Selvportræt 1950

At en profet ikke er agtet på sin hjemstavn, gælder ikke for maleren Lars Nielsen. Både Hirtshals, Tornby og Løkken vil gerne vedkende sig ejerskabet. Han var højt estimeret af vendelboerne, og hans billeder hænger den dag i dag i mange hjem i hele Vendsyssel. Mængden af arbejder er tegn på, at han var utrolig produktiv, og han solgte sine værker så hurtigt, som det kunne lade sig gøre. Farven var vel knap tør, før billedet gik fra kunstnerens hånd til køberen.

Lars Nielsens navn findes ikke i kunstleksikaer. Ej heller ses hans arbejder på kunstmuseer. Han kunne have gjort sig fortjent til begge dele, men skæbnen og vilkårene ville det anderledes. Han var ikke just født med en sølvske i munden. Han så dagens lys på Slotved Fattiggaard i Sindal Sogn som søn af fattiglem Elsia Marie Nielsen. Det var den 24. oktober 1893. Faderen var ukendt, og han forblev ukendt for drengen. En kunstnerisk åre må denne far have været i besiddelse af, for hvorfra skulle drengen ellers have fået sit store talent fra?

det var ikke den letteste start på tilværelsen for sådan en lille purk, som ovenikøbet havde to søskende, der også var uægte. Tidligt blev han "høwerdreng", men når han gik og vogtede køer, fandt han sne lyspunkter i tilværelsen. Han tegnede. Det papir, han kunne få fat i, brugte han til sine første blyanttegninger. Motiverne fandt han i naturen: Dyrene på marken, et krogettræ på en ellers øde hedestrækning, og opgså fattiglemmerne blev foreviget i hans streg.

Da han kom i skole i Bindslev, var han så heldig at få en lærer, der mødte ham med stor forståelse. Bonde Petersen, som var lærerens navn, bemærkede sig knægtens tegnetalet, og han roste ham og tilskyndede ham til at dyrke sine gode evner i den retning. Alligevel var der ikke afstukket nogle retningslinier for hans videre udvikling, da han senere afsluttede sin skolegang fra Mygdal Skole.

Lars Nielsen kom ud at tjene på omegnens gårde, og han var også en periode i lære som møller. Man da han fyldte 17 år, kom han i malerlære hos malermester Thorvald Egebak i Vraa. Det var i 1910, netop det år, hvor Thorvald Egebak startede sin egen malervirksomhed. Her lærte han det praktiske omkring malerfaget, men erhvervede også megen teknisk viden. Udlært blev han nu aldrig, for han var temmelig ustabil med sine mødetider, og det rykkede for meget i ham efter at komme ud at tegne og male natur og mennesker i stedet for stuer og huse, fortæller Thorvald Egebaks datter, Ellen Olesen, Hjørring.

Vraa var god for ham

Flytningen til Vraa var på mange andre måder god for Lars Nielsen, for her lærte han nye mennesker ar kende, personligheder, som havde tilknytning til højskolen. I læretiden var den teoretiske del af uddannelsen henlagt til Vraa Højskole, hvor han gik om aftenen. På den tid skete der meget i Vraa. Højskolen var etableret en snes år tidligere, og med den fulgte nye tanker. Man kan vist godt kalde det en mindre kulturrevolution. Grundtvigianerne var i strid med missionsfolkene. Det lyse menneskesyn, som prægede Grundtvigianismen, var ved at få overtaget over den tunge og mørke Indre Mission, og det var noget, der gjorde indtryk på Lars Nielsens unge, følsomme  og modtagelige kunstnersind.

I Vraa mødte Lars Nielsen også Thomas Olesen Løkken, et møde der fik stor betydning for dem begge. De var begge i besiddelse af kreative evner, hver på sit felt. Lars Nielsen kunne tegne og male, og Thomas Olesen var, foruden at ernære sig som cykelsmed, vand- og gasmseter, elektriker og opfinder, også forfatter i svøb. Foruden det kunstneriske talent havde de også noget andet til fælles. Det var nok først og fremmest Thomas Olesen Løkken vi kan takke for, at Lars Nielsen kom til byen. Men først var han en tur i Aalborg.

Lars Nielsens fire år i Aalborg

Gode og forståenende venner fra Vraa skaffede Lars Nielsen et stipendium, så han kunne studere på Den tekniske Daghøjskole i Aalborg. Det blev gode år for ham. Der fik han som lærer Lauritz Pedersen, som kom til at betyde meget for ham som kunstner. Han var også Chr. Valentinusens læremester. Aldrig var han mere stabil end i sin Aalborgtid. Her begyndte han også den livsform, som prægede ham resten af livet. Han ville nemlig gerne besøge et værtshus nu og da, han holdt af dialogen, og under samtalen satte han blyanten til tegneblokken og fremtryllede i løbet af ingen tid et portræt af sin samtalepartner.

