Anders Norre er født i Nørre Økse Enge, Brovst Sogn, og havde - ligesom sin mor i sin tid - to dåbsattester med to forskellige fødselsdage. På den ene står, at han er født den 28. august 1899, på den anden 29. august. Han kunne således selv vælge. Hans Forældre var Jacob Andersen og Johanne Kirstine, og Anders blev opkaldt efter sin bedstefar Jens Anders Andersen. Anders Norre voksede op i en børnerig familie, i en solid baneformands hjem i Fjerritslev, hvor man med forundring så på en ti-års knægt med lyst til at lege med farver. Men da det fortsatte blev forundringen til mistillid og modvilje.

Det var hans højeste ønske at få en malerkasse, men den var på det tidspunkt ikke lige til at få i Fjerritslev. Så den bette Anders fik bestilt en i København. Den kom også - pr postopkrævning - og blev omgående returneret af forældrene. Fjerde gang stod lykkens gudinde ham bi i form af landposten, der havde set sammenhængen og selv betalte postopkrævningen. Det glemte "Anders Ledvogter", som han blev kaldt, ham aldrig.

Læreår

Anders Norre kom efter konfirmationen i lære hos en købmand, hvis far var bankier i København og havde forvist sønnen til Jylland, fordi han var så kunstinteresseret. Hos ham stiftede Anders for første gang bekendtskab med billedkunst, for købmanden var en rigtig god amatørmaler. Købmanden blev en af Anders Norres gode støtter. Anders blev dog snart ked af handlen og kom i malerlære 1914 til 1918 - det smagte jo altid lidt af fisk. Da han var blevet udlært, gik han en tid på valsen i Skandinavien og sydpå.

Anders Norre

Herefter var Anders Norre et par måneder på Laurits Pedersens dekoratør- og malerskole i Aalborg, men mente sig ikke velfunderet nok. Kunne han ikke tegne tilfredsstillende, og var pengene små, så var der til gengæld vilje og lyst til at springe på hovedet ud i vanskelighederne. Anders Norre fortsatte stædigt med at sætte sig ind i maleriets mysterier, ville selv lære kunsten bag dette. Anders Norre fortalte i forbindelse med sin 60 års fødselsdag, at han kun havde haft en virkelig stor skuffelse i sit liv. Det var, da han havde optagelsespapirerne til kunstakademiet i orden, men ikke kom ind, fordi hans far nægtede at kautionere. Men det var billigt for et helt liv, mente han. 

Ægteskab

Anders Norre blev den 22. marts 1925 viet i Bejstrup Kirke til Inger Engelund. Hun var født i V. Hjermitslev den 18. februar 1904 som datter af Anders Andersen Engelund og Inger Marie Pedersen Nørgaard fra Bejstrup Skov ved Aggersund. Anders Andersen Engelund, kaldet skrædder Andersen, byggede først huset i Nørregade, hvor Løkken Ejendomskontor nu har til huse. Her havde han en skrædderforretning. Skrædder Andersen byggede også nabohuset til skrædderforretningen, der hvor Anna Margrethe og Carl Johs. Cjhristensen bor i dag. Hos skrædderen kom der mange kunstnere, og når de købte klæder, betalte de næsten altid med kunst, som med tiden er givet væk. Skrædderen byggede desuden huset Harald Fishersvej 31, som Norrefamilien boede i, og som sønnen Jan siden overtog. Anders Norre byggede selv atelier. Anders Engelund havde flere børn, bl.a. Peter Engelund, der senere blev lokalredaktør på Vendsyssel Tidende i Hirtshals. Han skrev i mange år under navnet "Klet Peter"

Kunstner

I 1929 opgav Anders Norre håndværket og slog sig igen ned i Fjerriitslev, nu som kunstmaler. For at kunne lave udstillinger var han særdeles aktiv med både oliebilleder, pasteller og kultegninger. Således udstillede han på Fjerritslev Kro i december 1934 hele 75 arbejder inden for de tre genrer. Han fik dengang tilnavnet "Hanherredmaleren". Anders Norre var paradoksalt af ydre som sin malermåde. Den lille mand var den eneste af de nordjyske malere, der bar kunstnerhår, et blødt langlokket polkahår, som bevirkede, at man troede i ham at vile finde en sprælsk revolutionær, og så var han overfor fremmede en stilfærdig og ordknap mand, der bare ville male billeder ladet med uro, fængslende farver og linier. "Ser man længe på dem, føler man uroen samle sig i en sær stilhed, som den man oplever efter kraftig bygeregn", skrev Aallborg Stiftstidende i 1934

Udkast til seglmærke til Løkken Realskole udarbejdet 1954.

I 1938 var Anders Norre med til at stifte sammenslutningen "Nordjyderne", hvis formand han var i en årrække. Det gik også ganske godt til krigen kom, men så begyndte vanskelighederne. Norre ragede uklar med de tyskere, der havde beslaglagt hans hus. Han så derfor ingen anden udvej end at sælge sit hus og rejse sin vej med familien. han flyttede til Tingskoven, hvor han boede i 3 år og bjergede føden ved bl.a. at arbejde for et kunstforlag. I 1947 flyttede Anders Norre til Løkken, som han kendte fra regelmæssige besøg gennem 25 år. Her lod han sig inspirere af livet og lyset i den lille fiskerby. Han havde i et enkelt år deltaget i Løkkenmalernes udstilling "Regnbuen" i det tidligere redningshus, men ellers havde han sine egne udstillinger.

Kunstforlaget L. Levinsen, København reproducerede i 1951 fem af Anders Norres akvareller, og i 1952 udgav det et nyt oplag kunstkort på 50.000 stk. Disse reproduktioner var udelukkende fremstillet med henblik på eksport til USA. Samtidigt antog forlaget 5 nye akvreller til udgivelse i 1953. I november 1955 udgav Carl Stenders Kunstforlag a/s, København 4 akvarelleer i reproduktion. Motiverne på alle disse reproduktioner var fra Aalborg, Tostrup, Ulkebøl på Als, Svinkløv, Husby Hole og fra Løkken Strand og Løkken-fiskerne.

Leif Rehn, Skagen fortæller, hvordan han i forbindelse med et besøg i Løkken i 1954 så et Norre-oliebillede hos boghandler Grønborg. Prisen var 350 kr. Han blev fuldstændig grebet af det lys og de farver, han så - og af selve motivet, så han købte det på afbetaling til 375 kr. Fru Rehn tilføjer, at de endnu ikke var gift på det tidspunkt. Hun boede hos sine forældre, og det eneste sted, hvor der var plads til billedet var i soveværelset. I 1988 købte Leif Rehn og hustru igen et billede, men prisen var nu en byttehandel med et piano, værdi 20.000 kr og en kasse hof. Så det er klart at de mennesker, der har købt et Norre-billede, har gjort en god investering.

Hjemmet

Fiskere på vej hjem

Datteren Inger Norre Sjøgren fortæller: "Hanherred var min fars barndoms- og ungdomsland, mine forældre boede i Fjerritslev og omegn i 20 år. Far var udlært maler og ernærede familien ved sit fag. Som kunstner var han autodidakt, oplært ved kunsthistorie og omgang med mange kunstnere. Han holdt adskillige udstillinger til jul og påske. Han malede fra sin pureste ungdom, altså over 40 år. I 50'erne begyndte han at male porcelæn. Det er nu spredt for alle vinde. Han leverede bl.a. til isenkræmmer Harald Brandt, Aalborg. Her var et helt udstillingsvindue overladt til Anders Norres håndmalede pocelænsting, kaffe- og spisestel mm. Han lavede billedskærerarbejder, bl.a. møbler. Han begyndte at modellere og lavede skulpturer. Han lavede i hundredvis af tuschtegninger, pasteller og akvareller, udgivet i flere år i sæt af 5 stk med motiver fra Løkken, stranden og Hanherred. Min far var svagelig. Han havde sukkersyge og dårligt hjerte, men havde sine bedste 12 år i Løkken." 

Prangere på cafe

Inger Sjøgren fortæller videre: "Min far, der startede som 10-årig med en malerkasse fra København, begyndte med almindelige malerpensler, men med tiden udviklede han sin helt egen stil. penslerne blev bredere, grovere, og det endte med, at han angreb lærrederne med palet og spatel. Far have sin egen mening om tingene. Han var ikke stoproducent af billeder."

Inger Sjøgren fortæller også, at på en færgetur til Grenå, blev hun kontaktet af Thomas Ejes far, Pou lEje, der også er kunstmaler. De talte om barndommen, og han sagde: "Du troede du var datter af en klatmaler, men det var du ikke.". Hun fortæller, at de var meget fattige, men som børn mærkede de ikke noget. Min far tog sig megen tid til os børn og lærte os naturen at kende. Han vækkede os somme tider kl. fem om morgenen, satte os på cyklen - og afsted det gik fra Fjerritslev til Slettestrand for at se tranerne danse.

Landskab med transformator

Sønnen Jan Norre fortalte inden sin alt for tidlige og pludselige død 24. december1998 lidt om, hvad han mindedes fra sit barndomshjem: "I huset på Harald Fischersvej var man besat af katte. Far skaffede en siameser fra Sjælland og betalte med en akvarel. Far købte også en trædebil til mig, den første i Løkken, det var betaling for billedkunst. Mange gange tog han mig med på scooteren, når han kørte rundt i Vendsyssel, fandt motiver og fortalte om naturen og vigtigheden om at være omhyggelig med at lave gode billeder. Min mor var virkelig det solide bagland, den Engelundske stædighed fornægtede sig ikke. Hun klarede alle situationer uden beklagelse og forstod, at far ville kunst med kvalitet.

Mor var et meget litterært interesseret menneske, der fortalte og læste for os børn, fra vi var helt små. Hendes mor, Inge Marie Engelund havde også en digeteråre, så det er derfra den litterære interesse stammer. Ud over dette sørgede hun for den daglige mad, med de midler, der var til rådighed, og forstod at få det bedste ud af alle råvarer. Hun brugte også megen tid på haven, fik de grøntsager til at gro, som der overhovedet var mulighed for. Hun elskede planter og blomster, så det var en fryd

Landskab

Min far gjorde mange byttehandler med sine malerier, f.eks. kunne et godt billede til konditor frk.Søborg give brødt til et helt år. Far handlede meget med eller gennem Ingrid Ørum. Han fik sine farver fra England eller Holland. Han stødte og blandede selv, for det var meget vigtigt, at farverne var lysægte. For at skaffe indtægter lejede mor og far forhuset ud om sommeren. Det var kotume i mange Løkkenhjem. De boede selv i det lille baghus. Det eneste, der ikke blev rørt, var fars atelier. Mor fortsatte med at leje ud, til hun kom på plejehjem.

Barnebarnet Kim Norre, søn af Jacob Norre, fortæller: "Min far har fortalt, at min farfar, Anders Norre også gik ud og tapetserede hos folk, og at han godt kunne være lidt svær, så der måske nærmest var et forhold dem imellem som mellem Emil fra Lønnebereg og hans far. Engang, hvor far skulle have en overhaling, sprang han ind på værelset og fik lynhurtigt trukket nitterne ud af dørhåndtaget, så farfar stod med dørhåndtaget på den anden side af døren, og min far sprang ud ad vinduet og slap så denne gang. Engang hvor farfar skulle have grisen slagtet, stod han overskrævs over grisen og gjorde sig klar til at stikke den. Grisen må have følt, at noget måtte gøres, og satte i fuld firspring afsted med farfar hængende om halsen. De, der så det, sagde: Det er da den tossede maler.

Naboerne Britta Drivsholm og hendes forældre, Anna Margrethe og Carl Johs Christensen, fortæller hvor kreativ kvinden bag det hele var. Hun strikkede og broderede og lavede al pynt til højtiderne selv. Hun var en meget nøjsom person, der bl.a. på en meget flot 3-dimensionel julekalender lukkede lågerne efter den 24. december og gemte den år efter år. De karakteriserer Inger Norre som en reserveret, betydelig og afmålt dame. Jytte ledet har også et fint billede af bl.a. sin egen mor og Inger Norre:

Udstillingerne

Første gang, Anders Norre udstillede, var i 1922. og der var arrangeret separatudstillinger i 1928, 1934 og 1938

I 1951 fik Anders Norre til opgave at maler det indre af den lille kirke i Hulsig, syd for Skagen. han udførte i felterne på prædikestolen malerier af de 4 evangelister. Siden har kunstneren Arne L.Hansen malet kirkens indre og de fire felter har fået nye billeder, men således af Anders Norres billeder findes nedenunder, I påsken 1965 arrangerede Løkken Turistforening en stor kunstudstilling i Løkken Centralskoles aula og frokostgang med titlen "Kunstnere omkring Løkken". Den var domineret af en mindeudstilling over Anders Norre, der var død 5 år tidligere. Kunstforeningen for Løkken og omegn arrangerede sin første udstilling i påsken 1966, også på Løkken Centralskole. Den hed "Mit bedste billede" og var med bl.a. Anders Norre og Hofmeister, Engelund, Oluf jensen og Chris Moes.

Han blev valgt til formand for kunstnersammenslutningen "Nordjyderne" i 1939, og var igen  formand fra 1948. Anders Norres navn findes i signaturbogen, og i den nyeste udgave af Weilbachs kustnerleksikon er han biograferet af Lasse Hultberg.

Personen

Anders Norre var ikke den store personlighed udadtil, men den underfundige lille person med den store udstråling rent kunstnerisk. Han prøvede ikke at behage mennesker, men deltog gerne i store ideologiske diskussioner bl.a. med maleren Leo Thelefsen, keramikeren Chris Moes og forfatteren Thomas Olesen Løkken. Der sidste besøgte han mindst en gang hver sommer. Et særkende hos kunstnere er, at de ikke just anses for personer, der er i besiddelse af stor akuratesse og pertentlighed. Men undtagelsen, der bekræfter reglen, var Anders Norre. I et interview i Vendsyssel Tidende i anledning af hans 60 års fødselsdag kom journalisten Erik Juul Clausen ind bag huden på den forbeholdne maler.

Asylgade og smørkræmmerens pakhus, Løkken

Ved sit besøg i hjemmet undrer journalisten sig over den orden, der hersker i stuer og atelier: "Jeg arbejder meget omhyggeligt. Hvis jeg ikke er tilfreds med et lærred, smider jeg det i kakkelovnen. Jeg er fristet til at lade det ligge , naturligvis, men jeg gør mig hård, fordi jeg ikke kan nænne at udsætte mig for endnu større fristelser."

På spørgsmålet om, hvorvidt det er farligt at rulle uheldige lærreder sammen og gemme dem, svarer Norre: "Det kan De bande på. En dag, når man hårdt mangler penge og er ude og gå en tur, kommer der en kunsthandler. Konen beder ham sidde ned. Han går lidt rundt og kigger på tingene. I et hjørne finder han en rulle. Når man kommer hjem, rækker han en plovmand frem - og så - ja så er det svært. Det vil jeg ikke risikere. Jeg vil ikke give nogetf fra mig, hvis jeg ikke er 100% tilfreds med det".

Tjærepladsen, Løkken

Da han bliver spurgt, om der er mange fiduser i Løkken, svarer han: "Fiduser, det er ikke ordet, knaldfiduser er måske for mildt. Mange udstillinger og malere står helt i stampe, det er tydeligt. Jeg synes selv om primitiv, enkel malemåde - hvis den altså er ægte. Der findes ikke noget mere falsk end den tillærte primitivitet, den kunstlede naivitet."

Anders Norre dyrkede intellektet gennem læsning og diskussioner. Han skrev selv digte og en roman blev det også til. Maleriet forblev dog det vigtigste for ham. Han arbejdede utroligt seriøst med tingene, lavede forskitser, senere blyants- og kulskitser i original størrelse. Et væld af tuschtegninger kom fra hans hånd. Mange af dem blev meget benyttet som illustrationer i forskellige aviser. Pasteller og akvareller med motiver fra stranden og bymiljøet trådte frem fra lærredet, og end ikke billedskæring og møbeludsmykning var ham fremmed. I de sidste leveår kastede han sig ud i at male procelæn og frembragte kunsthåndværk af meget høj kvalitet.

Om inspirationen

"Fantasi er mærkeligt. Der kommer to piger gående gennem en skov. Den ene har rød kjole på den anden en blå. Der er to piger foran en masse træer. Der er et utal af farver og figurer. Men man ser kun en blå kjole i en ny belysning. Denne lille ting svulmer op til et stort stof, som man kan gå og tænke over i dagevis. Et uhyrligt problem at gå og tumle med."

Fastelavn

At gå og tumle med? Ikke stå og tumle med?

"Foran lærredet? nej, jeg går og arbejder med det. Eller ligger og drømmer om det. Når jeg vågner om natten, kan jeg se maleriet med den blå kjole - et af de mulige malerier rettere sagt - i mørket oppe under loftet. Jeg har maleriets komposition i hovedet, før jeg sætter hænderne til lærredet. Der er en masse at gå og tænke på. Man kan sige, hvad man vil om livet - men det er nok det mest brogede, der findes."

Sagde Anders Norre, som ikke var en kunstner, der jagtede nye ismer, som stadig formerer sig og har stadig kortere levetid. Hans kunst er solidt forbundet med kunnen i ordets bedste forstand. Det har gjort den levedygtig og evig aktuel for betragtere og kunstelskere. I interviewet siger hann også: "Selv da jeg var kommet nogenllunde i gang, kunne mine forældre ikke rigtig forstå, hvad sagen drejede sig om. De troede, jeg ville leve af maleriet. De forstod ikke, at jeg kun ville leve for det.."

Anders Norre blev 61 år. Hanherreds og fiskernes maler døde pludselig i 1960 efter at have arbejdet i sin have. Han ligger begravet på Løkken Kirkegård. På gravstenen står det motto, han så ofte citerede: Ars longa, vita brevis (Livet er kort, men kunsten er lang)

Anders Norres kunst - af Leif Bøgh

Indledende oplysninger

Jeg har med vilje undladt at studere Anders Norres biografi, idet jeg vil prøve at undersøge, hvorvidt alene studiet af hans værker kan bibringe kendskab til hans personlighed. Det eneste jeg i forvejen ved om Anders Norre er, at han boede med sin familie i Løkken i de sidste år af sit liv, og at han døde omkring 1960 i en alder af ca. 60 år. For mig bliver det spændende efterfølgende af læse hans biografi, skrevet og fortalt af dem, der kendte ham.

Min bedømmelse af Anders Norre som kunstner bygger på det mindre udvalg af hans værker, som jeg har haft lejlighed til at opleve. Det drejer sig om 15 malerier og et antal tuschtegninger samt et stort antal skitser og arbejdstegninger til malerier. Elleve malerier er i privateje hos Hanne og Leif Rehn i Gl. Skagen, fire store malerier hænger på ældrecentret Havgaarden i Løkken, og skitserne og tegningerne har jeg hjemlåntaf Løkken Billedsamling.

Skitsebøgerne

Heste i bygevejr

Den store dynge hjemmelavede papmapper bærer præg af nostalgisk fortid. Deres indhold afslører Anders Norre som en seriøst arbejdende kunstner. De sparsomme tidsangivelser viser, at tegningerne er udført i tidsrummet fra sidst i 40'erne til sidst i 50'erne. De små tuscgtegninger er signerede og bærer ofte titler. Tegningerne afslører hans foretrukne motivvalg. Et motiv er svære heste, der udsættes for diverse genvordigheder såsom piskende bygeregn eller panikskabende situationer. Hestene er altid flere i flok, hvor de danner et helstøbt mønster på billedfladen med deres afrundede former og forskellige pelsfarver. De beskrives med stor indlevelse, Man føler med de djærve dyr, når de duknakkede står med bagparten mod den piskende bygeregn og den truende sorte sky. Halerne blafrer med vinden hen ad flankerne. Det er tydeligt, at kunstneren har oplevet sceneriet. På et andet billede flygter 5 heste i panisk galop fra en imaginær fare. Hver hest befinder sig i sin egen fase af galopspringet. Anders Norre har set det og evnet at nedfælde det på papir. Det er usentimentalt og ærligt gjort.

Skræmte heste

Andre motiver besidder de samme kvaliteter. Ofte tegnes grupper af mænd i fælles aktivitet. Snekastere maser i det dunkle vintervejr og går hjemad i samlet flok. De afslutter dagens dont på cafeen stadig iført deres overtøj og huer. I alle situationer er der præg af hygge. Piben er tændt, og der er ingen sure miner trods det hårde arbejde og det barske vejr. Fiskernes aktivitete på stranden ved båden tegnes også ofte. Stemningen er den samme. Man aner dog på alle disse billeder en vis distance mellem modellerne og kunstneren. De ved ikke han er der, eller de lader sig ikke mærke dermed. På den anden side synes Norre i højere grad at være den skarpe iagttager af end den medlevende deltager i aktiviteterne. Modellerne og kunstneren går hver på deres måde helt og aldeles op i deres gøremål. En direkte dialog er utænkelig. Personerne på billederne virker hver for sig anonyme. De indgår som en del af et billedes komposition, aldrig som resultat af en psykologisk analyse. Set er ikke sikkeret, at modellerne vil kunne lide tegningen, hvis de så den. Men det kan vi.

Snekastere

En tegning viser det bedre borgerskab på cafe. Det har, som etiketten kræver, hænget overtøjet i garderoben. Kvinderne er også med, og der er levende musik og fuld af lys og glade ansigter.

Nogle tegninger af karnevalsklædte mennesker i sælsomme masker og dragter er helt fellinisk i stilen, men man aner nordjyden bag masken og morer sig. Nogle smukke landskabstegninger bringer iagttageren ned på jorden igen. Alle bærer de tydeligt præg af selvoplevelse. Ofte skaber tunge bygeskyer dramatik i tegningen. En kirke eller et fyrtårn lyser sælsomt i mørkningen.

Tegnestilen er djærv og forfalder aldrig til ublu elegance. Kompositionen er altid i balance. I figurtegningerne danner personernes former og placering kompositionen. I landskaberne er det bakkerne, skyerne og den velanbragte bygning, der skaber harmonien. Disse tuschtegninger og især de mange blyants- eller penneskitser, der er forarbejder til større malerier, viser, at Anders Norre er en kunstner, der simpelthen ikke kan lade være med at tegne. Det er en trang hos ham.

Fiskere på vej hjem

De mange stedangivelser afslører, at han kom vidt omkring i det nordjyske landskab. Han tegnede overalt i Vendsyssel fra Børglum i nord til Gøl Bjerg i syd, fra Løkken og Rubjerg i vest til Aså i øst. Desuden er adskillige skitser hentet søndenfjords.Jeg har observeret over 30 lokaliteter i Nordjylland, hvor Norre har stået med sin skitseblok og forberedt sine malerier i form af et utal af skitser. På en enkelt skitse står skrvet: "Kørte på scooter". Man studser. Var scooteren en speciel transportform, Anders Norre tog i brug , da han var i Stagsted Skov? I så fald, hvordan kom han ellers så vidt omkring? Cyklede han, eller havde han råd til bil? Det må undersøges nærmere ved en senere lejlighed.

Cafebillede

Hvillket indtryk har disse tegninger og skitser så givet af Anders Norre? Han var givetvis en kunstner, der ikke kunne lade være med at udøve sin kunst. Han måtte tegne og male. Skitserne blev nedfældet impulsivt, dog efter nøje omtanke, når et motiv tiltrak ham. Derpå blev det gennemarbejdet professionalt og pertentligt med notater om farver og dimensioner. Hjemme afsatte han kompositionen i fuld størrelse sort på hvidt med kul. Endelig blev det overført på lærredet i de store malerier. Dem vender vi tilbage til. Motiverne blev til kunst gennem en kunstners indædte arbejde via iagttagelser, forstudier og endelig nedfældning på lærred. Motiverne vælges ud fra deres maleriske værdi alene. Ingen føleri, ingen psykologisk medleven, kun sandt maleri.

Anders Norre var, udelukkende bedømt efter hans værker, ikke samfundsrevser, ikke litterat. Han var maler. De mange forarbejder sandsynliggør, at der findes mange flere malerier end de 15, jeg har haft lejlighed til at se. man må håbe, at nogle af dem snarligt kommer frem i lyset.

Malerierne på Havgården

De 4 store oliebilleder på Ældrecentret Havgården i Løkken har motiver som huse i en landsby, fiskerbåde på stranden, arbejdende fiskere på stranden samt snekastere. De er alle umiskendeligt malet af Anders Norre og har da ogsået fælles præg. Malingen er suverænt påsmurt med spatel. Spatelstrøgene udgør en integreret del af billedernes komposition, idet retningen, i hvilken strøgene er fortaget, opbygger billedet i velafbalancerede felter, der naturligt indgår i harmoni med selve motivelementerne. Dette trick giver en yderst malerisk virkning.

Fiskerbåde på stranden, Løkken 90x102 cm

Det ses især i billedet med bådene, hvor strøgene udgør en væsentlig del af billedets opbygning. Form, farve og spatelstrøg går her op i en skøn overordnet helhed. Det er rigtigt maleri. Farverne er mangfoldige, men nøje afstemt hinanden. Set tæt på opleves en sand farvesymfoni i utallige nuancer af blåt, rødt gult og grønt. Malingen er tilsyneladende blandet på lærredet vådt i vådt. Teknikken kræver både håndelag og mod. Set på større afstand neddæmpes de små farvedetaljer og motivelementerne, her bådene, træder selvstændigt frem. Man oplever lyset hen over stranden og bådene. Norre har opdaget, at en blå båd indeholder andre farver, end den farve fiskeren har valgt til sin båd. Himlens diffuse lys og sandets genskin på bådens sider skaber et væld af kulører af stor skønhedsværdi. Til trods herfor oplever vi dog båden som værende blå. Dette kendetegner den sande kunstmaler. Han ser og erkender farverne, som de er uden banale forhåndsmeninger. Græsset er ikke altid grønt.

Fiskere på stranden, 96x106 cm

I et billede af arbejdende fiskere på stranden eksploderer den lave sol i et varmt lyshav af hede røde farver, der spredes diffust i himlens dis. Fiskernes skyggesider, der vender mod beskueren, kontrasterer stærkt og koldt i blå nuancer mod den varme sol. Personerne er, som ofte i Norres billeder, samlet i en tæt gruppe, der næsten fremstår som en skulptur. Personernes opmærksomhed er centreret omkring billedets centrum. Virkningen opstår af de enkelte personers stilling og hovedernes holdning. Der skabes på den måde en forunderlig balance i og samling på kompositionen.

Snekastere

I et andet billede ses også en lav sol. Her er den nærmestt som udslukt. Gulhvid står den på himlen uden at skabe varme. Personernes forsider træder da også mere detaljeret frem end på det andet billede, idet beskueren ikke blændes af solens lys.

Landsbybilledet adskiller sig fra de øvrige billeder derved, at lyset er indfaldende. Husgavlene lyser i landskabet og byens farver træder mere direkte frem. Gaden midt i billedet fjerner sig mod baggrunden og skaber perspektiv. Gaden er vel grå, men den grå farve indeholder hverken gråt, sort eller hvidt. Den for gader så almindelige kulør har Norre skabt ved hjælp af diverse grønne, brune og røde farver. Det er ganske stærkt gjort.

