Fiskeriet fortsætter
Da vi en Dag laa med Baaden og ville trække Vaadet til os, var vi klar over, at det hængte fast i et gammelt Vrag eller lignende, thi vi kunde ikke rokke det af Stedet. Da vi kom helt hen til det viste det sig, at det var saa fyldt med Flyndere, at Maskerne var ved at springe. Vi væltede den ene Dynge ind efter den anden, og da vi satte over Revlen, maatte vi alle fire springe af og løfte Baaden, naar Søerne kom, for at den ikke skulde gaa under med Lasten. Vi fik Fangsten op paa Standen, og jeg vil anslaa, at der var ca. 4.000 velvoksne Flyndere paa 2-3 Kg pr. Stk. Vi anede faktisk ikke, hvad vi skulde gøre af en saadan Fangst, men Vester-gaard, der i det samme kom til, mente, at Ole Damgaard nok vilde købe den af os. Altsaa opsøgte jeg Ole, der var i Færd med at lave Mjød, og der stod en saadan Em omkring ham, at kun hørte, hvad han sagde, men ikke kunde se ham. ”Tja” sagde Ole ”jeg er nu ikke saa inte-resseret i din Fisk, men du faar 10 Kr. for den”. Fisken blev virkelig solgt for den Pris, og det tjener til sammenligning med de Priser, en Husmoder nu maa give for en Rødspætte, der ikke engang er saa velvoksen, som disse var.
Tiden fortsatte med Flynderfiskeri, og der begyndte at komme fremmede Fiskere til Løkken, først fra Lønstrup og Hirtshals, og siden fra Skagen. Der var efterhaanden overfyldt i Byen af Fiskere, og det var ikke altid, Byens egne Fiskere var saa glade for de fremmede. Skagboerne især var dygtige Fiskere og forstod sig paa Flynderfiskeriet, dog maa jeg sige, at var ens Vaad gaaet i Stykker eller lignende, kunde man altid faa Hjælp af en Skagensfisker, og de gjorde saaledeas alt for at blive velsete. Som Foraaret skred frem, trak Flynderne længere ud paa Dybet, og de fremmede Fiskere drog hjem og kom igen til Foraaret. Det kneb somme Tider at faa Fisken afsat; det gik saa vidt, at Skagboerne selv sendte Fisken hjem for at faa den saltet eller røget. I 1885 eller 86, jeg tror. Det var i 86, blev der indkaldt Hollændere, som lærte os den maade at salte og tørre paa, som de var vant til. Aar efter Aar fortsatte Flynderfiskeriet, men som Aarene gik, trak Fiskene snart længere og længer ud paa Dybet, og vore Kystbaade tabte snart helt Interessen for det. Kun Foraar og Efteraar kom der Rødspætter saa nær under Land, at Fiskeriet kunde betale sig, men Fisken blev mindre og mindre, og det var snart en Saga at faa en Flynder paa 2-3 Kg. Kutterne fra Frederikshavn blev stadig større, og senere kom Dampspillet og til slut Motorernr, og nu hvor dette skrives, er Rødspætterne trængt helt tilbage til Dokkerne.
Efter 1880, hvor Rødspættefiskeriet trak længere og længere ud fra Land, forlod en Del af Byens Fiskerbefolkning Byen og flyttede til Frederikshavn eller andre Steder, hvor de saa købte Part i en Kutter og tog paa Kutterfiskeri. Der var dog mange, der hver Vinter vendte tilbage og med Iver tog Del i Vinterfiskeriet, der hovedsageligt bestod af Kuller og Torsk. Der var dog et andet Fiskeri, der ikke maa forglemmes. Det var Helleflynderne. I Marts og April Maaned kom ikke saa faa Helleflyndere i Land her; det kunde indtræffe, at Baade hav-de op til 5-6 Stykker af disse Fisk, som kunde veje op til 100 Kg. De fleste var dog paa om-kring 50 Kg. Ligeledes fortsattes Hummerfiskeriet, men det er ved at gaa samme Vej med det, som med Rødspætterne. Efter at jeg havde deltaget med Kutteren ”Vendsyssel” i det omtalte Hummerfiskeri i Sommeren 1892, blev der tilbudt mig Hyre om Bord paa en nybyg-get Kutter, ”Prinsesse Mari” af Frederikshavn. Det var dels fast Hyre, dels Part i Fiskeriet. Forsøget gjaldt foreløbig Bakkefiskeri udenfor det normale Territorium for Kystbaadene, og Vinteren 1892-93 drev vi Fiskeri med Langline, hovedsageligt mellem Hanstholm og Hirts-hals paa 16-18 Favne Vand, undertiden paa 30-40 Favne. Jeg maatte først søge Tilladelse hos Bestyreren for det nordjyske Redningsvæsen, da der skulde stilles en Stedfortræder i mit Sted.
