Kæmpedyrs mægtige Ribben stak op af Sandet. Vi saa Redningsbaaden lande, forkomne Stakler blev båret i Land og hørte sømændene tale fremmede, uforstaaelige Sprog. Alle disse begivenheder og Indtryk paavirkede min Barnefantasi, undertiden saa stærkt, at jeg fik Taarer i Øjnene, men for de andre Drenges Skyld gik jeg altid afsides, naar mine Følelser tog Overhaand.

Som Barn var jeg en god Svømmer, hvad der ellers ikke var almindeligt mellem mine Kammerater. De af os, som kunde svømme, kastede Sten ud i Vandet, hvorpaa vi svømmede ud, dykkede ned og prøvede saa paa at finde Stenene paa Havbunden. Det gjaldt om, hvem der kunde blive længst under Vandet, naar vi dykkede, og flere Gange var jeg ved at tabe Bevidstheden, naar jeg fik Hovedet oven Vande. Ingen af de andre Drenge kunde klare sig med mig i det Stykke, men det kom vel af, at jeg altid har haft særdeles gode Lunger. Min Svømmefærdighed kom mig ogsaa til gode, naar jeg laante eller tog en af de smaa Pramme for at ro ud over Revlen; da traf det tit, at Prammen blev fyldt med Vand, og jeg maatte svømmende søge at hale den til Land. I de lange Sommerdage tumlede vi Drenge os nede ved Stranden. Vi smed Tøjet, plaskede og svømmede ude i Havet, og bagefter rullede vi rundt i det varme Sand. Saaledes gik Dagene, og naar Sulten sidst drev os Hjem, var det ikke altid, vi fik en blid Modtagelse. Kunde det lade sig gøre, at jeg fik Lov til at komme med en Fisker ud paa Fangst, var dette en Helighed uden Lige. Saaledes mindes jeg en Tur, hvor vi skulle ligge ude hele Natten og fiske Haa (Pighajer). Det var et Fiskeri, som foregik særligt i de lyse Sommernætter, og vi tog ud om Aftenen, og jeg tog med, skønt jeg næste Dag skulle til Præsten i Børgelum, hvor jeg dette Aar fik konfirmationsforberedelse.

Da vi var cirka en Milsvej fra Land, ankrede vi op. Snørerne blev sat ud. Krogene var agnede med Strimler af Knurhaner eller Makrel, som vi havde dørget på Udrejsen. Vi fik to Snese Hajer den Nat og tillige en mægtig stor Havaal, der var næsten to Alen lang. Det varede længe, inden vi fik Livet af den, og saa gik Turen ad Løkken til. Jeg naaede lige at komme i Følge med de andre Konfirmander fra Løkken. I Præstegaarden sad jeg og sov hele tiden, men det var noget, der fandt Sted, hver Gang vi var hos Præsten, som altid havde en svær Hyre med at holde os Konfirmander vaagne. Sommeren var meget varm dette Aar (1868), og denne stærke Varme virkede undertiden ogsaa paa Præsten, saa hele Forsamlingen hensank i Søvnens blive Arme. Det var ellers en urolig Flok, og særlig i Middagspausen maatte Præsten ofte ud for at holde Orden på os. Med Forpagterens Pisk højt hævet løb han ud i Haven efter os. Naar vi saa kom ind efter Middag, truede han os med, at ikke en eneste af Løkkens Drenge skulde blive konfirmeret det Aar. Af Præstens Tale til os husker jeg nu intet, men en anden oplevelse på Hjemvejen fra Præstegaarden staar saa tydelig endnu i min Erindring, og dette skønne Billede vakte ofte en stærk Hjemlængsel i min Sjæl, naar jeg mange Aar efter stod paa min ensomme Nattevagt derude i det Fjerne. Det havde regnet hele Formiddagen, og da vi Drenge paa Hjemvejen fra Præstegaarden gik op paa den høje Bakke ved Børglum Kloster, brød Solen frem. Regnen var lige holdt op, men store regndraaber hængte endnu i Græsset, og fra Moder Jord udstrømmede en Aroma saa stærk og betagende, medens Tusinder af Blomster i broget Vrimmel saas overalt i det vaade Græs. Fra den høje Bakke saa vi ud over Slettelandet mod Nord og Vest. Alt glimrede i Solens Straaler, de talrige Huse og Gaarde tegnede sig saa skarpt mod det grønne Græs og de kornrige Marker, og langt ude mod Vest lige fra Kettrup Bjerge til Rubjerg Knude saa vi det herlige blaa Vesterhav med de mange Sejlskibe. En stor Sejler laa just i Vendingen lige ude for Furreby Bæk, den var nær Land. Den bakkede først på Fortoppen, sidst løb Agterræerne rundt, Sejlene fyldtes igen, og den lagde Kurs mod Nord. For os, og da særligt for mig, var det et uforglemmeligt Syn. Jeg husker ikke bestemt, om vi råbte Hurra, men i susende Galop gik det ned ad Bakken mod Vest, og skønt Klosterets Køer og Tyre just passerede over Landevejen, og dem havde vi Løkkendrenge vældig Respekt for, var der her ingen Vaklen. I vores Begejstringsrus stormede vi gennem Flokken. Løkken og Havet var maalet.
