Redningsstationen i Løkken fik en meget svær start. Der blev rettet en skarp kritik mod flere af redningsaktionerne, specielt aktionen i forbindelse med Theodor Behrends stranding den 5. december 1859 og dobbeltstrandingen af Amor og Hendon den 4. oktober 1860. Kritikken blev fremsat i Københavneravisen Dagbladet. Den første kritiske artikel blev bragt i bladet den 29 december 1860 umiddelbart efterTheodor Behrends stranding og omhandlede de forsømmelser, som skribenten mente redningsstationen havde gjort sig skylidg i under redningsaktionen den 5. december.1859. Der rettedes alvorige anklager mod først og fremmest Toldkontrollør Forsberg, der var opsynsmand (ansvarlig) for redningssatationen, men ogå formanden for redningsbaaden Peder Christian Christiansen og redningsbaadens mandskab blev reelt kritiseret. Det lykkedes ikke at redde den 9 mand store besætning på Theodor Behrend og heller ikke 5 af mændene ombord på Hendon. Det har formentlig været med til at gøre debatten mere uforsonlig.

Kritikken af indsatsen i forbindelse med dobbeltstrandingen blev bragt i bladet den 27. marts 1861. Nogle af kritikpunkterne i denne artiklen havde karakter af hadske angreb, og det er formentlig kun fordi skribenten optræder annonymt, at en injuriesag blev undgået. Den måde kritikken blev formuleret på, tyder på, at Søren Chr. Jensen også stod bag denne artikel, dog uden det kan ikke bevises. 

Stranding ved Vesterhavet

Ministeriet kunne selvfølgelig ikke sidde en så voldsom kritik overhørig, og de bad derfor Børglum Herreds Politiret i Hjørring om at fortage retslig undersøgelse. Undersøgelsen af Theodor Behrends forlis indledtes den 22. august 1860 og strakte sig over en måned. Der blev afhørt et stort antal vidner, og der måtte 6 retsmøder til for at nå gennem vidneafhøringerne. Referatet fra forhørene fylder 26 protokolsider. Undersøgelsen af dobbeltforliset indledtes den 2, august 1861 og afsluttedes den 16 august 1861. Her blev der indkalt betydeligt færre vidner og forhørene kunne klares på 4 retsmøder og referaterne fyldte kun 11 protokolsider. Vidneudsagnene, og hvad der iøvrigt kom frem i retten, viste at kritikken var urimelig og anklagepunkterne i flere tilfælde grundløse.

Løkkens Redningsstation blev oprettet i 1852, så anvendelsen af redningsbåden og dens grej var endnu nyt, for redningsmændene, da Theodor Behrends strandede. Denne stranding er uvist af hviklen grund ikke kommet med på Eisenreichs liste over redningsaktioner ved Løkken Redningsstation, men det var den første store redningsaktion. Herman Nicolai Forsberg var redningsstationens første opsynsmand. Han var født i 1812 og kom efter at have været toldbetjent forskellige steder til Løkken i 1845 som konstitueret strandkontrollør. Udnævnelsen som opsynsmand faldt i forbindelse med redningsstationens oprettelse i 1852. Han var chef for toldvæsenet i Løkken. Første formand for besætningen på redningsbåden var Peder Christian Christiansen, der var skipper og fisker. Han var barnefødt i Løkken. Faderen var skomager Christian Mortensen, der boede på Torvet.

Theodor Behrends stranding den 5. dcember 1859

Theodor Berend var en 3-mastet Bark fra Danzig (dengang Tyskland) med en besætning på 9 mand. Strandingen skete i hård storm grænsende til orkan i løbet af natten eller om morgenen, og det grundstødte skib kom til at stå på 2. revle ca. 200 favne (400 m) fra stranden. Redningsstationen fik melding om strandingen kl.9 formiddag. Strandingsstedet var Furreby Strand ca. ½ mil nord for Løkken, dvs. i nærheden af Kodal Rende. Vejret var meget haardt, så hårdt at revlerne kun med allerstørste besvær kunne passeres. Vinden var sydlig. dvs. blæste langs stranden, strømmen var direkte på stranden. Theodor Berendt stod på 2. revle og så hårdt, at kun en tyvendedel af dækket var over vandet, da man begyndte redningsaktionen. I løbet af dagen kom skroget helt under vand. Mandskabet på 9 mand havde søgt tilflugt i master og vanter. Afstanden fra land til skibet var ca. 200 favne. Da opsynsmand Forsberg fik meldingen om Strandingen opholdt han sig hjemme men gav straks besked om at få redningsmandskabet samlet og redningsbåden kørt ud til strandingsstedet. Sammen med formanden for redningsbåden foretog han en vurdering af, om raketapparatet skulle tages med, men de blev enige om, at skibet stod så langt ude - det kunne de se fra Løkken - at det ikke havde noget formål. Denne beslutning blev senere et af diskussionspunkterne i retsagen. 

Fladbåd på stranden

Sideløbende med redningsbådens klargøring var Søren Jensens Fladbåd blevet gjort klart. Fladbådene blev brugt til at sejle varer til og fra skudehandlerskibene på reden (skibning) og lå næsten altid på stranden klar til brug. De to både blev derefter sat i søen. De måtte have flere forsøg, inden de kom over 1. revle. Brådsøerne var endnu værre på 2. revle. Redningsbåden forsøgte at komme om på luvart  side (vindsiden) af vraget, men hver gang drev den af, og til sidst måtte de opgive. Fladbåden forblev mellem 1. og 2. revle.  De sejlede ind til stranden og landede et godt stykke nord for strandingsstedet. Bådene blev i havstokken trukket  tilbage til, hvor det var gunstigt at sejle ud fra og mandskaberne fik et hvil. Forsberg, der var med i redningsbåden, benyttede lejligheden til at gå til strandfogden i Lyngby for at få forsyninger til bådmandskabet. 