Fiskeriet viste sig at være indbringende, thi mens Fisken havde forladt den opadgaaende Grund inde under land, kunde der staa Masser af den nogle faa Mil fra Land. De daværende Kystsejlbaade kunde blot ikke naa den. Enkelte dage havde vi op til 5-6000 pund Kuller og Torsk. Efter Bakkefiskeriet skulde der gæres Forsøg med en Østersskraber i Vintermaaneder-ne ude mellem Baakum Fyr og Dokkerbanken, hvor Tyskere og Englændere ogsaa drev dette Fiskeri. Vi laa klar til afsejling den 20. Februar, og i Mørkningen forlod vi Frederikshavn. Det havde regnet hele Dagen, og Barometeret stod paa Orkan, som man siger. Vi haabede dog, at Vinden vilde gaa i Nordvest, og i saa Fald kunde vi jo ligge over mod Norge, naar vi kom Skagen ud. Men vi fik andet at spekulere paa. En halv Time efter vi havde forladt Havnen, slog Vinden om til Nordøst, og saa hurtigt som muligt maatte vi fire Sejl og rebe. Vi maatte tage tre Reb i Storsejlet og samtidig et i Fokken. Vi havde ligget over mod Læsø en Timestid, hvorefter vi vendte mod Nord, men kunde ikke komme oven om Skagen. Atter mod Syd; men under denne Krydsen frem og tilbage var Skibet blevet fuldstændig overiset. Lønning og Navlebænk var en kompakt Ismasse, og godt var det, at vi havde faaet de tre Reb i Storsejlet, for der var intet, der lod sig fire. Selv Storskødet var en eneste Isblok, og kunde lige vandre af Bommen i Vendingen. En stor del af Grunden var nok den, at Rigning og alt Tovværk var saa gennemblødt af Regnen, før vi forlod Havnen. Jeg havde lige været nede i Kahytten og faa en Dram og en Bid Brød. Vi havde jo maset saa forfærdeligt med Sejlene, og to mand var straks gaaet ned og kunde ikke mere. Det var ganske vist Folk, der ikke var saa vant til Sej-lads, men jeg husker, at min Broder, der hele Tiden stod til Rors, bemærkede til Skipper Bast: ”Det er nogle raske Fyre, i Land er de knap til at være for, men saa snart de kommer her ud, gaar de til Køjs”.
Jeg tog nu Loddet og fortsatte med Lodningen i en Time, og til sidst havde jeg ikke Bund paa 30 Favne. Jeg var klar over, at vi nu var sluppet om Skagen. Det var nu ved Midnat, og vi skiftede til at være to Mand paa Dækket. Der var jo ikke andet at lave end at holde Udkig i den forbandede Snestorm. Vi nærmede os mere og mere til Norgeskysten og talte om at dreje Vest paa. Vi regnede med, at kom vi tilstrækkelig Vest paa, vilde Iaen gaa af. Det viste sig imidlertid umuligt at dreje; vi kunde kun holde mod Nord, og fik da ogsaa endelig Landken-ding. Det var en lille Ydergavn i Grinsat Fjorden, vi var kommet til. Vi fik et Reb op af Ruf-fet til at fortøje med, for Ankeret, Kæden og Spillet var fuldkommen forsvundet i Is. Sejlene blev staaende i samme Stilling, og saaledes blev de staaende i elleve Dage, før vi kunde fire dem ned paa Dækket. Vi laa nu her i tre Uger, og i den Tid var der ikke vand at se fra Fjeldet. Derefter fik vi en ny Klyverbom og al andet i Orden, og stak til Søs; kom over til Østersban-kerne og fiskede ca. en Maaned og hjembragte 25.000 Victoria-Østers til Frederikshavn. Der-efter tog vi til Island paa Rødspættefiskeri, hvormed vi fortsatte i to Aar, da jeg trak mig tilbage og vendte hjem for at fortsætte herværende Fiskeri.