De fire billeder hænger smukt på plejehjemmet. Jeg forestiller mig, at de ældre beboere holder af dem. De kender motiverne. Farverne er glade og friske, men det er ikke sikkert, at alle beboere har erkendt, hvordan Anders Norre har genskabt den skinbarlige virkelighed ved hjælp af hele palettens mangfoldighed af farver. Virkeligheden ses på maleriet, og maleriet er virkeligt.

Landsbyhuse, 90x102 cm

Malerierne i Gl. Skagen

mennesker på stranden. 96x105.5 cm

De 11 oliemalerier i Gl. Skagen har de samme motiver og de samme høje maleriske motiver, som de 4 på Havgården. Der er dog nogle interessante undtagelser. Et billede af mennesker på stranden udviser en vis dristighed i koloritten, idet personernes klædedragter præsenterer sand farvesymfoni af forskellige kulører. Det ligner en palet med klatter af maling i rødt, blåt, gult, violet og diverse gråtoner. Modellerne, der her for en gangs skyld ikke er fiskere, tjener igen udelukkende maleriske formål som forgrund til det oprørte hav i baggruneden. Billedet er et frisk indslag i samlingen.

Til sidst skal omtales to billeder, der afviger markant fra de øvrige malerier. Jeg kender desværre ikke deres kronologiske indplacering i rækken af Norre værker, men de synes at pege frem mod nye tendenser. Måske er de resultatet af tidligere forsøg på nyskabelse, der senere er blevet opgivet. Et maleri af opstilling med vaser, blomster og frugter er hastigt malet med tyndere maling. Det har, i modsætning til de øvrige, en let og luftig karakter næsten som et billede af Edvard Weie. Man skimter hist og her lærredet gennem den tynde maling. Der er anvendt røde konturstreger som noget helt nyt, og fladerne er skarveret let og elegant med penslen. Det er et ganske facinerende billede. Det hele virker mere afslappet.

Opstilling, blomster, 49x58.5 cm

Det sidste billede, jeg vil omtale, er noget for sig. Det nærmer sig abstraktion og ligner ikke Anders Norres øvrige produktion. Her bør det erindres at min erfaring kun bygger på 15 billeder. Billedet viser en skovsti omgivet af tæt skov. Høje tynde træstammer knejser svajende opad i organiske bølgeformationer. De er samlet i et dynaisk strøg med en bred pensel i lysende farver. Skovens bladhæng er blot antydet med et væld af ligeledes lodrette strøg i mange kulører, hvoraf de grønne dominerer. Der er noget forunderlig opadstræbende over hele sceneriet. Perspektivet dannes af skovstien, der går tilbage gennem skoven ind i billedet. Den er dristigt malet i rødt i brede vandrettet penselsstrøg vinkelret på skovens himmelstræbende søjler. Det skaber perspektiv, spænding og dybde i billedet. Stien står koloristisk og formmæssigt som en markant kontrast til den omgivende skov. Dette billede gengiver ikke virkeligheden, det er virkelighed, der hænger på en væg i Gl. Skagen.

Sti gennem tæt skov, 59x69.5 cm

 

 

 

 Tegneren Erik Larsen

De nøgne fakta om min morbroder, tegneren Erik Larsen, står delvis nedfældet i Weilbachs Kunstnerleksikon, hvis vurdering jeg er uden kompetence til at rette i. Efterfølgende er således at betragte som iagttagelser og delvis intern familieviden om en højt elsket morbroder, der siden min fødsel har gjort sit til at forgylde min tilværelse.

Familiebaggrund

Erik Larsen blev født den 3. august 1902 i Frederikshavn og er opvokset i en søskendeflok på 5 i et harmonisk embedsmandshjem, hvor hans talent for tegning blev respekteret på et tidligt tidspunkt og i 8 års alderen af en enig familie erklæret "en sjælden Gusds gave". Han var særdeles godt begavet, og der findes ingen bemærkninger i forbindelse med hans skolegang, der grundet faderens flytninger i tjenstlig øjemed blev afbrudt og i flere tilfælde måtte fuldføres uden for hjembyen, bl.a. ved ophold hos familien Cloos Lorentzen i Frederikshavn og en tid hos postmester Anders Andersen i Hals. Begge familiers kvindelige overhoveder var søstre til Erik Larsens mor, Edele, født 25. jan 1874.

På mødrenes side stammer Erik Larsen direkte fra "Dampelefantens" fremsynede og dygtige importør fra Frederikshavn, Edler Carl Christian Christiansen (f.27.5.1828 i Torup - d. 11.3.1897 i Frederikshavn). Efter hans yngste søns (C.C.Christiansen, senere omtalt) død ryddede jeg op i dennes papirer og fandt aktier for en formue i den Transsibiriske Jernbane, som faderen altså investerede i og i øvrigt rådgav om før dens gennemførelse. At denne driftige mand ud over sin forretning var utrolig omhyggelig med sine børns uddannelse, vidner deres senere livsførelse om. Han indførte og ejede det første fortepiano nord for Limfjorden, så hans døtre kunne lære pianospil, og de talte alle 4 flydende fransk og tysk. Erik Larsens mor var så afgjort den mest livlige, uhyre interesseret i kunst og en dygtig pianist.

Familien var dog ikke velstillet. Christiansen havde tabt mange penge på bl.a. Dampelefanten. Mens Børnene voksede op, havde han en købmandsforretning. Svigerinden drev et lille prnsionat, hvor døtrene ofte kom. En af pensionærerne var Anders Andersen, den senere postmester i Hals. Han blev gift med en af døtrene. Hans ven var den unge tolder, Lars Christian Larsen, der fik den yngste datter, Edele. På fædrenes side stammer Erik Larsen fra gården "Sdr. Vasen" ved Hirtshals. Hans far, Lars Christian Larsen, var født 9.marts 1875 som søn af gårdejer og sognerådsformand Christian Larsen. Det var hensigten, at Lars Christian skulle have videreført landbruget, men det interesserede ham ikke. Han ville hellere læse filosofi. Han brød ud af landbrugstraditionen og blev toldembedsmand. I stedet overtog broderen Niels gården. Niels blev selv sognerådsformand i Horne-Asdal Kommeune. Det var en vanskelig opgave med den hastigt voksende by, Hirtshals, beliggende i kommunen. Alligevel blev der tid til en række tillidshverv inden for landbruget, specielt svineavlen. han var en personligehed, der stod stor respekt om. 

Da Edele i første omgang ikke måtte ægte Lars Christian Larsen, erklærede hun resolut, at så ville hun ingen have og ernære sig som sprog- og musiklærerinde. Da hendes beslutning ikke stod til at ændre, bøjede hendes mor sig, Kristine Mathilde Emilie Christiansen (f. Nielsen 10.2.1843 i Nibe - d. juni 1913 i København). Edles far, der havde mistet sin ældste datter - og efter sigende den smukkeste - i en meget ung alder, hvor hun blev kvalt af en vindruesten, ville ikke have drømt om at nægte hende noget som helst, hvis han havde levet, så hun fik sin tolder, den eneste overlevende beklagelse, man kendefrfra ham, var: "Hvordan skal man nogensinde kunne give sin hustru noget som helst, når hun forud har fået det af sin mor"

Erik Larsen fotograferet til ekstrabladet 1936

De to unge blev viet i Frederikshavn nye kirke den 20. september 1901. Lars Christaian var på det tidspunkt ansat ved toldkontoret i Frederikshavn, hvortil han kom i 1895 efter 4 års tjeneste ved Hjørring Toldkammer og med en sjælden fin anbefaling fra sin foresatte. Den unge tolder var usædvanlig belæst og dybt engageret i tidens store tænkere, specielt Søren Kirkegaard, og via ham gik han videre og var, hvad vi ved fra hans bogskab, der findes på Vestergaard i Stenum, en særdeles velorieneteret mand, der gav glimrende modspil til sin begavede frue, der aldrig lod sig gå på af den omvæltning i familiens status, som var en følge af Dampelefantens uindfriede forventninger, faderens død, moderens skifte med børnene etc.

 Lars Chr. Larsen blev udnævnt til toldassistent 11. september 1901 og forrettede tjeneste i Frederikshavn, indtil han 18. januar 1915 blev forflyttet til Århus Toldsted. Eriks skolegang blev ved familien Cloos Lorentzens hjælp gennemført i Frederikshavn skoleåret ud. Herefter er han flyttet til forældrene i Århus, hvor alle 5 børn frekventerede Fjordgades Skole.

Barndom

Løkken Toldkasmmer og senere strandkontrollørbygning. o. 1906. Bygningen er fra 1840'erne

Udnævnelsen af Lars Chr. Larsen til tolder og strandkontrollør i Løkken, dateret 20. september 1921, har så atter bragt de skolesøgende børn i omskiftelige kår. Jeg har kun mulighed for at dokumentere, at de bestod deres mellemskoleeksamen og derers realeksamen med tillægseksamen i fransk, alle med en god eksamen, de kunne bygge videre på. I hjemmet var Erik den kunstnerisk begavede, der ud over at tegne glimrende (som slægtningene i København udtrykte det) spillede piano efter gehør, og det så indfølt og musikalsk, at han ganske stillede sine tre søstre, der alle stedse modtog undervisning deri, i skyggen. De ældste søster lod sig overtale til at spille offentlig i Løkken, da tolderfamilien flyttede dertil, men selv om de firhændigt underholdt med "Kaliffen af Bagdad" og fik megen ros, bekom det ikke tolderens ældste datter Asta vel. Hun var to år yngre end Erik og den strenge søster, der faktisk hele livet holdt ham i nakkeskindet. 

Som den ældste datter var hun sin fars øjesten og havde arvet hans omhu og nidkærhed i alle opgaver, hun påtog sig. Hun var nødt til at lære sine ting og kunne ikke som sin storebroder og yngre øster, Gerda improviserer og blænde sine omgivelser. Hun var pålidelig, retsindig og trofast og var i udstrakt grad en støtte for sinde forældre. Erik Larsen besøgte ofte den store (og rige) familie i København, og fra toldkontrollen i Løkken gik der mange årlige rejser ti hovedstaden, hvor Edele, der var sine brødres yndlingssøster, blev modtaget med åbne arme. Hun deltog i alle teater- og koncertbesøg, samt de daglige aftener hos Wivel. I vintermånederne lod hun - også af helbredsgrunde - sin mand overtale sig til meget lange ophold i København. Erik var ofte med og vandt hele den københavnske gren af familien for sig. Asta var den, der aldrig forlod sin far, og en enkelt rejse med hendes mor og bedstemor endte i en tåreflod, som intet kunne standse, så man i huj og hast måtte rejse tilbage til Løkken med hende.

Smørkræmmerens Pakhus i Løkken. Akvarel 1926. 37.5x27.5 cm

Søster Asta var en hård nød for Erik, også fordi hun i bund og grund elskede sine søskende, men hun opdagede tidligt den belastning, det var, at hendes forgudede far led af kvartalvis hang til flasken. Hun tillod ingen at vedgå dette og lagde sin søster på is i 7 år, fordi hun i et ulyksaligt øjeblik kom til at nævne, at deres far drak. Tolderens frue søgte med alle midler at sløre fakta, og alle tav. Hendens bror, Valdemar Scou-Nielsen var departementschef i finansministeriet (tolddepartementet), og kunne glimrende have arrangeret en flytning til hovedstaden af hendes mand, men det ønskede man ikke, og det gjorde hun heller ikke. Han elskede den barske natur og Løkkenboernes enkle tilværelse. 

Derimod støttede man både tolderfamilien og børnene i alle forhold, og der blev intet sparet for at hjælpe dem igennem de svære stunder. Erik var til sin mors usigelige sorg født med hang til flaskem, og vendingen "ellers kan han ikke holde det ud" arvede han efter sin far. Hun tog deres svaghed med en knusende ro, behøvede ikke megen søvn, hun læste den halve nat, siddende rank som et lys på en rygløs taburet og med et håndarbejde mellem hænderne. Oftest gik hun i seng kl. 2 og var oppe før kl. 6 og altid i livlig aktivitet. Sin mands svaghed overså hun, når han kom hjem og blev mødt med et: "Nå Tols du er nok træt". Og så gik han fredsommeligt til ro. Dermed kom der aldrig nogen form for ufred ind i hjemmet. Tolderens frue har ingen sinde med et ord nævnt sin bekymring, og hendes ældste datter fulgte troligt sin mor i den retning. Men Erik fik til gengæld læst og påskrevet af Asta, hvilket prellede af som vand på en gås. Søster Gerda tog hans parti, og de to yngste søskende, Carl og Edith blev slet ikke sat ind i problemerne og har nok været for beskyttede af deres søskende. Carl blev altid frmhævet for sin flid, sin sparsommelighed og for sin hang til landbruget, som Eriks mor udtrykte det. Som helt lille var han broderens modsætning, men en hjertensgod drillepind og sin mors kæledække - som storesøster udtrykte det, ligesom Erik tog sin lillebror i forsvar, når Asta mente, nu var det nok.

Slavemarked, tegning 1928. Erik Larsen sagde om dette billede, at dt var hans bedste. Det er et af de erotiske billeder, han tegnede i denne periode, og som han frygtede ville blive opfattet som pornografi.

Dekoratør - i lære hos Karl Larsen

Erik stod på sin vis uden for som den der var begavet med særlige evner. En ansættelse som dekoratør et andet sted i landet blev omgående afbrudt, da hans morbroder i København, den velhavende grosserer Carl Chr. Christiansen, kom under vejr med hans evner. Erik blev flytte til København og gjort til dekoratør for samtlige dennes 22 forretninger. Samtidigt blandede den øvrige familie med Valdemar Scou.-Nielsen (helbroder til Edele Larsen og bortadopteret til hendes barnløse morbroder Jens Scou-Nielsen) sig i Eriks fremtid og gennemtrumfede, at han skulle lære sit gebet. han fik sin bror til at give ham fri til at rejse, studere og lære.

Ringridning ved en sommerfest i Løkken. Udateret. 31x36 cm

De rige tanter betalte og Erik Larsen blev 1932-33 elev hos maleren Karl Larsen, der om Erik sagde: "Talent kan vejledes ikke sættes i bås"  Autodidakten Karl Larsen (1897-1977) har ikke fået noge fremtrædende plads i kunsthistorien, men blev sammen med vennen Vilhelm Lundstrøm en repræsentant for kubismen og ekspressionismen i Danmark. I 1920'erne dannede han sammen med Axel Salto, Lundstrøn og Svend Johansen kunstnergruppen "De fire". En del år boede  han i Frankrig. En af hans hovedværker er "En trappeopgang" fra 1917, hvor motivet er en violinspiller, der går op ad en trappe. Jan Zibrandtsen betegner i "Moderne dansk Malerkunst" dette billede som måske "ekspressionismens mest typiske værk i dansk maleri, "selv om det også er malet under indtryk fra kubismen. Det illustrerer fantasifuldt og legende let ungdomns higen efter frigjorthed i opfattelsen af det ydre motiv og efter en elementær og væsentlig billedopbygning".

Don Quijote-motiv. Udateret pennetegning. 24.5x29.5 cm

Dette billede, malet 15 år før Erik begyndte sin undervisning hos ham, kan være en nøgle til forståelse af den påvirkning, som han modtog hos Karl Larsen. Erik beundrede Karl Larsen, og de kom til at stå hinanden meget nær. Der kan næppe være tvivl om, at året hos Karl Larsen kom til at betyde meget for Erik Larsens kunstneriske talent. Det var tegningen, der var Eriks force. Den lette hurtige streg passede hans temprament, og han kaldte sig hele livet tegneren Erik Larsen.

Kunstnermiljøet i Løkken

Erik Larsen traf ikke Karl Larsen uforberedt. Dels havde han allerede i 1930 udstillet på Kunstnernes Efteråresudstilling og i 1929 været på udlandsrejse til Mûnchen og Paris, dels havde han deltaget i kunstnerlivet i forldrenes nye hjemby, hvor han mødte de lokale malere Christian Valentinusen og Lars Nielsen, og o slutningen af 30'erne traf han her den tjekkisk-fødte maler Tjek jerne, der sammen med sin mand, lægen Niels Kai Jerne, ferierede i byen, den unge Asger Jørgensen (Jorn), malerinden Ane Brûgger og mange, mange andre.

Reklametegning for GLOC-likør. Ubrugt, antageligfra 1930'erne 27x34.5 cm

Her vil jeg lade morbroder Erik selv fortælle (1958): 

"I de år, Løkken udviklede sig til et mondænt badetsed, var Thomas Olesen Løkken den centrale figur. Han var gæstfri som en oldtidens stormand, og Hannes Hus med digterstuen med de mange bøger og billeder var "Bakkehuset" i Løkklen. Fra huset var der udsigt til 7 kirketårne, og her kom alt, hvad der betød noget, hele det vendsysselske parnas og lidt til. I disse somre kom Jacob Paludan med den nyerhvervede berømmelses syvfarvede glorie om sit beskedne hoved, han havde troldviolinen med "Torden i Syd" var udkommet og var vel tidens mest omtalte bog. Hulda Lûtken havde haft held med "Degnens Hus". Som Thomas Olesen sagde: "der stod sus om "Degnens Hus", og mere sus kom der til at stå om den urolige og begavede digterinde, der vel brændte sig selv op. Henrik Malberg hørte også til husets hædrede gæster og Niels Anesen, Sulsted, "de hvide gavles maler", Valentinusen, maleren Lars Nielsen, den udsøgte kavaler Axel P. Jensen og Karl Skov, sølvtonernes mester. Også Emil Bønnelykke kom her med "Fløjtende Lokomotiver" og "Kårder af faldende vand", som han skrev om Storkespringvandet. Endvidere kom Hans Poulsen ("I Himmerlands Dale" og "Julie Pandum"), kunsthistorikeren Jan Zibrandtsen (senere direktør på Skagen Museum) og mange andre gode mænd og kvinder."

Thomas Olesen var kommet til byen et par år før tolderens, og fra 1923 til 1928 boede han i "Hannes Hus", der var nabo til toldbygningen. Der har været en nær forbindelse mellem de to familier. Jacob Paludan kom gerne hos tolderens og havde mange samtaler med fru Edele om parapsykologi og reinkarnation, som de begge interesserede sig meget for. Også Emil Nolde må have været her. Det fremgår af et brev fra Erik Larsen, og han malede Edele Larsen. Hos Thomas Olesen kom også andre forfattere, bl.a. Martin Andersen Nexø, og ikke mindst Erling Kristensen, der var lærling hos Thomas, da han havde cykelværksted i Vraa.

Tre af Løkkenkunstnerne, fra venstre Chr. valentinusen, Lars Nielse og Erik Larsen. Udateret 17x24 cm

Jeg lader nu morbroder Erik Larsen få oerfet igen:

"En kendt og kær sommergæst var også dr. Axel Gustafson fra Gôteborg. han var millionær, grandsigneur, livskunstner og sov i "forfatterens kartofler, når mosten blev ham for stærk". Det var Gustafson , der talte så respektløst om maleren Korns skæg, at denne til sidst udfordrede ham på blanke klinger. Da vi næste dag kom for at se blodet flyde, sad begge de hererr med armene om hinandens hals og drak broderskaål. Brændevinen er godt for noget. Her reddere den ialtfald Korns liv. Hans chancer var lig nul over for den elegante svenske verdensmand.. Victor Schøler skal i sin tid have debuteret på Løkken Badehotel,. Her boede også violinvirtuosen Peder Møllerer. Det var i frøken Søndergaards tid, hun der på særlig vis forstod at hygge om sine gæster.

Selv husker jeg Louis Brinkfort, "den hvide fakir", der samtidig med at hypnotisere en rad høns og ænder sprudede ild ud af munden og stak strikkepinde gennem arme og ben. Siden beviste han, at det var trick altsammmen , men det var der ingen, der rigtig ville tro på. Så var her udbryderkongen Bernardi, Løkkenboen der lod sig kaste i havet i en brændende sæk, lænket som en galejslave, og et halvt minut efter dukkede op, fri og smilende over hele hovedet. En sommer havde han en løve med, den stod i sit bur på Markedspladsen og brølede, så hele byen skjalv, den forstod kun tysk.

Han er borte nu, Bernardi. Tjek Jerne er borte, tragisk, netop da hendes sejl begyndtes at fyldes. Hulda Lûtken er borte. Ditte Kristensen (Ditte Menneskebarn), hun der kvad så sødt om "Agnes min sommerfugl", er borte, Louis Brinkfort, Thomas Olesen - men sådan går det hver og alle, som Villon siger i sit store testamente"

Kunstnernes mødested i Løkken var i 30'erne og 40'erne Cafe Søborg, hvor Erik Larsen malede en vægudsmykning, der nu er tildækket. Et andet mødested var Ingrid Ørums farvehandel. Ingrid Ørum tog sig i særllig grad af Erik Larsen og havde ved sin død som næsten 100-årig en stor smling af Løkkenmalernes billeder, bl.a. Erik Larsen. I mange år boede Erik Larsen om sommeren på Pension Udsigten i Løkken, og ofte blev der betalt med billeder. Vita og Niels Laubjerg ejede en stor samling af Erik Larsens malerier. Den er i modsætning til Ingrid Ørum samling blevet hotdt sammen og findes i familiens hus "Strada" i Løkken.

Saxofonspillende dame. Farvelagt tegning, 26x33 cm

Københavnerliv

Københavnerlivet tog fart, da søstrene Asta og Gerda blev sendt over for at lære noget mere. Typisk blev Gerda sendt førdt, da Asta stadig ønskede at blive hos sin far og tog stilling som sproglærer i Løkken. Hendes far overtalte hende dog til at tage til København, hvor hendes morbroder C.C.Christiansen omgående slog en klo i hende og lod hende føre sine regnskaber. Han stolede kun på sinde søskende og deres børn, og yndlingssøsteren Edele og hendes børn fik altid en præference. Gerda var en overgang ansat hos ham, men fulgte så sin kusine og navnesøster til postgirokontoret og kunne således bedre snige sig til at deltage i byens natteliv med sin bror Erik, der sammen med søstrene fandt en sigøjnervogn i Klampenborg, hvor de tre søskende lejede sig ind til familiens fortvivlelse. Angste breve fra mor, lange instrukser til Asta fra far - der gik mange breve fra toldkontrollen i Løkken.

Kvinder. Sort-hvid tegning 1932. 26x21 cm

Grosserer C.C.Christiansens kaffehandel blev ruineret under krigen, og dermed ver det slut med at hjælpe familien. Men foreløbig gik dansen for Erik i Købenavn, han var på rejser, men de var korte. Han var tæt knyttet til sine søstre, fortalte dem om Paris, Marokko, Mûnchen og igen Paris. Gerda giftede sig med Gunnar Warmdahl, en tid ansat i varedirektoratet og senere Bergsøes betroede og forudseende direktør. Erik deltog i de konkurrencer, der blev udskrevet, og fik i 1934 3. præmie i Foreningens for Boghaandværks Wesselkonkurrence. I 1941 udkom Wessels udvalgte værker med hans tegninger. I 1934 havde han illustreret Heinrich v. Kleists Michael Kohlhaas. I 1934 blev Erik gift med direktørdatteren Ellen Mau Knudsen. Det blev et stormfuldt ægteskab, og da hun ikke kunne forlige sig med hans livsførelse, blev ægteskabet opløst i 1940. Ægteskabet var barnløst.

Familiesorger

Tabet af lillesøsteren Edith, der ved en fejlbehandling blev revet bort 17 år gammel, blev begyndelsen til enden på toldkontrollens livsglade familie i Løkken. "Tols" gik ind i sig selv - hans opgør med livet gik over flasken, hans frue støttede ham alt, hvad hun formåede, hans ældste datter forlod København og tog ansættelse ved toldvæsenet i Aalborg og var konstant i pendulfart mellem Aalborg og Løkken. Erik tog i lange perioder ophold i Løkken, men centrum i toldkontrollen var Tols og gravstedet på Løkken Kirkegård. I København var man rystet. Alle bebrejdede sig selv, at de ikke havde sendt deres dyre professorer over til Løkken til Edith, men hendes skranten var jo i behandling, hun skulle bare have masser af motion og frisk luft. På Hjørring Sygehus konstaterede man tørt, at hun skulle have haft absolut hvile og ingen anstrengelser og være sendt på Silkeborg Bad.

Fyrtøjet. Udateretvtegning16.3x21.5 cm. Erik Larsen brugte ogte litteraturen som emne for tegninger eller malerier. her erdet etH.C.Andersen eventyr. Han har også lavet en serie malerier over Henrik Ibsens digt, Terje Vigen ligesom folkeviser og "1001 nat var inspiration til flere billeder

Trods skriften på væggen troede familien, at hjemmet kunne genskabes. Erik trak venneskaren fra København herover. Edele Larsen brugte al enerrgi på at få hjemmet til at fungere igen, og børnene gjorde hver sit. Carl havde sit landbrug og sin gård og fik hurtig familie. Han blev gift ind i den fremtrædende Rykind-familie fra Vrensted. Gerda måtte næsten flygte til København. Hun kunne ikke udholde tragedien i toldkontrollen, og Asta og Erik forblev der. De var begge dybt forankrede til deres forældre. Erik drak med sin far, talte ham i søvn, og hans mor og søster så fortvivlede på, mens de udadtil førte den idelle og pletfri tilværelse. Kontakten til København blev støt stigende, og besøgene i toldkontrollen af de mange kunstnere og familiemedlemmer var ofte finansieret fra København, noget der aldrig kom tolderen for øre. På det punkt var fruen lukket som en østers.

Tolderens barnebarn

Under Christian den X's besøg i Aalborg i 1933 deltog en del af familiens medlemmer i festlighederne m.v., og her traf Asta den mand, der skulle ændre hendes og tolderfamiliens skæbne. Et kongebrev har friet familien for offentlighed, et ægteskab var umuligt, og tolderens reaktion var klar: "Havde du været 17 år, ville jeg være betænkelig, men du er 30 og må have et andet indhold i din tilværelse end din gamle far." (Direkte citat fra brev). Min mor bragte sin førstefødte søn til Løkken, og dermed nyt liv i toldkontrollen, hvor hendes far endelig smilte igen.

Karneval. Farvelagt pennetegning 1935. 28x22 cm

Erik og Asta åndede lettet op. Endelig var der udsigt til glade dage. Det blev der. I nogle år var toldkontrollen igen samlingssted for familiens unge, og de ældre brødre og søstre til tolderparret kom på ferie og til fester i Løkken. Tolderens frue glemte helt sin skrøbelighed og kunne ikke forlade den lille nye. Og Aststa - ja mon hun blev spurgt. Hver weekend var hun mor, og troligt overlod hun sin søn til forældrene - ikke let for hende, men hendes hensyn til forældrene gik foran alt andet.

