Tilføjelser (til) de om Løkken før skrevne Beretninger

(Teksten er skrevet af Peter Boye. Det fremgår at den er skrevet i flere omgange. Beretningen om ankomsten af de første feriegæster til Løkken er dateret 1906. Beretningen om redningsvæsenet oprettelse og skudehandlertiden er dateret januar 1933. Rundvisningen i det gamle Løkken foregik i september 1934 og beretningen herom må være nedskrevet senere end dette)

Da Staten anskaffede den første Redningsbaad til Løkken 1850 blev daværende Kontrollør Forsberg ansat som tilsynshavende Opsynsmand og ved anbringelse af Redningshus af samme anbefalet, en fordybning i indersiden af Klitten, som egentlig var en udgravning benyttet af de fra 1807-14 Beliggende Militær og som betjente Batteriets Kanoner der lå til Højre på Bakken oven over, og som af Fiskerne til ind omkring 60 altid benævnedes Batterisbakken, og den dag endnu kan forevises hvor Redningshuset laa. aaret 1860 erindres endnu af de Ældre som frygtelig med Vestlig og N.Vestlige Storme, og Redningsvæsenets Journaler kan fortælle om de fleste Strandinger omkring dette år. Sandflugten bredte sig over Byens Huse til den østligst beliggende del, og efter en saadan Storm lagde Milerne op over Vinduerne som Snedriver. Klitten som blev skarp bevogtet af daværende Klittilsyn. Men som dog var tyndt beplantet blev fuldstændig opreven, så byen nærmest så ud som liggende mellem Sandbjerge. Batteribakken forsvandt og ny optaarnede Banker fremstod.

Efter Redningsbaadens anskaffelse, varede det ikke længe inden der blev anliggende for afbenyttel-se af samme, men endnu var intet Mandskab antaget eller Formand og da der indtraf pludselig Høi Sø og Fiskerbaadene ikke kunne lande, blev Baaden dog bemandet, og afdøde F. Bødker som da boede i Furreby gik i den som Skipper og bjergede blev 10 Baades Mandskab af Furreby Lauget, Magnus og Terkel Løt. Efter den begivenhed blev fast Mandskab ansat og daværende Peder Skumagger (Skomager?) antaget som Formand. (Nulevende Bødker P. Thomsen som var Øienvidne til dette forlis har fortyalt mig Begivenheden) 

Da jeg tidligere har skrevet en del om Redningsvæsenet skal jeg herefter kortelig meddele at trods Redningsbaadens tilstedeværelse blev det dog brugelig, at en af de herværende store Fladbaade næsten ved alle Vanskelige Lejligheder assisterede ved Redningsforsøg saavel Strandinger som Fiskere i Fare. Det første Strandingstilfælde var det ulykkelige Barkskib ud for Kodals rende ladet med Salt, og tørnede om morgenen med en Snestorm af S. Vest. Redningsbaaden og en Fladbaad som var bemandet med 16 mand var i virksomhed hele dagen, men det var umuligt at opnå forbindelse. Begge Baade kunde ro rundt om Skibet men vraget stod så uheldig at intet forbindelse var muligt. Fladbaaden som søgte Land, forlangte raketten placeret i samme, da den fra land med de gamle mindre end nuværende (liner) ikke kunde naa Skibet som stod paa yderste Revle. Dette blev Nægtet af Opsynet, og en retssag fulgte efter vistnok hovedsageligt sat i gang af den da meget fremsynede og Driftige Købmand S. Jensen. Vraget skiltes af om Natten og hele Mandskabet Forkom, en forfalden Lærer som gik under navn Suftitutten (Substitutten) Digtede en Sang, som endnu Findes. (Som gammel Redningsmand kan jeg nærmere forklare forteelsen da det lyder noget utroligt at ingern af Baadene kunde komme i Forbindelse med Vraget, men en Storm af SV, lig Nord OPst vil bevirke at Braadet løber langs Revlen opg Banken bliver af den Grund dobbelt saa bred opg iligemaade er det altid vanskeligt liogeledes for Baadene at komme over fordi, derimod NV/SØ som Bærer lige paa Land er man hurtig over).

At Fladbaaden ved Løkken var af en meget Sødygtig Konstruktion bevistes saa tit og oftest særlig med hensyn til Losning og Ladning af den da store fart fra og til Løkken saavel på Engelske som andre Fremmede Havne, og hvor til kneb det da med de sidste Bosfuld (Baadfulde?)for at naa Lu-gerne tilstoppet med den Kornladning som skulde afgaa til England. Disse Mænd som var selvskreven til at føre kommandoen var folk som forstod at Tjæne af over Revlen, lægge til Borde og føre Kommando naar det kneb. Jeg husker som Barn hvor jeg selv var til stede en Nat hvor det gik særlig haardt til for (at) blive Færdig. Vi var 18 drenge ude og trampe i Havren som den blev indladet, en del var gaaet iland med den forrige Baad, men nogle af vi største blev for at lempe godt ud i Borde, de sidste baadsfulde. Kulingen var tiltaget og Skonnerten satte svær i Søen vandet væltede ind fra Begge sider, Baaden som fløi fra og til knækkede med en gang Fortøiningerne og forsvandt med et i den Ravnsorte Nat.

Jeg husker at vi talte om maaske vi faar lov at følge med til England og det var ingen af os kjede af Styrmanden og Matrosen havde da alt bundet et rev ind i Storseilet Skonnertseil og Stagseil var også klare til at sætte, og skulde den sidste Baad ikke naa at komme ud blev vi jo nød til at stikke af, men Skipperen Jens Jensen var endnu ikke kommet om bord saa der maatte absolut komme en Baad med Ham (Det var Kaptajn Jens jensensom da førte Fortuna. Efter ham kom senere M. Mikkelsen. Jensen havde tidligere ført Skonnerten Kaledonia som forliste ved Kjul hvor Vraget i flere Aar var synligt paa Stranden, og blev bemærket af Fiskerne som sejlede til Skagen i vore smaa Baade efter Flyndere naar disse droges iland med Landdragningsvaad. Samme J. Jensen ejede en Gaard i Aasendrup som saa længe han For, var forpagtet bort til en Tysker ved Navn (ikk angivet)). Lugerne var allerede lagt over klar til at Skalke men så pludselig hørte vi Raab Bjerg aarerne, det var jo saaledes at aarerne blev Rejst og lagt over til modsatte side (af) Skibet, nye Fortøininger var klare, Skipperen sprang ombord Lugen Midtskibes løftet af og ca 50 Sække blev tømt ned. 4 Mand fra Fladbaaden sprang paa Dækket. Storseilet blev strukket for Skonnertseilet halet ud og Stagen let heist der blev firet paa Spinget som var fastneiet uden for Klyset paa touget Seilene Fyldtes og Fortuna begyndte at gaa over langs, Tou og Spring blev stukket ud. Vi var tjum-pet i Baaden, saa gik det paa aarerne med Hurra ind over Yderste Revle hvor vi fik saadan et skub at vi løb med en vedblivende fart lige til vi Tørnede. Ankertou og Spring blev saa ved første lei-lighed bjerget iland, klar til brug ved næste Storskude som altid ankrede uden for 3. Revle, og som af Fladbaaden blev lagt ud naar saadan Fartøi var i sigte.

De mindre Skuder førte altid selv deres Tou med. Ved de tider omkring midten af 60 var her 7 Store Fladbaade til her ved Stranden. Søren Jensen havde 2 Asp 2 Smørkræmmeren 1 men lod saa gamle Mikkel Jerriksen (Eriksen) Bygge den sidste men det var ogsaa den Største den blev slæbt over til norge da Tyskerne gik over Limfjorden alle de øvrige blev sunket ned i Bækken og et par skjultes oppe i Klitterne, efter ordre fra vedkommende.

Tiden efter Paaske var særlig da udskibningerne foregik, opsamlingerne af Korn gennem Vinteren hvor de store Pakhuse var fyldt på alle Loft hvor dog Havre vist nok var overveiende, og dette som da udelukkende afskibedes til Engelske Havne, Rug og Byg for Norge. Saa kom jo tidlig paa For-aaret de Smaa Skonnerter som gjennem Vinteren Var oplagte i Fjorden det var jo paa en tid af aaret som til dels stod med Østlige Vinde (Paaske Østen Pinse Vesten) dog kunde indtræffe Vejerforhold som foraarsagede store forstyrrelser, Saaledes som da Tomine 1860 drev iland paa Grønhøi Strand og Skonnerten Tommas Liverpool maatte Flygte fra Reden halv ladet og Tomine som lige havde faaet ballast ud da en storm af Nord Øst brød løs, det var just ingen behagelighed at saaledes skulde forlade Reden med den halve Ladning af en let forskydelig Last, men saasnart veiret bedagede sig vendte jo tilbage og blev Kompletlig. Det gjaldt arbejde paa livet naar disse udskibninger foregik og naar der manglede Mandskab blev der rekvireret dels fra Furreby og Aasendrup saavel Baadfolk som Heste og vogne. Disse Heste fra landet kunde jo ikke bruges naar der skulde køres ud i Havet til siden af Fladbaaden, og saa skiftedes vogn paa Stranden, det var jo en meget vigtig plads ved fladbaaden at de To Stærkste og Vante Mænd en i Bougen ved Stagen og en anden ved Akter Enden, ellers kunde let ske at Baaden ved en større Sø kunde flyve ind mod vognen (selvfølgrlig måtte Vognnen altid placeres luvart af Baaden) og hestene

og ødelægge det hele, disse taalmodige og tilvante Dyr stod jo som regel i Vand til Bringen og til tider var udsat for en regelmenteret Dukkert. Ja samtidig gik det livlig paa Kornlofterne det var tit hovedsagelig Fruentimmer som fyldte i Sække og et par Mænd som Bandt og langede ud på Slisken som var placeret i Vognen, og saa snart den ene var læsset kjørte en anden. Foraarstiden var Kostbar Ved Stranden og overalt var Kjøbmanden tilstede og drev paa, men alt var jo ogsaa spændt til det yderste, der var daarlig tid til det Hovedmaaltid som var Middagen, som var saaledes afpasset at ingen tid skulde gaa til spilde. Saa gjaldt det at Mutter var vaks med Middagsmaden, naar den ene Baad var ude skulde Måltidet være til Ende saa snart den anden landede.

