Løkken i 1960´erne
Byvandring
I 1964 flyttede familien til Løkken, som vi nok kendte, men mest fra gennemrejse. Nu skulle vi bo her, og vi skulle lære den at kende, langt ned i detaljen. Den havde nok bevaret lidt af 30´stemningen, og dog skete der en del under overfladen – og noget på overfladen. Vi skulle være en del af det, der skete, men vi skulle først se byen. Turen gennem 60´erbyen begynder i nord og går gennem hovedgaden sydpå. Til sidst foretages der nogle afstikkere til sidegaderne.
Løkken var endnu en by med mange butikker, de fleste ret små. Kom man fra Hjørring, var den første en BP-tankstation, og ved siden af lå Gines købmandsbutik, en lille butik som så mange andre, men til tider med en lidt speciel kundekreds. Overfor lå den nye skole, og skønt der var slikforbud, eller netop derfor, var det fristende at hoppe ud af et vindue og besøge købmanden.
På samme side som Gine, men lidt længere ind mod byen, lå ”Postens Camping”, i campingbøgerne betegnet som ”lille og velledet”.
Lidt længere henne på hjørnet af Hjørringvej og Harald Fischersvej fandt man Michael Nielsens købmandsbutik. Michael Nielsen var død, men hans navn stod stadig på den store lagerbygning. Sønnen, Henning, drev butikken, og han var altid god for en morsom historie. I dag findes bygningerne ikke mere. Der er bygget boliger på grunden.
På hjønet af Nørregade og Løkkegade havde bager Fransen sin butik. Selve bageriet var endnu ikke ombygget, men han havde vist en god handel. Skoleelever på vej mellem nye og den gamle skole, hvor der også var maskinskrivning og gymnastik, gjorde sig vel af og til et ærinde hos bageren.
Over for ham havde installatør Børge Christensen sin virksomhed - med butik, som hans kone passede. Børge Christensen hørte til en af de store familier i byen, sad i sognerådet og var formand for skolekommissionen. Da jeg i sommeren 1963 så på lederstillingen på den nye skole, havde vi lige fået ny Ford Taunus. B.C., som vi internt kaldte ham, kørte med mig hen på skolen og bemærkede bilen: ”Gud Fader bevar mig vel. Det er jo en helt ny bil!” Han udtrykte sig om mange ting kun i sort eller hvidt.
Over for kirken lå den gamle skole og lige før den Kobbers Fiskeeksportvirksomhed, senere Løkken Bogtrykkeri. På samme side som kirken var der en lille slikbutik,vel egentlig kun et ishus, vel besøgt af skoleelever, når de gik fra skole.
Efter kirken kom HC.s bageri, og over for den Sloths købmandsbutik, og så fulgte dengang Sort Jensens frisørsalon og lidt efter Tatol, der lå på hjørnet af Ndr. Strandvej. Tatol var en slags Matas og fandtes i mange byer dengang, altså også i Løkken. Den eksisterer ikke i dag. Det gør derimod den store isenkramforretning, i dag Børge Larsens, dengang Lykkegaards. Også dengang en stor forretning. Efter den fulgte Fladeland Iversens herreekviperingsforretning. Fladeland stammede fra Nørresundby og havde overtaget en tidligere herreekviperingsforretning. Han var med i bestyrelsen for handelsstandsforeningen og aktiv omkring Løkken Pigegarde. Senere afviklede han forretningen og gav sig til være ejendomsmægler.
På hjørnet over for Tatol havde vi smed Robert, og i nabohuset fik Johs. Kobber på et tidspunkt en stort farvehandel. Derefter kom Importøren. Det var nok byens mest spændende forretning. Den gik hos os også under navnet ”1001 Ting”, i analogi med nogle butikker i andre byer, ”1000 Ting”. Man kunne købe alt hos Poul Andersen, og han vidste, hvor tingene var. Mange af dem – navnlig plasticlegetøj - var i sommertiden udstillet udenfor. Børge Ckristensen fortalte, at han havde oplevet Poul Andersen samle tingene sammen engang, hvor det gav sig til at blæse stærkt. Det var nok ikke helt nemt for ham. B.C. havde en god sans for humor.