Vinteren 1868 havde været mild og i Marts 1869 fik min Mor Besked om at gøre mit Tøj klar, da jeg skulle med min Morbroder ud at sejle. . Samme Morbroder førte Briggen ”William Jane” af Aalborg, hvilket Skib han tillige havde Andel i. Glæden over saa hurtigt at kunne komme paa det attråede Hav gjorde at Afskeden med Hjemmet ikke blev saa vanskelig, og da Mor heller ikke var af de bløde Naturer, var det hele en Dagligdags Begivenhed. Der var nu indløbet ny meddelelse fra Aalborg om at komme saa snart som muligt, og det blev bestemt, at jeg skulde køre med en Købmand S. Jensens Vogn. Kusken hed C. Thøgersen, men da denne tillige havde en Mast fra et strandet Skib paa Vognen var der selvfølgelig daarlige Udsigter tilat kunne køre. Jeg maatte gaa ved siden af Vognen.
Kun Strækningen fra Aabybro til Aalborg var i disse Tider belagt med Grus, og Resultatet blev, at vi, efter at være kørt fra Løkken Kl. 4 om Morgenen sad fast i Pløret ved Brødslev til Kl. 12 Middag. Endelig naaede vi Kroen i Aabybro ved Aftenstid og maatte overnatte der. Det var den første Dags Rejse. Næste Morgen Kl. 4 fortsatte Rejsen, stadigvæk gaaende ved Siden af Vognen, og ud på Aftenen naaede vi Nørresundby, hvor vi atter maatte overnatte. Endelig paa Rejsens tredje Dag rullede vi over Pontonbroen ind i Aalborg.
Dagen efter min Ankomst var Vinden slaaet om til Øst, og det begyndte at sne og fryse. Mandskabet var endnu ikke blevet paamønstret. Da det nu nærmest så ud til Vinter, blev der Betænkeligheder, og ganske rigtigt indtraf en meget haard Frost, saaledes at paa 8 til 14 Dage var Limfjorden fulstændig tilfrosset. Jeg skulde atter sendes hjem, og tilfældigvis traf jeg en Dag, da jeg var i Nørresundby, sanme Befordring, og jeg fik Tilladelse til at køre med hjem, (det vil sige gaa). Vi skulde nu den østre Vej, da den vestlige var aldeles ufremkommelig paa Grund af Forholdene. Dette var ikke netop efter min Beregning og heller ikke efter Mors. Vejen gik over Brønderslev, hvor det halve af Fragtlæsset blev tilbage for senere at blive afhentet. Derfra kørte vi mod Vest til Tise, men ud paa Aftenen kørte vi i Grøften og Vognen væltede. Dermed var den Rejse foreløbig sluttet.
Jeg erindrer godt, at det var lige uden for et Hus, som laa lige op til Vejen, og det varede længe, inden vi fik Manden op; maaske var det af Frygt for, at det muligvis var Røvere, som bankede paa hos ham. Da der endelig blev Lys, og Manden viste sig i Døren med en tændt Lygte, havde vi spændt Hestene fra Vognen. Det væltede Læs med dets Kasser, Sække og Fade maatte blive liggende til Dagen brød frem. Vi kom hen til en nærliggende Gaard og fik Hestene ind, hvorefter vi selv kom i Seng. Den næste dag maatte jeg spadsere over Tise Bakker ad Løkken til. Jeg gik tværs over de tilfrosne Marker, og det blev saaledes en anstrengende Tur. Nu var jeg atter hjemme; men sidst i Marts forlod Isen Fjorden, og jeg maatte atter til Aalborg. Endelig var den længe ventede Afsejling klar, de forventede Længslers Tid var inde. Jeg husker tydeligt, hvorledes Styrmanden under Sejladsen gennem Fjorden bad mig om at holde Kæft, fordi jeg tillod mig at gentage en Kommando, som det forekom mig, at Mandskabet ikke havde forstaaet. Ak allerede nu den første Dag opstod en Følelse i mig, som saa ofte siden har gentaget sig, om end under andre Forhold – Længslen efter mit Barndomshjem vaagnede. Skuffelsens første Stadium var indtraadt. 