Jeg mindes engang Søren Jensen gik og vagtede ved et saadan Maaltid, han gik altid med en stærk Stok og Svingede, kom langs Fronten af de Spisende som havde placeret sig på nogle Fjæl med et par kasser under, henvendte han sig en af de Spisende. Jeg tror den unde galemig han spiser Flæsk på Smør og Brød. Nej Her Jensen det er Hopølse (sammentrillet haikød med peber og krydderi mel-lem, Spier-haier som fanges en del af og som var meget almindelig). Vil Her Jensen ikke smage, Snapser var her ingen Ration paa men ogsaa disse havde Kjøbmanden kik paa, men jeg skal ærlig sige at Fuld ved en saadan Skibning saagodtsom aldrig passerede, men naar Skuden var færdig til at Seile og Fladbaadene var sat op da mødte alle i Butikken fik deres Dagløn efter det Tidsrum som var medgaaet, og saa blev der ikke sparet paa de Vaade Varer, for det var jo næsten altid saaledes at foruden var der ingen Tørreg (Tæring?) og naar man nu tænker paa de tider og Strabadser kan man godt forstaa at disse Mænd blev Sjælden Gamle. Var Veierforholdene saaledes indtrufne at arbeidet matte indstilles, maatte allemand møde igjen naar Veiret tillod. Men saa faldt Daglønnen først naar vedkommende Skude var afsejlet, og saadanne forhold kunde flere gange indtræffe. Det var jo sam-dig en Haardfør slægt som stod til Raadighed de Ældste havde en stor del taget Lære af den første Slesviske Krig og gjennemgaaet disse Strabadser, kan jo her benævne en hel del ved navne Kren Tise, Per Spire, Smed Jensen, Kren Mogensen, Laurits Tøgersen, A. Jørgensen, A. Vittrup, Støber Larsen og Flere. Senere de fra 64 F. Pedersen O. Mortensen, Rubergs Peter. Støves Johan Ruberg-sen stod ombord i Jylland ved Helgoland, nu er de jo alle borte.

Olietøi var i disse dage ikke videre kjent. Derimod hjemmelavet Vadmel som gjaldt for Daglig brug saavel som Kirketøi. Ved Stranden brugtes Stampet Vadmels Bukser, spændt op med seler under armene og disse Vibouser skød Vand som den bedste Filt. Den sidste af de gamle Fladbaade var hugget op tillige med Sluppen Hensigten. Løkkens stortid paa Handelens omraade var kun en Saga blot. De gamle som levede er gaaet bort dem som kunde berette om begivenhedernes gang, det lidet jeg har optegnet er jo hovedsagelig Personlige oplevelser og enkelte oplysninger fra tidligere slægtsled.

Da den sidste af de gamle Fladbaade som eiedes af Kjøbmand Mortensen tillige som Strandfoged havde hugget Skuden og Baadene i Pindebrænde (Mærkværdig at Strandfogeden kunde ødelægge Baaden han maatte da vide, skulde Stranding indtræffe var vi jo aldeles Hjælpeløse over for Bjærg-ning af samme) og Fiskerne som saa, at dette var galmands foretagende, hvor der endnu kunne ind-træffe store og Værdifulde Bjærgningsforetagender besluttede ca 50 af Fiskerne at lade en ny Baad bygge som kostede 1000 kr og senere viste sig uundværlig. Goldenhorn ved Grønhøj og Amfitrite ved Furreby, hvor hver af Bjærgerne tjente 500 per Mand, ganske vist er disse forhold traadt noget i Baggrunden men skal Stranding indtræffe har man dog en brugelig Baad. Dette forudseende fra Fiskernes side, viser hvorledes den Gamle Tradition var smuldret bort og en Ny maatte tage Affære

Hermed vil jeg slutte min oplysninger fra Svundne Tider, men ser alt ny Muligheder for Byens Be-staaende.

Den sidste af de Gamle Strandskuder (som tilhørte Købmand Mortensen – som ligeledes tilhørte den sidste af de Gamle Forretninger som havde drevet udenlands Handel) var med Højvand hevet op på Stranden hvor den blev aftaklet og ophugget solgt ved auktion i 1910 (Hensigten). Løkkens Stortid var ebbet ud ( en saga blot) ligeledes de Slægter som havde ført den største af Vestkystens Handel fra aaben Kyst, var fraflyttet og mærkværdig efterkommerne ligeledes, de forsvandt som avner for Vinden . (Asperne) (Søren Jensen) (Levinsenerne) (Mortensen) (Hofman -gamle) (J. P. Larsen) (J. Jensen –aasendrup) (T. Larsen). Derimod forblev et Slægtsafkom fra den gamle Søfa-rende Skipper og Kaptains Stand tilbage og først nu udviklede sig de store Fiskerier med Eksport-forhold (som dels Tidligere er benævnt). Disse Fiskerier tog nu et Vældigt opsving, nye Redskaber bekostedes nye Baade, blev bygget, og atter kom en stortid for Løkken. Byens Fiskere lod 11 nye Baade og Lyngby 4 Bygge store søgaaende, og udviklingen fortsatte, som aldrig tidligere, det bevi-ste de mange nye Husrækker som fremstod, det var de Tider hvor de Enkelte Fiskere selv udredte Pengene (der var ingen Laaneforeninger i de Dage, det var i miskredittens periode, atter kom en nedgangsperiode men saa kom der større Fartøier. De samme Fiskere som havde fremmet forholde-ne i Løkken kjøbte aktier i Nybyggede Kuttere bygget i Frederikshavn, denne Slægt er nu snart ud-død (men Hvad vil den Næste).

I could not stand it in the long run,
Life is so short and I preferred to end
my Days in my dear old country
so I went back to my native place
I experienced the truth of the old
proverb: East, West, home is best

Slutte med Drachmans dejlige Digt:

Her jeg bliver, her paa Stranden
Havet kjender ingen Grænser
Støt for Tou og Takkel lænser
Bølgen mod det Fjerne Blå
Jeg har været nok paa Reiser
Tumlet nok i fremmed Land
Dog det bedste hist jeg Lærte
Var at Længes mod min Strand

P Boye
Januar 1933

Mindeblade

Ingen løser Livets gaader uden om Sjælens skjulte Dybde. Paa bunden af denne Hemmelighed vaagner glimt af de i Almagtens fagreste Tilværelse. Af Naturen haard og ubøjelig for Livets alvor, skjuler man sin egen uformuende Viden, og bøier Sindet i dyb erkjendelse af det uforstaaende.

En tidlig Sommermorgen med Tindrende Sol over det store blanke Hav, deen Snehvide Strandbred til begge sider, mod nord toner Rubjerg Banker med Fyret paa Toppen, hvor gjenskinnet af Solens Straaler glimrer paa Fyrets Spejlruder. Den bræmmende Klit som skjuler Byen, men hvor Røgen fra Hjemmets Ildsted blander sig med Klittens Marehalm. Søens daaning og Bølgeslag mod Strand-bredden, med utalte Stemmers Mangfoldighed nogle dybe, andre bløde eller Haarde, det lød som Toner fra fjerne Kyster, Havet sladrer.

Vi stod 2 mand lige landet og klarede op de Garn, som aftenen før var satte ud, nogle smaa, Rød-spætter var fangsten, men en del store Taskekrabber som det var lidt besværlig at faa ud, maatte vi til tider mase i. Tit, nogle faldt helt ud, laa og kravlede paa Stranden, og hvor interessant de klogeste krøb mod Havet, mens de mindre kloge gravede sig dybt ned i Sandet, et interessant Naturfæ-nomen. Studeret af et par Fiskere.

Med et råbte min Parthaver nu faar vi Pinede (Pinedød?) Besøg. Gjennem Klitten og Strandveien, Myldrede det med Børn i Hundredvis et uventet enestaaende Skuespil saa tidlig paa Morgenen, og vi havde næppe besindet os, før vi var helt omringet, og næsten klemt op i baaden. Det var lige som Løkken Aaby Banen var aabnet, og første Morgentog, og flere Skoler havde slaaet følge, med Lære-re og Lærerinder og enkelte af Forældrene. Saa med et raabte min Kammerat (Klær aavæi) Han udtrykte sig gjerne paa Engelsk naar det gjaldt kommando. En af Lærerne spørger hvilket Sprog vi Taler, da vi taler Engelsk Tysk eller Fransk som det falder os ind. Vi er gamle søfolk som i vor ungdom for bland fremmede Nationer. Hvar er i Kaal fraa. Nu var Diskutionen indledt. Jeg gav mig mere af med Børnene passede paa de holdte fingrene fra krabbekløerne. Der stod en lille pige og betragtede mig hele tiden, det morede mig at sende hende et Fingerkys, med et kommer hun pludse-lig, og putter et stykke Brystsukker i Munden paa mig. Jeg løfter Hende forsigtig og placerer hende i Bougen af Baaden alle Børnene raaber gevalt, Lærerne griber Tanken, og istemmer Jylland mellem tvende Have, det gav blus paa Kinden dug i Øiet. Garnene var opklaret. Børnene spredte sig i Syd og Nord. Da jeg kom hjem stillede min Kone Kaffen ude i Haven, Sommerens første Blomster stod i Flor, Tulipaner, Akeleie. Jeg udviklede hele sceneriet fra Stranden, men Skjønnest om den lille pige. Saa kom det pludselig: Hvorfor tog du ikke Hende med Hjem. Hun er jo midt iblandt os. Det Var jo min lille Havfrue.