På Nørretorv lå Aksel Damgaards store købmandsforretning, hvor Torsten og Henrik en overgang var bydrenge. Øverst boede den tidligere lærerinde, frøken Lassen, der kom til Løkken under den første verdenskrig. Hun gav altid gode drikkepenge, når hun skulle have varer bragt. Ved siden af købmandsbutikken var Arne Kjeldgaards kiosk, han var far til Torben Kjeldgaard, der har Restaurant Søborg. Bag kiosken lå dengang Ingemann Jensens store cementstøberi, cirka der, hvor Petima House ligger i dag. På den modsatte side af gaden var der Herregårdsmejeriet med Finn-Mælkemand. Så fulgte Johanne Grønbechs hus og derefter Verner Kjeldsen-Nielsens møbelbutik. Da sønnen John overtog den, blev den til ”Løkken gamle Bolighus”. John var en dygtig forretningsmand. Det var måske nok senere, at han somme tider arrangerede udslag med nogle slagtilbud, hvor man f. eks. kunne købe en ny sofa - eller var det måske en hel stue - for 13 øre. Det var vist Poul Jensens Solvejg, der overnattede i sovepose, og som så fik en billig sofa at ligge på - og kom i avisen.
På den modsatte side af gaden lå også dengang Hotel Klitbakken, vistnok regnet som byens pæneste. Det var her, vi var med vore drenge til afdansningsbal, og det var her, vi var med dem til Borgerforeningens juletræ. Det var vistnok ved den sidste lejlighed – eller var det en helt anden gang - de mistede deres tro på det pæne borgerskabs pænhed, da de på herretoilettet hørte nogle af byens store forretningsfolk samtale i et sprog og om emner, som de ikke kendte fra middagsbordet derhjemme. Det var dengang mænd skulle være ked af, hvis noget hænger nedad.
Mellem Vendelbogade, der dengang hed Jernbanegade, og Badehotellet var der også dengang en del forretninger, men her svigter hukommelsen noget. Der var på hjørnet en Spar-købmand, og børnene kaldte vistnok indehaverne Sparknægt og Spardame. Så fulgte vistnok en damefrisør, en kiosk og Søren Birkedals urmagerforretning. På hjørnet af Houmansvej lå Erik Bøgh Andersens store gartnerbutik Viola” med både grønt og blomster. Sidste hus før Badehotellet var Bach Mortensens butik, hvor man kunne købe gardiner, sengetøj, lagner og dynebetræk. Butikken virkede vistnok lidt gammeldags, men indehaveren var vel allerede dengang en lidt ældre herre.
Torvet var ubetinget byens centrale plads, om end det kun bestod af en udvidelse af vejbanen. På østsiden var det domineret af Badehotellet og på nordsiden af Løkken Banks røde bygning, og mellem den og Hotel Klitbakken var Cafe Søborg. I vestenden af bankbygningen var der en lille butik, Væveboden, og byens turistkontor.
Vest for banken fulgte andelsmejeriet, der dengang var i fuld funktion med mange mælkevogne og skramlende mælkejunger om morgenen. Mejeriet havde også udsalg af egne produkter.
På sydsiden af Torvet havde Jens Bang sin forretning med både herreekvipering og skotøj. Jens Bang var vel ved at blive en institution i byen efter mere end 40 år som forretningsmand. Han var stadig et meget aktivt menneske. I sine unge år repræsentant for FDM, senere medlem af borgerforeningens bestyrelse og initiativtager i 1950´erne til dannelse af en handelsstandsforening, der i 60´erne fik oprettet en pigegarde, der især havde hans bevågenhed. Den vender vi tilbage til. Jeg havde en vinter et hold gymnastik for ikke helt unge mænd, blandt dem Jens Bang, som var meget optaget radioens morgengymnastik med Kaptajn Jespersen, der brugte stavgymnastik. Jens Bang forærede holdet et sæt stave, så vi også kunne dyrke stavgymnastik.
