Et Møde
En sommermorgen hvor Solen lige havde fortrængt Dugdampen som stod over Engene og dreven de lette Taagebanker ud over Havet som stod Speilblank saa lang Øjet naaede, var alt de første Ba-dende ved at smide for tøiet efter Badet den friske morgen at nyde den Strandtur som præger et af livets herlige Minder, og for manges vedkommende fortsætter gjennem aarene. Hvor Gjenspeiler sig Sommerens frie Glæde mere uforfalskede end Ferien ved den hvide Strandbred med storhed og Alvor i sit Øje. Disse sommerdage har aldrig været udslettet af mine Minder fra Hjemmets Kyster selv hvor storladen Natur gjorde sig Gjeldende vaagnede minderne om min Hjemstavns Kyst.
Plaget af en tiltagende Gigt var jeg kravlet op af Klitten, og havde placeret mig paa en af de af Bor-gerforeningen fremstillede Bænke. Det var før Vendsyssel havde overdraget Plantagen til Byen som Eiendom. I den Milde sommerluft skuende ud over havet gjentog sig gamle Minder, og jeg sad læn-ge indhyllet i Disse Drømme, da der med et bag mig blev Stukket en uhyre stor Solskærm ned. Jeg vendte overrasket og saa en Dame placerede. Hilste og Bad undskylde, det anede mig mindst at Banken tilhørte Villaen Bagved. De maa endelig ikke lade dem forstyrre bliv bare siddende, vi skal nu ned til Badet. Sæt dem ned frue (saa) skal jeg fortælle dem om mine Drømme, de gaar tilbage i tiden maaske det kunde interessere, da de netop har valgt denne plads til Bebyggelse som jeg skal fortælle dem staar paa Historisk Grund. Banken bærer navnet Batteri Bakken.
Minde Blade
Først i Halvfemserne havde Lønstrup gjort sig bekjent som Bade og udflugtssted i Sommer og Fe-rietiden, det var særlig Hjørringboere som gav stødrt ved sin nære beliggenhed, lidt senere meldte sig enkelte Byboere ligeledes ved Løkken, dels foraarsaget af og paavirket af bekjente og Familier fra København og de Større Byer. Reis dog til Løkken i jeres Ferie, og bliv som Nyskabte Menne-sker. Og de mest modige gjorde forsøget.
1897 kom to familier anstigende efter forudgaaende Korrespondance. Kontorchef Nielsen fra de Frederiksbergske Jernstøberier og Børsmægler Poulsen alle fra København med Familie, de fik to værelser anvist med dertil Senge og Sengetøi, Spisestue og adgang til udenomsbekvemmeligheder. Maden var efter aftale god Borgerlig Mad, og Min Kone var Kokkepige, Stuepige, ligeledes Serve-rings Jomfru. Maden var skiftevis Grønkaal paa saltet Lammekjød og Fersk, Kogt Torsk eller Rød-spætte med Kartofler og Sødsuppe, Stegt Flæsk og Kærnemælksvælling. Risengrød med sødet Øl og Lammesteg og saa fremdeles. Søndagen var gjerne Kylling eller Duer og dessert. Maden blev altid Rost, og de aad som fik de betaling derfor. Udgifterne for det indkjøbte og af egne produkter blev hver dag præsenteret for Nielsen som var Regnskabsfører og Kassemester.
Husleien var 15 kr Ugen, og Betjeningen var efter skjøn fra Gjæsterne særlig betalt (blev) min Kone hvilket altid var tilfredsstillende. Til begyndelsen følte de sig lidt Sky og Fremmede men temmelig hurtig var disse Formaliteter forsvundet, og vi blev alle Hjemlige. Mest forundrede blev de ved at her laa saa stor en Bye de havde nærmest ventet at finde nogle enkelte Huse strøet rundt i Klitterne mellem Sandbanker.
En dag som vi lige var Landet stillede de rundt om Baaden. Og det var for mig helt interessant at høre den ene lidt i afstand sige til sin Nabo, det er jo ligefrem Smukke Mennesker herude antagelig har vi nærmest været tænkt som Eskimoer eller Urmennesker8). Vi morede os senere i fællesskab over denne Feiltagelse. Det var ikke særlig Badene de lagde an paa. Men lange udflugter og Spadse-reture, og saa udkrammede de deres opdagelser og morsomheder for hinanden, hvor var de glade dansede med hinanden, og Latteren laa i vore Stuer som aldrig før om det saa var den gamle original Ole Damgaard ude ved Nybæk havde de Besøgt ham, var inviteret paa Nymalket Mælk og havde handlet med ham om enkelte Antikviteter.