Reisen til Vrensted Præstegaard

Først i firserne flyttede en del af Løkkens indfødte Familer ud paa nordvest hjørnet af Vrensted Aasendrup Kommunes jorder, det var jo kun nogle faa meter Syd for Lerbæk grøften som gjorde skjel mellem Kommunerne. Grundene kjøbtes af daværende Kjøbmand Mortensen, herpaa opførtes Beboelses Huse, den store invasion af fremmede Fiskere grundet i de tiders store Flynderfiskeri, og hvor grundene til opførelse af tilsvarende Huse med passende Havegrunde manglede i den gamle By var aarsagen. Vi var jo i de dage, alle Fiskere og Søfolk, kunde derfor ikke rigtig forliges med den tanke at vi var Vrenstedbeboere og iligemaade gjorde Vrensted heller ikke megen Stads af os. Det var jo i en Politisk periode hvor bølgerne gik høit. Landboerne var jo alle Hørupper og Bergia-nere, fiskerne var ligesaa krasse Estrupere, særlig paavirket af daværende Toldforvalter Vitoft som agiterede ivrig for Høire, hvor der ved Møder fremstilledes Havne og Baner og store Hjælpemidler for det daværende Fiskeri. Fiskerne gjennemgaaende havde lidet og ingen forstaaelse af Politik, hvorimod landboerne ikke helt havde glemt 64 Feiltagelserne.

En dag kort efter indflyttet i de nylig byggede Huse, siger den ene af mine Naboer, havde tidligere en dag paa Havet ytret noget derom. Vil du ikke en tur med op til Vrensted Præstegaard. Jeg skal have barn indmeldt til Daaben, det var omkring de tider Gjendarmerne var jaget ud paa Marken fra Brønderslev Marked og landboerne var jo stærkt ophidset. Vi tog fælles beslutning og det skulde mente vi gaa haardt til, om ikke et par gamle Søulke kunne klare den, vi havde dog klaret værrte mente vi, der var jo rigtinok et gammelt Sagn gaa igennem Vrensted By uskjennet kunde man gaa gjennem Helvede ubrent. Vel en Lørdag morgen startede vi med Stok i haand, dette her var jo ikke nogen dagligdags begivenhed, naa Hundene kunde vi vel holde i afstand. Kursen blev sat tværs over Kæret. Vi talte om de tider da vi som Børn vadede mellem Tørvegravene og samlede Vibeæg paa Tuerne, og minderne naar vi paa vore Skøiter pløiede Kjærene som i Vintertiden næsten var en eneste stor Sø. Uden forstyrrelse af nogen art naaede vi Præstegaarden og blev sat til Sæde, og straks kom Præsten ind og bad os Velkommen. Vi vidste jo at han var ivrig Politiker paa det gamle Venstres Parti, og havde holdt flere møder i Løkken, som gjerne blev holdt paa de Store Pakhuse, hvor han blev pebet ud af Løkkenboerne, og vi mente at der nok kunde falde en Skrøne i den anledning.

Præsten spurgte derimod straks om vi fiskede meget, og hvor meget de forskjellige sorter kostede, han vilde vide om vi havde faret til Søs, og hvor vi havde været paa vore reiser. Nu var vi med baa-de i Storm og Stille Indien og Kina og vi fortalte nok, til der blev sat Kaffe ind. Hele denne Jord-omseiling havde vi udelukkende ført ordet, og vort respektive Ærinde var ikke med et ord blevet omtalt. Men nu tog Præsten ordet, og det nærmede sig som et Forhør. Sig mig Smuglede i paa saa-danne Reiser, ja naar vi havde noget som vi vidste Toldvæsenet vilde tage. Hvorledes bærer i jer af dermed. Jo naar vi nærmede os havn, og de øverste Seil skulde Beslaaes, tog vi vore smaating med op, Tobak og Cigarer fra Indien, Parfume fra Spanien Silke fra Kina, og trillede det hele ind med Seilene og saa høit havde vi aldrig opdaget nogen Tolder kravlede op. Sig mig tager i aldrig iland-drevne Vrag paa Stranden og fra Søen med hjem. Jo naar der ikke er mere end vi kan bære eller kjøre paa vor Trillebør. Svar mig ærlig føler i da aldrig Samvittighedsnag. Nei for Strandfogeden tager jo ligeledes alt med Hjem, og der siges at der aldrig bliver noget tilovers for Staten. Ja da tror jeg heller ingen Synd det er, vi var under hele den lange diskussion gaaet saa ivrig op i Sagen at vi nær havde glemt hvad vort ærinde Gjaldt og først maatte vi til at Tænke hvad Drengen skulde hedde og Dagens bestemmelse om Søndagen.

Denne reise til Vrensted Præstegaard blev mangen gang drøftet som en haard Seilads, og tit og ofte taget op naar Fisketuren var Sløi, og kunde da stemme humøret mens vi krydsede for land.

Lygten paa Stranden og Herredsfogden

Først i 80 hvor det Søgaaende Nattefiskeri efter Kuller og Torsk tog en større udvikling, eftersom Eksport af Kullet til Tyske Markeder var tiltaget. Særdeles ved Barberer Bousteds maade paa at fremme samme. Før denne afsætningsmaade kjendte vi kun vor nærmeste opland og Kulleren var næsten en usælgelig Vare, men nu blev den mest eftertragtet. Disse lange Fisketure hvor man saa-godtsom maatte bruge Natten i begge ender som man siger, men hvor man altid fik sine kontante Penge ved modtagelsen af Fisken, gav stødet til bygning af Større og mere tidssvarende baade. Dis-se lange ture med vore Sejlbaade foregik fra tidelig morgen og til sen aften, og ved kontra Seilads og brydsom Slid med Redskabernes Bjergning (Bakker) tit kunde tage det meste af Natten med. Faldt vinden kontra var det mangen en Haard tur. Haard Frost og Sneveir hvor aarer og redskaber var overisede indtraf forhold hvor først Morgenstunden naaedes Hjemmets Landingsplads. Saaledes skete særlig en Nat hvor N. Damgaard først landede om Morgenen hvor alt var kun et Isdække og hvor de 4 Fiskere næsten sad fastfrosne til Tofterne og ikke kunde bøie Knæene, men maatte hjælpe hinanden ud af Baaden. Skal nævne samme da jeg erindrede Morgendagen, N. Damgaard (var) en af de mest Haardbarkede men for resten var de alle af den Kraftige type han havde. Mænd med af samme Type som han selv bar Præg af Chresten Tybo, Morten Svensker, Senius, som gik under navnet Kongen disse tillægsnavne var næsten daglig disse tider og bør aldrig tages fortrydelig (Tybo Svensker Kongen).

Strenge tider udvikler nye Tanker og en dag blev vi enig om at faa en Tændt Lygte anvendt paa en dertil kjøbt Træ 10 alen høj som skulde placeres lige neden for Klitten den længe udeblevendes Fi-sker Faauli skulde paase at den fremdeles brændte til vedkommende var Landet (Samme 20 Fods Træ staar fremdeles begravet i den tillagte Klit, og det kan heraf ses hvilken hurtig udvikling Klitten har taget, men fortiden er den langt under Bakken, men kan temmelig sikkert findes, N.V. t. Vest fra Signalmasten). Der gik nogen tid med denne Lygte og nu kunne Baaden da finde Landingsplad-sen. Men en nat skete det, at en Baad passerede Byen, og hvor Redningsbaaden blev alarmeret, da tiltagende Kuling og Sø var i anmarch, men der kom ingen Baad og nu blev Kysttelefonen anraabt om udkik, men i Dagbrydningen kom meddelelse fra Lønstrup hvor en Baad var observeret kryd-sende for Vestgaaende, efter denne begivenhed blev Fiskerne kaldt sammen paa daværende Gæst-givergaard til Drøftelse af Lygtens alt for daarlige Lysvidde. O. Simmonsen som førte Baaden, mente der maatte en mere kraftig Lysstyrke til ellers var der ingen mening i det Nuværende. Han havde først observeret Feiltagelserne da Hirtshals viste sig lige i Bougen, og nu maatte Krydse hele Natten (den tiltagende Strøm af Vest og Søen mod Land har bevirket at han maatte holde længere ude sf frygt for Revlen. Baaden kom fra Vest og Veiret var mindre sigtbar). Der blev givet anvisning paa en stor Blank Lanterne med riflede Glas som en Fisker havde kjøbt på en Strandings auktion, der mente at samme med nogenlunde Sigtbart Veir kunde Lyse ¼ Mil ud.

Men nu kom der en Slæde iveien. Hvem der havde været saa Fremsynet at indgive beretning til Øv-righeden blev aldrig opdaget nogle mente Strandfogden, andre Gjendarmerne, disse fremstaaende Planter Snusede jo alt muligt op. Det endte med at fra Herredsfogden kom ordre at samme var al for stærk Lysstyrke, det kunne bevirke Feiltagelser fra forbiseilende Skibe og Strandinger kunde ind-træffe (Øvrigheden var ellers ikke kjed af Strandinger i de Dage).

Der blev sammenkaldt til nyt Møde paa Gjestgivergaarden og adskillige Rumpuncher blev konsu-meret i denne anledning og da mødet begyndte var stemningen ikke af de Mildeste. Nogle mente Herredsfogden kunde selv komme og slukke Lanternen, klokken 10. Længere kunde nu engang ikke tillades, andre vilde blæse baade den ene og den anden et Stykke. Lanternen skulde brænde saalænge en Baad ikke var naaet hjem, det blev et Muntert Møde, alle forhold blev taget, men det kunde jo ske en baad kunde blive tvungen til Nødlanding og slet ikke komme Hjem! Gamle Fører af Redningsbaaden Christian Grønbech reiste sig og Raabte, da kan vi Jo Rinkemig da telefonere Hjem. Sluk Lygten. Mødet blev aflyst af sig selv nogle gik Hjem andre gik ind i Skjænkestuen og fortsatte, som i de dage var til venstre, naar man kom ind af Gadedøren.

