Blånæs - opkaldt efter lerknolden ”Den Blå Næse”, der skyder sig ud på stranden umiddelbart nord for villaen - er en helstøbt og velproportioneret bygning. Den rummer mange af de karakteristiske takter, der kendetegner de klassiske sommervillaer bygget tidligt i 1900-tallet. Symmetri er en af dyderne, og her er Blånæs bygget i en gennemført symmetri, der møder én allerede fra marken øst for huset. Villaen knejser majestætisk på klittoppen og har foran på østsiden en indhegnet solgård. Neden for solgården ligger der to symmetrisk anbragte træbygninger – en garage og et anneks – hvorfra man sluses frem til trappen op i klitten og til den statelige villa. Blånæs ser større og mere imposant ud, end den egentlig er, hvis tommestokken foldes ud, og størrelserne måles efter.

Billedet til venstre: Blånæs ca 1920. Billedet til højre: Blånæs mellem Strandbohus og Bjergbakken i 1920'erne

Både mod øst og vest har huset en smuk frontkvist. På østsiden – ankomstsfacaden - er der i midten en flot og særegen hoveddør, der stræber opad og forbinder terrasseniveauet med husets øvrige linjer ved en fantastisk indbygget glasmontre over døren med et sejlskib for fulde sejl på søen.
Blånæs har en ret høj kælder, der kun er synlig på østsiden og her medvirker til at give facaden en særlig imponerende fremtoning. Hoveddørens langstrakte udformning er et overbevisende arkitektonisk greb og flankeret af to små vinduer, der repeteret i frontkvisten giver østfacaden et spændende og levende udtryk.

Martin Cohn

Frontkvisten på vestsiden har, ligesom nord- og sydgavlen, en bindingsværksstruktur i gavltrekanten fra gesimsbåndet op under husets karakteristiske halvvalm. Vestsiden skyder sig ud mod havet, og det giver Blånæs et harmonisk udtryk med tre ligeværdige gavle, der i høj grad er dét, der tegner husets arkitektur.

Blånæs har stråtag med en taghældning over 45 grader, hvilket gør huset elegant, samtidig med at stråtaget og den markante halvvalm får huset til at føje sig harmonisk til klitten. To hvide, symmetrisk anbragte skorstenspiber slutter taget på fornem vis.
Bygningen spiller både på det ydmygt tilpassede til klittens bløde former og dyrker samtidig kontrasten ved at placere sig dominerende i landskabet. Her er man ikke i tvivl om, at her residerer folk med indflydelse og penge.
Indenfor i villaen mødes man af solidt håndværk, fine snedkerdetaljer og smukke rum. Bjælkelofterne giver rummene karakter, og i stuerne er der udført gennemførte panelarbejder af den dygtige møbelsnedker, Erik Egebak, fra Løkken. I husets sydlige stue er panelerne i mørk eg, bygget op omkring en stor engelsk kamin. Dette rum er husets bibliotek og herreværelse med sin egen højtidelige og hyggelige stemning. En perfekt ramme om en god Havannacigar og et glas cognac efter middagen.

Gulvbræt fundet af Erik Egebak


Middagen indtages i husets lyse spisestue, hvor paneler og kanneleringer er hvidmalede. Køkkenet i husets nordøstlige hjørne er smukt bygget op i træ med vitrineskabe over det hvidskurede køkkenbord.
På førstesalen findes der fine små soverum, alle med en udsøgt udsigt over havet gennem de små, fint opsprossede vinduer.
Blånæs er en arkitektonisk perle – en værdig repræsentant for Løkkens klassiske sommervillaer med alt, hvad der hører sig til af finurlige detaljer, gedigne materialer og harmoniske proportioner.
Sommervillaen på Ternevej 40 i Furreby er sikkert den mest kendte og fotograferede i Løkken. Fabrikant Harald Cohn fra København købte nogle sandskæringslodder i sommeren 1919 af strandfoged Anthon Steensen og landmændene Hans Jensen, Ole Christian Jensen og Martinus Steffensen, og på dem blev Blånæs bygget.
Harald Cohn købte allerede i 1916 en klitgrund på Rolighedsvej og byggede sommervillaen Vindhunden, så det var ikke til sig selv, han købte grunden. Den 30. april 1920 skødede han grunden videre til sin to år yngre bror, direktør Martin Cohn fra København.
På et af gulvbrædderne i Blånæs skrev tømrermester Niels S. Nielsen, at huset blev bygget af ham, dateret juni 1919. I BBR-registret er det anført, at huset blev færdigmeldt 1920. På et par gamle senge, som tidligere var i huset, sad der emaljeskilte, hvorpå der stod Cohn Furreby. Villaen er opført efter samme tegninger, som hans tre år yngre lillebror, Louis Cohn, opførte en tilsvarende sommervilla efter på et klippeskær ved Allinge i 1918.
Martin Cohn blev født i Nakskov den 29. september 1869. Han drev sine virksomheder i København. Han ejede Kjøbenhavns Fjerrenseri, som blev etableret den 19. marts 1895, på Landemærket 5 ved Rundetårnet. Da han solgte virksomheden ved Rundetårn til broderen Harald Cohn etablerede han sig på Marmorvej på Frihavnen.