Mellem hans butik og Badehotellet var Lille Torv og i en lille bygning, bygget sammen med Jens Bangs hus havde Elna en lille købmandsforretning. Senere flyttede Finn Mælkemand Herregårdsmejeriet hertil, men det var først engang i 70´erne.
På Torvet var der desuden en slagterforretning, hvis indehaver pedellens Kaj kaldte Mosteren, og en broderiforretning, ejet af to søstre, samt Hjørnebageriet på hjørnet af Søndergade. Vestenden af Torvet var helt domineret af Mørups store forretning, der i dag rummer Bolsjeriet. Gunnar Mørup var kommet til byen omkring 1960 og skabte en forretning, der nok solgte kjoler og andet dametøj, men den blev især kendt som en gardinforretning med kunder fra det meste af Vendsyssel. Mørup var en dygtig forretningsmand og havde især sans for at skaffe stoffer til forretningen, ikke bare til gardiner, men også duge og kjoler. Han var meget musikalsk, spillede violin og sang, og dertil ikke bare kunstelsker, men også -samler i den store stil. Da vi fik oprettet en kunstforening i byen, blev han et meget aktivt medlem af bestyrelsen. Mere herom senere. Mørup fik engang omkring 1970 sat et smukt metalrelief udført af Poul Hofmeister op på facaden over udstillingsvinduerne. Efter hans tid forsvandt det sporløst.
Nord for Mørups butik havde Marie Mikkelsen sin damefrisørsalon og en lille slikbutik. Ved siden af havde hendes mand en VVS-forretning. I nærheden lå Mikkels Hus, og i forlængelse af det et autoværksted. Her havde Max Nielsen værksted, indtil han flyttede ud i Søndergade.
Nabo til Mørup var Grønborgs Boghandel. Aage Grønborg var en af skolens store leverandører, og jeg fik hvert år en bog af ham til jul. Det var vel nok en form for returkommission, men han ændrede ikke praksis, da vi gik over til at købe hæfter og papir ved Hjørring Papirlager, fordi det var billigere, og vi købte til et år ad gangen. Grønborg gav også altid en flidspræmie til skolens afgangselever.
Grønborg var formand for turistforeningen, og det gik han meget op i, og var en dygtig formand. Da vi lige var kommet til byen, blev jeg bedt om at holde talen ved det traditionelle sct. hansbål. Og bagefter skulle vi spise hos Grønborgs. Vi fik alt godt fra havet, og havet gav godt. Da vi var meget mætte, opdagede fru Irma – gråden nær - at hun på et skab havde glemt et fad røget ho (pighaj, også kaldt kongeål), som vi også skulle have haft. Jeg ved ikke, om vi havde plads til mere – jeg tror det ikke.
Grønborg var svigerfar til en af tidens kendte folkesangere, Cæsar, døbt Bjarne Rasmussen. Engang imellem kunne man møde ham i forretningen.
Grønborgs hus havde dengang to butikker, og på et tidspunkt blev den nordlige lagt til boghandelen. Indgangsdøren blev bevaret, så der var to indgange. Grønborg fortalte engang, at pastor Dørup altid benyttede den nordlige. Vi kalder den for ”den gejstlige indgang”, grinede han, men han var da godt klar over, at det var den nærmeste.
Mellem sparekassen og Hjørnebageriet havde Mie Kjeldgaard en lille butik med tøj til damer. Hun var søster til byens store forretningsmand Chr. Brix Kjelgaard, bl.a. fiskeekportør og minkfarmer.