Erik opholdt sig i København meget af vintertiden, fik mange venner og relationer der, men tog til Løkken og tegnede og malede. Han var omsværmet som få., men trangen til flasken var stor, mens tolderen standsede totalt. Nu var det barnebarnet, der skulle passes. Min mor Asta hævdede til sin død, at hun efter min ankomst aldrig så ham i den ulykkelige tilstand. Hun var fast besluttet på at forblive inden for toldvæsenet og være i nærheden af sine forældre.

På glimmeren

Erik tog til København på "glimmeren" med Gerda, men de savnede deres søøster og var i det hele taget uhyre nær knyttet til hinanden i den familie. Eriks sidste besøg i Tyskland var ikke helt rart, men i København tog de det roligt. Disse kunstnere var jo nærtagede og hans renomme derovre var godt. Hans tegninger var gode og blev brugt både i "Nationaltidende" og "Politiken", og hans økonomi - hvis man kan kalde den det, tog onkel Carl sig af - hvordan det så skulle forstås. Strakte det ikke til, var der mostrene, der gladeligt gav ud på ham. Han var uafhængig og deltog i udstillinger og arrangementer: Kunstnernes Efterårsudstilling 1930, Nordjysk Udstilling 1934, Septemberudstillingen 1932, 35, 38 og sidste gang i 1946. Desuden havde han enekelte seperatudstillinger i København.

Efterårspløjning ved Børglum Kloster 1936

Familieliv og store sorger

Løkken stod i høj kurs hos hele familien og gør det stadig hos dele af den. Tolderen gik sine daglige lange ture med sit barnebarn, til kirkegården naturligvis, til plantagen med guldfiskene, kystture osv. Morbror Erik og hans frue, Ellen ferierede, og da de ingen børn fik selv, var det en oplevelse for dem at låne søster Astas dreng. Eriks anden søster, Gerda giftede sig hurtigt, for hun ville også have børn. Tolderfamiliens børnebørn på "Vestergården" blev for det meste holdt på landet. Deres mor var af den opfattelse, at de havde det bedst der, selv om deres bedstemor i Løkken ofte ønskede deres besøg.

Erik lavede en del charmerende børnebilleder med de tre nevøer og niecen som modeller. Han var et af de få gemytter af hankøn, der virkelig elskede børn. Til sin død samlede han på børnetegninger, og han kunne beskæftige sig med børn i timevis. At hans strenge søster Astas søn fik en særlig plads skyldes flere forhold, jeg ikke skal komme ind på, han stod mig ganske nær, så længe han levede. Men sorrig og glæde vandrer sammen, og en dag faldt Edele Larsen og slog benet, der fik et åbent sår, der ikke ville læges. I København anede ingen uråd, og Edele Larsen, der vitterlig var synsk, tvang sin ældste datter til at rejse til udlandet, hvor hendes kommende mand var på et kort visit i Europa.

I Løkken overtog de mørke magter styringen. Edele Larsens sår ville ikke læges. Hun blev ikke i stand til at forlade sengen. Hun bagatelliserede det hele og bestyrkedes af den tilkaldte læge i, at det bare skulle have sin tid - og det fik sin tid - alt for lang tid. Asta var lang væk og anede intet. Den 10. januar 1937 ankom hun til Frederikshavn vi Gôteborg og så sin mosters familie stå på kajen og vinke til hende. Hun var jublende glad og skulle hjem og fortælle sine forældre, at hun til februar skulle giftes i Paris. Hun anede ikke uråd, før hun spurgte til familien i toldkontrollen, og det blev hendes ulyksalige kusine, der måtte fortælle hende, at hendes mor var død dagen før.

For min mor åbnede der sig - som hun udtrykte det - et stor sort hul, og der forsvandt hun ind i. Da hun igen opfattede sine omgivelser, var hendes første ord: "Far - stakkels far! Jeg må hjem - skaf en bil." Hjemme i Løkken fortalte man hende, hvor svært det havde været for hendes mor at dø. Der var gået benedder i såret, og beskrivelsen af det smertefulde dødsleje blev hun ikke skånet for. Eneste trøst havde været Carls kone Marie, der stedse var ved sin svigermors dødsleje.

Tolderen gik tur med sit barbebarn ved hånden. Hvad han sagde kan jeg ikke fortælle, jeg var for lille, men hans hånd, den husker jeg. Erik og Asta måtte tage sig af de tilrejsende til begravelsen. Lillebror Carl tog sig af det praktiske, men han havde jo sin gård, og Gerda søgte at sprede de tunge skyer. Astas bryllup blev udsat. Jeg skulle blive hos Grossvater. Der blev ansat en husbestyrerinde til at tage sig af toldkontrollen og en barnepige til mig. Erik og hans frue tog tilbage til København. Hvordan det skulle gå, kunne de ikke ane. De gjorde deres bedste, men uden regning på fru X.

En dag fik min mor en skrivelse fra Løkken, at forholdene i toldkontrollen ikke var sådan, at man kunne overlade et barn til en tilværelse der. Hun skulle omgående hente mig, ellers ville børneværnet fjerne mig med tvang. En samtale med den pågældende dame var uden resultat, og min mors svar var: "Det er altså Deres hensigt at slå min far ihjel!" Det var det. Han døde på hospitalet i Aalborg den 29. december 1937. Han døde uden beklagelser, uden tegn på sygdom eller svaghed - af sorg og på grund af en hetz rejst af en bestemt familie, der var årsag til megen sorg i tolderfamilien.

Regnbuen

I Løkken mødtes Erik med malerkammeraterne Chr. Valentinusen og Lars Nielsen, og de arrangerede hver sommmer en udstilling med en auktion, hvor de solgte deres billeder. De kaldte sig Løkkenmalerne og til kredsen sluttede sig efterhånden flere malere, bl.a. de unge kunstnerinder Tjek Jerne, Ane Brûgger og Ellen Bystrøm. Desuden kom malerne Knut Dokker, Anders Norre, Knud Eel, Mogens Fønns, Korn, Kongsmar, Sven Fritsche og mange flere, også den, der skulle blive mest berømt Asger Jørgensen, der senere tog navnet Jorn. I 1938 købte snedkermester P. Krogh Geneser det gamle redningshus på Sdr. Strandvej (nu Peter Bådsmand) og indrettede det til udstillingsbygning. Den 19. juni samme år åbnede udstillingen "Regnbuen" med 141 værker af 16 kunstnere, hvoraf mange havde udstillet på anerkendte udstillinger. Blandt dem Erik Larsen.

Stregtegning af børn, udateret. 17.5x21 cm

Regnbue-udstillingerne, der fik gode anmeldelser, også i hovedstaden, fortsatte i de følgende år, men ophørte af flere grunde i 1942. Den vigtigste var besættelsen med mange tyske soldater i Løkken. Flere af de faste kunstnere kom ikke til Løkken så konstant mere. Ane Brûgger flyttede fra byen på grund af tyskerne. Tjek Jerne døde 1945. Og Erik Larsen kom i flere år ikke til byen.

Krig og besættelse

Tolderen var død. Erik Larsen vidste udmærket, hvordan alt var gået til, men som det enestående menneske, han var, bar han over, selv om han sørgede. Det mærkedes på hans arbejder. Mange af dem blev sorgfulde. Fru Wilson ejer hans sort/hvide akvarel "Ved graven". Og Asta, ja hun var den stærke, for hun glemte intet og tilgav intet. Hun satte aldrig mere frivilligt sine ben i Løkken. Hun blev mange år senere ført til kirkegården i en urne, hvor hun står ved siden af sin far og Erik Larsen. På et tidspunkt ønskede hun graven sløjfet, men kun mit ønske om engang at blive urnesat der, forhindrede det. De oprindelige gravsten blev dog slået i stykker.

tegning fra besættelsestiden. Dette er den eneste eksisterende af Erik Larsens tegninger fra besættelsesårene med krigsmotiover. 27x21 cm

Erik holdt sig til sin søter, opgav ligesom Løkken og så tingene med hendes øjne. Han giftede sig i 1943 med den 15 år yngre Grethe Birgitte Juel Ranten, datter af en københavnsk kontorchef. Han fik i det nye ægteskab den meget begavede datter Hanne, og den dygtige søn Lars Erik. At han elskede sine børn og virkelig var en Far for dem med stort F, er der ingen tvivl om, men det tilkommer ikke mig at fortælle om den del af min morbrors liv. Blot måtte også dette ægteskab opløses.

han opholdt sig i de første krigsår uhyre meget i mit barndomshjem, hvor hans søster, nu fru maskinchef P.Schmidt, værnede om ham. Hendes mand, der sejlede for ØK, sænkede rederiets "Bintang" uden for havnen i Marseilles, da den blev kaldt til Danmark for at indsættes i tysk tjeneste. Denne handling bragte ham sammen med kaptajnen i fransk krigsfangenskeb. De to havde sendt den danske besætning hjem og fjernede ved fransk hjælp skibets bundpropper. Det lykkedes Asta gennem Røde Kors - og store summer - at få sin mand hjem.

 Erik Larsen boede hos sin søster meget af tiden. Han kom hjem ud på natten, og så talte vi sammen. Hans akvareller fra krigen findes ikke mere. de blev af hans søstre, Gerda og Asta, købt og gemt. De brændte dem, da de var rædselsslagne ved tanken om, hvad de kunne medføre i de forkerte hænder. Der eksisterer kun et billede fra den tid, det lå under krigen gemt i et nodehæfte mellem siderne til Chopins sørgemarch. Erik var på besøg i Løkken, men kunne ikke tegne eller male i den stemning, der rådede i byen. De glade gøglerbilleder var ikke in, Københavns natteliv myldrede med tyske offocerer. Selv talte han flydende tysk og fransk og var ikke forsigtig i sit ordvalg. Hans søster Gerda turede ofte i døgnvis sammen med ham og med sine kvikke bemærkninger forhindrede hun de værste katastrofer, men Erik Larsen så alt for klart, hvordan det hele var, og drak "for at kunne holde det du".

En aften i september 1942 kom min morbror hjem.Han græd, noget jeg aldrig havde set eller troet, jeg skulle opleve, så gammel var jeg jo heller ikke. Han og min mor trak sig tilbage til en dagligstue, og jeg ser dem endnu komme ud derfra begge med forgrædte øjne, stivnede og helt forkerte. Der blev ringet efter min moster Gerda, og hendes mand, Gunnar Warmdahl samt mors svoger Sophus Schmidt og hans frue. Morbror var komme hjem med den forfærdelige underretning om det ulykkelige drab på Christin Michael Rottbøll fra Børglum Kloster.

Jeg er ude af stand til at beskrive vreden i min familie, men de var jo fra Løkken. Der bestod ikke noget specielt bånd, som kan forklare hvorfor det efterlod en så gruopvækkende tilstand i et ganske almindeligt hjem. Fra den dag var al snak on dansk politik forbudt i hjemmet. Der var en så isnende tavshed og i så høj grad, at min mors svigerinde, der besad en vidunderlig - i Tyskland skolet - sangstemme, blev bedt om ikke at synge på tysk.

Min adoptivfar kom hjem, vinden var ved at vende, ØK skulle bruge en, der havde arbejdet på den rigtige side. Hans svogre, Erik Larsen og Gunnar Warmdahl, samt hans bror havde udført et stort arbejde under krigen, og de tog enstemmigt afstand fra den danske holdning efter krigen, specielt straffelovtillægget med tilbagevirkende kraft. Det blev afgørende for familiens afstandtagen fra politik, statsmagt osv.

Efter Krigen

Erik Larsen solgte godt efter krigen. Folk trængte til fest og farver, hans muntre gøglerbilleder vendte tilbage, hans værtshusenteriør med pigerne, det elegante frivole, letsindet, det flygtige. Han sværgede til at intet var virkeligt, alt var bedrag. Kun naturen og det menneskelige tilhørsforhold var af betydning for ham. Måske også derfor blev hans talent så  misbrugt. En bestilling, han fik, så jeg med egne øjne blive revet i tusinde stykker, da køberen pludselig ville tinge om prisen. Taxaer ventede med tikkende taxameter ved værtshuse og hos os - han betalte med billeder, gav til alle og ødslede sit talent ud - med fuldt overlæg. På et tidspunkt i mit sprogstudium faldt jeg som mange andre over "Den følsomme blomst" af Shelley. Erik og jeg talte om den og var enige om dens ord, at "alt kun synes, men intet er vist" (Rørdams oversættelse).

Bellmann-motiv, udateret. Erik Larsen var meget optaget af Bellmannn og udførte en række billeder med Bellmann-motiver, som oftest farvelagt. Til denne emnekreds knytter sig også illustrationerne i Wessels udvalgte værker fra 1941, men i modsætning til de rokokoagtige Belmann-billeder er de holdt i karsk streg

Inspireret af mig gik Erik med til Josè Grecos forestillinger. hvorfra han lavede nogle glimrende situationsakvareller. Ligeledes genkaldte han sig Anna Pawlovas optræden i København, som han overværede sammen med sin mor og den øvrige familie. Jeg stod model til et par dansebilleder for ham, og han blev smittet af min store interesse for russisk musik og kultur. Han lavede nogle pragtakvareller med russisk folkeliv og tegninger fra russiske operaer. 

Naturligvis var han nødt til at have penge også, en række motiver blev gentaget, tyrefægtningerne, revolutionssituationer med det franske flag, ørkenstudierne fra Nordafrika - og mange madonnabilleder af hans muser. Motivvalget var der intet i vejen med, men han lavede for meget - og næsten gav det bort. To af Erik Larsens tegninger fra 1965 er indlemmet i kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst. Det er "Beatleslignende musikere og dansende piger" (23.9x29.9cm) og "To balletdansere" (29.6x20.9cm).

I han beundring for vennerne lå der ingen misundelse, kun begejstring for deres gode ting. Et af Asger Jorns billeder ("Konge i Underverdenen", malet i Nr. Lyngby 1942, nu Nordjyllands Kunstmuseum) udtrykker et mundheld for ham: Hellere træl på jorden end konge i underverden. (Fra "Odyseen") Han var en ener i sin tid og han var alttilgivende. Efter krigen vendte hans kærlighed til Løkken tilbage, han tilbragte sine somre her. Han følte sig - som jeg - hjemme her.

Erik Larsen og København

En kunstners kår før, under og efter besættelsen er så ulig dem i dag, at vi har vanskeligt ved at forestille os det, men for at illustrere min morbrors hele virke og arbejde, er jeg nødt til at beskrive dele af hans livsform og hans verden på den tid. Samlingsstedet for mange forfattere, malere og andre musiske mennesker i København var kvarteret omkring Nikolaj Kirke, "Minefeltet", det sted bohemerne samledes og levede. Det var der, man kunne træffe dem. Uden at virke påtrængende kunne man tale med sine idolerr og favoritter, få deres syn på det, der interesserede en, og frem for alt de havde rig anledning til at tale sammen indbyrdes.

Jeg kan ikke forestille mig at kunne gå ind på et af de listige steder idag og møde en Rifbjerg, eksempelvis - men i slutningen af 30'erne, i 40'erne, ja endnu længere, var det næsten undtagelsen, at man ikke løb ind i et af de kendte navne, og som den naturligste ting i verden hilste på og ofte fik et smil og et indbydense vink til svar. Fra mine dagbøger, der ofte førtes om natten, fordi min morbror altid kom hjem ud på de små timer, og i lange perioder boede hos min mor, ved jeg, at jeg altid glædede mig til den kaffe, vi bryggede og nød sammen, og så fortalte Erik Larsen.

Udkast til udsmykning Løkken Vejkro, ca 1955. Erik Larsen udførte 5 store vægmalerier i salen på Løkken Vejkro. Malerierne eksisterer endnu, men er meget medtagne. Motivet er den - vistnok sandfærdige - beretning om Børglumbispen, der bragte skibe til at strande og derefter plyndrede dem. Dette motiv beskæftiigede Erik Larsen sig med flere gange, bl.a. i et oliemaleri til Pension Udsigten

Han var en genial lytter og strålende fortæller. Mange tror, at hans forbrug af de våde varer var hele formålet med hans livsførelse på Minefeltets mange barer. Det er usandt. Min morbroder soldede ikke i dagevis, han inddrak atmosfæren, og han fortalte om alle de kunstnere han traf. Nævnt i flæng: Iljitch Johansen, Iben von Kohl, Mogens Vantore, "Guldharpen", Kalle Bovin, Tom Kristensen, Scott Iversen, Svend Aage Tauscher, Jens Augaust Schade, Grete Prom, nis Pedersen, Kirsten Kjær og Kaj Brusen, der på grund af forfatterskabet til en for en dreng uimodståelig serie om "Betjent Ole Ny" havde min særlige bevågenhed. der er mange, mange flere, der burde nævnes.

Samtalerne om de enkelte kan jeg ikke præcis gengive, men jeg kan sige, at min morbroder betragtede dem som sine nære venner, som sin inspirationskilde, ja uden dem kunne han slet ikke leve. At få Erik Larsen presset ind i en normal tilværelse var utopi, han ville så gerne, ikke just være nogen anden, men han ville så gerne kunne tilpasse sig, men det faldt ikke i hans lod. I de sene nattetimer sad han og gengav samtalerne og emnerne for aftenens eller nattens forløb, og ofte i strålende humør, og utrættelig trods fremskredne tidspunkter. Hans begejstring og hans evne til at se og fremhæve alle disse i dag for længst anerkendte kunstneres genialitet og formåen rev mig med, og han fik mig derfor på et meget tidligt tidspunkt i mit liv dybt engageret i litteratur og billedkunst.

Erik Larsen kunne citere digte af Jens August Schade og Sigfred Pedersen, før de nogensinde blev trykt, og uagtet antallet af genstande, så var Erik Larsen altid det høflige og noble menneske, der lyttede- og lærte. Det er aldrig hændt at jeg har hørt ham tale nedsættende om de mange værker, han naturligvis fik forevist og fik indtryk af, men han kunne måske nævne, at den pågældende havde været lidt uoplagt. Kritik fik man kun ud af Erik Larsen, hvis man bad om den, hvad jeg selv har erfaring for, og aldrig har jeg hørt ham misunde eller være nedladende over for vennerne eller deres arbejder.

Madonna Mia. udateret. 27.5x20 cm

Den samhørighedens glød og smittende begejstring, der ofte var så inspirerende for ham, den havde han slet ikke kunnet få i dag, hvor mange kunstnere sidder statsstøttede med partibogen i orden i magelige tilværelser, og hvor en diskussion med fjernsynet ikke kan være særlig opkvikkende, endsige varieret. Hele dette miljø omkring "Minefeltet" er afløst af noget, der er uden ånd. Ofte slentrer jeg gennem de gamle gader forbi de mange værtshuse, forbløffende mange eksisterer endnu, mange steder hænger tegninger af de mange kunstnere, der har nydt godt af gæstfrihed, venskab og menneskelighed. Kunstnerknejper kaldes de. Mange af de værtshuse, der er skudt op i kvarteret, føles på sin vis forkerte, når man har kendt det gamle, selv om jeg bare har fået lov til at snuse til det.

Kvinden og døden

I Eriks billeder af redningsbådens forlis fra 1956 aner man dybden af hans talent, mest måske i de penseltegninger, der hænger på Løkken centralskole,i mindre grad i malerierne. Han var jo først og fremmest tegner. I en artikel skrevet efter Erik Larsens død peger tidligere redaktør Poul Kjær på  en spænding i Erik Larsens produktion: Kvinden som det livsbekræftende element og knokkelmanden med dødens le. Han siger: I 1930'erne var hans billeder af dejlige, yppige piger ikke noget for de fornemme saloner og fine gallerier, Pigerne var ikke netop gemt i tøj, hans sterg var en kunstnerisk hyldets til Eva, men tegningerne var af mange i 30'erne betragtet som pornografiske. Men det var en spekulation eller effekt, der lå Erik Larsen fjernt".

Kvinden og døden. Udateret., Tegningern, der blev offentliggjort i Vendsyssel Tidende den 30. oktober 1977 i forbindelse med den omtalte artikel af Poul Kjær, er typisk for flere tegninger fra hans senere år, både med hensyn til stil og indhold.

Efterhånden forekom dødsmotivet hyppigere i hans billeder, som i følge Poul Kjær også var udtryk for hans "trang til stadigt engagement over for den enkelte situation". Det aktuelle var nu døden, men Erik var endnu ikke parat til at møde manden med leen. Derfor tog han kampen op med penslen i hånden, eller som Poul Kjær citerer den svenske kunsthandler Sigge Andersson for i samme artikel - "han forsøgte at forsvare sig mod døden, at indsmigre sig, at slås for at holde manden med leen på afstand, mens han fik tid til - for nok ti tusinde gang - at tegne barmsvære damer uden anden påklædnimng end en dekorativ rød rose eller et Kristuskors."

Denne modsætning mellem livet og døden mærkes også i et digt, Erik Larsen offentliggjorde i 1952, da broderen Carl var død. Det hedder "Om jordens dejlighed"":

 

Som Achillus sagde til Odysseus: Hellere træl på jorden end konge i Hades.

Sidste år

Erik Larsen, tegner - damernes ven, altid høflig, altid i defensiven for kvinderne, noget hans søstre nød, da de unge, sorløse og glade drog fra "gøglervognen" , og gik på "glimmeren". Nok kom søsterne til Københavns quartier latin og lærte af Erik glæden ved ærlig kunst, men de lærte også at sige fra: "Lad jer aldrig påvirke af, at andre siger, noget er godt, se selv efter", sagde han. I mere end 25 år delte Erik Larsen tilværelse med Therese Elise Paludan Sedorff (f. 23. aug. 1911) Enestående som få tog hun ham, som han var, delte hans kår og lod ham aldrig sejle sin egen sø, og da en veninde efter Erik Larsens død udtrykte, hvor vanskeligt hun ofte må have haft det, svarede Therese Sedorff: "Jeg har aldrig kedet mig en eneste dag i Eriks selskab, og jeg ville aldrig bytte en eneste af dem bort." Virkelig et eftermæle at få fra et elskeligt menneske, der selv var en knagende dygtig kunstner og meget belæst og velbegavet. Hun var indholdet i hans liv fra de traf hinanden og til hans død.

Hans sidste svære tid på hospitalet i Hørsholm, hvor han døde den 27. september 1975, kunne Therese ikke bære. Men som hun havde gjort det livet igennem, således stod nu også hans søster Asta ved hans side og holdt ham i hånden, da han lige så stille forlod os kl. tyve minutter i elleve om formiddagen. Min mor og jeg besøgte ham hver dag og blev af sygeplejerskerne bedt om at hjælpe med at made ham. Det nægtede vi. Erik Larsen ønskede ikke at spise, og han ønskede ikke at leve mere, og skulle nogen få det uforståelige indfald, at han døde af druk, kan jeg fortælle, at det gjorde han ikke - han døde af kacexi (spisevægring), i dyb fred med en verden, han ikke længere ville eksistere i. Hans urne blev nedsat på Løkken Kirkegård

Tak morbror Erik, fordi du var til - og tak fordi du lærte mig at kende forskel og blæse på andres forsøg på indblanding i mit liv. Jeg vil slutte med et af dine egne digte

 

Note)

"Dampelefanten" er et interessant fordøg i dansk trafikhistorie. I 1862 fik E.C.C.Christiansen tilladelse til at benytte "Locomotiver uden anbringelse af Spor" til transport af varer og passagerer mellem Frederikshavn og Nørresundby. Hertil anskaffede Christiansen fra England et lokomotiv, som københavnerviddet døbte "Dampelefanten", men hvis officielle navn var "Vendsyssel". Det skulle trække 2-3 vogne med en hastihed på o. 15 km/t. Det kunne imidlertid ikke klare de elendige veje i Vendsyssel, og forsøget blev hurtigt aflyst. Det kostede Christiansen 140.000 rigsdaler, en betydelig sum dengang. I 1871 blev jernbanen mellem Aalborg og Frederikhavn åbnet. 

 

Maleren Christian (kinne) Valentinusen er født i Løkken den 17. juni 1903. Til de tidligste erindringer fra barndommen hører oplevelsen af en stranding ud for Løkken:

"Jeg sidder i huset på Ndr. Strandvej. Jeg er ene hjemme og en lille dreng på 5-6 år. Jeg sidder og ser ud på kurvene på signalmasten oppe på signalbakken. Det er den sidste kurv, jeg venter på, for så ved jeg, at redningsbåden kommer her forbi, med 4 ellr 6 heste for. Som vi altid gjorde her i huset så bøjede jeg mine knæ ved stolen og bad til Vorherre om, at han ville lade forlkene fra strandingen komme levende i kand. Det her var om eftermiddagen, og ud på aftenen hørte jeg, at alle var kommet velbeholdne i land. Så jeg var jo stolt i troen på Vorherre."

Forældrene malet o. 1940. 42x69 cm

Oplevelsen er betegnende for det fiskerhjem, som Valentinusen voksede op i. Moderen havde været med, da grundstenen til metodistkirken blev nedagt. Faderen tilhørte Indre Mission, som han var fomand for. Metodistkirken blev bygget i 1884, og der var på den tid en stor metodistmenighed, og det har vel også været en tilskydelse til, at byen fik en ny folkekirke i 1898. Tiodligere måtte byens folk søge kirken i Furreby. Der har været et religiøst røre i Løkken i disse år. I 1907 byggede Indre Mission et missionshus, og byen fik også en afholdsloge, "Blå Kors".

Løkken var i overgangen fra det 19. til det 20. århundrede i forandring. Den skudehandel, som hidtil havde været det økonomiske grundlag for byens økonomiske liv, var ophørt. De store skudehandlere var flyttet bort Men i disse år tog fiskeriet over. Gode fangster i 1880'erne og ny teknik medførte en stigende tilgang af fiskere fra bl.a. Skagen, og de har uden tvivl været med til at præge det religiøse liv i byen. Badelivet var så småt ved at komme i gang. Byen havde i 1895 fårt et moderne badehotel, indrettet i en ombygget skudehandlergaard. Der blev arbejdet ernergisk på at få en jernbane til byen, der i disse år både fik en borgerforening og et elværk.

Både på stranden. o. 1940 130x100 cm. privateje

Morris Johnsom bevægelsen

Dette bysamfund under forandring og præget af handelsfolkenes og fiskernes individualisme var modtageligt for nye strømninger. Omkring 1910 kom en ung landmand af den store Rendbeck-familie hjem til Pandrup fra USA. Med sig havde han en ung, smuk mand født af danske forældre. Han hed Morris Johnson og var udsendt af en amerikansk kirke. Niels Rendbeck og han forsøgte først at holde nogle møder på Pandrupegnen, men uden større tilslutning. Senere flyttede de møderne til Løkken, hvor folk ifølge Chr. Valentinusen var mere sværmerisk anlagt. Møderne fik stor tilslutning, og en af Johnsons tilhængere, Carl Johan Christensen indrettede i Nørregade en mødesal til bevægelsen":

Blyantstegning af moren. 1920'erne. 21x27 cm.Privareje

"Min egen mor var sværmerisk anlagt", fortæller Kinne, "men det var på en anden måde. Hun havde en god sangstemme. Bare hun kunne få lejligehed tilat synge, så tog hun ikke indholdet så højtideligt. Hun sluttede sig til Rendbeck og Johnson. Far var jo missionsmand, så hjemmet blev noget delt. Mor gik til møde i salen, far i missionshuset, men bagefeter kom han hen i salen og deltog i Mødet".

