Jeg tager Hyre paa et ordentlig Skib

Det var i Sommeren 1876, den 27. Maj, at jeg tog Hyre med Dampskibet ”Septima” af Flensborg. Netop i disse Dage, 1919, hvor jeg nedskriver denne Beretning, er Flensborg paa Tale mellem alle, og vel en af Hjørnepillerne paa den politiske Arena. Det drejer sig jo om Slesvigs indlemmelse i Danmark. Da jeg under min Nordsø- og Østersøfart et Par Gange tidligere havde været i Flensborg, særlig da jeg sejlede med Morbroder, der havde taget eksamen i Flensborg, mens den endnu var dansk, kendte jeg en Del til Byen. Paa den Tid talte man hovedsageligt dansk i den nordlige Del af Byen, og ligemeget hvor man befandt sig, kunde man roligt tale dansk og vente at blive svaret paa samme Sprog. Ligeledes var der en Masse danske Arbejdere paa det daværende Skibsværft, skønt det, saavidt jeg husker, var engelske Ingeniører og driftsbestyrere. Dampskibet ”Septima”var vistnok det første Skib, der blev bygget paa Værftet. Mandskabet bestod hovedsageligt af Tyskere, paa syv Mand nær, som jeg tillader mig at kalde Flensborgere. Der var Kaptajnen som hed Petersen, 2 Styrmænd, 2 Fyrbødere og 2Matroser. Resten var Prøjsere. Vi var 29 Mand og en Kahytsjomfru paa dette Skib, der var paa 2000 Tons. Vi anløb Kronstad, hvor vi lastede Planker bestemt for Le Havre i den engelske Kanal. Jeg husker, hvorledes vi pyntede Skibet med Gran fra Kronstadt, og alle var tilfredse med vore Officerer. Vi skulde anløbe København for Kulfyldning, og tillige skulde vi have en ny Kaptajn.

Jeg skal her gøre en lille Bemærkning, som har interesse, skønt jeg blev lidt ilde berært derved. Morgenen efter Ankomsten var jeg sammen med 4 Mand roet ind i Kaptajnens Sjalup med den nye Kaptajn, som var indfødt Flensborger. Han var lige kommet fra et andet og mindre af Selskabets Skibe. Hans Navn Var Moltsen. Da vi gik fra Borde, blev det tyske Flag halet ned fra Flagspillet agter og lagt i Sjaluppen, hvorefter Kaptajnen satte sig paa det. Forsaavidt var alt i Orden, men da han traadte i Land paa Toldboden, tørrede han adskillige Gange sine Fødder i Flaget., hvilket ikke undlod at gøre Indtryk paa de tyske Matroser. Mere tysk var denne Mand altsaa ikke, saa kort efter Tyskernes sejerrige Kamp med Frankrig. Her laa vi nu i Le Havres Havn med det tyske Flag vajende. Det kan ikke skjules, at de franske Arbejdere saa mistroiske paa os. Jeg forsøgte en Dag paa engelsk at gøre dem forstaaeligt, at vi var danske, der havde lidt samme Skæbne, som havde overgaaet dem, og jeg blev ogsaa forstaaet, for da det var Aften, kom en af Arbejderne hen til mig og sagde, at hvis jeg havde Lyst til at se Byens Seværdigheder, vilde han gerne vise mig rundt. Jeg var ikke sikker paa, om det var ærlig ment, og de andre Matroser raadede mig ogsaa fra at gaa med , men jeg kunde ikke indse, at der var noget særligt at være bange for, hvorfor jeg gik med. Vi kom først ind paa en Vinknejpe, hvor en hel del af Havnearbejderne var til Stede, og jeg tænkte, at det maaske var for at pumpe mig for de Par Franc, jeg havde, men det var ikke Tilfældet; jeg fik en hel anden Modtagelse.

Først blev jeg præsenteret for Publikum, og der blev en voldsom Parlementeren, som jeg kunde tænke baade det ene og det andet om. Derefter kom en Arbejder hen til mig og spurgte, om jeg var tysker. Han talte med norsk Dialekt, men jeg kunde dog forstaa ham. Jeg svarede selvfølgelig, at jeg var dansker, hvorefter han spurgte om jeg var fra København. Her gav jeg en Løgn fra mig , idet jeg sagde, at jeg var fra Flensborg i Slesvig. Der blev nu en voldsom snakken om Slesvig og Danmark, og jeg kunde mærke, at der var delte Meninger om, om jeg var Dansker eller Tysker. Der blev nu rakt mig et Glas Vin, hvorefter de skraalede – vive la Danemarce – Jeg fik endnu et Glas Vin, og da jeg forsøgte at betale, afslog de at modtage Penge. Vi forlod saa Knejpen, og min Indbyder gik en tur med mig igennem den største og smukkeste Gade i Byen, hvorefter han fulgte mig Hjem. Det var en Lørdag Aften, og Søndag Morgen kom han igen, og sammen med en af Flensborgerne gik vi en Tur, hvor flere Seværdigheder blev os forevist. Det var for øvrigt første Gang, jeg saa elektrisk Belysning blive brugt i saa udstrakt Grad i Gaderne. Fra Le Havre anløb vi Cardiff og tog Kul ind, hvorefter vi passerede Gibraltar Strædet og sejlede mod Malta. Her nede i Middelhavet var der vel nok dejligt. Vi fik Solsejl spændt ud over det meste af Dækket, saa snart vi havde passeret Strædet, og Nætterne var behagelige. I Malta lossede vi Kullene, fortsatte Rejsen gennem Dardanelleren og Bosporus Strædet forbi Konstantinobel ind i Sortehavet og op til Odessa. Straks vi anløb Maltas Havn, saa jeg en masse danske Flag vaje, og det gjorde et voldsomt indtryk paa mig. Styrmanden saa det og spurgte, om jeg kendte det flag. Dengang vidste jeg jo ikke, at Maltanesernes Flag er ligesom de danskes. I Odessa lastede vi Havre for Antwerpen. Odessa var en meget smuk by efter russiske Forhold, og betydelig renere end russiske Østersøbyer.