Billedet til venstre: Johannes Madsen-Mygdal. Billedert til højre: Madsen-Mygdal fætre og kusiner. Fra venstre Johannes' børn, Axel og Joan

I vejviseren var Baltisk Asiatisk Kompagni opført på samme adresse som Martin Cohn og Kjøbenhavns Fjerrenseri.
Gennem årene boede Martin Cohn flere steder i København, inden han byggede en stor herskabsvilla på Annasvej 13 i Hellerup, hvor han boede sammen med hustruen, Lydia Sophie, og deres børn. Han havde en motorbåd liggende i Hellerup, hvorfra han dagligt sejlede ind til sit kontor i centrum.

Alice Heckscher sammen med strandfoged Anthon Steensen og Niels Chr. Jensen

Martin Cohn var medstifter af Retsforbundet, som blev stiftet den 21. oktober 1919. Han var med til at udarbejde partiets program, og han foretog udregninger og påviste fordelene ved at overgå til et retfærdigt skattesystem.
Martin Cohn fik ikke meget glæde af sin nybyggede sommervilla, idet han døde den 2. januar 1921, kun 51 år gammel. Den 26. april 1922 købte Johannes Madsen-Mygdal Blånæs af Martin Cohns bo.
Martin Cohn og Johannes Madsen-Mygdal kendte sikkert hinanden, da Martin Cohn havde interesser i Baltisk Asiatisk Kompagni, som var et datterselskab under Østasiatisk Kompagni, ØK, hvor Johannes Madsen-Mygdal var direktør.
Efter lidt over et år, den 22. august 1923, blev villaen overdraget til Alice Madsen-Mygdal som særeje.
Johannes Madsen-Mygdal blev født den 30. marts 1874 i Mygdal ved Hjørring, hvor hans far, N.P. Madsen-Mygdal, var lærer. I 1882 blev hans far rigsdagsmand og senere statsrevisor. Navnet Madsen-Mygdal opstod, fordi man på Rigsdagen gerne føjede hjemstedet til personnavnet, og familien fik navnebrev på navnet Madsen-Mygdal den 5. december 1895.

Detalje fra indgangsdøren med skibsmodel

Efter skolegangen i Mygdal tog Johannes præliminæreksamen på Bogø Private Realskole. Senere var han kontorist hos en sagfører, og i 1891 kom han i købmandslære hos Joh. A. Neiendam, København. Samme efterår fik han ansættelse på De forenede Bryggeriers hovedkontor, hvor han arbejdede i seks år.
Da ØK blev stiftet i 1897, blev Johannes Madsen-Mygdal en af de første ansatte. Efter at han havde talt med H.N. Andersen og Frederik Kinch, der var ØK's første direktører, syntes de begge godt om ham.
Johannes Madsen-Mygdal var 23 år, da han blev ansat, og han fik en gage på 1600 kr. om året. Året efter, den 1. marts 1898, sejlede han med damperen Siam på jomfrurejsen til Bangkok. Han blev dermed den første medarbejder, som ØK udsendte til oversøisk tjeneste.
Hans yngre bror, Thomas Madsen-Mygdal, var i gang med en karriere inden for landbruget og blev landbrugsminister og senere statsminister.
ØK fik ny direktion i 1909. På det tidspunkt var stifteren, H.N. Andersen, den eneste tilbageværende af de oprindelige fire direktører. Derfor blev der udnævnt tre nye direktører. De var alle medarbejdere, der havde været med fra stiftelsen af ØK i 1897: Chr. Schmiegelow fik ansvaret for skibsfarten, Johannes Madsen-Mygdal for handelen og H. J. Schiødt for økonomien.
Næste ændring i direktionen fandt sted i maj 1911, hvor handelsdirektør Johannes Madsen-Mygdal flyttede til London for at oprette en afdeling af ØK.
Den 3. juli 1918 blev den inkarnerede ungkarl Madsen-Mygdal gift med sin kusines datter, den 23 år yngre Alice Gudrun Vorbeck, datter af købmand M.A. Vorbeck og Johanne, født Madsen. Han ejede Aalborg Værktøjsmagasin.