De første Sejladser
Rejsen gjaldt Memel i Prøjsen, og da vi passerede den store Bøje ved Indsejlingen til Øresund, kaldte Kaptajnen paa mig: ”Kan du sen den Bøje, der er en Mand, der løber paa Bunden og haler i den anden Ende.”. Det saa virkelig ogsaa saadan ud for mig; men efter den Forklaring tænkte jeg ved mig selv: ”Jeg er vist ikke regnet for ret meget”, og dog syntes jeg, at jeg var i Besiddelse af en Smule Verdenserfaring. Fra min Hjemegn havde jeg dog oplevet saa meget stort, at jeg i mit stille Sind tænkte: ”Vent I bare til i faar lært mig rigtig at kende, saa skal I nok blive kloge på, at jeg just ikke er nogen Kryster, som enhver kan have til bedste”
Gennem Øresund var der saa meget at se paa for mig, da det jo var allerførste Gang, jeg var der. Først Kronborg saa Byerne Helsingør og Helsingborg, dernæst den store Flaade, der laa for Anker her. Den syntes mig næsten umulig at komme igennem, det var som en tæt skov af Master. Vinden var vestlig og Strømmen indefter og rundt omkring laa en Mængde Dampskibe, fra hvis Master vistnok omtrent alle Nationers Flag vajede. Vi strøg gennem Sundet den Dag, og næste Morgen var vi langt ude i Østersøen. Ja hvor var det herligt alt sammen. Vinden var fremdeles god, kun ved enkelte Lejligheder syntes jeg ikke, alt var, som det skulde være. Skulde jeg f.eks. mente Brød til Lukafet, kunne det ske, at der blev raabt: ”Se nu at ruppe dig, Hvalp. Eller: Hvad staar du der og glor efter, kan du saa se, du faar dig flyttet.” Det var ikke, som jeg havde tænkt, og jeg fik straks Fornemmelsen af, at her førte jeg ikke selv Aarerne, som naar jeg roede Prammen over Revlerne hjemme paa Kysten.

Vi naaede Memel uden nævneværdige Begivenheder. Mine specielle Bestillinger var hovedsageligt at bringe Kokken det, han skulde bruge til Madlavning, holde rent i Kahytten, pudse Lamperne og Lanternerne og fylde Olie paa. Endnu var det ikke almindeligt at bruge Petroleum; men man anvendte almindelig Lampeolie. Jeg kom engang til at spilde lidt af Olien ned i en af Sømændenes Støvler, da jeg var ved at fylde en lampe. Maaske var det i Tudsmørket, eller maaske slingrede skibet en Kende. Jeg tav stille med Sagen; men en af Frivagterne , der havde ligget i Køjen, og desuden var der ingen andre, som havde med Olien at gøre, saa det var jo klart, at jeg var Ophavsmanden. Der blev stor staahej, men alligevel paastod jeg stadigvæk, at det ikke var mig. Der blev formelig holdt Skibsraad og forhørt Vidner, men standhaftigt blev jeg ved med at sige, at det ikke var mig. Jeg vidste vel, hvorledes det var gået til, men jeg havde Forstaaelsen af, at de troede, jeg havde gjort det med Vilje, og det altsaa var en Skarnsstreg, jeg havde begaaet, og det var det, der gjorde Udslaget. Derfor vilde jeg fremdeles ikke bæje mig, og vedgaa Sandheden. Min naturlige trods viste sig i fuldeste Maal, og muligvis ansaa jeg mig selv for at være blevet en hel Del forudrettet paa forskellige Maader. Jeg modtog mine første Klø af Kaptajnen og en grundig Irettesættelse, i hvilken jeg fik at vide, hvad for en Skarnsknægt min Moder havde opdraget. Hvad hverken Slag eller trusler kunde formaa, det formaaede dette ene Navn: Moder. Jeg brast i Graad, og min Morbroder tog mig med ned i Kahytten, kærtegnede mig, og bad mig om at sige Sandheden; og uforbeholdent fortalte jeg det hele. Nu gik det godt en lang Tid; men som Tiden skred frem blev der lagt mere Beslag paa mig. Den som tidligere havde passet Kabyssen og lavet Maden, slulde nu hjælpe til med Indladningen, og jeg skulde passe Kogningen, hvilket foraarsagede mig mange mangfoldige ubehageligheder. Skænd og Banden over Madens Tillavning og hvad dermed følger. Jeg kunde rent ud sagt til Tider have Lyst til at løbe bort fra det hele.
Fra Memel og gnnem Østersøen til Øresund havde vi østlig Kuling, og det var meget koldt. Jeg havde ingen Søstøvler, for det var der ikke Raad til hjemmefra, men jeg smøgede Bukserne op og gik stadig barbenet, skønt det var mange Graders Frost. Jeg hørte, at Kaptajnen en Dag ytrede, da Styrmanden beklagede mig derfor, at det skulde saadan en Knægt ikke regne med i Maj Maaned. Saa overdrevne Følelser for Søstersønnen havde han just ikke, hvilket jeg jo tit fik at føle. Da Vinden faldt med nordvestlig Kuling, ankrede vi paa Helsingør Red, hvor der snart blev en pæn Flaade af forankrede Skibe, og jeg husker tydeligt, da vi efter nogle Dages Forløb atter skulde fortsætte vor Rejse, var der saadan en Masse Skibe, at vi nær aldrig var kommet fri af hinanden, eftersom vi kom under Sejl.