Min tjeneste hos Redningsvæsenet
Jeg vil nu ganske kort fremføre nogle af de væsentligste Begivenheder vedrørende min Tjene-ste hos det herværende Redningsvæsen siden jeg som fast Mand deltog. Den 4. Januar 1889 blev der meldt om Nødblus ud for Kodalsgaarden, 0.25 Mil nord for Løkken. Der var kom-met ridende Bud fra Jens Kodal til daværende Opsynsmand ved Redningsstationen, Vinter, og denne havde straks sammenkaldt Mandskabet. – Materialerne blev læsset paa Vogne, og da det var muligt at køre langs Stranden, blev Baaden sat ud 100 Meter til Luvart for det strandede Skib. Klokken var da mellem 11 og 12 Nat. Vi havde af og til set Blus, men intet til Skibet. Ved at holde Baaden ret mod Søen mellem anden og tredje Revle drev vi nu mod Nord med den rivende Strøm, og længe varede det ikke, før vi observerede et Vrag uden Rigning. Vi satte det forreste Anker saaledes , at vi, saavidt vi kunde skønne, ved at fire kun-de komme i Forbindelse med Vraget. Vi skoddede nu tilbage og lod det agter Anker gaa og blev ved at fire og hale for ikke at blive knust mod Vraget. Ved et kastedrag kom vi i Forbin-delse med Vraget, der stod med Bougen indad midt paa Revlen og saaledes, at naar Braadet kom over Agterskibet, var Bougen uden for det værste, og Klyverbommen var helt klar. Her havde 3 eller 4 Mand placeret sig, og vi fik snart 1, snart 2 af Mændene bjerget over alt efter-som Øjeblikket tillod det, thi vi maatte stadig være forsigtige overfor Rigningen, der laa i Læ af Vraget og skyllede frem og tilbage, alt efter om Suget kom. Det varede dog ikke længe, før hele Mandskabet var bjerget, og jeg husker, at Kaptajnen, som var den sidste sagde:” Gud ske Lov, nu er vi alle bjerget”. Da min Plads paa den Tid var i Forstavnen om Styrbord, var det mig, der tog imod Mand efter Mand, og da Kaptajnen kom med sit Udbrud, tænkte jeg Paa, at vi jo dog ikke var naaet i Land endnu, men alt gik dog godt, og to Timer efter, at der blevet kaldt sammen, var hele Mandskabet landsat. Det var Skonnerten ”Charles” af Mølle i Sverige.
Aaret efter var der atter en Stranding omtrent paa samme Sted, men denne Gang var der intet Mandskab. Vi prajede Skibet paa så nært Hold, at hvis der havde været levende om Bord, maatte de have svaret. Det var Skibet ”Alfa” af Arendal, der var lastet med Planker. Hele Ladningen blev siden Bjerget.
Nu gik igen et Par Aar, da der atter var en lignende Stranding paa Grønhøj Strand. Det var Barkskibet ”Golden Horn”, hjemmehørende i Norge. Ogsaa det var forladt af Mandskabet, og vi landede Velbeholdne efter at have prajet Skibet og ikke faaet Svar.