Efter udlosningen i Antwerpen tog vi atter Kul i Cardiff, og sejlede igen ind i Middelhavet med Alexandria som Maal. Det var nu en ny Verdensdel, som jeg ikke tidligere havde besøgt, og det var meget interessant at betragte de afrikanske Folketyper med alt det vidunderlige, som præger de Ægyptiske Stammer. Vi fik en Dags Landlov og, som Skik var, lejede vi Æsler eller Borikker, som de kaldes til en Ridetur rundt for at beskue de mest fremragende Sevær-digheder. Jeg husker, da vi kom i Land (for vi laa nemlig ude paa Bugten og lossede, men selvfølgelig var det ikke fra aaben Kyst, men inde i hvad vi maa kalde Havnen), at et Kaval-leriregiment af disse Borrikdrivere modtog os. Nogle af dem havde Anbefalinger, som ingen kunde læse; andre raabte op paa gebrokkent engelsk, og saa og saa mange havde benyttet ham som Lods, og saa fremdeles. Jeg blev uden videre løftet op paa et af Æslerne og atter revet af, der blev en Raaben og Skrigen; mine Kammerater fik hver især samme Modtagelse. En af os havde allerede begyndt paa at slaa om sig til højre og venstre, saa Førerne røg til alle Sider. Til sidst var vi dog blevet placeret paa hver sin Borik , og nu gik det i Galop med Hujen og Skri-gen. Driverne løb alle bagefter og piskede paa de stakkels Æsler, ingen vidste, hvor det bar hen.

Vi var seks Kammerater i Følge, og vi raabte til hinanden, at vi maatte passe paa, vi ikke blev skilt fra hinanden. Endelig gjirde den forreste holdt, og paa gebrokkent engelsk gjorde han os forstaaeligt, at her var vi over for Ruinerne af Josef’s Magasin, som skulde stamme fra Farao-ernes Tid; det var en halvt begravet Bygning, som for resten godt kunde være alt andet, end hvad Driverne paastod, dog er der Sandsynlighed for, at det passede, hvad de sagde. Nu før-te de os videre ud til Pompeius’ Pille, som havde været Dronning Cleopatra’s Ledefyr for sin italienske Elsker. Desuden blev der forevist os flere saadanne Seværdiheder, som dog ikke kan interessere synderligt. Vi nød en lille Forfriskning her uden for Byen, og forsatte et Styk-ke langs med Floden men blev dog til sidst kede af denne Ridetur, hvorpaa vi vendte om. Nu kom det afgørende – Betalingen, for disse Gavtyve ville have Betaling, før vi kom tilbage igen. Der blev en farlig Diskuteren, og for resten troede jeg. At vi var kommet i slagsmaal med disse Røvere. Efter megen Vrøvl fik de en engelsk Skilling hver; men saa ville ikke lade os ride tilbage igen. Nu var vi blevet enige om, at vi ikke ville betale mere; men saa begyndte de at forhandle med os, og Enden paa det hele blev, at de skulde have en Skilling mere for hver.

Forresten var der vist noget Vrøvl mellem England og Ægypten den Gang, thi ude paa Reden laa en stor engelsk Eskadre med Kanonerne pegende ind mod Byen. Efter udlosningen anløb vi Konstantinobel for Prdre. Her paa Reden kom Sjakkerbaadene paa Siden af os, og vi fik friske Frugter af forskellige Sorter. Tillige Vin og frisk Hvedebrød samt forskellige forarbejd-ninger af Alabast, tyrkiske Piber og Cigaretter. Duften og Parfume og Rosenolie i smaa Fla-sker m.m. Atter gik Turen til Odessa efter Korn til Antwerpen. Det var nu lakket hen paa Ef-teraaret, ganske vist mærkede vi ikke noget til Kulde saa tidligt; men paa Rejsen tilbage gen-nem Middelhavet kan der paa de Tider rase haarde Storme. Vi sejlede en Dag ind i en saadan Stormuge, og da Skibet var tungt lastet med Korn, løb vi en Dag ind i en Bølge saa haardt, at Lasten forskubbede sig. Derved kom næsten hele Bagbords Lønning under Vand. Kaptajnen forandrede Kursen, og vi kom ind til Algier og fik Lasten trimmet og Skuden rettet op igen. Her i Algier var næsten alt i franske Farver. Da vi var ankommet til Antwerpen lossede vi, tog Kul ind til Makinbrug, og sejlede til Norge, hvor vi tog Majs ind til England. Her tog vi atter Kul ind til Maskinbrug, hvorefter vi gik i Ballast til Filadelphia. I denne Havn laa vi jule-aften, og vi skulde lige til at have vor Julegrød, da der blev prajet fra Kornmagasinets Basty-rer om at tage Lugerne af og modtage Lasten. Det var jo ikke efter vore hoveder, men vi maatte i Gang. Kaptajnen gik straks i Land, udklarerede Skibet, kom om Bord med Lodsen, og før Midnat var vi ude i rum sø.
