Furreby Mølle lå ved Furreby Bæk og var oprindeligt kun vandmølle.
Hvornår der først etableredes vandmølle på stedet vides ikke. Der findes vidnesbyrd om Furreby Mølle så langt tilbage som kirkebøgerne i Furreby rækker. Det første år 1646 og de efterfølgende år, er møllen og de mennesker, der boede på møllen, nævnt adskillige gange i forbindelse med bryllupper, dåb og dødsfald. Møllen fandtes altså i 1646 og er sikkert adskilligt ældre.
Møllererhvervet har langt tilbage i tiden været et reguleret erhverv. Allerede i Valdemar Sejrs Jydske Lov fra 1241 findes der reguleringer for møllenæringen. I Chr. V.’s Lov fra 1683 underlægges møllererhvervet et privilegiesystem, dels for at sikre at det nødvendige antal møller blev etableret, og dels for at undgå ødelæggende konkurrence mellem møllerne. Til gengæld måtte møllerne betale en afgift, mølleskyld, som var ret betydelig.
Ved den første matrikulering i 1664 blev Furreby Mølle, sat i hartkorn af den jord, der hørte til møllen. Ved Matrikuleringen i 1688 sættes møllerne for første gang i mølleskyld, og Furreby Mølle blev således sat i hartkorn af både jord (1 tønde, 4 fjerdingskar) og mølleri (3 skæpper, 1 fjerdingskar, 2 album). Da det er første gang, der beregnes mølleskyld, indgår der i de to protokoller fra matrikuleringen en nærmere beskrivelse af møllen og grundlaget for fastsættelsen af hartkornet:
”Foreskrevne Mølle haver sit Vandløb af et Kildespring, som kommer med en liden Bæk. Mens dog efter beretningen kan ej male om Sommeren i Tørke eller om Vinteren i Frost, men først og sidst i Aaret. Kværnen drives ved Overfaldsvand og har sin Søgning af Sognet, og naar der er overflødigt Vand haver han og andre Steder fra. Ingen Herligheder af Fiskeri enten udi Mølleaaen eller Stranden.”
”Foreskrevne Møller bruger en liden Vandmølle, hafuer én Kværn og drives af Overfaldsvand, som samles i en liden Markrende. Stenenes Bredde er 7/8 Alen fra Øyet af Løberen. Kan ikke male uden lidet om Aaret og efter Høsten, naar ofte der falder Regn. Søges dennem i Sognet, naar den kan male. Skylder nu årligt 4 Rixd. Har besværing med at opkaste og dæmme det ringe vand til møllen, at det kan have frit Løb. Holdes ved lige med Stene af Proprietarien. Er anslagen for sin Maling til 1 TD. Htk., efter gl. Matrikel 2 Td. 1 Skp.”
Det ses af disse beretninger, at der har været tale om en lille vandmølle, at den havde overfaldshjul og en kværn, og at den har haft store problemer med at skaffe vand nok til mølleriet. Det er lidt overraskende at møllen var med overfaldshjul. På overfaldshjulet ledes vandet hen over møllehjulet og falder ned på skovlene ovenfra, og driver hjulet rundt via vægten. Overfaldshjulet betyder, at der skal være et fald fra mølledammens overflade til der, hvor vandet ledes væk, på mindst møllehjulets diameter, helst lidt mere, så vandet hurtigt ledes væk. Hvis der ikke er fald nok, vil der opstå såkaldt bagvand, der bremser møllehjulet og reducerer møllens effekt.
Det vides fra en senere beskrivelse at møllehjulet på Furreby Mølle var 5 alen (3.1 m), og det er lidt svært at forestille sig - når man ser på terrænforholdene langs Furreby Bæk i dag - hvordan man via opdæmning har kunnet opnå et sådan fald. I terræn, hvor det var svært at opnå tilstrækkeligt fald, brugte man gerne underfaldshjul, hvor vandet blev ledt ind underst i hjulet, men de gav mindre effekt.
Vandmøller med 1 hjul havde dengang kun 1 kværn. Det har været rug, man malede. Det var stort set det eneste, der blev brugt til brød. Hvede dyrkedes kun i meget beskedent omfang, og brød af hvede var slet ikke hverdagskost. Rugmelet blev ikke sigtet efter kværningen, men anvendt som fuldkornsmel med de rester af skaller m.v., der var, efter kernerne havde været gennem kværnen.