Søren Jensen mente, at det var en fejl, at man ikke havde taget raketapparatet med, da redningsbåden blev kørt til strandingsstedet, og han kørte tilbage til Løkken for at hente det. Han fik faktisk toldkontrollør Carl Kaas til at bryde ind i redningshuset for at få fat i det. Det stod på strandingsstedet, da Forsberg vendte tilbage fra strandfogden i Lyngby, og han følte sig presset til at gøre et forsøg med at fyre en redningsraket af. Den nåede kun halvt ud til vraget, så Forsbergs og bådformandens vurdering, da de startede aktionen, havde været rigtig. Resultatet var ikke anderledes, da de afskød den 2. raket.. Derfor var bådene den eneste mulighed for redning af mandskabet på det strandede skib.

Ved 2. redningsforsøg kneb det med at få fuld bemanding på de to både, nogle var, efter oplevelserne under 1 redningsforsøg, blevet overbevist om, at det var for farligt at gå ud, og sagde fra.  Afslutningen på redningsaktionen forløb således:

"da man ikke kunde komme Skibet, der stod paa Revlen, nærmere end  20 á 30 Favne, lod det sig ikke giøre, man saa de ulykkelige 9 Mennesker klamre sig fast i Masterne og Vanterne, men da al Anstrengelse var frugtesløs, maatte man vende om . Idet Baaden roede mod Land hørte man de hjertesskærende Nødraab, men da Maanen lyste over havet, var det hele forsvundet".

Indlægget i Dagbladet den 29. december 1859

Søren Chr. Jensens indlæg var stærkt farvet og indeholdt stærke personlige angreb på Forsberg. 37 navgivne mænd fra Løkken - skippere og sømænd - Hvade skrevet under på, at de var enige i kritikken. Under retssagen viste det sig imidlertid, at den måde, Søren Chr. Jensen havde fået opbakning på, var problematisk, og at opbakningen var noget mere usikker, end det fremgik af artiklen. Søren Chr. Jenen havde valgt et københavnerblad, som han vidste ministeriet læste, fordi hans indlæg reelt var en formel klage over Forsberg.


                                

                                                                                  Strandingen ved Furreby

Om den ved Furreby Strand den 5te December indtrufne Stranding af Barken ”Theodor Berend” af Danzig, hvorved 9 Mennesker mistede livet have vi modtaget følgende Skrivelse, som vi anbefale til Indenrigsministeriets særlige Opmærksomhed.

