Dampbrænderiet blev grundlagt af skudehandler Jens Christensen Jensen i 1845-46. Det blev bygget på gården Løkkenkjærs jorder tæt ved en sidebæk til Furreby Bæk, kaldet Møllebækken, og med adgang fra Furreby Kirkevej. Gården havde matr. nr. 18.

Løkkenskær var en af de gårde, der blev flyttet ud ved udskiftningen af Furreby. På det første matrikelkort over Furreby sogn fra 1810 er de tidlige ejere vist. Skudehandler Jacob Thomsen Ingstrup står som den første ejer af Løkkenskjær. Han havde formentlig købt ejendommen af Peder Mortensen Møller, Løkken Mølle, der havde opkøbt Rønnovsholms fæstegods i Furreby sogn, efter det blev udskiftet og solgt. Uskiftningen skete omkring 1800 og Rønnovholms ejer general Adam Moltke solgte i første omgang (1806) fæstegodset i Furreby til Bartolin Sommer ejer af Kjettrupgård. Denne solgte det i 1808 vider til Peder Mortensen Møller. Jacob Thomsen Ingstrup har formentlig købt Løkkenskjær i 1809, hvor han opgiver sin gæstgiverbevilling og sælger sin skudehandel i Løkken. Salget af Løkkenskjær til Jacob Thomsen Ingstrup er ikke tinglæst og findes derfor ikke i skøde- og panteprotokollen, så den nøjagtige salgsdag kendes ikke.

Ejendommen, som Jacob Thomsen Ingstrup købte, var uden bygninger. Derfor sætter han et byggeri igang, men han dør den 13.7.1810, inden byggeriet er færdigt og det bliver derfor hans enke Maren Jensdatter, der må afslutte byggeprojektet. Bygningerne bliver vurderet og brandforsikret 17.12.1810.  Gården bestod af 3 længer, stuehuset i nord, et søndre hus (lade/stald) og et vestre hus (svinestald materielkammer). Helt usædvanlig vendte et af husene syd-nord - det vestre hus, alle huse blev ellers placeret øst vest for at have gavlen til den hårde vestenvind. Husene var af bindingsværk med stråtag. Det var formentlig højremsbygninger, dvs. bygninger med udskud. Det er ikke nævnt i protokollen, men stuehuset har forskellig bredde i de to ender. Det søndre hus og det vestre hus havde klinede vægge, stuehuset murede vægge, dvs. udmuret med soltørrede sten. Jacob Thomsen Ingstrups fortid som skudehandler fornægtede sig ikke. Det var et stuehus af høj standard han byggede sig. Stuehuset var på 16 fag og indrettet med 2 stuer og 5 kamre foruden selvfølgelig køkken og bryggers. Trægulv over alt, spejldøre med indstukne låse i messing og vinduer med store blyindfattede ruder. Bygningerne blev da også vurderet til 1810 rigsdaler en gansk pæn sum på det tidspunkt.

Efter Jacob Thomsens Ingstrups død vælger Maren Jensdatter at sælge Løkkenskær. Handlen er ikke tinglæst og findes ikke i pante- og skødeprotokollen, men det er for mentlig sket i 1812, for den 21.7.1812 køber hun et hus lige vest for møllen i Løkken (Møllehuset) og flytter dertil. Her bor hun til sin død den 23.4.1822. Løkkenskjær bliver solgt til Christen Jensen Holmen. Han beholder ejendommen indtil 1824, hvor den bliver solgt på auktion. Højstbydende på denne auktion var Christen Pedersen, der var møllerkarl på Overklit Mølle. Han sælger imidlertid straks ejendommen videre til Niels Petersen Nielsen fra Elling. Denne har formentlig også mest købt ejendommen af investeringsgrunde, for han sælger den til Lars Madsen Faarup fra Nielsminde. I 1828 bliver gården handlet igen, denne gang er køberne to Furrebyboere gårdmand Niels Andersen og handelsmand Thomas Nielsen, der deler det sådan, at Niels Andersen kommer til at eje 2/3 og Thomas Nielsen 1/3. Sidstnævnte flytter ind på Løkkenskjær. Skudehandler Jens Christensen Jensen køber Niels Andersens part i 1836 og Thomas Nielsens part i 1839. Han giver i alt 600 Rigsdaler for de to dele. Det er omtalt i skøderne, at der på Løkkenkærs jorde ligger et fæstehus ejet af Christen Jacobsen Støden. Hvor det lå vides ikke. 

