Løkken Mølle, eller Lÿckens Veirmølle, som den kaldtes dengang, blev som tidligere nævnt bygget i 1749 eller 1750. Det er nok ikke forkert at antage, at møllen kom til at ligge ved Løkken i stedet for ved vandmøllen i Furreby eller i landsbyen Furreby, hvor de fleste gårde lå, fordi Løkken by på dette tidspunkt var vokset til en anselig bebyggelse med en livlig skudehandel. Købmandsgårdene i Løkken og de øvrige beboere havde et stort og voksende behov for at få korn malet og har været større kunder hos møllen, end beboerne i Furreby. Derfor var det praktisk, at møllen lå tæt på dem.

Det kan ikke siges helt sikkert, hvor den første vindmølle blev placeret, men matrikelkortet fra udskiftningen i 1810 tyder på, den kom til at ligge, hvor den også senere lå, lige øst for Løkken By på grænsen til Vrensted sogn (senere matr. nr. 19, i dagens geografi lige nord for Egevej ved Bøgevej). Gårdbygningerne ved Møllen er de eneste bygninger fra før udskiftningen syd for Furreby Bæk og uden for Løkken By (Løkken Ladeplads), der er vist på kortet. Foruden Møllen var de eneste beboere syd for bækken uden for Ladepladsen formentlig beboeren på Kringlen, det senere Løkkensholm, hvor der var en gård og et hus.

Møllens og Mølgaards jorder var dengang en samlet ejendom. Mølgaard blev først udskilt og bebygget i forbindelse med udskiftningen. I øvrigt var det meste af Mølgård jorder syd for den senere Hjørringvej dækket af en sø, Bredvandet, der formentlig blev afvandet i forbindelse med eller umiddelbart efter udskiftningen. Mølgaard blev bygget, hvor søen lå.

Den første Mølle, der blev rejst, må formodes at have været en stubmølle. Den hollandske mølle blev først almindelig i slutningen af 1700 tallet. Stubmøllerne er karakteristisk ved, at hele møllen drejes, når vingerne skal sættes op mod vinden. De blev bygget af træ, hvor stubben holdes af en korsformet fod, der hviler få en sokkel af grundmur eller kampesten. Møllen er på et eller andet tidspunkt blevet afløst af en hollandsk mølle, formentlig i slutningen i 1825 eller umiddelbart efter, hvor der kommer møllebyggere til sognet.

Den hollandske mølle adskiller sig fra stubmøllen ved, at det kun er den øverste del af Møllen, hatten, der drejes, når vingerne skal op i vinden. Det gjorde arbejdet lettere og betød at møllen kunne gøres større og drive flere kværne. Den hollandske mølle blev gennem tiderne teknologisk forbedret. Den blev gjort selvkrøjende, d.v.s. at hatten selv drejede op mod vinden. Det opnåede man ved at sætte en vindrose på hatten. En anden fornyelse var, at vingerne blev selvsvikkende, d.v.s. at man ikke længere behøvede manuelt at sætte sejl på vingerne. De blev forsynet med træklapper (jalousier), der automatisk åbnede og lukkede efter vindens styrke.

Mølledriften rykkede som nævnt formentlig fra Furreby Vandmølle over på Løkken Mølle, da den stod færdig. Betegnelsen Lÿckens Mølle og Furebÿe Mølle bruges da også i flæng om den nye ”Weirmølle” F.eks. hedder den Furebÿe Mølle på Videnskabernes Selskabs kort fra 1791. Det vides ikke hvornår møllefæstet overgår fra Bertel Lauridsen til Christen Sørensen, men en rimelig antagelse er, at det sker i forbindelse med ibrugtagningen af vindmøllen.

Christen Sørensen bliver dermed den første møller på vindmøllen. Han var uden tvivlen en initiativrig mand, men blev ikke ligefrem tilsmilet af skæbnen. Hans første kone, Anne Marie Christensdatter, som han blev gift med i 1731, dør i 1748 i en alder af 31 år. Han gifter sig derefter i 1749 med Anna Nielsdatter, og de må i løbet af få år bære tre børn til graven, som dør som små. Året efter hans egen død, dør de 2 børn fra 1. ægteskab og bliver begravet i samme grav. Hans søn, der, senere overtager møllen, dør også forholdsvis ung, i en alder af 36 år.

Christen Sørensen dør i 1760 i en alder af 52 år. Enken gifter sig umiddelbart efter med Hans Sørensen, der godt kan være Christen Sørensens bror. Børnene er mindreårige så hun har behov for at kunne sikre sig at blive på Møllen og få en ny mand, der kan drive den videre.

