Løkken var et af de første steder, der fik redningsstation, efter det danske redningsvæsen blev oprettet i 1852. Da var der allerede i 1850 blevet udstationeret en redningsbåd og et raketapparat i Løkken. Raketapparatet var indkøbt i England.

Opsynsmænd

Redningsstationerne blev ledet af en opsynsmand, som fra begyndelsen blev valgt blandt toldembedsmænd og strandfogeder. Senere blev det praksis at vælge opsynsmanden blandt besætningen i redningsbåden, som oftest baadformanden. Opsynsmanden refererede til Redningsbestyreren, der var den øverste chef for Det Nørrejyske Redningsvæsen. C. B. Claudi, der blev ansat som bestyrer ved redningsvæsents oprettelse i 1852, forsatte i stillingen indtil 1869. Han havde kontor i Lemvig. Han efterfulgtes af Anthon Andersen, der var bestyrer indtil 1909. Efter Anthon Andersens død blev P. K. Nielsen bestyrer, og Redningsvæsenet flyttede til Skagen, hvor han boede. Her var det placeret indtil 1928, hvor det flyttede til København. Det var redningsbestyreren, der ansatte opsynsmanden, og som også havde det sidste ord ved ansættelsen af det øvrige personale på redningsstationerne.

Redningsbåden sættes ud

Opsynsmanden havde ansvaret for stationen og dens materiel og for, at der altid var heste til rådighed til transport af båden. Han skulle sørge for at besætningen bar redningsbælter, og at båden ikke blev benyttet til bjergningsvirksomhed, dvs. til bjergning af gods eller personlige ejendele. Han skulle indberette om aktioner og alle former for strandinger, uanset om redningsstationens mandskab eller materiel havde været i brug. Herudover skulle opsynsmanden føre bog over indtægter og udgifter, indsende regnskab hver måned, føre bog over ansatte, hesteejere og materiel samt føre tilsyn med, at ingen af de ansatte forlod sognet mere end 24 timer, uden at anden var antaget i hans sted.

I Løkken blev Herman Nicolai Forsberg ansat som den første opsynmand. Han var kommet til Løkken allerede i 1845 som konstitueret strandkontrollør. Han var født i 1812 og var i sine unge år toldbetjent i Løgstør, Hobro og Kolding. Herefter var han konstitueret strandtoldbetjent i Lemvig og toldkontrollør ved Agger Kanal. Han har formodentlig deltaget i en redningsaktion her, for i 1846 fik han fortjenstmedaljen i sølv. I 1851 blev han toldoppebørselskontrollør (den ledende toldembedsmand) i Løkken og året efter opsynmand ved redningsstationen. Da han i 1862 flyttede til Hjørring, hvor han først var toldoppebørselskontrollør og senere toldinspektør, fik han af redningsfolkene i Løkken et mindeblad som tak, fordi han altid havde "optrådt som den humane og retsindige Embedsmand og som den fattige Sømand Beskytter og Talsmand" Om hans optræden som opsynsmand hed det "De (var) altid, naar Menneskeliv var i Fare ... den første til at vove Deres Liv med Dødsforagt trodsende det oprørte Hav og med Deres Eksempel styrkede Modet hos os". Der har således været grund til at han i 1857 blev Dannebrogsmand. Senere blev han ridder af Dannebrog og etatsråd. Han døde i 1889. I den tid han var opsynsmand i Løkken, deltog han 5 gange med redningsbåden og 1 gang med raketapparatet i redningen af 134 skibbrudne.

Carl Jensen Sand

Forsbergs afløser som opsynsmand i 1862 blev den hidtidige bådformand Peder Christian Christensen. Han var skipper og fisker og boede på Klithavevej i et dobbelthus (bag mejeriet). Han var født i 1823 og var søn af skomager Christian Mortensen. Han var opsynsmand i 1873, da redningsbåden kæntrede under en redningsaktion i forbindelse med briggen "Ruths" stranding. Han søgte sin afsked i 1876 og blev i løbet af sin tjeneste udnævnt til Dannebrogsmand. Den næste i rækken af opsynsmænd var garver Mouritz Winther. Han var født i 1845, søn af garver Thomas Winthers steddatter Johanne Caroline Christensen. Han overtog i 1884 Thomas Winters Garveri på hjørnet af Torvet og Nørregade. Han var opsynsmand indtil 1887.