Moris Johnson-bevægelsen holdt sig nogle år og døde så hen, Johnson tog tilbage til USA. En del af hans tilhængere søgte via pinsemissionen over i Den apostolske Kirke, som begge Kinnes forældre gik over til.

En ung mand vokser op

I disse år voksede Chr. Valentinusen op og blev en ung mand. Han kom, hjulpet af en af byens faste badegæster, Harald Fischer på byens realskole. Valentinusen har fortalt, at Harald Fischer havde vist et portræt, han havde malet, til en københavnsk professor. Denne skal så haved sagt: "Det er svært at vise vejen for et ungt menneske men sig til den Løkkendreng, at han bør gå i malerlære".Det lyder meget troligt, at ordene er faldet på den vis. Der var mange undge kunstbnere dengang, for hvem vejen ikke gik gennem akademiet. De måtte nøjes med de lokale Læremestre og de teknike skoler.

Kinne tog realeksamen og kom i lære hos malermester Andersen i Løkken. Andersen var en fin musiker, og han havde også interesse for malerkunst. Allerede som stor dreng var Kinne begyndt at male og havde vist anlæg. Derfor var han kun 2 år hos Maler Andersen og kom så til Aalborg, hvor han kom i lære hos malermester Lauritz Pedersen, der også underviste på Teknisk skole. Han var en fremragende tegnepædagog. Efter læretiden blev Kinne endnu 2 år hos Lauritz Pedersen og tog derefter til Paris for at lære malerkunst. Lauritz har vist aldrig fået sin berettiget plads i kunsthistorien, men han synes at have haft en betydelig indflydelse på unge taleneter fra Nordjylland. Det gjaldt både meleren Axel P. Jensen og tegneren Lars Nielsen, der opholdt sig i Løkken og anbefalede Kinne at at fortsætte lærepladsen hos Lauritz Pedersen.

Kredsen omkring Thomas Olesen Løkken

I 1918 flyttede Thomas Olesen Løkken fra Vraa til Løkken. Han var begyndt at skrive, og i 1920 udkom "Bonden Niels Hald", der lagde grunden til hans forfatterskab. I 1923 flyttede han ind i et stateligt hus fra 1815, "Hannes Hus". Det var købt af en søster til den legendariske sagfører Anders Olesen, der stammede fra Vrensted. Sagfører Olesen var en beundrer af Thomas Olesen Løkken, og huset er formentlig købt med henblik på, at han kunne arbejde her. Her boede han til 1939 og flyttede så til Blokhus.

Hustruen Magna. Kridttegning fra 1931. 23x30 cm

Thomas Olesen Løkken var blevet en kendt skikkelse og fik mange venner blandt unge forfattere. Hannes Hus blev nu et samlingssted for dem. Her kom nogle af landsdelens egne: Jens Thise, Niels Anesen, Hulda Lûtken og Erling Kristensen, der havde været lærling hos Thomas, da han havde cykelforretning i Vraa. Der kom ogsaa forfatteren Emil Bønnelykke og Thomas Olesens ven, Martin Andersen Nexø. Desuden kom forfatteren Jacob Paludan, som var ven med Lars Nielsen og Chr. Valentinusen.

Lars Nielsen var født i Slotved Fattiggaard uden for Sindal i 1893. Ved et tilfælde kom han i malerlære i Vraa, og her mødte han Thomas Olesen og lærlingen i Harken Brugsforening, Jens Bang, der i 1922 etablerede sig som forretningsmand på Torvet i Løkken, hvor han blev en aktiv iværksætter. Lars Nielsen var kommet på Teknisk Skole i Aalborg med et statsstipendium, og her fik han Lauritz Pedersen som lærer. Han har sikkert bestyrket den unge Lars i troen på, at han kunne ernære sig som kunstner. Lars var bl.a. en tid tegner på Aalborg Stiftstidende. I begyndelsen af 1920'erne slog han sig ned i Løkken, hvor han hurtigt blev afholdt, ligefrem feteret. En kreds af byens damer sørgede for, at han kom til København, hvor han gik på Kunstakademiet et år og på Statens Tegnelærerkursus. Der kan ikke være tvivl om, at Thomas Olesen Løkken satte sit præg på de unge mennesker, der søgte Hannes Hus.

I 1928 skrev han til Valentionusens gæstebog:

En levende og glad by

I 1913 var Løkken blevet stationsby, og det gav ny udvikling til byen. Fiskerne fik bedre afsætningesmuligheder, og der kom i de følgende år flere nye og store både på stranden. Badelivet tog fart. Der kom både søndagsturister og badegæster på hoteller, pensionater og hos private.Trods den økonomiske krise i 1930'erne synes Løkken at have udviklet sig. Byen fik mange af de faciliteter, der kendetegner den tids stationsbyer og små købstæder. Og badegæsterne blev om sommeren en aktiv del af byens liv. det gælder bl.a. personer som guldvarefabrikant Harald Fischer og gasværksdirektør Thomas Westenholz.

Interiør.1926. 34x42.5 cm

Byen var nok præget af skel mellem forretningsborgerskabet og fiskerne, og modsætningerne mellem grundtvigianerne og Indre Mission og mellem folkekirken og frikirkerne. med dermed undgik byen måske noget af den bonerthed, der ofte har præget stationsbyerne. Der kom nu flere kunstnere til byen. Også de satte deres præg på sommerdagene. Løkken var den gang en glad og levende by.

En lovende portrætmaler

Murermester Peder Olesen. 92x101 cm. Privateje.

Og her udvikledes og modnedes Chr. Valentinusen. Han havde været på en lang udenlandsrejse til Paris, Alperne, Sydfrankrig, Monaco og Norditalien. I Alperne havde pinsemissionen en sprogskole, der blev ledet af Anne Larsen Bjørner. Her fik Valentinusen ophold en halv snes dage og solgte en tegning, så der blev råd til at rejse til Middelhavet. Sammen med sin senere kone, den svenskfødte Magna, kom han igen til Paris i 1926. Denne gang i 3 måneder. I 1927 blev de gift og slog sig ned i et lille træhus, men byggede senere et større hus på Klitvej.

I disse år ernærede han sig som maler, ikke mindst som portrætmaler. Den ene bestillibng tog den anden med sig, og han slog sit navn fast som en dygtig portrætmaler. Han malede byens spidser og dens badegæster, og han rejste ofte ud og var borte i længere tid for at male portrætter af godsejere og grosserere. Der blev også tid til landskabsbilleder, dels billeder fra Furreby, dels billeder af fiskere på stranden. I 1932 udstillede han ca. 50 billeder på museet i Aalborg, og ifølge pressen blev hans kunst godt modtaget, og han fik flere bestillinger på portrætter.

Op gennem 30'erne udstillede Valentinusen hyppigt i Løkken og deltog i byens liv. Bl.a. lavede han karikaturer ved en fest i fiskeriforeningen 1932, hvor Thomas Olesen Løkken læste op og Thomas Westenholtz viste film. Venskabet med Lars Nielsen blev bevaret, og nye bekendte kom til, bl.a. tegneren Erik Larsen, født 1902. Erik Larsens far var blevet tolder og strandkontrollør i Løkken i 1921, og det førte den unge Erik Larsen til byen. Han sklbte sig i København et navn som tegner og sluttede sig under sit ophold i Løkken til byens kunstnere. Lars Nielsen, Erik Larsen og Chr. Valentinusen betragtede siog som egentlige Løkkenmalere. De andre var gæster.

Bekendtskabet med Jacob Paludan

Fortatteren Jacob Paludan på ferie i Løkken. Udateret amatæørfoto

I magna og Chr. Valentinusens gæstebog står der et lille vers fra 1930:

Det er skrevet af forfatteren Jacob Paludan under et besøg i Løkken 1930. Chr. Valentinusen var blevet ven med Jacob Paludan på en lidt tilfældig måde. det var sket under en spadseretur på Kongens Nytorv sammen med Lars Nielsen. Her havde de mødt Paludan, som Lars Nielsen kendte. Han havde bl.a. solg billeder til ahm. De slog følge, og inden de skiltes, havde Paludan lovet at komme til Løkken.

I familiens besiddelse er stadig nogle breve, som Jacob Paludan skrev til Valentinusen mellem 1927 og 1933. Et af dem er af særlig interesse for forholdet mellem de to. Det er skrevet 23. januer 1928, da Kinne altså var 25 år og Paludan 32. Det gengives her med udeladelse af et enkelt afsnit, hvor Paludan forholder sig kritisk til Lars Nielsen:

Kære Valentinusen

Ja, De bør være opmærksom paa, at man maa lære og lære og lære. De vil selvfølgelig kunne faa Portrætbestillinger nok for Resten af Deres Dage, men deraf udvikles De ikke, snarere bliver De hurtigt staaende i en Maner, og en Standsning af Deres Udvikling nu vilde være en Haan mod de meget sjældne Naturanlæg,De har faaet. - Det gaar ikke at male Krøjerskefter Krøjers Død, man maa i 1928 se Tingene med nyere Øjne, nyt Syn er nødvendigt, man kan nu engang ikke overtrumfe de døde Mestre paa deres Felter.

Nej, Nutiden kan ikke trodses, gamle Malermaader ikke bringes i Højsædet igen. Nutiden har netop en vidunderlig stærk kunst, nye renere Farver, et forenklet Syn, det har udryddet alle Fiduserne med at faa Tingene til at ligne saa Satans og er virkelig blevet Maleri, et besjælet Udtryk for Opfattelsen af Tngene omkring os. Jeg var igaar i Grænningen og sikrede mig der et Forstadslandkab af Rostrup Boyesen og et Billede af April paa Bornholm af Olaf Rude, sidstnævnte var endda tilstede og vi fik en Passiar. Han er en mærkelig stille og rolig Mand, Borger at se til, men han er en af de faa virkelig remragende herhjemme, en af dem, der kunne udstille i Paris uden at falde igennem. - Det er jo stadig i Frankrig, det nye Maleri bliver til, og det er ikke nogen Modesag, som visse tror. Tværtimod, den der ignorerer Nutiden, vil blive Ignoreret af Fremtiden.

Ligesom en Forfatter ved at fordybe sig i de litterære Mesterværker kan lære nyt om sin Metier, tror jeg en Maler ved flittigt at studere Udstillinger kan lære adskilligt, selv uden direkte Undervisning. Det Halve er Instinkt, Farve- og Forminstinkt, det andet maa læres - hvorledes man faar Luft, rolig eller flimrende Luft ind i Billedet, hvorledes Farverne klinger sammen etc. At se er i virkeligheden noget man skal lære, det er man ikke født med. De er født med al det, der ikke kan læres, Farvefornemmelsen og Evnen til at træffe karakteristiske Ligheder osv., og desuden har De lært Dem selv meget. Men af Folk, der forstaar det væsentlige i Maleriet bedre end jeg, vilde De kunne lære det, som kun de fineste kendere af Kunsten forstaar. Kunsten er meget, meget lang og Livet kort. Det farlige ved at bo saa afsides som De er netop det, at De ikke har Lejlighed til uafladelig at skærpe Deres Instinkrt ved at se, hvad andre frembringer, De falder til Ro i Deres eget og holdes ikke stadig i Kog i Kappestridens Gryde - og dertil er De endnu for ung. Tag Lære af nærliggende Eksempler og tro ikke paa en Vendsysselsk Separatist-bevægelse. Det er i de store Byer, at det foregaar - det ses i alt fald af Malerierne. De skal ikke forhaste Dem, men bør dog overveje grundigt de her fremsatte Anskuelser. For Deres egen Økonomi er det nemlig afgørende, at De naar op i den rigtge Betalingsklasse, og det når man kun ved at dygtiggøre sig blandt de allerbedste og udstille og faa et navn.

Venlig hilsen til hele Familien fra Deres Jacob Paludan.

Brevet siger selvfølgelig en del om Paludan, der selv var en habil tegner, men det har ikke den store interesse her. Det har derimod den belæring, som han giver Valentinusen. Han har kunnet se Kinnes talenter, men er altså klar over faldgruberne, forestillingen om det lokale miljøs tilstrækkelighed. Måske har Paludan også set noget i Kinnes natur eller måske blot villet advare mod en almindelig tendens. I det mindste har han peget på noget alment nødvendigt, viljen til vækst. Dvs. fordringen om en personlig anstrengelse.

Regnbuemalerne

I 1938 købte P. Krogh Geneser, der havde en kunsthandel i Løkken, det tidligere redningshus på Sdr. Strandvej. Det havde ligget ubenyttet et par år. Nu åbnede han juli 1938 en kunstudstilling i huset. "Regnbuen", som udstillingen hed, var nok Genesers værk, men de centrale kunstnere var Valentinusen, Erik Larsen og Lars Nielsen. Hertil sluttede sig andre, som kom til Løkken i disse år. I alt var der14 udstillere med 141 værker på den første udstilling. Flere af dem havde udstillet på anerkendte udstillinger som Kunstnernes Efterårsudstilling og Charlottenborg. Det var ikke en "Vendsysselsk Sepperatistvbevægelse". Snarere malere på ferie.

Fiskere på stranden 1936. 100x70 cm. Privataje

 Udstillingen blev smukt omtalt, bl.a. i hovedstadspressenn. Også i de følgende år blev den anmeldt. I 1941 af Jacob Paludan, dog mest som et lettere sommerbrev fra byen. Kontakten mellem Geneser og kunstnerne gik nogle pår tilbage. Flere af dem havde i årene forud udstillet i Genesers butik, og en dag i juli solgte de så billederne på en auktion på Strandpavillonen.

i disse år kom der også to kvindelige kunstnere til byen. Ane Brûgger boede her fast til 1943, og Tjek Jerne opholdt sig i byen et par måneder hver sommer, indtil hun døde i 1945. Regnbue-udstillingerne fortsatte i de følgende år, hvor Løkken blev Vendsyssels kunstby. Den sidste udstilling blev holdt i 1942, arrangeret af Ane Brûgger og Tjek Jerne. På det tiodspunkt havde besættelsen gjort det umuligt for kunstneren at arbejde her. Løkken blev mere og mere en lukket by med bunkers, minefelter og pigtrådsspærringer. Efter krigen lod udstillingerne sig ikke genoplive.

Asylvej. 1956. 22x28cm. Privateje

Regnbuens pressesekretær var maleren Knut Dokker, der selv udstillede. Han præsenterede de forskellige udstillere i Løkken Folkeblad. Om Valentinusen skrev han i 1938:

"Valentinusen er barnefødt i Løkken.og Løkkenstranden er Centrum i den Motivkreds, han skabte sit Navn paa. Han kender Havet i Graavejrsbelysning, i knaldende Sol, i Skumringsmørke, og han formaar at gengive det med Ægthed. Ingen formaar som Valentinusen at male en Havbaad korrekt - hans Baade er saadan, at selv Fiskerne ikke har noget at indvende. der magler ikke noget.

En stor Kolorist er en Maler, som kan omgive en brunllig Farveklat med saadanne Farver, at den brune Klat lyser med Styrke som ren Zinnober - og det Kunststykke har Valentinusen ofte vist os. Han er maaske noget af en Eksperimentator, forsøger sig nu og da med ny Teknik, Men forhaabentlig bliver det Koloristen Valentinusen, der sejrer i det lange Løb. Vi, der holder af ham, haaber det. Valentinusen arbejder saa ærligt og analyserende, at hans arbejder mærkes af det - man kan leve med hans Billeder i Aarevis, og de er stadig gode for Øjet at hvile paa,

Han er ogsaa en habil Portrætmaler, som formaar at gengive mere end ydre Lighed med Modellen - og paa dette Omraade taaler han maaske Sammenligning med Augustus John, en af Englands bedste Portrætmalere i vor Tid. Rent teknisk har de to Kunstnere stor Lighed med hinanden - begge er oprindelige, djærve, ægte. Valentinusen staar veludrustet til at gaa ind til sin Mandomsgerning, og ingen behøver at tvivle om, at han vil rydde sig en Plads at staa paa. Sker det først, er han urokkelig."

Den engelske maler Augustus John levede fra 1876 til 1961. Man må vel medgive, at Knut Dokkers beskrivelse også har et formål, at pirse udstillernes kvaliteter. Det udeklukker ikke, at man også kan læse beskrivelsen som en kollegial vurdering. Man kan så undre sig over, at han nøjes med at kalde Valentinusen "habil" som portrætmaler. Andre anmeldere fra den tid fremhævede først og fremmest Valentinusen som portrætmaler.

Venskabet med Asger Jorn 

Amatørfoto fra sommeren 1942. Fra venstre Valentinusen, Ejler Bille og Asger Jorn

Blandt de kunstnere, der kom til Løkken i 1930'erne, var også den unge Asger Jørgensen (Jorn), som var gift med jordmoderens datter, Kirsten Lyngborg. I 1939 udstillede Asger Jørgensen, som han endnu hed, 6 abstrakter billeder på udstillingen i Regnbuen. Familierne Valentinusen og Jorn havde lært hinanden at kende i 1935. Mellem dem udviklede der sig et varmt venskb. Valentinusens datter (Sonja Fritze) fortæller, at hun var barnepige for Jorns børn. Magnas og Kinnes hjem stod åbent for Kirsten og Asger og deres fælles børn, og de blev ved med at komme der, også efter skilsmissen mellem Asger Jorn og Kirsten Lyngborg. De to familier boede en tid i gåafstand fra hinanden.

Asger Jorn tegnety den berømtye sommer i Lyngby 1942. Tusch 22x29 cm. Silkeborg Kunstmuseum

Det var efterhånden ret kendt, at Jorn og Valentinusen i 1942 ferierede i Nr. Lyngby sammmen med Ejler Bille og hans senere kone Agnete Therkildsen. Både i litteraturen om Bille og Jorn nævnes dette ferieophold, som fik betydning for begge kunstnere. Bille med "Figur" (Nordjyllands Kunstmuseum) og Jorn med "Konge i Underverden" (Nordjyllands Kunstmuseum). Valentinusen malede i denne ferie i granplantagen ved Nr. Lyngby, tro mod den naturalisme,Thomas Olesen Løkken havde pålagt ham.

Asger Jorn malet i sommeren 1942. Privareje.

Hertil kom et portræt af Asger Jorn og et selvportræt. Hans stil blev kun lidt påvirket af de to andre. Jorn betragtede Valentinusen som den håndværksmæssige bedste af de tre. På en vis måde blev Valentinusen en slags formynder for Jorn, fortæller Sonja Fritze, og Jorn havde stor respekt for ham. "Det, den mand kan se," sagde Jorn ved en bestemt lejligehed til Sonja Fritze. "Han ser lige igennem mig".'

Motiv fra sommerhuset i Nr. Lyngby. 1942. 32x26 cm-Privateje.

De første år i København

I efteråret 1938 var familien Valentinusen flyttet til København. Valentinusen havde efterhånden så mange portrætbestillinger der, at det var hensigtsmæssigt at flytte. men familien var også blevet tilskyndet dertil af vennerne. bl.a. Jacob Paludan. En anden tilskyndelse kom fra en Løkkendreng, Børge Mikkelsen, sømand og senere brobetjent i København. Han slog sit navn fast som drengebogsforfatter, og havde iøvrigt deltaget i redningsaktionen, da Løkken redningsbåd kæntrede i 1929. Børge Mikkelsen og hans familie hørte til Valentinusens nære venner. De boede tæt ved hinanden i Bispebjergkvarteret ved Grundtvigskirken, hvor der i øvrigt boede mange kunstnere.

Hjemmet på Borgskrivervej blev et samlingssted for mange af tidens kunstnere: Malere med rod i det nordjyske som Karl Bovin, Anders Hune og Svend Engelund kom, når de udstillede i hovedstaden. Forfattere som Emil Bønnelykke, El Formann og Hulda Lûtken hørte også til vennerne. Sonja Fritze fortæller, at Valentinusen i 1940'erne havde kontakt med kredsen omkring kunsttidsskriftet "Helhesten", redigeret af arkitekten Robert Dahlmann Olesen og med Asger Jorn som inspirator. Magna og Kinne deltog gerne i sammenkomsterne i kredsen. Kinne blev her kredsens troubadur, der med luthen i hånden foredrog Bellmann-sange og Evert Taube-viser. Fra tid til anden fik han følgeskab af Asger Jorn på violin. Kredsen omkring "Helhesten" blev inspirerende for de abstrakte malere, der dannede COBRA-grubben i 1948. Valentinusen forstod nok de abstrakte malere, der ofte betegnede sig som tankemalere eller åndsmalere, fortæller Sonja Fritze, og han så noget i deres arbejder. Selv malede han ikke abstrakt og fulgte derfor kun tilblivelsen af COBRA på sidelinien. Men som det åndsmenneske, han var, kunne han inspirere sine malerkolleger, og de respekterede ham. "Du behøver ikke at male. Du er selv kunst", skal en af dem have sagt til ham. Sonja Fritze siger, at han var livskunstneren blandt dem.

Selvportræt 1942. 46x56 cm

Årene under krigen gav vareknaphed og pengerigelighed. derfor kunne kunstnerne let sælge deres billeder. Det nød også Kinne godt af. Han holdt i disse år flere separate udstillinger i København, bl.a. i gallerier på Nicolaj Plads og i Købmagergade. Hans skildringer af det nordjyske landskab og fiskerne på stranden solgte godt, fordi de måske også rørte ved noget i danskerne i disse år. Under krigen arbejdede han ofte sammen med Jorn og Dahlmann Olsen i et hus på Amager, udlånt af kunsthistorikeren Jan Zibrandtsen.

Hver år vendte familien tilbage til Løkken, bl.a. for at deltage i Regnbue-udstillingerne. Sonja Fritze husker en episode fra faderens fødselsdag den 17. juli 1941. Kort efter, at gæsterne bl.a. farmoderen og farfaderen, var ankommet, blev Kinne kaldt til telefonen. Der var besked fra udstillingen. Lidt efter kom han stolt tilbage med fingeren i vestens ærmegab: "Jeg har solgt det hele for 1000 kr," meddelte han. Valentinusen var medlem af sammenslutningen "Nordjyske Malere" og deltog i dens udstillinger i Aalborg. I 1946 og i de følgende år holdt han separaudstillinger i teknisk skole i Løkken.

At holde kunsten og familien i live

Paludan havde i gæstebogen skrevet om at holde familien og kunsten i live. Der var efterhånden kommet 4 børn, der skulle sættes i vej. Valentinusen fik i disse år en aftale med en kunsthandler, der lagde mere vægt på hans håndværkdmæssige kunnen end på hans behov for tid til fordyberlse i motivet. Selv om han altid havde været meget flittig, blev der i disse år efter nogles mening nok malet for mange billeder. Det blev en periode, hvor borgerbrevet i kunstnens hellige by var tyndere.

Landskab ved Furreby. Udateret. Privateje

Men han havde stadig portrætterne, som var uden for aftalen. Der belv bl.a. malet adkillige københavnske direktører, til ophængning i deres virksomheder. Endvidere blev kantinen i Københavns Brandforsikring udsmykket. I 1953 gennemgik Valentinusen en alvorlig operation, og hans helbred fik et knæk. Dertil kommer, at Sonja Fritze oplyser, at han mistede evnen til at se farver, og det er vel årsagen til, at de senere billeder fik en anden tone. En datter døde ung, og 1960'erne var hårde år, fortæller Sonja Fritze. Hun fortæller også, at Kinne altid længtes tilbage til Løkken, men han fik gennem billederne af fiskerne på stranden en erstatning for savnet af fødebyen.

Krabbe. Tusch 29x22 cm. Privateje

Efter Regnbuen var forbindelsen mellem de tre Løkkenmalere blevet mere sporadisk. Men i 1965 arrangerede den nydannede "Løkken Kunstforening" en udstilling med Løkkenmalerne. Valentinusen var her kontaktpersonen til mange af kunstnerne. Det blev sidste gang Erik Larsen, Lars Nielsen og Valentinusen mødtes og udstillede sammen. I Løkken havde Magne og Kinne fået et par meget gode venner i læge Oscar Bojsen og hans hustru Hjørdis. De var begge meget kunstinteresserede og havde forbindelse emd andre malere. I 1970'erne foretog de fire en tur til Israel, hvor Kinne tegnede og malede. Også sammen med børnene foretog ægteparret Valentinusen rejser, der resulterede i tegninger og malerier.

 I 1980 arrangerede Vraa Højskole en udstilling med Valentinusens arbejder i Kunstsalen. Det var hans  sidste store udstilling. Både han og Magna var på dette tidspunkt syge og deltog ikke i ophængningen og så ikke udstillingen. Chr. Valentinusen døde i 1984.

I 1976 fortalte Cher, Valentinusen sin historie på et lydbånd. Det er sammen med Sonja Fritzes fortælling, oplysninger fra familien Jorn og Paludans breve kilderne til dette skrift. Lydbåndet slutter med, at Valentinusen fortæller om sit sidste møde med vennen Lars Nielsen, der bad ham synge en lille sang, "Sving dig kun lærke mod himlen blå". Den sang han tit i gamle dage. Kinne tog luthen frem og sang den til båndoptageren. Nu hænger luthen stum, men strengene dirrer endnu. 

Christian Valentinusen som maler. Anmeldelse af Leif Bøgh

Min anmeldelse af Chr. Valentinusens værker bygger på de malerier, plakater og dekorationer, jeg har haft lejlighed til at opleve i Løkken efter et formidabelt indsamlingsarbejde af Løkken Billedsamling. Det er velkendt i vide kredse, at der hænger endnu flere værker spredt over det meste af landet. Disse danner ikke grundlag for den vurdering, jeg fremsætter her, men de vil uden tvivl bevirke, at jeg nysgerrigt vil skæve til mangen en nordjysk væg i tiden fremover.

 Kunstneriske forudsætninger

Valentinusen er helt klart den af Løkkenmalerne, der udviser det mest sikre håndværkmæssige håndelag. Han har i utallige værker vist, at han kan gengive et motiv, så det ligner forlægget både i form og farver. Dette talent er vel egentlig en forudsætning for at lave god billedkunst, hvadenten billedet skal ligne noget konkret eller ej. Hans evner for at komponere en billedflade, at blande farver og sætte dem op mod hinanden og at påføre dem lærredet med fynd og elegance fremgår også tydeligt af flere af hans værker.

"Den Blå skønhed. Valdemar Jensen, også kaldet "Dørgekongen",ejede denne båd, der skabte opmærksomhed alenen ved sin farve. Malet 1925. Privateje

Når alle disse faktorer mødes i et billede i følgeskab med kunstnerens psykologiske indleven i modellen og selvfortabelse i arbejdet, så bliver billedet godt. Et lille billede af en båd på stranden 1925 er et sådant billede. man ser klitterne til højre, havet til venstre, og kystlinien fortone sig mod Rubjerg Knude i det fjerne. Den blå båd er dristigt forskudt mod højre, men balancen opretholdt perfekt af havet til venstre. Lyset flimrer impressionistisk over hele landskabet. Man fornemmer det hede sand og luftens varmedis. Det er et herligt, selvoplevet billede.