Niels Christensen, overtager møllen formentlig omkring 1770, hvor han er blevet gammel nok, men det kan også godt være lidt senere. Hans Sørensens dødsdag er ukendt. Det afsnit i kirkebøgerne mangler. Anne Nielsdatter bliver gammel. Hun dør i 1806 i en alder af 82 år.

Niels Christensen bliver som nævnt ikke gammel. Han dør i 1787 og hans enke, Johanne Jensdatter, vælger samme løsning som svigermoderen, at gifte sig med en ny mand, Peder Jensen, og da han dør efter få år, med endnu en ny mand, Peder Mortensen. De to mænds baggrund kendes ikke, men de har givetvis erfaring fra møllererhvervet og har kunnet træde direkte ind som møllere. Peder Mortensen bliver den sidste fæster. Efter ham bliver møllerne på Løkken Mølle selvejere.

Da Peder Mortensen når aftægtsalderen, er der ikke en søn til at tage over. Det bliver derfor den ældste datter fra Johanne Jensdatters 1. ægteskab, Kirsten Nielsdatter, der kommer til at føre slægtslinjen videre. Hun bliver gift med Christen Jacobsen Kjettrup. Ved brylluppet i 1809 er Jens Møller af Søndre Mølle forlover, så det er nok sandsynligt, at Christen Jacobsen er møllersvend derfra. Johanne Jensdatter dør i 1813 og Peder Mortensen formentlig kort efter. Overdragelsen af møllen til Christen Jacobsen må derfor formodes at ske mellem 1810 og 1813. Christen Jacobsen Kettrup dør allerede i 1816 40 år gammel. Der står i kirkebogen, at han dør efter 1 dags sygdom, så det er sket pludseligt.

Kirsten Nielsdatter gifter sig derefter igen med en møllersvend, Thomas Bertelsen, der er født i Hallund sogn og kommer fra Børglum Kloster Mølle. Han får til gengæld en lang periode som møller i Løkken. Han dør først i 1852, 72 år gammel. Kirsten Nielsdatter lever helt til 1866, hvor hun dør 83 år gammel. I 1847 overdrager de møllen til sønnen Niels Christian Bertelsen og går på aftægt.

Thomas Bertelsens tid ser ud til at være en periode med udvikling og stor aktivitet på Løkken Mølle. Det er formentlig ham, der får stubmøllen erstattet med en hollandsk mølle. I 1825 er Johannes Nielsen Møller registreret i kirkebogen, som ankommet til sognet fra Rubjerg. Han skal arbejde ved møllebygningen ved Løkken mølle, som der står angivet. Morten Christensen, der er møllebygger fra Nibe, bliver i 1826 gift i Furreby Kirke med Thomas Bertelsen som forlover, og i april 1828 flytter møllebyggeren Peder Jensen med hustru fra Kjærsgaard Mølle til sognet. At den hollandske mølle bygges i den periode er et godt gæt. At der er god gang i Mølleriet ses også af folkeholdet. I de 3 folketællinger i 1834, 1840 og 1845 er der på møllen registreret 3 møllekarle -eller betjente ved møllen, som de også kaldes - foruden en karl og en pige til gaarddriften og husførelsen.

På Mansas kort fra 1846 er vist 2 møller, ved Løkken Mølle, Stubmøllen og den hollandske mølle eksisterede begge i en periode.

En datter fra Løkkens Mølle, Inger Marie Thomasdatter blev i 1849 gift med skudehandler Søren Chr. Jensen.

Sønnen Niels Christian Bertelsen, der overtager møllen i 1847, vælger i 1861 at sælge til Anders Thomsen Hjortnæs, og flytter til Jetsmark Sogn, hvor han køber et husmandssted i Mumgaard Enge. Hvorfor han vælger at sælge møllen, som har tilhørt familien i flere generationer, står hen i det uvisse. Det kan være økonomiske problemer, men det vides ikke. I alt fald bliver datteren Kirstine efter flytningen sat i pleje hos fasteren i Søren Chr. Jensens købmandsgaard.

Kirstine Bertelsen bliver senere gift med Carl Frederik Lund, der åbnede en munufakturhandel i Løkken. Ved folketællingen i 1880 er Niels Chr. Thomsen flyttet hen til datteren. Han blev alene i 1873, da hans kone Jensine Torkildsdatter døde. Manufakturhandelen gik ikke så godt, og efter flere konkursbegæringer valgte Carl Lund i 1881 at rejse til Amerika, uden Kirstine og børnene. Det var formentlig meningen, at de senere skulle følge efter. Men han døde, inden de nåede det. Kirstine Lund blev senere uddannet som fotograf og flyttede i 1884 til Hjørring og åbnede et atelier. Niels Christian Bertelsen dør i 1884.

