Matr. nr. 51a
Ejendommen var oprindeligt en del af Simon Christensen Lyngbyes ejendom (matr. nr. 50). Denne ejendom blev delt i to dele og den østlige del solgt til Søren Jørgensen i 1852. Søren Jørgensen køber de 3 østlige fag og udvider med yderligere 4 fag.
Søren Jørgensen var født i Ingstrup i 1814 og kom til Løkken i 1838 som karl hos skudehandler Jens Christensen Jensen. I 1842 bliver han gift med Maren Kirstine Simonsdatter, datter af husmand Simon Christensen Lyngbye, som han senere købte hus af, men hun dør allerede i 1844. I 1847, hvor han efter Jens Christensen Jensens konkurs er blevet karl hos Niels Asp Geertsen, gifter han sig igen, med Kirstine Jensdatter, datter af Jens Jensen Kodahl, Furrbye, der havde et barn uden for ægteskab. De flytter ind hos Simon Christensen og køber senere den østlige del af grund og hus. Søren Jørgensen bliver daglejer og i en periode også vægter. Han dør i 1870.
Kirstine Jensdatter, der er 48, da hun bliver enke, bliver boende i huset og klarer sig ved forskelligt daglønsarbejde, og ved at tage lejere ind. I 1884 sælger hun huset til sin svigersøn, arbejdsmand Hans Thomsen, gift med datteren Kathrine Sørensen, med den klausul, at hun har ret til at blive boende i den vestre ende af huset, så længe hun lever. Datteren dør imidlertid senere på året 1884, kun 22 år gammel. Hans Thomsen gifter sig igen med Dorthea Magrethe Bæk. I 1891 vælger han at mageskifte med Peder Christensen og overtager ejendommen matr. nr. 2k i Aasendrup Kjær. Peder Christensen, der overtager ejendommen på Houmannsvej, bor der uindtil sin død i 1895. Hans enke Kirstine Kathrine Christensen bliver siddende i huset i uskiftet bo. Kirstine Jensdatter bor der stadig på dette tidspunkt, Hun bor der indtil sin død i 1911.
Kirstine Christensen selv dør før Kirstine Jensdatter - i 1909. På sit dødsleje overdrager hun ejendommen til sin svigersøn arbejdsmand Jens Peder Jensen og datteren Karen Marie Jensen. Efter deres død overgår ejendommen i 1948 til sønnen Peder Anton Jensen.