og landen ved Løkken.

Saa snart den første Baad er landet, det er den med Folkene i, er jeg til stede for at forhøre, hvorledes det staar til. Den første mand, der kommer i Land, er Niels A. Jensen, og han siger, at alle er nogenlunde tilpas paa nær Formanden, der er en Del forslaaet, men han kommer op straks og kom nu under Læge- behandling. Nu er Falcks Redningskorps fra Aalborg kommet til Stede, og spørger, hvad der er for dem at gøre. Jeg svarer, at det eneste er at køre nordefter for at modtage de manglende Folk, der driver ind paa Bælterne, og jeg gaar ind i Bilen, og vi kører nordefter, men kommer ikke langt, før der kommer en BIl nordfra og standser os. Den havde Valdemar Ottosen og Frederik Thomsen paa, og sammen med dem var en Syge- plejerske og en Fisker, der foretog Genoplivningsforsøg og havde gjort det hele Tiden. De blev nu lagt paa en Baare og bragt over i Falck, hvor der fortsattes, men uden Resultat. Nu var Baaden landet, som havde optaget Redningsmandskabet, og jeg var straks tilstede for at forhøre, hvorledes det stod til, og den første, der kom i Land, var Niels A. Jensen, og han sagde, at der var 9 Mand optaget, og der manglede 3, og de 2 var jo allerede inddrevet. Jeg gik nu op og sendte et Telegram til Be- styreren, at Ulykken var sket. Jeg gik derefter hjem og talte med Strandfogederne i Furreby og Lyngby og bad dem holde Vagt til Kl. 1, da jeg saa selv vilde gaa ned til Stranden igen for om den savnede Mand muligvis skulde drive ind, og da jeg gik nordpaa, mødte jeg Strandfogeden fra Furreby. Han havde været en Tur Nord ved Lyngby, men der var ingen at se. Jeg gik der til Dag, men først Kl. 6 Fm drev Redningsbaaden ind. Jeg sammenkaldte nu Redningsmandskabet, dem der var tjenlige dertil, og en Del andre Folk for at faa den bjærget saa hurtigt som muligt, da den ellers vilde tage Skade i Havstokken, og det viste sig, at den ingen nævneværdig Skade havde. Derimod manglede der nogle løse Dele, hvor mange ved jeg ikke endnu, men derom skal jeg senere give Indberetning. Angaaende Ulykkens Aarsag, skal jeg kun berette, at alt var i Ordem, som det skal være, men Forholdene ved 3. Revle har i de senere Aar forandret sig saa meget, at til tider falder enkelte Braad inden for Revlen, og da der er saa meget dybere Vand der, saa Søen som følge deraf bliver saa meget større,

Til Vitterlighed:

Søren Kristiansen                                              Niels Jensen

Vilhelm Damgaard                                             Opsynsmand

Tiden efter

Ulykken kunne sandsynligvis have været undgået, hvis redningsbåden havde haft motor. Det havde gjort båden mere manøvredygtig og givet den nødvendige kraft til at stå op imod brådsøerne. Fiskerne havde i mange år talt for at få en motorredningsbåd, og den var bevilget, men ikke anskaffet, da ulykken skete. Den ankom til Løkken i 1930, og blev opbevaret i et træskur på stranden, indtil man fik bygget et nyt, større redningshus (det nuværende redningshus ved Ndr. Strandvej). Dette redningshus blev indviet i 1936.

To af de omkomne redningsmænd drev ind på stranden samme dag, som ulykken skete. De blev begravet den 15. juni under meget stor bevågenhed. Følget strakte sig over mere end 2 km. Den 3. omkomne blev først fundet den 26. juni ved Grønhøj Strand og blev begravet 2 dage efter. Oscar Damgaard fik for sin indsats tildelt Dannebrogskorset ved en mindehøjtidelighed i redningshuset forud for mindehøjtideligheden den 15. juni. Æresbevisningen blev overrakt af admiral Rechnitzer og forsvarsministeren holdt tale. De øvrige deltagere i redningsaktionen fik overrakt "Medalje for druknedes redning".

Egnens dagblade foranstaltede en indsamling af penge til de efterladte. En del af disse penge blev brugt til at rejse mindesmærket på Sdr. Strandvej. Mindesmærket blev indviet den 25. August 1931. Mindesmærket er tegnet af arkitekt Enar Packness, der på det tidspunkt var Kgl. Bygningsinspektør i Aalborg.Verset på mindesmærket er forfattet af Thomas Olesen Løkken.