Løkken i 1960´erne – udviklingens årti?
Da familien kom til Løkken i 1964, var jernbanen mellem Hjørring, Løkken og Aabybro blevet nedlagt året før, banelegemet lå og ventede på at blive fjernet, stationsbygningen var overtaget af posthuset og nogle af de øvrige bygninger skulle nedrives.

Skolevæsen
Et af samtaleemnerne op gennem 1960´erne var nok skolevæsenet. Det var det også i 50´erne. Skolen havde dengang små 200 elever til 6 – 7 lokaler! I 1963 fik byen en ny centralskole, som havde været undervejs længe, men den er beskrevet i det jubilæumsskrift, som blev udgivet i 2013 i anledning af skolens 50 års jubilæum. Det skal ikke gentages her. Diskussionen fyldte meget omkring 1960, især spørgsmålet om skolens placering og om en eventuel udbygning af Børglum Skole. Der var vedtaget en ny skolelov i 1958, og den imødekom især landområdernes behov for en udvidet skolegang med mulighed for prøver og realeksamen. Diskussionerne var endt med bygning af en ny 7-årig centralskole i Løkken og bevarelse af forskoler i Vittrup og Børglum. Derimod var der vistnok ikke megen diskussion om den fortsatte skolegang efter undervisningspligtens ophør. Man havde jo en privat realskole i byen, og den kunne vel klare de få elever, man forventede, at det drejede sig om. Her tog man gruelig fejl.
Skolen var således tænkt som en 7-årig grundskole, hvor der måske kunne blive tale om en 8. klasse. Det var nok den almindelige forestilling om behovet i 1960. På det tidspunkt forestillede man sig ikke, at tilgangen til 8., 9. og 10 skoleår skulle blive så stor, som den blev - og så hurtigt. Jeg søgte stillingen i Løkken, fordi der ikke var overbygning, for jeg havde ingen erfaring med mellemskolen og realklassen. Jeg søgte o. 1. august, men der gik flere måneder, før jeg blev indkaldt til samtale med skolekommissionen. Det skete mellem jul og nytår, og da var situationen helt anderledes.
Det var sognerådsformand, tidligere stationsforstander, Th. Vestergaards opfattelse, at kommunen skulle have en fast aftale med realskolen, og der blev også efter, at skolen var taget i brug, ført forhandlinger med realskolen, men de førte ikke til noget. Jeg ved ikke, hvorfor de strandede, men kan forestille mig, at der var uenighed om placeringen af 8. klasserne. Der var allerede en 8. klasse på kommuneskolen, og den ønskede skolekommission og sogneråd at bevare. Realskolen kan godt have stillet krav om at få hele årgangen.
Skolekommissionen førte efteråret 1963 nogle forhandlinger med en frederikshavnsk skoleinspektør, som 25 år tidligere havde været vikar ved skolen og i øvrigt var kendt som en meget dynamisk leder. Man fik efter sigende det svar, at kommunen skulle have ordnet sit skolevæsen, før han ville søge. Han søgte alligevel ikke, men besøget har uden tvivl styrket det synspunkt, at kommunen skulle oprette sin egen realafdeling. Det besluttede sognerådet så og ansøgte Undervisningsministeriet om godkendelse, og den kom kort efter nytår.