Motivverden, malemåde og personlig udvikling

Når man ser mange billeder af en kunstner samlet på et sted, søger man uvilkårligt efter en fællesnævner. Hvad kendetegner denne kunstner? Hvor ligger hans styrker og hans svagheder? Kan man spore en udvikling hen mod et personligt udtryk? Med Chr. Valentinusen er denne søgen ikke let. Det forekommer mig, at hans malemåde skifter brat mellem tre tendenser. I den impressionistiske stil kommmer naturens farver sandfærdigt til udtryk og stofkarakteren i motivernes overflade er til at føle på. Her er førstnævnte billede fra 1925 et smukt eksempel.

Høstbillede 70x60 cm. Udateret men formentlig fra op. 1940

I en periode maler Valentinusen nogle landskabsbilleder inde i landet. De er mere stilistiske i formen. man ser høstarbejdere og gule kornneg i et gulbrunt landskab.  Et andet billede, som jeg tilfældigt så hos en familie i Hou, viser grønne høstakke i et køligt grønt landskab. Disse billeder har andre kvaliteter end de impressionistiske, man fornemmer ikke i samme grad varmen eller køligheden her. Billedets farver har her et andet formål, end at skabe atmosfære og temperatur. Penselstrøgene afslører, hvori intentionen består. De er markant afsat i stramme, velovervejede rette strøg, der krydsende opbygger en stilistisk komposition. Valentinusen er i disse billeder i højerer grad optaget af billedets kompositoriske stramhed end af den nøjagtige gengivelse af hans oplevelse af motivet.

Løkken set fra klitterne. 84x66 cm 1936-40. Løkken Sparekasse.

Her begynderhan at skabe en stil, der hos andre ofte fører hen mod abstraktioner, men udviklingen stopper tilsyneladende i et tidligt stadium. Det abstrakte udtryk var vist ikke Valentinusens kop te. I andre billeder kombinerer kunstneren trangen til at sætte komposition og stramhed sammen i en enhed ved hjælp af en mere blød og sympatisk trang til at udtrykke stemninger fra sin fødeby Løkken. I et udateret billede forestillende en del af byen set fra en klittop er byens karakteristiske huse anbragt i fornem perspektivisk komposition, hvor de rosa og røde faver i gavle og tage udgør en velafbalanceret helhed. Billedet er dejligt usentimenatlt , fordi det maleriske her er sat i højsædet.

Fiskere i klitten 64x49 cm 1936-40. Privateje

De mange billeder, Valentinusen har malet af mennesker på stranden, udgør to typer, der dog har det tilfælles, at de beskriver den psykologiske samhørighed, der er opstået mellem mennesker, der gennem generationer har fået deres daglige udkomme derude på havet. Den ene type af fiskerbilleder er den ærliger, indfølte selvoplevede type. De er malet med respekt for modellerne. De er koloristisk i orden, undertiden fremragende og udført med elegance.

 

Fiskere på stranden. 95x66 cm. Sen periode

Den anden type må opfattes som professionelt venstrehåndsarbejde med indtjening som hovedmotiv. De er oftest blå i tonen uden spændende kontrasteffekter. Ingen farver spiller levende op mod hinanden og kunstnerens psykologiske indleven er påtaget eller fraværende. Man har mistanke om, at Valentinusen ikke har befundet sig vel under arbejdet med disse billeder. De bærer præg af brødnid, og jeg vil derfor tillade mig at kalde stilen som den spekulative.

Portrætterne

Chr. Valentinusen var en udmærket portrætmaler. Nogle af dem bærer præg af bestillingsarbejder, hvad de da også i vid omfang var, men i denne genre var han på hjemmebane. Han har rigtigt kunnet få lejlighed til at vise sin håndværksmæssige dygtighed, sin psykologiske indlevelsesevne og sin gode sans for farvesammensætning. Her udviser han også respekt for modellerne og glemmer helt tankerne om mammon til fordel for  arbejdets intensistet. I portrætterne kan man også følge en vis udvikling hos kunstneren. Der er således stor forskel både i tid og malerisk udtryk på et tidligt portræt af en ung nygift kvinde fra Løkken og portrættet af pastor Holger Balslev fra sidst i 1940'erne. De to billeder har hver deres kvaliteter.

Portræt af Gunna Skadelund, f. Rasmussen. 1930.
68x72.5 cm. Privateje

Den unge kvinde er malet i dystre, dæmpede farver i mat grønt og sort. Malingen er påført i jævne lag uden synlige penselsstrøg. Hendes sørgmodige ansigt er vendt lidt til siden, og øjnene betragter sørgmodigt en imaginær plet på gulvet, mens hendes tanker er andetsteds henne. Hvorvidt det er bevidstheden om rækkeviden af konsekvensen af det nyligt gennemførte bryllup eller modelarbejdets langsommelige monotoni, der bekymrer hende, fremgår ikke, men mon ikke det sidste er det mest sandsynlige som forklaring. Billedet har under alle omstændigheder en dejlig barok stemning over sig. Portrættet af pastor Balslev er helt anderledes. Han ser også mod venstre, men blikket er selvbevidst, nærmest stålsat. Farverne er ligeledes grønlige og sorte, men her med en befriende fris+khed, der passer til pastorens brede smil. Penselstrøgene er her udført med en sjælden elegance og sikkerhed, og de buede linjer i baggrundens gardiner tager fornemt del i billedets kompositoriske og koloristiske helhed.

Holger balslev (1898-1950) var præst i Løkken
fra 1925 til sin død. Udateret. 65.x.84.5 cm

Fortolket ud fra Valentinusens portræt af teglværksejer Møllert var denne en selvbevidst mand med stor autoritet. Hans udtryk på billedet afspejler desuden en vis afstandstagen til den maler, der ihærdigt og samvittighedsfuldt arbejder foran ham. Eller er det Valentinusens sindsstemning, der kommer til udtryk i billedet? Modellens lidt skæve isseform er med til at forstærke den tydlige diagonalkomposition, billedet er opbygget efter.

Teglværksejer Kaj Møller, Vraa Teglværk. 1932. 56x74 cm

Stemningen er en helt anden i et lille portræt af en ung pige på stranden. Hun ses i profil og er badet i et typisk skagensk havlys, som vi har set før. Valentinusen var ganske ung, da han malede billedet. Det viser tilstedeværelsen af hans medfødte talent for tegning og maling

Ung pige på stranden. 30x40cm.Tidlig periode

Andre aktiviteter

Udover strandbilleder, bybilleder, portrætter, landskaber, mennesker i aktivitet og i stille eftertænksomhed har Chr. Valentinusen malet plakater. Han plakat for Løkken med sømærket er vel næppe siden hen overgået i gennemslagskraft. Senere tiders højteknologiske forsøg er sivet ud i forglemmelsens strandsand sammen med bølgerne. Dekorationer har han også lavet. Hans store brune landskaber, der udgør nogle velintergrerede dekorationer i sygeplejerskernes feriehjem i Løkken falder godt ind i interiøret i det smukke hus. Kunstnerens person holdes klædeligt i baggrunden til fordel for stedets arkitktektoniske helhed. 

I 1930 udskrev nystartede Løkken Turistforening en plakatkonkurrence, hvor Valentinusen vandt 1. præmieen på 25 kr, mens Erik Larsen firk 2. og 3. præmien på henholdsvuis 15 og 10 kr. Det vindende forslag blev brugt som plakat i nogle år, indtil motivet blev afløst af traditionelle badepiger. 53x76 cm

Om kunstnerens personlighed

Begrebet personlighed er vel nok det bløde punkt, når vi taler om Chr. Valentinusen som kunstmaler. Til trods for den rige dokumentation af maleriske kvalifikationer er det svært at finde personen bag hans værker. Han udvikler så at sige ingen personlig stil, intet udtryk, der er karakteristisk for netop ham som maler ingen form, der kan genkendes som hans. Han må have haft en yderst bastant psyke. Han var ven og arbejdsfælle med progressive malere som Asger Jorn og Ejler Bille. Deres påvirkning kan ikke spores i et eneste maleri, eller andet værk af Valentinusen. Dette er ganske forunderligt. Manglede han mod eller lyst til at gå sine egne veje og skabe sin egen kunst, eller syntes han, det var uden interesse? Vi ved det ikke. Men hvad har han givet os i eftertiden? Han har givet os mange gode billeder, som mange vil nyde i år fremover. Når mindet om selve personen er glemt, har vi billederne tilbage.

 

 

Selvportræt 1950

At en profet ikke er agtet på sin hjemstavn, gælder ikke for maleren Lars Nielsen. Både Hirtshals, Tornby og Løkken vil gerne vedkende sig ejerskabet. Han var højt estimeret af vendelboerne, og hans billeder hænger den dag i dag i mange hjem i hele Vendsyssel. Mængden af arbejder er tegn på, at han var utrolig produktiv, og han solgte sine værker så hurtigt, som det kunne lade sig gøre. Farven var vel knap tør, før billedet gik fra kunstnerens hånd til køberen.

Lars Nielsens navn findes ikke i kunstleksikaer. Ej heller ses hans arbejder på kunstmuseer. Han kunne have gjort sig fortjent til begge dele, men skæbnen og vilkårene ville det anderledes. Han var ikke just født med en sølvske i munden. Han så dagens lys på Slotved Fattiggaard i Sindal Sogn som søn af fattiglem Elsia Marie Nielsen. Det var den 24. oktober 1893. Faderen var ukendt, og han forblev ukendt for drengen. En kunstnerisk åre må denne far have været i besiddelse af, for hvorfra skulle drengen ellers have fået sit store talent fra?

det var ikke den letteste start på tilværelsen for sådan en lille purk, som ovenikøbet havde to søskende, der også var uægte. Tidligt blev han "høwerdreng", men når han gik og vogtede køer, fandt han sne lyspunkter i tilværelsen. Han tegnede. Det papir, han kunne få fat i, brugte han til sine første blyanttegninger. Motiverne fandt han i naturen: Dyrene på marken, et krogettræ på en ellers øde hedestrækning, og opgså fattiglemmerne blev foreviget i hans streg.

Da han kom i skole i Bindslev, var han så heldig at få en lærer, der mødte ham med stor forståelse. Bonde Petersen, som var lærerens navn, bemærkede sig knægtens tegnetalet, og han roste ham og tilskyndede ham til at dyrke sine gode evner i den retning. Alligevel var der ikke afstukket nogle retningslinier for hans videre udvikling, da han senere afsluttede sin skolegang fra Mygdal Skole.

Lars Nielsen kom ud at tjene på omegnens gårde, og han var også en periode i lære som møller. Man da han fyldte 17 år, kom han i malerlære hos malermester Thorvald Egebak i Vraa. Det var i 1910, netop det år, hvor Thorvald Egebak startede sin egen malervirksomhed. Her lærte han det praktiske omkring malerfaget, men erhvervede også megen teknisk viden. Udlært blev han nu aldrig, for han var temmelig ustabil med sine mødetider, og det rykkede for meget i ham efter at komme ud at tegne og male natur og mennesker i stedet for stuer og huse, fortæller Thorvald Egebaks datter, Ellen Olesen, Hjørring.

Vraa var god for ham

Flytningen til Vraa var på mange andre måder god for Lars Nielsen, for her lærte han nye mennesker ar kende, personligheder, som havde tilknytning til højskolen. I læretiden var den teoretiske del af uddannelsen henlagt til Vraa Højskole, hvor han gik om aftenen. På den tid skete der meget i Vraa. Højskolen var etableret en snes år tidligere, og med den fulgte nye tanker. Man kan vist godt kalde det en mindre kulturrevolution. Grundtvigianerne var i strid med missionsfolkene. Det lyse menneskesyn, som prægede Grundtvigianismen, var ved at få overtaget over den tunge og mørke Indre Mission, og det var noget, der gjorde indtryk på Lars Nielsens unge, følsomme  og modtagelige kunstnersind.

I Vraa mødte Lars Nielsen også Thomas Olesen Løkken, et møde der fik stor betydning for dem begge. De var begge i besiddelse af kreative evner, hver på sit felt. Lars Nielsen kunne tegne og male, og Thomas Olesen var, foruden at ernære sig som cykelsmed, vand- og gasmseter, elektriker og opfinder, også forfatter i svøb. Foruden det kunstneriske talent havde de også noget andet til fælles. Det var nok først og fremmest Thomas Olesen Løkken vi kan takke for, at Lars Nielsen kom til byen. Men først var han en tur i Aalborg.

Ingeniør Fibiger Vestkysthavnenes bygherre. Fra Profiler 1925

Lars Nielsens fire år i Aalborg

Gode og forståenende venner fra Vraa skaffede Lars Nielsen et stipendium, så han kunne studere på Den tekniske Daghøjskole i Aalborg. Det blev gode år for ham. Der fik han som lærer Lauritz Pedersen, som kom til at betyde meget for ham som kunstner. Han var også Chr. Valentinusens læremester. Aldrig var han mere stabil end i sin Aalborgtid. Her begyndte han også den livsform, som prægede ham resten af livet. Han ville nemlig gerne besøge et værtshus nu og da, han holdt af dialogen, og under samtalen satte han blyanten til tegneblokken og fremtryllede i løbet af ingen tid et portræt af sin samtalepartner.

Forfatteren Th. Olesen Løkken var en god ven af Lars Nielsen. De var lige kunstneriske - og lige fattige. Fra kunstsamlingen Profiler fra 1925

Lars Nielsen blev engageret  af det daværende Aalborg Stiftstidende som tegner. I den periode (1925) udgav han en kunstmappe med portrætter "Profiler", kaldte han den. Forsiden er et dejligt billede af to børnehoveder, og inden i er der portrætter af kendte personligheder, bl.a. Thomas Olesen Løkken. Under dette portræt har Lars Nielsen skrevet Thomas Olesen Løkkens egne ord: Havet, Klitterne, De flade Kær mod Vildmosen, Børglum Bakke, Skrænterne mod Nord. Det vide udsyns Land. Vendsyssel, mit Hjem. Denne kunstbog indeholder også et protræt af en original fra Løkken, kaldet "Twat-Jens", samt et par fine skitser fra Børglum Bakke og Mariager Fjord. Mappen er, som vel den eneste fra Lars Nielsens hånd, fundet værdig til arkivet på Nordjyllands Kunstmuseum og Vendsyssels Historiske Museum. Den findes også på biblioteket i Hirtshals og i Løkken Lokalhistoriske Arkiv.

Den sociale arv

Lars Nielsen var på mange måder et sammensat menneske. Hans opvækst, som bar præg af  manglende tryghed og stor fattigdom, kom til at præge hele hans voksenliv. Selvom han var i besiddelse af et gudsbenådet tegnetalent, var han en flakke, som ikke fandt ro nogensteds. En  enspænder var han, uden tvivl også ensom til tider. Til trods for de dårlige odds i barndommen havde Lars Nielsen tilegnet sig stor klassisk dannelse. Han havde en baggrundsviden om de store græske filosoffer, og han havde også læst om europæisk mytologi og kultur. De klassiske tænkere stod han hjerte nær, og han overraskede ofte sine samtalepartnere ved at kunne citere og fremlægge afsnit fra antikkens filosoffer.

I sin gode ven, auktionsholder Tage Jensens Gæstebog skrev han f.eks.: "Vore gamle ærværdige forfædre grækerne havde deres egne guder som vi vore. De var på sin vis dus med dem, var ikke fuldkomne, ikke færdige. Det trøster os, at vi ligesom dem attrår det fuldkomne."

Om det var omsorgssvigt fra barndommen, der var årsag til, at Lars Nielsen i sit voksenliv gerne ville vække opsigt og være midtpunkt, skal være usagt. Men overses ville han ikke. Det fortælles, at han en aften kom ind på kroen i Hirtshals, hvor der var et større selskb. Ingen ænsede ham, og det bekom ham ikke. Han rejste sig uden videre fra sin stol, tog fat i sit ene bukseben og flængede det op. Nu måtte gæsterne da lægge mærke til, at han var arriveret. Ligesom vor egen forfattter Knud Holst havde Lars Nielsen øje og hjerte for de skæve eksistenser. Hvad kunne der ikke være kommet ud af det, hvis de to havde levet samtidigt i Løkken. Knud Holst skrev om disse skæve eksistenser og omfattede dem med kærlighed. Lars Nielsen tegnede dem og karrikerede dem med en yderst kærlig hånd.

Twat-Jens fra Furreby 1921. 37x48.

Egentlig hørte han vel selv til blandt dem, selvom han nødigt ville have dette eftermæle. Han nød at få sig en øl og en snaps, men allerhelst drak han portvin. Den drik forgudede han. Alkoholiker kan man ikke kalde ham, for havde han drukket tæt hver dag, ville det have været umuligt for ham at lave den store produktion af billeder. Han drak mest for selskabs skyld. Over en øl samtaler man bedre, siges der. Skulle det ske, at han i en periode tyede til de hårde former for spiritus, var det for at flygte fra virkeligheden og ensomheden og give det følsomme kunstnersind lidt fred. Penge var for Lars Nielsen ikke noget, nman gemte på. De blev omsat, lige så hurtigt, som de kom ind. Han nassede aldrig. Hvis han lånte penge af nogen, blev de betalt tilbage - i tegninger eller malerier. Tegneblokke, kridt og farver blev betalt med hans arbejder, og på den måde fik frk.Ørum i Løkken og farvehandler Tornby i Hirtshals store værdier på væggene.

Lars Nielsen ville ikke skylde nogen noget. Han tog gerne imod, hvis nogen bød ham på en øl, men havde han selv penge, var han også den glade giver. Hans hurtige streg gjorde det muligt for ham ofte at være i den glade giverrolle. Behov for omsorg og ros havde Lars Nielsen. I sine depressive perioder, og dem var der trods alt nogle stykker af, kunne opmuntrende ord og klap på skulderen hjælpe ham op af kulkælderen. Han led i disse perioder af mindreværdskomplekser og følte ikke, han var noget som helst. Han kaldte sig selv "en bums, der ville være glemt af alle dagen efter sin død."

Livet i Løkken

Fiskerbåd på Løkken Strand 1947. 52x37. Privateje

I Løkken var Lars Nielsen en velanskreven gæst. Han havde som nævnt et nært venskab med Thomas Olesen Løkken, der var ved at lå igennem som forfatter i begyndelsen af 1920'erne. Men også købmand Jens Bang blev hans gode ven og fortrolige. Lars Nielsen havde lært Jens Bang at kende, mens denne var i købmandslære i Harken Brugsfoening, og Lars Nielsen sev var i malerlære i Vraa. Dette venskab hodt i mange år, og de to ellers så forskellige personligheder supplerede hinanden godt.. Bl.a. mundede det ud i et skuespil, som omtales senere.

Lars Nielsen kom i mange hjem og i alle lag  og på mange restaurationer. En smuk mand var han, og han kunne begå sig overalt. Han mødte i Løkken store personligheder som skuespilbrødrene Henrik og Peter Malberg og knyttede livslangt venskab med dem. Forfatteren Emil Bønnelycke og Jacob Paludan hørte ligeledes til hans vennekreds, og det samme gjorde violinisten Peder Møller og pianisten Victor Schiøler. De sidstnævnte spillede på Strandpavillonen om sommeren.

Ved vandtårnet 1920. 50x30

Også den navnkundige kunstner Robert Storm Petersen havde sin gang i Løkken. Han underholdt nogle somre på Badehotellet sammen med harmonikavirtuoserne Gellin og Borgstrøm. Naturligvis måtte Lars Nielsen have sin tegneblok frem og forevige den kendte og afholdte Storm P. med det karakteristike udseende og sin evigt dampende merskumspibe. Mødet mellem de to kunstnere førte til livslangt venskab, og så længe Storm P. levede, skrev de sammen.

Lars Nielsen ved tegnebrættet i Pavillonen

I Løkken nød Lars Nielsen sommerperioderne, når byen myldrede af fornemme badegæster fra Aalboorg og København, og han kunne omsætte alle de billeder, han kunne overkomme at producere. Motiver og kuntnervenner var der nok af om sommeren. Han behøvede ikke at bevæge sig særlig langt for at få et motiv fra en ny vinkel. Den lyse sommer med den klare luft og Løkkens specielle lys gav altid nye farvetoner til hans pensel. Ofte gik han på små sandstier mellem husene, og her fandt han sine motiver. Senere i livet, da Lars Nielsen havde taget ophold andetsteds, fortsatte han med at komme "hjem" til Løkken. Han besøgte også mage af de andre små byer langs Vestkysten, men en del af sit hjerte lod han blive i Løkken, hvor han havde haft så mange positive oplevelser.

Besøget på kunstakademiet

I begyndelsen af 1920'erne boede Lars Nielsen i et lille kvistværelse hos Thomas Olesn Løkken. Lars Nielsen arbejdede på et værk som skulle give ham adgang til Kunstakademiet. Han var på det tidspunkt fast besluttet på, at han ville lære sit kunstnerhåndværk til bunds. Hvad der videre skete med den optagelse, står hen i det uvisse. Om han blev vejet og fundet for let af udtagelseskomitteen eller om hans opgave ikke blev afleveret til tiden, vides ikke, men det fortælles, at han var skuffet over udfaldet.

Oliemaleri fra 1924. Dette billede som Løkkens fine fruer samlede penge ind til , gav Lars Nielsen adgang til Kunstakademiet. Billedet er portrætter af de personer, der dengang boedfe på Aldershvile. Stående ses pastor Grønbæk, der læser op for beboerne. 140x100

Men i Løkken stod byens damer parate til at hjælpe den talentfulde kunstner, der nød deres omsorg. Der var altid en kvinde, der sørgede for at hans tøj blev vasket, og at han var pænt klædt på. Med fru gartner Joahnne Bang Christensen i spidsen bestemte nogle af Løkkens fruer, at de nok skulle sørge for, at deres favoritkunstner kom på Kunstakademiet. De fik Lars Nielsen til at lave et malerei af 12 gamle personer, der boede på Løkken Alderdomshjem, og de fik penge til betalingen ved at samle ind blandt Løkkens beboere. Et krav fra damerne var det, at de penge, de fik samlet ind til at betale maleriet, skulle Lars Nielsen bruge til studium på Kunstakademiet.

Og denne gang lykkedes det. Han blev optaget, men opholdet blev ikke den fornyelse og inspiration, som han havde set frem til. Vel fik han dygtige lærere, men alligevel følte han det som tidsspilde at gå der. God som han var til at tale med folk, fik han dog gode kontakter i København, og han omgikkes den tids store personligheder inden for teater, kunst og litteratur.

Et år senere forlod han Kunstakademiet, og efter et kortere kursus i tegning også i København, tog han, hvor mærkeligt det end lyder, et gymnastikkursus på Vallekilde Højskole. Det var nu nok ikke så meget for gymnastikkens skyld, men mest for at komme tilbage til det højskoleliv, som han kendte fra Vraa Højskole. Ej heller dette ophold var ham til særlig gavn, og han længtes også tilbage til Vendsyssel, og især Løkken. Lidt havde han dog fået med sig fra København. Han førte sig nu frem som en rigtig kunstmaler og hans særprægede bredskyggede kunstnerhat var med til at præge hele hans fremtoning. Løkken havde gklæde af Lars Nielsen i 20'erne og 30'erne, og i den periode nåede han at tegne og male så mange værker, at der hænger mindst et værk af ham i de fleste Løkkenhjem. Han var selvfølgelig også med, da Jens Bang fik den gode ide at lade en komedie af Thomas Olesen Løkken opføre i Løkken og omegn.

Den Skæve Linie

Komedien hedder "Den Skæve Linie" og er et lystspil i tre akter med flere sange. Handlingen foregår i en afsides egn af landet et sted i Vendsyssel. Den udspilles i Søren Kringels dagligstue, en bondestue i gammeldags forstand. "Fast bænk foran vinduerne, der er i Baggrunden. Et Langbord med Bjælker under. En løs Bæk uden Rygstød foran Bordet. Gammel Bornholmer. Bilæggerovn. Hjørnehylde med Brændevinsflaske. Ølkovs på Bordet og lign.. Et par Stole. Døre til højre og venstre" skriver fofatteren selv i forordet.

Jens Bang og Lars Nielsen fotograferet ca. 1925

Der var intet overladt til tilfældighederne i Den Skæve Linie. Der er en nøje beskrivelse sf personerne og deres påklædning. Kostumer og dekorationer  var Lars Nielsens ansvar, og der er ingen tvivl om, at der blev gjort meget ud af den side af sagen. Således skrev Aalborg Stiftstidende i 1921: "Løkkens Rembrandt, Kustmaler Lars Nielsen har malet nogle praktfulde dekorationer."  Jens Bang, som dengang var kommis, købte eneret på opførelsen, og han fik lavet en flot transportabel scene, som egnede sig til at blive stillet op i forsamlingshuse og Lignende steder. I badesæsonen skulle teatret dog have fast tilholdssted i Løkken.

Opførelsen blev en bragende succes, og komedien blev opført i det meste af Vendsyssel, og også i Vraa og Hjørring, i alt 30 gange. Første gang den blev opført i Løkken, var til en basar som håndværkerforeningen holdt i den store sal på Løkken Badehotel. Forestillingen, der varede 5 kvarter, måtte vises adskillige gange, så stor var tilstrømningen. Efter hver forestilling blev der vist karikaturtegninger af byens kendte personer. Lars Nielse karikerede nemlig byens førende handelsfolk på en tyve m lang frise malet på bordpapir. Trods det skrøbelige materiale, frisen var malet på, holdt den i mange år og vistes frem ved festliige lejligheder. I dag er de ikke til at opspore, og måske har tidens tand fortæret den.

"Det, som gjorde størst Lykke, var den 3 Akts Komedie "Den Skæve Linie", som Thomas Olesen Løkken har skrevet for Dilletanter. Publikum fik rigtigt Lattermusklerne sat i bevægelse, og de fleste saa Stykket to Gange. Om Lørdagen var der Premiere, og efter at Dilletanterne var klappet frem flere gange, vilde man også se Forfatteren, saa Ths. Olesen maatte frem paa de skraa Brædder.", skrev Vendsyssel Tidende dagen efter basarfesten i Løkken.'

Fem af byens spidser i 1938

Den skæve linie handlede i korthed om en ungkarl på 30 år. han hedder Jens. Af en gammel spåkone får han at vide, at han skal gifte sig med en pige, der er født samme dag som han selv. Hvis ikke han gør det vil livet forme sig ulykkeligt for ham. Den gamle spåkone, Mette spiller en stor rolle i stykket . Hun kan læse i hænder. En dag tager hun Jenses hånd og ser alle linierne, hjertelinien, rigdomslinien, skønhedslinien og lykkelinien. men så får hun øje på endnu en linie, en skæv linie, der krydser de andre på forunderlig vis, og sådan en linie har hun aldrig før set hos noget menneske. Den er underlig udvisket, men dog alligevel tydelig nok . Jens mener, den er så udvisket, fordi han så ofte har brugt en skovl, men det lader Spå-Mette sig ikke slå til tåls med. I den skæve linie i hånden læser hun, at Jens skal møde og gifte sig med en "Jomfru der er nøjagtig lige så gammel som han selv. Hende skal han favne,. Hende skal han følge".