Spareskassen var året før vores ankomst flyttet ind i et nybygget hus. Det blev naturligt vores pengeinstitut, bl.a. fordi jeg i forvejen sad i bestyrelsen for Sparekassernes Skoleservice. Dengang var hele personalet på syv personer, ved 100-års jubilæet i 1971 var det vokset til 13, og heraf var de fire tidligere elever fra skolen. Sparekassen var flink til at tage dem som elever – i modsætning til banken, der ikke ville have lokale elever dengang. Der var stadig nogen skoleopsparing gennem salg af sparemærker. Det er ikke mit indtryk, at det var særlig stort. Også sparekassen gav flidspræmier til skoleafslutningen.
På hjørnet af Søndergade og Sdr. Strandvej lå Salon Lis med Lis Kjær som indehaver. Hendes mand, Poul Kjær, var lokalredaktør for Vendsyssel Tidende. Han havde også kontor i bygningen, der i øvrigt var bygget som missionshus, og Poul Kjær fortalte, at der stadig stod et skriftsted på væggen i deres soveværelse. Poul Kjær var en flittig og dygtig bladmand. Desuden fotograferede han selv. Ikke mindst skolen havde glæde af hans pen. Han fortalte gerne om det nye, der skete på skolen, og man kan godt forestille sig, at der på andre skoler var en del surhed over, at skolen blev promoveret så meget. Kjær havde en speciel interesse, minkavlen, og den fortalte han også gerne om, men ellers var byen Løkken, både før og nu, emne for hans skrivende virke. Vendsyssel Tidende var vel ikke verdenskortet, og Løkken var kendt i forvejen. Det blev ikke mindre i Poul Kjærs tid. Han var en god pr-mand for byen.
Videre ud ad Søndergade fulgte den tidligere sparekassebygning fra 1907, hvor læge Bjerre Jørgensen havde konsultation ovenpå. Nedenunder etablerede Hugo Lykkegaard forretning. Der var dengang to læger i byen, den anden Bojsen havde klinik i den tidligere tekniske skole på Sdr. Strandvej. Da vi kom hertil, spurgte jeg B.C. om, hvilken læge vi skulle vælge. Det ville han ikke sige, men fortsatte: Vi bruger den ene, men hvis vi virkelig fejler noget, går vi til den anden. Jeg var lige klog.
Næste bygning var biografen Kino-Palæet. Den virkede meget ny efter en brand og var vist dengang landsdelens mest moderne. Det var dog først i det følgende årti, at den fik stor søgning i sommertiden ved sent på aftenen at spille pornofilm.
Herefter fulgte Strandhotellet, indrettet i en tidligere skudehandlergård, og på den anden side af gaden Brugsen, indrettet i et tidligere pakhus. Butikken her var ikke stor, men det var personalet heller ikke, foruden uddeleren Viggo Bæk tre-fire kommisser, som det jo hed dengang.
Der var i Søndergade ikke mange forretninger, og jeg husker ikke dem alle sammen. Der var Viggo Pedersens frisørsalon, og Emil Damsgaards købmandsforretning, Kirsteins fiskeforretning og vist nok et bageri og en slagterbutik. Og så var der et mekanikerværksted, som Max Nielsen flyttede til fra værkstedet bag mejeriet. Det blev senere overtaget af Poul Jensen, der flyttede det ud i industrikvarteret. Herefter blev der diskotek i bygningen, ”Psst”.
