Matr. Nr. 20 bk Furreby (12-104)

Dobbeltuset set fra nord nr. 11 er til venstre 2001

Dobelthuset, som huset er den ene halvdel af, blev bygget i 1857 af Thomas Peder Jensen og Hans Chr. Henriksen, der begge var fiskere. Husene blev takseret og brandforsikret i 1857 (vis). Af taksationsprotokollen fremgår, at de begge var på 6 fag og grundmurede med tegltag. Thomas Peder Jensens hus lå mod øst (til venstre). 

Peter Boye fortæller i sine erindringer om en rundtur i det gamle Løkken i 1934 sammen med sin bror: ”Saa naar vi det sidste og nordligste hus i det gamle Løkken, her boede tidligere Fisker og Sømand Thomas Peter og Hans Bollesen.” Hans Chr. Henriksen var søn af Henrich Bollesen, så der er ikke så meget tvivl om, at de to personer, Peter Boye henviser til, er Hans Chr. Henriksen og Thomas Peter Jensen. Huset er beskrevet som liggende lige nord for Vejhuset, og det passer med dobbelthuset med Hans og Mines Hus.

Thomas Peder Jensen var født i Furreby i 1833 og fisker. Senere bliver han matros og også bødker. Han sælger huset til Niels Christian Jensen i 1869 formentlig af økonomiske grunde. Det fremgår af tingbogen, at han dette år dømmes til at betale Chr. Andersen Hønsholm i Aasendrup 150 Rigsdaler. Han bliver dog boende i huset et stykke tid efter salget, for han er registreret som boende der ved folketællingen i 1870. Måske flytter han efter konen, Karen Marie Petersens død i september 1870, hun var da kun 31 år gammel. Ved folketællingen i 1880 bor han i sydbyen sammen med sine børn og en husholderske Thora Bine Pedersen. Hende bliver han gift med i 1884. Inden har de fået en datter sammen. Thomas Peder Jensen dør i 1907

Dobbelthuset 2015

Niels Chr. Jensen sælger i 1875 huset til Valentinus Pedersen, der også var fisker og kom fra Furreby. Fra ham stammer familienavnet Valentinusen i Løkken. Han var gift med Maren Steensdatter. Hun dør i 1896 og han sælger herefter huset til Søren Jensen Mølgaard. Ved folketællingen  i 1901 bor han hos en datter i sydbyen. Senere bor han til leje hos andre. Han dør i 1920 85 år gammel.

Grunden udstykkes i 1901 og får matr. nr 20 bk Furreby. Søren Jensen sælger i 1907 huset til fisker Hans Chr. Hansen, der dog allerede bor der ved folketællingen i 1906 og måske også har boet der et stykke tid inden. Det er efter ham og konen Ane Tomine Hansen huset er kommet til at hedde "Hans og Mines Hus". Hans Chr. Hansen dør i 1939, og Ane Tomine sælger i 1942 huset til Johanne Bang Christensen, Laura Grønborg og Nelly Weyvardt, der indretter museum i det. De sælger dog huset igen i 1950 til kunstmaler Carlo Wognsen. Han ejer huset indtil 1959.

Vinklen på huset er bygget til på et senere tidspunkt.