Læs Mere
Jens Nielsen Bach
Hannes Hus blev bygget øst for Anders Bachs gård af sønnen Jens Nielsen Bach. Det blev takseret og brandforsikret den 24.8.1821 (C 16). Det var et forholdsvis stort hus på 13 fag, dvs. omkring 30 alen eller 20 m langt, opført af bindingsværk med klinede vægge og stråtag. Det var indrettet med storstue, dagligstue, 2 gæstekamre, 2 små kamre, sovekammer, gang, spisekammer, køkken og bryggers, sikkert et typisk skipperhus for skippere i den mere velstillede ende. Grunden købte han først i 1818 af sognepræsten i Børglum, der også var sognepræst i Furreby sogn, Johan Chr. Albrechtsen. Denne var på det tidspunkt den store jordejer i Løkken og Furreby, han havde i 1808 købt et større antal ejendomme og grunde i Løkken, der havde hørt under Rønnovsholm.
Han blev i 1815 gift med Anne Marie Nielsdatter Haugaard, der var fra Hjørring, men som forud for brylluppet opholdt sig i Norge. Hun var datter af Niels Haugaard. En yngre bror, Gutzon Haugaard blev senere handelsbetjent og skudehandler i Løkken. Hannes Hus er formentlig opført umiddelbart efter brylluppet, dvs. i 1916 eller1917. Jens Nielsen Bach betegnedes ved taksationen i 1821 som skipper og ved FT 1834 som skipper, der ejer en sandskude. Han fik ifølge Skjødsholm skudehandlerbevilling i 1821, og har sikkert også deltaget økonomisk i skudehandlen. Grænsen mellem skippere og skudehandlere har nok i det hele taget været flydende. Huset, han boede i, er imidlertid ikke blevet udbygget til en egentlig skudehandlergård med pakhus. Men han kunne godt have brug for et stort hus, han havde 7 børn.
Thomas Olesen Løkken beretter i skriftet ”Hilsen fra Hannes Hus ved den yderste Kyst” om Jens Nielsen Bach og hans søn Nicolai Bach, ud fra hvad han har hørt fra gamle folk, der kunne huske dem. Ifølge denne beretning var Jens Nielsen Bach søn af Anders Bach og blev gift med en datter af denne. Men det er ikke korrekt. Hans fødsel den 24.10.1790 er registreret i kirkebogen for Furreby Sogn, og forældrene er Anders Jensen Bach og Mette Jensdatter. Og han blev gift med Anne Marie Haugaard, der selvfølgelig ikke var datter af Anders Bach. Thomas Olesen sammenblander formentlig Jens Nielsen Bach og Peder Mortensen, der også var udskrevet til Napoleons tropper under Englandskrigen, blot landtropperne, og som blev gift med en datter af Anders Bach.
Nicolai Jensen Bach
Jens Nicolai Jensen Bach købte huset af faren i 1851. Nicolaj Bach havde fundet sig en norsk kone, Susanne Rebekka Tønnesen, og havde brug for at få fod under eget bord. Han var skipper som faren og født i 1823 som ældste søn. Søsteren Mette Marie Bach flyttede efterfølgende ind i en del af huset sammen med manden Anders Buhelt, der var spækhøker. De er registreret som boende der ved folketællingen i 1855.
I april 1860 ramtes familien af en stor tragedie. Nicolai Bach, broren Christian Bach og svogeren Anders Buhelt druknede alle, da de var på fiskeri og blev overrasket af en pludselig opstået storm. Med i båden var også snedker Michael Larsen, der led samme skæbne som de andre. De var gået ud om morgenen i stille vejr sammen med andre både fra Løkken, men blev overrasket af en storm, der kom pludselig og med stor styrke. Kæntringen skete ud for Grønhøj, da de skulle gennem brændingen. Man var fra land vidne til ulykken, men kunne intet gøre. Nicolai Bach havde ellers på næsten mirakuløs vis reddet livet ved et forlis i svær storm ud for Norges kyst kun et halv år tidligere. Denne gang var heldet sluppet op.
