Den første redningsbåd

Den første redningsbåd ankom til Løkken i 1850 2 år før Redningsvæsenet officielt blev oprettet. Det var en af de både, som skibsbygmester E. P. Bonnesen byggede efter først at have bygget 2 forsøgsbåde. Båden var lidt mindre end forsøgsbåd nr. 2, der var 8 m lang og 2 m bred, og forsynet med lufttætte kasser af kobber, så den var synkefri. Båden var ikke, som Sophus Møller fortæller, selvrejsende. Det havde man bevidst fravalgt, fordi båden så skulle have været længere og forsynet med meget mere vægt ved kølen.

Pontonbåden

I 1873 fik redningsstationen en pontonbåd på prøve, en ny anderledes bådtype efter katamaranprincippet. Bådtypen var opfundet af tidliger branddirektør i Slesvig I. P. Mathiasen og ukritisk godkendt af Indenrigsministeriet, som lod E. P. Bonnesen bygge en prototype, som i 1870-71 blev fulgt op af en bestilling på yderlige 3 pontonbåde til redningsvæsenet hos andre skibsbyggere. Bonnesens eksemplar af bådtypen var med 4 pontoner, mens de øvrige var med 2 pontoner. Den nye bådtype blev afprøvet ved Flyvholm i december 1870. Et af de modificerede eksemplarer blev reserveret til at gøre tjeneste ved den nyoprettede redningsstation i Østerby på Læsø, der blev taget i brug den 1. oktober 1871. Resultatet af forsøgene blev rost i høje toner i Redningsvæsenets årsberetning. Virkeligheden skulle dog vise sig at være en anden.

Redningsfolkene i Flyvholm var ikke begejstrede for den nye båd. Den var vanskelig at ro op mod søen, og mandskabet blev hele tiden overskyllet af havet. På Læsø nægtede man direkte at bruge båden. Man var kørt totalt fast med båden, så det var umuligt at rykke den af stedet, og hesteejeren erklærede, at de ikke ville lægge heste til den type transport mere. Ministeriet forsøgte at overtale andre, men hverken trusler eller bønner hjalp. Læsøboerne havde sagt deres mening, og øens hestejere ville under ingen omstændighed indgå kontrakt med Redningsvæsenet. Ministeriet blev så fortørnet, at de helt overvejede at nedlægge redningsstationen. Men den blev i stedet for nedgraderet til en raketsation, og det overflødige mandskab afskediget. Stationen fik dog 2 år senere en redningsbåd af den gamle type, efter der have været nedsat en kommission til at vurdere øens problemer

I efteråret 1873 blev pontonbåden sejlet fra Læsø til Løkken via Skagen. I Skagen havde man også forsøgt sig med bådtypen, men heller ikke her ville de have den. Folkene truede ligefrem med at udtræde af Redningsvæsenets tjeneste, såfremt de blev tvunget til at benytte bådtypen. Forsøgene i Løkken gik ikke meget bedre. manskabets dom var, at fartøjet var vanskeligt at transportere over land, at det var vanskelige at ro, og at det ikke hævede sig tilstrækkeligt på søen. Man tvivlede på, om båden overhovedet kunne bringes ud over revlerne i stormfuldt vejr.

Ministeriet blev til sidst nødt til at frafalde kravet om, at den nye bådtype skulle tages i brug. En enkelt kom til Thyborøn som reservebåd, de øvrige blev efter nogle år solgt. Båden i Løkken var den, der indbragte den højeste pris - 39 kr. i 1885. Sagen var lidet flaterende for ministeriet og er efterfølgende blevet kaldt den største skandale i redningsvæsenets historie. Heldigvis blev den ikke trukket så langt ud, at den kom til at koste menneskeliv.

Redningsbåd nr. 2

I 1883 fik Løkken en ny redningsbåd til afløsning af bå den fra 1850. I forslaget til finanslov 1882/83 blev udgiften til en såden og en tilsvarende båd i Blokhus anslået til 8.000 kr. I bemærkningerne hed det: "De ved Stationern Løkken og Blokhus værende Redningsbaade ere begge saa gamle og brøstfældige, at det maa anses for nødvendigt at disse afløses af nye" der blev samtidigt bevilget penge til nye transportvogne. Den nye båd var bygget på orlogsværftet. Den gamle blev afgivet til redningsstationen i Skiveren.