Den private realskole
Ansøgningen vakte bestyrtelse og frygt hos kredsen bag realskolen. Den havde siden sin oprettelse omkring århundredskiftet ført en noget omtumlet tilværelse og en tid hørt under Aabybro Realskole. I 1940 havde den fået eksamensret og var kommet ind i en nogenlunde solid udvikling. Da Michael Sindbæk overtog den i 1953, var den i god vækst, og den voksede op gennem 1950´erne, dels på grund af de store fødselsårgange under krigen, dels som følge af en større interesse i landdistrikterne for en udvidet undervisning. Fra 1955 til 59 steg elevtallet fra 116 til 198. Skolen blev i disse år udvidet betydeligt, for 250.000 – 300.000 kr., hvoraf en del blev betalt gennem statstilskud. I årene omkring 1960 faldt elevtallet til under 100, dels som følge af et lavere fødselstal, dels som følge af oprettelse af en realafdeling i Saltum, og den trak eleverne fra Ingstrup sydover. Det gav skolen et dårligt ry, der blev forstærket af det forhold, at der kun var nogle få seminarieuddannede lærer. Da jeg kom hertil, fik jeg at vide, at undervisningen var for dårlig. Det er der ikke noget, der tyder på, og Sindbæk var en meget dygtig skolemand. Lokalhistorisk Arkiv har hans dagbog fra skolen, og den viser en betydelig indsats fra hans side. Det var en skole med en stærkt kristen og national profil.
Sindbæk var i 1963 66 årgammel og kunne pensioneres inden for en overskuelig tid, så hans person kan vel ikke have været afgørende for en ordning, heller ikke for den følgende indsats fra realskolens venner. De søgte nu at gøre skolen til en selvejende institution og ansøgte ministeriet om godkendelse heraf. Der blev nedsat en bestyrelse med Emmy Kjelgaard som formand, hun var datter af sognerådsformand Th. Vestergaard og gift med fiskeeksportør Chr. Kjeldgaard. Næstformand var gårdejer Kr. Rykind Eriksen, der var et fremtrædende medlem af Vrensted-Thise sogneråd og måske på det tidspunkt sognerådsformand. Desuden bestod bestyrelsen af Bach Mortensen og Lis Esbensen, begge Løkken og Ernst Christensen, Vittrup.
Da jeg havde fået min udnævnelse, lovede jeg inden min tiltræden at komme til Løkken for at tage et møde med lærerne og holde foredrag på et forældremøde. Det fik Rykind Eriksen til at sende mig et brev, som jeg skulle betragte som fortroligt. Her opfordrede han mig til at støtte tanken om at bevare den private realskole. Det var jo nok lidt naivt at tro, at jeg skulle starte mit arbejde med at lægge mig ud med sognerådet, og det ville jeg naturligvis ikke. Jeg kendte godt Rykind Eriksen, idet vi dengang var partifæller, og det var vel derfor, han skrev til mig. Nok så interessant var det, at han vedlagde en redegørelse fra realskolens bestyrelse. Her tager man afstand fra sognerådets planer og skriver, at det ”hverken (er) saglig eller økonomisk begrundet at oprette en realskole mere i Løkken.” Redegørelsen slutter: ”Skulle der, til trods herfor, blive givet to tilladelser til realskoler i Løkken, finder bestyrelsen det naturligt, at der til den tid føres forhandlinger om en anstændig afvikling af Løkken private realskoles forhold.” Der må være faldet et ”ikke” ud foran ”blive givet to tilladelser”, ellers har ordene ingen mening. Forsøget på at føre skolen videre strandede, og skolen lukkede med udgangen af skoleåret 1963-64. Skolens 2. realklasse kom samlet til Hjørring private Realskole, og 3. realklasse fordeltes på dens øvrige klasser. Sognerådet havde ingen interesse i bygningen, og der blev ikke forhandlet med skolens bestyrelse. Handelsstandsforeningen gjorde en ihærdig, men forgæves, indsats for at få staten til at oprette en handelskostskole i bygningen. I nogle år var der en hotel garni i bygningen, der senere blev solgt til kunsthandler Viggo Kristensen. I dag kan man godt finde, at afviklingen fik en noget uværdig form, og at skolen og især Michael Sindbæk fortjener at blive rehabiliteret. Men sådan tænkte man ikke dengang.
Omstændighederne omkring realskolens sidste tid lagde et pres på os på den nye skole – i hvert fald oplevede jeg det sådan. Læge Sørensen, Vrensted, sagde offentligt, at han ikke troede, at det var muligt for centralskolen at etablere en realafdeling med den fornødne kvalitet. Det var måske også opfattelsen andre steder, og der var i forvejen store forventninger til skolen, så der blev stillet store krav til lærerne. Ingen af os – bortset fra Bønding og Haagensen, der havde været lærere på realskolen en kort tid – havde erfaringer i undervisningen i realafdelingen, og vi var meget restriktive med hensyn til, hvem der blev optaget. Men i august 1964 begyndte den første realklasse med 18 elever. Og det gik faktisk godt.
Tanken om en privat realskole som aftager af skolens elever var på forhånd dødsdømt. Der var mange private realskoler, der lukkede disse år, og her ville to skoler have fastlåst den pædagogiske udvikling – det så man andre steder. Det var desuden skoler med to forskellige kulturer. Realskolen i Løkken var stærkt holdningspræget og retningsbestemt, mens folkeskolen søgte at være en neutral skole med fokus på både stof og elever. Vi opdagede efterhånden også, at det var værdifuldt med et samlet 10-årigt skoleforløb og dermed vekselvirkningen blandt lærere, der fortrinsvis underviste de yngre børn, og lærere, der underviste de ældste - mange underviste begge kategorier.
Rykind Eriksen skrev i det nævnte brev, at han ikke troede på en realafdeling ”på en kommunal skole, som der uden tilslutning fra andre kommuner ikke er grundlag for.” Dermed ramte han et ømt punkt, nemlig realafdelingens elevunderlag. Realklasserne fik foreløbig kun elever fra Børglum-Furreby kommune, og nogle ganske få fra Vrensted. Sognerådet havde haft kontakt med i hvert fald Vrensted-Thise, men der ville man ikke indgå nogen aftale. I almindelighed kunne man henvise til den forventede kommunalreform. Skolen fik en del elever i 8. klasse fra Vrensted, men realeleverne tog for de allerflestes vedkommende til Brønderslev. Efter kommunalreformen i 1970 skete der nogle omlægninger af skoledistrikterne, så Vrenstedeleverne kom til overbygningen i Løkken, men ikke dem fra Hundelev. Skolens overbygning fik ikke det naturlige opland, og det var måske også vores egen skyld. Vi var ikke opmærksom på, at jo længere man kom ind i landet, des mere konservativt var skolesynet.