Niels Adolph Jensen

Mouritz Winther efterfulgtes af Carl Jensen Sand. Han blev ansat som bådmand den 1. februar 1861, og den 1. december 1887 blev opsynsmand. Han var født i Lønstrup i 1832 som yngste søn af fisker Jens Nielsen Sand (der stammede fra ejendommen"Sanden" i Hune sogn). Som ung sejlede han på langfart, blev gift med en Løkkenpige, og slog sig ned som fisker i byen. Han boede i et hus, som han havde overtaget efter svigerfaren (nuværende adresse Norgesvej 12). Carl Sand er en af de store skikkelser i redningsvæsenets historie i Løkken. Gennem de 46 år, han var ansat ved redningsvæsenet, deltog han i 47 redningsaktioner, hvorved 275 mennesker reddedes, og som påskønnelse af hans lange og tro tjeneste blev der tildelt ham flere af de legater, som fandtes under redningsvæsenet. Han blev dekoreret med Dannebrogsmændenes hæderstegn, fortjenstmedaljen i sølv og Redningsvæsenets juibilæumsmedalje. Han tog sin afsked i 1907 og døde i 1913. Efter Carl Sand overtog sønnen Jensenius Carlsen Sand stillingen som opsynsmand. Han havde også første været bådsmand. Han tog sin afsked i 1923 på grund af svagelighed.

Efter ham kom Niels Adolp Jensen, der var opsynsmand da redningsbåden kæntrede i 1929. Hans efterfølger var Lars Sørensen og efter ham Johan Damgaard. Han afløstes i 1959 af sønnen Georg Damgaard. Stationsens sidste opsynsmand var Iver Larsen, der tiltrådte i 1970 og sluttede, da stationen blev nedlagt i 1975. 

Mandskabet

Redningsbådens besætning var i Løkken på 12 mand, mens der var roredningsbåd. To af disse havde særlige pligter ud over at ro. Bådformanden, der havde kommandoen og førte roret. Han havde god udsigt over båd og hav fra sin plads bagerst i båden. Og ankergasten (pligthuggeren), der holdt til i forstavnen og kastede anker og smed kastelinen, når der skulle etableres forbindelse til det strandede skib eller en båd i vanskeligheder. Bådformanden blev valgt på demokratisk vis, ved afstemning blandt besætningsmedlemmerne. Indtil 1917 måtte opsynsmanden være med ombord, og i de tilfælde havde han kommandoen over båden. Da man fik motorredningsbåden, blev mandskabet i redningsbåden reduceret til 8 mand. Men man havde ud over disse 4 mere løst tilknyttede mænd til at hjælpe ved udsætningen af båden og forskellige praktiske opgaver. I motorredningsbåden blev der også brug for at udpege en motorpasser. 

Redningsbåden med mandskab 1905

Da Redningsvæsenet var nyoprettet, fik redningsmændene kun betaling, når de var i aktion. Men fra 1858 fik man også et fast vederlag for at være til rådighed og udføre opgaverne i land. Der var tale om et ansættelsesforhold, først på prøve, men hvis prøvetiden forløb tilfredsstillende, derefter fast. Det var ikke meget redningsfolkene fik i løn for deres farefulde arbejde. Det faste vederlag pr. år var indtil 1876 32 kr for en bådformand og 24 kr for en bådmand. Redningsmændene kæmpede hårdt for at få vederlaget sat op, men mødte en afvisende holdning både hos lederen af Redningsvæsenet og ministeriet. Fattige fiskere skulle ikke blande sig i de høje herrers beslutninger. Vederlaget blev forhøjet i 1876 og 1895, men først efter 1900 blev niveauet reelt forhøjet. Selvom lønnen var ussel, havde den dog betydning for mange af de fiskere, der søgte ansættelse hos redningvæsenet. Når man var fattig, var selv den mindste faste indkomst velkommen. Men det var lige så meget jobbets status, der var drivkraften til at søge ind som redningsmand. Det blev anset for en ære at blive optaget i redningsvæsenet. Redningsmændene hjalp søfolk, der var kommet i ulykke, og mange af fiskerne havde været sømænd, før de blev fiskere, enkelte havde endda selv prøvet at strande på fremmede kyster. Der var en stor solidaritesfølelse blandt søfolk og blandt fiskere. Man reddede også skibbrudne, inden redningsvæsenet blev oprettet og der kom penge ind i billedet. Redningsvæsenet lagde da også meget vægt på æresaspektet med udeling af medaljer. Det blev direkte brugt til at holde lønnen nede med.

