Fisker Holger Jensen fortæller i 1998 om sin tid i redningsvæsenet, hvor han var indtil stationen blev nedlagt:

Rekruteringen

I 17 år var jeg fast ansat i Redningsvæsenet, heraf 10-12 år som skipper. Derfør var jeg udhjælper og medhjælper i forskellige situationer, og så har jeg jo gået vagt sammen med min far derfør igen, så jeg har nærmest været med sådan helt fra ung af. Da jeg kom fast med, var jeg nogle og fyrre. Jeg fik besked af opsynsmanden. Han opfordrede mig til at søge. Det gik jo ellers i arv fra far til søn mange gange, men det blev altid opslået, når der var ledige pladser, og så kunne man sende en ansøgning ind. Min bror kom med efter min far, og så vidt jeg husker, kom jeg med efter Frederik Simonsen. Man skulle have en ren straffeattest. Der kom ingen med, der havde været straffet. Desuden skulle man helst have aftjent sin værnepligt i Marinen og også have rene papirer derfra. Hvis det var i orden, kunne man søge om at komme med. Så kom redningsbestyreren fra København jo over og skulle være med sammen med opsynsmanden og sige godt for folkene. Vi kom først på prøve i et stykke tid. Det var gerne et års tid, ja somme tider mere mere, inden vi blev fast ansat. Sådan foregik det dengang.

Funktioner

Den faste besætning bestod af 8 mand. I land var opsynsmanden den øverste myndighed, men i båden var det skipperen, der havde ansvaret. Valget af skipper foregik ved hemmelig afstemning blandt besætningen og som regel blev reserveskipperen valgt. Med i båden var desuden en motorpasser samt en reservemotorpasser, og - da vi så fik radio, så vi kunne snakke sammen med dem på stationen i land - en fast radiomand samt en reserveradiomand. Da jeg blev fast ansat var det som reservemotorpasser. Mit arbejde var at hjælpe motorpasseren mad at holde motoren i orden. De sidste to besætningsmedlemmer havde ikke et fast arbejde i båden, men skulle bl.a. hjælpe til med at hale bådslæbet ind, når det havde været i brug. Bådslæbet blev brugt for at undgå, at vi fik for meget fart på, når vi løb ind over revlerne. Det var en stor lærredspose, som vi trak bagefter. Før i tiden skete der mange ulykker, når de fik en stor sø og posen revnede. Så kæntrede de. Det skete for mange redningsbåde. Vi fik på et tidspunkt en ny type bådslæb. Det var Georg Damgaard, der opfandt og lavede en model, som var syet sammen af ene små lapper, og så betød det jo ikke så meget, hvis der kom en lille revne. Derefter blev de lavet efter hans model ovre på Orlogsværket på Holmen. Det var også en bestemt, der passede linekastningsgeværet, sørgede for raketkasserne med liner osv.

Strandvagt

Foruden den faste besætningen var der hele tiden ansat 4 løsarbejdere, som hjalp med at sætte ud, og som også kom med på vagtholdet. Vi gik jo vagt hver gang, det stormede. Vi gik herfra og op på den anden side af Grønhøj. Der var 7 km. Der mødtes vi så med Blokhusvagten. Vi havde et bette træhus, og der gik vi så ind og snakkede med dem lidt, inden turen gik tilbage igen. De første åringer gik vi alene hele tiden, men så var det somme tider, at vi byttede, og de der så havde frivagt, fulgte med, hvis der var en, der var ked af at gå alene. Til at begynde med fik vi kun betaling for en person pr. vagt, men senere hen fik vi for to personer pr. vagt. Jeg tror nok, der var et sådan vist sammenhold mellem dem, der var ansat ved Redningsvæsenet. Jeg har aldrig været ked af at gå alene eller været bange. Det tænkte man ikke over. I den tid, jeg var ansat, har jeg aldrig oplevet noget særligt f.eks. strandinger på vagtturene langs stranden. Den eneste stranding, jeg kan huske, var den der "Merkurius" i 1947. Dengang var jeg ikke fast ansat endnu, men var med oppe med raketapparatet og sådan noget. Det er den eneste gang, jeg har set nogen blive bjæget over i redningsbåden.