Mandagen den 5te denne Maaned blev det meldt hertil Løkken, at et tremastet Skib stod strandet ud for Furreby Strand omtrent en ½ Miil herfra. Denne Efterretning, der kom hertil lidt over kl. 9 om Formiddagen, bragte som sædvanlig Alt i Bevægelse. Enhver opbød sine Kræfter for at komme de Skibbrudne til Hjælp og navnlig besluttede jeg øjeblikkelig at bemande en mig tilhørende stor flad-bundet Baad og sende den ud til Skibet for i forening med Redningsbaaden at redde Mandskabet. Samtidig hermed kjørte jeg tillige med Strandfogeden Thomas Støve til Strandingsstedet og lod tillige sende Bud til Strandfogeden i Lyngby efter dennes Vogn, Navnlig for at de Skibbrudne strax kunde befordres til et Sted, hvor de kunde finde den nødvendige Pleie. Efter at være kommet til Strandingsstedet opdagede vi imidlertid snart, at det ved det første Forsøg var umuligt for Baadene at naa Skibet, idet Havet nemlig var stærkt oprørt, og Baadene paa Grund af den voldsomme Storm og rivende Strøm bestandigt drev længere og længere bort fra Skibet. Hos de mange Tilstedeværen-de opstod derfor strax den Tanke, at vi ved Hjælp af Raketapparatet muligt kunde redde Skibets Mandskab. Men til vor store Forbavselse erfarede vi, at Opsynsmanden for Redningsvæsenet Hr. Toldkontrolleur Forsberg, var taget ud med Redningsbaaden uden i forvejen at sørge for, at Raket-apparatet var bragt til Strandingsstedet, hvilket aabenbart maatte være hans ufravigelige Pligt; thi forinden man kommer til Strandingsstedet, kan man jo ikke vide, hvilke Midler hensigtsmæssigt kan benyttes, og der maa altsaa drages Omsorg for, at ethvert af de befalede Apparater strax er ved Haanden. Selv om man fra Løkken kunde see, at Fartøiet laa saa langt ude, at Raketapparatet ikke kunde benyttes fra Land, saa var det dog ingenlunde utænkeligt, men tvertimod meget rimeligt, at Skibet kunde slænges længere mod Stranden. Da Raketapparatet imidlertid ikke var tilstede, kjørte jeg øjeblikkelig til Løkken for at hente det, i hvilket Øiemed jeg henvendte mig til Toldassistent Kaas for at faa det udleveret, men da vi ikke kunde komme ind i Redningshuset, hvor Apparatet var opbevaret, og vi antog at Hr. Forsberg havde Nøglen hos sig vi os nødsagede til med Magt at bane os Indgang, hvorpaa vi, efter at have taget Raketapparatet, tillige med hvad der efter vores Mening hørte dertil, kjørte tilbage til Strandingsstedet. Paa Veien hertil mødte vi Strandfogeden, af hvem jeg erfarede, at de Forsøg, man hidtil havde gjort for at redde de Skibbrudne, havde været forgjæ-ves, og at man derfor maatte tilbage til Løkken for at hente Anker og Toug, samt andre Redskaber, der vare nødvendige ved de nye Forsøg, man havde isinde at giøre, hvilke Rekvisitter Redningsbaa-den ikke var forsynet med, uagtet de hørte til den fuldstændige udrustning. Saa snart jeg var an-kommet til Strandingsstedet med Raketapparatet, som jeg aflæssede paa Stranden lidt til Luvart af Skibet, søgte jeg af faa fat i en Toldassistent Thyrmann, der i 8 Aar havde været ansat hos Artilleri-et, dels som Underofficer og dels som Sergeant og altsaa maatte antages at have kendskab til brugen af Raketapparatet; men da han ikke var at finde kørte jeg hen til Stranden omtrent ud for Lyngby, hvor jeg vidste at Kontrolleur Forsberg var steget i Land med Redningsbaaden; jeg havde nemlig isinde at afgive Befordring til ham, for at han øjeblikkelig kunde komme til Strandingsstedet og forestaa det paatænkte Forsøg med Raketapparatet. Men til min store Forundring erfarede jeg, at Hr. Forsberg havde fundet for godt at forlade Redningsbaadens Mandskab og havde begivet sig til Lyngby. Paa min Forespørgsel erklærede imidlertid 2 af Mandskabet, at de forstod at affyre Raket-ter, og efterat jeg havde paataget mig ethvert Ansvar med hensyn til at Apparatet blev benyttet uden Opsynsmandens tilstedeværelse, vendte vi tilbage til Strandingsstedet. Da vi snkom hertil erklærede imidlertid de to nævnte Mænd, at Skibet laa i saa stor Afstand fra Land, at Raketten ikke ville kunne nå dertil, og Forsøget blev foreløbigt stillet i Bero. Efter min mening var der nu ikke Andet at gøre end atter at forsøge paa med Baaden at komme ud til Skibet. Imedens jeg var i færd med at ordne det nødvendige Mandskab til dette Forsøg, kom imidlertid Toldassistent Thyrmann hen til mig og fortaslte mig, at han havde gjort Kontrolleur Forsberg det Forslag at medtage Raketapparatet i Fladbaaden og forsøge paa at affyre Raketten saa snart Baaden kom saa nær til Skibet, som det var muligt. Assistent Thyrmann, der som tidligere bemærket havde Kjendskab til Apparatets benyttelse, havde tilbudt selv at begive sig ud med Baaden, men uagtet han havde foreholdt Hr. Forsberg, at det var det eneste virksomme Forsøg, der nu stod tilbage at giøre, og at det efter hans fulde Overbevisning paa denne maade ville lykkes at Redde de Skibbrudne, saa havde Hr. Forsberg dog paa det Bestemteste vægret sig ved at give sit Minde til at Raketapparatet medtoges i Baaden. Det gik endog saa vidt, at det i al Beskedenhed fremsatte Forslag gav Hr. Forsberg Anledning til overøse Assistent Thyrmasnn med Grovheder, idet han nemlig brugte udtryk som: ”Drengestreger, ”Lømmel”, ”rasende Dum”, ”gaa hjem De har Intet her at bestille” osv., ja enddog skubbede Thyrmann for Brystet, en Fremfærd der for øvrigt staae i fuldstændig Harmoni med den Maade, hvorpaa Hr. Forsberg i Almindelighed behandler dem, som han tror at kunne oversee. Vel forsøgte jeg at formaae Assistent Thyrmann til med Magt at tage Raketapparatet; men uagtet en slig tilsyneladende Opsætsighed ville have et kraftigt Forsvar i den prisværdige Hensigt, hvori den vilde være sket, saa turde han dog ikke indlade sig derpaa. Efterat der fra Strandbredden var affyret en Raket, som imidlertid neppe naaede mere end 50 Favne fra Land, imedens Fartøiet vel laae omtrent 200 Favne fra det, begav man sig atter ud med Baaden. Imedens Redningsbaaden efter nogen Tids Forløb vendte tilbage, blev den anden Baad derimod liggende til Ankers til Luvart af Skibet, man haabede nemlig ved hjælp af en Line at kunne komme i kommunikation med Skibet og paa den Maade at redde Mandskabet; men da man ikke kunde komme Skibet, der stod paa Revlen, nærmere end 20 á 30 Favne, lod det sig ikke giøre, man saa de ulykkelige 9 Mennesker klamre sig fast i Masterne og Vanterne, men da al Anstrengelse var frugtesløs, maatte man vende om. Idet Baaden roede ind mod Land hørte man de hjerteskærende Nødraab, men da Maanen lyste over Havet, var det hele forsvundet- Den dybe Sorg over denne sørgelige Tildragelse bragte nogle af de Tilstedeværende tilat forstumme, imedens andre ymtede om, at man ved Kontrolleur Forsbergs Egenraadighed, Halsstarrighed og mangel paa de nødvendige Redskaber var blevet afskaaret fra at benytte de Midler, hvorved de Skibbrudne efter al Rimelighed ville være blevet frelste. Dette bragte atter Kontrolleur Forsberg i Harnisk. Han overøste ikke alene Assistent Thyrmasnn og mig med de mnest nærgaaende Beskyldninger, men truede endog med vilde foranstalte Assistent Thyrmann bragt til et Sted, hvor denne nødigt vilde komme efterat han først meget opfarende havde sagt til Thyrmann: ”Jeg skal nok huske Dem”.
Vel antage nogle, efter hvad jeg senere har erfaret, at naar det blev foreslaaet at benytte Raketappa-ratet i Baaden, da røber dette Forslag total Mangel paa Kjendskab til hint Apparat; thi – mener man – ligesom man, ei for at udsættes for Fare maa være i betydelig Afstand fra Raketten, idet den affy-res, saaledes vil Apparatet blive overskyllet af Vand og derved gjort ubrugeligt, ei at tale om, at det er vanskeligt om ikke umuligt fra den gyngende Baad, at tage det nødvendige sigte. Men uagtet jeg ikke tør udtale nogen afgørende Mening i denne Henseende, saa har jeg dog hørt paalidelige Mænd erklære, at Raketapparatets Benyttelse paa en stor Baad ingenlunde er noget ugiørligt, og at et for-søg dermed burde være gjort, efterat man var afskaaret fra ethvert andet Middel til at frelse de Skibbrudne. Navnlig anser man de Indvendinger, der er rejst mod at benytte Apparatet i det omhandlede Tilfælde, for aldeles intetsigende; thi det er kun når Raketten sprænges, at det er forbundet med Fare at være i Nærheden, og naar man lagde Baaden mellem Revlerne, hvor Søen er mindre oprørt, vilde Raketterne ikke blive Vaade, ligesom det paa dette sted var let at stille Apparatet saaledes, at man kunde træffe det store Skrog, imod hvis Bredside man skulde sigte. Selvom de Mænd, der ønskede at anvende dette sidste Forsøg, derved udsattes for Livsfare, hvad jeg paa ingen Maade kan tro, da Baaden er 30 Fod lang og 9 Fod bred, saa forekommer det mig dog, at Kontrolleur Forsberg var aldeles uberettiget til, at nægte dem Tilladelse til at benytte Apparatet; thi vi ere pligtige at anvende alle Midler der staae i vor Magt til at redde de Mennesker, hvis Liv er stedt i Fare, og Opsynsmanden for Redningsapparaterne bør være den sidste, der skal lægge Hindringer i Vejen derfor. I hvert Fald anser jeg det for afgjort, at Kontrolleur Forsbergs Fremfærd har været uforsvarlig forsaavidt han undlod at drage Omsorg for, at saavel Raketapparat, som de til Baadens Udnytning nødvendige Rekvisitter, saasom Touge, Ankre osv. strax bragtes til Redningsstedet.
Naar jeg har troet at burde bringe de nærmere Omstændigheder ved denne sørgelige Tildragelse frem for Offentlighedens Øine, da veed jeg meget vel, at Mange vil mene, at personlige Grunde have været min eneste Drivfjeder, især da jeg ikke staar i noget venskabeligt Forhold til Hr. Fors-berg, men jeg haaber, at de, hvis blik er blændet af slige smaalige og her i Egnen gjængse Betragt-ninger, ville indrømme, at den beskrevne Tildragelse er af saa alvorlig Natur, at den bør komme for Dagens Lys, og jeg og Mange med mig ansee det desuden for ønskeligt, at den blinde Tillid, man har til Kontrolleur Forsbergs Dygtighed og uforfærdethed, forstyrres ved at fremdrage hans Skyg-gesider. Jeg mener ogsaa, at Hr. Forsberg er bedre tjent med, at man møder ham paa den offentlige Kampplads, end om man ved skjulte Angreb søgte at nedsætte ham i Folks Omdømme. For øvrigt haaber jeg, at hvad jeg her har meddelt, vil være tilstrækkelig Opfordring for Regeringen til at for-anstalte Sagen omhyggeligt undersøgt, og jeg mener tilføje, at en slig Undersøgelse efter min Me-ning helst burde betroes til en Mand, der ikke staar i nogen som helst personlig Forbindelse med eller Embedsforhold til dem, der implicerede i sagen.