Rent galt blev det efter nogle dages strøifen rundt ingen kunde vaagne og Formiddagen gik bort. Nielsen som var Truppens Leder, Svor at fra dags dato skulde alle ud klokken 7 morgen og Anne fik strenge ordre desangaaende. Vi sover jo alle disse Herlige dage bort, opfyldelsen af Spaadommen var ved at gøre sig gjeldende. Sundhed og Velvære gjorde sin ret, de Lignede ikke mere disse an-stigningsdagens Bymennesker. Nielsen havde ikke alene faaet en Brun Næse men den begyndte at Skalle, og han betegnede denne forandring med Strandskaller, hvilket morede dem og os.
Damerne trivedes dag for dag. Vægten ovre i Fiskerhuset forklarede denne forandring. Sønnen Poulsen som nærmest lignede en gulbleg japaner fik kulør med andre børn, og da der kom Brev fra her Poulsen, nu matte denne ferie snart have Ende, kunde de ikke forstaa hvor disse 14 dage var bleven af. Dagen før afreisen mødte her Poulsen som jo maatte blive hjemme antagelig (grundet) Børsforetagender der var samme aften en lille modtagelses gilde, hvor vi alle var bænkede om en
_______________________
8) Denne udtalelse kan bunde i Tidligere Billeder særlig de fra Skagen malede Ældre og stærk Skægget fremstillede. Palle Rosenkrans skrev i samme anledning i Hjørringbladet at Fiskerbefolkningen her ved Løkken var en undtagelse, som gik Blaa Kakiklædt og mer lignede Byarbejderne end den øvrige Vestkysttype blandt Fiskerbefolkningen
tillavet Bolle i Talens løb siger her Poulsen pludselig henvendt til mig, sig mig nu Ærlig Her Boye hvorledes har min Kone og Søn opført sig antagelig har han villet more sig over sine pludselige ind-skydelser og mit lige saa overraskende Svar. Ja Her Poulsen siger jeg Sandheden tror de mig ikke og Lyve vil jeg ikke. Men Gud fader Bevar mig de er jo Diplomat. Ja siger jeg med det samme saa er vi alle Diplomater her i Løkken.
Afskjedens reise var kommet, med Hurraraab og paa Gjensyn kjørtes der til Vraa i en lejet Sjerebang (charabanc), hvor alle 5 havde pladser de førte jo ingen videre Bagage med sig, og de første Køben-havnere havde i alt fald hos os gjort deres indtræden men saa kom flere næste aar, og Ferierne blev saaledes indrettet, at sidste 14 dage i juni kom de første og saa fremdeles til August da kom Høisko-len og Præsterne, og nu havde vi Gjæstebesøg 9 uger, hvem det gik haardest ud over var selvfølge-lig min Hustru, men som tiden gik tog de senere Fremmede deres Assistenter med og tiderne Foran-drede de første Pioneres Indmarch.
Eftersom fler og fler viste sig i Sommermaanederne og Leiede sig ind ved private begyndtr Byens Borgere at faa Øinene op for den nye tids Tankegang. Købmand Asp som ophævede sin forretning solgte Gaarden til et Konsortium og det første Badehotel oprettedes. Det kneb de første aar og Ho-tellet gik over paa Enkeltmands Haand som flere gange skiftede eiere.
Vor Leilighed var nu inddelt i 3 hold. Blandt disse meldte sig Postmester Petersen med Frue og Datter ifølge med Kontorchef Bunke i Finansministeriet og to Sønner. Her Bunke som var fersk-vands Lystfisker førte en masse fiskeredskaber med sig, jeg blev straks taget i forhør, angaaende hvor der fandtes store aaer og Søer, og det lød til at Reisens formaal hovedsagelig gjaldt fiskeri. Eftersom disse fra min side tilstillede oplysninger vendte sagen lidt paa hovedet og Her Bunkes forundringer steg til det utroligste angaaende mine oplysninger, havde vi i fællesskab nydt et par Baiere hver, men der blev rekvireret en ny forsyning, og diskussionen fortsatte. Jeg forklarede at her fandtes hverken Søer eller Floder i Miles afstand. Ganske vist havde for en lille menneske alder si-den været store Søer og aaer, men nu var alt udgrøftet og Tørret bort. Den store Ingstrup Sø, Furre-by (Bæk) og Nybæk vare kun nu Grøfter som i Sommeren var hel Tørlagte. Ingstrup Sø var ledet bort til Limfjorden og her var Engarealer og Høslet om Sommeren. Fortalte nu (om) fortidens flor og fauna. I min ungdom faldt man i Søvn ved Padders og Frøers kvækken vaagnede ved samme Mu-sik, her fandtes 3 Storkereder et paa hver af de 3 store Pakhuse og var Beboet hvert aar. Storkene og Frøerne var her ikke mere, og denne Naturglæde var forsaavidt udryddet.