Aflønning/telefon

Vi fik jo en fast månedsløn, og så fik vi et vist beløb for hver vagt, vi havde. Til at begynde med var det vist 1,25 kr i timen, så det var jo ikke meget, vi fik fotr at gå der om natten i stormvejr. Sådan var det jo dengang. Jeg kan huske, at dengang min far var med, var månedslønnen 30 kr. Jeg kan knap nok huske, hvad jeg selv fik til at begynde med, men det var da nok noget mere. Ikke 100 kr, men kanske 50-60 kr om måneden for at stå til rådighed døgnet rundt. Lønnen blev opgjort hver måned. Der var den regel, at den sidst ansatte havde jobbet med at køre rundt og varsko de andre, at de skulle have løn den og den dag på det og det klokkeslæt. Så mødtes vi nede ved opsynsmanden, fik vores månedsløn og sad og snakkede noget sammen. Foruden den faste løn og løn for vagterne fik vi forresten også løn for at vedligeholde Redningsvæsenets telefonnet, som strakte sig langs Vestkysten fra Skagen og 

Foruden den faste løn og løn for vagterne fik vi forresten også løn for at vedligeholde Redningsvæsenets telefonnet, som strakte sig langs Vestkysten fra Skagen og helt ned til grænsen. Det holdt vi selv i orden ved at skifte pæle, klokker og ledninger ud, så når der ikke var havvejr, havde vi en hel del arbejde med det. Vi havde strækningen fra Lyngby og sydpå. Opsynsmanden og Skipper havde telefon, og så var der selvfølgelig også en nede i redningshuset. De havde hver et bestemt kaldesignal. Da jeg var skipper, var mit kaldesignal to korte og et langt,.På linien var der med mellemrum omskiftestationer. De nærmeste var Blokhus og Lønstrup, så derfor kunne vi jo høre alle de forskellige signaler, når der blev ringet langs kysten, og så var det med at lytte. Det skete tit, når det drejede sig om vejret, at vi blandede os i snakken, så der til sidst var flere på linien. Endelig havde vi en masse arbejde med at køre sand væk nede omkring redningshuset, for der var jo tit en masse sandflugt.

Vedligeholdelse af båden

Hver gang vi havde været ude med redningsbåden,skulle det hele gøres rent og spules, og alt tovværket skulle luftes, og alt metal, det var jo messing og kobber det hele, skulle pudses og smøres ind i vaseline bagefter. Enhver havde sine ting at pudse. Til at begynde med havde jeg lænselemmene i siden af redningsbåden. Det var kobberlemme, som skulle pudses og holdes rene. Der var stor forskel på de forskellige pligter, men der blev ikke gjort forkel på folkene, således at de sidst ansatte fik det dårligste arbejde. De nye folk overtog det arbejde, som den, de afløste, havde haft. Når en søn f.eks. overtog sin fars plads, fik han automatisk hans arbejdsområde, også selv om det var lettere end de ældres.

Beklædning

Vi havde ikke noget specielt tøj på. Der var vort eget tøj, vi brugte, men vi fik, ja jeg tror det var 15 kr om året til hjælp til støvler og olietøj, som vi kaldte det dengang. Det rakte jo ikke langt, men det var nok også ombord på vore egne både, at tøjet blev mest slidt.Tøjet kunne vi købe i Brugsen eller ved Jens Bang. De havde alt inden for søbeklædning og fiskeri.

Øvelser

Det var heldigvis ikke så tit, vi var ude på rigtige redningsaktioner. Som regel i perioder og mest om efteråret, men så kunne det også hænde, vi var ude flere gange på en uge, når det stod med uroligt vejr. Vi havde fire øvelser om året, hvoraf den ene var en natøvelse. Tre om dagen og en om natten, hvor vi skulle prøve det hele af, så folkene kunne vænne sig til alle de forskellige ting, der skulle bruges.Der blev bl.a. skudt raketter af ude over havet for at afprøve afstand, og han, der havde linekastningsgeværet, skulle ligeledes fyre det af. Med det kunne man skyde en line over til et fartøj og på den måde få forbindelse. Vi havde ikke noget imod at holde øvelse. Om sommeren spurgte turistforeningen som regel, om det kunne passe sig med en øvelse midt i sæsonen, og så blev der tit en sådan stimlen sammen af mennesker, så vi dårligt kunne komme ud.