Jeg tror næsten, det er den værste Rejse, jeg har foretaget. Hen paa Morgenenstunden maatte vi dreje Skibet op mod Nord; vi kunde ikke styre Kursen længere. Det var en hylende Sne-storm, og vi gik lige med Styrefart ret mod vejret, og dog kunde vi vente hvert Øjeblik at bli-ve brækket sønder og sammen. Vi laa vist i samme Stilling i 2 Dage, saa flovede Vinden af, sprang over til Vest-Nordvest, men blæste saa lige Orkanagtig. Nu sattes Kursen atter mod Kanalen. Jeg tror nok, vi havde 11 Dage til Falmouth for Ordre, men hel Ugen igennem rase-de Orkanen. Med et saadan tungt lastet Dampskib, kan man godt forstaa, det ikke kan hæve sig, og derfor tog vi Bølgerne over Agterskibet, og de fortsatte saa langs hele Skibet, tog alt med sig, som ikke var forsvarligt gjort fast. Vi havde sat en saakaldt Bredfok den første Dag, vi fik NV. Det var et fuldkomment nyt Sejl af bedste Kvalitet. Den var blæst fra Raaen og laa i Trevler over Forskibet, ligesom naar man kommer ombord i et strandet Skib paa Jyllands Vestkyst, der har været udsat for Braadet over Revlerne.
Nu kan man jo spørge, hvor Mandskabet opholdt sig i disse Dage, for det var helt umuligt at komme forud til sit Logi. Der var kun tre Mand paa Broen af Gangen. 2 Mand til Roret og en Officer. Resten laa lunt i Læ ved Skorstenen paa Jernristerne. Vi havde kun en lille Jernluge mellem Skorstenen og Kommandobroen, og her kunde en Mand sg Gangen komme op og ned. Alle vore Baade var splintrede, selv de tykke Davider var bøjet næsten helt ned til Løn-ningerne. Jeg tror nok, vi lovede hinanden, at hvis Skibet skulle foretage endnu en Rejse over Atlanten, gik vi alle fra Borde. Langs Siderne af Makinrummet var underofficerernes Kahyt-ter og foran Kabyssen, saa vi kunde udmærket under Dæk faa den Mad, som Kokken med besvær biksede sammen til os. . Det var for resten en udmærket Kok, som vi havde faaet i Filadelphia, hvor den anden var forduftet. Han var en mærkelig Person, der vist talte levende Sprog, og man blev aldrig klog paa hans Nationalitet. Saa snart vi naaede Land, tog han sit gode Tøj og forsvandt, uden nogen sinde at lade sig se igen. Forinden spurgte man mig paa flydende dansk, og jeg kunde synge ”Kong Christian stod ved højen Mast”, saa formodentlig havde han opdaget, at jeg var Dansker. Vi anløb nu Falmouth for Odre, men blev dirigeret til Hull. Kaptajn Moltsen, som havde været meget syg det meste af Rejsen, kom nu i Land paa Hospitalet, men han døde et par Dage efter. Hans Lig blev baaret om Bord i en Damper af Skibets Mandskab og ført til Hamborg. Jeg maa sige, at alle, der havde sejlet med denne Mand, ærede og elskede ham. Derefter overtog Kaptajn Hasenau Skibet. Jeg afmønstrede i Bremerhaven 30. April 1878, og havde saaledes været om Bord i 23 Maaneder og 2 Dage. Jeg var nu tillige med flere andre af Mandskabet bestem på at rejse til Hamborg og søge ny Hyre. Men saadan gik det ikke.

Jeg fortsætter paa samme Skib

Jeg løb tilfældigvis paa Kaptajnen, der tilbød mig 10 Mark mere om Maaneden, hvis jeg vilde fortsætte paa samme Skib. Jeg skulde saa mønstre som Baadsmand, men det var jo heller ikke svært for mig, da jeg kendte alt om Bord. Jeg slog derfor til. Nu kom der fuldstændigt nyt Mandskab, hovedsagelig højtyskere og Prøjsere, men jeg fandt dog en, der var næsten Dan-sker. Han var af en eller anden Grund kommet i Unaade hos de tyske Myndigheder. Han havde taget Eksamen som tysk Skolelærer og havde ogsaa haft Plads som saadan i en By syd for Flensborg. Han var i Besiddelse af gode Kundskaber, og i Enrum talte vi gerne Dansk sammen, ellers ikke. Jeg skulde dele Kahyt med Tømmermanden, og en dag vi fulgtes ad i Land, sagde han til mig, at han ikke var saa begejstret for alle de Prøjsere i Lukafet, men skulde der opstaa Uroligheder, haabede han, at vi kunde holde sammen.
Det var nu henimod Efteraaret 1878, medens Krigen stod paa mellem Tyrkiet og Rusland. Vi havde indtaget Kul for Konstatinobel. Da vi en Morgen i Dæmringen styrede ned mod Dar-danellerne, kom pludselig en engelsk Kontrolbaad, en af disse hurtige Torpedojagere, paa Siden af os og beordrede os til at standse. Nogle Officerer kom om Bord og undersøgte Ski-bets Papirer. Vi opdagede nu en stor Panserflaade ude om Bagbord. Der blev signaliseret, og en Baad fra et af Skibene kom over til os med 3 civilklædte Personer. Det var Officerer, som skulde til Konstatinobel paa Spiontjeneste. Sagen var, at Russerne hurtigt nærmede sig Kon-stantinobel. De havde allerede passeret det berygtede Sjibkapas. Uden videre Forhindringer sejlede vi nu igennem Mamarahavet og op til Byen. Dagen efter fortøjede vi Skibet. Russerne nærmede sig nu rask Konstantinobel. Ingen Skibe gik ud eller ind af Havnen, alt var som ud-dødt. Vi saa en Afdeling tyrkiske Tropper blive færget over til Asien, og i Havnen laa et Par tyrkiske Krigsskibe, som ikke saa ud af noget særligt. Tilbage i Byen var et Ridende Politi, som dog kun tog lidt del i Ordenens Opretholdelse. Byen var som Halvdød, man kunde fær-des over det meste af Byen uden at blive antastet, og de smaa Tyrkiske Kafèer kunde man mellem Tyrkerne faa sin Mokka og sin tyrkiske Pibe. Min Kammerat, Tømmermanden og jeg gjorde ofte en lille Tur op i Byen ved Aftenstid, og vi blev aldrig forulempet. En Ting gene-rede os dog, det var den mængde Hunde, der ved Nattetid formentlig laa strøet i Gaderne. De gjorde gansk vist ikke noget, naar man blot tilnærmelsesvis ikke traadte paa dem, men det var ofte vanskeligt, fordi Gaderne laa i Mørke.
