Stationens oprettelse
Faresignalstationerne blev oprettet i 1889. Initiativet kom fra fiskerne. der gennem deres forening "Dansk Fiskeriforening" pressde på, for at få stationerne oprettet. Inden beslutningen om at oprette stationerne blev taget var der forsøgsvis oprettet 3 stationer i Klitmøller, Hanstholm og Bavn. Disse 3 stationer var blevet vel modtaget og på baggrund af det anmodede Dansk Fiskeriforening Indenrigsministeriet om at oprettet signalstationer på 15 fiskepladser langs Jyllands vestkyst, fra Uggerby i nord til Nymindegab i syd. Anmodningen blev positivt modtaget, og ministeriet påtog sig at afholde udgifter ved oprettelsen af disse signalstationer mod at fiskerne overtog betjening og vedligeholdelse fremover. "Dansk Fiskeriforenning" påtog sig at formidle bindende kontrakter med fiskerne på de enkelte pladser om pasning og vedligehold af stationerne. Det blev skibsbygmester H. Buhl, Frederikshavn, som kom til at levere og opføre stationerne. Der blev aftalt en pris på i alt 12.000 kr for samtlige stationer.
Fiskerne i Løkken har uden tvivl været med til at presse på, for at få signalmaster. Nogle år tidligere havde man forsøgt med sin egen løsning, men havde mødt modstand hos herredsfogeden. Peter Boye har berettet om kontroversen med herredsfogeden. Den fandt sted først i 80, som Peter Boye skriver. Om det er året 1880 eller begyndelsen af 1880'erne er lidt uklart, men det er før "det store flynderfiskeri", som begyndte i 1884. Fiskerne havde for første gang fået en aftale om afsætning af torsk og kuller på det tyske marked, hvad der betød, at det nu kunne betale sig at fange disse fiskearter i større omfang. Hidtil havde torsken kun kunnet sælges i det nærmeste opland, og kuller var nærmest usælgelig. Fiskeriet foregik med bakker, krogfiskeri der var hårdt og arbejdskrævende, og krævede lange sejlture fra morgen til sen aften, ofte brugte man også natten i begge enden. Det var før man fik motorer i bådene. Det var ikke altid let at finde ind ved Løkken, når man kom hjem i mørke, og det gav ofte store problemer. Peter Boye nævner således en episode, hvor "N. Damsgaard først landede om morgenen, hvor alt var et Isdække, og hvor de 4 Fiskere næsten sad fastfrosne til Tofterne og ikke kunne bøje Knæene, og maatte hjælpe hinanden ud af Baaden" Man blev derfor enige om at opsætte en lygte på stranden, så bådene kunne se den, når de skulle ind i mørke. Men det løste ikke problemet lysstyrken var for svag i dårligt vejr, og der var flere tilfælde, hvor bådene måtte blive med at krydse frem og tilbage eller var havnet i Hirtshals.
Der blev så indkaldt til et møde på gæstgivergaarden, hvor man drøftede problemet og blev enige om, at opsætte en lygte med større lysstyrke. Det var så heldigt, at en af fiskerne havde købt en lygte på en strandauktion, der kunne lyse en kvart mil ud. Men nu kom der en slæde i vejen med Peter Boyes udtryk. Der kom besked fra herredsfogeden om, at den pågældende lygte ikke måtte opsættes. Den var alt for stærk og kunne give anledning til misfortolkninger hos forbisejlende skibe og udløse strandinger. Hvem der havde sladret til herredsfogeden, blev aldrig opklaret, men gendarmerne, der var almindelig forhadte, var under stærk mistanke. Peter Boye beretter videre: "Der blev sammenkaldt til nyt Møde på Gjestgivergaarden og adskillige Rumpuncher blev konsumeret i denne Anledning, og da Mødet begyndte, var Stemningen ikke af de mildeste. Nogle mente, at Herredsfogeden selv kunne komme og slukke Lanternen Klokken 10. Længere kunne engang ikke tillades, andre ville blæse baade den ene og den anden et Stykke. Lanternen skulle brænde saalænge en Baad ikke var naaet Hjem. Det blev et muntert Møde, Alle Forhold blev taget. Men det kunne jo ske, at en Baad var tvunget til at nødlande og slet ikke kom Hjem! Gamle Fører af Redningsbaaden Christian Grønbech rejste sig da og raabte: Da kan vi jo Rinkemig da telefonere Hjem: Sluk Lygten. Mødet blev aflyst af sig selv. Nogle gik Hjem, andre ind på Skjænkestuen og fortsatte. Den var i de dage til venstre, naar man kom ind af Gadedøren". Der blev senere lejlighed til en samtale med herredsfogeden, og problemet løstes. Og i 1889 fik man så signalmasten.