Lars Nielsen blev engageret  af det daværende Aalborg Stiftstidende som tegner. I den periode (1925) udgav han en kunstmappe med portrætter "Profiler", kaldte han den. Forsiden er et dejligt billede af to børnehoveder, og inden i er der portrætter af kendte personligheder, bl.a. Thomas Olesen Løkken. Under dette portræt har Lars Nielsen skrevet Thomas Olesen Løkkens egne ord: Havet, Klitterne, De flade Kær mod Vildmosen, Børglum Bakke, Skrænterne mod Nord. Det vide udsyns Land. Vendsyssel, mit Hjem. Denne kunstbog indeholder også et protræt af en original fra Løkken, kaldet "Twat-Jens", samt et par fine skitser fra Børglum Bakke og Mariager Fjord. Mappen er, som vel den eneste fra Lars Nielsens hånd, fundet værdig til arkivet på Nordjyllands Kunstmuseum og Vendsyssels Historiske Museum. Den findes også på biblioteket i Hirtshals og i Løkken Lokalhistoriske Arkiv.

Den sociale arv

Lars Nielsen var på mange måder et sammensat menneske. Hans opvækst, som bar præg af  manglende tryghed og stor fattigdom, kom til at præge hele hans voksenliv. Selvom han var i besiddelse af et gudsbenådet tegnetalent, var han en flakke, som ikke fandt ro nogensteds. En  enspænder var han, uden tvivl også ensom til tider. Til trods for de dårlige odds i barndommen havde Lars Nielsen tilegnet sig stor klassisk dannelse. Han havde en baggrundsviden om de store græske filosoffer, og han havde også læst om europæisk mytologi og kultur. De klassiske tænkere stod han hjerte nær, og han overraskede ofte sine samtalepartnere ved at kunne citere og fremlægge afsnit fra antikkens filosoffer.

I sin gode ven, auktionsholder Tage Jensens Gæstebog skrev han f.eks.: "Vore gamle ærværdige forfædre grækerne havde deres egne guder som vi vore. De var på sin vis dus med dem, var ikke fuldkomne, ikke færdige. Det trøster os, at vi ligesom dem attrår det fuldkomne."

Om det var omsorgssvigt fra barndommen, der var årsag til, at Lars Nielsen i sit voksenliv gerne ville vække opsigt og være midtpunkt, skal være usagt. Men overses ville han ikke. Det fortælles, at han en aften kom ind på kroen i Hirtshals, hvor der var et større selskb. Ingen ænsede ham, og det bekom ham ikke. Han rejste sig uden videre fra sin stol, tog fat i sit ene bukseben og flængede det op. Nu måtte gæsterne da lægge mærke til, at han var arriveret. Ligesom vor egen forfattter Knud Holst havde Lars Nielsen øje og hjerte for de skæve eksistenser. Hvad kunne der ikke være kommet ud af det, hvis de to havde levet samtidigt i Løkken. Knud Holst skrev om disse skæve eksistenser og omfattede dem med kærlighed. Lars Nielsen tegnede dem og karrikerede dem med en yderst kærlig hånd.

Egentlig hørte han vel selv til blandt dem, selvom han nødigt ville have dette eftermæle. Han nød at få sig en øl og en snaps, men allerhelst drak han portvin. Den drik forgudede han. Alkoholiker kan man ikke kalde ham, for havde han drukket tæt hver dag, ville det have været umuligt for ham at lave den store produktion af billeder. Han drak mest for selskabs skyld. Over en øl samtaler man bedre, siges der. Skulle det ske, at han i en periode tyede til de hårde former for spiritus, var det for at flygte fra virkeligheden og ensomheden og give det følsomme kunstnersind lidt fred. Penge var for Lars Nielsen ikke noget, nman gemte på. De blev omsat, lige så hurtigt, som de kom ind. Han nassede aldrig. Hvis han lånte penge af nogen, blev de betalt tilbage - i tegninger eller malerier. Tegneblokke, kridt og farver blev betalt med hans arbejder, og på den måde fik frk.Ørum i Løkken og farvehandler Tornby i Hirtshals store værdier på væggene.