Det var også i Søndergade, man kunne finde det tidligere afholdshotel, nu hotel Litorina. Jeg husker det mest, fordi der engang blev holdt ”tøllefest” der. En kreds af borgere, der fandt, at borgerforeningen arrangerede for få fester, indbød under navnet ”Propforeningen Tøllen” i 1965 eller 66 til en fest på et af byens hoteller, formentlig på badehotellet. Arrangørerne udpegede Knud Holst, Robert Rosgaard, den senere sparekassedirektør, og mig til at arrangere den næste fest. Det gjorde vi og udpegede så tre damer – Lis Kjær, fru Husted og en mere - til at arrangere den næste, og det var den, der blev holdt på Litorina, og det var damerne, der bød herrerne op til dans. Herrerne var forsynet med små sedler, og man afleverede en for hver dans. Det gjaldt så for damerne at samle flest forskellige. Man ville gerne have en bredere kreds til at slutte op om festerne, bl.a. lærere (det var derfor, jeg var med en gang som arrangør). Det lykkedes nu aldrig at få den store opbakning, fiskerne kom heller ikke, og festerne blev vist betragtet som lidt at ”borgerskabets” legestue. De døde efter nogle år ud. Men de var meget fornøjelige, så længe de varede.
Søndergade 32 havde tidligere været byens jernstøberi, men nu var bygningerne ret forfaldne og blev vist brugt som en slags husvildeboliger, inden de i 1980´erne blev revet ned og erstattet af den nuværende Støberigården. Dengang hed den i folkemunde ”Rabarberly”.
Fra Damsgårdsvej og sydpå tyndede husene ud, og det var nu Vendsyssels Plantage, der dominerede bybilledet på vestsiden og på østsiden Josefines Campingplads og idrætsforeningens fodboldsbane. Hele området hørte i øvrigt til Vrensted-Thise Kommune. Syd for plantagen var der som nu et sommerhusområde, og ved Ny Strandvej fandt man Kallehavegård Hotel og Svend Madsens bilværksted med en Esso benzintank.
I Søndergade fandt man også den private realskole, som senere skal have sin egen omtale.
Nørregade, Torvet og Søndergade var byens butiksstrøg, Men der var enkelte forretninger og virksomheder i andre gader, således ikke mindst i Jernbanegade, nu Vendelbogade, med Sone Poulsens skomagerværksted, skrædder Gjerlev, Egon Simonsens Møbelforretning, den tidligere biograf, der havde været arbejdernes hus og nu var en skjortefabrik, Børge Møllers fiskeforretning, en viktualieforretning, Løkken Tårnurfabrik, missionshuset, en træskohandler og apoteket. Desuden Carl Johs Christensens tømrerværksted og Harald Kjeldsen-Nielsens maskinværksted. I gaden var også en kort tid en pornobutik, men det var nok først i 70´erne. På henholdsvis det nordlige og sydlige hjørne af Harald Fischersvej og Jernbanegade kunne man finde Aage Bæks købmandsforretning og Slagter-Oles butik. Skråt overfor boede blikkenslager N. C. Nielsen, og ved siden af stationen var bogtrykkeriet med bogtrykker Larsen og Løkken Folkeblad, og overfor på hjørnet af Søren Madsensvej en butik, som jeg ikke husker, vistnok en cykelhandler, og et skomagerværksted. Her fandtes også Gartner-Aages butik. Der købte jeg engang under krigen, da jeg var målermedhjælper hos landinspektørerne Birk og Boe en pose ærter, og om natten kastede jeg så frygteligt op. Men det var måske ikke ærternes skyld. Det var mit første møde med Løkken. Her lå også den Apostolske Kirke, og meget anonymt en forretning med forældede landbrugsmaskiner, kaldet Løve-smeden. Jeg kender den kun fra Knud Holsts omtale. Der kom senere en kort tid en tinsmed i bygningen.
På Vrenstedvej var der kun et begrænset antal butikker: Bangs bageri, købmand Marinus Christensen. - han var far til B.C. - men førstemanden var sønnen Henning, der senere blev formand for handelsstandsforeningen og meget aktiv omkring pigegarden. Desuden frk. Ørums farvehandel. Der var vandrerhjem i Smørkræmmerens Pakhus og vistnok også pensionat hele året. Her lå også Kjelgaards fiskeeksportvirksomhed, dog ikke med facade mod Vrenstedvej, men Toldbodvej. På Møstingsvej havde fotograf Bernhard Steffensen, Benne, sit atelier og butik.