Rejsen gjaldt Hartelepool paa Englands Østkyst, og for saa vidt havde vi godt Vejr over Nordsøen; men en Morgen, da vi blev prajet af en Slæbedamper, var vi tæt under Land. Der var en saadan Kulrøg, Taage, Piben og Tuden fra Fabrikker og Tog; men dog kunde vi ikke se Land, og vi kunde forstaa, at ret langt var vi ikke ude. Der blev en voldsom Parlementering. ”Hvor langt er vi ude”, spurgte Kaptajnen. ”Twenty Miles” var Svaret. ”Det er Løgn i hals Hals” hørte jeg vor Skipper sige. ”Hvad vil du have for at slæbe os i Dok?”, spurgte han saa ”Ten Pounds” blev der svaret. ”Gaa af Helvede til” blev der lige saa hurtigt raporteret. Slæbedamperen sejlede bort et Øjeblik; men kom snart igen og tilbød sig for 8 Pund. ”Vrøvl”, blev der svaret, ”Gaa hellere hjem og læg dig”. Samtalen førtes naturligvis hele Tiden paa Engelsk. Nu kom en konkurrent til Slæbedamperen til Syne og tilbød sig for 5 Pund; men vor kaptajn ville ikke give ham mere end 2. Endelig blev de enige, og vi blev slæbt i Dok. Her var noget at se paa. En Mængde Skibe gik ud og ind af Havnen, og alle havde Slæbedamper foran. De fleste af Skibene var nogle ældgamle Kasser, der skulde til London med Kul. Deres Fokkemast sad helt ude i Forstavnen. En Morgen, mens vi laa i Havnen, havde jeg tømt Askeskuffen udenbords, hvad der var forbudt og kostede et Pund Sterling i Bøde, men da Politimanden, der kom ombord, fik en god Frokost og et Ølglas fyldt med Brændevin til Dessert, slap jeg for Bøden, men i stede for fik jeg en vældig Overhaling af min Morbroder bagefter

Vi lastede nu Kul og skulde sejle til Korsør. Da vi for strygende Vestenvind en Morgen Tidlig sejlede gennem Skagerrak, havde jeg den Glæde at se Rubjerg Knude og Vennebjerg Kirke, men mine Længslers Maal var en lille Fiskerby, der enkelte Gange kunde skimtes over Bølgetoppene. I Korsør fik jeg Brev fra min Mor. Hun bad mig om at være Flink og Lydig, saa hun kunde spørge gode Nyheder om mig. Der var ogsaa mange Hilsener fra Kammeraterne i Løkken, og hvor glædede jeg mig til om Efteraaret at komme hjem som en rigtig Sømand.
Vi tog nu Ballast ind og begav os på en rigtig lang Rejse. Maalet var Archangel i Nordrusland. Vi laa længe under Norge med Vindstille; Morbroder var i daarligt Humør, og det gik for det meste ud over mig, men da vi fik Kuling og god Vind, kom vi hurtigt op om Nordkap, hvor vi paa denne Tid af Aaret havde Dag hele Døgnet. Her saa jeg for første Gang de rigtig store Hvaler; undertiden kunde der være flere Ifølge, og de sprøjtede store straaler op i Luften og var ofte nærgaaende over for os. Hvalerne var ikke dengang saa jagede som nutildags, hvor de jo bliver mere og mere sjældne.
I Archangel laa, foruden andre Skibe, ogsaa en Aalborgskonnert, og Kaptajnen var fra Løkken, en god Bekendt af Morbroder. I den Tid, vi laa her, var Kaptajnerne næsten ikke fra hinanden. Var Morbroder ikke paa vort Skib, var vi næsten sikre paa at kunne finde ham paa det andet. Gik den ene til Byen, fulgte den anden gerne med. Kaptajnen paa den anden Skonnert forsøgte, mens vi laa her, at faa mig til at rømme fra min Morbroder, men da denne i det samme kom ombord, blev jeg puttet ind i et Klædeskab. Her stod jeg, da Morbroder lukkede Skabet op. Hvor var jeg dog Flov og bange. Jeg kunne forstaa, at det hele var aftalt Spil mellem Kaptajnerne, der sikkert vilde drive Løjer med mig. Om selve Archangel kan jeg ikke fortælle meget. Flodbredderne var paa den Tid opfyldt af uoverskuelige Skove, hovedsagelig Naaleskove. Jeg fik en dag Lov til at gaa med en af Matroserne i Land. Jeg havde nogle faa Penge, og købte for dem nogle af de der forhandlede Bensager og et lille kunstfærdigt Syskrin. 

Fra Archangel sejlede vi med en Ladning Tjære til Newcastle i England. Paa Rejsen blev en del af Tønderne utætte, og Tjæren kom ind i Pumperne, saa de var ubrugelige, og da Skuden var utæt, var det med Nød og næppe, at vi slap i Havn. Til Newcastle ankom vi først i Oktober Maaned. Her traf vi Sluppen ”Kirkholm” fra Løkken, og da den skulde sejle direkte til Løkken, fik jeg en del Porcelæn, Kaffekopper, Tekopper m.m., som jeg havde købt sendt hjem til min Mor.