Redningsmandskabet var helt fra begyndelsen omfattet af invalideforsørgelseslovens bestemmelser om understøttelse i tilfælde af tab af arbejdsførlighed, ligesom enker og børn var berettiget til understøttelse, hvis deres forsørger mistede livet under gerningen. Enker efter en bådformand fik 50 rigsdaler (100 kr) årligt, en enke efter en bådmand 30 rigsdaler og børnene henholdsvis 14 og 12 rigsdaler. I 1866 blev der på privat initiativ oprettet en fond (Kronprins Frederiks Fond) der havde til formål at supplere den offentlige støtte til enker og børn. I 1874 blev formålet udvidet til også at give støtte til redningsmandskab, der var afskediget på grund af alder eller svagelighed. Hensigten var, at understøttelsen skulle svare til det beløb, som vedkommende havde fået i tjenesten. Redningsmænden bidrog selv med betydelige beløb til alderdomsunderstøttelsen. I 1892 blev der oprettet en statsstøttet understøttelseskasse for Redningsvæsenets personale, som de aktive redningsmænd kunne støtte med frivillige bidrag. Understøttelseskassen, hvis virksomhed i 1900 blev udvidet til også at gælde for enker og afgået mandskab, blev ophævet i 1921, hvorefter midlerne indgik i statskassen, således at understøttelserne fremover udelukkende blev finansieret af statskassen, efter et reglement, der byggede på tjenestemandslovens principper.

Øvelse med tilskuere

Redningsmandskabets opgaver foruden at deltage i redningsaktioner var, at deltage i et antal årlige øvelser og at vedligeholde båd, redskaber og holde orden i og omkring bådhuset. Fra 1897 blev det også en opgave at gå strandvagt. Det var egentlig strandfogedernes pligt, men praksis havde vist, at de havde svært ved at overkomme denne forpligtelse. Efter en række tilfælde, hvor meldinger om strandinger var meget længe om at nå frem til den lokale redningsstations opsynsmand, og søfok, der kunne have været reddet, var druknede, blev der indført en forsøgsordning med strandvagter under redningsvæsenet ved Skagen. Løkken fik en permanent vagtordning i 1897. Strandfogeden skulle i stormvejr gå vagt om dagen, redningsfolkene om natten. Der blev opført vagtskure til vagterne. Mandskabet fik særlig betaling for strandvagterne. Da redningstelefon blev installeret fik mandskabet i Løkken også til opgave at vedligeholde pæle og ledninger. 

Redningsfolkene skulle stå til rådighed døgnet rundt, og det indgik i ansættelsesvilkårene, at de ikke måtte forlade sognet mere end 24 timer, unden at melde det, og kun hvis der kunne findes en afløser. Denne bestemmelse gav problemer, da fiskeriet blev mere havgående i 1890'erne. Fisker Niels Thomsen Grænbeck, redningsmand i Løkken, skriver i 1894 i et brev til redningsbestyreren: "Jeg er af Hr. Opsynsmand Sand blevet bekendtgjort med, at Hr. Konsulen ikke kan tillade nogen af Redningsmandskabet, at gå ud på Fiskeri med Kuttere for fremtiden. For mit vedkommende falder det mig meget tungt, at skulle forlade Redningsvæsenet. Jeg har nemlig for 2 år siden købt Part i en Kutter fra Frederikshavn og var da i denne formening, at det ville blive os tilladt at fiske derfra om Sommeren. For nu ikke at komme fra Redningsvæsenet, ville jeg gerne sælge min Part, men for Øjeblikket er der ingen Køber dertil, og jeg har ikke råd til at lade en anden benytte den, så dersom Hr. Konsulen ville tillade mig at være fraværende i Sommer, ville jeg være dem meget forbunden" Niels Thomsen Grønbeck måtte forlade Redningsvæsenet. I 1908 var man dog tvunget til at lade den pågældene paragraf i reglementet bortfalde, ellers ville redningsvæsenet være blevet drænet for folk.

