Den 14. Januar 1889 ved mørkets frembrud blev Løkken skueplads for en af de alvorligste ulykker i byen historie. En fiskerbåd, der var på vej hjem kæntrede, og 5 fiskere druknede på havet ud for Løkken. Den første melding lød på, at 6 mand havde mistet livet, men et par dage efter kunne man i "Gøteborgposten" læse, at en ung mand, Niels Jensen fra Løkken, var blevet reddet af den forbisejlende svenske damper "Hermod", af Gøteborg og ført til Gøteborg. Ved ankomsten havde kaptajnen fortalt, at da dampskibet den 15. januar befandt sig ca. 15 sømil øst for Hanstholm, observerede man en mand, siddende på en kæntret fiskerbåd. Vi lod straks en båd gå ud for at bjerge manden, en ung dansker ved navn Niels Jensen. Han var meget medtaget, da han havde været i havet i 24 timer, men bedredes snart efter at have fået tørt tøj på, var blevet indsvøbt i tæpper og var kommet til køjs. Kort efter blev han indlagt på sygehuset. Fiskerbåden hedder det videre, var den forrige aften kæntret i en stormbyge, og dens øvrige besætning, 5 mand, alle fiskere, var sunket i dybet, den ene efter den anden. Da vi havde reddet Niels Jensen, hejstes fiskerbåden ombord, og i garnert hang liget af Anders Adreas Jensen.

Hjørring Amtstidende bragte den 24. januar Niels Jensens beretning om kæntringen og den forfærdelige tid, indtil han blev reddet:

"Mandag Aften kuldsejlede vi ca 2 Mil udfor Løkken. Baaden gik rundt, men blev liggende paa Siden, og det var Sejlene, der holdt den saaledes. Vi faldt alle i Vandet, men med stort Besvær kom vi atter paa Baaden igjen, en efter en, og vi holdt os alle fast i omtrent 2 Timer. Vi raabte og skreg om Hjælp. der kom mange Dampere baade uden og inden om os, men alle passerede forbi uden at opdage os. Vi sad der og saa ingen Redning. Jeg kan ikke med ord sige den Elendighed, vi vare i. Vi bad til Vorherre, græd og jamrede os, men der var ingen Redning at finde. Saa bleve vi udmattede og faldt af Baaden en efter en, til de 4 vare borte, og Andreas og jeg bleve ene tilbage. Vi fik da fat i en Tovende og bandt os fast til Rælingen af Baaden. Andreas blev efter en Times Forløb ogsaa udmattet og faldt af Baaden; jeg var nu ene tilbage, og havde endnu min hue paa. Mine Lidelsesfæller havde længe, førend de sank i Dybet, siddet uden Hovedbeklædning. Jeg fik min ene Støvle taget af, men desværre fulgte mine Strømper med, Saa sad jeg barbenet. Jeg fik omsider ogsaa den anden Støvle af, og da jeg havde to par Strømper paa, fik jeg den ene Strømpe taget af og sat paa det bare Ben.

Endelig observerede jeg to Dampere, der sejlede mig lige i Møde. Det var anden Dags Eftermiddag Kl. 2½. Meget, træt, mat og forfrossen var jeg, som enhver vel kan tænke, men jeg havde endnu så megen Kraft, at jeg kunne række den ene Haand i Vejret og vinke til Damperen. Kaptajnen var selv på Kommandobroen, og han hilste mig i Møde med et hvidt Lommetørklæde. Jeg blev lykkelig ved at se Redning. Han satte en Baad ud med 4 mand. De kunne dog ikke komme nær nok til mig, men de maatte kaste en Tovende til mig, som jeg bandt om Livet, og jeg løsnede mig da fra den kæntrede Baad og lod mig falde i Vandet; de slæbte mig saa hen i deres Baad, og jeg kom ombord i Damperen. Jeg havde siddet paa baaden i 24 Timer. Kaptajnen og hans Hustru toge venligt og kjærligt mod mig, og gav mig den mest omhyggelige Pleje. Jeg fik først en Toddy, og så indsvøbte de mig i Tæpper og lagde mig i ern Køje. Jeg kom straks til saa mange Kræfter at jeg kunne tale. Saa sagde Kaptajnen, at han ville have Baaden med. Den blev hejst op på Dækket, og da viste det sig, at Andreas' Lig var i Baaden. Han var nemlig blevet indviklet i nogle Bakker. Mine Ben var saa ophovnede, at jeg ikke kunne gaa, og det ene var der et stort Hul paa. Mine Arme og Hænder vare ogsaa ophovnede. Men Gud ske Lov, nu kan jeg snart blive helbredet. Særlig takker jeg Kaptajn Holmblad og hans Hustru for den Godhed, de have vist imod mig. De komme ogsaa ind paa Sygehuset og se til mig hver Dag."