På Sdr. Strandvej var der en urmagerforretning, og ovenpå boede forfatteren Knud Holst med sin familie, indtil han og fru Kirsten købte hus på Harald Fischersvej. På Sdr. Strandvej var der i den gamle tekniske skole indrettet folkebibliotek, og desuden havde læge Bojsen klinik her. Lidt længere nede mod stranden var fiskeauktionen, indrettet i det tidligere redningshus. Her fik Peter Bådsmand senere til huse, og senenst ”Haws”. Jeg kan ikke huske, om Kridthuset eksisterede dengang. Det gjorde det vist. Knud Holst kunne man i øvrigt somme tider møde på gaden, en meget distinktveret ung mand med et lille fint overskæg, og iført lodenfrakke, medbringende paraply og en meget stor grand danois. På gaden kunne man også møde Oda (Hansen), der altid sendte en frisk bemærkning over gaden, hvis man gik på den modsatte side. Der var også en hund, der hed Vappe, det var vist Per Scharlows. Han var nabo til Ingrid Ørum på Vrenstedvej.
Syd for Toldbodvej, hvor vi i dag har Danmarksgadekvarteret med Superbrugsen, ældreboliger, turistkontoret og apoteket, lå dengang Gartner-Aages gartneri, hvor han i 1963 indrettede Gartner-Aages Camping. Syd for den, mellem den nedlagte bane og husene i Søndergade, kom Josefines Camping, oprindelig Karl Pedersens teltplads syd for ”Hannes Hus”.
Nørregade, Torvet og Søndergade var ikke alene byens forretningsgader. De var også sammen med Hjørringvej hovedvejen gennem Løkken, og derfor var de stærkt befærdede. Ikke mindst i sommertiden kunne man i Nørregade opleve store trafikpropper, der ikke blev mindre af, at det var tilladt at parkere i begge sider af gaden. Det siges, at det godt kunne tage en halv time at komme igennem Løkken.
Det var før omfartsvejens tid. Den talte man meget om i disse år, men det varede længe inden linjeføringen blev fastlagt, og der var vist heller ikke enighed om den. Handelsstanden kunne ikke få den tæt nok på byen, og andre ønskede den længere væk, så bebyggelsen kunne holdes samlet. Den kom til at følge det gamle baneareal, og i slutningen af 1968 blev viadukterne bygget, og man begyndte på dæmningen, der skulle føre vejen over Vrenstedvej. Vejen blev åbnet i 1969.
Planlægningen af omfartsvejen blokerede vist nok længe for en udvikling af byen. Den havde til trods for, at folketallet faldt, pladsproblemer, og der var stort set ikke byggegrunde at få i byen. Kommunalt set lå Løkken dengang kilet ind i det sydvestlige hjørne af Børglum-Furreby Kommune med havet til den ene side og Vrensted-Thise Kommune til den anden. Grænsen gik omtrent, hvor vi i dag har Egevej. Mellem Egevej og skolens sportsplads var der nogle nedlagte minkfarme og ellers nok plads til byggegrunde, bl.a. hvor den gamle bane havde været, men linjeføringen af omfartsvejen var som nævnt ikke lagt fast, så det var foreløbig umuligt at byggemodne området. Derimod blev der bygget en del parcelhuse mellem Egevej og Vrenstedvej, men det var i den anden kommune, og børnene herfra blev hentet i bus til Vrensted Skole.
I løbet af 60´erne fik sognerådet dog byggemodnet den nuværende Mølgaardsvej, og der blev bl.a. bygget en del lærerboliger her. Da lærertallet steg meget i disse år, var det en overgang et meget stort problem for sognerådet at skaffe boliger til lærerne.Det lettede på situationen, at flere lærere begyndte at bygge eget hus, og at der blev ansat flere lærerpar.