 

Fra skolebyggeriet 1962-63. Foto: Carl Johs. Christensen
En moderne kommuneskole

Løkken Centralskole gennemløb en udvikling op gennem 1960´erne og blev o. 1970 vist betragtet som den mest progressive i landsdelen. Det var jo en nybygget skole, og elevgruppen skiftede i løbet af de første år i høj grad karakter, fordi flere og flere ønskede at fortsætte i de dengang frivillige 8., 9. og 10. klasser – og hertil kom så også realafdelingen. Skolen voksede fra 240 elever til ca. 400, og toppede med godt 450. Hvert år kom der 2 – 3 nye lærere, næsten altid direkte fra seminariet. Ved årtiets afslutning havde skolen ca. 20 lærere, og der kom flere de følgende år. De oprindelige lærere fra den gamle skole fyldte – trods deres udbestridelige dygtighed og større erfaring - mindre og mindre i billedet, og et par af dem nåede pensionsalderen. Det var således en skole, der skulle skabe nye traditioner og skabe sin egen profil, og den måtte ganske naturligt blive præget af tidens nye pædagogiske strømninger.

De to første større opgaver var opbygningen af et skolebibliotek, som Gunner Olufsen tog sig af, og anlæg af en idrætsplads. Selve projektet stod firmaet Birk og Boe for, men formentlig i tæt samspil med idrætslærerne. Det var et meget stort anlæg, og det var i nogen grad bestemt af omfartsvejens linjeføring. Beplantningen udenom blev vist overladt til Tolne Skov og Hedeselskabet. I hvert fald havde formanden for skolekommissionen, Børge Christensen, og jeg en del møder med skovrideren derfra. Det var altså nogle store udenomsarealer, som pedellen Poul Hansen skulle passe. Han købte for egen regning en brugt traktor for at kunne holde græsset i bund. Poul Hansen havde været langturschauffør hos Kjelgaard og kunne endnu i ferien tage et ”swit til Antwerpen” for ham. Han blev efterhånden en institution på skolen og utrolig vellidt og hjælpsom. Hver dag til frokost kørte han en tur gennem spisegangen og solgte mælk (mod mælkemærker) til eleverne. Han holdt skolen i mønsterværdig orden og havde den for medarbejdere næsten uundværlige egenskab, at han følte et ejerskab til det, han fik betroet. Han og hans kone, Thyra blev vor families nære venner, så længe de levede.