Vi havde vel ligget der en Maaneds Tid. Skibet var udlosset, og vi syntes, at der efterhaanden blev mere Liv i Gaderne. Naar vi kom op i Byen, saa vi mange fremmede, som vi nok kunde se ikke var Tyrkere, men Russere. De fleste var civilklædte, men ogsaa mange Officerer saa vi. Russerne var nu naaet helt ned til Konstantinobel. Der var mange tysktalende mellem dem, de var vel fra Polen eller Østersøstaterne. Vi fik ofte en Passiar med dem. Konstantinobel var nu en aaben By og Vaabenhvilen var indtraadt. Den endte med den foreløbige Stefanofred, der senere blev revideret ved Berlinerkogressen. Ofte saa vi en mængde døde Heste og Æsler blive slæbt ned til Havnen, og her kom de mange Hunde til Nytte. De kastede sig over de døde Aadsler, her gjaldt det om at komme først til Fadet. Alle Hundene i Tyrkiet var herrelø-se, og kun den Føde, de paa saadan maade kunde erhverve sig, blev dem tildelt. Det led nu mod Foraaret. Russerne var nu helt nede ved Konstatinobel, og Freden nærmede sig. Alle Russerne blev af Søvejen transporteret til Sortehavsbyerne Odessa, Nekolaj og Sevastopol. Vort Rederi afsluttede ligeledes Transportfragter med Militæret, men det var forøvrigy Tyr-kerne, der maatte betale disse Transporter. Vort Latrum blev inddelt i Baase til Soldaterne og deres Oppakning og hvad der ellers skulde med paa Rejsen over Sortehavet. Det var endnu tidligt paa Foraaret, men i Konstatinobel havde Sommeren allerede meldt sin Ankomst. Da vi kom til Odessa, laa der endnu Sne og Is.
En Søndag Morgen begyndte indskibningen i Konstantinobel. De første Barkasser kom paa Siden fyldte med Soldater, men hvor saa de dog ud. De lignede mere Røvere end Soldater, nogle stakkels forhutlede og forkuede Mennesker, og man skulde sandelig ikke tro, at dette var Sejrens Sodater, der vendte hjem. Der var ligeledes en hel Del Officerer og tillige en Ge-neral, en raa, brutal Fyr, der talte tysk og russisk. Indskibningen fortsatte hele Dagen og ved Aftenstid var 2000 af Petersborg-Garden bragt om Bord. Vi var fritaget for saarede og syge, hvilket var heldigt, for senere hørte vi, at en mængde Sygdomme rasede i Hæren, og at mange af de Skibe, der havde syge om Bord, var blevet angrebet af disse Sygdomme. Efter at vi var kommet ud af Strædet, blev Soldaterne mere og mere nærgaaende. De gik overalt paa Skibet, selv i Mandskabslukafet tog de sig Friheder, og vi maatte klage til Officererne, hvorefter der blev opstillet Poster forskellige Steder. Ved Maskinnedgangen, Rattet og Kompasset, Ind-gangen til Logierne og ligeledes ved Opgangen og Nedgangen til Skibsrummet, hvor Solda-terne var anvist Pladser i de opstillede Baase med paaheftede Numre. Ligesom Dyr.
Vi var saa heldige at have et helt Musikkorps om Bord, og om Eftermiddagen blev der musi-ceret paa Agterdækket. Saaledes var alt Idyl, saa længe vi var paa Strædet, men senere bkæste en frisk NO-Kuling op, og Skibet begyndte at rulle. Nogle forsvandt under Dækket, men de fleste blev paa Dækket paa Grund af den uudholdelige Hede, der var under Dækket. Enkelte kom kravlende op igen, næsten kvalte af den voldsomme Hede. De smed sig paa Dækket mere døde end levende, og vi kunde for den sags Skyld godt have varpet dem over-bord, saa elendige var de. Al Disciplin var nu gaaet fløjten, de laa som slagtede Svin over det hele. Geværer, Sabler, Kapper, Huer, ja selv Musikinstrumenterne trillede fra den ene Side til den anden. Jeg husker, at den store Tromme nær var gaaet overbord i Farten. Flere af Solda-terne mistede ders Geværer, og siden hørte jeg, at nogle af vort Mandskab havde forvaret en 3-4 Sabler og nogle Revolvere. Da Morgenen brød frem, var det et sørgeligt Skue at se paa. Kun ganske enkelte af Soldaterne havde modstaaet Søsygens Kvaler. Der var en Sergent im-mellem disse, som talte tysk. Han tog Tømmermanden med ind i vort fælleslogis og her fortal-te han mange historier fra Slagene. Hvorledes hele Afdelinger af den russiske Hær var blevet tilintetgjort, og han mente, at der ikke var mage tilbage af den saakaldte Petersborg-Garde, der var blevet indkaldt ved Krigens begyndelse.