Både Susanne Rebekka Tønnesen og Mette Marie Bach mistede ved ulykken deres forsøger og måtte yderligere tage sig af Jens Nielsen Bach og en psykisk syg tante, der boede hos og blev forsørget af Nicolai Bach. Susanne Rebekka Tønnesen blev væverske og skaffede også penge ved at sælge dele af huset. Den vestlige del af huset, som Mette Marie Bach og Anders Buhelt havde boet til leje i, solgte hun nogle få måneder efter ulykken til Mette Marie Bach. Denne del af huset fik ved matrikuleringen i 1871 matr. nr. 108. Den østlige del af huset lejede hun i første omgang ud til arbejdsmand Christian Jensen Nielsen. Denne del fik ved matrikuleringen matr. nr. 107, den midterste del, som hun selv boede i, matr. nr. 109. Matr. nr. 107 soltge hun i 1975 til arbejdsmand Anders Thomsen.
Matr. nr. 107
Anders Thomsen, der købte matr. nr. 107 i 1875 var fra Sejlstrup og søn af sognefoged Thomas Thomsen. Han blev i 1869 gift med Johanne Marie Andersen, der var fra Vrensted. Efter hans død i 1904 blev Johanne Marie siddende i uskiftet bo. Hun solgte i 1911 ejendommen til sønnen Thomas Thomsen. Ejendommen bliver i 1917 solgt til Jens Andreas Houmøller.
Matr. nr. 108
Mette Marie Bach købte matr. nr. 108 i 1860. Hun blev syerske og senere husholderske for broren Frederik Christian Bach, der boede hos hende og var fisker. Hun døde i 1883, men solgte kort forinden ejendommen til Frederik Bach. Han var født i 1835 og var den yngste og eneste overlevende søn af Jens Nielsen Bach, efter drukneulykken i 1860. Han giftede sig i 1884 med sin niece, Jensine Nicoline Bach, datter af Nicolai Bach. I 1905 købte Frederik Bach også matr. nr. 109. Efter hans død i 1907 overtog Jensine Nicoline Bach de to ejendomme.
Matr. nr. 109
Susanne Rebekka Tønnesen boede i matr. nr. 109 til sin død i 1900. Efter hendes død arvede Nicolaj Bachs datter og hendes mand Jens Andreas Houmøller ejendommen. De solgte den i 1905 til Frederik Bach, der herefter ejede både matr. nr. 108 og 109. Hans enke Jensine Nicoline Bach solgte i 1914 de to ejendomme til Jens Andras Houmøller, der også købte matr. nr. 107 i 1917. Han var herefter ejer af alle 3 dele af huset, og de 3 dele forblev herefter under samme ejer. De blev dog først sammenlagt matrikulært i 1950 til matr. Nr. 109a.
Jens Andreas Houmøller var Nicolai Bachs plejesøn og som nævnt gift med datteren Anne Marie Bach. Han havde et ostefirma i Holstebro. Han boede ikke selv i huset, ifølge Thomas Olsen Løkken brugte han det i en periode som sommerhus. Han lejede det også ud. Det blev det også, inden han blev ejer, bl.a. til arbejdere, der byggede Jernbanen (åbnede 1913). Han solgte i 1922 huset til Johanne Olesen.
Thomas Olesen Løkken
Johanne Olesen var søster til sagfører Anders Olesen, der havde skabt sig en formue via sin sagførerforretning og ved ejendomshandel og lånevirksomhed. Han var en hård forretningsmand, men også velgører og mæcen. Han tog initiativ til oprettelsen af Nørresundby Bank og blev dens første direktør. Pengene han tjente blev brugt til opkøb af jord i Hammer Bakker, der blev tilplantet og udlagt som naturområde. Nogle blev også brugt til velgørende formål, bl.a. finansierede han byggeriet af Åndssvageanstalten i Hammer Bakker og Vodskov Kirke og støttede kunstnere, som han samlede en koloni af i Hammer Bakker.