Furreby Mølle var i 1664, som de øvrige gårde i Furreby Sogn, fæster under Børglum Kloster, men landgildet blev senere bortforpagtet til forskellige, på et tidspunkt bl.a. til Jakob Stegelman af Stubberkloster. Denne indstævner i 1677 29 Mænd i Furreby samt 2 Mænd i Furreby Mølle for resterende landegilde, og der fremlægges da tingsvidne af Børglum Herreds Ting, at ejendommene var enten helt eller 2/3 ødelagt af sandflugt, og at møllen havde lidt så stor skade af sand og vand, at den kun kunne indtjene den halve mølleskyld. Det fremgår af tingsvidnet, at vandmøllen var blevet flyttet 5-6 gange, fordi sandet havde tilstoppet Furreby Bæk, så den havde ændret løb.
Ud fra oplysningerne ved matrikuleringerne i 1684 og 88, og kirkebøgerne kan rækken af ejere - eller rettere sagt fæstere og ejere - for frem til udskiftningen l 1810 var møllerne fæstere – nogenlunde fastslås. Fra 1840’erne har man endvidere skøde- og panteprotokollerne og realregistrets oplysninger om ejere. Jorden i Furreby sogn kom i 1715 under Rønnovsholm Gods, da Generalmajor Chr. Georg v. Møsting købte den af Kronen. Og det blev den ved med at være frem til udskiftningen.
Fæstere/ejere af Furreby Mølle
o. 1646 - o. 1674 Tomas Jensøn
o. 1674 - o. 1678 Bertel Thomsøn
o. 1678 - o. 1700 Jacob Nielsøn
o. 1700 - o. 1730 Laurids Bertelsøn
o. 1730 - o. 1775 Bertel Lauridsen
o, 1775 - o. 1815 Christen Larsen Dahl
1815 - 1839 Niels Andersen
1839 - 1856 Thomas Nielsen
1856 - 1870 Lars Larsen Møller
1870 - 1879 Simon Peder Larsen
1879 - 1882 Hans Pedersen
1882 - 1893 Nicolai Jensen
1893 - 1911 Søren Chr. Sørensen
1911 - 1913 Thomas Chr. Sørensen
1913 - 1948 Niels Sørensen
1948 - 1959 Niels Thomsen Sørensen
De første, der optræder som møllere i 1846, er Svend Jensøn og Thomas Jensøn, der sikkert var brødre. Thomas Jensøn er registreret som fæster ved matrikuleringen i 1664. Om han har været det helt fra 1646 eller om det først er efter broderen døde i 1648, står hen i det uvisse. Men der ser ud til at have været en stor familie på møllen i den periode, idet der også er mange kvindenavne, der optræder som hjemmehørende på møllen.
Fæstet overtages formentlig af Thomas Jensøns Søn, Jens Thomsøn, der nævnes første gang i kirkebogen i 1668, hvor han får et barn døbt. Konen er Maren Lauridsdatter, som han formentlig er blevet gift med året forinden (i kirkebogen står kun navnene Bertel og Maren, resten af teksten er forsvundet). Hvornår Bertel Thomsøn i givet fald overtager fæstet er uklart, men han står som møller ved Fureby Mølle i 1674 og har sikkert overtaget Møllen på dette tidspunkt. Han døde i 1678, kun 36 aar gammel, og har således kun haft en kort periode som møller.
Den næste af møllere i rækken, Jacob Nielsøn er registreret som fæster ved matrikuleringen i 1688. Han nævnes første gang i kirkebogen i 1679, hvor han får et barn døbt. Han er på det tidspunkt blevet gift med Maren Lauridsdatter, Bertel Thomsøns enke, og har åbenbart overtaget både møllefæstet og enken. Jacob Nielsøn baggrund er ukendt. Han kan være møllersvend et andet sted fra. Det var helt almindelig, at enken fandt en Møllersvend at gifte sig med. Hun havde brug for en mand, der kunne drive møllen videre, hvis hun og børnene skulle kunne blive på møllen. Ægteskabet var dengang først og fremmest et praktisk arrangement.