Næste Morgen løjede Vinden af og rulningen blev mindre. Nu skulle der laves Middagsmad, og det kunde vist ogsaa gøres nødvendigt, for det var ene tomme Maver alle Vegne. I Forla-sten stod et anker Brændevin, og der blev uddelt ekstra Snaps til hele Styrken. To Køer, som stod bundet paa Dækket, blev Slagtet, parteret og puttet i Gryderne, der bestod af fire store Trækar. Heri var nedlagt Zinkrør, hvorigennem kogende Damp cirkulerede. Og disse Gryder kom hurtigt i Kog. Der kom ogsaa Grøntsager over tillige med en hel Del Krydderier, og jeg maa sige, at Maden var kraftig og udmærket tillavet. Der var rigeligt af den og ingen Ratione-ring, og det hjalp udmærket paa de søsyge. Efter 2 Dages Forløb naaede vi Odessa og udski-bede Tropperne. De gamle Laser kom af og hele Garden fik Paradetøjet paa. Da alle Afdelin-gerne var ordnede, begyndte Indmarchen i Byen igennem store Æresporte, som var rejst i An-ledning af Sejren. Det var umaadelig interessant at se de forskrlligr Vaabenarter; særlig Ko-sakkerne aftvang Beundring, naar de paa deres pragtfulde Heste næsten strøg langs jorden i strakt Karriere. Vi foretog 3 eller 4 saadanne Rejser med Soldater til disse Sortehavsbyer, hvorefter vi sejlede med korn for den Tyrkiske Regering, hovedsagelig fra Floden Eufrat og ind i det Røde Hav. Den tyrkiske Regering maatte Garantere Beduinstammerne et vist Kvantum Korn, for at rejse fredeligt paa Karavanevejene, og det var dette Korn, vi skulde fragte.

Vi dampede gennem Zueskanaken og var nu atter i tropiske Egne. Jeg maa sige, at jeg altid har fundet mig bedst tilpas i varmt Klima, saa denne forandring havde jeg intet imod. Vor Besætning, der stasdig bestod af 29 Mand og en Kahytsjomfru, var rask og frisk, kun vor Kaptajn led af Reumatisme, hvorfor han opholdt sig i Bestiklukafet, der var udstyret med den nødvendige Komfort. I Aden fik vi en masse dejlig Frugt ind, blandt andet store Klaser Ba-naner, der han rundt omkring paa Fordækket og paa Agterdækket. Ligeledes købte vi to af disse smaa Aber, der er saa almindelige i disse Bjergegne, og de bragte os megen Morskab. Morskab, selv om de tul tider ogsaa kunde være til Besvær. – Saaledes husker jeg en Morgen, da vi sejlede ned lags denarabiske Kyst paa Vej mod den persiske Havbugt. En stiv NO Mon-sun blæste, og af og til fik vi en Skylle ind over Bougen, som i lange Striber løb ned over Dækket, men hurtigt tørrede bort igen, iden den efterlod lange hvide Saltstriber, saadan en magt havde Tropesolen over det salte Vand. Men tilbage til Aben. Vi havde lige fuldført vort daglige Styrtebad, kun Kaptajnen var tilbage. Han kom vraltende hen imod Vandslangen, som en Mand der var Klar til at betjene paa det kraftigste. Aben, der lød Navnet Jacob, ud-fandt sig en velmoden Bananklase og begyndte at spise Bananer, hvorefter den smed Skaller-ne efter Kaptajnen. Da denne fede Mand var færdig med Morgenbadet, sendte Sømanden en Skylle efter Jacob, hvorved den blev saa forstyrret, at den sprang lige i Hovedet på den Gam-le, og nu vilde den ikke slippe sit Tag igen. Kaptajnen skreg op, men Aben maatte med Magt fjernes fra hans Ryg og Hals, og efter den Dag var det forbudt at have løsgaaende Aber. Næ-ste Dag havde Kystlandskabet forandret sig. Nu saa det ud som frugtbare og grønklædte Bakkelandskaber, og Byen Muscat hævede sine hvidmalede Mure. Det var en smuk By at se paa med mange pyntelige Villaer. Forude viste sig nu en Masse Baade, som hoppede op og ned, ligesom Maager i en Sildestime. Det var Fiskere frs Muscat, deriblandt Perlefiskere med trekantede Latinersejl. Kursen blev nu forandret mod Nord op igennem den persiske Hav-bugt. Et Par Dage efter løb vi ind paa Eufrat og Tigris’ mudrede Delta. Flodbredderne var her paa begge Sider kantet med Palmer, hvoraf Dadalpalmen vistnok var den overvejende. En lille Mil ovenfor den gamle kendte By Basra lod vi Ankeret falde, og vi fik nu Forbindelse med Land ved hjælp af nogle lange Tømmerstokke, saaledes at vi dannede en hel bro mellem Skibet og Land.