Efter udlosningen kom vort Skib i Tørdok og blev ordentlig overhalet og tætnet. Vi fik saa Kullast ombord og skulde sejle til Helsingør. Jeg husker tydeligt, at Morbroder sagde til Styrmanden, da jeg den Eftermiddag satte Kaffe på bordet: ”Ved næste Doktid maa vi ud. Ganske vist staar Barometeret voldsomt lavt, og der er hejst Stormvarsel paa Pieren (Havnemolen), men nu har vi en tæt Skude, og jeg tænker, Vinden vil holde til Nordvest. Lodsen vil snart være her, og Tovet til Slæbedamperen maa være klar”. Det var en mørk Eftermiddag, saaledes som den kan forekomme i England ved Slutningen ag Oktober Maaned. Jeg havde allerede tændt lamperne i Kahytten, og Morbroder spurgte mig, om jeg nu havde alle Lamper i Orden, saavel til Nathuset som Sidelanterne, og dertil svarede jeg ja.
Der blev nu livligt i Dokken. Dokmesteren stod ved Dokporten og kommanderede gennem sin Raaber, og uden for laa Slæbedamperne og rørte Maskinerne. Der var mange skibe, som skulde ud med dette Tidevand. Snart var vi ude af Dokken, og Slæberen tog fat. Jeg mærkede straks, at Skuden begyndte at duve stærkt, og saa at Søen brød voldsomt mod Pieren. Alle Mand var ved at få vor Klyverbom sat us, da denne altid skal være halet ind over Sprydet i de engelske Dokker. Ret længe varede det ikke, før jeg hørte, at Slæbetovet skulde hales ind. Vi var saa overladt til os selv. Det var endnu næsten stille Vejr, alle Sejl blev sat til, men det blæste ikke mere, end at de slog mod Stængerne, hver Gang Skuden duvede i Søen. Det gik meget smaat fremad, og ved 8-tiden var vi næppe 2 Mil fra Land. Det begyndte nu at blæse stærkere, og der kom enkelte Vindstød fra Nord, saa Bramsejlene maatte gøres fast. Mandskabet var knap færdige dermed, før Storsejl og Klyver ligeledes maatte bjærges. Med stort Besvær var Storsejlet blevet surret fast til Raaen, og da Mandskabet kom paa Dækket kaldte Morbroder paa en af Matroserne og bad ham løse sig af ved Roret. Morbroder havde stået til Rors, mens Mandsakabet kom paa Dækket, og nu sagde han til Styrmanden, at denne skulde pejle Pumpen og se efter, om Skuden trak Vand, men der var intet Vand i Pumpen. Skuden var tæt. Vinden var nu gået til NØ. Det blæste haardt, og Skuden satte voldsomt i Søen, men Morbroder sagde, at Merssejlene skulde staa, saa længe de kunde holde, og derpaa gig han ned i Kahytten for at se i Søkortet. I det samme blev raabt oppefra, at store Mers-Sejl havde slaaet en revne, og Morbroder kom op igen og tog Roret. Alle Mand maatte nu op og prøve, om de kunde rebe Mærssejlet, ellers skulde de gøre det fast. Det sidste blev udført, og saa snart de kom ned, fik de ordre til at rebe eller beslaa de øvrige Sejl. De var nu Orkanstorm, og da Mandskabet hele Tiden maatte hænge oppe i Rigningen og arbejde med sejlene, blev jeg af Morbroder strengeligt befalet at stille mig for-ude og holde Udkig, og hvis jeg saa Lys eller Lanterner, skulle jeg raabe Gevalt. Jeg kravlede forud, og der brød Søen hele Tiden med voldsom Kraft ind over skibet. Jeg stillede mig ved Fokkemasten med Ryggen til Kogehuset, som stod op mod Masten. Det var omtrent Midnat, da jeg blev sat paa denne farlige Post. Vi fik det ene vældige Braad over efter det andet, og jeg var næsten hele Tiden under Vand.
Det var med stort Besvær, jeg holdt mig fast og ikke blev skyllet overbord. Jeg maatte hvert Øjeblik gribe fast om, hvad jeg kunde faa fat i, og min første Tanke gik ud paa, at den Ud-kigspost kunde Morbroder godt have sparet mig for. Det var ellers knap nok, at jeg kunde samle mine Tanker. Jeg var dog klar over, at her kunde jeg ikke bkive, det næste Braad vilde maaske slaa mig ud. I et Øjeblik, da skuden muligvis var faldet noget af, fik jeg Lejlighed til at springe hen og støde Luftkappen op og springe ned. Her laa jeg næsten bevidstløs mellem Kister, Køjeklæder og Spiseredskaber, thi alt som fandtes hernede, var der vendt op og ned paa under skudens voldsomme slingren. Alt Rovsede fra den ene til den anden Side, intet kunde jeg se i Mørket, og naar de vældige Braad slog ind over Boven, slusede hele skyller af Vand ned baade ved Kappen og Paltstøtterne. Alt sejlede i Vand, og selv var jeg som en druknet Mus. I Kædekasserne var der et forfærdeligt Spektakel; det knagede og bragede, hver Gang Braadsøerne slog ned over Forenden af Skibet. I min halvt bevidstløse Tilstand, var det dog, som jeg følte en vis Velvære ved Tanken om, at jeg var sluppet bort fra den for-færdelige Udkigspost forude paa Dækket. Hvad Morbroder, der stod ved Roret, hat tænkt om min Stilling, ved jeg ikke. Han var vist af den Formening, at jeg for længe siden var skyl-let bort. Jeg hørte han brølede paa mig, men mit Svar kunde slet ikke høres.