Efter Jacob Nielsøn føres slægtslinien videre. Laurids Bertelsen, Bertel Thomsøns søn og Jacob Nielsøns Stedsøn, overtager fæstet. Hvornår det sker, er lidt usikkert. Han bliver i 1702 gift med Kirsten Jensdatter i Furreby Kirke med Jacob Nielsøn som en af forloverne. Det er formentlig omkring dette tidspunkt, han overtager fæstet. Jacob Nielsøn dør først i 1724 i en alder af 96 år, i øvrigt et år efter hustruen Maren Lauridsdatter. Laurits Bertelsøn dør i 1730. Efter ham overtager sønnen Bertel Lauridsen møllen.
Herefter sker der noget. Den næste møller i rækken af møllere, Christen Sørensen, nævnes første gang, da han bliver trolovet og gift med Anna Nielsdatter i 1749. Han kaldes her ”Møller ved Furebÿe Mølle”. Året efter i forbindelse med en barnedåb, kaldes kan ”Møller i Furebÿe Veirmølle”. Senere i 1754 og 55 kaldes den ”Lÿckens Weirmølle”
Af dette fremgår klart, at der bygges en vindmølle ved Løkken i 1749 eller 1750, og at den ikke bygges som en konkurrerende mølle til vandmøllen i Furreby, men at møllefæstet flytter over. Man er sikkert blevet træt af problemerne med at skaffe vand nok til vandmøllen, og har så valgt at bygge en vindmølle i stedet for. At der har været lang vej til mølle, når vandmøllen var ude af drift, fremgår af matrikelprotokollerne fra 1688. ”Møllekornet males udi deres egen Mølle, naar samme kan male, eller hos nærmeste Mølle 1 Mil borte”
Hvad der skete med vandmøllen vides ikke, men det er sandsynligt, at den nedlægges. Det var almindeligt, når man gav tilladelse til en ny mølle, at kræve at den gamle blev nedlagt for ikke at give andre møller i området en ubillig konkurrence. Der er da heller ikke på Videnskabernes Selskabs kort fra 1791 vist en vandmølle ved Furrrby Bæk.
Møllehuset ved vandmøllen er selvfølgelig stadig blevet brugt og jorden dyrket (matr. nr. 26). Måske er Bertel Lauritsen blevet boende der. Han dør i 1775, 73 år gammel. På matrikelkortet fra 1807 er Christen Larsen Dahl angivet som ejer af matr. nr. 26, og han bor der allerede i 1787 viser folketællingen. Det er således med stor sandsynlighed ham, der køber ejendommen af Bertel Lauritsens arvinger. I hans tid er der ikke mølledrift på stedet. Han står som husmand og fisker i folketællingerne. Christen Larsen Dahl dør i 1813 61 år gammel. Arvingerne sælger stedet til Niels Andersen
Niels Andersen blev født i Furreby i 1788. Faren, Anders Nielsen havde et mindre husmandssted i Furreby By, moren hed Else Andersdatter. Niels Andersen var initiativrig. Han købte den tidligere Furreby Mølle i 1813 og da det i 1825 blev lettere at få tilladelse til møller, der ikke malede mel, fik han vandmøllen i gang igen og indrettede en stampemølle. Han får møllen takseret og brandforsikret i 1825
Det var imidlertid ikke nok for ham at være møller. I 1824 køber han Niels Haverslevs skudehandlergård i Løkken af skudehandler Nicolai Thomsen Jensen. Men han kan ikke klare forpligtelserne og må sælge skudehandlergården tilbage til Nicolai Thomsen Jensen i 1828 og flytter tilbage til Furreby Mølle. I 1828 køber han så sammen med Thomas Nielsen Løkkenskjær, som sidstnævnte flytter ind på. I 1833 får han mølleejendommen omtakseret. Den består foruden møllehuset af et stuehus på 8 fag og i forlængelse heraf laden på 4 fag. Bygningerne er opført i bindingsværk med klinede vægge og stråtag.
I 1834 dør Niels Andersens kone Karen Marie Christensdatter, og han er alene tilbage med 6 børn. Tiden som enkemand bliver imidlertid kort. I 1837 gifter han sig med skipper Mathias Kruses enke Christiane Pedersdatter. Med sin nye familie forsøger han sig som handelsmand i Løkken igen. Denne gang ikke i en skudehandlergård men i et mindre hus. Han sælger i 1839 Furreby Mølle til Thomas Nielsen og køber et hus i den vestlige del af Løkken (nuv. adresse Klithavevej 10). Inden har han solgt sin andel af Løkkenskjær til skudehandler Jens Christensen Jensen i 1836. Niels Andersen dør i 1850.