Efter mange forviklinger, hvor den gammle spåkone dog ordner der hele på bedste måde, ender lystspillet i fryd og gammen. Rollebesætningen var følgende: Ungkarlen Jens blev spillet af Jacob Pedersen, husbestyrerinden Nicoline, der fik sin Jens, af Erika Bang Christiansen, morbroder Søren Kringel af H. Elskjær, Tjenestepige Anna af Karen Olesen Løkken, og i rollen som tjenstekarl Kristjan sås Jens Bang selv. Hvem der spillede spåkonen Mette vides ikke., for der mangler simpelthen underskrift ud for hendes rolle.

Det forunderlige ved hele denne historie er, at Løkken lokalhistoriske Arkiv er i besiddelse af en slutseddel, som Jens Bang indgik med Thomas Olesen Løkken om stykket. Ved Jens Bangs død betænkte arvinger museet og arkivet med mange vigtige dokumenter, og deriblandt lå "Den Skæve Linie": "Dette Bevis for at undertegnede Kommis J. Bang af Løkken har af Forfatteren Th.Olsen Løkken købt dillatantkomedien "Den Skæve Linie" med Eneret til at opføre Stykket i Tiden fra den 21.2.21 til den 1.9.21 i en omkreds af 3 mil fra Løkken. Købesummen er 50 Kr kontant, plus 15 Kr for hver Aften, Stykklket bliver opført. Aage Enevoldsen skrev under til vitterlighed, og sognefoged Søre Mølgaard har påtegnet slutsedlen den 2.3.1921.

To løkkenboere. Kvinden med forklædet er Mine fra Ndr. Strandvej

Kontrakten med "skuespillerne" har følgende ordlyd: "At samtlige Dilletanter har herved forpligtet sig til på Forlangende af Kommis Jens Bang at medvirke ved hver af Kommedien "Den Skæve LInie"  i Tiden fra første Marts til første September 1921. Paa disse Betingelser, at Hr. Jens Bang betaler Gage 15 Kr til hver af spillerne pr. opførsel med Løntillæg af 5 kr fra den 1. juni til den 1. september. NB: Dilletanterne skal selv holde og medbringe Kostume til deres specielle Rolle, samt dække alle udgifter ved Rejse og Ophold i en omkreds af 3 Mil. Kontrakten er underskrevet af Margrethe Søborg og Søren Mølgaard.

Den skæve linie blev en enorm succes, og såvel på Hjørring Sommerteater, der holdt til i SDvanelunden, og på Hotel Du Nord, var der fulde huse. I alle de omkringliggende byer blev stykket opført, og Thoas Olesen Løkken roste især  scenen i vraa for dens gode lyd- og lysanlæg. Succeseen med den Sjkæve Linie var så stor, at man fandt det passende at mindes den med et gadenavn. Og da vi i Løkken netop har en gade, der har det skæve forløb, blev den pkaldt efter skuespillet. Tænk at være så heldig at få mulighed for at bo i en gade, der er opkaldt eftyer en linie i hånden, og så ovenikøbet en linie der bringer Lykke.

I en af sangene, der går på "Oh Susanne" hedder det:

Hvor holdt Lars Nielsentil i sin Løkkenperiode?

I 1920'ertne havde Lars Nielsen fast bopæl på Stramdhotellet i Løkken. Her havde han et værelse på hotellet hos nu afdøde ejere Thea og Andreas Pedersen. Her samledes også Løkkens øvrige kunstnere, især Erik Larsen og Chr.Valentinusen. I en fjensynsudsendelse, der er lavet af Poul Leth Sørensen i 1977 fortælller Thea Pedersen om Lars Nielsen:

Kvartetten: Hotelejer Allech, murermester A. Andersen, malermester Harry Hvilshøj Christensen, bogtrykker C. Larsen. 62x42

"Han var et beskedent menneske der ikke stillede store krav til tilværelsen. Mens han boede hos os, fik han også noget mad, og han betalte med billeder. Penge havde han ikke mange af. Ofte spiste han i køkkenet, og allerhelst ville han have et stykkke ristet franskbræd med portugisiske sardiner. Han var en stille beleven, velklædt gæst, der ikke kom nogen for nær. Skulle det komme så vidt, at han fik en øl og en snaps og ild på en stor cigar, var han særdeles tilfreds. Vi havde ikke fornemmelsen af, at han bekymrede sig om dagen i morgen. Meget ofte var han sammen med Erik Larsen og Chr. Valentinusen i Restauranten, og det trekløver inspirerede hinanden. De diskuterede, de drillede hinanden og de festede sammen. Det skete at bølgerne gik højt, og så kunne de ende i hvert sit hjørne af restauranten, når klokken nærmede sig midnat."

 Da Strandhotellet efter Thea Pederasens død blev solgt i 1990, gik de ca. 50 Lars Nielsen værker, deraf mange store oliemalerier, i arv til børn og børnebørn. Efter antallet af billeder at dømme, må vi tro. at kunstneren har nydt megen gavn af hotelparrets gæstfrihed. Der blev samme år fra nogle Løkkenboeres side gjort forsøg på, at få Strandhotellet omdannet til kunstmuseum, hvori Lars Nielsens mange værker kunne indgå. Men det mislykkedes.. Også på Strandpavillonen færdedes Lars Nielsen meget. A.J.Østergaard fortællert, at Lars Nielsen altid ankom med tegneblokken under armen, og i aftenens løb nåede han at portrættere adskillige gæster og sælge billederne sammen aften. 

Parti fra Løkken 1948. 55x45.Privateje

En aften, da han kom forbi garderoben, sagde den unge A.J.Østergaard til ham:"Nå Lars, du har nok tegnebogen udnder armen i aften". Og det var jo rigtigt. Hans Tegneblok var hans tegnebog, for uden blokken havde han intet at leve af, Daværende hotelkarl og parkeringsvagt på Strandhotellet, Chr. Jacobsen, kaldet "Bette Kesse", var en af dem, der kom til at kende Lars Nielsen bedst. Han siger i TV-udsendelsen: "Lars var et ualmindeligt venligt og fint menneske. Han var som regel i godt humør, men havde også sine mørke sider. Når han var deprimeret lukkede han sig inde, og i en periode blev han billeder også mørke, ja nærmest dystre. Lars led meget af astma" fortæller Bette Kesse videre. "Den sygdom døjede han med hele livet. Det hændte han bankede mig op om natten og spurgte, om jeg ville gå på apoteket for ham efter astmapulver. Når han så fik det, hældte det han op i en lille skål og satte ild til det for at indånde dampene derfra, det hjalp lidt på vejrtrækningen. 

Kunstnervennerne drillede ofte Lars Nielsen med, at han aldrig fik malet en solopgang, fordi han ikke kunne komme op om morgenen. De drillede ham også med alle de tegninger og malerier, han lavede af Børglum Kloster: "Hvia du havde fået en krone for hver af dine klosterbilleder og vel og mærke havde gemt dem, så kunne du såmænd have købt klosteret."

Furreby Bæk 1934. 60x42

Lars Nielsen kom også meget på Kallehavegaard Badehotel, som Johannes Jensen og hans kone Elly drev. Elly, der nu heder Mauritzen, husker, hvotledes hendes mand blev ringet op en morgen af Lars Nielsen. Nogle af hans venner havde aftenen før klippet hans elleres pæne bukser til shorts, så han ville ikke vise sig, før han havde fået nogle nye: "Min daværende mand skaffede selvfølgelig straks nye bukser, for vi kunne jo ikke have, at Lars ikke kom ud mellem andre" fortæller hun.

Et af Lars Nielsens mange klosterbilleder.

Molen bygges

Løkken Læmole blev bygget i årene 1927-31, men allerede i 1919 begyndte forarbejdet. I den anledning skulle ingeniøren bag projektet, Jørgen Fibiger, Hirtshals portrætteres til en avis, Hvem anden end Lars Nielsen kunne male det portræt. De to mødtes på Strandhotellet, og det møde førte til, at Lars Nielsen senere forlagde sin residens fra Løkken til Hirtshals. Lars Nielsen blev facineret af denne dygtige, fremadstormende og geniale mole- og havnebygger, og det blev begyndelsen til et årelangt venskab mellem de to.

Molen i Løkken 1949. 55x40. Privateje

Lars Nielsens astma blev værre i de år, og da Løkkens klima, der ofte er barsk og fugtigt, ikke er befordrende for den sygdom, måtte kunstneren ofte trække sig længere ind i landet, hvor klimaet var mildere. Det gjorde ikke hans helbredstilstand bedre, at han havde hang til store cigarer. Men som i alle livets tilskikkelser fornægtede han ikke de ting, der for ham gjorde livet værd at leve, og dertil hørte også cigarerne. Sidst i 1920'erne slog Lars Nielsen sig permanent ned i Hirtshals. Han boede den første tid på kroen, og ligesom i Løkken blev han hurtigt en populær skikkelse i fiskerbyen. Han færdedes meget på kroen sammen med Jørgen Fibiger, der holdt mange selskaber her. Og Lars Nielsen kunne begå sig alle steder.

Løkken 1950. 50x45. Privateje

I Hirtshals traf han også den unge sømand Sigurd Espersen, og de to knyttede  et venskab, der holdt resten af livet. Det samme gælder forretningsfører Tage Jensen, som i filmen om Lars Nielsen fortæller: "I begyndelsen af 40'erne mødte jeg Lars Nielsen på kroen, og da det blev sent, spurgte jeg ham, hvor han skulle sove. Han havde faktisk ikke noget nattelogi, så jeg tilbød ham at overnatte hos os. Han blev i syv år. Det skal ikke forstås på den måde, at han opholdt sig der hele tiden, men han havde sit faste tilholdssted her og drog så ud derfra", siger Tage Jensen.

Den store opgave

i Hirtshals fik Lars Nielsen sin største og mest krævende opgave. Det var udsmykningen af auktionshallen. Ingeniør Fibiger fik ideen, at det var Lars Nielsen, der skulle have den store opgave. Det var ikke den letteste sag i verden at samle penge ind, så kunstneren kunne få betaling for sit arbejde, men det lykkedes. Og aldrig er Lars Nielsen gået til en opgave med større alvor og inspiration. Det var, som om han vidste, at dette skulle blive hans livsværk.

Rubjerg Knude 1961. 55x40

Auktionshallen var blevet taget i brug i 1930. Det var en imponerende stor bygning efter den tids målestok, og arbejdet gav Lars Nielsen mange spekulationer. Der er fugtigt i en sådan hal, hvor fisk ligger på is, og denne fugtighed og den saltholdige fugtighed i fiskerbyen kunne ødelægge hans kunstværk i løbet af få år. For øvrigt viste fiskerne heller ikke altid kunstværket den nødvendige respekt. På de rå brædder brændte han med en loddekolbe konturerne af sine motiver ind for derefter at lægge farver på. Motiverne var kendte hirtshalsmænd, politikere, håndværkere, fiskere og fiskeeksportører og selvfølgelig nogle af Hirtshals' originaler. Lars Nielsen brugte kun to farver i sin frise, umbra og pariserblåt. I slutningen af januar 1932 var arbejdet færdigt, og friserne hang som et smukt monument over historien om Hirtshals havn og over kunstneren selv.

Da auktionshallen i 50'erne blev revet ned, fordi der skulle bygges en ny og større, blev friserne savet ud stykke for stykke og sat i depot, indtil der kunne træffes beslutning om deres videre skæbne. Der skulle imidlertid gå 25 år, inden kunstværkerne igen kom til ære og værdighed. I 1975 bevilgede kommunen penge til, at kunstmaler Elsa Kruse fra Lønstrup kunne restaurere værkerne. Det var et vanskeligt arbejde, men resultatet blev godt. I august 1976 indviede Dronning Margrethe den nye auktionshal og afslørede kongefristen med Christian den 10. og ingeniør Jørgen Fibiger ved Hirtshals Havn. Her hænger værket stadigt og er vidne til den millionomsætning, der her finder sted, når ikke fangstkvoter og andre hindrende foranstaltninger står i vejen for fiskerierhvervet. De øvrige friser hænger idag på skolerne, i idrætshallen, på rådhuset, på dagcentret og plejehjemmet Havbakken og Hotel Fyrklit, samt hos firmaet Skagerrak Fiskeeksport.

Lars Nielsens sidste år

I 40'erne og 50'erne rejste Lars Nielsen meget rundt i Vendsyssel og langs Den jyske Vestkyst. Han havde mange venner i Lønstrup, Tornby, Løkken og Hjørring, og de fik ofte besøg i nogle dage. Udlandsrejser blev det aldrig til, kun et par ture til Norge, som han var sendt til, da han arbejdede for Aalborg Stiftstidende. Selvom han ofte senere ønskede at se andre lokaliteter end Vendsyssel, tog han sig aldrig sammen til det. Han kunne sikkert heller ikke løsrive sig fra sit miljø, og undvære de mennesker, han færdedes iblandt til daglig, kunne han slet ikke.

Lars Nielsens sidste år var præget af sygdom. Han opholdt sig mere og mere i Hjørring, og han fandt sin sidste fast bopæl på Martins Hotel. Her tog værtsparret Karla og Egon Jensne sig godt af ham. Han betalte selv for kost og logi, og pengene dertil tjente han på sin sædvanlige måde. Lars Nielsen var også til gavn for hotellet. Folk samledes gerne om ham i restauranten, for alle holdt meget af den begavede og altid slagfærdige kunstner. Han indtog ikke de store måltider på Martins Hotel. Kun sen morgenmad. Eftersom astmaen blev værre, tilbragte han tit dagene i sengen. Han læste kirkehistorie og interesserede sog meget for P.G.Linhardts værker. Det religiøse aspekt optog ham meget. Da han fyldte 70 år, blev der holdt stor fødselsdag for ham. Vennerne kom med gaver i form af flasker og det i så stor mængde, at det rakte til festen og mange kommende dage. Typisk for Lars Nielsen nød han at være den glade giver, og her var det muligt for ham

Afsked med vennerne i Løkken

Gadeperti 1948. 60x45. Privateje

Lars Nielsens gode kunstnerven, Chr. Valentinusen har fortalt om Lars Nielsens sidste besøg i Løkken. Det var et års tid før hans død. Da det rygtedes, at Lars Nielsen var i byen, blev der i hast samlet en del af de gamle venner, og på Løkken Badehotel indtog de en bekskeden middag, som Lars var vært for. Derefter gik de alle en tur langs stranden.: "Men Lars gik lidt for sig selv i dybe tanker. Det var som om han denne sene aften sagde farvel til dette sted, der havde givet ham så mange glæder i de unge år" fortæller Chr. Valentinusen. "Bagefter fik vi en drink i mit sommerhus, og lige før vi brød op, bad Lars mig synge den vise, som han holdt så meget af. Jeg greb min guitar og sang "Sving dig kun lærke mod himlen blå". Så skiltes vi, og det var sidste gang jeg så Lars Nielsen",slutter Valentinusen.

Farvel til en ener

Mindesten over Lars Nielsen

Lars Nielsen døde den 20. november 1965. Han blev 72 år. Han var alene ved sin død, ligesom han trods en stor vennekreds, ofte følte sig alene i sit liv. Bisættelsen blev forrettet af provst Johs.Søe, og hans urne blev opbevaret i Hjørring, indtil hans venner havde fundet ud af, hvor han skulle begraves. Hans to nærmeste venner, Sigurd Espersen og Tage Jensen fik ham begravet på Hirtshasl Kirkegård, og Tage Jensen sagde ved graven farvel til den ven, som havde betydet så meget for venner og egnen: "Nu overgiver vi ham til Vorherre, og vi synes, han fortjener at blive godt modtaget," lød ordene. På etårsdagen for hans død blev der rejst en mindesten over ham. Den er af bronze og viser hans typiske profil med baskerhue og cigar.

Lars Nielsens kunst - et forsøg på en vurdering

Husk at du optræder i et skuespil. Hvad det handler om, og hvorvidt det er langt eller kort, det bestemmer teaterdirektøren. Forlanger han at du skal spille tigger, så må du udføre den rolle med talent, og det samme gælder, hvis du skal spille krøbling, en øvrighedsperson eller en jævn borger. Du har bare at spille den rolle, du får, godt. At vælge den tilkommer en anden"

Dette citat hentet fra den græske, stoiske filosof Epiktet, kan hæftes på Lars Nielsen. Han valgte ikke selv sin rolle i livets store spil, men den plads, han fik, fyldte han ud. Resultatet af hans anstrengelser, først og fremmest hans tegninger og akvareller, har vakt bifald. De hænger rundt omkring i mange nordjyske hjem, hvor kunst på væggene ikke var en selvfølge. For mange mennesker var et billede fra Lars Nielsens hånd deres første møde med kunsten. Og værkerne stod distancen. Hvorfor? kan man spørge. Fordi der er ægthed i udtrykket. Hans arbejder afspejler hverdagen for almindelige mennesker og naturens og havets mangfoldighed. Alt sammen er skildret med sans for farverne og med flair for at vælge de rette motiver.

Den hurtige streg, med tuschen, vandfarverne og oliekridtet, var Lars Nielsens værktøjer. Med ganske få streger kunne han trække sin models personlighed frem. Om det var på et værtshus, til en dansant, i et hjem stort som lille eller i de fine saloner: Lars mestrede det hele. De mange romantiske stier og smøger i den lyse Løkken-sommerby fik med ham deres egen skildrer, og ingen har siden kunnet gøre ham kunsten efter.

Lars Nielsens arbejder er lette at gå til. De kræver ikke mange tydninger og overvejelser. Enkelthed og ærlighed præger afbildingen af natur og mennekser i og omkring Løkken og Hirtshals, og det ligner! Dette gælder også hans portrætter, hvor han sjældent henfaldt til unødig karikatur. Derfor har Lars Nielsens værker også overlevet i næsten et århundrede og er lige så værdsatte i dag som dengang. Jo, Lars Nielsen var og er stadig agtet på sin hjemstavn, Vendsyssel.

Oplysningerne om det konkrete forløb op til Regnbuens dannelse er sparsomme, sandsynligvis fordi aftalerne har værert mundtlige. Men vi ved, at maleriudstillinger langt fra var noget nyt begreb i Løkken. Siden først i 1930'erne havde der løbende været ophængninger på Badehotellet  og i flere af byens forretninger, ligesom der var tradition for en eller flere store auktioner på Strandpavillonen i sommerens løb.

En af udstillingsstederne var hos snedkermester P. Krogh Geneser på hjørnet af Sdr. Strandvej og Søndergade (bygningen kom senere i årtier til at rumme Poul Kjærs lokalredaktion for Vendsyssel Tidende, mens hustruen Lis Kjær drev frisørsalon i en del af forretningen, og siden midt i 1980'erne har ejendommen huset Bjørne Bar med is og fastfood). Geneser udførte indramning af billeder og blev dermed et naturligt bindeled til kunstnerne. Op gennem 1930'erne udstillede han malerier i butikslokalet, og det var også ham, der i 1937 med købrt af det gamle redningshus (i 1970 omdannet til Peder Baadsmand) længere nede ad vejen skaffede de fysiske rammer  for Regnbuens udstillinger i de kommende år. Da han sidst i 1941 frygtede at den tyske besættelsesmagt ville beslaglægge bygningen, som stod tom det meste af året, besluttede han at sælge den som auktionslokale til fiskerne, hvorefter Regnbuen i sit sidste år fik tilholdssted i Teknisk Skole et par husnumre oppe ad strandvejen.

P. Krogh Geneser foran indgangen til Regnbuens udstilling 1938

Geneser har næppe været blind for de kommercielle muligheder i at skabe en tilbagevendende begivenhed i form af en stor maleriudstilling sommeren igennem, ligesom udsigten til øget salg givetvis også har spillet en rolle for malerne. De var bortset fra regulære bestillingsopgaver ikke for godt vant på det afsætningsmæssige område. Christian Valentinusens datter Sonja Fritze husker endnu tydeligt den julidag i 1938, da hendes far efter en telefonopringning stolt kom ind med tommeldfingeren i vestens ærmegab og meddelte sine fødselsdagsgæster, at nu havde han solgt det hele. Men det vil ogspå være forkert at overse et mere uegennyttigt motiv bag Regnbusens etablering. Nemlig at de tre Løkkendrenge gerne ville gøre noget for deres by, og at de har anset realiseringen af en stor maleriudstilling med kunstnere fra det meste af landet som noget, der også gavnede Løkken, gav byen et løft.

Ifølge Sonja Fritze var det Erik Larsen, der fandt på navnet, og hun mener også, at det i stor udstrækning var ham, der i kraft af sine kontakter i det københavnske kunstermiljø kunne overbevise kolleger i hovedstaden om, at en sommer i Løkken var værd at satse på. I Vendsyssel Tidende får han i ferniseringsomtalen æren for at have haft "maset med at få det hele samlet sammen", Til gengæld var Chr. Valentinusen ophavsmand til udstillingsplakaten - den er meget lig en plakat kan kreerede til "Jylland i Fârg", en udstilling i Gøteborg nogle år tidligere, og som datteren husker det, stod han også for en stor del af det praktiske med at få udstillingen op at stå.

Regnbuens stempel

Derimod kan man godt blive en smule usikker på, hvor helhjertet Lars Nielsens engagement i projektet har været, når man bliver klar over, at han en måned efter åbningen af Regnbuen holder fernisering på en stor separatudstilling på Løkken Realskole. Måske kan man konkludere, at i betragtning af den korte sæson kunne det være nødvendigt at satse på flere heste. Og tilsyneladende har der været store forventninger til badegæsternes appetit på mallerier i sommeren 1938. I hvert fald var der stor maleriauktion på Løkken Badehotel midt i juli, og den svenske maler Gunnar Bôrjeson med ophold i Hannes Hus, Thomas Olesen Løkkens tidligere bolig, udstillede det meste af sommeren hos isenkræmmer Oluf Møllet i Jernbanegade (nu Vendelbogade).

Familien Valentinusen i atelieret på Klitvej i Løkken

Regnbuen 1938

De sidste dage op til premieren var hektiske, man havde fået sat scenen til en udstilling ud over det sædvanlige, og nu måtte det briste eller bære. Til stor tilfredsstillelse for alle blev der tale om en stor succes fra første færd. Regnbuemalerne var begunstiget af stor pressedækning. Forud for ferniseringen ganske vist kun i form af en beskeden foromtale i Løkken Folkeblad 9. juni, hvori det kundgøres, at udstillingen arrangeret af P. Krogh Geneser åbner i løber af 14 dage, og samtidigt gengives listen over deltagere: Ellen Bystrøm, Johs Bidstrup, Emil Dyhrberg-Petersen, Knud Eel, Sven Fritsche, Ejner Gross, G:K:Hansen, Tjek Jerne, Ellen Mau Knudsen, Erik Larsen, Lars Nielsen, Hans Sørensen, Gudrun Trier, Viggo Thomsen samt Cheristian Valentinusen.

Oliebillede af Eri Larsen: Harlekin og Columbine (privateje)

Men så gik det også løs, og åbningen fredag 17. juni får spalteplads både i Vendsyssel Tidende, Aalborg Stiftstidende og Aalborg Amtstidende samt siden også i Politiken og Nationaltidende. Foruden naturligvis i Løkken Folkeblad, som sommeren igennem gør et stort nummer ud af Regnbuen bl.a. med små portrætter af de fleste af malerne. I Vendsyssel Tidende får samtlige kunstnere et par ord med på vejen. 18. juni bringer de frisindede bønders avis denne fyldige omtale forfattet af signaturen P:E:

Kunsttudstilling i Løkken

I går holdtes der fernisering på kunstudstillingen, som 15 unge kunstnere har slået sig sammmen om at holde i det gamle redningshus i Løkken. Først et par ord om lokalet. Som tidligere meddelt er den gamle redningsstation købt af snedkermester P. Krogh Geneser. Med ganske enkle midler har han forstået at skabe det omtrent ideelle udstillingslokale, som Løkken har savnet i flere år. Hvad udstillerne angår, må man lade dem, at det talent, de har, for de flestes vedkommende er parret med gåpåhumør og arbejdsmod, og det er jo noget, der skal til, for at vinde frem. Mange af de nu udstillende kunstnere har tidligere udstillet i Løkken, og det er glædeligt at se den fremgang, der er at spore ved de fleste af dem.

Forhåbentlig bliver udstillingen i år en sådan succes, at de vil vende tilbage hertil år efter år. Det tegnede godt i går, idet der allerede er solgt et billede af Fritzche. Hver af kunstbnerne udstiller omkring 10 billeder. Så det vil føre for vidt at komme ind på en bedømmelse af hver enkelts udstilling. Kun et par linier om hver.

Udstillingen eller måske rettere lokalet har fået navnet Regnbuen - og det er så rigtigt som det kan være, for hele den lange hal - der bliver helt ideeel når den næste år får ovenlys - skinner i alle regnbuens farver. Vi tager kunstnerne i katalogorden og begynder med Ellen Bystrøm Hun har haft god fremgang, siden hun sidst udstillede i Løkken. Hendes pensel er temmelig bred, men hun giver sig ikke i kast med større opgaver, end hun kan magte og har akltid et samlende midtpunkt i sine billeder så tilskueren lettere fatter meningen med dem.

Johannes Bidstrup har boet flere år i Løkken, men er nu igen blevet københavner. Det præger dog ikke hans udstilling, idet hans motiver er hentet herfra og med hans bredklattede pensel fæstnet. på en naiv men følelsesmæssig måde til lærredet, så man straks er klar over, at han aldrig falder for fristelsen til at blive rutinemaler.

Knuit Dokker: Asylgade Løkken med pakhuset i baggrunden 1938. Olie på lærred, 85x75 cm

Knut Dokker har hentet sine motiver mange steder fra. En studie i rødkridt falder meget i øjnene. Men ser man lidt nærmere til, viser det sig, at hans malerier har friske og fornøjelige farver.

Emil Dyhrberg-Petersen er her for første gang. Hans billeder er lidt kantede eller rettere trekantede, men farvevalget er godt, især på afstand. Hans billeder passer til enhver stue.

Knud Eel har kun to billeder med på udstillingen. Det havde været rart med nogle flere, for der er ingen tvivl om, at han er en mand med fremtid i. Af de to billeder er det enen (Tordenskyer) mægtig dygtigt gjort.

Sven Fritzsche har åbne øjne for den vestvendsysselske natur, og han forstår at gengive det, så der bliver fest og farver over hans billeder, selv om de af og til kan virke lidt stive

Gudrun Trierb har ikke mange billeder m, men de er dygtigtlavet og vidner om et talent som med tiden vil udvikle sig i god retning.