Mandskabet var, efter at de fleste af Sejlene var beslagne eller rebede, atter paa Dækket, og nu blev der kaldt og raabt paa mig alle Vegne, og da jeg efter der blev Brølet ned gemme Lukarkappen, var blevet hørt, kom en Mand Matros Chr. Hoven, dumpende ned til mig. Trappen, som førte ned i Rummet, havde revet sig løs og var faldet om. Matrosen spurgte om jeg var levende eller død, og hvordan jeg var kommet herned. Jeg svarede ham, at Trappen stod, da jeg kom ned. Han tændte en Tændstik og saa, at jeg hængte med Overkroppen ind over en Underkøje. Jeg husker at Morbroder raabte ned gennem Kappen. ”Lad Drengen komme agter i Kahytten, men pas paa, naar I kommer op med ham”. Langt om længe blev der lagt en Tovende ned og bundet om Livet paa mig. Jeg blev saa halet op og transporteret agter i Kahytten. ”Har du ikke hørt, saadan som jeg har raabt paa dig?” spurgte Morbroder. ”Jo, men jeg kunde ikke svare, saa du kunde høre det”. Han trak mig nu af alt Tøjet og lagde mig i sin Køje, godt tildækket med tæpper, og jeg kom snart mere til hægterne. Mandskabet kom ogsaa ned i Kahytten, og nu først fik de tid til at faa en bid brød. Jeg hørte, de talte om det forfærdelige Arbejde med at bjerge Sejlene, hvoraf flere var gaaet i Pjalter, og det lød for mig, som dette var det værste. ”Vi kan være i Land inden en Time maaske”, sagde den først-nævnte Matros. ”Jeg vil raade jer alle til at tage jert bedste Tøj paa og saa meget, at I kan hol-de ud, om vi skal hænge i Rigningen en Tid”. Han fortalte saa en Historie om, hvorledes de en Vinternat havde siddet fastsurret i Rigningen, efter at Skuden var Tørnet. De var alle ble-vet bjerget, men havde de ikke været godt klædt paa, var de sikkert alle frosset ihjel. Morbro-der kom nu med, tog en Flaske ud af et Skab og lod den gaa rundt. Styrmanden kom ogsaa ned i kahytten; der var jo ikke andet at gøre end at passe Roret. Der blæste en af disse NO-orkaner, som saa ofte volder store Ulykker paa Englands Østkyst. ”Ja nu er her ikke mere at udrette før Dag, om vi til den Tid kan holde os klar af Land” hørte jeg Morbroder sige ”Stor-baaden staar nu klar. Aarerne ligger i den, og i Agterenden ligger øksen til at kappe surringer-ne med, om vi skal faa Beug for den. Nu maa I alle blev her agter ude, og saa skiftes vil til at løse af paa Dækket”. De fire af Mandskabet satte sig i Sofaen og faldt straks i Søvn. Det havde jo været en forfærdelig anstrengende Nat, og nu kom Trætheden og overmandede dem. Saa faldt ogsaa jeg i Søvn.
Det var noget op paa Dagen, da der blev kaldt paa mig. Jeg tumlede ud paa Dørken (Kahyts-gulvet), og fik noget tørt Tøj paa af Morbroders. Mit eget var jo aldeles gennemblødt. Nede i Kahytten laa nogle Sejl, som var halet ud af Sejlkøjen. Styrmanden og en af Matroserne var ved at efterse dem. Jeg kravlede op ad Trappen og kiggede ud af Kappen. Da Morbroder saa mig, spurgte han, om jeg kunde se Land, og jeg syntes, at vi var lige ved Land. Landet var højt og efter Morbroders Mening maatte det være Flamborough Head, et højt Forbjerg paa den engelske Østkyst. Nu skulde der sættes mere Sejl for ikke at drive mod Land, skønt det stadig blæste Orkan af NO, og af og til kom der snebyger. Hele Dagen arbejdede Matroserne med at faa de revnede Stormerssejl ned af Raaen og et nyt sat op, og ved Nattens Frembrud havde vi tætrebet Storemerssejlet. Det forekom mig, at Mandskabets Humør nu var blevet lidt bedre. Tekedlen havde vi faaet i Kog, og Kl. 8 om Aftenen skaffede vi alle ned i Kahytten. Ingen kom forud mere.