 Damperen "Hermod" af Gøteborg var bygget i 1878. Den strandede iøvrigt senere (1916) ved Knopper nær Thyborøn.

Den kæntrede båd var ejet af Anders Andreas Jensen på 34 år, der boede i Furreby, var gift, havde 4 mindreårige børn og sad i små kår. Anders Peder Jensen var 44 år, var gift og boede i Løkken. Jens Nielsen Jensen (broder til den reddede Niels Jensen) på 27 år havde netop købt hus i Løkken (Nørregade 25), hans unge hustru ventede sin nedkomst. Jens Jensen Kodahl, 36 år gammel var søn af den gamle Jens Jensen Kodahl i Furreby, og var trods sin unge alder allerede enkemand. De to sidste var ugifte. Jens Nielsen på 22 år, der blev reddet, boede hos sin far husmand Niels Chr. Jensen i Furreby, der var enkemand. Peter Høgsted Jensen på 28 år boede hos sine forældre Jens Nielsen Mølgaard og Inger Marie Erichsen, Mølgaards Hus i Løkken.

Båden var på vej hjem efter fiskeri, da den kæntrede. Fiskerne i Løkken havde, efter jernbanen syd fra til Hjørring var anlagt, fået en aftale om afsætning af fisk til det tyske marked. Det betød, at det kunne betale sig at fange torsk og kuller, som tidligere havde været vanskelige at afsætte. Fiskeriet af disse fiskearter foregik med kroge (bakkefiskeri), og man skulle langt ud og fiske i mange timer, for at få en god fangst. Det fremgik af Niels Jensens forklaringer, at båden havde være 4 mil ude og var 1½-2 mil fra land, da den kæntrede. Det var ikke hårdt vejr, men der var hyppige kastevinde, som er farlige, når man sejler med pres på sejlet for at nå ind, inden det bliver mørkt. Båden var samtidigt godt fyldt, det havde været en god fangst. Det fremgik også, at de søstøvler, som fiskerne bar, var et problem. Alle de druknede havde sagt, lige inden de måtte slippe, at det var vægten af de, vandfyldte, tunge støvler, der trak dem ned. Den reddede Niels Jensen var det lykkedes at trække af støvlerne. 

Samme dag, ulykken skete, var ogsaa Henning Knudsens fiskefartøj fra Løkken ude og passerede paa samme tidspunkt og i kort afstand stedet, hvor kæntringsulykken indtraf. Selv om det ikke blev sagt med rene ord, fandt offentligheden det mærkelig, at Henning Knudsen ikke var kommet de nødstede kammerater til hjælp, så drukneulykken kunne være undgået. Her måtte der sikkert være udvist en alvorlig forsømmelse. Den gamle far, som havde mistet sin ene søn, synes at have delt denne opfattelse, hvorimod sønnen, der blev reddet, troede, at Henning Knudsen nok havde gjort, hvad der havde været muligt. Der blev efterfølgende afholdt forhør, for at afdække de nærmere omstændigheder. Forklaringerne blev sammenfattet således:

"Den nævnte dag var Henning Knudsen paa havet med en ham tilhørende baad, bemandet med hans bror samt 3 andre fiskere foruden ham selv. Da de hen paa eftermiddagen sejlede hjemad, passerede de omtrent kl. 5 ca. 2 mil fra land en anden fiskerbaad, der ligeledes var paa hjemvajen. Mens Henning Knudsen et øjeblik var optaget af at holde baaden klar af et Dampskib, der befandt sig i sejllinien, bemærkede hans bror, at en anden baad lå i vendingen; men da hele opmærksomheden var henvendt på damperen, lagde man ikke videre mærke til denne, før 5 minutter senere, da Henning, der ikke kunne få øje paa den og straks frygtede, at det var galt fat med den, spurgte sit mandskab, hvor den var blevet af. I det samme opdagede han, at den laa kæntret i vandskorpen, hvorpaa han uden ophold styrede hen til stedet, hvor det forekom ham, at den maatte befinde sig. Den anden baad var imidlertid paa grund af mørket pludselig blevet borte, men skønt man krydsede en times tid omkring stedet og holdt udkik fra mastetoppen, opdagede man hverken mennesker eller løst gods, som maatte være skyllet overbord under kæntringen. En enkelt gang troede Henning Knudsen at have hørt raab, men senere hørtes intet. Da det nu var blevet ganske mørkt, og da man ansaa det for unyttigt at søge længere, besluttede man at søge land, og det saa meget mere som der var overvejende sandsynlighed for, at baaden var gaaet til bunds straks. Først ved landgangen kl. 9 fik man at vide, at den forulykkede baad, der hidtil havde været ukendt for dem, tilhørte fisker Anders Andreas Jensen, Furreby. Der blev talt om at gaa ud igen for i det mindste at bjærge baaden, men dette blev opgivet som ganske haabløst om natten, og tilmed da strømmene var for udadgaaende". 