Lars Nielsen ville ikke skylde nogen noget. Han tog gerne imod, hvis nogen bød ham på en øl, men havde han selv penge, var han også den glade giver. Hans hurtige streg gjorde det muligt for ham ofte at være i den glade giverrolle. Behov for omsorg og ros havde Lars Nielsen. I sine depressive perioder, og dem var der trods alt nogle stykker af, kunne opmuntrende ord og klap på skulderen hjælpe ham op af kulkælderen. Han led i disse perioder af mindreværdskomplekser og følte ikke, han var noget som helst. Han kaldte sig selv "en bums, der ville være glemt af alle dagen efter sin død."

Livet i Løkken

I Løkken var Lars Nielsen en velanskreven gæst. Han havde som nævnt et nært venskab med Thomas Olesen Løkken, der var ved at lå igennem som forfatter i begyndelsen af 1920'erne. Men også købmand Jens Bang blev hans gode ven og fortrolige. Lars Nielsen havde lært Jens Bang at kende, mens denne var i købmandslære i Harken Brugsfoening, og Lars Nielsen sev var i malerlære i Vraa. Dette venskab hodt i mange år, og de to ellers så forskellige personligheder supplerede hinanden godt.. Bl.a. mundede det ud i et skuespil, som omtales senere.

Lars Nielsen kom i mange hjem og i alle lag  og på mange restaurationer. En smuk mand var han, og han kunne begå sig overalt. Han mødte i Løkken store personligheder som skuespilbrødrene Henrik og Peter Malberg og knyttede livslangt venskab med dem. Forfatteren Emil Bønnelycke og Jacob Paludan hørte ligeledes til hans vennekreds, og det samme gjorde violinisten Peder Møller og pianisten Victor Schiøler. De sidstnævnte spillede på Strandpavillonen om sommeren.

Også den navnkundige kunstner Robert Storm Petersen havde sin gang i Løkken. Han underholdt nogle somre på Badehotellet sammen med harmonikavirtuoserne Gellin og Borgstrøm. Naturligvis måtte Lars Nielsen have sin tegneblok frem og forevige den kendte og afholdte Storm P. med det karakteristike udseende og sin evigt dampende merskumspibe. Mødet mellem de to kunstnere førte til livslangt venskab, og så længe Storm P. levede, skrev de sammen.

I Løkken nød Lars Nielsen sommerperioderne, når byen myldrede af fornemme badegæster fra Aalboorg og København, og han kunne omsætte alle de billeder, han kunne overkomme at producere. Motiver og kuntnervenner var der nok af om sommeren. Han behøvede ikke at bevæge sig særlig langt for at få et motiv fra en ny vinkel. Den lyse sommer med den klare luft og Løkkens specielle lys gav altid nye farvetoner til hans pensel. Ofte gik han på små sandstier mellem husene, og her fandt han sine motiver. Senere i livet, da Lars Nielsen havde taget ophold andetsteds, fortsatte han med at komme "hjem" til Løkken. Han besøgte også mage af de andre små byer langs Vestkysten, men en del af sit hjerte lod han blive i Løkken, hvor han havde haft så mange positive oplevelser.

Besøget på kunstakademiet

I begyndelsen af 1920'erne boede Lars Nielsen i et lille kvistværelse hos Thomas Olesn Løkken. Lars Nielsen arbejdede på et værk som skulle give ham adgang til Kunstakademiet. Han var på det tidspunkt fast besluttet på, at han ville lære sit kunstnerhåndværk til bunds. Hvad der videre skete med den optagelse, står hen i det uvisse. Om han blev vejet og fundet for let af udtagelseskomitteen eller om hans opgave ikke blev afleveret til tiden, vides ikke, men det fortælles, at han var skuffet over udfaldet.

Men i Løkken stod byens damer parate til at hjælpe den talentfulde kunstner, der nød deres omsorg. Der var altid en kvinde, der sørgede for at hans tøj blev vasket, og at han var pænt klædt på. Med fru gartner Joahnne Bang Christensen i spidsen bestemte nogle af Løkkens fruer, at de nok skulle sørge for, at deres favoritkunstner kom på Kunstakademiet. De fik Lars Nielsen til at lave et malerei af 12 gamle personer, der boede på Løkken Alderdomshjem, og de fik penge til betalingen ved at samle ind blandt Løkkens beboere. Et krav fra damerne var det, at de penge, de fik samlet ind til at betale maleriet, skulle Lars Nielsen bruge til studium på Kunstakademiet.