Løkken har haft mange markante redningsfolk gennem tiderne, med lang ansættelse - for fleres vedkommende det et meste af en menneskealder - og mange redningsaktioner. Nogle af de mest markante er nævnt nedenfor.

Niels Chr. Mortensens hus

Christen Nielsen Thise, der blev ansat ved stationens oprettelse og beklædte denne stilling til den 1.10 1885. Han var født i 1823 som søn af Niels Jensen Thise og fisker. Han boede på Vrenstedvej, (nuværende adresse Vrenstedvej 15). han døde i 1904. Han deltog i 24 redningsaktioner med redningsbåden og 1 aktion med raketapparatet, hvorved 184 skibbrudne rededes. han blev dekoreret med fortjenstmedaljen i sølv, Redningsvæsenets fortjensmedalje og en engelsk sølvmedalje.

Niels Christian Mortensen (også kaldet Niels Vendelin) blev også ansat ved redningsstationens oprettelse. Han var født i 1825 som søn af skibstømrer Moten Christensen Hoffmann og Inger Lophauge og blev fisker. Han boede på Sdr. Strandvej i et hus, der efter hans død blev solgt til Badehotellet (hvor nu Peder Baadsmand ligger). Han tog sin afsked den 1.4.1879.. I tjenestetiden deltog han 20 gange med redningsbåden og 1 gang med raketapparatet i redningen af 146 skibbrudne. Han blev dekoreret med fortjenstmedaljen i sølv og den engelske redningsmedalje. 

Thomas P. Thomsen

Thomas Peter Thomsen blev ansat som bådmand den 1.7.1868. Han var netop flyttet til byen og boede på det tidspunkrt i sydbyen (nuværende adresse Vittrupvej 7). Han var født i 1846 og var bødker og fisker. I 1883 flyttede han til Nordbyen (nuværende adresse Nørregade 17). Han tog sin afsked i 1910 på grund af alder. I sin 42-årige tjenestetid deltog han 42 gange med redningsbåden  i redningen af 210 personer. Han blev dekoreret med dannebrogsmændenes hæderstegn, jubilæumsmedaljen og den engelske redningsmedalje. Frederik Thomsen, der omkom ved redningsbådens forlis i 1929 var hans søn.

Niels Michelsen

Niels Michelsen blev ansat som bådmand den 1.9.1873, efter at han kort i forvejen havde deltaget i det farlige rednings- forsøg ved briggen "Ruths" stranding som frivillig. Han var født i 1842 som søn af skibstømrer Michel Nielsen. I 1880 købte han en del af sit fødehjem (nuværende adresse Nørregade 11) og flyttede hertil med sin familie. Han tog sin afsked som redningsmand i 1910 på grund af alder. Han deltog i 38 aktioner med redningsbåden, hvorved 199 personer blev reddet. han blev dekoreret med Dannbrogsmændenes hæderstegn, Redningsvæsenets Jubilæumsmedalje og den engelske redningsmedalje. Han døde den 16.1.1917.

Jens Vilhelm Rommedahl

Jens Vilhelm Rommedahl blev ansat som bådmand den 1.2.1894. Han var født 1862 som søn af Thomas Peter Jensen og Elsine Nicoline Rommedahl. Han blev døbt Jens Vilhelm Jensen, men tog efternavnet Rommedahl efter moren. Som ung sejlede han i skudefarten, men efter at have aftjent sin værnepligt kom han hjem og gav sig til at fiske. I 1886 blev han gift og byggede hus på matr. nr. 92b (Romedahlsvej). Han blev bådformand for redningsbåden i 1907, en stilling han bestred til 1.3 1925, hvor han tog sin afsked på grund af alder. Han havde selv to gange under fiskeri måtte lade sig samle op af et større fartøj ude på havet og overlade sin båd til en uvis skæbne. Han deltog i 32 aktioner med redningsbåden, hvorved 152 personer rededes. Han blev dekoreret med dannebrogsmændenes hæderstegn. Han døde i 1930.