Den 28. November 1892 ved 5-Tiden om Morgenen strandede Skonnerten ”Imanuel” af Mar-stal. Skibet var ladet med Havre. Vi havde hurtigt forbindelse med Skibet, men da Vejret bedrede sig, kom Mandskabet om Bord, og Bjergningsselskabet blev tilkaldt; men hen paa Dagen maatte det atter forlades, og skibet blev fuldstændigt Vrag.
Den 2. Januar 1895 blev der fra Lyngby telefoneret om en formodet Stranding ved Rubjerg Knude. Klokken var 8 om Aftenen, det blæste haardt fra VSV med Snetykning. Mandskabet blev tilkaldt, og vi var alle enige om at sætte Baaden ud her paa Stranden, da en Transport ad Landevejen til Lyngby vilde være meget vanskelig i denne Snetykning og Mørke. Med lidt Held skulde vi kunde faa Forbindelse med Skibet i Løbet af en Times Tid. Vi fik altsaa Baa-den roet ud mellem 2. og 3. Revle, satte Mast og et Stykke Sejl, og nu gik det med Strøm og Vind i rivende Fart mod Nord. Det kneb med at holde klar af Bankerne; snart var vi i Nærhe-den af tredje, snart tæt ved anden Revle; men vi var jo alle paa Udkig, og længe varede det ikke, før det første glimt af Nødblusset skar gennem Mørket. Sejlet blev firet ned og bundet fast omkring Masten, hvorefter vi hev Masten udenbords for ikke at lave Ulykker. Nu roede vi over yderste Revle, men blev klar over, at Skibet stod saa langt ude, at vi ikke kunde faa Forbindelse mellem anden og tredje Revle, og saa snart Skibet var passeret, var det tydeligt, at heller ikke fra Ydersiden lod det sig gøre, og vi maatte da igen ind over Revlen. Da vi gik ind over Revlen havde Skipper glemt at give Ordre til at smide Slæberen ud. Slæberen er en Sæk, som naar den fyldes med Vand, kan binde Baaden i den Grad, at Søen ikke kan tage den med sig. Hvis den ikke bliver smidt ud, kan det ske, at Baaden vender rundt som en Korkprop, hvis der indtræffer den mindste Fejl i Styringen. Dette er en Fejl, som er utilgive-lig, da hele Mandskabets Skæbne maaske afhænger heraf. (Jeg indberettede denne Hændelse til Bestyrer Andersen, idet jeg udtalte, at Mandskabet ikke længere havde Tillid til vor gamle Baadskipper).
Jeg husker, at min Sidemand, N. Uldrup, bemærkede til mig, da Baaden rejste sig, som om det øvrige Mandskab skulde falde ned over os, at hvis dette gik godt, saa kunde alt gaa godt; men det var endda ikke det eneste, der var Fare for. Fra Skibet var der blevet sat to Baade ud, og den største laa i en lang Fangline et godt Stykke i Læ fyldt med Vand, og Rednings-baaden skar lige klar af den. Havde vi tørnet mod den, var det ogsaa gaaet galt; men det gam-le Ord, som siger, at Lykken er mere værd end Hundrede Kroner, kom igen til sin Ret. I den voldsomme Fart, som Baaden havde faaet, havde vi nær fortsat ind over anden Revle, men i sidste Øjeblik drejede Skipperen af, og vi fik igen fat i Aarerne og nærmede os til Skibet, som det denne Gang lykkedes at naa. Mandskabet og Styrmanden var anbragt forude, dels fordi Søen hele Tiden brød over Agterstavnen, dels fordi vi nærmede os. Vi fik nu efterhaanden hele Besætningen over i Baaden, og Styrmanden, som kom sidst, fortalte mig at en Baad med tre Mand og selve Kaptajnen havde forladt Skibet, og de var vistnok kæntret. Da vi naaede Land, vadede jeg ind. Paa Stranden stod 2 Mand med en Lygte, og de holdt en tredje ved Armen. Denne Mand tiltalte jeg paa Tysk, men han var for forkommen til at kunde svare. Saa hurtigt, som muligt, underrettede jeg de to Mand med Lygten om, hvad der var passeret. Jeg bad dem om at sørge for at faa en Vogn til Stranden og køre det forfrosne Mandskab op, og særlig dem, der var kommet levende i Land fra den kæntrede Baad. Derefter underrettede jeg det reddede Mandskab om, at vi vilde eftersøge de to resterende Mænd. Vi stak altsaa atter til Søs og drev nordpaa, men fandt ikke andet end en Køjesæk, der antagelig var drevet ud af den kæntrede Baad. De to resterende blev saa senere fundet, og det fortaltes, at den ene end-nu var i Live, men døde, før man naaede at bringe ham i Hus.