Dansk Fiskeriforening påtog sig at stå som garant over for ministeriet for driften af signalstationerne. Der blev indgået kontrakter med de lokale fiskere, og Dansk Fiskeriforening stod både som kontraktgiver og havde ansvaret for at føre tilsyn. I ministeriets kontrakt med skibsbyggeren fra Frederikshavn var specificeret, hvad der skulle leveres til hver signalstation:
En malet Mast, 40 Fod over Jorden og 5 Fod i Jorden, 11 Tommer i Diam. med Jærngalge paa Toppen og Krydsstykker paa Rodenden, samt 2 Spænd Jærntraads-Barduner med Kouse
En malet Raa med Kæderakke og et Spænd Jærntraads-Toplenter
Tre Stkr. galvaniserede Kædefald, Tre Stkr. Tovfald, Tre Jærnnblokke med bevægelige Hager, Fire Stkr. Egepæle med Krydsstykker og Bolte til Bardunerne, Egeunderlag til Kanonen
Tre Stkr. sortmalede Balloner, 5 Fod i Tværmaal, af galvaniserede Jærnringe, med en gennemgaaende galvaniseret Jærnstang, indrettet til at folde dem sammen og beklædt med vævede Gjorderemme
En Lanterne med presset Glas, Fire Kuglelanterner med høj Skorsten, Rundbrænder og Glas
To Flagspil med rød og hvid Stander
En Haandsirene til Taagesignal
En Blikdunk med 10 Potter Petroleum
En Journal, en Kikkert
Et malet Bræddehus med Filttag, 3 Alen langt, 3 Alen højt og 2 Alen Bredt.
Endvidere stillede Orlogsværftet en kanon til rådighed for signalering. Kanonen i Løkken blev støbt i 1868/69 hos Finspog i Sverige og var først blevet brugt af marinen. Man forpligtede sig til at holde kanonen i en sådan stand, at den om fornødent, igen kunne benyttes i marinens tjeneste.
Det blev skønnet, at signalmasten ville være synlig 1½ - 2 mil til søs. Ifølge kontrakten skulle der udpeges en pålidelig mand til at tage sig af de daglige opgaver i forbindelse med signalstationen, herunder af føre protokol. Protokollen skulle føres hver gang stationen havde været i brug, og man skulle notere, hvad der var sket.
Avendelsen
Signal blev givet ved at hejse kurve op i masten. Om natten blev brugt lanterner, og i tåget vejr sirenen. I dårlig vejr havde man også signalkanonen og raketter.
Den første kurv i toppen opfordrede fiskerne til at vende hjem. Den anden kurv indkaldte redningsmandskabet og oplyste om, til hvilken side det var bedst at lande. Den tredie kurv oplyste om, at redningsbåden var gået ud. I alle de år, signalmasten fungerede, blev der som kontrakten bød, ført journal. Omhyggeligt blev, hver gang stationen var i brug, noteret dato, klokkeslet, vindretning, vindstyrke, sigtbarhed, søens tilstand og antal både ude. Så fulgte en beskrivelse af hændelsesforløbet fra bådene stod ud, til den sidste kom ind. Et par eksempler fra 1930'erne giver et indtryk af, hvordan protokollen blev ført:
1933, 25. Juli, Kl. 7. Morg. - 8 Aft. Dagsignal (balloner). Vestlige Vinde, Vindstyrke 5, Diset Luft, 2. Revle, 20 Baade ved Løkken. Kl. 7 Morgen tog 20 Baade paa havet med fint Vejr af Vest, men hen paa Dagen begyndte Vinden at tage til, og saa kom nogle ind, men Kl. 4½ hejsrte jeg Topballonen. Der var 7 baade, som ikke var kommet ind, og Søen begyndte at vokse, og Vinden tog til, saa Kl. 6½ hejstes Sideballonen. Kl. 8 kom den sidste Baad ind. Alt Vel, og saa blev Ballonen taget ned. Søren Kristiansen.