En redningsaktion

Jeg har aldrig været med på en redningsaktion, hvor både er forliste og søfolk druknede. Derimod har jeg mange gange været med, hvor vi har hjulpet fiskere og ders både sikkert i land., når de er blevet overrasket af hårdt vejr. Stemningen i byen blev altid så spændt, når det blæste kraftigt op til storm, og ikke alle både var kommet i land. Opsynmanden sendte bud til den sidst ansatte, som hurtigt skulle kalde de andre redningsfolk sammen. Mange af dem var på grund af vejret allerede parate og havde samlet sig i små grupper på "bakken" (høje punkter hvorfra man kunne se ud over havet f.eks. ved vandtårnet og Strandpavillonen), hvor de spændt fulgte situationen. En fast mand, som regel en gammel fisker, vurderede sammen med opsynsmanden, hvornår der var så megen "sø" på revlerne, at første kurv skulle hejses op i signalmasten. Anden kurv betød mere "sø" på revlerne og folkene blev kaldt sammen, og gjorde sig klar til at gå ud. Båden blev skubbet på ruller så langt ud i vandet som muligt, og derefter arbejdede skruen, indtil den flød. I samme øjeblik redningsbåden var i vandet, blev den tredie kurv sat, og så var byen klar over, at redningsbåden var ude.

I løbet af kort tid samledes der på "bakken" og stranden en masse mennesker, som fulgte os hele tiden. Vi sejlede ud over revlerne, og mellem den yderste og næstyderste revle sejlede vi frem og tilbage mellem bækken og molen for at være klar, når de kom, for det er det sted, der "sker noget". Uden for revlerne er det aldrig så galt. Når først de kommer ind på revlerne, hvor "søen" brækker, er det gerne at ulykkerne kan ske. I tilfælde af at der skulle ske noget, lå vi jo klar der inden for den yderste revle til at hjælpe. Det var forskelligt, hvor lang tid vi lå og ventede. Somme tider kunne vi godt ligge to-tre timer, ja nogle gange mere. Andre gange kunne vi være heldige, at det kun varede en times tid, inden de var inde, men når de var ude at fiske på Revet, som er fire timers sejlads ude, og det begyndte at storme, så kunne vi godt komme til at ligge længe. Først når den sidste fiskerbåd var i land, gik redningsbåden ind. Heldigvis skete der aldrig alvorlige katastrofer i den tid, jeg var med redningsbåden, selv om det nogle gange var tæt på. Den værste situation, jeg kan huske, var da LN 11, LUNA, i meget hårdt vejr var på vej ind over revlerne. Da fik den så voldsom en "sø", at man kunne se kølen af båden. Først lå den helt ovre på siden, så drejede den rundt, fik en ordentlig "sø" igen bagi, og så gik det for fuld fart ind over. En af fiskerne, der det ene øjeblik stod i "huset", fik en tur, så han det næste øjeblik stod henne ved masten. Det er fantastisk at tænke sig, at man kan komme levende fra det. Vores opgave var jo at redde manneskeliv. Fiskefartøjet skulle vi ikke tage os af eller prøve på at bjærge. Vi skulle tage besætningen om bord og så overlade skibet til et bjærgningsselskab.