Vi naaede ind paa Lønstrup Strand. Snetykningen var afløst af Frost, og vore Støvler frøs til Is. Efter at have fortøjet Baaden forsvarligt, begav vi os op til Linnemanns Hotel for at faa lidt Stimulans. Vi bankede paa af et godt Hjerte og undrede os over, at alt var saa stille, for ogsaa Lønstrup var jo blevet underrettet om Strandingen. Først senere fik vi at vide, at Baa-den fra Lønstrup var taget sydpaa mod Lyngby ad Landevejen, og at Sneen havde dæmpet Transporten, saa Linnemann intet havde hørt. – Endelig blev der Lys i et af Vinduerne og Linnemanns Hoved kom til Syne. Han brølte af et godt Hjerte: ”Hvad Satan er I for Røver-pak”. Han vidste jo ikke, at vi stod 12 Mand her i Søstøvler og Olietøj, saa hans Udbrud var jo tilgiveligt. Lige saa hurtig var han da i Opfattelsen, da vi svarede, at Løkkens Rednings-mandskab stod hernede og bad om Husly. Paa et Øjeblik blev Døren smækket op, og Lin-nemann stod snart fuld paaklædt. Han havde allerede givet Pigen besked om at lave Kaffe og servere alt det Spise og Drikke, vi vilde have. Senere har det staaet for mig som noget af et Under, at vi slap godt fra denne Nat. Jeg kan tydeligt se den kæntrede Redningsbaa fra Ski-bet, som vi lige passerede i rasende Fart. Havde vi løbet paa den, var Redningsbaaden kænt-ret, og vi havde sikkert ikke sluppet levende fra det. Vi var simpelthen frosset ihjel. Langt om længe kom der Vogne frem fra Løkken, og Baaden blev læsset paa, og Turen gik mod Løk-ken. Vi havde alle glædet os til at faa dobbelt Bjergeløn. Naar bjergningen varer over 24 Ti-mer, blev den betragtet som dobbelt, men hvad der nu end var Aarsg dertil, fik vi dog kun den ene Løn.
Den 2. Januar 1905 blev der ved vældige Brøl fra en Dampskibsfløjte kaldt paa hele Byen. Hele Befolkningen strømmede til Stranden, o0g den første Mand ved Redningsbaaden send-te Signalraketter op for at tilkendegive, at Forliset var observeret. Redningsbaaden kom hur-tigt ud, Skibet stod midt for Byen paa anden Revle. Inden to Timer havde vi Mandskabet landsat, og i Nattens Løb drev skibet over 2. Revle og stod tilsidst med Bredsiden helt inde i Strandkanten. Ved en senere Storm og et stærkt Højvande drev Skibet endnu længere op paa Stranden, og i Vintertiden var det muligt ved lavvande at spadsere rundt omkring dette. Det var Skibet ”Spind” af Kristiania, der sejlede i Ballast fra England til Hjemstedet. Der var in-gen, der havde troet det muligt at faa dette store Skib flot igen, men ved Svitzers Hjælp lyk-kedes det virkelig.