Viggo Thomsen møder med en række fint og med nænsom og pretentlig hånd udfæørte akvareltegninger af danske kunstnere og skuespillere

Christian Valentinusens udstilling vidner om , at han igen er søgt noget bort fra det rutinemæssige, heldigvis. Selv om han nu delvis er blevet københavner, har han ikke tabt sit friske syn på den vendsysselske vestkyst, hvorfra han stadig henter sine motiver, emten han skildrer stranden en sollys sommerdag eller, når havet tordner ind mod klitten

Erik Larsen skulle have været nævnt lidt før, ifølge kataloget. Men da det er ham, der har haft maset med at få det hele samlet sammen, har vi gemt ham her til sidst. Han mødte med en række akvareller, mest med karneval på, alle tegnet med hans sikre streg. Han har lykkeligvis undgået de mange bare ender, som før har domineret hamns udstillinger. I år er der kun en enkelt i den genre - og den er så festlig lavet, at det alene at se dette billede er de 25 øre værd, som det koster at komme ind i Regnbuen."

En Blokhus-beretning midt i juli fra Politikens feriekorrespondent i Løkken, "Riksen" giver et malende indtryk af den stemning, der hersker i ferielandets kunstnerkredse:

"Vor berømmelige Ven og Digter Thomas Olesen Løkken har atter i år sommerpension på sit gæstfrie og rummelige Herresæde, Kancelligaarden i Blokhus. En broget litterær og interesseret Skare flokkes om Bordet, hvor Skjalden sidder i Højsædet. Skønne Døtre gaar for Borde og Fru Sola selv leder Kødgryderne med islandsk Esprit. Svømmefænomenet Niels Anesen var her i gaar i en lakserød Bil med lysegrønne Skærme. Han skriver paa en Bog, der skal blive paa 900 sider og revolutionere verden. Ved Taffelrunden ses endvidere Malerinden Gerda Holm fra Aabenraa, Maleren og Digteren Knut Dokker (Knut Jernhage, De ved), Maleren Gross, HRS, Forfatterforeningens Formand, Hartvig Jacobsen, Havne- og Fyrdirektør Jônsson fra Reykjavik, den temperamentsfulde Skuespillerinde og Reciatrice Ditte Menneskebarn Kristensen, Fuldmægtig Sick og Frue, København, Maleren Lars Nielsen, den bedaarende Malerinde Tjek Jerne og Tegneren Erik Larsen.

En uges tid senere melder Riksen fra Løkken:

"Det er det samme og det samme -Vejret altsaa. Kun en dag har Maleren Valentinusen smidt sin islandske Trøje og Sivskoenen. Han var et Syn at se, da han sprang ud i hvid Sommerskjorte. Alt foldede sig ud og Solen lo, da Regnbuens Malere fejrede ham med fersk Laks og Kaviar, fordi han fyldte 35."

Sven Fritzsche 1938

Ejnar Gross har det største antal billeder på udstillingen motiver hentet fra vestkysten især Blokhus og havne rundt om i landet og malet med forskellige farver på hver enkelt billede, og med en rutinemæssig sikkerhed og god teknik.

 G.K.Hansen holder sig helt og holdent til det maritime, der er han hjemme, og i år er hans billeder præget af en større kunstnerisk sans end hbns tidligere udstillinger her på egnen.jek Jerne er den fremmede fugl blandt de mange danskere. hun er czekoslovak. Hendes billeder virker da også lidt fremmedartet i samlingen, ikke så meget fordi hun er udlænding - hun går på akademiet i København - men hendes farvevalg virker lidt stærkt og fremmedartet,selv om det ikke kan nægtes, at de i flere af billederne er nydeligt sammensat.

Emma Mau Knudsen møder med gode landskaber, betydeligt bedre malet end sidste gang, hun udstillede i Løkken desuden har hun forsøgt sig i den vanskelige portrætteringskunst og er sluppen så nogenlunfe heldigt fra det.

Hans Søreksen har en række udmærkede akavrellert. De fleste med fornøjelige og ret ualmindelige motiver.

vRegnbuen 1939

Efter det første års succes var der store forventninger til Regnbuen 1939. Nu havde man ligesom bevist, at det kunne lade sig gøre, og at formen var velegenet til at samle et større antal kunstnere om en udstilling, der varede hele sommeren - ovenikøbet med mulighed for at supplere op med nye værker, efterhånden som der blev solgt fra. Ferniseringen i 1939 finder sted 15. juni. og inden da har Vendsyssel Tidende oplyst, at man af sidste års deltagerer vil kunne genfinde Tjek Jerne, Sven Fritzsche, Erik Larsen, Knut Dokker G.K.Hansen, Johs. Bidstrup, Ellen Bystrøm, Knud Eel, Ejnar Gross samt Chr. Valentinusen. I den forbindelse er det nok værd at bemærke, at Lars Nielsen er gledet ud af listen - kan det have sammenhæng med hans enegang året før? Som nye kunstnere nævnes Ane Brûgger (der i mellemtiden er flyttet til byen), Mogens Føns, Nørkjær Nirelsen, Alice Bruhn og surrealisten Asger Jørgensen (senere Jorn). Dagen efter ferniseringen kan avisen meddele, at Nørresundby-maleren Harald Kjeldsen også udstiller, og at han tilmed som en af de første har solgt et af sine billeder.

Vendsyssel Tidende kan 8. juni fortælle, at udstillingen fortsat har stort besøg, og at der senest er solgt et selvportræt af Valentinusen samt et motiv fra Klosterskoven af Fritzsche. Og der er fortsat basis for, at der 12. juli endnun engang kan holdes stor maleriauktion med kendte kunstnere på Løkken Badehotel.

I Politikens ferierubrik kammer "Riksen" næsten over i begejstret sommerstemning:
"Løkken er i øjeblikket et Babylon af Badebaroner og Saltvandskomtesser fra det ganske Skandinavien - samt et Eldorado for Kunsthandlere! Den ene Auktion afløser den anden. I Katalogerne findes navne fra Syberg og den norrøne Per Krogh til de argeste Skilderifabrikanter med Diplom fra Trommesalen. Direktør Dam, der i tyve Aar har holdt Auktioner paa Vestkysten holder dog sin Standard. Som et spædt Modpip i Auktionsbrølet høres "Regnbuemalernes" sagte Lokken fra Redningshuset: Kuk-Kuk! Kom ind! Blandt Kukkerne er Sven Fritzsche, Valentinusen, Ejnar Gross og Jubilaren G.K.Hansen, der nu i 25 Aar har rystet Brændinger ud af Ærmet.
Paa sit intime Konditori har Frøken Søborg baade en Sibelius nemlig Pianisten og Musikpædagogen Frahm Jensen fra Aarhus og en Paganini, det granvoksne Vidunderbarn Sigvald Michelsen fra Aars. Han vil om kort Tid lade sig høre i Tivolis Koncertsal. Smørkræmmerens Pakhus er Logi for "vandrende" Ungdom paa Tandem, og den svenske Grev Môrner befarer dagligt Autostradaen mellem Løkken og Blokhus i sin støvgraa Dinosaurus. Den schweiziske Museumsmand, Hrr Gantz fra Basel, var forleden paa Molen i Brandstorm - ganz allein! Det eneste vor Museumsmand kan goutere af de kolde Herligheder paa Frokostbordet er Schweizerosten, der naturligvis er fra Klostermejeriet i Børglum. Af andre honorable Gæster i Løkken kan nævnes Broeksperten Anker Engelund, København, Fru Tit Darmstadt, Aalborg, Guldsmed Melgaard, Skive, der passer sin Ravbutik, Direktør Husted, København, sant malerinderne Ellen Bystrøm og Tjek Jerne, solstraalen fra Prag."

Indbydelseskort til Regnbuen efter akvarel af Tjek Jerne

Hummerfiskeriet går ikke for godt, men set med badegæsternes øjne er der tale om en god sommer, bortset fra et voldsomt skybrud og tordenvejr 21. juli. Hos fru Cohn i Villa Vindhudden ferierer kongelige skuespiller Rasmus Christiansen og vekselerer Einar Høeg med frue, og en notits fortæller, at sparekassedirektør Westergaard og læge Aa. Weyvadt er draget på ferie til Island, hvor forfatteren Thomas Olesen Løkken i øvrigt har fundet sin hustru.

Om bord på Svenska Amerika Liniens stolthed, oceandamperen M/S Gripholm dør Nørresundbys første socialdemokratiske borgmester, A.C.Jacobsen, der også havde været Nordjyllands Socialdemokrats redaktør. Han rammes af et hjerteslag på vej over for at besøge en datter i Philadelfia, og netop annoncer for rejser til Amerika - over og besøge emigrerede slægtninge - fylder godt i sommerens aviser, de fleste af dem via København og den polske havneby Gdynia (der som Aalborgs polske venskabsby har bevaret relationer til Nordjylland frem til i dag). Altsammen udtrykker det en vældig appetit på den store vide verden, og kun lidet aner man den skygge, der otte måneder senere lægger sig over landet.
Regnbuen 1940
Op til den tredie Regnbue-udstilling ruller den tyske krigsmaskine ind over Danmark, og Løkken bliver tidligt under besættelsen udlagt som et kommendantur, der skal stå for anlægget af en halv snes kilometer af Hitlers vestvold - resterne ligger der som bekendt endnu.
Villa Vindhunden står tom. Fabrikant Cohn og frue er sammen med datteren Maggie og svigersønnen Sven Fritsche blevet hjemme i København. De er alle jøder og ønsker sidst af alt at påkalde sig nazisternes interesse ved at trodse de indførte rejserestriktioner. Men de er ikke alene om at holde sig væk. Ferielivet oplever et voldsomt tilbageslag - færgeforbindelsen til Sverige afbrydes, udenlandske turister bliver et sjældent syn, og der er i det hele taget ikke meget sommerstemning over Løkken. Af en statistik i Politiken 17. august fremgår det, at badegæsternes antal er raslet ned. I Løkken, Lønstrup og Hirtshals har der i juli tilsammen været 2036 turister mod 6324 i samme måned året før. Kun seks kom fra udlandet, hvor der i sommeren 1939 havde været 1293 udlændinge. - Den store nedgang også i danske gæsters antal tilskrives i første række de mange rygter, der har gået om forholdene ved Vestjyllands badesteder samt endelig det feriestavnsbånd, som er indført for funktionærer, læger og andre i hovedstaden, skriver avisen.
Mere detaljerede oplysninger om Regnbuen i det første besættelsesår er svære at opdrive. Årgang 1940 af Løkken Folkeblad eksisterer ikke længere, og dagbladene bringer ingen oplysninger. Til gengæld findes bevaret et visitkort for udstillingen med motiv udført af Tjek Jerne, og det fortæller, at Regnbuen holder åben hele sommeren. Hvilket dog stemmmer dårligt overens med, at Tjek Jerne selv tilbringer sommeren ved Høve Strand på Nordsjælland sammen med sin lægemand, nobelpristageren Niels Kaj Jerne og en række andre kunstnere (herunder Egill Jacobsen og Karl Bovin samt kunsthistorikeren Jan Zibrandtsen). Spørgsmålet er, i hvilket omfang udstillingen overhovedet har kunnet gennemføres.
Regnbuen 1941
Var Regnbuen 1940 noget mat, vender den til gengæld tilbage med fornyet kraft året efter, hvor P. Krogh Geneser i august fylder 50 år. Allerede 5. maj dukker Chr. Valentinusen op, og en måned senere melder Sven Fritzsche sin ankomst i Løkken Folkeblad, som også noterer, at Knut Dokker i løbet af kort tid vil være at finde i "det sommerglade og forhåbentlig lige så inspirationsfulde kunstnerkuld".
Midt på sommeren er turiststrømmen til Løkken atter nået op på niveauet fra sidst i 1930'erne, i juli opregner statistikken 3827 fastboende badegæster. Blandt de tilbagevendte er også Tjek Jerne med mand og to sønner, nu med ferieadresse på Søren Madsensvej. Og skønt maleriudstillingen i sin fjerde sæson tiltrækker færre deltagere og besøgende end de første år, kan Løkken Folkeblad alligevel 24. juli meddele, at Regnbuen den seneste tid har haft et godt salg. Udstillingen vil snart blive suppleret med nye lærreder, hedder det, og det forlyder, at Ane Brûgger og Chr. Valentinusen har travlt med portrætbestillinger.
Af en annonce i Løkken Folkeblad 10. juli fremgår det, at der i Strandhotellets opholdssal holdes stor udstilling med værker af en enkelt Regnbue-maler, G.K.Hansen, samt Axel P. Jensen, P. Ejnar Kragh, Axel Bentsen, Aage Handest, Helveg Kurch, Rostrup Bøjesen, H. Kruse og Alf Broge.
Tjek Jerne oplever 1941-udstillingen som lidt skuffende (da familien er samlet i Løkken foreligger der ingen af hendes ellers så meddelsomme breve fra dette ophold), så i eftersommeren får hun overtalt Ane Brûgger til en fælles udstilling i Esbjerg, Niels Kaj Jernes fødeby. Ane Brûgger, som i forvejen er inviteret til at deltage i Jydernes Udstilling på "Den Frie Udstilling" i København med 30 værker, er med på ideen, og senere vil de to kvindelige kunstnere præsentere deres arbejder i Herning, hvor Ane Brûgger var fra. Det sidste projekt må imidlertid opgives, da Ane Brûgger bliver syg. I stedet runder Tjek Jerne året af med deltagelse i Kunstnernes Efterårsudstilling på Charlottenborg og en samtidig separatudstilling i VIborg i november.
Med i biklledet hører det også, at den lillle by ved havet i dette andet besættelsesår også får besøg af to andre nationalt berømte sønner, artisten Bernardi og forfatteren Børge Mikkelsen, til daglig brobetjent i Købenahvn, som skriver på en bog om Løkkendrenge og netop har fået udgivet "Sømandssange" med en Løkken-sang af Ane Kaaber. Og meget kuriøst refereres det i folkebladet, at et dagblad i Prag har foretaget en enquete, der viser, at Thomas Olesen Løkken nyder stor popularitet i den tjekkiske hovedstad, hvor romanen "Klaus Bjerg og Bodil" er slået bedst an.
Regnbuen 1942
Så når vi frem til det år, der har skaffet kunstlivet ved Jammerbugten det tætteste man kan nå i retning af international berømmelse, hvilket dog ikke kan tilskrives Regnbuen, men derimod Asger Jorn, Ejler Bille og Christian Valentinusens regnfulde familieferie i et sommerhus ved Nr. Lyngby. Trods vejret bliver det en både inspirerende og produktiv ferie, og de tre venner får under opholdet besøg af en række andre danske kunstnere, blandt andet Svend Engelund fra Vraa. Løkken Billedsamlings Valentinusen-bog og striben af danske og udenlandske Jorn-biografier fortæller fyldigt om dette spændende intermezzo, som langt fra er uden betydning for udviklingen hos et par af landets mest kendte moderne malere. Vi er seks år før dannelsen af Cobra-sammenslutningen, og et hurtigt kig i tidsskriftet Helhesten, der nåede at udkomme i to årgange (1942-43), inden det finansielt tabte pusten, giver et levende indtryk af, hvor frodig en periode der var tale om for dansk kunstliv. Der var virkelig gang i den.
I Løkken er der derimod kun et svagt genskin tilbage af den farvestrålende Regnbue. Sidst i juni kan man ganske vist læse i Løkken Folkeblad, at Maleren G.K.Hansen er ankommen, samt at Sven Fritzsche og Chr. Valentinusen netop har gæstet byen. Men kun Ane Brûgger og Tjek Jerne omtales i forbindelse med årets udstilling, som foregår på Teknisk Skole. Den meget indskrænkede deltagerkreds bekræftes af Tjek Jernes breve til ægtefællen i København fra det nyerhvervede sommerhus på Anton Basts Vej 9, omend hun adskillige gange nævner G.K.Hansens tilstedværelse i byen. Ifølge hendes optegnelser åbner udstillingen 15. juni og lukker igen 11. august. Dagen efter lukningen løber hun tilfældigt over Jorn, Valentinusen og Bille under et biografbesøg, uden at der i øvrigt synes at være nogen komtakt til Nr. Lyngby-kolonien, som netop har sendt den øvrige familie tilbage til København.
Og i forhold til Løkken er det mest markante spor efter Regnbuemalerne i sommeren 1942 måske deres aktion i forhold til Museumsforeningens overvejelser om at sælge det lille hus på Vrenstedvej for at overtage Hans og Mines Hus helt inde under klitten på Ndr. Strandvej (hvor i øvrigt siden Aalborg-maleren Carlo Wognsen senere kom til at tilbringe mange somre). Kunstnerne tilbød udsmykning af Mikkels Hus samt et maleri til bortlodning, hvis museumsfolkene ville købe huset, der lå et par husnumre vest for Christian Valentinusens bedsteforældres (i dag beboet af Per Valentinusen, CV's nevø). 10 af de 13 fremmødte sagde klart nej, resten undlod at stemme, og dermed kunne man tro, at ideen er manet i jorden. Ikke desto mindre holdes lørdag 14. august en fest på Strandpavillonen med det formål at samle penge ind til et museum, men dårlig forberedt ender indsamlingen ifølge Tjek Jerne i noget nær en fiasko - og byens førstedame, Johanne Bamg Christiansen bliver i den forbindelse dødeligt uvenner med P. Krogh Geneser.
I en lidt anden boldgade begrædes det i en temmelig ironisk kommentar i ugeavisen fra den 23. juli, at kunsthandlerne "har opdaget" Løkken, og den anonyme kommentar taler om surrogaterne i byen kontra den muntre kunstnerkoloni i Redningshuset, et synspunkt som i øvrigt knap ni år senere tages op af "Søhanen" i Politikens ferierubrik og ivrigt bakkes op af Erik Larsen med et skarpt formuleret læserbrev i Vendsyssel Tidende få dage senere. I avisens spalter kan man følge med i, hvordan alternative afgrøder som pile- og hørdyrkning, vinder frem som erstatning for importerede råvrer, mens der lidt paradoksalt denne sommer kun er ansat 900 mod normalt 1400 i Vildmosens tørveindustri. De tyske soldaters tilstedeværelse og aktiviteter nævnes kun sporadisk i aviserne - de er vel underkastet censur - men i løbet af 1942 lægger besættelsesmagten beslag på flere og flere ejendomme, pensionater og hoteller inddrages, og da tyskerne også rykker indpå Strandpavillonen og på Strandhotellet, drager hotelejet Andreas Petersen konsekvensen og vælger at bringe kone og børn i sikkerhed i Vinderup, hvor de driver et hotel, indtil de atter kan vende tilbage til Løkken ved befrielsen.
I 1943 flytter også Ane Brûgger fra byen trykket af de voksende mængder pigtråd og støvlemarsch i gaderne. Af Tjek Jernes brev til ægtefællen 9. juni efter et kaotisk maj-besøg hos forældrene i det udbombede Kiel får man et klart indtryk af situationen:

Ved skoleferiens start modtager Valentinusen børnene ved bussen i Løkken

Christian Valentinusens udstilling vidner om , at han igen er søgt noget bort fra det rutinemæssige, heldigvis. Selv om han nu delvis er blevet københavner, har han ikke tabt sit friske syn på den vendsysselske vestkyst, hvorfra han stadig henter sine motiver, emten han skildrer stranden en sollys sommerdag eller, når havet tordner ind mod klitten

Erik Larsen skulle have været nævnt lidt før, ifølge kataloget. Men da det er ham, der har haft maset med at få det hele samlet sammen, har vi gemt ham her til sidst. Han mødte med en række akvareller, mest med karneval på, alle tegnet med hans sikre streg. Han har lykkeligvis undgået de mange bare ender, som før har domineret hamns udstillinger. I år er der kun en enkelt i den genre - og den er så festlig lavet, at det alene at se dette billede er de 25 øre værd, som det koster at komme ind i Regnbuen."

En Blokhus-beretning midt i juli fra Politikens feriekorrespondent i Løkken, "Riksen" giver et malende indtryk af den stemning, der hersker i ferielandets kunstnerkredse:

"Vor berømmelige Ven og Digter Thomas Olesen Løkken har atter i år sommerpension på sit gæstfrie og rummelige Herresæde, Kancelligaarden i Blokhus. En broget litterær og interesseret Skare flokkes om Bordet, hvor Skjalden sidder i Højsædet. Skønne Døtre gaar for Borde og Fru Sola selv leder Kødgryderne med islandsk Esprit. Svømmefænomenet Niels Anesen var her i gaar i en lakserød Bil med lysegrønne Skærme. Han skriver paa en Bog, der skal blive paa 900 sider og revolutionere verden. Ved Taffelrunden ses endvidere Malerinden Gerda Holm fra Aabenraa, Maleren og Digteren Knut Dokker (Knut Jernhage, De ved), Maleren Gross, HRS, Forfatterforeningens Formand, Hartvig Jacobsen, Havne- og Fyrdirektør Jônsson fra Reykjavik, den temperamentsfulde Skuespillerinde og Reciatrice Ditte Menneskebarn Kristensen, Fuldmægtig Sick og Frue, København, Maleren Lars Nielsen, den bedaarende Malerinde Tjek Jerne og Tegneren Erik Larsen.

 En uges tid senere melder Riksen fra Løkken:

"Det er det samme og det samme -Vejret altsaa. Kun en dag har Maleren Valentinusen smidt sin islandske Trøje og Sivskoenen. Han var et Syn at se, da han sprang ud i hvid Sommerskjorte. Alt foldede sig ud og Solen lo, da Regnbuens Malere fejrede ham med fersk Laks og Kaviar, fordi han fyldte 35."

Regnbuen 1939

Efter det første års succes var der store forventninger til Regnbuen 1939. Nu havde man ligesom bevist, at det kunne lade sig gøre, og at formen var velegenet til at samle et større antal kunstnere om en udstilling, der varede hele sommeren - ovenikøbet med mulighed for at supplere op med nye værker, efterhånden som der blev solgt fra. Ferniseringen i 1939 finder sted 15. juni. og inden da har Vendsyssel Tidende oplyst, at man af sidste års deltagerer vil kunne genfinde Tjek Jerne, Sven Fritzsche, Erik Larsen, Knut Dokker G.K.Hansen, Johs. Bidstrup, Ellen Bystrøm, Knud Eel, Ejnar Gross samt Chr. Valentinusen. I den forbindelse er det nok værd at bemærke, at Lars Nielsen er gledet ud af listen - kan det have sammenhæng med hans enegang året før? Som nye kunstnere nævnes Ane Brûgger (der i mellemtiden er flyttet til byen), Mogens Føns, Nørkjær Nirelsen, Alice Bruhn og surrealisten Asger Jørgensen (senere Jorn). Dagen efter ferniseringen kan avisen meddele, at Nørresundby-maleren Harald Kjeldsen også udstiller, og at han tilmed som en af de første har solgt et af sine billeder.

Vendsyssel Tidende kan 8. juni fortælle, at udstillingen fortsat har stort besøg, og at der senest er solgt et selvportræt af Valentinusen samt et motiv fra Klosterskoven af Fritzsche. Og der er fortsat basis for, at der 12. juli endnun engang kan holdes stor maleriauktion med kendte kunstnere på Løkken Badehotel.

I Politikens ferierubrik kammer "Riksen" næsten over i begejstret sommerstemning:
"Løkken er i øjeblikket et Babylon af Badebaroner og Saltvandskomtesser fra det ganske Skandinavien - samt et Eldorado for Kunsthandlere! Den ene Auktion afløser den anden. I Katalogerne findes navne fra Syberg og den norrøne Per Krogh til de argeste Skilderifabrikanter med Diplom fra Trommesalen. Direktør Dam, der i tyve Aar har holdt Auktioner paa Vestkysten holder dog sin Standard. Som et spædt Modpip i Auktionsbrølet høres "Regnbuemalernes" sagte Lokken fra Redningshuset: Kuk-Kuk! Kom ind! Blandt Kukkerne er Sven Fritzsche, Valentinusen, Ejnar Gross og Jubilaren G.K.Hansen, der nu i 25 Aar har rystet Brændinger ud af Ærmet.
Paa sit intime Konditori har Frøken Søborg baade en Sibelius nemlig Pianisten og Musikpædagogen Frahm Jensen fra Aarhus og en Paganini, det granvoksne Vidunderbarn Sigvald Michelsen fra Aars. Han vil om kort Tid lade sig høre i Tivolis Koncertsal. Smørkræmmerens Pakhus er Logi for "vandrende" Ungdom paa Tandem, og den svenske Grev Môrner befarer dagligt Autostradaen mellem Løkken og Blokhus i sin støvgraa Dinosaurus. Den schweiziske Museumsmand, Hrr Gantz fra Basel, var forleden paa Molen i Brandstorm - ganz allein! Det eneste vor Museumsmand kan goutere af de kolde Herligheder paa Frokostbordet er Schweizerosten, der naturligvis er fra Klostermejeriet i Børglum. Af andre honorable Gæster i Løkken kan nævnes Broeksperten Anker Engelund, København, Fru Tit Darmstadt, Aalborg, Guldsmed Melgaard, Skive, der passer sin Ravbutik, Direktør Husted, København, sant malerinderne Ellen Bystrøm og Tjek Jerne, solstraalen fra Prag."

Erik Larsen, Lars Nielsen, Tjek Jerne og Knut Dokker sommeren 1939


Hummerfiskeriet går ikke for godt, men set med badegæsternes øjne er der tale om en god sommer, bortset fra et voldsomt skybrud og tordenvejr 21. juli. Hos fru Cohn i Villa Vindhudden ferierer kongelige skuespiller Rasmus Christiansen og vekselerer Einar Høeg med frue, og en notits fortæller, at sparekassedirektør Westergaard og læge Aa. Weyvadt er draget på ferie til Island, hvor forfatteren Thomas Olesen Løkken i øvrigt har fundet sin hustru.
Om bord på Svenska Amerika Liniens stolthed, oceandamperen M/S Gripholm dør Nørresundbys første socialdemokratiske borgmester, A.C.Jacobsen, der også havde været Nordjyllands Socialdemokrats redaktør. Han rammes af et hjerteslag på vej over for at besøge en datter i Philadelfia, og netop annoncer for rejser til Amerika - over og besøge emigrerede slægtninge - fylder godt i sommerens aviser, de fleste af dem via København og den polske havneby Gdynia (der som Aalborgs polske venskabsby har bevaret relationer til Nordjylland frem til i dag). Altsammen udtrykker det en vældig appetit på den store vide verden, og kun lidet aner man den skygge, der otte måneder senere lægger sig over landet.
Regnbuen 1940
Op til den tredie Regnbue-udstilling ruller den tyske krigsmaskine ind over Danmark, og Løkken bliver tidligt under besættelsen udlagt som et kommendantur, der skal stå for anlægget af en halv snes kilometer af Hitlers vestvold - resterne ligger der som bekendt endnu.
Villa Vindhunden står tom. Fabrikant Cohn og frue er sammen med datteren Maggie og svigersønnen Sven Fritsche blevet hjemme i København. De er alle jøder og ønsker sidst af alt at påkalde sig nazisternes interesse ved at trodse de indførte rejserestriktioner. Men de er ikke alene om at holde sig væk. Ferielivet oplever et voldsomt tilbageslag - færgeforbindelsen til Sverige afbrydes, udenlandske turister bliver et sjældent syn, og der er i det hele taget ikke meget sommerstemning over Løkken. Af en statistik i Politiken 17. august fremgår det, at badegæsternes antal er raslet ned. I Løkken, Lønstrup og Hirtshals har der i juli tilsammen været 2036 turister mod 6324 i samme måned året før. Kun seks kom fra udlandet, hvor der i sommeren 1939 havde været 1293 udlændinge. - Den store nedgang også i danske gæsters antal tilskrives i første række de mange rygter, der har gået om forholdene ved Vestjyllands badesteder samt endelig det feriestavnsbånd, som er indført for funktionærer, læger og andre i hovedstaden, skriver avisen.
Mere detaljerede oplysninger om Regnbuen i det første besættelsesår er svære at opdrive. Årgang 1940 af Løkken Folkeblad eksisterer ikke længere, og dagbladene bringer ingen oplysninger. Til gengæld findes bevaret et visitkort for udstillingen med motiv udført af Tjek Jerne, og det fortæller, at Regnbuen holder åben hele sommeren. Hvilket dog stemmmer dårligt overens med, at Tjek Jerne selv tilbringer sommeren ved Høve Strand på Nordsjælland sammen med sin lægemand, nobelpristageren Niels Kaj Jerne og en række andre kunstnere (herunder Egill Jacobsen og Karl Bovin samt kunsthistorikeren Jan Zibrandtsen). Spørgsmålet er, i hvilket omfang udstillingen overhovedet har kunnet gennemføres.

