Matr. nr. 1d Løkken/20bp Furreby (20am Furreby)
Den første, der byggede hus på stedet var fisker og daglejer Tomas Rasmussen Andersen, der også blev kaldt Thomas Horne ogThomas Skriver. Han købte grunden af Nicolai Thomsen Jensen uden tinglyst ejendomsret. Det gav ham problemer, da Nicolai Thomsen Jensen senere gik fallit. Han måtte købe grunden på auktion over fallitboet, for at få officiel ejendomsret. Det gav også problemer, at han byggede en del af huset på den anden side af ejerlaugsgrænsen til Furreby By. Den del af hans grund blev senere betragtet som fortsat tilhørende Mølgaard. Thomas skriver var søn af fisker og daglejer Anders Rasmussen, der også blev kaldt Skriver og boede i matr. nr. 18 (Vendelbogade 1).Han blev gift i 1847 med Karen Nielsdatter. Inden han blev gift, var han sømand, men efter blev han som faren fisker og daglejer. Det er lidt usikker, hvornår han byggede huset, men formentlig i 1847, hvor han blev gift. Huset blev ikke brandforsikret, så der findes ikke en beskrivelse af det i taksationsprotokollerne. I 1855 byggede sømand Christen Jensen Lophauge et hus på 4 fag til i vestre ende af Thomas Skrivers Hus, liggende på hans grund og uden tinglæst adkomst.
Thomas Skriver døde i 1873 og hans enke Karen Nielsdatter overtog huset. Nogle år efter overtog hun også Christen Jensen Lophauges del af dobbelthusdet, efter de er kommet under fattigforsørgelse. Dobbelthuset ser ud til at være revet ned, da hun i 1883 sælger grunddelen i ejerlauget Løkken Ladeplads til bødket Thomas Peter Thomsen. Grunddelen i ejerlauget Furreby By købte denne samtidigt af Søren Jensen Mølgaard. Thomas Peter Thomsen havde forud boet til leje hos hende, formentlig fra 1877, hvor han solgte sit hus i den sydlige del af Løkken (Vittrupsvej 9).
Thomas Peter Thomsen byggede det hus med grundmur og skiffertag, som man kan se på billedet fra 1905. Thomas Peter Thomsen var bødker, men fiskede også. Han var gift med Antomine Thomasen og de havde en stor børneflok. Nogle af dem boede hos dem, også efter de var blevet voksne. I 1907 solgte han den østlige del af huset til sønnen Frederik Thomsen. Grunden udstykkedes i forbindelse med salget. Den del Frederik Thomsen købte var matr. nr. 1d Løkken og 20bp Furreby. Thomas Peter Thomsen beholdt selv den vestlige del, matr. nr. 1c og blev boende her.
Frederik Thomsen var fisker og redningsmand. Han døde i 1929. Han var en af de 3 redningsmænd, der druknede, da redningsbåden kæntrede den 9.6.1929 under en redningsaktion. Enken Anne Marie Thomsen døde i 1935, og ejendommen blev herefter overtaget af Frederik Thomsens bror Albert Severin Thomsen, der i forvejen ejede den anden del af dobbelthuset, matr. nr. 1c. Albert Thomsen var smed og havde bygget værksted på det nordveslige hjørne af den oprindelige grund, matr. nr 20 bq. Albert Thomsen solgte i 1947 matr. nr. 1d Løkken/20bp Furreby til plejesønnen Hans Robert Jensen, der også var smed. I 1951 overtog denne også smedeværkstedet. I 1968 arvede Hans Robert Jensen matr. nr. 1c og hele ejendommen havde igen samme ejer. Den østlige del af dobbelthuset udvidedes og fik 2 etager i nyere tid.
Mere om historien
Første registrerede ejer var fisker og daglejer Thomas Rasmussen Andersen, også kaldet Thomas Horne og Thomas Skriver. Han var søn af fisker og daglejer Anders Rasmussen, der også blev kaldt Skriver, og som boede på matr. nr. 18 (vendelbogade 1). Efter han blev gift, blev han fisker og daglejer. Det er lidt usikkert, hvornår han byggede huset, men formentlig i 1847, hvor han blev gift med Karen Nielsdatter. De fik deres andet barn døbt i Furreby kirke tæt på bryllupet, og da står han i kirkebogen som husmand, d.v.s. husejer. Grunden købte han i første omgang af Nicolai Thomsen Jensen på grundlag af en mundtlig aftale. Huset må være bygget efter anlæggelsen af landevejsstykket fra Furreby Bro til Løkken by. Landevejen gik de første år kun fra Hjørring til Furreby Bro. Fra Furreby Bro til Løkken var der en markvej, der var i dårlig stand. Så vidt det kan ses på matrikelkortene, ligger Thomas Skrivers hus, hvor den gamle markvej lå. Derfor må det være bygget efter anlægget af den nye vej. Den gamle vej gik hen over Thomas Skrivers jord og slog et knæk lige nord for. Landevejen blev anlagt i en blød bue og kom til at ligge sydligere det pågældende sted. Huset blev ikke forsikret, og derfor findes der ikke oplysninger i forsikringsprotokollerne om det.