Den 9. Januar 1910 Kl. 1 om Natten blev jeg purret ud til Vagt. Det blæste temmelig frisk fra Vest med fugtigt Vejr, og det var en af den slags Nætter, hvor man ikke kan se en Haand for sig. Jeg gik rask Nord paa med min Stok og min Hund, jeg skulde jo se at naa tidsnok til Ul-strup Klit ca. 1 Mil nord for Løkken, hvor jeg da vilde træffe den udsendte Vagt fra Løn-strup. Da det var for meget Højvande til, at jeg kunde gaa paa Stranden, gik jeg langs den yderste Klitrække, og i det dybe Mørke snublede jeg hvert Øjeblik. Pludselig saa jeg et stærkt Lysskær i Nord, og skønt det ikke viste sig igen, virkede det dog saadan paa mig, at jeg for-cerede min March. – Da jeg naaede gennem Klitterne placerede jeg kig yderst paa Banken og gav mig Pusterum for at blive klar over, om det virkelig var et Lysskær fra Havet, eller det stammede fra et af Husene i Lyngby (Engang var jeg blevet narret at Lyset fra Peder Hjer-mitslevs Hus, som laa helt ude paa Skrænten. Jeg havde ogsaa den Gang troet, at Lysskæret kom fra Havet, men da jeg kom nærmere, viste det sig, at det var Konen, der var oppe for at Bage.) Denne Gang tog jeg imidlertid ikke Fejl, et nyt Glimt viste sig, og alt hvad Benene kunde bære skyndte jeg mig nu til Strandfoged Mikkelsens Gaard, og fik vækket den Gamle. Jeg bad ham om at ringe til Løkken og fortælle, at der sandsynligvis var en Stranding lidt nord herfor; imidlertid vilde jeg gaa ud paa Banken igen og undersøge det grundigere, for at intet skulde gøres forgæves. ”Vent lidt” sagde gamle Mikkelsen, ”saa gaar jeg med”. Vi kom udenfor, og nok saa sikkert siger den gamle, at jeg nu blot skulde følge efter ham, for her kunde han finde Vej, om vi saa bandt ham for Øjnene. Dog, uden Bind for Øjnene havnede hsn nede i en Kartoffelkule, og jeg ovenpaa. Da vi fik os samlet op og overtydet os om, at vi intet fejlede, fortsatte vi Marchen og naaede ud paa Skrænten. Vi saa nu begge Blusset, og jeg gik selv til Telefonen og gav Besked om at komme med Baaden saa hurtigt som muligt. Der var, saa vidt jeg kunne skønne, ikke noget i Vejen for at sætte Baaden ud ved Løkken. Vind og Strøm var jo med. Jeg fik nu en tændt Lægte i Haanden og gik Nord paa for mulig-vis at give Signal, at Nødblusset var observeret. Det var endnu ikke blevet anordnet, at Vag-ten skulde have Signalraketter. Vagten fra Lønstrup havde nu ogsaa bemærket det passerede og varskoede fra Signalhuset, og Redningsapparaterne var sat i Virksomhed og kørt ad Lyng-by til for at komme til Luvart for der strandede Skib. Jeg holdt nu godt Udkig for om muligt at observere den kommende Redningsbaad. Hvor er Tiden dog Lang under saadanne For-hold, men endelig bemærkede jeg et Glimt derudefra, som jeg vidste var mellem Revlerne. Nu blev der Røre derude. Nødblusset voksede af og til, og ret længe varede det ikke før jeg saa Stævnen af Redningsbaaden. Jeg ilede til Stranden og her nede var 14 Mand landsat. Lønstrup-Baaden kom nu ogsaa til Stede, men da var der jo ikke noget at gøre. Skibet blev senere fuldkomment Vrag, og det lykkedes ikke at bjerge nogle af Mandskabets Ejendele.
Den 28.-29 November 1912 blæste en orkanagtig Storm fra Nordvest, og om Formiddagen den 28. observerede vi et Skib, der tydeligt var havareret. Saa vidt vi kunde se, var der ingen Skorsten eller andet opstaaende, skønt Skibet nærmest saa ud til at være et Dampskib. Vi fik Redningsbaaden gjort klar og anbragt paa Slidsker nede ved Klitterne, og afventede Begi-venhedernes Gang. Vi fra Redningsmandskabet var ikke videre glade ved Situationen. – Var han tørnet om Dagen, havde det været noget andet, men det saa ud til, at han først vilde stø-de paa Grund, naar Natten var faldet paa, og saa var det saadan sin Sag at gaa ud i en orkan-agtig Storm og i et Braad, der naaede til Klitterne. Hele Byens Befolkning var kommet til Stranden og kom med gode Raad. – Enkelte var dog saa ivrige, at de vilde skubbe Baaden ud, men for os var det rigtige Tidspunkt ikke kommet. At forsøge at borde Skibet, før det stod fast, vilde jo være det glade Vanvid.