Og denne gang lykkedes det. Han blev optaget, men opholdet blev ikke den fornyelse og inspiration, som han havde set frem til. Vel fik han dygtige lærere, men alligevel følte han det som tidsspilde at gå der. God som han var til at tale med folk, fik han dog gode kontakter i København, og han omgikkes den tids store personligheder inden for teater, kunst og litteratur.

Et år senere forlod han Kunstakademiet, og efter et kortere kursus i tegning også i København, tog han, hvor mærkeligt det end lyder, et gymnastikkursus på Vallekilde Højskole. Det var nu nok ikke så meget for gymnastikkens skyld, men mest for at komme tilbage til det højskoleliv, som han kendte fra Vraa Højskole. Ej heller dette ophold var ham til særlig gavn, og han længtes også tilbage til Vendsyssel, og især Løkken. Lidt havde han dog fået med sig fra København. Han førte sig nu frem som en rigtig kunstmaler og hans særprægede bredskyggede kunstnerhat var med til at præge hele hans fremtoning. Løkken havde gklæde af Lars Nielsen i 20'erne og 30'erne, og i den periode nåede han at tegne og male så mange værker, at der hænger mindst et værk af ham i de fleste Løkkenhjem. Han var selvfølgelig også med, da Jens Bang fik den gode ide at lade en komedie af Thomas Olesen Løkken opføre i Løkken og omegn.

Den Skæve Linie

Komedien hedder "Den Skæve Linie" og er et lystspil i tre akter med flere sange. Handlingen foregår i en afsides egn af landet et sted i Vendsyssel. Den udspilles i Søren Kringels dagligstue, en bondestue i gammeldags forstand. "Fast bænk foran vinduerne, der er i Baggrunden. Et Langbord med Bjælker under. En løs Bæk uden Rygstød foran Bordet. Gammel Bornholmer. Bilæggerovn. Hjørnehylde med Brændevinsflaske. Ølkovs på Bordet og lign.. Et par Stole. Døre til højre og venstre" skriver fofatteren selv i forordet.

Der var intet overladt til tilfældighederne i Den Skæve Linie. Der er en nøje beskrivelse sf personerne og deres påklædning. Kostumer og dekorationer  var Lars Nielsens ansvar, og der er ingen tvivl om, at der blev gjort meget ud af den side af sagen. Således skrev Aalborg Stiftstidende i 1921: "Løkkens Rembrandt, Kustmaler Lars Nielsen har malet nogle praktfulde dekorationer."  Jens Bang, som dengang var kommis, købte eneret på opførelsen, og han fik lavet en flot transportabel scene, som egnede sig til at blive stillet op i forsamlingshuse og Lignende steder. I badesæsonen skulle teatret dog have fast tilholdssted i Løkken.

Opførelsen blev en bragende succes, og komedien blev opført i det meste af Vendsyssel, og også i Vraa og Hjørring, i alt 30 gange. Første gang den blev opført i Løkken, var til en basar som håndværkerforeningen holdt i den store sal på Løkken Badehotel. Forestillingen, der varede 5 kvarter, måtte vises adskillige gange, så stor var tilstrømningen. Efter hver forestilling blev der vist karikaturtegninger af byens kendte personer. Lars Nielse karikerede nemlig byens førende handelsfolk på en tyve m lang frise malet på bordpapir. Trods det skrøbelige materiale, frisen var malet på, holdt den i mange år og vistes frem ved festliige lejligheder. I dag er de ikke til at opspore, og måske har tidens tand fortæret den.

"Det, som gjorde størst Lykke, var den 3 Akts Komedie "Den Skæve Linie", som Thomas Olesen Løkken har skrevet for Dilletanter. Publikum fik rigtigt Lattermusklerne sat i bevægelse, og de fleste saa Stykket to Gange. Om Lørdagen var der Premiere, og efter at Dilletanterne var klappet frem flere gange, vilde man også se Forfatteren, saa Ths. Olesen maatte frem paa de skraa Brædder.", skrev Vendsyssel Tidende dagen efter basarfesten i Løkken.'

Den skæve linie handlede i korthed om en ungkarl på 30 år. han hedder Jens. Af en gammel spåkone får han at vide, at han skal gifte sig med en pige, der er født samme dag som han selv. Hvis ikke han gør det vil livet forme sig ulykkeligt for ham. Den gamle spåkone, Mette spiller en stor rolle i stykket . Hun kan læse i hænder. En dag tager hun Jenses hånd og ser alle linierne, hjertelinien, rigdomslinien, skønhedslinien og lykkelinien. men så får hun øje på endnu en linie, en skæv linie, der krydser de andre på forunderlig vis, og sådan en linie har hun aldrig før set hos noget menneske. Den er underlig udvisket, men dog alligevel tydelig nok . Jens mener, den er så udvisket, fordi han så ofte har brugt en skovl, men det lader Spå-Mette sig ikke slå til tåls med. I den skæve linie i hånden læser hun, at Jens skal møde og gifte sig med en "Jomfru der er nøjagtig lige så gammel som han selv. Hende skal han favne,. Hende skal han følge".