Ved en lidt senere Leilighed blev der anledning til en samtale med Herredsfogden om det var Juul eller Flensborg erindres ikke men sagen blev da snakket i lave. Omtrent i samme Tidspunkt samledes vi Fiskere ved et nyt Møde angaaende oprettelse af et Autoriseret Bjergelau. Vi mente at uden et saadant oprettet, var disse udvalg af Bjergere alt for Vilkaarlig, særlig fra Strandfogedernes side som jo gjerne vilde agere Formyndere ved slige Leiligheder. Et andragende med Bjergernes Navne blev affattet, og indsendt til Kommune Raadet som først skulle erklære sin anbefaling og derpaa søge Øvrigheden. Vi var 40 Bjergere deraf 14 fra Furreby, som i de dage havde 4 store Baade som til dels var bemandet med 4 eller 5 per Baad. Der gik en tid saa kom svaret. Herredsfogden kunne ikke Anbefale sagen. Denne Mærkværdighed blev nu debateret Mand og Mand imellem. Vi kjendte ikke nogen af de anmeldte Navne som uværdig til optagelse, der blev udtaget et par Mænd som skulde søge Foretræde for Herredsfogden (Julius Christiansen og Søren Syverin). Ved sammen-komst med ham erklæredes at Kommunen ikke havde anbefalet. Sagen var Løkken var for daarligt repræsenteret, og Landboerne havde nægtet anbefaling, med det Grundlag at saa kunde Gaardmæn-dene jo ikke vente at komme i betragtning mer ved Strandinger, og i de dage regnedes denne ude-lukkende for en Katastrofe. De Furreby Gaardmænd havde ved Strandingsaffærer som regel deres Tjenende Karl blandt Bjergerne, og ved afkjørsel af Strandingsgods var de selvskreven medregnet, efter disse oplysninger saa Herredsfogden anderledes paa sagen og mente at et ny andragende nok skulde blive anbefalet selv om Sogneraadet Nægtede, det saa jo ikke ud som var lovet af de Kon-servative Forestillelser at Fiskerne var Favoritter. Vi havde i den anledning anskaffet en ny Tilsva-rende Fladbaad med tilbehør Ankergreier Tou og en del Redskaber som efter Loven var paabudte. Baaden havde med alt kostet 1000 kr som i de dage var mange Penge: Vi var i den anledning sagen udviklede sig bleven træt af disse krakilerier og flere mente at vi maatte hellere staa Selvstændig og andragende blev aldrig sener fornyet. Derimod gik vi i Selskab med Svitzer, saa kunde Landboerne for eftertiden selv faa lov at Danne Bjergelau, hvilket den daværende Lov da næppe fik givet anbe-faling. Dette var jo Modtrækket.

Den som graver en Grav for andre Falder selv deri.

Løkkens Gamle Bydel som (er) paa retur

Ved et Besøg af min Broder 20. september 1934 tog vi en spadseretur gjennem Byen, dels for at studere resterne af det gamle endnu eksisterende fra Fortiden og samtidig hilse på gamle Bekjente. Vi tog veien syd fra over Lerbæk som fortiden er en lukket Grøft; på venstre side har vi det forrige Jernstøberi som opførtes af P Larsen 1850 og ligeover paa Høire forhenværende Kaptain og Sogne-foged C. Mikkelsen, straks paa samme side Sindals store 4 længede Kjøbmands Gaard (fortiden Realskole). Sindal gik Fallit i slutningen af 60. Nu kommer en lang gade af Nye Bygninger til vi naar Kjøbmand Mortensens Gaard, fortiden Sommer Pensjonat, saa atter nye Huse Banken Doktor-boligen Meieriet til vi naar Vinters Gamle Gaard og stor garveri, paa venstre side, mens Aspes gamle Gaard paa Høire, (der) fortiden er Løkkens største Hotel med Kongelig privilegium som den Gamle Gjestgivergaard fraskrev sig.

Kun atter nye Huse til vi naar Tomas Larsens Kjøbmandsgaard som fortiden er indrettet til Smaa Leiligheder. Hidtil havde vi kun truffet fremmede Løkkenboere, og en del yngre af forrige Genera-tion. Vi dreiede nu mer mod Nord. Tidligere var her en gammel kjørevei til Stranden, men nu lukket af høie Klitter som helt skjuler Havet mens man tidligere kunde se skibene fra vinduerne laa paa Reden, her var en lang række huse som for aar tilbage er nedbrudt men nye er opbyggede, her boede før den gamle Baadbygger og Skibstømrer, Mikkel Jerresen (Eriksen?) men nu en ny tidssvarende Bygning er opført hvor der drives Kolonial og Trævareforretning.

Lidt længere henne Træffer vi paa gamle Løkkenboere 3, som jeg tillader mig at kalde den Faste Stok, naar veiret tillader kan man som regel træffe dem enten paa den ene eller den anden side af Gaden, de flytter som regel efeter Solen og Vindsiden. Slaar altid en passiar af med fremmede sær-deles om de fortids Store Fiskerier, hvor Løkken var Befolket af Fremmede Fiskere helt nede fra Skagen, Hirtshals og Lønstrup, om forlis Strandinger og Skibsfart. Ja siger J. Hoin (Høien?) kan i Huske da vi smed Flynder overbord naar de ikke veiede 4 pund, nu ser vi aldrig saadan fisk. Ja siger Nils Tise vi holdte uden for Aspes Gaard med 2 vognlæs og solgte Støkket for 4 Skilling. No Lyver do vistnok siger L. Mortensen det var To Skjelling Støkket 2 Mark Snesen. Mon i eint høvver Galt siger Sognefogden som Støder til. Nu Velkommen til Løkken til min Broder. Ja a hover jer nok dæ og L. Larsen i var liggot nou aa di Vest. Der støder imidlertid flere til, vi maa slutte diskussionen. Vi havde nemlig en Dame med paa turen og samme veg over til den modsatte side af Gaden.

Jeg lovede vi skulle komme igjen i Morgen og fortsatte saa, passerede Nordre Strandboulevard, svingede mod N.Vest ind mellem Kirken og Præsteboligen som ligger Idyllisk ilæ af de høie stadig Voksende Klitter med Stokroser smukt voksende op mellem Vinduerne, nu er alt af nyere dato, her ligger Villakvarteret Tæt bebygget, vendende alle Kompassets streger, til Venstre Hotel udsigten, hvorfra man skuer ud over Havet og Langt mod Nord til Rubjerg Fyer som i Nattens Mørke sender sine Skarpe Blink in gjennem Ruderne på Hotellet, og minder tyst om de fortids Forlis af Strandede Skibe hvorfra nødraabene i de Stormfulde Vinternætter lød ind over de Hvide Klinter, til Bagved Boende Huse og Gaarde.

Videre mod Nord ser vi nu en meget interessant Bygning vinklet bygget Straatag og dybe Kjelder anlæg. Ligner nærmest en gammel Høvding Bolig, men huser Danmarks efter udviklingens Love
uundværlige sygeplejere som her søger Sundhed og Styrke, til fortsat Hjælp for landets Lidende, ogsaa denne Bygning har en efter Naturen sjælden interessant beliggende mellem Torne og Klit. Med den rene brede hvide Strandbred mod Nord hvor Furreby Bæk glider mod Havet, i Sommer maanederne bor her mellem 20-30 Yngre og Ældre Damer, nu naar vi ud paa Harald FishersVei hvorfra vi ser over på modsatte side (af) Bækken et stort Villa kvarter til dels bestaaende af smaa træhuse. Videre mod Syd hvor den ene Villa ved siden (af den) anden pryder en hel Gade til vi naar Hovedgaden, som tidliger kaldtes Hjørring Løkken Vei. Vi skyder nu gjenvei over Markedspladsen, som nu i Sommermaanederne benævnes Tivoli og her graser (?) – en stor Forlystelses park Kameler Gynger og meget andet dog mest Beregnet paa Ungdommen. En Gammel Sigøinervogn er fremde-les Efterladt.

Vi naar nu Banegade her eksisterer endnu et af de Ældste Huse Mogens Kaastrups (Vendelbogade 4), hans Kone var Norsk og kaldtes i gamle dage Løkkens Jordemoder, var dygtig i faget og høit Estimeret i Vestre del af Huset boede Stine Hoiln (Hoien), Sønnen som i yngre dage drev Fiskeri, drev lidt Kroforretning hvor Kjendinger saavel fra byen som fra Landet kunde nyde Øl og Dram, hvor han altid selv hentede Varerne, og nød derfor det flotte navn Landmands Hotellet mens selve Gjestgiveren og eierne desuagtet levede i Bedste forstaaelse. Nu tørnede vi igjen ud mod Hovedga-den og tog nu et Hvil til næste dag hvorpaa vi tog den Vestlig del af Byen der var gaaet svind i de gamle Bygninger.

Vi startede hvor Gamle Smed Romerdals Hus og Smedeværksted havde ligget men nu er ombygget (til) Villa (Norgesvej 22). I sin tid var han berømt for en af Danmarks fineste Laasesmed, herfra mod nord komme saa Jens Svensens, hvor efterkommerne af samme familie boede (Jens Syverin og Karel Sand) (Norgesvej 12 og 14). Lidt mod Øst laa Rebslager Gaarstrup (Norgesvej 10), som 1849 kjøbte Huset af da iboende kadet Franses som efter det tilbagetrukne Militær omkring 1814 opbeva-rede et mindre parti Kanon Ammunition som saavidt (efter ældre oplysninger) sidste gang blev an-vendt ved Skonnerten Fortunes ankomst og Ankret på Reden 1828. Skonnerten var bygget i Aren-dal og eiedes af daværende Asp og Levinsen og vistnok daværende Hofmand men hvor dog de sidste to ophævede handelen og Asp blev ene Eier.

Nu fortsætter vi videre mod Nord over den ældste Strandvei, som blev nedlagt omkring Slutningen af 50’erne men atter udgravet 1885, Her laa et hus som blev sløifet omkring halvfemserne mens Smed Jensen byggede et Nyt (M Vendili) (Sdr. Strandvej 10) . Nederste Hus som en del af endnu eksisterer beboes fortiden (Bek og Enke Asp) Søren Urmager (Klithavevej 14) (Hustruen kaldet Maren Urmager. Manden var død). I Vestre ende af Hovedbygningen, hvor en del er nedrevet, gik en Vinkel mod Syd hvor Der var Staldplads til 4 Heste, og som blev benyttet af Tyske Ulanere i 65 et pudsigt tilfælde indtraf mens Tyske Infanteri var her Indkvarteret; en vest for posteret Vagtpost, meldte Militær mod syd. Officeren blev tilkaldt og med Kikkert saa de straks, at syd på under Kjettrup Bjerge kom en flok Stude under Drift langs Stranden, som i de dage Var almindelig, naar de efter Græsning blev indstillet til fedning paa det herværende Brændevins brænderi, og efter fedning i de tider blev afskibet til England. Da jeg maa-ske tidligere har berørt disse forhold, vil jeg kun berøre min persons stilling desangaaende.