Vi afgjorde Sagen i Fællesskab og skød Baaden ud og kom temmelig hurtig flot. Vi gjorde et lille Ophold, inden vi satte over første Revle for at afvente, at det værste Braad var ovre. Da vi kom over, kunde vi se , at Skibet stod med Bredsiden til paa tredje Revle, og vi kastede nu Anker og forsøgte ved Kastedrag at komme hen til dette. . Første Gang vi bordede, fik vi to Mand, næste Gang Resten tillige med en Kat, som et af Mandskabet havde under Armen. Vi halede fra Vraget og fik Aarerne ud og landede alle velbeholdne nord for Furreby. I løbet af Natten drev Skibet ind paa inderste Revle. Det var Dampskibet ”Margaret” ag Gøteborg. Natten mellem den 27. og 28. havde et Braad taget alla Baadene, Skorstenen, Rattet paa Kommandobroen og hele bagbords Vagt, som lige var afløst.
Det var mit sidste Redningsforetagene med Løkken Redningsbaad, men mange Gange har jeg under Bjergning af Fiskere under indtrufte Farer ved pludselig opstaaet Brænding faaet en vaad Trøje.
Efterskrift
Saaledes ender Peter Boyes Livsroman. Sin Alderdom har han ikke skrevet om i sin Dagbog, men det er naturligt, at der siges et par Ord herom. Peter Boye slog sig til ro i Løkken, hvor han levede hele Resten af sit Liv sammen med sin Hustru Anna Boye, født Kodahl. Ægte-skabet var barnløst, men trods det, var Byens Ungdom altid velkommen i Boye’s Hjem, og de kom der ogsaa gerne. Disse to Mennesker levede lykkeligt sammen og var afholdt af hele By-ens Befolkning. Peter Boye’s betydning for sin By gav sig Udslag i, at han blev udnævnt til Formand for Fiskeriforeningen, som han senere blev Æresmedlem af, og samtidigt beklædte han en Række andre Tillidshverv. Paa sine gamle Dage lagde han sig en Del efter Kunstmale-riet og blev en dygtig Marinemaler, hvilket man kan overbevise sig om ved at besøge hans Hjem, hvor hans Hustru endnu lever. Kritikere har udtalt, at det Bølgeslag, der findes paa Boye’s Malerier, kan faa gøre ham efter, og var han ikke blevet Sømand og Fisker, kunde han være blevet en dygtig Kunstmaler. Tillige var han fingernem og fremstillede adskillige Model-skibe, hvoraf et nu hænger i Furreby Kirke. Et af de største Øjeblikke i hans Liv var utvivl-somt, da han i November 1914 blev udnævnt til Dannebrogsmand som Løn for sin tro Tjene-ste i Redningsvæsenet. Boyes sidste Aar var præget af Sygdom, saa han det meste af Tiden maatte holde sig inde, men alligevel fulgte han med interesse, hvad der skete af Stort og Smaat, og Sygdommen fik aldrig Lov at kue hans Humør. Fik han Besøg, fortalte han gerne om sine mange Oplevelser i de unge Dage, og i Tidens Løb vandt han sig utallige Venner. Til sidst – den 6. Januar 1941 – sov han stille hen – 87 Aar gammel, og ved Begravelsen, hvor det meste af Løkkens Befolkning var til Stede, viste Byen sin Høvding den sidste Ære.
ÉN GANG AT KENDE HAM
VAR ALDRIG AT GLEMME HAM!
Ernst Boye Sørensen