Tredje Dag flovede Stormen af og vi begyndte saa smaat at stikke Reb ud. Jeg husker at vi saa en Bark under sejl et Stykke fra Luvart, ellers var der ingen Skibe i det nærmeste Farvand. Det klarede mere op, og Vinden begyndte at dreje mere til Vest. Vi talte om, at der sikkert var sket mange Forlis den første Nat, for der var en Mængde Skibe, som den Aften, vi gik ud af Dokken, var færdige til at gaa til Søs. Jeg hørte siden, at Sluppen fra Løkken ikke var sejlet den Aften, vi gik ud. Den usædvanlige, lave Barometerstand havde advaret Skipperne. Vi fik en føjelig Vind, og snart var alt i den gamle Gænge. Morbroder var stolt af sit Skib. Det hav-de klaret sig godt i det forfærdelige uvejr. Da vi kom til Helsingør, var der et Brev til Mor-broder fra en Mand i England, og han meddelte, at i den Nat, vi var gaaet ud fra Newwcastle, forliste omkring 1100 Skibe paa Englands Østkyst. Man skulde synes, at en saadan Tur maat-te kunde dræbe Forestillingen om Sølivets Herligheder hos en Dreng som mig, men det blev dog ikke saaledes.
Vi gjorde endnu en Rejse til England, inden Aaret 1869 sluttede, og kom til København Jule-aften. Paa denne Rejse, der efter Aarstiden gik heldigt, havde vi to Tønder ekstra fedt Stude-kød med, som Morbroder havde købt hos en Slagter i Aalborg, og Morbroder pralede ofte af dette dejlige Kød, som vi skulde smage, naar v rigtig kom ud i rum Sø, men da vi slog Tøn-derne op, viste det sig, at Slagteren havde fyldt dem med Kadaveret af en gammel Krikke. Morbroder blev rasende, da han saa Tøndernes Indhold, og der blev taget Vidner, Tønderne blev slaaet til igen og senere sendt tilbage til den kæltringagtige Slagter, som var en god Be-kendt af min Morbroder. Juleaften holdt vi fest ombord. Gaasesteg og mange andre rare Sa-ger fik vi den aften bragt ud af Byen, og bagefter fik vi ekstra Punch. Saa gik Rejsen hjem til Løkken. Mit første Aar som Sømand var til Ende.

Aaret 1870
Foraaret i 1870 var mildt, og allerede i Marts Maaned var vi atter i København og klar til at sejle. Min Broder Ernst skulde nu indtage min Plads, og jeg skulde mønster som Jungmand. Det var ingen Sag, Syntes jeg, naar bare jeg var fri for det Kokkeri, det var ikke noget, der passede mig. Vi havde gjort et Par Rejser og ankom til Kiel med en Ladning Kul, som vi be-gyndte at losse. Det var netop i de Dage, at Krigen brød ud, og alle steder, hvor man saa hen, kunde man se soldater af næsten alle Vaabenarter. Der var et voldsomt Røre, og det blev for-budt at gaa i Land. En Dag kom en Patrulje om Bord, og vi blev beordret ned i den agter Ka-hyt, hvorefter Døren blev stænget for os. Vi kunde forstå, at Resten af Kullene blev losset af et andet Mandskab, og det gik hurtigt for allerede ved Daggry var Kullene væk. Morbroder stod oppe i Skylightet, hvorfra han kunde se en smule ud. Ved aftenstid kom to Pramme paa Siden af os, og vi mærkede, at vi fik Ballast i Skuden. Vi gisnede meget paa, hvad der skulde gøres ved os. Næste Morgen kom en Damper paa Siden, Skylightet blev dækket til, saa vi ikke kunde se ud, og vi mærkede, at vi blev slæbt væk. Endelig blev der lukke op for os. En Officer forklarede Morbroder, at nu kunde vi sejle hjem, om vi ønskede. Morbroder var meget altereret, men tog dog mod de Papirer, han fik overrakt tillige med nogle Penge, som jeg an-tog var Fragtpenge. Alle Marinerne forlod os nu; Vi gik for en østlig Kuling ned igennem Østersøen, og MOrbroder og Styrmanden diskuterede, hvor vi skulde gaa hen. Vi vidste, at der var krig mellem Frankrig og Tyskland; men derudover intet. Da vi var paa Højde med Swinemünde kom en Baad med en Købmand ud fra Kysten, og bad os om at sejle ind til Ro-stock. Vi fik i en Fart Ballasten ud og Hvede ind i Stedet, og næste Nat blev vi slæbt ud igen. Det blev Regntykning og stiv Kuling af Sudost og knap 24 Timer efter, at vi havde forladt Rostock, ankrede vi op paa Nyborg Red. Samtidigt passerede den franske Flaade Kattegat, og det var heldigt, at vi ikke mødte den. Jeg husker at Morbroder sagde, at vi ved denne ene Tur tjente lige saa meget som hele sidste, fordi Fragten var var saa høj. Jeg vil nu gaa let hen over Resten af Aaret 1870. Vi gjorde et par rejser over Nordsøen og Østersøen og kom til Aalborg i slutningen af November Maaned med en Ladning Træ og Tjære fra Kristiansstad i Finland. Jeg havde nu faaet Lyst til at prøve, om andre Skibe var mere interessante. Grunden var vel nok den, at Morbroder altid var efter mig og ofte brugte en Tovende paa min Ryg. I Aalborg laa en Skonnert, der tilhørte I. P. Larsen eller Smørkræmmeren, som man kaldte ham. Skipperen hed C. Mikkelsen og var fra Løkken, og her fik jeg Hyre. Vi sejlede til Thisted og lossede Kul og derfra til England med en Ladning Havre. Det blev tidlig Vinter, og vi kom derfor ikke fra Thisted før Februar 1871.