Interiør fra Blånæs

Frem til 1919 tog Johannes Madsen-Mygdal hånd om handelen i ØK fra afdelingen i England. Under sit ophold i England købte han nogle ret store gårde. Han fik gode råd af sin landbrugskyndige bror, Thomas, som på det tidspunkt var landbrugsminister. Gårdene blev solgt, da han blev kaldt hjem for at deltage i den daglige ledelse af ØK's hovedkontor som højre hånd for grundlæggeren, etatsråd H.N. Andersen.
Johannes Madsen-Mygdal medvirkede også ved dannelsen af og havde sæde i bestyrelsen for en lang række aktieselskaber, der alle samarbejdede med ØK, mest kendt i dag er Portland Cementfabrik. Han var meget lidt kendt i offentligheden til trods for, at han i en årrække var en af landets mest indflydelsesrige mænd. Under hans ledelse af ØK's handel blev det verdens største handelsforetagende. Det overgik alle britiske og amerikanske virksomheder af den art.
Da ægteparret flyttede hjem til København, boede de i Stockholmsgade 43 på Østerbro. Herskabslejligheden blev stilfuldt indrettet. Vennen Poul Henningsen leverede i efteråret 1919 lysekroner og væglamper til spisestuen. Væggene var beklædt med linoleumspaneler, dekoreret af den kendte kunstner Axel Salto. Hvert panel blev forsynet med en af de væglamper til elektrisk lys, som PH tegnede til formålet.
Den tid, Johannes Madsen-Mygdal ikke arbejdede for ØK, tilbragte han sammen med sin unge hustru og parrets tre børn: datteren Joan Valerie, født i 1919 i Marylebone, London, sønnen Axel, født i 1920, og datteren Lise, der blev født i 1923.
Johannes Madsen-Mygdal blev Ridder af Dannebrog i 1912 og Dannebrogsmand i 1919. I 1922 blev han kommandør af anden grad.
Brødrene Thomas og Johannes Madsen-Mygdal var utrolig tæt forbundet hele livet og købte godset Edelgave ved Smørum i kompagniskab den 26. oktober 1920. Broren, Thomas Madsen-Mygdal, der blev statsminister i 1926, overtog med tiden hele godset, og det forblev i familiens eje indtil 1956.
Johannes Madsen-Mygdal var blevet en meget velhavende mand, og i 1924 købte han den smukke ejendom Heslegaard mellem Gentofte og Ordrup. Det var hensigten, at familien skulle flytte derud, men en bilulykke satte en stopper for det.
Johannes Madsen-Mygdal døde juleaften 1924, kun 50 år gammel.

Blånæs 2015

Han havde været udsat for en ulykke i sommeren 1924, hvor han var på ferie i Blånæs i Løkken. Familien ville køre en tur til Hirtshals for at se havnebyggeriet, men ved Vittrup kørte hans svoger, som var chauffør, ud i vejkanten for at undgå at påkøre en modkørende bil. Madsen-Mygdals bil kom så tæt på en telefonpæl, at hans albue ramte pælen og blev knust, idet han sad med armen ud ad vinduet.
Svogeren fortsatte direkte til Hjørring Sygehus, hvor det lykkedes lægerne at få albuen sat sammen så godt som muligt. Efter en måned blev han udskrevet og tog igen ud til Blånæs, hvor han dagligt fik massage. Da han senere rejste til København, var han rask, men armen havde mistet en del af sin bevægelighed. For om muligt at få bevægeligheden tilbage lod han sig indlægge på en kendt privatklinik i Hellerup og blev opereret. Operationen afstedkom nogle blodpropper og en alvorlig lungebetændelse, som han døde af.