Disse oplysninger forbavsede her Bunke i den grad, at han ikke tiere fornyede sit besøg, men hans Sønner kom igjen næste aar, og i stedet for Bunke en Dame af familien, samme havde interessant ogsaa sine specielle Interesser. Det var særlig eftersøgning af Rav og kunde gaa og samle Stene som lignede men aldrig ægte, mente jeg kunde give anvisning paa hvorledes dette kunde ske, den eneste mulighed var en Spadseretur forbi Rubjerg Knude hvor der var chance for at finde nogle Stykker, der gaves jo Gjæster særlig i Lønstrup som havde specielle interesser ved udgravning i Bakkerne og enkelte gange fundet ret store Stykker, da det stod med særdeles fint Veir og vandstanden var saa-ledes at vi uden risiko kunde passere Knuden, bestemte vi at tage spadsereturen til Lønstrup, og en morgen klokken 6 startede vi efter kaffen var taget, med frokosten indpakket og et par Flasker Øl, vi var 4 i Følget, nu havde vi hele Stranden til Lønstrup at undersøge og en deilig Sommermorgen som er saa forfriskende Solen stod jo allerede høit men oppe ilæ af de høie Bakker var jo lidt Skyg-ge.
Ved Lyngby traf vi det første Menneske og slog en lille passiar af, mens vi hvilede os lidt paa nogle placerede Fiskekasser. Han viste os et afsæt høit oppe (paa) Bakken hvor en Mand var bleven bjer-get fra et Strandet Skib en Stormnat, en Bølge havde skyllet ham der op, og fra oven var en mand firet ned i et Tou og faaet ham bjeget op og bragt den forslaaede og forkomne Mand til Huse. En Mand til var bjerget men de øvrige var forkomne. Her var fortiden ikke saa faa Badegjæster, men den slags saa vi ikke noget til mente Han for Middag. Han var ved at pakke Hummer ind til afsen-delse, og der skulle ligeledes noget til Hotellet, en lille diskussion om Rav var ligeledes paa tale men dette mente han ikke havde store muligheder.9)
Saa fortsatte vi, men vi havde endnu det længste Stykke inden vi naaede Veis Ende og Rav havde vi intet seet til, nu naaede vi Stennæsens yderste rand og her var kun nogle faa skridt mellem Hav og de aldeles Steile Skrænter, det Fartøi som en Stormnat ville Tørne her var Dødens sikre Bytte her laa nogle Store nedskredne Sten hvorpaa vi placerede os og nu blev frokosten serveret, og hvor blev der rift om det sidste stykke Mad. Vi mente alle det var en ren Sultekur vi var bleven udsat for og dog lød det til før vi reiste vi behøvede ingen Mad med, her var appetitten kommen til sin ret og jeg troer var et stykke bart Brød blevet serveret vilde (det) blive opspist, endnu var en god Spadseretur igjen
Før vi naaede Lønstrup og trætheden begyndte at indfinde sig, særlig for den Ældre Dame fru Teil-gaard, og jeg tror næsten hun tabte Ravinteressen.
Jeg vil nu oplyse lidt om en opfunden Kjeltringestreg, men Skurken havde medskyldige. Fru Teil-gaards Datter Fru Pedersen var impliceret, vi havde hjemme en Pose med fundet Rav, som jeg hav-de taget nogle Stykker af i Vestlommen og ved beleilig tid lod jeg nu nogle enkelte Stykker falde. Fruen som sluttede Truppen vilde da ufravigelig finde enkelte Stykker og det varede ikke længe inden der skete anskrig, vi blev kaldt sammen, og erklærede at det var Ægte. Kikkede og bed idet jo her var ingen misforstaaelse, men da sener fru Pedersen fandt et stykke, som hun glædelig overlod til Moderen hvor vi ligefrem kunde se Vingen af et aartusinde gammel insekt var al træthed for en tid forsvunden, vi naaede Lønstrup efter 4 Timers Spadseretur og hilste paa de første Gjæster som alt havde taget de første Strandbade. Det var jo før Løkken Banen var igangsat og de øvrige af vore Gjæster og min Hustru skulde saa med Hestekjøretøi indtræffe ved Middagstid. Vi drak saa kaffe og Byen og Stranden var beset, kjørte af Landeveien Hjem, hvor vi nu og senere drøftede en Spad-seretur som ingen af dem senere Vilde Glemme. Men i enrum matte jeg love Fru Pedersen aldrig at berøre Ravhistorien paa Veien til Lønstrup og da jeg selvfølgelig selv var interesseret blev det en Hemmilighed. Fru Teilgaard er Død og Fru Pedersen er Død og hvor de øvrige befinder dem er os ikke bekjent.