I 1885 henvendte 20 Løkkenfiskere sig til Indenrigsministerioet og gjorde opmærksom på, at redningsbåden ikke var hensigtsmæssig i forbindelse med fiskeriforlis. Der måtte også privat hjæp til: "Når et Skib er stødt , er der i almindelighed tid til, at statens redningsvæsens mandskab kan samles, heste bringes til veje til bådens fremføring og til, i det hele taget, at gå frem efter instruksen, og da det mandskab, som skal bjerges, befinder sig på ét sted, nemlig det strandede skib, vil statens redningsvæsen i almindelighed kunne gøre fyldest alene, så som det har altid virket med aktivitet og dygtighed. Når tilfælde ..... indtræffer, at fiskerne på havet nødes til at flygte til land formedelst hastig rejsende sø, indtræder der forhold af en anden art, og hvor det offentlige redningsvæsen ikke alene kan gøre fyldest. Redningsarbejdet bliver af en anden beskaffenhed."

Og Løkkenfiskerne fortsætter: "Ved arbejdet på havet er fiskerbådene spredte over et større terræn, og det er aldeles afhængigt af deres plads i søen, om de alle kunne nå til redningsbåden, eller den kan nå til dem. Der er jo i slige tilfælde flere punkter, hvorpå der på samme tid skal ydes hjælp. Endelig er den yderste hurtighed i den slags redningstilfælde absolut nødvendig, men det ligger i sagens natur, at da redningsbaaden står i et hus oppe i klitten og ved hestkraft skal føres til stranden, mandskabet iføres redningsbælter, og der i alt gås frem efter Redningsvæsenets instruks, kan der gå uerstattelig tid tabt. Praksis på kysten er derfor, at i tilfælde som de anførte, går de heldigt landede fiskere ud med en af de store fladbåde, som med årer er til stede på stranden, og gør dermed deres bedste at bjerge de andre".

Problemet var nu, at der blandt de folk, der var gået ud med den private fladbåd ofte var redningsfolk, som dermed mistede deres dagbetling fra Redningsindsatsen. De ønskede derfor en kompenstion for redning af fiskere med deres fladbåde. Redningsvæsenets ledelse var afvisende over for dette forslag, Man var bange for at lukke op for uautoriserede redningsbåde, med hvad det kunne medføre. Året efter indtraf der i Løkken en sommerulykke, der viste, hvor nødvendigt det var med hurtig hjælp ved fiskeriulykker. En båd med 4 fiskere kæntrede på 2. revle. En mand svømmede med en åre, 2 mand redede sig på kølen af båden, den 4. mand druknede. En fladbåd med 18 mand, heriblandt bådformanden på redningsbåden og 2 andre redningsfolk , blev sat i vandet og redede de tre fiskere. Der var, som opsynsmanden skrev, ingen grund til at benytte redningsbåden, da det ville have taget for lang tid at få den til stranden, og der var ikke for høj sø til fladbåden. Hverken denne hændelse eller andre fik redningsvæsenet til at ændre opfattelse. Redningsvæsenet var i sin grundide oprettet for at forøge sikkerheden for skibsfarten, steder med fiskere blev ikke proriteret i sig selv. Og igen, må man nok sige, viste beslutningstagerne ikke den store forståelse for de lokale redningsmænds problemer og vurderinger.

Redningsbåd nr. 3 og 4

I 1913 var det atter tid at få en ny redningsbåd, som også var bygget på orlogsværftet. Båden var, som den båd den afløste og den første båd, en roredningsbåd. Igen var det nødvendigt at bygge nyt redningshus for at få plads til den nye båd. Redningshuset på Sdr. Strandvej blev indviet i 1914. Den gamle redningsbåd blev sendt til bistationen Hornex. Redningsbåden fra 1913 fik ikke lang tid som den båd, man benyttede ved redningsaktioner. Den kæntrede ved en redningsaktion i 1929, hvor det allerede var bestemt, at den skulle afløses af en motorredningsbåd. Det skete i 1930. Roredningsbåden beholdt man som reserve, indtil man havde fået bygget nyt redningshus ved Ndr. Strandvej. Motorredningsbåden (MB 18) blev benyttet indtil Løkken redningsstation blev nedlagt i 1975. Båden blev overflyttet til redningssationen i Thorup Strand.