1936, 3. Januar, Kl. 2 Morg. - 9½ Aften. Natsignal (lanterner). Vestlig Vind, Styrke 7. Diset Luft, 3. Revle, 15 Baade ved Løkken. Kl. 2 Morgen tog 15 Baade paa Havet med let Luft af nordlig, men hen ad Aften tog Vinden til, og Søen begyndte at Vokse. Der var kommet nogle Baade ind, men der var 5 Baade paa Revet, og da Mørket faldt på hejstes Toplanternern Kl. 6. Men da Stormen tog til, saa kom de 3 Baade ind fra Revet , men saa Kl. 7 hejstes Sidelanternern, da der var 2 Baade, som ikke var kommet ind, og da blev der ren Storm. Saa Kl. 8 gik Redningsbaaden ud og gik imellem Revlerne, da der var to Baade, som iike var kommet, men saa kom den ene Baad og havde 2 Mand fra den anden Baad, da den fik en Sø som tog det hele, og der gik en Mand væk, og Baaden gik under. Saa kom Redningsbaaden i Land Klokken 9½. Alt Vel. Saa kom Lanternen ned. Søren Kristiansen
De både, der kæntrede den 3. januar 1936 var LN 62 "Ida" og LN 49 "Stjernen". "Ida" tilhørte harry Larsen, men han var syg den Dag. Derfor var broren Charles (far til Iver Larsen) med. De to andre var Godtborg Jensen og Kr. Madsen, der druknede på turen. "Stjernen" tilhørte Harry og Charles' bror Anders Larsen. Senere blev den overtaget af Iver Larsen.
I 1933 var stationen i brug 138 gange, heraf som ledefyr 105 gange, med ballon 18 gange, med lanternerne 3 gange og redningsbåden i brug 12 gange. Sirene, signalkanon og raketter var sjældent i brug. Den 30. april 1937 var sirenen i brug. Den 28. februar brugtes signalkanon og raketter. Den 12. marts brugtes sirene og raketter.
Der er ingen tvivl om, at signalmastens signaler ikke bare var noget, fiskerne holdt øje med, de blev også et barometer på stemningen i byen. Maleren Chr. Valentinusen fortæller: "Jeg sidder i huset på Ndr. Strandvej. Jeg er ene hjemme og en lille dreng på 5-6 år. Jeg sidder og ser ud på kurvene på signalmasten oppe på signalbakken. Det er den sidste kurv, jeg venter på, for så ved jeg, at redningsbåden kommer her forbi med 4 eller 6 heste for. Som vi altid gjorde her i huset, så bøjede jeg mine knæ ved stolen og bad til Vorherre om, at han ville lade folkene fra strandingen komme levende i Land. Det her var om eftermiddagen, og ud på aftenen hørte jeg, at alle var kommet velbeholdent i land. Så jeg var jo stolt i troen på Vorherre."
Masten flyttes
Signalmasten lå oprindeligt længere mod nord end i dag. Da den blev opsat i 1889 var det det højeste sted på Klitten. I 1917, da man skulle finde en placering til byens vandtårn, blev det lagt i nærheden af signalmasten lidt længere ind mod byen. Vandtårnets fundament kom til at ligge højere end signalmastens fundament, enten fordi kiltten havde vokset sig højere her, eller ved opfyldning. Klitten foran signalmasten ud mod stranden voksede sig efterhånden også højere og bredere. Signalmasten kom derfor til at ligge lidt lavt. Efter krigen, i slutningen af 1940'erne, blev masten flyttet til en højere placering, der hvor den ligger nu. Bunkeren, den ligger på, var base for et Flak-batteri (luftværnsbatteri) under krigen.
Signalmasten var i brug til omkr. 1970, hvor radiokommunikation havde afløst, orientering ved landkending og signalsystemer på land. Der blev sidste gang udbetalt løn til signalpasseren i 1971 og i 1973 blev signalstationen definitivt nedlagt og kassebeholdningen på 10 kr overført til Turistforeningen. Signalhuset blæste ned i 1969 og kanonen havde man flyttet til Vendsyssel Plantage. I 2003 blev der taget initiatv til at få opført et nyt signalhus og få kanonen flyttet tilbage til mast og hus. Indvielsen af det nye hus og kanonflytningen fandt sted den 4. april 2004.