Den unge enke, der kun nåede at være gift i seks år, flyttede ind i hovedbygningen på Edelgave Gods og boede der med sine børn sammen med svogeren Thomas Madsen-Mygdal og hans familie i en årrække.
Alice Madsen-Mygdal ejede udover sommervillaen Blånæs også en villa på Bernstorffsvej i Hellerup. I 1931 købte hun en grund direkte ned mod Øresund i Hellerup, Høyrups Allé 39, hvor hun opførte en villa tegnet af Poul Henningsen. Spisestuen blev flyttet med fra Stockholmsgade med Saltos vægdekorationer og Poul Henningsens væglamper.
Alice Madsen-Mygdal giftede sig igen den 31. august 1932, hvor hun blev borgerligt viet til direktør Byrge Heckscher. Han havde tidligere været gift med læge Anna Heckscher. Alice Madsen-Mygdal insisterede på, at hendes nye mand adopterede hendes børn, så de dermed blev arvinger af Heckschers formue. Hendes egne værdier var blevet mindre på grund af, at godset Edelgave var udsat for mund- og klovsyge to gange, og 600 malkekøer måtte aflives.
Heckscher var fjerde generation i L. Dehn's Dampvaskeri A/S, der blev grundlagt i 1854 af N.L. Dehn. Efter grundlæggerens død i 1872 over¬toges virksomheden af svigersønnen, Julius Heckscher. Et år før han døde overdrog han i 1896 ledelsen til sin søn, Leopold Heckscher. Denne fortsatte firmaet indtil sin død i 1920, hvorefter det videreførtes af hans søn, Byrge Heckscher. Vaskeriet var en meget stor virksomhed, og i 1936 tegnede Alice Heckschers ven, arkitekten Poul Henningsen, en supermoderne og på alle måder en revolutionerende fabrik, som rummede vaskeriet de næste 60 år, på Buddingevej 298.
Under besættelsen fjernede tyskerne naboejendommen Bjergbakken, der lå på den højeste klittop nord for Blånæs. I stedet for blev der bygget et stort kystbatteri af mange bunkere. For at beskytte det indbo, der var i Blånæs, blev det under krigen opmagasineret i storstuen på strandfogedgården. Da krigen var ovre, vendte familien Heckscher tilbage som faste sommergæster i sommervillaen. Indboet blev flyttet tilbage til Blånæs. Der blev dog købt nye spisestuemøbler, og de gamle forærede fru Heckscher til strandfogeden.
Byrge Heckscher døde 62 år gammel i 1956, og Alice Heckscher blev enke igen. Hun døde 15 år senere, i 1971.

Torkild Christensen

Thorkild Kristensen købte i 1972 Blånæs for 625.000 kr. af Alice Heckschers bo. 