Ud fra vidneudsagnene nåede man frem til følgende konklusion:

"Den forulykkede baad havde, som anført, været på vej hjem. Der var bare forekommet hyppige kastevinde. I en af disse kæntrede baaden, hvorved alle folkene faldt ud, men redede sig igen op paa baaden, der laa paa siden. De saa herfra Henning Knudsens baad vende og styre hen imod ulykkesstedet, men den forfejlede dette og kom for langt til luvart for dem. De forulykkederåbte og vinkede, men da vinden bar fra , ventede de ikke, at deres råb skulle kunne høres, og da der straks efter var blevet meget mørkt, opgav de håbet om at blve fundet af Henning Knudsens båd. Snart blev de alle så udmattede, at de faldt i havet med undtagelse af Niels Jensn Kjær, der havde surret sig fast ved masten, og allerede meddelt, blev taget op af den svenske damper. Efter det oplyste - derunder ogsaa erklæringer fra dygtige og ansete fiskere paa plsdaen - kan der ikke lægges Henning Knudsen og hans mandskab nogen forsømmelighed til last"

Ulykken vakte stor deltagelse, og der blev straks startet en indsamling til fordel for de efterladte, støttet af de lokale aviser. Ved denne indkom der i løbet af de følgende måneder flere tusinde kroner fra bidragsydere over hele landet, et resultat der var enestående på den tid. Der blev også udgivet en "Skillingsvise", en del af nyhedsformidlingen dengang. Forfatteren var den blinde C. Poulsen, Hellevad Sogn i Vendsyssel - en af de mest kendte visemagere. Den blev tryk i København.

Mel.: Den fromme Fru Signe paa Sotteseng laa.

Fra Søen bringes et sørgeligt Bud
Til Slægtning og Venner derhjemme,
Til mage og Børn, alkæreste Gud!
Hvor tungt lød da ikke den Stemme
De stakkels forladte maa savne saa haardt
Sin Mage og Fader, som evig gik bort

De vare 6 Mand, som kæmpede haardt
For Livet paa Bølgernes Vove
Kun en blev der reddet og Faren udstod,
Endskjønt han næsten var forkommet;
Kaptajnen fra Skibet, som Redningen blev
Med Omhu og Pleje ham ledte saa vel.

Den Jammer og Nød vi beskrive ej kan,
Den Tid de paa Bølgerne svæved,
Ved Kanten af Baaden de alle hang
Og bad Gud om Naade og Redning;
Det var henmod Aften Ulykken faldt paa,
Men næste Dag først var der Redning at naa.

Da Redningen vinked, tilbage kun var
Den Arme, som fast sig har surret,
De andre gik under og maatte gaa tabt,
Blandt dem var den levendes Broder.
Dern tyngende Sorrig, som der finder Sted,
Gud letter den Byrde og giver dem Fred.

De var ved Bevidsthed og talede om,
At Støvlerne blev dem for tunge,
Til en efter anden gik paa Havets Bund,
Gud, lad din Forbarmelse komme,
Naar vi ud i Nøden er stedet saa haardt,
De saa jo kun Døden og ængstet gik bort.

Saa mangen en Fare i Verden er ladt,
Vi bør den taalmodigt dog tage;
Thi hvorfra den kommer, den bæres med
Vær trøstig som lever tilbage.
Fra Søen udgaar mangen Fare og Nød,
Men efter Guds Villie faa vi vor Død.

De Mødre og Børn i Fattige Kreds
Medlidende Hjerter vil give,
Thi Armoden tynger, det vides derved,
Hvad der i Avisrene skrives.
Den hjælpsomme Haand vil ej glemme de Smaa.
Som spørger om Fader og grædende gaa.

Nu er dem berøvet den Glæde og Ro,
De alle var unge og raske,
I Haab og Kærlighed sammen at bo,
Tænk, Sorgen er tung at modtage,
Gud skænker dem alle den Glæde og Trøst,
Som Byrden kan lette udi deres Bryst.