Maren Urmager som eiede omskrevne Bygning og var Enke var, min beskyttende Engel og mangt en Vaad Strømpe har hun tørret for mig og var det rent galt blev Tøiet trukket af og Kalorius puttet i Seng , og saa blev historien meldt rette Vedkommende. Hun var eier af Ingstrup Kirke; og i en meget stor Stue stod en del af tidligere Kirkesbilleder Motter (Maatter?) Marie og Johannes i natur-lig Størrelse og flere fra Kirken, efter en restaurerende af Kirken udsatte, har for resten mange aar efter set de samme paa Museet i Aalborg. Vi havde forbindelse gjennem denne Storstue, og ikke altid var jeg lige glad for gjennemgang denne vei, naar jeg uden forlov stak af fra Mor. Min gamle Veninde glemtes aldrig. Hun døde ved sin Søn som eiede Ingstrup Mølle med gaarden 1869.

Jeg besøgte senere hendes Hvilested mange aar efter, men (det) forsvandt med tiden saa alt (er) Forgængeligt.

Næste Husvar et Langt (Anton Bast Vej 10), som mange af daværende Huse, med flere Beboere vistnok en Kotume fra Ældre tider som almindelig kom en ny Familie til Byen eller Familien forny-edes ser det saaledes ud der blev tilbygget, altid mod Østre Gavl og det var billigere og Naturligere hvor de Vestlige Storme brød ind mod de daværend lave Klitter, alle Huse vendte jo Vest og Øst. Mod Vest boede Smed Jens, hans ældste søn arvede Leiligheden. Lars Jensen til sin død var Klitfo-ged og Strandfoged, og som igjen blev overtaget af Sønnen, og Klitten Strandfoged bestillingen medfulgte. Næste Familie var Bødker Olsen (Klithavevej 10), og i Østlige del Murer Just (Klithavevej 8), lige op mod dette Hus stødte nederste, og her boede Gamle Skrædder Bast, hvorfra den øvrige Bastfamile stammer (Hans Kone var Norsk og hed Gurri). Saa Boede en Gammel Enke Johanne Marie. Manden druknede ved Fiskeri Sidst i 50 erne. Er nogen interesseret i disse oplysninger kan de regne Efterkommerne ud.

Vi fortsætter stadig mod Nord hvor en af gamle Basts Sønner boede, Skomager Nikolai Bast (Anton Bast Vej 7), af hans Børn naaede den yngste at blive Biskop saagalt for hele Norden, Familien var tidligt gaaet over til den Metodistiske Bekjendelse. Han var begavet med en fri fremtræden og Ord som kunde gribe menigheden gjennem Religiøse fremstillinger, og der sagdes at Hans Kald nærmest var vidt Forgrenet Godgjørenhed, derom kan og maa efterdiden dømme. I samme Hus var som sædvanlig 3 familier Boende Bast, N. Olsen N. Klemmensen (Anton Bast Vej 7-9). Huset norden for ligeledes 3 familier, Maren Moster, den første Kjørende Post mellem Løkken Hjørring, Møller og en Familie som skiftede eier, saa naar vi nord paa til Jesper maren et lille Hus lige mod Klitten, som de øvrige Benævnte, hvor havet altid ved Vestlig høivand fyldte stuerne saa iboende maatte retirere, en Præst har for tiden indrettet Sommerbolig.

Saa naar vi det sidste og Nordligste Hus af det Gamle Løkken, her boede tidligere Fisker og Sø-mand Tomas Peter og Hans Bollesen (Nder. Strandvej 11, Hans og Mines Hus). Om T. Peter har jeg vist tidligere omtalt lidt af hans Originalitet, dog en lille pust ind i fortiden fortalt af gamle F. Peder-sen som havde faret med samme Fartøi , Kjøbmand Kren Jensens Galease som forliste sidst i 50 ved Yarmouth. Lingaard var Skipper Tomas Peter bedstemand. Rusmand Matros og Frederik Pedersen Kok. Fortællingen dreier sig om en Skotsk Skonnert som Strandede ved Løkken 1866 lastet med Byg fra Østersøen efter en storm af Vest med Høivand, blev fartøiet som var nyt bjerget op og ef-terseet atter sat ud og paa de tider hvor Løkken ikke manglede Søfolk blev besat med Løkkenbeboere, kun Kaptainen var bleven tilbage, som nu selv førte Fartøiet, men samme var slem til Snapsen og laa til dels i køien, da man efter nogle dages seilads kom under Engelske Kyst maatte han dog op, saasnart han saa land, Raabte han Tut de Kollard an de forder hel Top, de paa dækket værende fordtod ikke hvad han sagde og T. Peter maatte purres ud. Kan i da for fanen ikke forsto i skal go op og bei flage i Toppen aa forre mast.

Efter Strandingen hvor al byglasten var gaaet i Havet, viste sig dette efteraar et umaadeligt Flynder-fiskeri og Folk mente al den Byg som var gaaet i havet var en følge og når man rensede fisken var Maven aldeles proppet med Korn.

Reisen slutter der er gaaet Svind i det gamle Løkken dog staar endnu Rester af de gamle Kornmaga-siner og fortæller om Løkkens Fortid.

Et Møde

En sommermorgen hvor Solen lige havde fortrængt Dugdampen som stod over Engene og dreven de lette Taagebanker ud over Havet som stod Speilblank saa lang Øjet naaede, var alt de første Ba-dende ved at smide for tøiet efter Badet den friske morgen at nyde den Strandtur som præger et af livets herlige Minder, og for manges vedkommende fortsætter gjennem aarene. Hvor Gjenspeiler sig Sommerens frie Glæde mere uforfalskede end Ferien ved den hvide Strandbred med storhed og Alvor i sit Øje. Disse sommerdage har aldrig været udslettet af mine Minder fra Hjemmets Kyster selv hvor storladen Natur gjorde sig Gjeldende vaagnede minderne om min Hjemstavns Kyst.

Plaget af en tiltagende Gigt var jeg kravlet op af Klitten, og havde placeret mig paa en af de af Bor-gerforeningen fremstillede Bænke. Det var før Vendsyssel havde overdraget Plantagen til Byen som Eiendom. I den Milde sommerluft skuende ud over havet gjentog sig gamle Minder, og jeg sad længe indhyllet i Disse Drømme, da der med et bag mig blev Stukket en uhyre stor Solskærm ned. Jeg vendte overrasket og saa en Dame placerede. Hilste og Bad undskylde, det anede mig mindst at Banken tilhørte Villaen Bagved. De maa endelig ikke lade dem forstyrre bliv bare siddende, vi skal nu ned til Badet. Sæt dem ned frue (saa) skal jeg fortælle dem om mine Drømme, de gaar tilbage i tiden maaske det kunde interessere, da de netop har valgt denne plads til Bebyggelse som jeg skal fortælle dem staar paa Historisk Grund. Banken bærer navnet Batteri Bakken.

Minde Blade

Først i Halvfemserne havde Lønstrup gjort sig bekjent som Bade og udflugtssted i Sommer og Fe-rietiden, det var særlig Hjørringboere som gav stødrt ved sin nære beliggenhed, lidt senere meldte sig enkelte Byboere ligeledes ved Løkken, dels foraarsaget af og paavirket af bekjente og Familier fra København og de Større Byer. Reis dog til Løkken i jeres Ferie, og bliv som Nyskabte Menne-sker. Og de mest modige gjorde forsøget.

1897 kom to familier anstigende efter forudgaaende Korrespondance. Kontorchef Nielsen fra de Frederiksbergske Jernstøberier og Børsmægler Poulsen alle fra København med Familie, de fik to værelser anvist med dertil Senge og Sengetøi, Spisestue og adgang til udenomsbekvemmeligheder. Maden var efter aftale god Borgerlig Mad, og Min Kone var Kokkepige, Stuepige, ligeledes Serve-rings Jomfru. Maden var skiftevis Grønkaal paa saltet Lammekjød og Fersk, Kogt Torsk eller Rød-spætte med Kartofler og Sødsuppe, Stegt Flæsk og Kærnemælksvælling. Risengrød med sødet Øl og Lammesteg og saa fremdeles. Søndagen var gjerne Kylling eller Duer og dessert. Maden blev altid Rost, og de aad som fik de betaling derfor. Udgifterne for det indkjøbte og af egne produkter blev hver dag præsenteret for Nielsen som var Regnskabsfører og Kassemester.

Husleien var 15 kr Ugen, og Betjeningen var efter skjøn fra Gjæsterne særlig betalt (blev) min Kone hvilket altid var tilfredsstillende. Til begyndelsen følte de sig lidt Sky og Fremmede men temmelig hurtig var disse Formaliteter forsvundet, og vi blev alle Hjemlige. Mest forundrede blev de ved at her laa saa stor en Bye de havde nærmest ventet at finde nogle enkelte Huse strøet rundt i Klitterne mellem Sandbanker.

En dag som vi lige var Landet stillede de rundt om Baaden. Og det var for mig helt interessant at høre den ene lidt i afstand sige til sin Nabo, det er jo ligefrem Smukke Mennesker herude antagelig har vi nærmest været tænkt som Eskimoer eller Urmennesker (Denne Udtalelse kan bunde i Tidligere Billeder særlig de fra Skagen malede Ældre og stærkt Skæggede fremsdtillede. Palle Rosenkrans skrev i samme anledning i Hjørringbladet at Fiskerbefolkningen her ved Løkken var en undtagelse, som gik Blaa Kakiklædt og mer lignede Byarbejdere end den øvrige Bestkysttype blandt Fiskerbefolkningen). Vi morede os senere i fællesskab over denne Feiltagelse. Det var ikke særlig Badene de lagde an paa. Men lange udflugter og Spadse-reture, og saa udkrammede de deres opdagelser og morsomheder for hinanden, hvor var de glade dansede med hinanden, og Latteren laa i vore Stuer som aldrig før om det saa var den gamle original Ole Damgaard ude ved Nybæk havde de Besøgt ham, var inviteret paa Nymalket Mælk og havde handlet med ham om enkelte Antikviteter.