Og så den anden side af medaljen - manglende ærefuld optræden - forekom selvfølgelig. Da det norske barkskib "Theodor Behrends" strandede i nærheden af Løkken den 5. december 1859 lykkedes ikke at redde skibets besætning. Redningsvæsenet blev voldsomt angrebet i pressen, men en retslig undersøgelse af hændelsesforløbet viste, at kritikken havde været stærkt overdreven og urigtig. Opsynsmanden og størstedelen af redningsmandskabet havde gjort, hvad der stod i deres magt for at redde mandskabet, men det lykkedes ikke at forcere søerne. Tre af redningsmandskabet havde dog forsømt deres pligt og vægret sig ved at gå ud anden gang med redningsbåden. Den ene blev afskediget, de to andre fik mindre diciplinære straffe. Aktionen er ikke medtaget på Eisenreichs liste, formentlig fordi der ikke var redede.

Transport

Til transport af redningsbåden blev benyttet heste, som man rekvirerede hos private hesteejere. Hesteejerne var i princippet forpligtet til at stille heste til rådighed ved redningsaktioner, men ikke ved øvelser. I 1870 blev der indført kontrakter til at regulere aftalerne mellem redningsvæsenet og hesteejerne. Det var tungt arhejde for hestene at trække transporvognen med redningsbåd, der samlet vejede omkring 1.500 kg. På vejene i Løkken kunne 2-3 par heste klare arbejdet, men skulle man ud i mere uvejsomt terræn, var det nødvendigt at spænde op til 5 par heste for. 

Redningsbåden på vej fra stranden med 3 par heste

Når der var strandinger gjaldt det om at få redningsbåden så hurtigt som muligt ud til det strandede skib, og her spillede vejforholdene og geografien en stor rolle. Syd for Løkken var vejforholdene de første mange år et problem, og nord for begrænsede kystskrænten adgangen til stranden. Ved selve Løkken by var der ikke de store problemer. Da det første redningshus blev bygget i begyndelesen af 1850'erne, anlagde kommunen en direkte kørevej til stranden. De senere redningshuse blev placeret, så der var kort afstand og direkte kørevej til stranden. Det forsinkende element var her, hvis det tog tid at få fat i hestene.

Mod syd gik redningsstationens distrikt til syd for Grønhøj. Her gik landevejen fra gammel tid på stranden, og den blev jo ufremkommelig, når havet i stormvejr stod helt op til klitfoden. Der var ikke vejforbindelse over de lave områder syd for Løkken (Aasendrup Kær, Ingstrup Klit) inde i land. I 1840'erne blev der anlagt en mindre vej fra stranden syd for Nybæk til Trudslev, men den fjernede sig fra stranden i stedet for at følge den, og den løste ikke problemet med passage af Nybæk. Først da den nye landevej blev anlagt 1871-1877, blev der åbnet for adgang inde fra land til stranden syd for Nybæk. Problemet blev først rigtig løst med anlæg af Redningsvejen omkr. 1900. 

Mod nord gik distriktet til nord for Nr. Lyngby. Her var den nye landevej til Hjørring med bro over Furreby Bæk anlagt, da redningstationene åbnede, og der gik en vej langs klinten (den gamle Løkken-Hjørring vej). Problemet var her, hvor der var nedkørsler til stranden. Det var der ved Nr. Lyngby og fra gammel tid også ved Furreby, de blev brugt af fiskerne. 

