Matr. nr. 117a (12-101)
Grunden bestod oprindelig af matr. nr. 117a og matr. nr. 121e. Begge disse parceller blev udstykket fra henholdsvis matr. nr. 117a og 121a i 1916. 117a var ejet af Peter Damgaard og 121a af Børglum-Furreby kommune. Holger Damgaard, Peter Damgaards søn, købte den udstykkede del af 117a i 1981. 121e havde han i første omgang en ikke skriftlig aftale med kommunen om. Hans adkomst tinglystes først, da han solgte ejendommen i 1926.
Holger Damgaard byggede hus på grunden i 1918. Det kostede ifølge sønnen Harry Damgaard 4000 kr, som blev betalt på 3 år. Holger var født i 1890, kom tidligt ud som hyrdedreng og senere som almindelig karl. I 1914 blev han gift med Marie Nielsen og blev fisker i Løkken med egen båd.
I 1926 solgte han ejendommen på Norgesvej og overtog svigerforældrenes husmandssted i Aasendrup Kær syd for Løkken (matr. nr. 3q Aasendrup). Efter 21 år som husmand flyttede han i 1947 til Skagen og fik arbejde som cementstøber. Holger Damgaard døde i 1976.
Køber af ejendommen på Norgesvej i 1926 var landpost Anders Kristoffer Hansen. Han solgte i 1952 til Harry Boelskift. Matr nr, 117a, 121e og 118e blev sammenlagt i 1950 til matr. nr. 117a.
Matr. nr. 121e
Denne del af grunden har en særlig historie, for her lå Løkkens første redningshus.
Løkken var et af de første steder, der fik redningsstation, efter det danske redningsvæsen blev oprettet i 1852. Redningshuset lå ifølge Peter Boye på indersiden af klitten ved Batteribakken, resterne af det batteri, der blev anlagt i 1808 under Englandskrigen. Peter Boyes beskrivelse er ordret: i ”en fordybning i indersiden af Klitten, som egentlig var en udgravning benyttet af det fra 1807-14 beliggende Militær og som betjente Batteriets Kanoner, der lå til højre på bakken oven over, og som af Fiskerne til (ind) omkring 60 altid benævnedes Batteribakken”
Batteriet lå, i forhold til den nuværende bebyggelse, under den vestligste del af Rommedahlsvej og Strandstien. Nord-syd har batteriet strakt sig fra en linie syd for Rommedahlsvej til en linie midt mellem Strandstien og Strandpavillonen. Øst-vest kan den østlige kant stadig anes, først og fremmest på Strandstien, hvor terrænet stiger kraftigt halvvejs. Den vestlige kant har nogenlunde flugtet med Strandpavillonens vestside. Batteriet lå helt ud til stranden, der dengang lå længere inde.
Peter Boyes beskrivelse bekræftes af matrikelkortet fra 1871, hvor redningshusets placering er vist. Det lå helt mod syd i byen ud mod klitten, på den grund, der i 1916 blev udstykket som matr. nr. 121e. Dengang lå det uden for det område, der blev matrikuleret i 1871. Derfor er det heller ikke registreret i ejendomsregistret. På kortet ses også, at der var anlagt en særlig vej ned til redningshuset. Den nordlige del var sammenfaldende med senere Norgesvejs nordlige del. Den sydlige slog en stor bue, og lå anderledes end senere Norgesvej. Vejen til stranden lå dengang i forlængelse af senere Sverigesvej, og vejen fra redningshuset gik op til denne vej.
Redningshuset blev formentlig bygget i 1856, idet det blev takseret og brandforsikret i 1857. Huset var på 7 fag, opført af ½ stens grundmur med piller i begge sider og vestre ende, indkørselsport i østre ende og med stråtag. Indrettet, som der står i protokollen, alene til brug for redningsbåden med vogn og øvrige til redningsvæsenet hørende apparater. Redningsbåden fik man i øvrigt allerede i 1850.
Der findes en beretning om et besøg i redningshuset fra 1855 forfattet af Sophus Møller, der senere blev distriktslæge i Nørresundby. Han var på det tidspunkt 15 år og kom til Løkken i forbindelse med et besøg i Hjørring, hvor han var inviteret til sølvbryllupsfest hos provst Djørup, som ledsager for Carl Jacobsen, hvis mor var en søster til provestens kone. Beretningen lyder således:
”Vi gik nu hjem til Kroen, hvor vi traf hr. Faye, og vi sagde til ham at vi saa gjerne vilde see Redningsbaaden. Han gik nu hen til en Hr. Forsburg som var en af Embedsmændene her i Byen og han fulgte da med. Vi gik nu hen til Skuret, og da han havde aabnet Portene fortalte han os det. Der var 2 Ting, 1. Redningsbaaden og 2. Redningsapparatet.
1 Redningsbaaden var en umaadelig stor Baad, men indeni, var paa begge Sider fastgjort nogle store Kasser, der var vandtætte og fyldt med Luft. Ligeledes var i Agterenden en stor Metalkasse fyldt med Luft, og disse Kasser bevirkede at Baaden aldrig kan vende Kjølen op, men altid vender Dækket op. Naar Baaden gaar ud, faar altid hver Mand, der er ombord et Korkbælte om sig, som i Tilfælde at de skulle falde i Vandet, kan holde dem oppe.
2 Redningsapparatet bestod i et Jernstativ med en Laas. Paa en Stang blev Stukken en Raket og denne lagt paa Stativet og i den anden Ende af Stangen fastgjort et Toug, der var viklet i en Kasse.
Det gamle redningshus i Kandestederne, som Løkkens 1. redningshus formentlig lignede
Naar Hanen i Laasen nu spændtes og derpaa ved en snor blev trukken af antændtes Krudtet i Raketten med nogle Fængrør og foer derpaa afsted med Touget, lige til Krudtet var opbrugt. Stativet blev paa Kysten stillet i lige Retning mod det strandede Skib, og Raketten vil da falde saaledes at Touget falder over Skibet. De fastgjøre det nu ved Masten og hisse derpaa Redningskurven til sig, som derpaa bringer dem til Land.”
Sophus Møller omtalte redningshuset som et skur. Det kunne tyde på, at det er et midlertidigt hus båden havde stået i på det tidspunkt. Men det kan også være det permanente redningshus, der allerede var færdigt i 1855. Det har måske kun været et skur i Københavnerdrengens øjne.
Hvornår redningshuset forsvandt vides ikke. Redningshus nr. 2 blev bygget på Rolighedsvej i 1878. (Licitation over byggeriet annonceret i Hjørring Amtstidende 2.7.1878). Om man i en periode har brugt begge redningshuse vides ikke. Redningshuset ved Batteribakken kan også i en periode have været brugt til andre formål.