Løkken den 17. December 1859 S. Jensen Handelsmand

Vi Undertegnede, der var tilstede ved den nævnte Stranding erklære herved, at ovenstaaende Frem-stilling i Eet og Alt forholder sig rigtigt.
Christian Grønbæk                                                                P. Th. Larsen, Skipper
Niels Christian Knudsen m.p.P.                                             M. N. Grønbeck, Skipper
Thomas Peter Jensen m.p.P.                                                Chr. J. Mogensen
Jens Michelsen m.p.P.                                                          Jens Mortensen
N. Veiby m.p.P.                                                                      Svenning Nielsen
Søren Christensen                                                                Hans Pedersen, Gaardmand
J. C. Jensen, Skipper                                                            Th. Larsen, Handelsmand
Jens Hansen                                                                         Christen Christensen
C. J. Sand, Skipper                                                               Magnus Petersen, Huuseier
Mogens Christian Nielsen                                                     Morten Thøgersen m.p.P.
Valentinus Pedersen m.p.P.                                                  A. B. Mortensen
Christian Steensen                                                               Hans Madsen
Peder Thomsen                                                                    Søren Mortensen
Carl Bentzen, Uhrmager                                                       Nørby, Skolelærer
Chr. D. Høst, Farver                                                             Geertsen, Skolelærer
N. Holst, Maler                                                                      F. Mogensen, Skipper
P. C. Jensen Skipper                                                            Peder Pedersen m.p.P.   

J. J. Christen, Skipper                                                         Th. J. Støve, Strandfoged

Retssagen om Theodor Behrends stranding

Afhøringerne startede med de to hovedpersoner Søren Jensen og Forsberg. Søren Jensen henviste til Indlægget i Dagbladet, som dækkede hans synspunkter. I det rejstes der følgende 4 anklager: 1) at Forsberg ved meldingen om strandingen ikke straks lod raketapparatet bringe til strandingsstedet, 2) at anker og trosse ikke medfulgte redningsbåden ved de 2 redningforsøg, 3) at Forsberg spildte tid ved at begive sig til strandfogden i Lyngby mellem de to redningsforsøg og 4) at Forsberg nægtede tilladelse til at raketapparatet blev brugt i Fladbaaden under 2 redningsforsøg. Under vidneafhøringen føjede Søren Jensen desuden til, at mandskabet i redningsbaaden ikke havde haft redningsbælter på, selvom det var et krav.

Forsberg forklarede, at han og formanden for redningsbåden havde vurderet fra morgenen, da meldingen om strandingen kom, at skibet stod så langt ude, at raketlinen ikke kunne nå derud. De troede heller ikke på, at skibet ville drive længere ind. Derfor var der ingen nytte til at tage raketapparatet med. Beslutningen om ikke at tage anker og trosse med var bådformandens. Han vurderede, at vejret var så hårdt og vind og strømretning sådan, at det ikke ville være muligt at ankre op, og så var det bedre ikke at have grejet i båden. Forsberg mente ikke han havde forsinket 2 redningsforsøg ved at gå til Lyngby. Det skete mens båden og mandskabet var ved at blive gjort klar. Han havde asfslået at bruge raketapparatet i fladbåden, fordi det var for farligt. Redningsbælterne var i båden, og det var mandskabets eget ansvar at tage dem på.