1969 lånte skolen en Olivetti bordcomputer og foretog nogle af de første
forsøg her i landet med undervisning i edb. Computeren kostede dengang
30.000 kr. Her er 6. klasse i gang. Foto Poul Kjær.


Skolen fik også i disse år en større ”maskinpark” og blev den første nord for Limfjorden, som anskaffede skole-tv med tilhørende optager, og i 1969 lånte vi en Olivetti bordcomputer og gennemførte som den første i landet undervisning i datalære i 4., 6. og 8. klasse samt i 3. realklasse. Der blev også holdt forældrekurser i faget, med Bønding og Dyrby som lærere på de to hold.
Pædagogisk var der nok mest fokus på de ældste klasser, ikke mindst 8., 9. og 10. klasserne. Undervisningen i realklasserne var mere eller mindre bestemt af ministerielle cirkulærer og derfor ret traditionel. Men de yngste elever blev ikke glemt. Da vi i de yngste klasser indførte den nye matematik med mængdelære, lavede forældrene vrøvl, og vi måtte arrangere nogle kurser for dem. De kunne jo ikke hjælpe børnene med lektierne. I slutningen af 60´erne slog vi historie, geografi og biologi sammen i 3. - 5. kl. og kaldte det orientering. Det gav en bedre sammenhæng i undervisningen, da der ellers kun var én time om ugen til hvert fag. Undervisningsministeriets tidsskrift Uddannelse bragte en rosende artikel herom.
I slutningen af 1960´erne begyndte skolerne i Hundelev, Vrensted og Løkken at forberede børnehaveklasser, der startede i 1970. I Løkken med Inger Ussing, uddannet på Jysk Børnhaveseminarium i Aarhus, som lederI løbet af 1960´erne begyndte man i såvel pædagogiske som politiske kredse at tale om en tilvalgsskole eller en enhedsskole, hvor eleverne gennem hele skoleforløbet blev holdt sammen i nogle fælles fag, og i andre fag valgte de efter evner og interesserer. Der var stærke politiske signaler om, at det ville blive fremtidens skole. Nogle skoler havde fået tilladelse til at gennemføre forsøg med denne skoleform. Der var i pædagogiske reformkredse enighed om, at realafdelingen havde en for stiv og traditionel struktur, og desuden medførte den en social skævhed i hele uddannelsesbilledet. Derimod var 8., 9. og 10. klasserne blevet en succes, både hos eleverne og arbejdsgiverne, men de tiltrak ikke som en eksamensskole de dygtigste elever.