Efter mange forviklinger, hvor den gammle spåkone dog ordner der hele på bedste måde, ender lystspillet i fryd og gammen. Rollebesætningen var følgende: Ungkarlen Jens blev spillet af Jacob Pedersen, husbestyrerinden Nicoline, der fik sin Jens, af Erika Bang Christiansen, morbroder Søren Kringel af H. Elskjær, Tjenestepige Anna af Karen Olesen Løkken, og i rollen som tjenstekarl Kristjan sås Jens Bang selv. Hvem der spillede spåkonen Mette vides ikke., for der mangler simpelthen underskrift ud for hendes rolle.

Det forunderlige ved hele denne historie er, at Løkken lokalhistoriske Arkiv er i besiddelse af en slutseddel, som Jens Bang indgik med Thomas Olesen Løkken om stykket. Ved Jens Bangs død betænkte arvinger museet og arkivet med mange vigtige dokumenter, og deriblandt lå "Den Skæve Linie": "Dette Bevis for at undertegnede Kommis J. Bang af Løkken har af Forfatteren Th.Olsen Løkken købt dillatantkomedien "Den Skæve Linie" med Eneret til at opføre Stykket i Tiden fra den 21.2.21 til den 1.9.21 i en omkreds af 3 mil fra Løkken. Købesummen er 50 Kr kontant, plus 15 Kr for hver Aften, Stykklket bliver opført. Aage Enevoldsen skrev under til vitterlighed, og sognefoged Søre Mølgaard har påtegnet slutsedlen den 2.3.1921.

Kontrakten med "skuespillerne" har følgende ordlyd: "At samtlige Dilletanter har herved forpligtet sig til på Forlangende af Kommis Jens Bang at medvirke ved hver af Kommedien "Den Skæve LInie"  i Tiden fra første Marts til første September 1921. Paa disse Betingelser, at Hr. Jens Bang betaler Gage 15 Kr til hver af spillerne pr. opførsel med Løntillæg af 5 kr fra den 1. juni til den 1. september. NB: Dilletanterne skal selv holde og medbringe Kostume til deres specielle Rolle, samt dække alle udgifter ved Rejse og Ophold i en omkreds af 3 Mil. Kontrakten er underskrevet af Margrethe Søborg og Søren Mølgaard.

Den skæve linie blev en enorm succes, og såvel på Hjørring Sommerteater, der holdt til i SDvanelunden, og på Hotel Du Nord, var der fulde huse. I alle de omkringliggende byer blev stykket opført, og Thoas Olesen Løkken roste især  scenen i vraa for dens gode lyd- og lysanlæg. Succeseen med den Sjkæve Linie var så stor, at man fandt det passende at mindes den med et gadenavn. Og da vi i Løkken netop har en gade, der har det skæve forløb, blev den pkaldt efter skuespillet. Tænk at være så heldig at få mulighed for at bo i en gade, der er opkaldt eftyer en linie i hånden, og så ovenikøbet en linie der bringer Lykke.

I en af sangene, der går på "Oh Susanne" hedder det:

Hvor holdt Lars Nielsentil i sin Løkkenperiode?

I 1920'ertne havde Lars Nielsen fast bopæl på Stramdhotellet i Løkken. Her havde han et værelse på hotellet hos nu afdøde ejere Thea og Andreas Pedersen. Her samledes også Løkkens øvrige kunstnere, især Erik Larsen og Chr.Valentinusen. I en fjensynsudsendelse, der er lavet af Poul Leth Sørensen i 1977 fortælller Thea Pedersen om Lars Nielsen:

"Han var et beskedent menneske der ikke stillede store krav til tilværelsen. Mens han boede hos os, fik han også noget mad, og han betalte med billeder. Penge havde han ikke mange af. Ofte spiste han i køkkenet, og allerhelst ville han have et stykkke ristet franskbræd med portugisiske sardiner. Han var en stille beleven, velklædt gæst, der ikke kom nogen for nær. Skulle det komme så vidt, at han fik en øl og en snaps og ild på en stor cigar, var han særdeles tilfreds. Vi havde ikke fornemmelsen af, at han bekymrede sig om dagen i morgen. Meget ofte var han sammen med Erik Larsen og Chr. Valentinusen i Restauranten, og det trekløver inspirerede hinanden. De diskuterede, de drillede hinanden og de festede sammen. Det skete at bølgerne gik højt, og så kunne de ende i hvert sit hjørne af restauranten, når klokken nærmede sig midnat."