Arkitekt Aksel Møller af Hjørring havde Ansættelse ved det Nye Raadhus opførelse i København, havde til en Bekjendt som antagelig havde med samme beskæftigelse at gøre inden for Murerfaget. Murmester Schøtz anbefalet min Leilighed, som fra hans besøg i Løkken fra tidligere Leiligheder (var gift med Købmand Asps Søster). Samme Schøtz havde paa dette tidspunkt opførelse af den nye Telfoncentral og var stærk optaget saa han maatte under ferien et par gange afbryde og reise Hiem
(det nye System Henikre (?) var her anvendelig). Men da vi havde en udmærket Sommer havde han og familen dog en vellykket ferie, hans Kone var kort før afgaaewt ved Døden og en Datter og Sø-ster til Her Schøtz samt Tjenestepige var hele Selskabet.
¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬¬______________________________
9) Tiden hvor man særlig finder Rav er Vintermaanederne naar Haarde Østlige Storme med Østlige Strømforhold har Løsrevet Bundtangen som da Driver Iland
Hummerfiskeriet var begyndt men samtidig drev vi en del garn særlig efter Hai og Lysei eller selaks som Tyskerne kaldte dem, og Schøtz var svært interesseret i at komme med en dag paa en saadan Haifisketur og da det passede bedst for ham en Søndag, hvor han ikke benyttede Telegrafen, som næsten var en daglig historie under opførelse af førnævnte arbejde, som jo ligeleds beviser at (han) et par gange var nød til Personlig at være tilkaldt, blev altsaa Søndagen bestemt til Fiskedag, der stod en frisk brise af Sydost med klar Sol fra Morgenen af, Provianten var indpakket med tilbehør af Øl Snaps og der var velskaaren mad til en hel Gaardmands besætning, som vi paa forhaand var gjort bekjendt med, det var før Motorerne var kommet til anvendelse og de Gamle udmærkede Seil-baade var fremdeles med deres for Seilads bekjendte dygtighed Tilstede altid Smukt malede og med de daværende Hvide Seil en pryd og Sport ved siden af det saa ofte anstrengende arbeide, en kapseilads var jo en daglig begivenhed, naar man fra Fiskepladserne var som regel flere paa samme tid for Hjemgaaende, og efter saadanne var jo alle tider Skarpe udtalelser fremme om de Seil og Konduiter som var de betingelsen for en dygtig udfør Seilads. Ingen Storm kunde forbyde disse Seilbaade avance fra nok saa lange aflandsstande, og ingen Baad er nogensinde forlist af den grund inden for Mands Minde. Det var ikke uden Grund at Gamle Konsul Deidersen (?) fra Lemvig altid skulde hen og beskue Disse Baade og udtalte at det var de Smukkeste af alle Vestkystens. Vestpaa var det jo næsten Aarerne der udgjorde det væsentligste ved Fiskeri og ligeledes ved Skagen.
Afgangen var 4 Morgen med høi Sol og Smult Vande knap saa megen daaning mod Strandbredden at den kunde mærkes, med den saa tidlige brise, mente vi jo at vinden vilde friske, og vi satte Stor-seil og Spilet Fok i den friske sommerluft hvor Landet efter afstanden tiltagende forandrede sig viste sig nu Høidepunkterne bag ved Klitterne, Børglum Kloster Tise Ingstrup og Saltum Kirker, Venneberg Kirke kom frem nord for Rubjerg Knude og landet nord mod Hirtshals med fremtoning af Fyret, vor Kurs gik mod N.Vest og vi forklarede Schøtz med Høidepunkternes forskydning i forhold til underlandet og hvorledes vi med disse kjendinger let fandt hvor vi havde vore Redskaber Staaende. Den Sommer fone (føn?) som blæser ud af Landet, er jo aarsag af Varmen over Landet og som regel sjælden naar Længere ud end 3-4 Mil hvor den Køligere Luft staar over Havet, men til tider blæser temmelig Stift, vi skulde 2 Mil af Landet og her var Vinden fremdeles tiltaget saa vi maatte bjærge den spilende Fok og sætte (den) paa plads.