Sejladserne fortsætter
Vi kom heldigt Skagen ud, men Vinteren tog atter Fat, og en Kuling af ONO tvang os til at ligge bi, og i denne Stilling drev vi hele Nordsøen igennem paa ca. 14 Dage. Enkelte Dage klarede Snetykningen op, men Stormen vedblev. Da vi fik Landkending, var vi uden for den skotske Kyst. Vi kom heldigt ind i Leith Fjorden og ankrede og ved Granstone lidt neden for Edinbourg. – Skuden, vi sejlede med, var en rigtig gammel Kasse, der havde tilhørt Frederik den 6., som havde brugt den som Lystdamper. Staten havde købt den og omdannet den til Skonnert. Den havde et Ror saa stort som en af Børglum Klosters Porte, og det var komplet umuligt, at holde den fast. Jeg havde regnet ud, at det kunde lade sig gøre at lade den snurre et Par Gange rundt, naar Skuden duvede, og saa gribe fat i Knagerne igen. Da Skipperen en dag saa det, skreg han op om, at jeg endelig maatte holde fast, men jeg brugte fremdeles min egen fremgangsmaade, og der skete aldrig noget. Havren blev losset i Granstones Havn, og vi fik i stedet Kul ind til Lissabon i Portugal. Hertil naaede vi omsider i April Maaned, hvorefter vi gik ned til en Havn noget sydligere. Her var rigtignok en anden Atsmossfære end i Nord-søen. Her var ikke Snestorme, men blide vinde inde fra Orangeskovene. Vi levede næsten udelukkende af Frugt. Særlig Appelsiner og Figner. Der laa altid en mængde smaa Baade, som forhadndlede Frugt til meget billige Priser. Vi fik Landlov en dag og naaede at drikke os en Vinkæfert til, dog ikke ud over det tilladelige. Vi fik nu saltlast ind tillige med en Mængde dejlig Frugt. Det gjaldt nu om at faa en hurtig og heldig Rejse hjem. Vi skulde til Løkken og losse det halve af Lasten. Men sikken en Sejlads. I Spanskebugten var Vinden NO. Fint Vejr hele Tiden og den elendige gamle Vase rørte sig ikke ud af Flækken. Al vor dejlige Frugt svandt mere og mere ind. Endelig slog Vinden om til Vest, og for stiv Kuling sejlede vi op gennem Kanalen, og Sankt. Hans Aften saa vi Baalene inde fra den danske Kyst. Dagen efter ankrede vi op på Løkken Red. Resten af mine Appelsiner kom nu i Land, men det var ikke ret mange, der var tilbage. To Guldfisk, som jeg havde haft i en Stenkrukke, kom ligeledes fra Borde, men selv fik jeg ikke Landlov. Efter en Del Genvordigheder med stille Vejr og Død-vande naaede vi endelig Aalborg i Slutningen af Juli Maaned. Den gamle Skude skulle nu fortømres og omgives med en saakaldt Konvolut, hvorfor Mandskabet blev afmønstret. Jeg havde nu set saa mange smukke Skibe, saa jeg maa sige, at det ikke var med Sorg, jeg forlod Drederi den 6. Minde. Jeg fik nu Hyre paa en Skonnert med Navnet ”Karl Melborg”. Den var hjemmehørende i Assens. Vi var en Tur oppe i Østersøen og lastede med Brædder til Brüssel i Belgien. Det var overmaade interessant at sejle op gennem Sluseværkerne til Brüssel, og hvor var her smukt. Medens jeg skriver dette, raser den store Verdenskrig derude, og det er sørge-ligt at tænke sig, at nu er alt dette maaske ødelagt.
I Antwerpen lastede vi Marmor til England, og fra England sejlede vi til Vejle med en Lad-ning Kul. Herfra rejste jeg Hjem. I Vinteren 1872 skete en Stranding ved Løkken. Briggen ”Marquis Posd” af Rostock satte ind paa Revlerne. Det kneb med at redde Mandskabet, men det lykkedes, og ingen gik tabt. I begyndelsen af Aaret 1873 meldte jeg mig som Frivillig til Orlogs, og kom ind i April Maaned. Jeg skulde sejle med Fregatten ”Sjælland”. Der var travl-hed med at få den tilrigget, for Oscar den 2. skulde krones til Konge i Norge, og her skulde Fregatten op. Her var noget for en videbegærlig Knægt at se paa, jeg syntes det hele var ide-lig Sjov. Saa gik Sommeren, og til Vinter var jeg hjemme igen. Jeg havde nu aftjent min Vær-nepligt, og nu skulde det rigtigt gaa løs ud i den vide Verden.