De næste vidner, der blev afhørt, var formanden for redningsbaaden Peder Christian Christensen, der var skipper og strandfoged Thomas Støve, der var tidligere skipper. Peder Chr. Christiansen bekræftede Forsbergs forklaring. Søren Jensen havde under sit forhør nævnt, at formanden for redningsbåden skulle have sagt, at det ville være gået bedre, hvis han havde haft et bedre mandskab. Det bekræftede han at  have sagt, men det var møntet på 2. redningsforsøgt, hvor redningsbåden ikke havde været fuldt bemandet. 3 Mand havde nægtet at gå med ud 2. gang, fordi de var bange for at kændre. Det var lykkedes at få en som erstatning, men der var kommet til at mangle 2 mand. Thomas Støve bakkede op om formandens forklaring med undtagelse af, at han ville have medtaget anker og tov, hvis han havde ført redningsbaaden. Begge vidnerne havde den vurdering, at det i realiteten var umuligt at komme så tæt på det strandede skib, at man kunne få fat i mandskabet. Det eneste, der måske kunne have givetet heldigt resultat af redningsaktionen var, hvis de to baade havde arbejdet sammen om at få en trosse over til vraget, men der havde ikke været lagt op til et samarbejde.

Som de næste i rækken til afhøring var indkaldt 10 af de folk, der havde underskrevet Søren Chr. Jensens artikel i Dagbladet. De havde alle været med i fladbåden og var skippere, søfolk og fiskere. Deres vidneforklaring kom mest til at handle om den måde Søren Chr. Jensen havde tilvejebragt opbakning til sit avisindlæg. Ingen af de tilstedeværende kunne erindre at have underskrevet noget, der svarede til teksten i avisindlægget. De havde tværtimod sagt, at de kun kunne udtale sig om hvad de havde hørt og set. Resten måtte stå for Søren Chr. Jensens egen regning. På den 3. retsdag den 30. august blev skolelærer Nørby afhørt. Han havde en særlig rolle i forbindelse med tilvejebringelsen af Søren Chr. Jensens artikel. Han havde ikke skrevet den, det havde Søren Chr. Jensen selv, men han oplæste den, da de folk, han ville have til at bakke op om den, var forsamlet. Han oplæste også tillægget, som blev forfattet på stedet. Han forklarede, at han reelt ikke bebrejdede Forsberg noget. Når han havde underskrevet avisindlægget var det alene, fordi han syntes det var nødvendigt at få en retslig undersøgelse, fordi der havde været så meget uenighed. Han bekræftede at der under mødet hos Søren Jensen om arvisartiklen ikke havde været nogen, der ville skrive under på det hele. Man ville kun skrive under på, hvad man havde hørt og set.

 

Thomas Larsen. Historisk Arkiv 
Hjørring

 Næste dag den 31. august fortsatte man med forhørene og havde indkaldt en stor flok, 17 i alt. Det var allesammen personer, der havde underskrevet artiklen, og som havde været til stede i fladbaaden eller på stranden. Vidnerne erklærede samstemmende, at de ligsom de tidligere vidner tydelig havde sagt, at de kun ville udtale sig om det, de havde set og hørt. De var enige i den vurdering, at det ikke havde været muligt at komme tæt nok på skibet til at få kontakt. Skudehandler Thomas Larsen og skipper Carl Sand sagde, at Forsberg på trods af det burde have sørget for, at anker og tov var kommet med i redningsbåden. For alle tilfædes skyld. Men ellers udbyggede de ikke kritikpunkterne. 

På 5 retsdag den 15. september blev redningsbådens formand, Peder Christian Christiansen, skudehandler Søren Jensen og strandfoged Thomas Støve afhørt igen, for at få afklaret nogle spørgsmål, der var kommet frem. Thomas Støve blev udspurgt om, hvordan underskrivningen af Søren Larsens avisartikel var sket.

Carl Sand. Historisk Arkiv 
Hjørring

På den sidste retsdag den 22. september blev murer Lauritz Christensen afhørt, han var bror til formanden for redningsbåden og havde været med på begge både under aktionen. Under 1. redningsforsøg var han ombord på  fladbåden, men under 2. redningsforsøg, hvor 3 mand af besætningen på redningsbåden havde meldt fra, rykkede han over på redningsbåden. Han blev i forvejen brugt som reserve på denne båd. Lauritz Christensen berettede detaljeret om sin oplevelse af redningsaktionen, og han var formentlig indkaldt, fordi han havde været med på begge både. Hans beretning afveg ikke fra, hvad der var kommet frem ved de tidligere afhøringer. 

De 4 anklager, som Søren Jensen havde rettet mod Forsberg i sin artikel, og som blev oplæst på det første retsmøde, var der reelt meget lidt opbakning til, viste forhørene. At  Forsberg undlod at få bragt raketapparatet til strandingsstedetundlod viste sig senere under aktionen at være den rigtige beslutning. Det blev bevist, da man affyrede raketterne, efter at apparatet alligevel var bragt til stedet. Raketterne nåede kun halvvejs ud til skibet. Søren Jensen argumenterede under forhørene med, at man ikke kunne vide, om skibet ville drivere længere ind, men det synspunkt var der ikke andre, der støttede.

At anker og trosser burde medfølge baaden, var flere af de afhørte enige i, også selv om de erkendte, at det i det konkrete tilfælde ikke var muligt at ankre op så tæt på skibet, at der kunne skabes kontakt. Det blev også senere praksis, at man skulle have anker og tov med. At Forsberg havde spildt tid ved at gå til strandfogeden i Lyngby, var der ingen, der bakkede op om. Også her stod Søren Jensen alene. Det sidste punkt, at Forsberg havde nægtet tilledelse til at medtage raketapparatet i fladbåden, efter det blev klart, at det var den eneste måde at få en line over til det strandede skib, var der lidt mere uklare holdninger til, men de fleste forstod Forsbergs vurdering - at det ville være for farligt. Toldassistent Thyrmann havde tilbudt at tage med fladbåden og affyre apparatet, men det havde Forsberg modsat sig. Han ville ikke tage ansvaret. Til slut var han under pres gået med til, at apparatet måtte medtages i fladbåden, men den tilladelse benyttede man sig ikke af, og Forsberg tolkede dette, som at man var enig i hans vurdering. 