Det saa noget øde ud herinde mellem Palmerne. Enkelte Lerhytter og nogle firkantede Huse uden Skorstene eller Vinduer, kun forsynet med nogle Glughuller. Mennesker saa vi sjældent om Dagen; men naar Aftenen kom, blev der tit tændt Baal nede ved Floden, og vi saa flere af de indfødte lejre sig omkring Baalet, idet de nynnede noget, der fomentlig skulde være San-ge, og uvilkaarligt kom man til at tænke paa Historien om Jødernes Fangenskab. Den alminde-lige Føde var Græshopper og vild Honning med Brød til, og desuden Fisk fra Floden. Klæ-dedragten var vist ikke meget forandret i de 1000 Aar siden Jøderne drog i udlændighed. En stor, hvid kamelhaars Burnus, Turban paa Hovedet og Sandaler paa Fødderne. Mændene var nogle høje stolte Karle at se til, og de kom os aldrig nær, hvorimod de vist nok viste os nogen Foragt. Om Bord havde vi en saakaldt Superkargo eller en Regeringsrepræsentant, der var det arabiske og tyrkiske Sprog nægtig, og som ordnede alt det nødvendige vedrørende Ladning og deslige. I Basra laa en tyrkisk Garnison, og her maatte vi ro op med Kaptajnen og Super-kargoen, naar noget skulde ordnes. Der var ikke paa den varme Tid af Aaret, og Arbejdet var derfor ikke saa haardt. Den ene Pram efter den anden kom ned af Floden med Korn, hoved-sagelig Byg, ligeledes en Pram med indiske Kulier, thi Araberne rørte ikke en Finger for at bestille noget. Latsen blev nu indtaget, og vi gik tilbage gennem Rødehavet og ankrede paa Madeiras Red.
Her lev Kornet udlosset. Jeg kunde ikke lade være med at tænke paa min Hjemstavn, thi den-ne del af Kysten var meget lig Jyllands Vestkyst. Beduinerne, som modtog Lasten, kom ofte om Bord i store Flokke, men de var altid høflige. De bar en masse Vaaben, men fornærmede os ikke. Her laa ligeledes en tyrkisk Garnison med en Guvernør. Vejret var stadig godt, men Varmen generede os ikke her ude i den friske Søluft. Vi havde vel ligget en 8-10 Dage, da Lasten var ude, men dog kunde vi ikke lette Anker, da store Dele af Maskinen var under Re-paration og Rengøring. Fra Guvernøren kom en dag en Barkasse med Officerer og en Eskorte paa 20 Mand. De med bragte en Pengesending pakket i Sække samt et Brev fra Guvernøren, der bad os lette samme aften med den store Pengesending. Men da Maskinen stadig ikke var færdig, fordrede Kaptajnen, at Eskorten skulde blive om Bord, til vi var klar til at sejle. Dette afslog Officeren paa det bestemteste, da det stred mod hans Instrukser. Hele Mandskabet blev nu kaldt sammen paa Agterdækket. Kaptajnen forklarede os Sammenhænget og tilføje-de, at vi aldeles ikke kunde være sikre mod røveriske Overfald om Natten. Mandskabet blev forsynet med Vaaben og fordelt paa forskellige Poster for at afværge, at nogen fik Fodfæste paa Skibet om Natten. Alle Officererne havde Revolvere, ligeledes Superkargoen, som for øvrigt altid bar sin paa sig. Desuden kom de Vaaben, som var stjaalet fra Russerne, nu frem. Vi var nu temmelig godt rustede, og eftersom Skibet laa højt efter Udlosningen, var det van-skeligt at entre i en Haandevending.
Nu er Natten temmelig mørk i Troperne og tillige var Himmelen denne Nat overtrukket med Skyer, hvilket ikke gjorde det bedre. Henimod Midnat prajede Superkargoen, og vi fik øje paa noget agter, helt oppe ved Skibet. Kaptajnen kom ud af Bestiklukafet og listede Agter, hvorefter han paalagde os alle at være aarvaagne thi op mod Agterstavnen laa to Barkasser fulde med Folk. Franskmanden (Superkargoen) prajede Baadene og spurgte, hvad de vilde. Der blev svaret, at de skulde om Bord for at modtage en Ladning, der skulde komme næste Dag. De fik at vide, at hvis de forsøgte at betræde Skibet, vilde der blive skudt med skarpt. Samtidig blev noget varmt Vand pumpet agter gennem vore Slanger, og Dampen derfra op-fordrede dem sikkert heller ikke til at entre. 1 ca. 2 Timer observerede vi stadigvæk Baadene, hvorefter de forsvandt og Dagen brød frem, uden at der var sket noget. Maskinen var nu i Orden, vi lettede g anløb Aden med vor kostbare Last. Derefter sejlede vi tilbage til Basra. Her kedede vi os grundigt, intet europæisk Skib var heroppe, og tillige var den varme tid be-gyndt, og vi led forfærdeligt af Varme. Særlig om Natten var det galt. Saa snart Solen var gaaet ned, kom en brændende hed Vind ind fra Ørkenen tillige med en Sværm af Myg. Først en halv Time før Solen kom op og en halv Time før den gik ned, var det muligt at faa Blund i Øjnene. Klimaet begyndte at virke paa Folkene. Flere af dem blev angrebet af Feber, og efter en otte Dages Tid døde den første Mand. Tømmermanden fik en Kasse sat sammen, og en Aften stjal vi os i Land og fik ham begravet mellem to Palmer. Straks efter døde Nr. 2, men i mellemtiden fik vi Meddelelse om, at det var risikabelt at bringe dem i Land, da Araberne ikke tillod dette, og vi kunde risikere at blive overfaldet. Herefter maatte vi paa en anden Maade forsøge ar faa vore døde begravet. Tømmermanden, som nu ogsaa var en del Syg, kunde ikke mere tømre Kasser sammen, og nu tyede vi til det gamle Raad at trille den døde ind i en Presenning. Et Stykke ude i Floden laa en lille Holm, der var delvis tørlagr ved Ebbe. Her roede vi over og gravede Liget ned. Jeg husker at Styrmanden sagde til mig, mens han laa i en Hængekøje under Kommandobroen, at saa snart han var død, skulde vi bare hive ham udenbords uden nogen Kommentarer. Naa, Styrmanden døde nu ikke denne Gang; men snart døde den 3, Mand. Jeg tror han var Stetiner. Han blev ligeledes begravet ovre paa Sandbanken.