Med denne stive kuling tog vi garnene for ind af Baaden op mod vinden og da der er stærke Tove langs med garnene forbundet som nok kunde holde at hale i, og vi var jo godt mandskab, min selv-skrevne Person K. Sand og S. Sand som fører og Schøtz i Baghaanden som skulde holde Roerpin-den og sørge for at Baaden ikke skar for meget ud til siden, og i den anledning blev der jævnt nok kommanderet Styrbord eller Bagbord, eftersom Baaden skar til siden og Schøtz var hurtig paa det rene med denne Kommando. Ligeledes saa snart der viste sig Haa i Garnene blev der fra føreren straks raabt Sjaks est kommen, det lød jo lidt Engelsk, men var jo nu engang Kutumen og til sidst raabte Schøtz i samme Tone Sjaks est kommen, var det en Lysei lød det Lyr est Kommen, til Tider kunne der jo være 5-6 Stykker Haa som var indtrillet, og den mand som var i agterhaanden og pille-de den ud skulde jo være forsigtig for disse Giftpigge som kan være helt farlige for stik og mangen Fisker har tit lidt store smerter af saadanne Stik, som let kan gaa gjennem en en Læder Støvle og ind i Benet.
Saasnart Garnene var Bjergede, og Baaden begyndet at drive, blev Fokken heist, og nu skød vi jo op mod Vinden. Schøtz Styrede mens vi klarede Garnene af smed Haaene og Lyren ned i Fiske-rummet, saalænge vi gik for den bare Fok gik jo alt jævnt og Fidel men nu maatte vi jo til at tænke paa mere Seil. I den friske tiltagende Kuling maatte (vi) binde et Rev i Storseilet, det gjaldt jo ikke i dag Kapseilads men vi havde jo 2 Mil at krydse lige mod Vinden, vi kunde at begynde med pege mod land lidt Syd om Blokhus og Baaden løb en fart mod Vinden (Bidevind) med en stadig Damp af det Blanke Saltvand over og enkelte gange en større Skylle saa af og til maatte Pumpen gaa. Sand havde nu taget Roret, vi var i Olietøiet, og nu blev Madkasserne efterseet, først tog vi alle en Snaps for en Heldig Hjemreise, og det gode Fiskeri vi havde omkring 8 snese Haa og nogle Lyre. Vi maat-te dække os som vi kunde bedst men vi spiste under Oliefrakken, men Humøret var Glimrende og provianten Ligeledes Schøts Søvant Snaps og Øl gik rundt, Førsteklasses Seilbaad, Solid Skipper ved Roret, Sol over Himmel som tørrede Vandet af der løb os ned af frakken. Land i Sigte som er en Sømands Hobby som Engelskmand siger, han tilføier ganske vist God Vind, hvad kunde vi Øn-ske mere.
Aar efter denne tur hilste jeg paa her Schøtz i København, det første Talen faldt paa var Seilturen den Tur glemmer jeg aldrig. Han kom ikke senere til Løkken som Badegjæst (Giftede sig med en Dame fra Nord Sjælland og laa saa fremdeles der om Sommeren)
En halvanden Times Biddervinds Seilads havde vi Blokhus tvers vi var nu inde i Smult Vande og vi tog efter gammel Fisker skikke den sidste Snaps tømte Ølflaskerne, og nu havde vi jo med den fri-ske Syd Øst vind en deilig Seilads langs den Hvide Strand med de forskjelleige Skiftende Sandom-raader, det blev jo fremdeles et løb paa 2 Mil klokken var paa det lag 9-10, vi havde let ved at gjøre en lille visit i Blokhus og Schøtz som billigede forslaget, løb vi Baaden iland. Vi tog Anker og Tou med og da vinden bar ud stødte vi Baaden flot. Vi trak af vore Støvler som vi lagde i en Blokhus Baad. Smøgede Bukserne op og tog Veien mod Byen. Schøtz som var helt begeistret for denne Landgang vilde absolut give Frokost eller Middag, hvad det nu skulde Være. Vi maglede jo ikke en del og fraraadede saadant, kunde jo om vi vilde naa hjem til Middag. Travede op gjennem Veien og kom hen mod det alt da bekjente Klitgaards Badehotel. Her Schøtz hilste paa et par Bekjente, men som lod til daarligt at kjendes ved ham, men som han senere sagde idag kjender de mig ikke men i København nok, naa vi saa jo ikke videre godt ud blandt disse Spidser, jeg tror forresten der var en Biskop Blandt. Værten Klitgaard kom tilstede og Schøtz spurgte om vi kunde faa noget at spise, men efter lidt betænkning kunde han ikke modtage os, er her da ikke flere steder saaledes at stran-dede Søfolk kan blive Modtaget 10), jo der var Kjøbmand Larsen som ligeledes drev et anden Klas-ses Pensionat, saa gaar vi der Hen, og vi travede længere Øst paa, her var ikke saa faa fremmede Pensionærer, de begloede os gansk gevaldig, og vistnok morede sig vi kom ind i hvad de kaldte Skjenken.