I dokumenterne for handlen med Thomas Nielsen er Furreby Mølle betegnet som en grynmølle. At det er en grynmølle giver god mening. I 1825 sker der en begyndende liberalisering af møllenæringen, og det blev tilladt at udvide eksisterende møller med grynkværne. Og grynmøller kunne anlægges uden tilladelse, blot skulle der betales en afgift. Gryn blev fremstillet af byg eller boghvede, og da boghvede ikke blev dyrket i Nordjylland, har det været byg man forarbejdede på Furreby Mølle. Før byggen kunne anvendes til grød skulle skallerne fjernes. Det skete i en skallekværn, der sleb skallerne af.
Før man begyndte at anvende skallekværne var det en omstændelig proces, at rense byggen for skaller. Når byggen var høstet med le og tærsket med plejl, skulle den kørnes, d.v.s. at bygaksenes lange stakke skulle brydes af, Det skete med en ”kørner”, der var et håndredskab. Herefter lod man stude eller heste trampe på kornet, som var hældt ud i en høj dynge. Siden blev byggen kastet med en kasteskovl af træ over logulvet. Herved blev grynene befriet for avner og snavs.
Nu henlå byggen så i sække eller kurve af halmsimer, til den skulle bruges. Før den kunne koges til grød, blev byggen lagt i ovnen. Når byggen var godt tør og varm og dermed sprød, ville skallerne springe af, når kernerne blev knækket på en håndkværn. Herefter blev byggen ”drøftet”, d.v.s. at den fra et drøftetrug blev kastet op i luften så støv, mel og skaller blev skilt fra. Grynene var tungere end skallerne og kunsten bestod i at gribe grynene i luften og så trække truget til sig, så skallerne faldt ned på gulvet foran en.
Trods den meget omstændelige proces var byggrød i århundreder daglig kost på landet. I hverdagen blev byggrynene kogt i vand, og var grøden ikke sødet, kunne den passende spises med stegt flæsk eller spegesild. Til højtiderne blev grynene kogt i mælk og kaldtes så for sødgrød. Den spistes med kanelsukker og smørklat. Til søs var gryn mere holdbare end brød, så grøden var en vigtig del af søfolkenes ernæring.
Det har været en stor lettelse, at kunne sende byggen hen til møllen og få den renset for skaller i stedet for selv at skulle udføre arbejdet i hånden.
Det er lidt usikkert hvor den gamle vandmølle lå, og også om den genopførte mølle kom til at ligge samme sted. Først fra 1880’erne, hvor Møllegården er indtegnet på kort med mølledam, vandmølle og vindmølle, som på dette tidspunkt var kommet til, kendes den præcise placering. Dele af gårdens bygninger fra den tid eksisterer i dag og anvendes som bolig (Ternevej 5). Ifølge Peter Boye lå vandmøllen tidligere længere mod vest:
”Fra Løkken – før den Kongevej som blev anlagt samtidig med broen over Bækken – var Slæbe- eller Vadestedet længere mod Vest, hvor nu Brikses Vei (formodentlig Kongestien) fører ned og paa den modsatte Side laa Vandmøllen, som vist sidst i 50 blev ført mod øst, hvor nu Elektricitetens Turbine fungerer. Vadestedet, som her førte over, fortsatte ad Veien gjennem Furreby og Lyngby Torp til Vittruphede”.
Det vejforløb, som Peter Boye omtaler, kan ses på det gamle matrikelkort fra udskiftningen i 1807-10. Det gamle vadested lå på stranden umiddelbart neden for klinterne og vandmøllen skulle ifølge Peter Boye så have ligget på nordsiden af Furreby Bæk ved vadestedet.