Redningstelefonens master ved Furreby Bæk 1913

Redningstelefonen 

Telefonen blev, da kom inden fro rækkevidde, et uvurderligt hjælpemiddel. Redningsaktionerne og strandvagterne foregik, hvor der ikke var huse, eller hvor der var langt mellem dem. Derfor blev der anlagt en særlig redningstelefonlinie til at sikre direkte kommunikation mellem redningsstationerne, og mellem opstillede vagtskure og redningsstationerne. De første delstrækninger henholdsvis mellem Kandestederne og Kannerød (Hulsig) og fra Thyborøn til Flyvholm blev bevilget på finansloven 1886/87. Løkken fik ledning til Lønstrup i 1890 og året efter til Grønhøj. I 1892/93 var hele stræningen fra Skagen til Agger anlagt og der var en ubrudt linie mellem redningsstationerne på denne strækning, herunder Løkken. Årert efter blev der trukket kabel over Thyborøn Kanal, og der var herfter forbindelse hele vejen fra Skagen til Blåvand. Ved Løkken blev der opsat vagtskure med telefon, hvor vagterne mødtes med vagterne fra nabostationen, d.v.s mod syd sige Grønhøj og mod nord på Nr. Lyngby. 

Redningsaktionerne

I C. P. Eisenreichs "Det Nørrejyske Redningsvæsen", der udkom i 1927, er angivet en liste over redningsaktioner ved redningsstation Løkken i perioden 1852-1925. Se listen. Det samlede antal aktioner i perioden var 70, og det totale antal reddede mennesker ved aktionerne 378. Løkken var en af de redningsstationer ved vestkysten, der hyppigst var i aktion. Alle aktionerne var, med en enkelt undtagelse, med redeningsbåden. Det skyldtes, at vanddybden langs kysten ved Løkken er forholdsvis lav i forhold til andre steder på vestkysten, og at skibene derfor strandede så langt ude (typisk 200 favne) at skud med raketapparatet ikke kunne nå ud til dem. Til gengæld brugte man flere gange linekastergeværet til at skyde en line fra redningsbåden over til et skib.

De første mange år var det klassiske strandinger, redningsbåden blev kaldt ud til. Det var sejlskibstrafikkens blomstringstid, og de mange sejlskibe gav mange søulykker, herunder strandinger på Jyllands Vestkyst, som skibene blev blæst ind på, hvis de ikke tog sig i agt.

Men i 1880'erne skete der et markant skifte. Løkken udviklede sig - så at sige fra den ene dag til den anden - fra at være en beskeden kystfiskeplads med et begrænset antal både, til at være den største fiskeplads på vestkysten med et meget stort antal både. Det, der udløste ændringen, var "Det store Flynderfiskeri", der startede i 1884 og klingede af i 1886. Der blev på det nærmeste skovlet rødspætter op i den periode. Alle, der kunne, tog ud at fiske, og mange nye slog sig ned for at blive fiskere. Også fiskere fra de andre fiskepladser langs kysten deltog i fiskeriet og opholdt sig i byen i perioder. Fiskeriet fra Løkken fandt et mere naturligt leje efter 1886, hvor den helt ekstraordinære opblomstring af fiskebestanden var ovre. De fremmede fiskere forsvandt, og dem, der var begyndt at fiske for at tjene lette penge, fandt ud af, at dagene med lettjente penge var ovre. Men Løkken vedblev at være en af de betydligste fiskepladser på vestkysten helt indtil Hirtshals Havn blev anlagt i 1920'erne. Den store flynderforekomst 1884-86 var en gave til byen. Skudehandlen var på det tidspunkt ovre og overgangen til et andet hovederhverv, fiskeriet, var næppe gået så glat, hvis ikke der - sendt fra himlen - var kommet godt med fisk i havet.

Efter 1880'erne blev det redningaktioner, hvor man kom lokale fiskerbåde til hjælp, der blev flest af. Før 1880 var er der kun registreret et enkelt tilfælde af den art. Det skyldtes også at antallet af traditionelle strandinger faldt kraftig på grund af overgangen fra sejl til damp og på grund af en stærkt øget indsats for at forbedre sikkerheden for skibstrafikken (sømærker, flere fyrtårne osv.). Efter 1990 skete der kun få strandinger, og det var næsten alle med Dampskibe. 

Efter 1925 er der registreret 6 aktioner med 25 reddede. I dette tal og i øvrigt også på Eisenreichs liste, er de gange, hvor redningsbåden har været sat ud for at hjælpe fiskerbådene over revlerne, og det er sket uden kæntringer, ikke talt med. Det er nok langt de fleste gange.