Jens Christensen Jensen køber Løkkenskjær for at etablere et brændevinsbrænderi. Der blev der i 1837 åbnet for, at man kunne i hele landet. Salg og fremstilling af brændevin var reguleret fra gammel tid. Indtil 1837 var fremstillingen kun tilladt i købstæder, på landet var det forbudt. Det blev selvfølgelig ikke overholdt. På adskillige museer findes der "brændevinstøj", destillationsapparater, der er blevet gravet ned for at skjule dem for myndighedernes blik, og som af en eller anden grund ikke blev gravet op igen. Denne hjemmebrænding har man i nogle perioder set igennem fingre med, mens man i andre perioder har slået ihærdigt ned på synderne. Den store interesse for brændevinsbrænding var ikke begrundet i sundhedshensyn. Det var ren økonomitænkning. I begyndelsen af 1800-tallet kom 10-15 % af statens indtægter fra afgifter på brændevinsfremstilling, der dengang var lagt på rumfanget af de kar, der brugtes til fremstillingen. I 1837 blev det tilladt ved bevilling og mod afgift også at fremstille brændevin på landet.

Det tog nogle år at gennemføre forberedelserne. Byggeriet indledtes i 1845 med opførelse af brænderibygningen på 14 fag og i 2 etager. Med vægge af 1½ stens grundmur i underste etage og 1 stens grundmur i øverste etage, samt tegltag. Bygningen takseres og brandforsikres  den 23. august og af rapporten fremgår, at der er installeret udstyr i bygningen, og indrettet maltgjøreri på 1. sal. Det fremgår også af rapporten, at byggeri og indretning ikke er færdig. Bygninger og anlægh takseres igen den 4. juli 1846. Da er yderligere en bygning under opførelse, en kostald. Den er af bindingsværk med felter muret i soltørrede sten. Bygningen er uden tag men skal have tegltag. Brænderiet har tilsyneladende haft succes fra starten, for allerede i 1848 går man i gang med en udvidelse. Brænderibygningen udvides med 6 fag i samme materialer som hovedbygningen, dog med den finesse at tagstenene på sydsiden er glaserede Hollandske teglsten

Brænderi

Brændevinsfremstilling er en kemisk proces: stivelse omdannes til sukker under påvirkning af enzymet diastase, som findes i malt. Ved gæring spaltes sukkeret i kulsyre og alkohol. Kulsyren afgår under gæringen, mens alkohollen derefter ved kogning skilles fra mæsken, dampen fortættes til brændevin. Dette er den rå proces, for at få et drikkeligt produkt går brændingen gennem mange finesser og mellemled. Brændevinsbrænderi kræver meget plads og et loft til kornforråd. I gården må der være mindst et stort rum med stengulv, godt vand og afløb. Mindste bestande af redskaber er mæskekar, kedel med hat og piber, svaletønde, ankre, rage og pandejern, lettebøtte med langt skaft og mange andre slags spande og bøtter. En brænding begynder med kornets formaling på møllen, hvor formalingsafgiften erlægges til toldvæsenet. Næste trin er indkøb af malt. Blandingen af korn og malt betegnes "acisse", en indenlandsk forbrugsafgift i lighed med moms og især lagt på levnedsmidler. Mæskekarret må rengøres meget omhyggeligt så ingen syrerest bliver tilbage. Skrupning skoldning og skylning kan tage en man flere timer. Accisen er en blanding med ca 104 kg korn og 24 kg malt, blandingsforholdet er dog lidt afhængig af den valgte kornsort. I mæskekarret kommes 120 potter vand for hver tønde accise (152 kg). Vandet tages kogende af kedlen med lettebøtter, og det taber herved så megen varme, at de fornødne 70 gr C opnås, når kornet styrtes i og rørtes sammen med vandet til tykmæsk ved hjælp af mæskeroret. Imens koges en ny kedel vand og når tykmæsken er som en lind dej tilføres på ny kogende vand. Under mæskningen sker omdannelsen af stivelse til sukker. Mæsken skal nu hurtigt nedkøles til gæringstemperaturen 24 -28 gr. C, og nu tilsættes gær og stoler man ikke helt på gæren tilsættes øl. Dette påsætøl er kun halvt udgæret og sætter i løbet af få timer stormgæringen i gang. Mæsken må ikke røres under gæringen, som tager ca. 3 døgn. Derefter påbegyndes destillationen, som er den egentlige brænding, ved at mæsken øses op i kedlen med letbøtte. Kedlen er af kobber og fortinnet indvendig. Den kogende mæsk i kedlen afgiver damp, som stiger op i hatten. Fra hatten udgår en eller to piber, og fra disse strømmer dampen ud i ankeret eller luttebøtten. For at fremme fortætningen er piberne ført gennem svaletønden med koldt vand. Den væske, der kommer ud af piberne ved første distillation, er ikke brændevin men "slutter" eller "drank" med stort indhold af fusel. Dranken må tilbage i kedlen til klaring. Hvis der stadig er fuselsmag kan man tilsætte kommen. (Kilde: mitfanoe.dk, historisk hjemmeside for Fanø). Det kan ses af beskrivelserne i brandtaksationsprotokollerne, at brænderiet i Furreby ikke kun brugte korn men også kartofler.