At vandmøllen oprindeligt har ligget et andet sted bekræftes af det gamle matrikelkort. Møllens jord (matr. Nr. 26) strakte sig efter udskiftningen i 1807 langs med Furreby Bæk på dennes nordside. Mod øst grænsede den op til Furreby Skole (matr. nr. 1), mod vest gik den helt ud til havet, dog afbrudt af matr. nr. 27. (Man kan stadig se de gamle matr. skel. De grunde der senere er udstykket bærer stadig det gamle nummer men har fået et eller to bogstaver tilføjet. Omsat til den nuværende geografi er matr. nr. 27 grundene langs med Mejsevej, Bogfinkevej og Nattergalevej). Matr. nr. 26 er den øvrige jord vest herfor og øst herfor hen til den gamle skole. Matrikelkortet viser endvidere, at møllehuset i 1807 var placeret tæt ved bækken i det sydvestlige hjørne af parcellen øst for matr. nr. 27. (hvor Fuglsangvej nu ligger) Der er ingen bygninger i det nordøstlige hjørne, hvor vi ved, at Møllegården senere kom til at ligge.
Thomas Nielsen stammede fra en familie af husmænd og fiskere i Furreby. Baggrunden for, at han giver sig i kast med af drive vandmølle ved Furreby Bæk igen, kendes desværre ikke. Det vides heller ikke, om han først har uddannet sig som møllersvend. Det ender tilsyneladende heller ikke så godt. Hans kone Johanne Laustdatter dør i 1846. I 1853 bliver han gift med Maren Jensen, og dør så selv kort efter i 1855, 54 år gammel. Hvad der herefter sker, er uklart, men ved folketællingen i 1860 findes Thomas Nielsens familie ikke længere i sognet. Maren Jensen er formentlig flyttet til familie eller blevet gift igen uden for sognet. To af de store børn flytter til nabosogne og får arbejde i 1859. Møllen er på dette tidspunkt stadig i arvingernes eje.
I 1856 køber Lars Larsen Møller Furreby Mølle på dødsboauktion. Han ejede Løkkensholm og var sognefoged. Han køber møllen i 1856, men får først handlen tinglæst i 1865. Lars Larsen Mæller får møllen omtakseret, formentlig efter fornyelse og ombygning. Møllebygningerne bestod nu af stuehuset på 15 fag med lade i den ene ende, opført i dels grundmur, dels bindingsværk og med stråtag. Og møllehuset på 6 fag, opført i bindingsværk med stråtag. I taksationsrapporten er mølleværket beskrevet. Der var to kværne en pillekværn (skallekværn) og en brækkværn. Vandhjulet var 5 alen (3.1 m) i diameter. Fra det overførtes kraften via en vandretliggende aksel (6 alen og 14 tommer lang) og kronhjulet (et lodret hjul på 3 alen i diameter også kaldet gravhjulet) og via krondrevet til en lodret aksel. Den overførter kraften til Stjernehjulet (22 alen og 22 tommer i diameter), der drev de to kværne. Konstruktionene med stjernehjulet var nødvendigt, hvis mølleværket skulle drive flere kværne. Det var en konstruktion der oprindeligt var introduceret i Danmark af de hollandske vindmøller. Men konstruktionen bredte sig hurtigt til vandmøllerne. Forsikringssummen steg stærk ved omtaksationen af Furreby Mølle i 1856, så det er sandsynligt, at møllen kun havde 1 kværn og en enklere konstruktion i Thomas Nielsens tid.
Han overdrager møllen videre til sønnen Simon Peder Larsen i 1871, og det er i hans tid – kan det siges med næsten sikkerhed – at vandmøllen bliver flyttet og suppleret med en vindmølle. Ved folketællingen i 1870 bor der en enkelt møllersvend alene på møllen og Simon Peder Larsen bor endnu hos faderen på Løkkensholm. I 1876 er flytningen og nybyggeriet gennemført. Det fremgår af en annonce, som enken satte i avisen efter Peder Simon Larsens død i 1876.
”I anledningen af Dødsfald ønsker jeg Undertegnede underhånden at sælge min iboende Ejendom, af 2½ skp. Hartkorn, med påstående Beboelseslejligheder samt Vand og Vindmølle. På Ejendommen kan i almindelighed holdes en Hest og 4 a 5 Køer og nogle Får. Ejendommen kan blive at tiltræde til Første April, og om ønskes til hvilken som helst Tid og med eller uden Besætning.