Den sidste redningsaktion

En tysk sejler kom i vanskeligheder ud for Saltum Strand. De prøvede at sende en mand i land i en bette båd efter noget brændstof. De var vist bange for, at de skulle løbe tør, men der var overhovedet ikke vejr til sådan en tur, så han var da heldig at komme levende i land. Der var slet ingen chancer for, at han kunne komme ud til båden igen. Så blev der sendt bud efter redningsbåden. Da vi nåede frem til sejleren på den anden side af Nybæk, kom der imidlertid også en helikopter fra Aalborg. Vi lagde os op på siden af sejleren, men de regnede med, at han godt kunne klare sig ved egen hjælp til Hirtshals. De havde jo sejlet oppe. Så kan jeg huske, at helikopteren firede en sender ned til os i redningsbåden, så vi kunne snakke med dem oppe i helikopteren. Siden vi så kom et stykke her ned til Furreby Bæk, sagde de til os, at vi godt kunne gå i land. Nu fulgte de den til Hirtshals. Det var ingen nytte til, at vi fortsatte.. Det var nemlig et rigtigt dårlig vejr. Jeg kan huskle, da vi gik ud over den yderste revle, da gik der nogle af de her ribber neden under redningsbåden. De blev simpelthen slået løs, da vi gik ind i en "sø". Ja det var så den sidste "rigtige" tur.

Redningsprotokol

Hver gang redningsbåden havde været ude, var det opsynsmandens pligt at føre protokol. Han skulle skrive udførligt, hvornår folkene blev kaldt sammen, hvornår båden gik ud, hvordan vind- og strømforholdene havde været, hvornår båden var i hus igen, spulet og gjort klar osv. Sådan en rapport skulle der skrives, hver gang der var foregået noget. Rapporterne blev så sendt ind til Redningsvæsenet, hvorefter aflønningen kunne beregnes. Havde der været ekstra hårde ture, blev der bevilget ekstra penge for det.

Redningsbådens sidste tur

Det var jo noget af en bette trist tur. Det havde jo ligget i luften længe, at stationen skulle nedlægges. Der havde været snakket meget, og der havde været protester imod det, men det var jo afgjort det hele. Vi blev bare holdt hen i lang tid. Sådan foregår det jo mange gange. Nu ser vi oppe i Thorup i den her tid. Der foregår det ligesådan. Vi skulle aflevere den i Thorup Strand. Jeg kan tydeligt huske den sidste gang, vi satte den ud. Iver tog en masse billeder. Vi skulle egentlig have været af sted noget før på grund af udsigt til dårligt vejr, men af en eller anden grund blev vi alligevel forsinkede. Men vi kom da afsted, og nåede da også frem inden aften, hvor vi fik den afleveret. Opsynsmanden gav kaffe, hvorefter vi blev kørt hjem til Løkken. Alle de ting, som hørte til i redningshuset, blev talt op og senere fordelt til andre stationer eller blev sendt tilbage til Holmen på lager. Der gik et par år, før stationen helt var nedlagt, blandt andet fik vi stadig løn i 2-3 år, hvorefter vi så gik på pension. Stemningen blandt fiskerne var selvfølgelig noget trykket. Vi syntes det var noget mærkeligt noget, at Lønstrup kunne beholde deres redningsstation, når der kun var 2-3 både, men det samme ser vi jo i Thorup i dag, som de nedlægger. Der er der 16-17 både, hvorimod der i Slettestrand kun er et par stykker. I dag er den nærmeste redningsstation jo i Hirtshals, men forøvrigt mener jeg, at det sikreste redningsmiddel i dag er en helikopter. Der er ingenting, der er så hurtigt fremme og så effektivt. Det ser man jo i virkelige situationer. De kan komme til alle vegne. Nej, en helikopter er et fantastisk redningsmiddel. Den er der ingenting, der kan hamle op med. En anden form for sikkerhed i dag er jo også, at alle både har sendere og mobiltelefoner. Dengang, vi fiskede, lå vi alene derude uden at kunne komme i kontakt med nogen, hvis vi f.eks. fik maskinskade. Når det skete, at der var nogle både, der ikke var kommet ind, tog vi allesammen ud den næste dag, for at lede efter dem. Redningsbåden deltog ikke i den slags eftersøgninger, den skulle først og fremmest hjælpe bådene ind over revlerne i dårligt vejr.Jeg kan huske, at vi engang var ude at lede efter Jens Brørup. Da vi nåede frem til ham, viste det sig, at han havde maskinproblemer, så vi måtte sammen med Steen slæbe ham hjem. Det er vel ikke forkert at sige, at fiskerne dengang holdt sammen og passede på hinanden, men det ser man jo også mange steder i dag. På billedet ses fra venstre Tage Jensen, to redningsmænd fra Thorup, Iver Larsen, opsynsmanden fra Thorup og Holger Jensen.