Johanne var husholderske hos broren, og det var selvfølgelig ham, der stod bag huskøbet. Hvorfor han købte et hus til hende i Løkken vides ikke, men de var født i Vrensted, og det kan have været for at få en ejendom på hjemegnen. Huset har selvfølgelig samtidigt skullet være en gave til økonomisk sikring af hende. Hun flyttede ikke selv ind i huset, men blev boende som husholderske hos broren. I stedet lejedes huset ud til Thomas Olesen Løkken.
Thomas Olesen Løkken var født uden fort ægteskab i Alstrup ved Vr. Hjermitslev i 1877. Moren Birthe Marie Jacobsen var datter af sognefoged Jacob Jensen og boede hos forældrene, da hun fik Thomas. Faren Ole Nielsen Bæk (deraf navnet Olesen) var fra Vittrup og mere til fest og ballade end et stille familieliv. De blev i alt fald ikke gift. Thomas boede de første år hos bedsteforældrene, men kommer hen til moren, da hun blev gift. Familien flyttede noget rundt. En tid havde de en klitejendom i Ejersted, hvor han måtte arbejde som hyrdedreng. Som 12-årig blev han ramt af hoftebetændelse og måtte de næste 6 år bruge krykker. 14 år gammel kom han i skomagerlære og kun 17 år gammel etablerede han sig som selvstændig skomager i Rubjerg. Han blev i 1897 gift med Marie Sørensen, der var datter af mølleforpagter Lars Chr. Sørensen i Vittrup. Skomagerforretningen i Rubjerg gik dårligt og salget af cykler, som han supplerede med, blev heller ingen succes, så i 1909 flyttede han med familien til Vrå. Her åbnede han en cykelhandel med værksted og arbejdede også som elektriker og taxivognmand. I 1918 rykkede han igen teltpælene op og flyttede til Løkken, han havde på grund af gigt svært ved at holde til arbejdet i det kolde cykelværksted.
I Løkken åbnede han en boghandel med bogudsalg for Gyldendal på Torvet (matr. nr. 73b, (Torvet 2). Her fik han også sit gennembrud som forfatter med udgivelsen af romanen ”Bonden Niels Hald” i 1920. Han opgav boghandlen og solgte huset på Torvet, da han fik tilbudt Hannes Hus som bolig og flyttede dertil i 1922. Man kan se i Anders Olesens regnskaber, at han har støttet Thomas Olesen Løkken også før han tilbydes billig bolig i Hannes Hus. Det har selvfølgelig som kunstmæcen været oplagt at støtte en forfatter fra hjemstavnen, som skrev om det miljø, han selv kom fra. I Hannes Hus fik Thomas Olesen Løkken mulighed for at koncentrere sig om sit forfatterskab og tiden, mens han boede her, blev en produktiv periode, hvor han vandt stor anerkendelse og blev oversat til flere sprog. Det var i øvrigt ham, der døbte huset: ”Hannes Hus”. Det sker som tak til Johanne Olesen for at få huset stillet til rådighed. Huset bliver også samlingssted for lokale kunstnere og forfattere, der kom på besøg. Det var her ”Løkkenmalerne” samledes første gang. Det var mens han boede i Hannes Hus, han tog navneforandring til Thomas Olesen Løkken – i 1926.
Opholdet i Hannes Hus endte med, at han blev sat ud af lejligheden. Sådan kunne sagfører Olesen også være, når han blev vred. Hvad der lå bag hans vrede vides ikke. Det er nok mest sandsynligt, at vreden skyldes manglende betaling fra Thomas Olesen Løkkens side. Det kan dog også være misbilligelse af Thomas Olesens skilsmisse fra hans kone gennem mere end 25 år, Marie, ægteskabet var blevet opløst i 1928, eller andre konflikter. Sagfører Olsen har ikke selv begrundet handlingen. Thomas Olesen Løkken flyttede til Blokhus og købte ejendommen over for Kancelligården, som han indrettede til badepensionat og kaldte Kancelligården. Her levede han af at drive pensionat om sommeren og skrive om vinteren. Han døde i 1955.
Sagfører Olesen døde kort efter episoden med Thomas Olesen Løkken – i december 1929. Johanne Olesen ejede huset til 1933, hvor hun solgte det til overretssagfører J. Hasselbalch.