 Alt i alt var der således ikke meget opbakning til Søren Jensens klagepunkter og en stor del af forhørene kom da også til at dreje sig om, hvordan Søren Jensen havde fået folkene til at skrive under, selv om de kun i beskeden grad bakkede op om klagerne. Ifølge forklaringerne skete underskrivningen på følgende måde: Søren Jensen havde samlet alle dem, han ville have til at skrive under, hjemme hos sig selv. I stuen fik kun en del af forsamlingen lov til at komme ind. De simple almuefolk måtte blive i kontoret.  Efter at artiklen var blevet æst op havde stort set alle sagt, at det kunne de ikke skrive under på. Søren Jensen svarede, at ingen selvfølgelig ville blive tvunget til at skrive under på noget, de ikke var enige i, men forholdet var det, at hver enkelt klagepunkt, var der nogle, der var enige i, og så var der dækning for hele klagebrevet. Den forklaring stillede de sig tilfreds med, og der blev udarbejdet et tillæg til klagebrevet, som de underskrev. 

Søren Jensens måde at få underskrifter på udtalte retten stor kritik af:

Forholdt at ihvorvel der ikke er nogen Anledning eller Grund til at antage, at nogen omtalt Forfalskning har fundet Sted, er der dog ikke en derfra helt forskjellig Fremgangsmaade, når Søren Jensen ved at meddele sin Fortolkning af Underskrifternes Betydning formaar en Mængde Mænd, som største Delen af Almueklassen, til at underskrive en Erklæring, der i Grunden er stik Modsat af, hvad de have tilkjendegivet at kunde bevidne, svarer Søren Jensen at han dengang ligesom nu antager, at der er sket Fyldest , naar den Ene kundebevidne det Ene og en Anden det andet,, saa at intet blev ubekræftet

Det var vist kun Søren Jensen selv, der troede på den forklaring. I dag ville man nok kalde det bondefangeri. Retten ledte efter en forklaring på, hvorfor man overhovedet havde skrevet under, når man sådan set havde sagt fra Den forklaring,sognefoged Thomas Støve gav, er nok ikke helt forkert

Som en velhavende mand Løkken, med betydelig Bedrift i flere Retninger, have Søren Jensen særdeles Indflydelse på en stor Deel af Løkkens Beboere. og, forsaavidt  disse gaae tilsøs for at bierge, ere de tvungne til Afbenyttelse af hans Baad opg redskaber. Søren Jensen var en magtfuld mand og det var ham der bestemte, hvem der fik job om bord på hans fladbåd, når der skulle fragtes gods om bord på eller i land fra skuderne, og strandingsgods i land fra strandede skibe. Det var en vigtig indtægt for beboerne i Løkken, og den kunne de ikke tåle at være foruden. 

Alt i alt viste retsundersøgelsen, at Søren Jensens angreb havde været stærkt overdrevne og grundløse. Opsynsmanden og størstedelen af redningsmandskabet havde gjort, hvad der stod i deres magt for at redde mandskabet på det strandede skib. Men det lykkedes ikke at forcere søerne  Tre af redningsmandskabet havde dog forsømt deres pligt og vægret sig ved at gå ud anden gang med redningsbåden. Den ene blev afskediget, de to andre fik mindre diciplinære straffe. At redningsmændene ikke havde taget redningsbælterne på begrundede de med, at de ville genere dem under roningen og i tilfælde af kæntring alligevel ikke ville hjælpe den på grund af strømmens retning. Denne begrundelse betegnede lederen af redningsvæsenet C. B. Claudi som nonsens, og det blev fremover en regel, at mandskabte i redningsbåden skulle bære bælter.

Amors og Hendons stranding den 4. oktober 1860.

Forsberg fik ved daggry melding om, at et skib sås holde mod land og sandsynligvis ville strande. Skibet var den engelske barkskonnert Amor, ført af kaptajn Otto With. Han indkaldte redningsbådens mandskab og transportvognene. Klokken var da omkring 6. Derefter gik han til redningshuset, hvor han traf mandskab og vogne og heste. Raketapparatet og redningsbåden afgik med det samme på hver deres vogn. Skibet var strandet på Furreby Forstrand, og Forsberg besluttede, at følger den korteste rute ad stranden til strandingsstedet. Det lå på den anden side af Furreby Bæk nogenlunde lige så langt nord for bækken som Løkken lå syd for. Ved Furreby Bæks udløb blev vognene standset af vandmasserne. Der var for meget vand i bækken til at man kunne køre over med redningsbåden. Den blev derfor læsset af og sat i søen ved bækken. Vognen med raketapparatet kunne heller ikke komme over. Den var nødt til at at vende tilbage til Løkken og tage den flere gange længere vej ad landevejen over Furreby Bro tog den vej til strandingsstedet. Redningsmandskabet fik man over Furreby Bæk med en vogn. Forsberg ankom til strandingsstedet omkring kl. kvart i syv. 

Da man havde bragt raketapparatet til strandingsstedet blev man forsinket af, at en tilskuer blandede sig og bar det fra vognen oppe på klinten ned på stranden. Det bragte uorden i trosserne, og han fik ikke sat redningsstolen på. Redningsmandskabet, der betjente raketapparatet, måtte bruge tid på at bringe det hele i orden igen. Man foretog nogle raketskud og fik en trosse ud til det strandede skib. Men fra skibet fik de samtidigt en line sendt i land med en kiste, og folkene på skibet foretrak at blive halet i land med denne line, hvad de så blev. Redningsmandskabet på stranden forstod ikke, hvorfor folkene på skibet foretrak at blive halet i land  på den hårde måde gennem brådsøerne, i stedet for at blive halet ind i redningsstolen. Turen gennem bølgerne kostede også kaptajnens svigerfar, der var en gammel and, livet. Fra redningsbåden kunne man se, at folkene på det strandede skib blev halet i land og reddet ad den vej. Man sejlede derfor ind til stranden og trak båden op.