Medaljer

Når man i gamle dage havde været med i Redningsvæsenet i en vis årrække, fik man som regel et Dannebrogskors. Det blev senere afløst af et diplom med tak for lang og tro tjeneste. At have en redningsmand i familen var noget, man var stolt over. En vis status i lokalsamfundet, havde det nok også. Piger, hvis far var i Redningsvæsenet, fik i konfirmationsgave et Emilie Robin-kors samt 20 kr til hjælp til en konfirmationskjole, som forøvrigt skulle være sort, så korset kunne ses. At bære Emilie Robin-korset var en ære, og så viste det jo også, hvor man kom fra.

Tre generationer

Min bedstefar hed Niels Adolf Jensen, og han var opsynsmand i 1929, da redningsbåden kæntrede. Min far, som hed Niels Andreas Jensen, var med om bord dengang, og det glemmer jeg godt nok aldrig. Jeg var otte år dengang. Jeg kan huske, at der hjemme kom nogen, som råbte: "Redningsbåden er kæntret, redningsbåden er kæntret!" Vi boede lige neden for "bakken". Mor greb mig, idet hun sagde: "Det kan ikke passe, det kan ikke passe", og så løb hun med mig i hånden ned til stranden. "Hvad skal vi gøre, hvad skal vi gøre" sagde hun, "hvis far er væk?" Vi travede så langs med stranden, hvis der var noget at se, men de var ikke kommet ind med dem, der var derude. Vi gik hen til bækken for at se, om de skulle drive i land, nogle af dem, og da vi så kom tilbage derhenn, hvor Oscar Damgaard var kommet ind med dem, var far allerede kørt hjem. Da kom så nogen løbende hen til mor: "Niels er hjemme. Han er reddet." Vi løb hjem, og jeg kan huske, at vi på det tidspunkt havde nogle sommergæster far Horsens. En af dem var sygeplejerske, og hun havde allerede taget sig af far og fået ham i seng. Doktoren kom også. Han var joude og se til dem allesammen. Det er sådan noget, jeg aldrig glemmer. Det var om sommeren den 9. juni, så der var mange mennesker overalt, både på bakken og nede på stranden. Detvar jo noget sørgeligt noget. Vejret var ikke virkeligt dårligt, men redningsbåden var dog ude og lå og ventede på at hjælpe en ind, men når uheldet er ude, skal der ikke altid så meget til, før ulykken sker. Et sammenfald af vind- og strømforhold samt en kraftig "sø" på tværs var nok.Fars bror, Carl Jensen, som også havde været med, fortalte os senere, da vi blev større, hvordan de havde hjilpet hinanden med at komme op og sidde på kølen, og hvordan de havde fået beroliget dem, som var begyndt at gå ipanik, og som ville præve at svømme iland. Tre redningsfolk omkom ved den ulykke, så det var sorgens dag i Løkken.

Til højre ses redningsbådens mandskab foran redningshuset på Sdr. Strandvej i begyndelsen af 1930'erne. Holgers bedstefar Niels Adolf Jensen står midt for i forreste række (nr. 6 fra venstre). Hans far, Niels Andreas Jensen står til venstre for ham i forreste række. Mellem dem står Valdemar Jensen (dørgekongen) med det store overskæg. Yderst til venster står Holgers farbror Carl Jensen og yderst til højre Oscar Damgaard. De øvrige personerer er: nr. 2 fra venstre: Frederik Simonsen, nr. 3 fra højre i forreste række: Lars Froholt Petersen, bag ved ham til venstre Lars Sørensen og bagved til højre Jens Jensen.