Det var nu paa den allervarmeste Tid af Aaret, og selv de indiske Kulier vilde ikke arbejde, og vi maatte blive liggende i to Maaneder, før vi fik den Kornladning om Bord, som vi skulde bringe over i Rødehavet. Flertallet af Mandskabet kravlede rundt paa Dækket som levende Lig, selv var jeg ogsaa meget medtaget; men som jeg tidligere har fortalt, klarede jeg mig altid nogenlunde under de vanskelige Klimaforhold i de varme Egne, og vi havde alle det bedste Haab om en snarlig Bedring, saa snart vi kom ud paa det friske Hav og atter kunde trække Vejret frit. Den haardest angrebne var 2. Styrmand, og Kaptajnen satte mig i hans Sted paa Broen, naar den Vagt indtraf. Ingen af os ventede at se ham komme over det, men som Tiden gik, og vi kom i rum Sø, holdt han Livet oppe, og da vi anløb Aden for Lods, kom en Doktor om Bord, for selv vilde han ikke i Land. Vi fik ogsaa en Araber om Bord, som var kendt med Farvandet, og som skulle lodse os op til Jambo, der ligger lidt højere oppe i det røde Hav. Jeg husker en Nat, da jeg havde Vagten paa Broen, og vi sejlede ind imellem nogle Banker paa den ene Side og Landet paa den anden, af jeg af og til syntes, vi kom for tætæ til Kysten, hvorfor jeg kaldte paa Kaptajnen. Araberen gav ganske vist nogle Ordrer, men han løb som forstyrret fra den ene Ende af Skibet til den anden. Kaptajnen kom med Besvær paa Dækket, jeg tror, han var meget lidende den Nat. Han sagde til mig om endelig at være forsigtig og holde mig klar af Kysten., og om nødvendigt stoppe Maskinen. Ifølge Superkargoens Udsagn var denne Araber en af disse Røverkaptajner, som færdes i dette Farvand, og et Held var det, at han ikke fik os ind paa Bankerne, saa var vi blevet udplyndret. Endelig naaede vi da vores Bestemmelsesstation Jambo, en lille ubetydelig Havnekaj paa den vestre Bred af en Flod, men her var dybt nok. I Mellemtiden var vi alle kommet mere eller mindre over Klimafeberen. Og-saa 2. Styrmand begyndte at vise Livstegn; her laa vi jo lge op mod det aabne Hav med en dejlig frisk Søbrise; men dog var vi alle bestemt paa, at vi aldrig mere vilde over paa Eufrat. Vi lossede vor Ladning, som blev modtaget og befordret ind i Landet paa Kamelryg. I Stedet fik vi en Del Kaffe om Bord, noget der skulde til Kina. Paa Vejen anløb vi igen Aden, hvor vi fik Kul til Maskinen. Derefter Columbia paa Ceylon for Ordre. Tog atter Kul ind og satte Kursen mod Singapoor. Her var det nødvendigt, at Skibet kom i Dok. Vi havde nu fartet saa længe omkring og Bunden trængte til at blive skrabt og Skibet i det hele taget til en god Gang Maling. Ogsaa Maskinen fik en grundig omgang, og under alkt dette fik vi Lejlighed til at sætte os ind i Singapoors Forhold. Her laa en Engelsk Garnison, og Engelsk var i øvrigt det fremherskende Sprog. Vi var alle glade for den forandrede Sejlrute, og ingen af os ønskede mere at komme ind i den persiske Havbugt eller paa Eufrat. Her var ganske vist ogsaa varmt, men ingen Myggesvælrme forulempede os, og en dejlig frisk Brise kom ude fra Havet. Vi kunde nu købe, hvad vi ville have, her var alle europæiske Spise- og Drikkevarer, selv dansk Smør i Blikdaaser, Gamle Carlsberg osv. Vi havde en saakaldt Sjakker, der skaffede os, hvad vi ville have, og saa fik sin provision derfor, men vi maatte passe paa, at han ikke snød os.
En dag tog jeg ganske alene paa en lille Spadseretur uden for Byen. I Udkanten laa en masse Parker og lignende, og uden for Byen saa man ikke andet end Skov og Plantevækst, hoved-sagelig Palmeskove. Bedst som jeg vandrede ude paa de velanlagte Veje med deres udmær-kede Spadserestier, stod jeg pludselig som naglet til Stedet. Inde mellem Buskadset fik jek Øje paa to store gule Øjne. Efterhaanden som jeg fik mig samlet sammen og flyttet lidt til Siden, saa jeg, at det var en mægtig Tiger. Jeg stod stadig uden at kunne røre en Fod, men da mine Øjne havde vænnet sig til at se ind i Buskadset, blev jeg uhyre lettet. Tigeren var i Bur. Det var en af Dyreparkerne, som fandtes her ude, men jeg trak mig hurtigst muligt tilbage til Byen, saa forskrækket var jeg blevet. Jeg tror nok, jeg trængte til en Hjertestyrkning, da jeg naaede om Bord. Der blev nu sluttet Fragt paa Kysten for kinesisk Regning, og paa en maade overtog den kinesiske Superkargo Skibet til fuld Afbenyttelse efter de paa Kysten gældende Regler. Det respektive Mandskab havde intet med Ladning at gøre. Losning og Indladning besørgedes af det kinesiske Mandskb, og kun Navigeringen fra Havn til Havn og selve Ski-bets betjening tilkom os. Disse Kystfarter var for vort vedkommende Stykgods-Ladninger og hvad dertil hørte, til Tider havde vi dog mange Passagerer, som Skibets forskellige Rum i saa Fald var indrettet til. Til Tider var vi ikke videre glade, naar der f.eks. kom et par hundrede Mand im Bord, saakaldte kulier eller Arbejdsfolk. Vi havde ofte hørt om, at disse Kinesere havde overtaget Kommandoen, mishandlet Besætningen og plyndret Skibet. I de par Aar jeg sejlede paa den kinesiske Kyst, overgik denne Skæbne dog ikke os.