Rent galt blev det efter nogle dages strøifen rundt ingen kunde vaagne og Formiddagen gik bort. Nielsen som var Truppens Leder, Svor at fra dags dato skulde alle ud klokken 7 morgen og Anne fik strenge ordre desangaaende. Vi sover jo alle disse Herlige dage bort, opfyldelsen af Spaadommen var ved at gøre sig gjeldende. Sundhed og Velvære gjorde sin ret, de Lignede ikke mere disse anstigningsdagens Bymennesker. Nielsen havde ikke alene faaet en Brun Næse men den begyndte at Skalle, og han betegnede denne forandring med Strandskaller, hvilket morede dem og os.

Damerne trivedes dag for dag. Vægten ovre i Fiskerhuset forklarede denne forandring. Sønnen Poulsen som nærmest lignede en gulbleg japaner fik kulør med andre børn, og da der kom Brev fra her Poulsen, nu matte denne ferie snart have Ende, kunde de ikke forstaa hvor disse 14 dage var bleven af. Dagen før afreisen mødte her Poulsen som jo maatte blive hjemme antagelig (grundet) Børsforetagender der var samme aften en lille modtagelses gilde, hvor vi alle var bænkede om en tillavet Bolle i Talens løb siger her Poulsen pludselig henvendt til mig, sig mig nu Ærlig Her Boye hvorledes har min Kone og Søn opført sig antagelig har han villet more sig over sine pludselige indskydelser og mit lige saa overraskende Svar. Ja Her Poulsen siger jeg Sandheden tror de mig ikke og Lyve vil jeg ikke. Men Gud fader Bevar mig de er jo Diplomat. Ja siger jeg med det samme saa er vi alle Diplomater her i Løkken.

Afskjedens reise var kommet, med Hurraraab og paa Gjensyn kjørtes der til Vraa i en lejet Sjerebang (charabanc), hvor alle 5 havde pladser de førte jo ingen videre Bagage med sig, og de første Københavnere havde i alt fald hos os gjort deres indtræden men saa kom flere næste aar, og Ferier-ne blev saaledes indrettet, at sidste 14 dage i juni kom de første og saa fremdeles til August da kom Høiskolen og Præsterne, og nu havde vi Gjæstebesøg 9 uger, hvem det gik haardest ud over var selvfølgelig min Hustru, men som tiden gik tog de senere Fremmede deres Assistenter med og ti-derne Forandrede de første Pioneres Indmarch.

Eftersom fler og fler viste sig i Sommermaanederne og Leiede sig ind ved private begyndtr Byens Borgere at faa Øinene op for den nye tids Tankegang. Købmand Asp som ophævede sin forretning solgte Gaarden til et Konsortium og det første Badehotel oprettedes. Det kneb de første aar og Ho-tellet gik over paa Enkeltmands Haand som flere gange skiftede eiere.

Vor Leilighed var nu inddelt i 3 hold. Blandt disse meldte sig Postmester Petersen med Frue og Datter ifølge med Kontorchef Bunke i Finansministeriet og to Sønner. Her Bunke som var fersk-vands Lystfisker førte en masse fiskeredskaber med sig, jeg blev straks taget i forhør, angaaende hvor der fandtes store aaer og Søer, og det lød til at Reisens formaal hovedsagelig gjaldt fiskeri. Eftersom disse fra min side tilstillede oplysninger vendte sagen lidt paa hovedet og Her Bunkes forundringer steg til det utroligste angaaende mine oplysninger, havde vi i fællesskab nydt et par Baiere hver, men der blev rekvireret en ny forsyning, og diskussionen fortsatte. Jeg forklarede at her fandtes hverken Søer eller Floder i Miles afstand. Ganske vist havde for en lille menneske alder siden været store Søer og aaer, men nu var alt udgrøftet og Tørret bort. Den store Ingstrup Sø, Fur-reby (Bæk) og Nybæk vare kun nu Grøfter som i Sommeren var hel Tørlagte. Ingstrup Sø var ledet bort til Limfjorden og her var Engarealer og Høslet om Sommeren. Fortalte nu (om) fortidens flor og fauna. I min ungdom faldt man i Søvn ved Padders og Frøers kvækken vaagnede ved samme Musik, her fandtes 3 Storkereder et paa hver af de 3 store Pakhuse og var Beboet hvert aar. Storke-ne og Frøerne var her ikke mere, og denne Naturglæde var forsaavidt udryddet.

Disse oplysninger forbavsede her Bunke i den grad, at han ikke tiere fornyede sit besøg, men hans Sønner kom igjen næste aar, og i stedet for Bunke en Dame af familien, samme havde interessant ogsaa sine specielle Interesser. Det var særlig eftersøgning af Rav og kunde gaa og samle Stene som lignede men aldrig ægte, mente jeg kunde give anvisning paa hvorledes dette kunde ske, den eneste mulighed var en Spadseretur forbi Rubjerg Knude hvor der var chance for at finde nogle Stykker, der gaves jo Gjæster særlig i Lønstrup som havde specielle interesser ved udgravning i Bakkerne og enkelte gange fundet ret store Stykker, da det stod med særdeles fint Veir og vandstanden var saaledes at vi uden risiko kunde passere Knuden, bestemte vi at tage spadsereturen til Lønstrup, og en morgen klokken 6 startede vi efter kaffen var taget, med frokosten indpakket og et par Flasker Øl, vi var 4 i Følget, nu havde vi hele Stranden til Lønstrup at undersøge og en deilig Sommermorgen som er saa forfriskende Solen stod jo allerede høit men oppe ilæ af de høie Bakker var jo lidt Skygge.

Ved Lyngby traf vi det første Menneske og slog en lille passiar af, mens vi hvilede os lidt paa nogle placerede Fiskekasser. Han viste os et afsæt høit oppe (paa) Bakken hvor en Mand var bleven bjer-get fra et Strandet Skib en Stormnat, en Bølge havde skyllet ham der op, og fra oven var en mand firet ned i et Tou og faaet ham bjeget op og bragt den forslaaede og forkomne Mand til Huse. En Mand til var bjerget men de øvrige var forkomne. Her var fortiden ikke saa faa Badegjæster, men den slags saa vi ikke noget til mente Han for Middag. Han var ved at pakke Hummer ind til afsen-delse, og der skulle ligeledes noget til Hotellet, en lille diskussion om Rav var ligeledes paa tale men dette mente han ikke havde store muligheder. (Tiden hvor man særligt finder Rav er Vintermaanederne naar Haarde Østlige Storme med Østlige Strømforhold har løsrevet Bundtangen som da driver Iland).

Saa fortsatte vi, men vi havde endnu det længste Stykke inden vi naaede Veis Ende og Rav havde vi intet seet til, nu naaede vi Stennæsens yderste rand og her var kun nogle faa skridt mellem Hav og de aldeles Steile Skrænter, det Fartøi som en Stormnat ville Tørne her var Dødens sikre Bytte her laa nogle Store nedskredne Sten hvorpaa vi placerede os og nu blev frokosten serveret, og hvor blev der rift om det sidste stykke Mad. Vi mente alle det var en ren Sultekur vi var bleven udsat for og dog lød det til før vi reiste vi behøvede ingen Mad med, her var appetitten kommen til sin ret og jeg troer var et stykke bart Brød blevet serveret vilde (det) blive opspist, endnu var en god Spadseretur igjen
Før vi naaede Lønstrup og trætheden begyndte at indfinde sig, særlig for den Ældre Dame fru Teil-gaard, og jeg tror næsten hun tabte Ravinteressen.

Jeg vil nu oplyse lidt om en opfunden Kjeltringestreg, men Skurken havde medskyldige. Fru Teil-gaards Datter Fru Pedersen var impliceret, vi havde hjemme en Pose med fundet Rav, som jeg hav-de taget nogle Stykker af i Vestlommen og ved beleilig tid lod jeg nu nogle enkelte Stykker falde. Fruen som sluttede Truppen vilde da ufravigelig finde enkelte Stykker og det varede ikke længe inden der skete anskrig, vi blev kaldt sammen, og erklærede at det var Ægte. Kikkede og bed idet jo her var ingen misforstaaelse, men da sener fru Pedersen fandt et stykke, som hun glædelig overlod til Moderen hvor vi ligefrem kunde se Vingen af et aartusinde gammel insekt var al træthed for en tid forsvunden, vi naaede Lønstrup efter 4 Timers Spadseretur og hilste paa de første Gjæster som alt havde taget de første Strandbade. Det var jo før Løkken Banen var igangsat og de øvrige af vore Gjæster og min Hustru skulde saa med Hestekjøretøi indtræffe ved Middagstid. Vi drak saa kaffe og Byen og Stranden var beset, kjørte af Landeveien Hjem, hvor vi nu og senere drøftede en Spadseretur som ingen af dem senere Vilde Glemme. Men i enrum matte jeg love Fru Pedersen aldrig at berøre Ravhistorien paa Veien til Lønstrup og da jeg selvfølgelig selv var interesseret blev det en Hemmilighed. Fru Teilgaard er Død og Fru Pedersen er Død og hvor de øvrige befinder dem er os ikke bekjent.

Arkitekt Aksel Møller af Hjørring havde Ansættelse ved det Nye Raadhus opførelse i København, havde til en Bekjendt som antagelig havde med samme beskæftigelse at gøre inden for Murerfaget. Murmester Schøtz anbefalet min Leilighed, som fra hans besøg i Løkken fra tidligere Leiligheder (var gift med Købmand Asps Søster). Samme Schøtz havde paa dette tidspunkt opførelse af den nye Telfoncentral og var stærk optaget saa han maatte under ferien et par gange afbryde og reise Hiem
(det nye System Henikre (?) var her anvendelig). Men da vi havde en udmærket Sommer havde han og familen dog en vellykket ferie, hans Kone var kort før afgaaewt ved Døden og en Datter og Sø-ster til Her Schøtz samt Tjenestepige var hele Selskabet.