 Da Strandhotellet efter Thea Pederasens død blev solgt i 1990, gik de ca. 50 Lars Nielsen værker, deraf mange store oliemalerier, i arv til børn og børnebørn. Efter antallet af billeder at dømme, må vi tro. at kunstneren har nydt megen gavn af hotelparrets gæstfrihed. Der blev samme år fra nogle Løkkenboeres side gjort forsøg på, at få Strandhotellet omdannet til kunstmuseum, hvori Lars Nielsens mange værker kunne indgå. Men det mislykkedes.. Også på Strandpavillonen færdedes Lars Nielsen meget. A.J.Østergaard fortællert, at Lars Nielsen altid ankom med tegneblokken under armen, og i aftenens løb nåede han at portrættere adskillige gæster og sælge billederne sammen aften. 

En aften, da han kom forbi garderoben, sagde den unge A.J.Østergaard til ham:"Nå Lars, du har nok tegnebogen udnder armen i aften". Og det var jo rigtigt. Hans Tegneblok var hans tegnebog, for uden blokken havde han intet at leve af, Daværende hotelkarl og parkeringsvagt på Strandhotellet, Chr. Jacobsen, kaldet "Bette Kesse", var en af dem, der kom til at kende Lars Nielsen bedst. Han siger i TV-udsendelsen: "Lars var et ualmindeligt venligt og fint menneske. Han var som regel i godt humør, men havde også sine mørke sider. Når han var deprimeret lukkede han sig inde, og i en periode blev han billeder også mørke, ja nærmest dystre. Lars led meget af astma" fortæller Bette Kesse videre. "Den sygdom døjede han med hele livet. Det hændte han bankede mig op om natten og spurgte, om jeg ville gå på apoteket for ham efter astmapulver. Når han så fik det, hældte det han op i en lille skål og satte ild til det for at indånde dampene derfra, det hjalp lidt på vejrtrækningen. 

Kunstnervennerne drillede ofte Lars Nielsen med, at han aldrig fik malet en solopgang, fordi han ikke kunne komme op om morgenen. De drillede ham også med alle de tegninger og malerier, han lavede af Børglum Kloster: "Hvia du havde fået en krone for hver af dine klosterbilleder og vel og mærke havde gemt dem, så kunne du såmænd have købt klosteret."

Lars Nielsen kom også meget på Kallehavegaard Badehotel, som Johannes Jensen og hans kone Elly drev. Elly, der nu heder Mauritzen, husker, hvotledes hendes mand blev ringet op en morgen af Lars Nielsen. Nogle af hans venner havde aftenen før klippet hans elleres pæne bukser til shorts, så han ville ikke vise sig, før han havde fået nogle nye: "Min daværende mand skaffede selvfølgelig straks nye bukser, for vi kunne jo ikke have, at Lars ikke kom ud mellem andre" fortæller hun.

Molen bygges

Løkken Læmole blev bygget i årene 1927-31, men allerede i 1919 begyndte forarbejdet. I den anledning skulle ingeniøren bag projektet, Jørgen Fibiger, Hirtshals portrætteres til en avis, Hvem anden end Lars Nielsen kunne male det portræt. De to mødtes på Strandhotellet, og det møde førte til, at Lars Nielsen senere forlagde sin residens fra Løkken til Hirtshals. Lars Nielsen blev facineret af denne dygtige, fremadstormende og geniale mole- og havnebygger, og det blev begyndelsen til et årelangt venskab mellem de to.

Lars Nielsens astma blev værre i de år, og da Løkkens klima, der ofte er barsk og fugtigt, ikke er befordrende for den sygdom, måtte kunstneren ofte trække sig længere ind i landet, hvor klimaet var mildere. Det gjorde ikke hans helbredstilstand bedre, at han havde hang til store cigarer. Men som i alle livets tilskikkelser fornægtede han ikke de ting, der for ham gjorde livet værd at leve, og dertil hørte også cigarerne. Sidst i 1920'erne slog Lars Nielsen sig permanent ned i Hirtshals. Han boede den første tid på kroen, og ligesom i Løkken blev han hurtigt en populær skikkelse i fiskerbyen. Han færdedes meget på kroen sammen med Jørgen Fibiger, der holdt mange selskaber her. Og Lars Nielsen kunne begå sig alle steder.