Det andet skib der strandede den dag, briggen Hendon af Sunderland, strandede mellem kl. 12 og 1. På det tidspunkt var mandskabet på Amor reddet og man forsøgte at sejle redningsbåden sydpå, men det var fuldstændigt umuligt at sejle mod strømmen. Da det ikke lykkedes forsøgte man at trække båden op over klinterne for at køre den ad landevejen. Det viste sig også umuligt, klinterne var for stejle for hestene. Da det var blevet klart, at man ikke kunne få redningsbåden hen til Hendon, sendte politimesteren, der var kommet til stede, bud efter redningsbåden fra Blokhus. Men raketapparatet blev flyttet til strandingsstedet for Hendon, og en mand blev frelst ved hjælp af en raket. En anden bliv fisket op, mens de 5 øvrige omkom. De forsøgte at nå land i en af skibets egne både, og det gik galt.

Indlægget i Dagbladet den 27. marts 1861

Artiklen brines i et tillæg til Dagbladet den 27. marts 1861. Redaktionen skriver, at artiklen var kommet blasdet i hænde i begyndelsan af februar, men at man først nu havde fået plads til den. Man har nok fornemmet at artiklen kunne være kontroversiel.

Redningsvæsenet
Det vil erindres, at der i Anledning af den den 5te Decbr. 1859 ved Furreby indtrufne Stranding opstod en heftig strid om, hvorvidt Opsynsmanden for Redningsvæsenet paa en forsvarlig Maade havde udført sit Hverv. Efterat denne Strid var udkæmpet i Pressen, overdrog Ministeriet Stedets Dommer og Politimester nærmere at undersøge sagen. Da Politimesteren, uagtet hin Stranding vakte megen Omtale, ikke havde følt sig opfordret til at undersøge, hvorvidt Vedkommende havde op-fyldt deres Pligt, forinden saadant blev ham paalagt af Ministeriet, er det ganske rimeligt, at han ikke kan have været besjælet af nogen levende Interesse for at bringe de paaankede Forsømmelser for Dagens Lys. Hertil kommer, at han ingenlunde staar i noget venskabeligt Forhold til den, der først var optraadt som Klager. Man siger derfor, at Undersøgelsen saa langt fra har ledet til en skarp Irettesættelse for Opsynsmanden, at Undersøgelsesdommeren tværtimod har indstillet, at der af Ministeriet skulde dikteres Klageren en klækkelig Mulkt, en Indstilling, der staaer i fuldkommen Harmoni med den diktatoriske Myndighed, som Dommeren stundom lægger for Dagen, men som Ministeriet vel ikke kan antages at ville gaae ind paa – thi en slig Resolution vilde jo – hvad Ministeriet veed – ikke kunne eksekveres. Da man, uagtet der er hengaaet temmelig lang Tid, siden Undersøgelsen sluttedes, endnu ikke har erfaret, at der er faldet nogen Ministeriel Resolution, er der al Sandsynlighed for, at Undersøgelsen er blevet Resultatløs, hvad der næppe vilde have været tilfældet, saafremt Ministeriet, i overensstemmelse med Klageren Henstilling, havde overdraget samme til en Mand, der ikke stod i nogen som helst Forhold til de i sagen Interesserede og navnlig ikke, forinden Undersøgelsen begyndte, havde dannet sig en urokkelig Mening om de tekniske Forhold, som det var Undersøgelsens Hensigt at opklare, men derimod med Upartiskhed og et uhildet blik havde udført det ham betroede Hverv.
I denne Henseende henledes Opmærksomheden paa, at medens Mandskabet paa Redningsbaaden ved Strandingen den 5te Decbr. 1859 ikke var forsynet med Svømmebælter, uagtet saadant er befa-let, var dette derimod Tilfældet den 4de Octbr. 1860, da barkskibet ”Amor”, Kapit. Otto With af Stettin, strandede ved Furreby. Ved denne Lejlighed var der også Anker og Toug i Baaden. En Mangel, der ved hin Stranding maaske var den væsentligste Grund til, at Mandskabet gik under. Uagtet den stærke men urimelige Protest, der fremsattes mod, at Raketapparatet kunde benyttes i en Baad, idet man navnlig mente, at det var forbunden med Fare at være i Nærheden af Apparatet, naar det affyres, saa var den 4de F. A. Apparatet opstillet i en Baad, der vel var trukken ind mod Stranden, men ikkedestomindre var underkastet Havets Bevægelser, og medens 2 Mand understøttede stativet ved at holde paa dets Been, blev Raketten affyret, uden at nogen kom til Skade; og hvad der især maa erindres er, at Raketten traf Skibet, og at derved 1 Mand rededes. Men disse Fremskridt er dog for lidt at regne imod den uforsvarlige fremfærd, der vistes ved den samme Stranding. Flere Folk maatte nemlig i lang Tid vente ved Strandingsstedet, forinden der var noget Middel tilstede for at redde de Skibbrudne, og navnlig forinden Redningsbaaden kom dertil; kun en Fiskerbaad stod ved Stranden , men uagtet en behjertet fremmed Mand opfordrede de Tilstedeværende til at bemande denne Baad og med ham søge at frelse de Skibbrudne, vovede man dog ikke at indlade sig derpaa. Trossen til Redningsstolen var ikke klar; Raketapparatet stod en tid paa Strandingsstedet, forinden nogen indfandt sig, der kunde betjene samme. Redningsbaaden blev, efter at være benyttet ved den første Stranding, staaende ved denne uagtet 2 Strandinger længere mod Syd, af hvilke den ene kun var i en Afstand af 1/4 Miil fra den første Stranding. I Anledning af disse to Strandinger maatte man derfor for at faa en Redningsbaad sende Bud til Blokhuus, der ligger i en Afstand af 2 Miil fra det sted, hvor strandingen indtraf. Alt dette synes at tyde paa, at det ikke var uden grund, at Mandskabet på Redningsbaaden ved Justitsraad Claudis Nærværelse ved Stationen i Sommer forlangte den nuværende Skipper paa Redningsbaaden afsat; men endnu den Dag i Dag har man ikke fundet Anledning til at tage nogen Hensyn til dette stærke Mistillidsvotum af dem, der maatte antages at have et nogenlunde klart Begreb om Skipperens Uduelighed.
Efter Alt, der hidtil er passeret ved de Strandinger, der ere indtrufne ved Løkken og i sammes Nær-hed, tør man dristigt paastaae, at Redningsvæsenet paa dette sted ingenlunde er i den tilbørlige Orden, og at de Mænd, hvis første Pligt det er at rive de Skibbrudne ud af Dødens Favn, langtfra udføre deres Pligt paa en tilfredsstillende Maade. Men naar de Overordnede uden Irettesættelse tør tilsidesætte deres Pligt, er det næsten undskyldeligt, at den Iver og Uforfærdethed, som de Underordnede burde lægge for Dagen, efterhaanden slappes , til liden Vaade for det hæderlige Ry, hvori Redningsvæsenet paa de danske Kyster hidtil har staaet.