Hummerfiskeriet var begyndt men samtidig drev vi en del garn særlig efter Hai og Lysei eller selaks som Tyskerne kaldte dem, og Schøtz var svært interesseret i at komme med en dag paa en saadan Haifisketur og da det passede bedst for ham en Søndag, hvor han ikke benyttede Telegrafen, som næsten var en daglig historie under opførelse af førnævnte arbejde, som jo ligeleds beviser at (han) et par gange var nød til Personlig at være tilkaldt, blev altsaa Søndagen bestemt til Fiskedag, der stod en frisk brise af Sydost med klar Sol fra Morgenen af, Provianten var indpakket med tilbehør af Øl Snaps og der var velskaaren mad til en hel Gaardmands besætning, som vi paa forhaand var gjort bekjendt med, det var før Motorerne var kommet til anvendelse og de Gamle udmærkede Seil-baade var fremdeles med deres for Seilads bekjendte dygtighed Tilstede altid Smukt malede og med de daværende Hvide Seil en pryd og Sport ved siden af det saa ofte anstrengende arbeide, en kapseilads var jo en daglig begivenhed, naar man fra Fiskepladserne var som regel flere paa samme tid for Hjemgaaende, og efter saadanne var jo alle tider Skarpe udtalelser fremme om de Seil og Konduiter som var de betingelsen for en dygtig udfør Seilads. Ingen Storm kunde forbyde disse Seilbaade avance fra nok saa lange aflandsstande, og ingen Baad er nogensinde forlist af den grund inden for Mands Minde. Det var ikke uden Grund at Gamle Konsul Deidersen (?) fra Lemvig altid skulde hen og beskue Disse Baade og udtalte at det var de Smukkeste af alle Vestkystens. Vestpaa var det jo næsten Aarerne der udgjorde det væsentligste ved Fiskeri og ligeledes ved Skagen.

Afgangen var 4 Morgen med høi Sol og Smult Vande knap saa megen daaning mod Strandbredden at den kunde mærkes, med den saa tidlige brise, mente vi jo at vinden vilde friske, og vi satte Stor-seil og Spilet Fok i den friske sommerluft hvor Landet efter afstanden tiltagende forandrede sig viste sig nu Høidepunkterne bag ved Klitterne, Børglum Kloster Tise Ingstrup og Saltum Kirker, Venneberg Kirke kom frem nord for Rubjerg Knude og landet nord mod Hirtshals med fremtoning af Fyret, vor Kurs gik mod N.Vest og vi forklarede Schøtz med Høidepunkternes forskydning i forhold til underlandet og hvorledes vi med disse kjendinger let fandt hvor vi havde vore Redskaber Staaende. Den Sommer fone (føn?) som blæser ud af Landet, er jo aarsag af Varmen over Landet og som regel sjælden naar Længere ud end 3-4 Mil hvor den Køligere Luft staar over Havet, men til tider blæser temmelig Stift, vi skulde 2 Mil af Landet og her var Vinden fremdeles tiltaget saa vi maatte bjærge den spilende Fok og sætte (den) paa plads.

Med denne stive kuling tog vi garnene for ind af Baaden op mod vinden og da der er stærke Tove langs med garnene forbundet som nok kunde holde at hale i, og vi var jo godt mandskab, min selv-skrevne Person K. Sand og S. Sand som fører og Schøtz i Baghaanden som skulde holde Roerpin-den og sørge for at Baaden ikke skar for meget ud til siden, og i den anledning blev der jævnt nok kommanderet Styrbord eller Bagbord, eftersom Baaden skar til siden og Schøtz var hurtig paa det rene med denne Kommando. Ligeledes saa snart der viste sig Haa i Garnene blev der fra føreren straks raabt Sjaks est kommen, det lød jo lidt Engelsk, men var jo nu engang Kutumen og til sidst raabte Schøtz i samme Tone Sjaks est kommen, var det en Lysei lød det Lyr est Kommen, til Tider kunne der jo være 5-6 Stykker Haa som var indtrillet, og den mand som var i agterhaanden og pille-de den ud skulde jo være forsigtig for disse Giftpigge som kan være helt farlige for stik og mangen Fisker har tit lidt store smerter af saadanne Stik, som let kan gaa gjennem en en Læder Støvle og ind i Benet.

Saasnart Garnene var Bjergede, og Baaden begyndet at drive, blev Fokken heist, og nu skød vi jo op mod Vinden. Schøtz Styrede mens vi klarede Garnene af smed Haaene og Lyren ned i Fiskerum-met, saalænge vi gik for den bare Fok gik jo alt jævnt og Fidel men nu maatte vi jo til at tænke paa mere Seil. I den friske tiltagende Kuling maatte (vi) binde et Rev i Storseilet, det gjaldt jo ikke i dag Kapseilads men vi havde jo 2 Mil at krydse lige mod Vinden, vi kunde at begynde med pege mod land lidt Syd om Blokhus og Baaden løb en fart mod Vinden (Bidevind) med en stadig Damp af det Blanke Saltvand over og enkelte gange en større Skylle saa af og til maatte Pumpen gaa. Sand havde nu taget Roret, vi var i Olietøiet, og nu blev Madkasserne efterseet, først tog vi alle en Snaps for en Heldig Hjemreise, og det gode Fiskeri vi havde omkring 8 snese Haa og nogle Lyre. Vi maat-te dække os som vi kunde bedst men vi spiste under Oliefrakken, men Humøret var Glimrende og provianten Ligeledes Schøts Søvant Snaps og Øl gik rundt, Førsteklasses Seilbaad, Solid Skipper ved Roret, Sol over Himmel som tørrede Vandet af der løb os ned af frakken. Land i Sigte som er en Sømands Hobby som Engelskmand siger, han tilføier ganske vist God Vind, hvad kunde vi Øn-ske mere.

Aar efter denne tur hilste jeg paa her Schøtz i København, det første Talen faldt paa var Seilturen den Tur glemmer jeg aldrig. Han kom ikke senere til Løkken som Badegjæst (Giftede sig med en Dame fra Nord Sjælland og laa saa fremdeles der om Sommeren)

En halvanden Times Biddervinds Seilads havde vi Blokhus tvers vi var nu inde i Smult Vande og vi tog efter gammel Fisker skikke den sidste Snaps tømte Ølflaskerne, og nu havde vi jo med den fri-ske Syd Øst vind en deilig Seilads langs den Hvide Strand med de forskjelleige Skiftende Sandom-raader, det blev jo fremdeles et løb paa 2 Mil klokken var paa det lag 9-10, vi havde let ved at gjøre en lille visit i Blokhus og Schøtz som billigede forslaget, løb vi Baaden iland. Vi tog Anker og Tou med og da vinden bar ud stødte vi Baaden flot. Vi trak af vore Støvler som vi lagde i en Blokhus Baad. Smøgede Bukserne op og tog Veien mod Byen. Schøtz som var helt begeistret for denne Landgang vilde absolut give Frokost eller Middag, hvad det nu skulde Være. Vi maglede jo ikke en del og fraraadede saadant, kunde jo om vi vilde naa hjem til Middag. Travede op gjennem Veien og kom hen mod det alt da bekjente Klitgaards Badehotel. Her Schøtz hilste paa et par Bekjente, men som lod til daarligt at kjendes ved ham, men som han senere sagde idag kjender de mig ikke men i København nok, naa vi saa jo ikke videre godt ud blandt disse Spidser, jeg tror forresten der var en Biskop Blandt. Værten Klitgaard kom tilstede og Schøtz spurgte om vi kunde faa noget at spise, men efter lidt betænkning kunde han ikke modtage os, er her da ikke flere steder saaledes at stran-dede Søfolk kan blive Modtaget (Det skal bemærkes at Her Klitgaard nemlig var Strandfoged og Tillige Opsyns Mand fro Rednings Væsenet), jo der var Kjøbmand Larsen som ligeledes drev et anden Klasses Pensionat, saa gaar vi der Hen, og vi travede længere Øst paa, her var ikke saa faa fremmede Pensionærer, de begloede os gansk gevaldig, og vistnok morede sig vi kom ind i hvad de kaldte Skjenken.

Schøts spurgte straks en Kyper som var til stede om der kunde serveres Frokost for 4 Mand, han vilde forhøre, han kom tilbage og meddelte at der var kun Opvarmet Suppe for tiden. Her Schøtz forbavselse steg til sit Høidepunkt. Her C Sand siger saa nu har jeg faret hele kloden rundt men al-drig er mig budt saadan modtagelse som i mit Hjemland. Vi var kommet i Samtale med J Pedersen som var fra Løkken samt hans hustru han var flyttet til Blokhus og var fører af Redningsbaaden, vilde absolut have os med Hjem til Middag, men vi havde nu faaet tilstrækkeligt af Blokhus, ende-lig fik vi Kaffe serveret med en Konjak og saa gik vi ombord, hvor fløi vi mod en frisk Brise og Smuldt Vand langs Land med de Skiftende Konturer. Ved Pirrup Ligger Gaarden jo vest for de Høie Banker og ser ud som laaden ved Stranden, Saa Kjættrup Bjerge Grønhøi og endelig Løkken i Sigte hvor vi landede klokken Et, Blokhus i morsom Erindring.

Mod Slutningen af Ferien vilde Schøtz da have en gemytlig afsked og indbød hans bekjente med familie til en aften ude i Haven hvor alt var tilrettelagt for en saadan Fest, skulde nok skabe Gemytlighed. Naboerne fra Seilturen med Damer var jo ligeleds indbudte. Der havde faa dage iforvejen
været afholdt Afholdsfest paa modsatte side af Veien og vi fik lov at laane et par lange Borde og nogle Bænke som vi Transporterede over i Haven, og da aftenen kom var alt i orden. Kulørte lamper var anbragte i en lang line langs Bordet, og enkelte steder mellem Træerne. Vi blev bænkede rundt om en ret stor og Kous Bolle Puns som her Schøtz selv havde destilleret, og efter selvsyn var her blandet 5 forskjellige Slags Vine. Her Schøtz hold Velkomst Talen, som jeg dog ikke husker, men som var Spækket med begivenhedernes oplevelser, Seil og Blokhusturen, da Glassene skulde fyldes første gang, viste det sig (at) en af Lyslamperne lige over Bollen var Smeltet og et lag Talg flød over den varme Todi, der faldt nogle morsomme udtalelser desangaaende. C. Sand Synger ud Sjaks est kommen og Schøtz gjentager. Bollen blev skummet ren for Talg, og gemytligheden fortsatte, da bænken stod paa svage Fødder i den store Græsplæne og Damerne var usikre, lagde vi os i det blø-de græs. Bollen blev tømt om mangen en Parabel blev fortalt og Diskuteret.