Gennem årene havde havet under de voldsomme vinterstorme taget en del af klitten foran sommervillaen, så han spurgte forskellige mennesker med kendskab til klitterne, inden han købte ejendommen, om der kunne være fare for, at havet underminerede huset, men alle svarede, at det nok skulle blive liggende.
Det var ikke aprilsnar, da Thorkild Kristensen efter en voldsom vinterstorm den 3. april 1972 fik lagt 400 tons betonklodser som kystsikring foran Blånæs. Havet havde taget så meget af klitten, at det kun var fire-fem meter, der skilte sommervillaen fra et fald på 30 meter ned på stranden.
Store lastvognstog kørte 40 betonankre, der hver vejede over ni tons, fra Lindholm Beton Fabrik til Løkken. De var formet som de under besættelsen kendte spanske ryttere, der i 1940'erne blev brugt som tankvognsspærringer. De enorme lastvognstog havde stort besvær med at køre over Furreby Bæks udløb for at transportere ankrene det sidste stykke hen til klitfoden foran Blånæs. Flere af lastbilerne sank ned i sandet, og den store kran, som var kørt i stilling for at læsse betonankrene af lastbilerne, måtte flere gange hjælpe lastbilerne fri.
Da betonankrene var sat på plads, blev der fyldt på med sand, for at dække dem. Derefter blev hele klitskråningen foran Blånæs belagt med faskiner af store fyrretræsgrene.
Det var en kostbar investering, Thorkild Kristensen gjorde for at redde sin sommervilla, alene betonankrene kostede ca. 100.000 kr. Men i forhold til at miste villaen, som han havde givet 625.000 kr. for, var det fornuftigt. Nogle fiskere, der fulgte arbejdet, mente ikke, at det ville hjælpe så meget. Når stormene igen satte ind, ville havet skylle op omkring ankrene og fortsat underminere klitten og ankrene synke ned i sandet. Sagkyndige mente, at sandet ville samle sig omkring ankrene og sikre villaen mod nedstyrtning. I dag kan vi se, at de sagkyndige fik ret.
Der var ikke søgt om tilladelse til at etablere kystsikring ved Blånæs, så umiddelbart var der tale om lovbrud, idet der ikke måtte foretages terrænændringer. Kystinspektoratet i Lemvig skulle have givet tilladelse.
Thorkild Kristensen udtalte, at han havde lavet sikringen i god tro og var ked af, at han tilsyneladende havde gjort noget forkert i forsøg på at redde Blånæs. Det havde ikke været i hans tanker, at det var ulovligt.
Da kystinspektoratet og sandflugtsmyndigheden, overklitfogeden i Nordjyllands Amt, konstaterede, at der var etableret kystsikring, behandlede de sagen. Overklitfoged Hans Esbjørn, Skagen, der havde ansvar for klitterne ved Løkken, så to mulige udfald af sagen. Det ene var, at sikringen kunne være fornuftig, det andet, at der blev indgivet politianmeldelse med efterfølgende krav om bøde og reetablering. Sagen blev afsluttet ved, at kystsikringen blev lovliggjort på det vilkår, at ejeren accepterede en deklaration, som blev tinglyst på ejendommen, og som forpligtiger ejeren til at holde kystsikringen sanddækket.

Blånæs med Thorkild Kristensens kystsikring

Thorkild Kristensen var arbejderdrengen, der endte som mangemillionær. Han voksede op i et arbejderkvarter i Samsøgade nær Færø Plads i Aalborg. Faderen var værftsarbejder på byens værft. I modsætning til kammeraterne fra kvarteret gik Thorkild Kristensen i gymnasiet og tog studentereksamen fra Aalborg Katedralskole i 1958. Derefter læste han jura i København, men forlod studiet og blev selvstændig. Han begyndte allerede som 22-årig at udstykke og sælge de første sommerhusgrunde i Rågeleje.
De næste 20 år udstykkede og solgte han mere end 12.000 sommerhusgrunde.
En del af de mange penge, han tjente ved udstykning og salg af velbeliggende grunde til sommerhuse, blev i 1970’erne investeret i en række restauranter i Hjørring, Aalborg, København og Paris. Dette og etableringen af diskotekskæden Tordenskjold med seks diskoteker landet over, gjorde for alvor Thorkild Kristensen landskendt.
Gennem hele livet var Thorkild Kristensen en driftig international iværksætter inden for ejendomshandel, blandt andet i firmaet TK Development, som udviklede butikscentre i Danmark og Østeuropa, og inden for restaurationsbranchen.
Thorkild Kristensen døde 2013 efter i flere år at have kæmpet mod sygdommen Parkinson. Han blev 73 år, og i løbet af sin levetid nåede han at blive en succesfuld del af det danske erhvervsliv i omkring 40 år.

Efter at have ejet Blånæs i otte år solgte Thorkild Kristensen i 1980 sommervillaen til tandlæge Inger Vinther og kiropraktor Kenny Nielsen, Horsens, for 1.100.000 kr.
Huset har dannet kulisse til to filmoptagelser. Den første om Ravels pianotrio, optaget af Sveriges TV, den anden en tysk film med titlen Roula.

Tvillinghuset ved Allinge på Bornholm

Blånæs' tvillingehus i Allinge på Bornholm

Går man en tur på strækningen mellem Sandkås og Allinge, kommer man forbi en af de ældste sommervillaer i området. Den ligger på den yderste matrikel i sognet - så tæt på stranden, man dengang kunne komme - uden regulerende begrænsninger. Huset, der ligger på Grønnedalsvej 2, Allinge, kan ikke ses fra landevejen.