 Retssagen om Amors og Hendons Strandinger den 4. oktober 1860.

Retsagen var udløst af artiklen i Dagbladet, og det var en undersøgelse, der var helt parallel til undersøgelsen i forbindelse med Theodor Behrends stranding. Ministeriet have omstændighederne klatlagt og undersøgt om der var hold i et eller flere af kritikpunkterne. En hel del af kritikken i artiklen var personlig og generel, f.ek. at dommeren ved politiretten i Hjørring (herredsgoged Ulldall) var partisk og diktatorisk, og at politimesteren og ministeriet ikke var interseret i at gøre noget ved sagerne. Den kritik forholdt man sig ikke til. Det var den konkrete kritik, man tog fat i. 

Det væsentligste konkrete kritikpunkt i artiklen var, at redningsmanskabet ikke fik bragt redningsbaaden fra det sted, hvor Amor var strandet til strandingsstedet for Hendon, men at man i sted for sendte bud efter redningsbaaden fra Blokhus. Det er ikke direkte nævnt, men det er antydet, at den forsinkelse, der herved opstod, var hovedårsagen til at fem af mandskabet på Hendon omkom. I artiklen nævnes også en "behjertet Fremmed", der forgæves forsøgte at få en fiskerbåd bemandet. Det giver også indtryk af en mangelfuld indsats. Den konkrete del af artiklen afsluttes med en grov påstand om, at redningsbådens mandskab, da Claudi, den øverste chef for redningsvæsenet, var på besøg i sommer, krævede at skipperen for redningsbåden Peder Christian Christiansen skulle fyres på grund af uduelighed.

Som vidner i retsagen blev afhørt Opsynsmand Forsberg, formand for redningsbåden Peder Christian Christiansen, 3 fra redningsbådens mandskab og strandfoged Thomas Støve. De gav en samstemmende beskrivelse af hændelserne under redningsaktionen. Redningsbåden blev stående ved Amors strandingssted, fordi man ikke kunne få den derfra hverken ad vandvejen eller landvejen, først hen mod aften, da vejret bedredes fik man båden over Furreby Bæk. At 5 mand af Hendons besætning omkom skydltes alene deres uforstand. De valgte at begive sig mod land i en af skibets egne både, og det galt. Dette bekræftede af politimesteren, der var tilstede ved Hendons stranding. Fiskerbaaden og den behjertede mand havde ingen af vidnerne hørt noget om eller set noget til. Skipper Carl Sand kaldte det opdigtelse og snak, at nogen ville gå ud med en fiskerbåd i det vejr. Det ville ingen med deres forstands fulde brug. Påstanden om, at mandskabet havde krævet formanden for redningsbåden afskedet, blev på det kraftigste tilbagevist af Forsberg, og ikke støttet af andre.

Alt i alt var der ingen af de afhørte vidner, der støttede kritikken i artiklen, og flere af kritikpunkterne betegnede de som påstande uden det store hold i virkeligheden.

Efterskrift

Kritikken af redningsvæsenet og retssagerne delte Løkken befolkning i to lejre for og imod den kritik, der var rejst. Man kan undre sig over, hvad motivet var til at rejse en så hård kritik af Redningsvæsenet  oven i købet med personlige angreb. Et bud herpå blev givet af et af vidnerne under retssagerne: Jalousi mod redningsvæsenet, fordi beboerne blev frataget indtægterne ved at redde folk fra de strandede skibe, da redningsvæsenet blev oprettet. Det er nu nok en lidt ondsindet tolkning af motivet. En lidt mere venlig tolkning  er, at motivet var at få rettet fejl - redningsvæsenet var jo endnu ret nyt - så man undgik mange omkomne en anden, begge de kritiserede strandinger havde jo mange omkomne, ved Theodor Behrends stranding var det 9 mand og ved Hendons stranding 5 mand. Uvenskabet mellem Søren Chr. Jensen og Forsberg har sikkert også spillet en rolle.

Retssagerne gav fuld oprejsning til Opsynsmand Forsberg, formanden for redningsbåden Peder Christian Christiansen og redningsbådens mandskabet. Forsberg blev under den sidste retssag flyttet til en toldkontrollørstilling i Hjørring, men det var ikke et diciplinært skidt. Han har formentlig selv ønsket at komme væk fra Løkken for at få lidt ro, og det har passet ledelsen i redningsvæsenet. Peder Christian Christiansen blev den næste opsynsmand efter Forsberg.

Den 4. oktober 1860 var en af de store strandingsdage. Foruden de to strandinger ved Løkken var der også en stranding længere mod syd.