Schøts spurgte straks en Kyper som var til stede om der kunde serveres Frokost for 4 Mand, han vilde forhøre, han kom tilbage og meddelte at der var kun Opvarmet Suppe for tiden. Her Schøtz forbavselse steg til sit Høidepunkt. Her C Sand siger saa nu har jeg faret hele kloden rundt men al-drig er mig budt saadan modtagelse som i mit Hjemland. Vi var kommet i Samtale med J Pedersen som var fra Løkken samt hans hustru han var flyttet til Blokhus og var fører af Redningsbaaden, vilde absolut have os med Hjem til Middag, men vi havde nu faaet tilstrækkeligt af Blokhus, ende-lig fik vi Kaffe serveret med en Konjak og saa gik vi ombord, hvor fløi vi mod en frisk Brise og Smuldt Vand langs Land med de Skiftende Konturer. Ved Pirrup Ligger Gaarden jo vest for de Høie Banker og ser ud som laaden ved Stranden, Saa Kjættrup Bjerge Grønhøi og endelig Løkken i Sigte hvor vi landede klokken Et, Blokhus i morsom Erindring.
_______________________________________
10) Det skal bemærkes at her Klitgaard nemlig var Strandfoged og Tillige Opsyns Mand for Rednings Væsenet
Mod Slutningen af Ferien vilde Schøtz da have en gemytlig afsked og indbød hans bekjente med
familie til en aften ude i Haven hvor alt var tilrettelagt for en saadan Fest, skulde nok skabe Gemyt
lighed. Naboerne fra Seilturen med Damer var jo ligeleds indbudte. Der havde faa dage iforvejen
været afholdt Afholdsfest paa modsatte side af Veien og vi fik lov at laane et par lange Borde og nogle Bænke som vi Transporterede over i Haven, og da aftenen kom var alt i orden. Kulørte lamper var anbragte i en lang line langs Bordet, og enkelte steder mellem Træerne. Vi blev bænkede rundt om en ret stor og Kous Bolle Puns som her Schøtz selv havde destilleret, og efter selvsyn var her blandet 5 forskjellige Slags Vine. Her Schøtz hold Velkomst Talen, som jeg dog ikke husker, men som var Spækket med begivenhedernes oplevelser, Seil og Blokhusturen, da Glassene skulde fyldes første gang, viste det sig (at) en af Lyslamperne lige over Bollen var Smeltet og et lag Talg flød over den varme Todi, der faldt nogle morsomme udtalelser desangaaende. C. Sand Synger ud Sjaks est kommen og Schøtz gjentager. Bollen blev skummet ren for Talg, og gemytligheden fortsatte, da bænken stod paa svage Fødder i den store Græsplæne og Damerne var usikre, lagde vi os i det blø-de græs. Bollen blev tømt om mangen en Parabel blev fortalt og Diskuteret.
Et aarti efter hilste jeg paa Her Schøtz i København, det kribler i min Krop hver gang jeg tænker paa den Haifisketur, han kjørte mig i sin Bil, den første Biltur jeg havde faaet det var nylig begyndt med disse jeg skulde til et møde i Rigsdagen Hvor et udvalg afgjorde Skagenhavnens Bebyggelse, og til bestemte klokkeslet holdt vi uden for Rigsdagbygningen hvor vi var fler dels fra Hirtshals Løkken Hjørring Frederikshavn som skulde have foretræde for Landstingets udvalg, jeg husker tydelig da Landstingets Formand reiste sig ganle Breinholt. Ja mine Herrer Skagenhavnens Bebyggelse er lige nylig Vedtaget.