Nicolai Thomsen Jensen gik konkurs i 1850, og det gav Thomas Skriver problemer, fodi han ikke havde tinglæst adkomst til den købte grund. Han måtte derfor officielt købe den af boet på en auktion i 1852. Det skete med hjælp fra skudehandler Søren Chr. Jensen. Grundene i Løkken matrikuleredes ikke på det tidspunkt, og det giver en uklar afgrænsning, som hans enke senere fik problemer med. Thomas Skriver byggede sit hus på begge sider af grænsen mellem ejerlauget Løkken Ladeplads og ejerlauget Furreby By. Jorden i Løkken Ladeplads fik ved matrikuleringen i 1871 matr. nr. 1, Løkken Ladeplads. Jorden i Furreby By var en del af Mølgaards Sandskjær, dvs. et sted hvor der blev gravet græstørv til dæmpning af sandflugten. Denne del har han formentlig ikke reelt fået skøde på. Det lå uden for den jord, Nicolai Thomsen Jensens i sin tid købte, og derfor udenfor det areal Thomas Skriver fik skøde på fra fallitboet. Det er i alt fald sådan ejerforholdene senere fortolkes. Forholdene for denne del bliver først bragt i orden i 1883, hvor en udstykningsplan for Mølgaard jord godkendes og hvor denne del fik matr. nr. 20am, Furreby.
Christen Jensen Lophauge byggede i 1855 et hus på 4 fag til Thomas Skrtivers hus i vestenden og på hans grund. Thomas Skriver døde i 1873 og enken Karen Nielsdatter arvede ejendommen, det vil i Ladepladsen Løkken sige matr. nr. 1. I ejerlauget Furreby By får hun, da jorden matrikuleres i 1883, tilkendt retten til matr. nr. 20ao. Matr. nr. 20am, som en del af Thomas Skrivers Hus lå på, betragtes som stadig hørende til Mølgaard. I 1883 blev matr. nr. 1 opdelt i 3 parcellet, 1a, 1b og 1c. De to første var tidligere reelt overdraget til Skrædder Carl Thomsen. 1c solgte hun til Bødker Thomas Peter Thomsen, der samtidigt købte matr. nr. 20am af Søren Jensen Mølgaard. Der står i de to skøder ikke noget om bygninger på grundene, så dobbelthuset var formentlig revet ned. og Thomas Peter Thomsen må så have bygget nyt. Karen Nielsdatters salg sker formentlig af økonomiske grunde. Ved folketællingen i 1880 var hun komet under fattigforsørgelse. Hun døde i 1900 på Skøttrup Fattiggård.
Thomas Peter Thomsen var født i Furreby i 1845. Forældrene var bødker Thomas Nielsen og Agnethe Jacobsdatter. Han biev bødker som faren. I 1865 blev han gift med Albertine Thøgersdatter, datter af slagter Thøger Christensen Kobber. Han købte hus i den sydlige del af Løkken (matr.nr.98, Vittupsvej 9). Albertine døde imidlertid allerede i 1871. Han giftede sig igen i 1872 med Antomine Thomsen fra Hjørring. I 1877 solgte han huset på Vittrupsvej og flyttede formentlig til Nørregade 17 på det tidspunkt. Thomas Peter Jensen købte begge de grundstykker, dobbelthuset lå på. Han havde brug for god plads. Han og Antomine fik 9 børn. I sit tidligere ægteskab med Albertine havde han fået 3 bør, der alle var døde som små.
Thomas Peter Thomsen har sine børn boende også, efter de var blevet gift. Ved folketællingen i 1901 boede datteren Anna Jacobine og hendes mand Niels Andersen Nielsen der, og ved folketællingen i 1906 sønnen Frederik Thomsen med sin kone. I 1907 solgte han den østlige del af huset til Frederik Thomsen. Den udstykkedes i forbindelse med salget og fik matr. nr. 1d Løkken og 20bp Furreby. Selv beholdet han den vestlige del af huset (matr. nr. 1c). Den nordlige del udstykkedes også (matr. nr. 20 bq, Furreby), her indrettedes smedje til sønnen Albert Severin Thomsen.
Frederik Thomsen døde den 9. juni 1929. Han var en af de 3 redningsmænd, der druknede, da redningsbåden kæntrede under en redningsaktion. Enken Anne Marie Thomsen døde i 1835. Albert Thomsen købte herefter også denne del af huset. Han solgte i 1947 til plejesønnen Hans Robert Jensen, der var blevet gift med Karen Laumine Anny Carlsen fra Hjørring i 1941. Salget skete formentlig i forbindelse med at Hans Robert Jensen overtog smedeværkstedet.