Foreløbig anløb vi Hongkong, som jo er engelsk Protektorat. Her kom de kiniske Sampaner paa Siden af os med ”Vaskepiger”. Ønskede nogen af Mandskabet en af disse om Bord, var det en tilladt Sag. Disse Kvinder, som var vant til denne Trafik, var gennemgaaende ærlige, flittige og omhyggelige for Mandskabets Tøj. Saa snart de fik Anvisning paa vedkommendes Kiste og øvrige Dele tog de straks fat med at vaske, stoppe Strømper og saa videre. Vi havde Tilfælde, hvor disse Piger gjorde hele Turen med ned langs Kysten og tilbage. Vi fortsatte nu vor Kystfart og anløb mange Byer paa Kysten. De fleste steder var der ingen Havn, men lune Bugter, hvor vi laa sikkert til Ankers. Vi førte nu alle Slags Fødevarer, Sukker, Ris, Brød, Frugter og alt henhørende under Stykgodsladning. Vi havde altid en masse Fjerkræ om Bord, Høns Ænder og Gæs, saa enhver kan forstaa, at vi aldrig manglede Proviant, og Kineserne sagde aldrig noget til, at vi tog, hvad vi ønskede. Kun døjede vi med at faa Kokken til at til-berede dette Fjerkræ. For at gøre en lille Bemærkning angaaende Opium, saa havde vi blandt Passagererne altid nogle Opiumsrygere, og en Eftermiddag, da jeg stod og betragtede en af disse Rygere, som stod nede paa mellemdækket med en af disse Opiumspiber, forsøgte jeg at gøre ham begribeligt, at jeg ønskede at prøve. Jeg fik mit Ønske opfyldt, og da jeg havde Fri-vagt om Aftenen, gjorde hsn en Pibe i Stand til mig, tændte den og jeg trak de bestemte Drag, hvorpaa jeg ganske vist faldt i Søvn. Jeg ventede selvfølgelig paa Overraskelsen, men der skete intet andet end den naturlige Søvn.
Enkelte Steder kom vi en Tur i Land, og blev Kineserne for nærgaaende, var de lette at jage bort, og aldrig var jeg udsat for noget Overfald. Til sidst blev denne Fart langs Kysten os ens-formig, og vi var alle glade, da vi hørte, at nu skulde vi slutte og anløbe Ceylon, som er fransk Besiddelse i Bagindien. Her skulde vi laste Ris og enkelte andre Dele, hvorefter vi skulde til Europa. Jeg havde paa dette tidspunkt en Dagbog, som var temmelig nøjagtig ført de forløb-ne fire Aar. Fra Singapoor fortsatte vi nu Kursen mod en Anløbsplads paa Ceylon, hvor Dampskibene fylder Kul. Nu Farvel til de kinesiske Farvande og Singapoor med alle deres interessante Minder. Nu gaar det mod Europa. Alle havde vi Kuriositeter med hjem fra de forskellige Folkeslag. Kinesiske, malayiske, persiske, arabiske, ægyptiske osv. og alle haabede vi at naa vor Hjemstavn med vort rige Udbytte. For de fleste af os gik det nu saaledes, at vi blev franarret en hel Del af Herlighederne i den første europæiske Havn, vi anløb. Da vi an-kom til Havnen paa Ceylon, var det lige i Skumringen, saa vi kunde ikke komme i Havn den Dag, men maatte ligge hele Natten udenfor. Uheldigvis kom vi i Nærheden af et underjordisk Skær og fik skrabet Siden. Vi fik en Flænge paa syv Fod i en af Pladerne. Sagen var den, at Kaptajnen hurtigst muligt vilde for Kulfyldning og ikke forhale Rejsen.
Nu stod Morgensolen op i al sin Glans. Det var en brat Overgang fra det dybe Mørke, der kendetegner Tropenatten. Byen laa foran os badet i solskinnet, og en mild Søbrise ude fra det uendelige Ocean fik Palmerne til at vugge, og det saa ud, som om de vinkede til os. Vi fik nu, alt hvad vi ønskede af de herligste Frugter, Bananer og friske Kokosnødder fyldte med sva-lende Mælk. Der kunde være op til en Liter Mælk indenfor den yderste Skal af en saadan Kokusnød. Glade Ceylonianere klædte efter Naturens Love bragte os alt dette ud fra denne herlige By. Her fra Ceylon fortsatte vi Rejsen op mod Aden ved Indgangen til det røde Hav. Videre gennem Rødehavet og Zueskanalen til Malta. Herfra til Gibraltar, hvor vi fik Ordre paa at sejle til Liverpool i de vestlige Englsnd. Efter Udlosningen gik vi i Ballast hjem til Flensborg, hvor Skibet skulde gennemgaa en grundig Reparation. Jeg blev da afmønstret den 19. maj 1880 efter at have sejlet mad samme Skib i 4 Aar paa 8 Dage nær. I denne Periode havde vi haft 4 Førere paa Skibet. Den sidste, som hed I. B. Hassenau gav mig gode Anbefainger med, hvorved jeg med det samme fik Hyre paa Skibet ”Flensborg Skibsværft” af Flensborg.