Jens Christensen Jensen var skudehandler i Løkken, en af de betydende skudehandler i 1830'erne og 1840'erne. Hans skudehandlergård lå i firkanten Søndergade- Norgesvej/Sverigesvej-Vittrupsvej. I 1850 er det imidlertid slut med skudehandlerforretningen, han går fallit. Hvad grunden er vides ikke men i de fleste falitter med skudehandlere var tab på skibsforlis hovedårsagen. Det kan også godt være, at hans investeringer i dampbrænderiet også har spillet en rolle.Indtægterne ved brændevinssalg har i alt fald ikke været nok til at redde hans økonomi. Dampbrænderiet sælges på en tvangsauktion i 1852. På denne auktion er købmand Chr. Bergh højstbydende med 7.150 rdl, Søren Levinsen næsthøjst med 7.100 rdl og Jens Christensen Jensen 3. højst med 7.000 rdl. Det vindende bud var på under halvdelen af Jens Christensen Jensens investeringer. Værdien af dambrænderiet blev i forbindelse med brandforsikringen sat til ca. 16.000 rdl og  Løkkenskær havde kostet 600 rdl. 

Der vides ikke noget om Chr. Bergh, ud over at det står i autionsdokumenterne, at han var købmand i Aalborg. Han er åbenbart økonomisk involveret i brænderiet inden han afgiver endeligt bud og får skøde, for den 6. januer 1852 takseres og brandforsikres både en tilbygning til brænderibygningen og en tilbygning til kostalden, hvor han står som ejer. 3. og afgørende auktion for brænderiet finder først sted den 24. juni 1852. Han må have vurderet, at der var basis for at investere i brænderiet. Chr. Bergh ejer kun brænderiet i 4 år. den 16. oktober sælger han det til skudehadler Søren Chr. Jensen.

Søren Chr. Jensen var også en af de dominerende skudehabndlere i Løkken, men han tilhører generetionen efter Jens Christensen Jensen. Han kommer til Løkken i 1845  og etablerer i føste omgang en skudehandel sammen med Niels Asp Geertsen. Men i 1852 køber han Nicolai Thomsen Jensens skudehandlergård (Jennys Hus) og begynder for sig selv. Efter han er blevet ejer af dampbrænderiet i 1856 investerer han i 1857 i en udvidelse af kostalden, der herefterer 32 fag langt. Man satser klart på selv at bruge bærmene fra produktionen til opfedning af stude i stedet for at sælge dem til landmænd. Efter sigende havde man efter de seneste udvidelse mere en 100 stude på salg til opfedning. Brænderiet har sin storhedstid i slutningen af 1850'erne og begyndelsen af 1860'erne. Brænderiet er i Trap-Danmark fra 1856 beskrevet som et anseligt brænderi. Ved folketællingen i 1855 er der ansat en bestyrer, en maltgjører, en fyrbøder, 3 medhjælpere og en husholderske. I 1860 har man også fået en røgter. Ifølge Peter Boye var det brændevin af god kvalitet, man fremstillede, meget bedre end den, der var blevet fremstillet i smug og under ydmyge forhold.

Dampbrænderiet forblev i Søren Chr. Jensens eje så længe han levede, men det opgav formentlig produktionen i slutningen af 1860'erne. Der er ikke registreret beboere på brænderiet ved folketællingen i 1870. Brænderiet blev formentlig konkurreret ud af brænderier i Hjørring og Aalborg, der med et større volumen havde helt andre muligheder for at produktudvikle. Søren Chr. Jensen døde den 14. januar 1875. Dambrænderiet bliver umiddelbart efter, den 19. juli 1875 sat til salg på aution. Højstbydende er Gårdejer Jørgen Nielsen Sønder Skovgaard. Han sælger formentlig maskiner og inventar ret hurtigt efter, han er blevet ejer, og på et eller andet tidspunkt river hann også bygningerne ned. Skødet bliver først tinglæst i 1884. Herefter udstykker Jørgen Nielsen ejendommen og sælger delene.

IMAGE Vrenstedvej 5
Marinus Christensens købmandsbutyik ca 1914 Vrenstedvej 76c Ejendommen tilhørte oprindeligt skudehandler Anders Chr. Andersens...
Read More...
IMAGE Skudehandlere og skippere 1678-1787
   De to første egentlige skudehandlere i Løkken menes at være Jens Ejlersgaard og Svend Thomsen Lund. De er begge...
Read More...
IMAGE Det store flynderfiskeri
Rødspætte som i Vendsyssel kaldes flynder Den 11. juni 1884 kan man i Vendsyssel Tidende under lokale nyheder fra Blokhus læse...
Read More...
IMAGE Løkken Badehotel
1. juli 1895 ankom de første gæster til det nyåbnede Løkken Badehotel. Det var enkefru Kromann fra Marstal med sine to...
Read More...
IMAGE Oprettelsen af det danske redningsvæsen
Stranding ved den Jyske Vestkyst tegnet af Carl Neumann 1866 Pioneren i det danske redningsvæsen er C. B. Claudi, der var opvokset ved Vesterhavet...
Read More...