I Hirtshals traf han også den unge sømand Sigurd Espersen, og de to knyttede  et venskab, der holdt resten af livet. Det samme gælder forretningsfører Tage Jensen, som i filmen om Lars Nielsen fortæller: "I begyndelsen af 40'erne mødte jeg Lars Nielsen på kroen, og da det blev sent, spurgte jeg ham, hvor han skulle sove. Han havde faktisk ikke noget nattelogi, så jeg tilbød ham at overnatte hos os. Han blev i syv år. Det skal ikke forstås på den måde, at han opholdt sig der hele tiden, men han havde sit faste tilholdssted her og drog så ud derfra", siger Tage Jensen.

Den store opgave

i Hirtshals fik Lars Nielsen sin største og mest krævende opgave. Det var udsmykningen af auktionshallen. Ingeniør Fibiger fik ideen, at det var Lars Nielsen, der skulle have den store opgave. Det var ikke den letteste sag i verden at samle penge ind, så kunstneren kunne få betaling for sit arbejde, men det lykkedes. Og aldrig er Lars Nielsen gået til en opgave med større alvor og inspiration. Det var, som om han vidste, at dette skulle blive hans livsværk.

Auktionshallen var blevet taget i brug i 1930. Det var en imponerende stor bygning efter den tids målestok, og arbejdet gav Lars Nielsen mange spekulationer. Der er fugtigt i en sådan hal, hvor fisk ligger på is, og denne fugtighed og den saltholdige fugtighed i fiskerbyen kunne ødelægge hans kunstværk i løbet af få år. For øvrigt viste fiskerne heller ikke altid kunstværket den nødvendige respekt. På de rå brædder brændte han med en loddekolbe konturerne af sine motiver ind for derefter at lægge farver på. Motiverne var kendte hirtshalsmænd, politikere, håndværkere, fiskere og fiskeeksportører og selvfølgelig nogle af Hirtshals' originaler. Lars Nielsen brugte kun to farver i sin frise, umbra og pariserblåt. I slutningen af januar 1932 var arbejdet færdigt, og friserne hang som et smukt monument over historien om Hirtshals havn og over kunstneren selv.

Da auktionshallen i 50'erne blev revet ned, fordi der skulle bygges en ny og større, blev friserne savet ud stykke for stykke og sat i depot, indtil der kunne træffes beslutning om deres videre skæbne. Der skulle imidlertid gå 25 år, inden kunstværkerne igen kom til ære og værdighed. I 1975 bevilgede kommunen penge til, at kunstmaler Elsa Kruse fra Lønstrup kunne restaurere værkerne. Det var et vanskeligt arbejde, men resultatet blev godt. I august 1976 indviede Dronning Margrethe den nye auktionshal og afslørede kongefristen med Christian den 10. og ingeniør Jørgen Fibiger ved Hirtshals Havn. Her hænger værket stadigt og er vidne til den millionomsætning, der her finder sted, når ikke fangstkvoter og andre hindrende foranstaltninger står i vejen for fiskerierhvervet. De øvrige friser hænger idag på skolerne, i idrætshallen, på rådhuset, på dagcentret og plejehjemmet Havbakken og Hotel Fyrklit, samt hos firmaet Skagerrak Fiskeeksport.

Lars Nielsens sidste år

I 40'erne og 50'erne rejste Lars Nielsen meget rundt i Vendsyssel og langs Den jyske Vestkyst. Han havde mange venner i Lønstrup, Tornby, Løkken og Hjørring, og de fik ofte besøg i nogle dage. Udlandsrejser blev det aldrig til, kun et par ture til Norge, som han var sendt til, da han arbejdede for Aalborg Stiftstidende. Selvom han ofte senere ønskede at se andre lokaliteter end Vendsyssel, tog han sig aldrig sammen til det. Han kunne sikkert heller ikke løsrive sig fra sit miljø, og undvære de mennesker, han færdedes iblandt til daglig, kunne han slet ikke.