Regnbuen 1941
Var Regnbuen 1940 noget mat, vender den til gengæld tilbage med fornyet kraft året efter, hvor P. Krogh Geneser i august fylder 50 år. Allerede 5. maj dukker Chr. Valentinusen op, og en måned senere melder Sven Fritzsche sin ankomst i Løkken Folkeblad, som også noterer, at Knut Dokker i løbet af kort tid vil være at finde i "det sommerglade og forhåbentlig lige så inspirationsfulde kunstnerkuld".
Midt på sommeren er turiststrømmen til Løkken atter nået op på niveauet fra sidst i 1930'erne, i juli opregner statistikken 3827 fastboende badegæster. Blandt de tilbagevendte er også Tjek Jerne med mand og to sønner, nu med ferieadresse på Søren Madsensvej. Og skønt maleriudstillingen i sin fjerde sæson tiltrækker færre deltagere og besøgende end de første år, kan Løkken Folkeblad alligevel 24. juli meddele, at Regnbuen den seneste tid har haft et godt salg. Udstillingen vil snart blive suppleret med nye lærreder, hedder det, og det forlyder, at Ane Brûgger og Chr. Valentinusen har travlt med portrætbestillinger.
Af en annonce i Løkken Folkeblad 10. juli fremgår det, at der i Strandhotellets opholdssal holdes stor udstilling med værker af en enkelt Regnbue-maler, G.K.Hansen, samt Axel P. Jensen, P. Ejnar Kragh, Axel Bentsen, Aage Handest, Helveg Kurch, Rostrup Bøjesen, H. Kruse og Alf Broge.
Tjek Jerne oplever 1941-udstillingen som lidt skuffende (da familien er samlet i Løkken foreligger der ingen af hendes ellers så meddelsomme breve fra dette ophold), så i eftersommeren får hun overtalt Ane Brûgger til en fælles udstilling i Esbjerg, Niels Kaj Jernes fødeby. Ane Brûgger, som i forvejen er inviteret til at deltage i Jydernes Udstilling på "Den Frie Udstilling" i København med 30 værker, er med på ideen, og senere vil de to kvindelige kunstnere præsentere deres arbejder i Herning, hvor Ane Brûgger var fra. Det sidste projekt må imidlertid opgives, da Ane Brûgger bliver syg. I stedet runder Tjek Jerne året af med deltagelse i Kunstnernes Efterårsudstilling på Charlottenborg og en samtidig separatudstilling i VIborg i november.
Med i biklledet hører det også, at den lillle by ved havet i dette andet besættelsesår også får besøg af to andre nationalt berømte sønner, artisten Bernardi og forfatteren Børge Mikkelsen, til daglig brobetjent i Købenahvn, som skriver på en bog om Løkkendrenge og netop har fået udgivet "Sømandssange" med en Løkken-sang af Ane Kaaber. Og meget kuriøst refereres det i folkebladet, at et dagblad i Prag har foretaget en enquete, der viser, at Thomas Olesen Løkken nyder stor popularitet i den tjekkiske hovedstad, hvor romanen "Klaus Bjerg og Bodil" er slået bedst an.
Regnbuen 1942
Så når vi frem til det år, der har skaffet kunstlivet ved Jammerbugten det tætteste man kan nå i retning af international berømmelse, hvilket dog ikke kan tilskrives Regnbuen, men derimod Asger Jorn, Ejler Bille og Christian Valentinusens regnfulde familieferie i et sommerhus ved Nr. Lyngby. Trods vejret bliver det en både inspirerende og produktiv ferie, og de tre venner får under opholdet besøg af en række andre danske kunstnere, blandt andet Svend Engelund fra Vraa. Løkken Billedsamlings Valentinusen-bog og striben af danske og udenlandske Jorn-biografier fortæller fyldigt om dette spændende intermezzo, som langt fra er uden betydning for udviklingen hos et par af landets mest kendte moderne malere. Vi er seks år før dannelsen af Cobra-sammenslutningen, og et hurtigt kig i tidsskriftet Helhesten, der nåede at udkomme i to årgange (1942-43), inden det finansielt tabte pusten, giver et levende indtryk af, hvor frodig en periode der var tale om for dansk kunstliv. Der var virkelig gang i den.
I Løkken er der derimod kun et svagt genskin tilbage af den farvestrålende Regnbue. Sidst i juni kan man ganske vist læse i Løkken Folkeblad, at Maleren G.K.Hansen er ankommen, samt at Sven Fritzsche og Chr. Valentinusen netop har gæstet byen. Men kun Ane Brûgger og Tjek Jerne omtales i forbindelse med årets udstilling, som foregår på Teknisk Skole. Den meget indskrænkede deltagerkreds bekræftes af Tjek Jernes breve til ægtefællen i København fra det nyerhvervede sommerhus på Anton Basts Vej 9, omend hun adskillige gange nævner G.K.Hansens tilstedværelse i byen. Ifølge hendes optegnelser åbner udstillingen 15. juni og lukker igen 11. august. Dagen efter lukningen løber hun tilfældigt over Jorn, Valentinusen og Bille under et biografbesøg, uden at der i øvrigt synes at være nogen komtakt til Nr. Lyngby-kolonien, som netop har sendt den øvrige familie tilbage til København.
Og i forhold til Løkken er det mest markante spor efter Regnbuemalerne i sommeren 1942 måske deres aktion i forhold til Museumsforeningens overvejelser om at sælge det lille hus på Vrenstedvej for at overtage Hans og Mines Hus helt inde under klitten på Ndr. Strandvej (hvor i øvrigt siden Aalborg-maleren Carlo Wognsen senere kom til at tilbringe mange somre). Kunstnerne tilbød udsmykning af Mikkels Hus samt et maleri til bortlodning, hvis museumsfolkene ville købe huset, der lå et par husnumre vest for Christian Valentinusens bedsteforældres (i dag beboet af Per Valentinusen, CV's nevø). 10 af de 13 fremmødte sagde klart nej, resten undlod at stemme, og dermed kunne man tro, at ideen er manet i jorden. Ikke desto mindre holdes lørdag 14. august en fest på Strandpavillonen med det formål at samle penge ind til et museum, men dårlig forberedt ender indsamlingen ifølge Tjek Jerne i noget nær en fiasko - og byens førstedame, Johanne Bamg Christiansen bliver i den forbindelse dødeligt uvenner med P. Krogh Geneser.
I en lidt anden boldgade begrædes det i en temmelig ironisk kommentar i ugeavisen fra den 23. juli, at kunsthandlerne "har opdaget" Løkken, og den anonyme kommentar taler om surrogaterne i byen kontra den muntre kunstnerkoloni i Redningshuset, et synspunkt som i øvrigt knap ni år senere tages op af "Søhanen" i Politikens ferierubrik og ivrigt bakkes op af Erik Larsen med et skarpt formuleret læserbrev i Vendsyssel Tidende få dage senere. I avisens spalter kan man følge med i, hvordan alternative afgrøder som pile- og hørdyrkning, vinder frem som erstatning for importerede råvrer, mens der lidt paradoksalt denne sommer kun er ansat 900 mod normalt 1400 i Vildmosens tørveindustri. De tyske soldaters tilstedeværelse og aktiviteter nævnes kun sporadisk i aviserne - de er vel underkastet censur - men i løbet af 1942 lægger besættelsesmagten beslag på flere og flere ejendomme, pensionater og hoteller inddrages, og da tyskerne også rykker indpå Strandpavillonen og på Strandhotellet, drager hotelejet Andreas Petersen konsekvensen og vælger at bringe kone og børn i sikkerhed i Vinderup, hvor de driver et hotel, indtil de atter kan vende tilbage til Løkken ved befrielsen.
I 1943 flytter også Ane Brûgger fra byen trykket af de voksende mængder pigtråd og støvlemarsch i gaderne. Af Tjek Jernes brev til ægtefællen 9. juni efter et kaotisk maj-besøg hos forældrene i det udbombede Kiel får man et klart indtryk af situationen:
"Løkken er en regelret Fæstning nu, indespærret fuldstændigt ved Bygrænserne, og udenomkring Minefelter, som befolkninen er ret kede af, hvem skal fjerne dem nogensinde?! Ved lægningen gik der to tyskere til - Plantagen er der kun bevaret en lille Del af omkring Guldfiskebassinet, Resten er frasepareret med en lille Skinnebane en Masse Rækker Pigtraad og MIner, der staar allevegne Livsfarligt - Miner."
Regnbuen lyser ikke længere over Løkken
Kendte og ukendte regnbuemalere
Johs. Bidstrup
Ifølge Vendsyssel Tidendes omtale af ferniserigen på Regnbuen 1938 har han tidligere boet flere år i Løkken, hvilket også anes af titlerne på hans billeder i det første udstillingskatalog, men derudover er det ikke lykkedes at opdrive oplysninger om ham. Hans adresse i kataloget opgives til Kong Hans Gade i Søborg, forstad til København. Han medvirker også i udstillingen i 1939.
Alice BruhnHeller ikke hendes liv og gerninger er der noget at spore om. Hun optræder kun på udstillingen i 1939, og der er intet oplyst om hendes personalia.

Ane Brûgger: Baghave med høns Løkkern ca. 1940. Olie på lærred 48x36 cm

Ane Brûgger
Født 21. september 1908 i Snejbjerg ved Herning. Død 1995 i Laurbjerg ved Århus. Boede i Løkken 1938-43 og deltog i Regnbuen 1939-42. Fik tegneundervisning hos maleren Gerda Wichnann, men ellere autodidakt som kunstner. Til en start mest arbejder i akvarel og olie, siden batikmaleri og efter 1958 i stigende omfang skulptur samt stenmosaikker og keramik. Blandt de kendteste værker skulpturen konen med æggene i Randers. Deltaget i en del censurerede udstillinger samt et større antal separatudstillinger.
Ellen Bystrôm
Født 6. oktober 1902 i Korsør, død 24. september 1991. Gift 1928 i Ôstersund med den svenske maler Jôns Erik Bystrôm og bosat i Svereige 1926-34. Studier ved Dresdener Alte Kunstschule 1925, elev hos Otto Skôld i Stockholm 1926-27, og hospitant ved Kunstakademiet i København 1934-35 (Sigurd Wandels Skole). Rejser til Tjekkoskovakiet og Østrig 1925, Tyskland og Norge 1926, Italien 1933 (ophold i San Cataldo-kunstnerboligen syd for Napoli), Paris og Sydfrankrig 1939. Debuterede på Vårsaslonen i Stockholm 1934 og derpå Kunstnernes Efterårsudstilling 1934-36. Separatudstillinger bl.a. hos Ramme-Larsen 1935.

Knut Dokker i Valentinusens streg


Knut Dokker
Født 1907 under navnet Knud Waldemar Laursen, død først i 1990'erne. Gift med Pips. Var mere skribent og forfatter end maler, fra1950'erne og til sin pensionering ansat på Egmont Forlag med bl.a. ugebladet Hjemmet, som han en overgang var chefredaktør for. Kendt som forfatter til nogle af de første Anders And-fortællinger, herunder I Rembrandts Fodspor. Skrev derudover noveller og digte, Trækfuglesjæl fra 1986. Sommeradresse i Villa Nordlys i Løkken, en af dem der vendte tilbage til Løkken efter krigen. Optræder på Regnbuen 1938 og i Løkken Folkeblad omtales "den storartede gode modtagelse af hans berømte studie efter Zorn" (den internationalt kendte svensker Anders Zorn fra Mora), hvorpå bladet ønsker, at han må nyde det kommende forår i Paris.
Emil Dyrberg-Petersen
Født 29. december 1908 i København, død august 1973. Gift med Lucy Antonia Kengen, datter af en københavnsk kurvemager. Autodidakt som maler efter uddannelse til maskinarbejder og to års teknikum. Udlandsrejser til Tyskland 1933, Oslo 1934-35, Tjekkoslovakiet og Tyskland 1936, USA og Mexico 1937, Stockholm 1947, Norge 1948 samt Holland og Belgien-Frankrig 1949 og Tyskland-Østrig 1951. Debut på KunstnernesEfterårsudstilling 1936 og på Linien året efter, adskillige censurede udstillinger frem til 1950. Ifølge Weilbach begynder han som abstrakt maler "men har senere udstillet figurbilleder og malerier fra Københavns forstadskvarterer", ligesom han har arbejdet med større kompositioner med udgangspunkt i krigen og religiøse emner. Han deltager kun i Regnbuens første udstilling.
Knud Eel
Født i Hellested 2. januar 1914, død i Lemvig 12. september 1968. Gift i københavn 1941 med officersdatteren Grethe Ester Lund fra Næstved. Han modtager gennem Danmarks Brevskole (som meget almindelig på den tid) 1930-31 tegneundervisning af Axel Bredsdorf, siden vejledning af vennerne Herluf Bidstrup og Marius Engbert og gennemgår endelig 1935-41 Kunstakademiets grafiske skole under Aksel Jørgensen. Han debuterer på udstillingen Ung dansk Kunst i Studenterforeningen 1931 og deltager senere i sit korte liv i et væld af større og mindre udstillinger lander over, herunder forårsudstillingen på Aalborg Kunstmuseum 1943, og Fluesvampen sammesteds 1958. Et typisk Eel-værk, "Landskab Øster Han Herred" malet 1957, opnåede sidste år på Bruun Rasmussen auktion hammerslag på 5700 kroner.

Sven Fritzsche i Valentinusens streg

Sven Fritzsche
Det siges om ham, at han kom i gang med at male, da han som "glashandler og porcelænskonge" i København (forretningen ligger stadig i Kompagnistræde) blev opfordret til at male at billede af Olaf Rude. På et tidspunkt i 1930'erne kommer han ind på Kunstakademiets malerlinie, og har fem værker, herunder "Furreby Kirke" med på akademiets elevudstilling i december 1938, og er i øvrigt på det tidspunkt formand for akademiets elevforening.
Mogens Føns
Deltager i Regnbuen 1939, ellers ingen tilgængelige oplysninger.

Ejnar Gross
Født 7. oktober 1895, død 1962. Autodidakt landskabsmaler med en ganske imponerende produktion. Renal Bache gør sig i "Malere i Aalborg" lidt lystig over, at Gross i starten af bitter nød lod sig forlede til at "hoppe på stedet" foran den gamle bispegaard på C.W.Obels Plads, som han malede igen og igen for at få brød på bordet. I det hele taget malede han meget gademiljøer og gårdinteriører, før han kastede sig over landskabs- og havnemotiver. Han har opsøgt lokaliteter over det meste af landet, men ikke mindst Rebild, Aalborg, Blokhus og Løkken optræder flittigt i hans værker.

Ejnar Gross: Vittrupvej Løkken. Udateret. Olie på lærred 97x67 cm

Ejnar Gross
Født 7. oktober 1895, død 1962. Autodidakt landskabsmaler med en ganske imponerende produktion. Renal Bache gør sig i "Malere i Aalborg" lidt lystig over, at Gross i starten af bitter nød lod sig forlede til at "hoppe på stedet" foran den gamle bispegaard på C.W.Obels Plads, som han malede igen og igen for at få brød på bordet. I det hele taget malede han meget gademiljøer og gårdinteriører, før han kastede sig over landskabs- og havnemotiver. Han har opsøgt lokaliteter over det meste af landet, men ikke mindst Rebild, Aalborg, Blokhus og Løkken optræder flittigt i hans værker.

Tjek Jerne

ødt 1910 i Asch, Tjekkoslovakiet under navnet Ilse Wahlova, død 31. oktober 1945 i København. Bosat i Danmark fra 1930, gift 7. maj 1835 med læge, senere professor Niels Kaj Jerne (1911-94). Maleruddannet i Geneve 1932-35, Kunstakademiets malerskole (Kræsten Iversen), farveteknisk laboratorium 1936-37 samt freskoskolen (Elog Risebye) 1942. Rejser til Sweiz, Frankrig og Holland. Debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1933, deltog frem til sin tidlige død i et større antal udstillinger. Weilbach skriver, at hendes frøste maleriforsøg i Geneve blev vel modtaget, og her i landet tog hun for alvor fat på oliemalerier og akvareller efter også at heve beskæftiget sig med Majolika-kakkelmalerier. Hendes figurmotiver ag landskabsmotiver er forenklede og undgå

G.K.Hansen i Valentinusens streg

Asgerr Jørgensen (senere Jorn)

Født 3. marts 1914 i Struer, død 1973 i København. Læreruddannet ved seminariet i Silkeborg, hvor han også møder Kirsten Lyngborg, datter af jordmoderen i Løkken, hvilket fra 1935 fører til mange besøg i badebyen. De gifter sig i 1939 og får 3 børn sammen, inden de skilles igen 10 år senere efter et stormfuldt ægteskab. Fra ophold i Løkken sommeren 1936 tager Asger Jorn direkte til Lègers Malerskole i Paris, og det bliver en af mange indfaldsvinkler til hans i øvrigt på mange måder selvkomponerede kunstneruddannelse. Kunstakademiet 1937-39 og igen i 1942. Debut på Kunstnernes Efterårsudstilling 1937. Medstifter af kunsttidsskriftet Helhesten 1941 og af COBRA-sammenslutningen 1948 (Cobenhagen, Bruxelles, Amsterdam).

Henning Jørgensen
Ingen nærmere data, men han omtales i forbindelse med den første udstilling, som norjyderne holdt i påsken 1941, af Helge Kaarsberg i Aalborg Stiftstidende som manden bag "lette, vårglade akvareller, blandt hvilke man navnlig hæfter sig ved Ansgar Kirke", mens hans tuschtegninger får karakteren "mere usikre". På kunstauktionerne har hans malerier - fortrinsvis ekteriør- og interiørmotiver med personer, givet hammerslag på 500-2000 kr. Medvirker på Regnbuen 1941 med to værker, Forår og Efterår.

Tjek Jerne 

Harald Kjeldsen
Født 24. juni 1896 i Ringkøbing, død 31. december 1969 i Nr. Uttrup nord for Nørresundby. Studier ved Det Jyske Musikkonservatorium (violin/sang) frem til 1918. Gav koncerter ofte sammen med søstrene Christina (sang) og Inger (Klaver), var medlem af Budolfi Kirkekor og ernærede sig som musiklærer, som kirkesanger ved Nørresundby Kirke og som kantor ved Hvorup Kirke. Siden også undervisning i billedkunst på aftenskole. Som maler autodidakt, meget søgende som kunstner. Sammen med hustruen Kylle opsøgte han alle Limfjordens egne for at indfange det specielle lys over landskaberne. Sommerophold i Asaa, Blokhus, Hirtshals samt i Hammer Bakker, hvor parret havde fast ferieadresse i mange år. Udstillede på Regnbuen 1939-40, deltog i mange censurerede udstillinger, herunder Kunstnernes Efterårsudstilling 1951-53-56 samt et hav af lokale kunstforeninger og gallerier. Talrige værker solgt til virksomheder, skoler og offentlige institutioner.
Emma Mau Knudsen
Ud over at hun må antages at være søster til Erik Larsens førstye hustru, direktørdatteren Ellen Mau Knudsen, findes ingen optegnelser om hende.

Eruik Larsen
Født i Frederikshavn 3. august 1902, død på Hørsholm Hospital 27. september 1975. Gift med Ellen Mau Knuidsen 1934-40, og fra 1943 og nogle år frem med Gretha Birgittha Juel Ranten Tilbragte resten af livet med Teresa Paludan Sedorff som livsledsager. Elev af Karl Larsen 1932-33. Udlandsrejser Paris-Mûnchen 1929, Paris 1936. Debuterer på Kunstnernes Efterårsudstilling 1930. Weilbach siger om hans udvikling, at han fra sin uingdoms fransk inspirerede tegnekunst i 1930'erne gik over til store serier af tuschtegninger og oliemaleri med et livligt fortællende historisk eller literært indhold med emner fra f.eks. Tusind og En Nat, Terje Vigen eller Bispen på Børglum.
Alfred Munkholm
Optræder kun et år (1941) på udstillingen i Løkken med 3 værker (December, Godthaabsvej, Hasseris, Landskab, Nørholm). Handles forsat fra tid til anden på auktioner. Ingen yderligere oplysninger tilvejebragt.

Harald Kjeldsen: Voerbjergvej Lindholm 1940. Olie på lærred, 85x60 cm
Lars Nielsen
Født 24. oktober 1893 på Slotved fattiggaard ved Sindal, død i Hjørring 20. november 1965. Kommer som 17-årig i lære som maler i Vraa efter nogle år med job som tjenestekarl og møllersvend. Får statsstipendium til 4 års uddannelse ved Aalborg Tekniske Dagskole, hvor han får udvidet sine tegneevner. Omkring 1930 i gang med en stor udsmykningsopgave i form af friser til Fiskernes Auktionshal i Hirtshals. Optrådte i 1930'erne som hurtigtegner på Strandpavillonen i Løkken. Stærkest i sine kultegninger, ikke mindst i form af vellignende portrætter.
N. Kølkjær Nielsen
Om ham har ingen oplysninger kunnet fremskaffes.
Anders Norre
Født 28. august 1899 i Nørre Økse Enge ved Brovst. Fra 1947 bosat i Løkken, hvor han døde føst i april 1960. Efter konfirmationen i lære hos en kuinstinteresseret købmand, der også selv malede. Selve købmandslivet var dog ikke noget for Anders Norre, som i stedet kom i malerlære 1914-18, hvorpå han gik på valsen i Skandinavien og syd på. Ligesom Lars Nielsen og Chr. Valentinusen nød han gavn af Laurits Pedersen i Aalborg, hvis dekoratør- og malerskole han tilbragte et par måneder på. Blev trods accepteret optagelse nægtet adgang til Kunstakademiet af sin far, som ikke ville kautionere. Han tegnede en del til de nordjyske dagblade. Udstillede første gang i 1922 og medvirkede siden ved et stort antal udstillinger fortrinvis i Nordjylland, herunder "Nordjyderne", som han var medstifter af i 1938. Desuden et stort antal seperatophængninger, især i Løkken.

 

Erik Larsen


Hans Sørensen
Født 8. maj 1906, dødsår mangler. Hans Sørensen var først og fremmest grafiker og illustrator til mange trykte udgivelser. Han leverede mange tegninger til satiriske Svikmøllen og var også blandt bidragsyderne til fiorsiden på Politkens Magasinet. Debut på Kunstnernes Efterårsudstilling 1827, studieophold i Paris 1929, efter krigen næsten 20 års udlændighed i Norden: studierejse til Norge 1946, ophold i Stockholm 1947-52, studierejse til Finland 1948, ophold i Norge 1959-66. Optrådt ved en lang række separatudstillinger startende i København 1930 hos Ramme-Larsen i Klosterstræde, og registreret i Galleri Hack i Fiolstræde 1966.
Viggo Thomsen
Med baggrund i de eneste oplysninger, der er opsporet om ham (i et interview med ovennævnte Hans Sørensen i Ekstrabladet 6.juli 1944), kan det om Viggo Thomsen noteres, at han portrætterede skuespillere til Politikens Magasinet, var nær ven af Hans Sørensen og ifølge ham eminent til at brygge en whiskey sour.
Gudrun Trier
Født 12. april 1910 i Højby på Sjælland som datter af gårdejer Jacob Sejr Trier. Død 7. oktober 1999 i København. Uddannet på Kunstakademiets billedhuggerskole hos Utzon Frank i 30'erne. Arbejdede fortrinsvis i ler og udførte livet igennem utallige buster. Ellen Bystrøm og Tjek Jerne hørte til hendes omgangskreds. Deltog med otte værker i den første Regnbueudstilling i 1938. Udstillede for sidste gang i 1997, "Familien Trier i 4 generationer" på Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs.

Valentinusen i NIce

Chr. Valentinusen
Født 17. juli 1903 i Løkken, død i københavn december 1984. Efter afsluttet realeksamen i malerlære i Løkken , siden med ophold på Teknisk Skole i Aalborg med den tegneivrige Laurits Pedersen, men ellers autodidakt. Søger i sidste halvdel af 1920'erne at slå igennem som maler, et enkelt mislykket forsøg på at blive optaget på Kunstnernes Efterårsudstilling gør ende på ethvert håb i den retning. Knytter midt i 1930'erne et livslangt venskab med Asger Jorn, flytter til København 1937, men bevarer som maler næsten udlukkende mennesker og miljøer i og omkring Løkken som sin faste motivkreds. Holder bortset fra de to sidste krigssomre alle ferier i Løkken.

Carlo Wognsen
Født i Aalborg 1916, død samme sted 1979. Medvirker kun i Regnbuen 1941, da han også etablerede et nært venskab med Oskar og Hjørdis Bojesen. Af besættelsesmagten dømt til døden som modstandsmand men undslap med nød og næppe henrettelsen som følge af befrielsen 4. maj. Beskrives af Renal bache i "Malerer i Aalborg fra 1850" som "den solide krop" i kunstsammenslutningen Norjyderne, og den mest kendte maler i Aalborg-området i efterkrigstiden frem til 1960. Han beskrives som en glimrende tegner og har bl.a. illustreret en række af museumsinspektør Peter Riismøllers historiske bøger udgivet af Wilh. Burmesters Bogtrykkeri. I oliemaleriet lidt modsatrettet med et ønske om at bryde de nordjyske maleres isolation og samtidigt forankret i traditionen med "stort anlagte, lidt tungt indadvendte studier af det nordjyske klandskab og det gennemsigtige sommernatslys ved vestkysten". Især huskes ifølge Renal Bache "en række blåt lysende vinterbilleder af summarisk, karsk, kølig karakter". En lang række udsmykningsopgaver eksempelvis Rådhuset i Fjerritslev, Geriatisk Hosptal og 4. maj kollegiet i Aalborg samt Aalborg Værfts kantine. Altertæpperne til kirkerne i Øster Hornum, Veggerby, Gudum, Nøvling og Ulsted.

Chr. Valentinusen