Punktum
(Det var jo saaledes paa Forhaand Bestemt)
1906
Fremdeles fortsatte udviklingen og nye Gjæster meldte sig i ferien. Baron Palle Rosenkrans som (havde)besøgt Blokhus og Løkken tidligere og boet hos forskjellige, kom med frue og 3 børn en Sommer i Juli, og fortsatte aaret efter. Skrev en af sine Kriminal Romaner (ammens Kat) lidt til Bla-dene hvori han fremhævede Løkken som universelle Bade, og speciel dens fortrinlige Strandbred og Klitter som han fremhævede og mente var Vest Jyllands mest ideelle. Gav sig gjerne af med Fisker-befolkningen hvor han fandt mange gemytlige Fremstillinger, og udtalelser som kunde benyttes ved sine Studier fandt stor interesse i at gaa til bunds i Fiskernes tankegang, ogsaa de gamle Orlogsvete-raner fra 64 holdt han meget af at Tale med og en fremhævede han særdeles Frederik Pedersen det er den Mand der uden omveie ufravigelig tør sige sin mening og gjerne slog han en Gemytlig Passiar af ved Leilighed. Paa en eiendommelig maade kunde han iligemaade tale temmelig frit, og spurgte han en eller anden Nyhed stod han ikke tilbage for at slynge den ud, blot fortællingen havde (ikke angivet)
Baronen hørte Pedersen som havde en del Landbrug en dag udtale sig, kunde vi faa Lidt Regn og Solskin saa var vor Herre en god Mand. En morgen som det Regnede staar Baronen ude midt paa Veien og funderer over det Vaade Veir. Pedersen som ligeledes kom ud paa Veien, vi boede jo nær nabo, Raaber Baronen God morgen Pedersen i dag er vor herre en God Mand, flere aar efter kom han en lille tur gjennem Løkken, men Gamle Venner skulde han absolut hilse Paa. En dag i Ferien kommer den Bekjente K Ledet som ønskede at hilse paa ham. Han var jo paa dette tidspunkt tilhø-rende det gamle Venstre, og havde lige maattet afstaa et par grise til daværende Statsminister I Kri-stensen angaaende en ret skarp udtalelse. Baronen som Vistnok iligemaade tilhørte det daværende Radikale men som jeg har hørt senere er vandret over i det Konservative. Jeg var tilsted og da Ledet og jeg var gamle Skolekammerater bad baronen mig tage Sæde, vi sad ude i Haven, og passiaren gik jo i retning af Politik en tid, men saa kom Ledet paa hvad maaske var besøgets formaal.
I det gamle Furreby, levede endnu en Slægt som førte sine registre en del Længere tilbage end maa-ske de fleste. Tomas Henriksen, som fører længst ud, men som i tiden Skiftede Slægt, og hvor den sidst levende hed Per Tomsen (uden efterkommere). Tomas Henriksen omkring aar 1700derne hav-de en Broder som efter en flere aars reise med det Kongelige Skib var vendt tilbage fra Grønland og førte med sig en Kvinde fra Kjøbenhavn som blev kaldt Juliane om denne gik der mange fortællin-ger som gjentog sig gennem Ældre Folk lige til vor dage, hun var brysk i Tale og umoralsk ved sine udtalelser, og de mærkeligste Fortællineger var i omløb om Kongelige Elskerinder. Dog blev senere efterkommere døbt Juliane hvoraf den sidste døde men som ligeledes var den som meldte sig og blev modtaget ved Hoffet, i hvilken anledning hun altid gav den forklaring at Hun var vedtaget (Vistnok var denne sidste modtagelse kun en formular). Men forudgaaende af Slægten reiste aarlig en reise over til Kjøbenhavn og meldte sig ved Residensen, at ders eiendele altid blev erklæret som Kongens Eiendom, men at ved den sidstes Død ingen meldte sig som overtager af samtlige viser at denne mærkværdige opfattelse var løbet fra tiden, dog stammer det hele fra, Bondens frigjørelses tiden og udstyknings forholdene som ikke blev anerkjent af Henriksens slægt. Her var jo en del af overleveret Fortællinger som Ledet mente der kunne passe baronen at undersøge og skrive om. Men da han ikke mente at røre ved disse gamle forhold og som nu var ved at være uddød kom der ikke noget ud af samme.