Lars Nielsens sidste år var præget af sygdom. Han opholdt sig mere og mere i Hjørring, og han fandt sin sidste fast bopæl på Martins Hotel. Her tog værtsparret Karla og Egon Jensne sig godt af ham. Han betalte selv for kost og logi, og pengene dertil tjente han på sin sædvanlige måde. Lars Nielsen var også til gavn for hotellet. Folk samledes gerne om ham i restauranten, for alle holdt meget af den begavede og altid slagfærdige kunstner. Han indtog ikke de store måltider på Martins Hotel. Kun sen morgenmad. Eftersom astmaen blev værre, tilbragte han tit dagene i sengen. Han læste kirkehistorie og interesserede sog meget for P.G.Linhardts værker. Det religiøse aspekt optog ham meget. Da han fyldte 70 år, blev der holdt stor fødselsdag for ham. Vennerne kom med gaver i form af flasker og det i så stor mængde, at det rakte til festen og mange kommende dage. Typisk for Lars Nielsen nød han at være den glade giver, og her var det muligt for ham

Afsked med vennerne i Løkken

Lars Nielsens gode kunstnerven, Chr. Valentinusen har fortalt om Lars Nielsens sidste besøg i Løkken. Det var et års tid før hans død. Da det rygtedes, at Lars Nielsen var i byen, blev der i hast samlet en del af de gamle venner, og på Løkken Badehotel indtog de en bekskeden middag, som Lars var vært for. Derefter gik de alle en tur langs stranden.: "Men Lars gik lidt for sig selv i dybe tanker. Det var som om han denne sene aften sagde farvel til dette sted, der havde givet ham så mange glæder i de unge år" fortæller Chr. Valentinusen. "Bagefter fik vi en drink i mit sommerhus, og lige før vi brød op, bad Lars mig synge den vise, som han holdt så meget af. Jeg greb min guitar og sang "Sving dig kun lærke mod himlen blå". Så skiltes vi, og det var sidste gang jeg så Lars Nielsen",slutter Valentinusen.

Farvel til en ener

Lars Nielsen døde den 20. november 1965. Han blev 72 år. Han var alene ved sin død, ligesom han trods en stor vennekreds, ofte følte sig alene i sit liv. Bisættelsen blev forrettet af provst Johs.Søe, og hans urne blev opbevaret i Hjørring, indtil hans venner havde fundet ud af, hvor han skulle begraves. Hans to nærmeste venner, Sigurd Espersen og Tage Jensen fik ham begravet på Hirtshasl Kirkegård, og Tage Jensen sagde ved graven farvel til den ven, som havde betydet så meget for venner og egnen: "Nu overgiver vi ham til Vorherre, og vi synes, han fortjener at blive godt modtaget," lød ordene. På etårsdagen for hans død blev der rejst en mindesten over ham. Den er af bronze og viser hans typiske profil med baskerhue og cigar.

Lars Nielsens kunst - et forsøg på en vurdering

Husk at du optræder i et skuespil. Hvad det handler om, og hvorvidt det er langt eller kort, det bestemmer teaterdirektøren. Forlanger han at du skal spille tigger, så må du udføre den rolle med talent, og det samme gælder, hvis du skal spille krøbling, en øvrighedsperson eller en jævn borger. Du har bare at spille den rolle, du får, godt. At vælge den tilkommer en anden"

Dette citat hentet fra den græske, stoiske filosof Epiktet, kan hæftes på Lars Nielsen. Han valgte ikke selv sin rolle i livets store spil, men den plads, han fik, fyldte han ud. Resultatet af hans anstrengelser, først og fremmest hans tegninger og akvareller, har vakt bifald. De hænger rundt omkring i mange nordjyske hjem, hvor kunst på væggene ikke var en selvfølge. For mange mennesker var et billede fra Lars Nielsens hånd deres første møde med kunsten. Og værkerne stod distancen. Hvorfor? kan man spørge. Fordi der er ægthed i udtrykket. Hans arbejder afspejler hverdagen for almindelige mennesker og naturens og havets mangfoldighed. Alt sammen er skildret med sans for farverne og med flair for at vælge de rette motiver.

Den hurtige streg, med tuschen, vandfarverne og oliekridtet, var Lars Nielsens værktøjer. Med ganske få streger kunne han trække sin models personlighed frem. Om det var på et værtshus, til en dansant, i et hjem stort som lille eller i de fine saloner: Lars mestrede det hele. De mange romantiske stier og smøger i den lyse Løkken-sommerby fik med ham deres egen skildrer, og ingen har siden kunnet gøre ham kunsten efter.

Lars Nielsens arbejder er lette at gå til. De kræver ikke mange tydninger og overvejelser. Enkelthed og ærlighed præger afbildingen af natur og mennekser i og omkring Løkken og Hirtshals, og det ligner! Dette gælder også hans portrætter, hvor han sjældent henfaldt til unødig karikatur. Derfor har Lars Nielsens værker også overlevet i næsten et århundrede og er lige så værdsatte i dag som dengang. Jo, Lars Nielsen var og er stadig agtet på sin hjemstavn, Vendsyssel.