Anders Thomsen, der også blev kaldt Hjortnæs, så hans slægt stammer nok fra Hjortnæs i Børglum sogn, overtog Møllen i 1861, men fik kun en kort tid som møller. Han døde i 1867 42 aar gammel og blev begravet i Vrensted. Det er i hans tid - i 1865 - Meir Aron Goldschmidt besøger Løkken og beretter følgende om et besøg paa Løkken Mølle:

”Gik straks med Kromanden til Møllen, hvor han havde et ærinde; det lod næsten til, at han ikke gjerne vilde have mig med; men han var dog ikke uhøflig. Møllen ligger lige uden for Byen og synes ikke at høre til Løkkens Kommune og være underkastet dens brolægningsvæsen; den staar paa fast, grøn Jord. Vi gik først ind i Vaaningshuset noget fra Møllen, og af min Værts Miner og dæmpede Stemme antog jeg, at han bad Mølleren om et laan af Korn eller Mel.Mølleren sagde endelig ja, og saa gik vi rask over i Møllen. Den er fra Fod til Top beklædt med Lyng, og det ser ud, som om den havde en laaden Pels paa. Kromanden henvendte sig til Møllersvenden, og efter nogen Tale bleve, de enige om, at han kunde have det i et lille Træbæger. Var Laanet ikke større, saa kunde det ikke være udelikat af mig at spørge om, hvad det var, og jeg erfarede nu, at det var Møllefedt. – ”Møllefedt! Hvad er det?” spurgte jeg – ”Det er en Blanding af Hestefedt og Olie, som vi bruge til at smøre Axelerne med.” – ”Men hvad skalDe bruge det Fedt til?” spurgte jeg min Vært. – ”Det er til min syge Dreng; Doktoren sige, han har Gigtfeber; men nu har han kureret paa ham i sex Uger, og det har ikke hjulpet.” –” Naa, har Doktoren saa foreskrevet Møllefedt?”- ”Nej jeg var i Formiddags hos den Kloge Kone i Han-Herred, og hun sagde, at jeg skulle gnide hans Ryg med Møllefedt, men fra Kværnene, ikke fra Axlerne.” – ”Men det synes mig, at de kjøbte Medicin hos Apothekeren i Saltum.” – ”Ja , det forordnede hun ogsaa.” – ”Hvor kan nu en Mand som DE, der ser ud til at staa over de Udannede, tro paa den dumme Kjælling i HanHerred?” – ”Ja, naar Doktoren ikke kan hjælpe, hvad skal jeg saa gjøre?” – ”Hvad maatte De betale hende?” – ”Hun tager intet, ikke Andet end, hvad man selv vil give hende.” – ”Hvad gav De hende?” – ”to rigsdaler.”

De hollandske vindmøller blev opført i forskellige materialer, bl.a. afhængig af, hvor i landet de blev bygget. De fleste fik et skelet af træ, der kunne være beklædt med forskellige materialer: rør, strå, lyng træspåner og i de senre år tagpap, skiffer eller pandeplader. Det fremgår af Goldschmidts beretning, at Løkken Mølle var beklædt med Lyng. 

Anders Thomsens arving sælger i 1868 ejendommen til Christen Thomsen Hjortnæs, formodentlig en bror. Han sælger den i 1874 til Maren Christoffersen, der er enke efter Simon Christensen Hjortnæs og altså formentlig også familie.

Maren Christoffersen driver selv møllen indtil hun i 1881, sælger ejendommen til sin svigersøn Carl Chr. Clemmensen og går på aftægt. Ejendommen består på dette tidspunkt af matr. nr. 19, 2, 25, 31 og 41 af Furreby. Salgssummen var 16.300 kr plus et årligt aftægtsbeløb på 1.000 kr

Carl Chr. Clemmensen bliver den sidste møller på Løkken Mølle. Han havde en stor familie – 7 børn. I hans tid fik møllerne stigende konkurrence af de store dampmøller i byerne, hvor valser afløste de gamle stenkværne, der havde holdt sig stort set uændrede siden middelalderen, og af de eldrevne kværne, der blev installeret på gårdene. Mølledriften blev indstillet i 1920’erne. Carl Christian Clemmensen døde i 1932, 82 år gammel. Enken Louise Clemmensen solgte i 1942 ejendommen. Den blev i en periode brugt til minkfarme, og senere i 1960’erne og 1970’erne udstykket til parcelhuse.