En lille overleveret fortælling fra Broderens Hjemkomst efter hans Grønlandsreise lyder saaledes. Fra Løkken - før den Kongevei som blev anlagt samtidig med Broen over Bækken, var Slæbe eller Vadestedet længere mod Vest hvor nu Brekses (Berixes) vei fører ned og paa den modsatte side Laa Vandmøllen som vistnok sidst i 50 blev ført mod Øst , hvor nu Elektricitetens Turbine nu fun-gerer. Vadestedet som her førte over fortsatte (af) Veien gjennem Furreby og Lyngby Torp til Vit-trup Hede somsaa fortsatte til Hjørring, og var i de tider eneste vei fra Løkken til Hjørring. Ved om-skreven Vadested kom en Mand som bad om at at kjøre med over, men da vedkommende (Henrik-sen) betragtede samme som et halvgal eller forstyrret Menneske turde (han) ikke tage ham op i Vog-nen. Vadede han ganske ugenert ved siden af til midt op paa Livet, det viste sig han nok (var) klædt i Sælskinds Klæder fra øverst til nederst, og da de saa kom over viste det sig at det var hans Broder, som havde været borte i flere aar.
Baronen som kom igjen aaret efter men mod feriens afslutning maatte reise lidt ubeleilig grundet paa Leilighedens afstaaelse efter aftale 1. August, da samme var leiet til Pastor Bertelsen. Da Veiret var indtruffet meget Fint og Juli havde været daarlig vilde Baronen nok (være) blevet noget Længere, skal jeg smides ud af en Præst, det mente han var for galt. Senere har Rosenkrans ikke boet i Løk-ken.
Vraa Højskole med Pastor Bertelsen som leijer, og som boede hos os i 16 aar fra 1. August 99 kunde der skrives en del interessant om, det var jo altid Fuld Hus og som regel flere end der strengt taget var plads til, men her kan man bruge den gamle bekjendelse, hvor der er Hjerterum er der Husrum, og dette passer udmærket paa Høiskolen og deres Vennekreds. Gamle Terkelsen og frue hørte jo med i familien og meldte sig i Følget, de første aar hvor familien kun bestod af Gunner og en lille Pige paa 3 aar var leiligheden stor nok men der blev jo stadigvæk flere og Søstrene til fru Bertelsen meldte sig ligeledes, saa det endte med at hele Høiskolen rykkede ind. Mens vi selv tidligere boede paa et Loftsværelse i nordre ende af Huset maatte vi lave et teltværelse paa Sydsiden. Kneb der med sengetøi kunde vi altid undvære noget, skjønt de førte med sig Stor Vognlæs af disse dele.
Værst blev det naar uventede fremmede indfandt sig. Saaledes kom en dag Pastor Bugge og Mal-ling og blev her i to dage, saa kneb det ganske forfærdelig, alle værelserne blev til Soveværelser: Naboerne havde samtidig logerende ligeledes fra Vraa som aar efter aar kom igjen saaledes (Sand) havde Krestensen Bankdirektør Peter Jensen boede ved vor Sydligere Naboer, og ind til Byen Øn-skede ingen for en enkelt nats skyld. Vi fandt os taalmodig i forholdene og morede os over dette virvar. Præsterne Bugge og Malling maatte om morgenen ud til Brønden for at vaske sig og det hele gik meget gemytlig af, naar saa alle havde drukket Kaffe blev der blæst til Morgenbøn, derefter til Havet Gamle og unge (at jeg er særlig Religiøs anlagt tror jeg ikke paa, men samtidig synes mig at Gudstjenesterne i alt fald staar med det Ene Ben paa Jorden, og saadan mener jeg det mest for-maalstjenligt).
Pastor Malling vilde gjerne slaa en lille Sludder af med mig, og da han hørte at jeg Kjente Sekretær i Dansk Fiskeriforening Videbek og af og til kom til møder i København fortalte han mig hvorledes mens de som Studenter gik paa Skolen, en Sommer i ferien 4 Studenter havde leiet en Dæksbaad som de i ferien pløiede Danske Farvande med, dels i Sund og Bæltet, den værste tur var en gang som de gik Grønsund ud om morgenen men op paa Dagen fik Kuling, saa der maatte Ræves (rebes), de to vare saa søsyge og laa nede i Kahytten og kunde intet udrette. Videbek som var den mest Sø-kyndige var selvfølgelig Skipper, da det blev værre og værre med Kuling, bad Malling bønlig om at vende og holde ind af Grønsund, men Videbek bandede og skjældte over de to i Kahytten om saa hele Skidtet ryger over bord Skal vi den O. G. ind til Køge inden aften og ind Kom de. Jeg kjente jo nu Videbek godt fra Fiskermøderne i København saa det passede jo godt han var en haard hals - og en præst maa jo heller ikke Lyve.