Furreby Mølle ved Løkken, den 23. november 1876. Juliane Jensen”
Simon Peder Larsen fik således kun kort gavn af faderens opkøb og investeringer for at sætte ham i vej. Flytningen af vandmøllen og opførelsen af vindmøllen sker i den periode, hvor der bygges nye møller overalt i landet, efter møllererhvervet i 1852 blev gjort frit, dog med en 10 års overgangsperiode frem til 1862. Loven om den frie møllenæring blev givet den 14. april 1852. I loven hed det, at det skulle være enhver ejer af en melmølle tilladt at forbinde en hvilken som helse ny kraft med den, som allerede var til stede i hans mølleværk, og ligeledes at udvide mølleværket med nye kværne. Det skulle også være enhver tilladt at opføre en ny mølle, såfremt der ingen anden mølle fandtes inden for en radius af 1 mil. Den sidste regel blev ophævet pr 1. januar 1862, hvorefter møllenæringen var aldeles frigivet.
Det lykkes åbenbart ikke at sælge møllen med det samme. Først i 1879, overtages den af Strandfoged Hans Pedersen, der driver den sammen med sin gård frem til 1882, hvor han sælger den videre til Nicolai Jensen. Ejendomssalget er omtalt i Vendsyssel Tidende:
”Ejendomssalg. Ungkarl Nic. Jensen af Hjørring har i disse dage købt Furreby Mølle af Strandfoged Hans Pedersen. Møllen består af Vand- og Vindmølle, og sidstnævnte er for få år siden nyopført. Der er et tilliggende af 10 tdr. land. Købesummen er 14000 kr med 5000 kr udbetaling. Noget af besætningen4 Køer Medfulgte. Ejendommen tiltrædes 1. juni.
”Vendsyssel Tidende 27.5.1882”
Heraf fremgår det i øvrigt også, at opførelsen af vindmøllen er sket i Lars Larsen Møller tid.
Den sidste periode med egentlig mølledrift blev under Jens Chr. Sørensen, der købte møllen i 1893 af Nicolai Jensen. Jens Chr. Sørensen overdrog i 1911 skødet på ejendommen til sønnen Thomas Chr. Sørensen. Da var det allerede slut med vindmølledriften. Vindmøllen blev ifølge Skjødsholm nedrevet i 1912. Familien solgte ejendommen til Niels Sørensen i 1913.
Vandmøllen overgik til elproduktion i 1916, hvor Niels Sørensen, indgik aftale med det nyetablerede Løkken Elektricitetsværk. Værket købte retten til at udnytte vandkraften til elproduktion for 7.000 kr årligt og bekostede opførelsen af maskinhus og installation af turbine og dynamo til en samlet pris på 3.000 kr. Der var ved møllen en naturlig dæmning med et fald på 2 m og den installerede turbine havde en effekt på 8 kw. Under krigen indførtes restriktioner på levering af olie og fra oktober 1917 til krigens slutning i november 1918 var anlægget ved Furreby Mølle ene om at levere strøm til Løkken By. Selvom man forsøgte at øge produktionen på møllen, bl. a. med et pumpeanlæg i mølledammen, kunne den alene ikke efterkomme behovet, og der måtte indføres kraftige re-striktioner.
Efter krigens afslutning fortsatte elproduktionen på Furreby Mølle som et supplement til elværket på Sdr. Strandvej, indtil man i 1926 indgik aftale med BOE i Brønderslev om køb af strøm derfra. Baggrunden var, at opførelsen af læmolen var under forberedelse, og at dette anlægsarbejde ville kræve levering af mere strøm, end elværket kunne klare. Både værket på Sdr. Strandvej og turbineanlægget ved Furreby Mølle blev nedlagt umiddelbart efter (Ladepladsen nr 12).
Landbruget på Møllegården blev drevet videre indtil jorden blev udstykket til sommerhusgrunde. Det første sommerhus var Klitreden, der formentlig blev bygget i begyndelsen af 1900-tallet. I slutningen af 20-erne og begyndelsen af 30-erne blev der bygget yderligere en halv snes sommerhuse på den jord, der lå længst ud mod klitten, og som ikke var egnet til dyrkning. Efter afslutningen af 2. verdenskrig kom der igen gang i udviklingen. Peter Rasmussen, hvis forældre ejede et af de først opførte sommerhuse, beretter:
”Møllen ophørte som landbrug. Der var efterhånden ikke meget agerbrug tilbage. Den ældste søn overtog gården, forældrene flyttede hen til nabohuset. Efter kort tid blev bedriften nedlagt. Man indtørrede tilmed dammen, så ”kraftværket” kunne indgå i sommerhusparceller. Husene blev bygget tæt omkring møllen, så der tilbage kun er en stump af stuehuset.”