Et aarti efter hilste jeg paa Her Schøtz i København, det kribler i min Krop hver gang jeg tænker paa den Haifisketur, han kjørte mig i sin Bil, den første Biltur jeg havde faaet det var nylig begyndt med disse jeg skulde til et møde i Rigsdagen Hvor et udvalg afgjorde Skagenhavnens Bebyggelse, og til bestemte klokkeslet holdt vi uden for Rigsdagbygningen hvor vi var fler dels fra Hirtshals Løkken Hjørring Frederikshavn som skulde have foretræde for Landstingets udvalg, jeg husker tydelig da Landstingets Formand reiste sig ganle Breinholt. Ja mine Herrer Skagenhavnens Bebyggelse er lige nylig Vedtaget.

Punktum
(Det var jo saaledes paa Forhaand Bestemt)

1906

Fremdeles fortsatte udviklingen og nye Gjæster meldte sig i ferien. Baron Palle Rosenkrans som (havde)besøgt Blokhus og Løkken tidligere og boet hos forskjellige, kom med frue og 3 børn en Sommer i Juli, og fortsatte aaret efter. Skrev en af sine Kriminal Romaner (ammens Kat) lidt til Bladene hvori han fremhævede Løkken som universelle Bade, og speciel dens fortrinlige Strandbred og Klitter som han fremhævede og mente var Vest Jyllands mest ideelle. Gav sig gjerne af med Fiskerbefolkningen hvor han fandt mange gemytlige Fremstillinger, og udtalelser som kunde benyt-tes ved sine Studier fandt stor interesse i at gaa til bunds i Fiskernes tankegang, ogsaa de gamle Or-logsveteraner fra 64 holdt han meget af at Tale med og en fremhævede han særdeles Frederik Pe-dersen det er den Mand der uden omveie ufravigelig tør sige sin mening og gjerne slog han en Ge-mytlig Passiar af ved Leilighed. Paa en eiendommelig maade kunde han iligemaade tale temmelig frit, og spurgte han en eller anden Nyhed stod han ikke tilbage for at slynge den ud, blot fortællin-gen havde (ikke angivet)

Baronen hørte Pedersen som havde en del Landbrug en dag udtale sig, kunde vi faa Lidt Regn og Solskin saa var vor Herre en god Mand. En morgen som det Regnede staar Baronen ude midt paa Veien og funderer over det Vaade Veir. Pedersen som ligeledes kom ud paa Veien, vi boede jo nær nabo, Raaber Baronen God morgen Pedersen i dag er vor herre en God Mand, flere aar efter kom han en lille tur gjennem Løkken, men Gamle Venner skulde han absolut hilse Paa. En dag i Ferien kommer den Bekjente K Ledet som ønskede at hilse paa ham. Han var jo paa dette tidspunkt tilhø-rende det gamle Venstre, og havde lige maattet afstaa et par grise til daværende Statsminister I Kri-stensen angaaende en ret skarp udtalelse. Baronen som Vistnok iligemaade tilhørte det daværende Radikale men som jeg har hørt senere er vandret over i det Konservative. Jeg var tilsted og da Ledet og jeg var gamle Skolekammerater bad baronen mig tage Sæde, vi sad ude i Haven, og passiaren gik jo i retning af Politik en tid, men saa kom Ledet paa hvad maaske var besøgets formaal.

I det gamle Furreby, levede endnu en Slægt som førte sine registre en del Længere tilbage end maa-ske de fleste. Tomas Henriksen, som fører længst ud, men som i tiden Skiftede Slægt, og hvor den sidst levende hed Per Tomsen (uden efterkommere). Tomas Henriksen omkring aar 1700derne hav-de en Broder som efter en flere aars reise med det Kongelige Skib var vendt tilbage fra Grønland og førte med sig en Kvinde fra Kjøbenhavn som blev kaldt Juliane om denne gik der mange fortællin-ger som gjentog sig gennem Ældre Folk lige til vor dage, hun var brysk i Tale og umoralsk ved sine udtalelser, og de mærkeligste Fortællineger var i omløb om Kongelige Elskerinder. Dog blev senere efterkommere døbt Juliane hvoraf den sidste døde men som ligeledes var den som meldte sig og blev modtaget ved Hoffet, i hvilken anledning hun altid gav den forklaring at Hun var vedtaget (Vistnok var denne sidste modtagelse kun en formular). Men forudgaaende af Slægten reiste aarlig en reise over til Kjøbenhavn og meldte sig ved Residensen, at ders eiendele altid blev erklæret som Kongens Eiendom, men at ved den sidstes Død ingen meldte sig som overtager af samtlige viser at denne mærkværdige opfattelse var løbet fra tiden, dog stammer det hele fra, Bondens frigjørelses tiden og udstyknings forholdene som ikke blev anerkjent af Henriksens slægt. Her var jo en del af overleveret Fortællinger som Ledet mente der kunne passe baronen at undersøge og skrive om. Men da han ikke mente at røre ved disse gamle forhold og som nu var ved at være uddød kom der ikke noget ud af samme.

En lille overleveret fortælling fra Broderens Hjemkomst efter hans Grønlandsreise lyder saaledes. Fra Løkken - før den Kongevei som blev anlagt samtidig med Broen over Bækken, var Slæbe eller Vadestedet længere mod Vest hvor nu Brekses (Berixes) vei fører ned og paa den modsatte side Laa Vandmøllen som vistnok sidst i 50 blev ført mod Øst , hvor nu Elektricitetens Turbine nu fungerer. Vadestedet som her førte over fortsatte (af) Veien gjennem Furreby og Lyngby Torp til Vittrup Hede somsaa fortsatte til Hjørring, og var i de tider eneste vei fra Løkken til Hjørring. Ved omskreven Vadested kom en Mand som bad om at at kjøre med over, men da vedkommende (Henriksen) betragtede samme som et halvgal eller forstyrret Menneske turde (han) ikke tage ham op i Vognen. Vadede han ganske ugenert ved siden af til midt op paa Livet, det viste sig han nok (var) klædt i Sælskinds Klæder fra øverst til nederst, og da de saa kom over viste det sig at det var hans Broder, som havde været borte i flere aar.

Baronen som kom igjen aaret efter men mod feriens afslutning maatte reise lidt ubeleilig grundet paa Leilighedens afstaaelse efter aftale 1. August, da samme var leiet til Pastor Bertelsen. Da Veiret var indtruffet meget Fint og Juli havde været daarlig vilde Baronen nok (være) blevet noget Længere, skal jeg smides ud af en Præst, det mente han var for galt. Senere har Rosenkrans ikke boet i Løkken.

Vraa Højskole med Pastor Bertelsen som leijer, og som boede hos os i 16 aar fra 1. August 99 kunde der skrives en del interessant om, det var jo altid Fuld Hus og som regel flere end der strengt taget var plads til, men her kan man bruge den gamle bekjendelse, hvor der er Hjerterum er der Husrum, og dette passer udmærket paa Høiskolen og deres Vennekreds. Gamle Terkelsen og frue hørte jo med i familien og meldte sig i Følget, de første aar hvor familien kun bestod af Gunner og en lille Pige paa 3 aar var leiligheden stor nok men der blev jo stadigvæk flere og Søstrene til fru Bertelsen meldte sig ligeledes, saa det endte med at hele Høiskolen rykkede ind. Mens vi selv tidligere boede paa et Loftsværelse i nordre ende af Huset maatte vi lave et teltværelse paa Sydsiden. Kneb der med sengetøi kunde vi altid undvære noget, skjønt de førte med sig Stor Vognlæs af disse dele.

Værst blev det naar uventede fremmede indfandt sig. Saaledes kom en dag Pastor Bugge og Malling og blev her i to dage, saa kneb det ganske forfærdelig, alle værelserne blev til Soveværelser: Naboerne havde samtidig logerende ligeledes fra Vraa som aar efter aar kom igjen saaledes (Sand) havde Krestensen Bankdirektør Peter Jensen boede ved vor Sydligere Naboer, og ind til Byen Ønskede ingen for en enkelt nats skyld. Vi fandt os taalmodig i forholdene og morede os over dette virvar. Præsterne Bugge og Malling maatte om morgenen ud til Brønden for at vaske sig og det hele gik meget gemytlig af, naar saa alle havde drukket Kaffe blev der blæst til Morgenbøn, derefter til Havet Gamle og unge (at jeg er særlig Religiøs anlagt tror jeg ikke paa, men samtidig synes mig at Gudstjenesterne i alt fald staar med det Ene Ben paa Jorden, og saadan mener jeg det mest for-maalstjenligt).

Pastor Malling vilde gjerne slaa en lille Sludder af med mig, og da han hørte at jeg Kjente Sekretær i Dansk Fiskeriforening Videbek og af og til kom til møder i København fortalte han mig hvorledes mens de som Studenter gik paa Skolen, en Sommer i ferien 4 Studenter havde leiet en Dæksbaad som de i ferien pløiede Danske Farvande med, dels i Sund og Bæltet, den værste tur var en gang som de gik Grønsund ud om morgenen men op paa Dagen fik Kuling, saa der maatte Ræves (rebes), de to vare saa søsyge og laa nede i Kahytten og kunde intet udrette. Videbek som var den mest Sø-kyndige var selvfølgelig Skipper, da det blev værre og værre med Kuling, bad Malling bønlig om at vende og holde ind af Grønsund, men Videbek bandede og skjældte over de to i Kahytten om saa hele Skidtet ryger over bord Skal vi den O. G. ind til Køge inden aften og ind Kom de. Jeg kjente jo nu Videbek godt fra Fiskermøderne i København saa det passede jo godt han var en haard hals - og en præst maa jo heller ikke Lyve.