I 1968 ansøgte skolen med lærerrådets anbefaling om tilladelse til et forsøg med en tilvalgsskole, hvor elever i 1. realklasse og 8. kl. blev undervist sammen i dansk og i orientering/religion, historie, geografi og biologi. Tilsvarende i 9. kl. og 2. realkl. Det var ikke ud fra ønsket om et ideologisk felttog for større lighed i uddannelsesbilledet, men vi kunne gennem denne skoleform løse nogle problemer og give eleverne nogle flere muligheder, med andre ord skabe en bedre skole. Ansøgningen blev drøftet grundigt i skolekommissionen, der støttede den, og sognerådet gav sit samtykke – men det måtte ikke koste ekstra. I virkeligheden kom kommunen til at spare en lærerstilling. Forældrene til de berørte elever blev inddraget på møder, hvor forslaget blev gennemdrøftet. Amtsskolekonsulent E. Mølgaard anbefalede, og ansøgningen blev positivt behandlet i ministeriet, men tilladelsen måtte afvente vedtagelsen af en lov, der gav skolerne en generel adgang til ordningen, der blev betegnet som samlæsning. I august 1969 startede to klasser som de første i landsdelen med den ordning, der blev landsdækkende fra 1976. Året efter startede de kendte forsøg i Brovst kommune, hvor alle skoler var med. Samlæsningen i Løkken fortsatte de følgende år og blev udvidet med sammenholdte klasser i regning/matematik på forsøgsbasis.
Man kan i dag godt undre sig over, at skolen kunne gennemløbe den pædagogiske udvikling, der jo skulle være umulig i et område med et generelt konservativt skolesyn. Når det alligevel var muligt, hænger det sammen med to forhold. For det første et meget ungt og engageret lærerkorps, der havde mod til forandring og vilje til at udnytte det, de havde lært på seminariet, de fleste kom fra Hjørring. Dermed skabtes der et udviklingsorienteret læringsmiljø.
For det andet har Løkkenmiljøet spillet en rolle, når det gjaldt accepten af skolens kurs. Løkken har altid været en by, der orienterede sig udad, en by der drømte stort, men som ikke altid magtede at gøre sine drømme til virkelighed. Både i skudehandlertiden og i fiskeriets storhedstid kunne man bemærke denne åbenhed over for omverdenen, og det var jo også den lære, turismen gav. Det er havboens leveregel: Se langt – tænk stort.
Det lå også i tiden dengang, at udviklingen af skolen var et teamarbejde, og at folkeskolen skulle udvikles nedefra – i modsætning til nutiden, hvor udvikling er en lederfunktion efter retningslinjer ovenfra. Dette giver større ensartethed, men er ikke en optimal udnyttelse af den menneskelige ressourcer.

I 1967 fik skolen en moderne legeplads - den pædagogiske legeplads, som elevrådet indrettede.
Foto Poul Kjær

Skolen i brug
Skolen var bygget for lille, og året efter indvielsen blev den gamle skole taget i brug igen. Den nye skolebygning imødekom uden tvivl et behov i bysamfundet Løkken, for den blev brugt i rigt mål uden for skoletiden. Blandt de mange aktiviteter blev ungdomsskolen nok den største. Den startede efteråret 1964. Bent Dyrby, Per Bønding og jeg havde planlagt den, og vi havde ventet ca. 40 deltagere, men der kom 80, så vi måtte i hast finde et par lærere mere. Jeg stod for den et eller to år, og så overtog Dyrby ledelsen. Den blev ved med at være stor og nåede en tid over 100 deltagere. Med tiden kom der også nogle aftenskolehold under oplysningsforbundene.
Den nye gymnastiksal blev inspiration til oprettelse af en badmintonklub, og hvis jeg ikke husker forkert, var initiativtagerne Bønding og Dyrby.
Gymnastiksalen blev også øveområde for den nyoprettede pigegarde, som handelsstandsforeningen stod bag. Det var ikke ganske problemfrit i starten. Man var jo meget øm over de nye bygninger, og kort efter min tiltræden deltog jeg sammen med Børge Christensen i et møde med Jens Bang og Fladeland Iversen om pigegardens brug af skolen. Jeg mindes, at mødet var noget anstrengt. De to handelsstandsfolk havde åbenbart den opfattelse, at de kunne disponere frit over skolen. De havde jo været med til at betale den. Det var ikke BCs opfattelse, og jeg fik en fornemmelse af, at hans begejstring for garden kunne ligge et lille sted. Men vi fandt da en løsning, som alle parter kunne være tjent med. Pigegarden blev efterhånden et festligt indslag i byen og blev en god ambassadør for Løkken. Den kom også til at spille rigtig godt, selv om det i begyndelsen virkede lidt mærkeligt med ”Herlig en sommernat” ved juletid.

Den blå gang forbandt øst- og vestfløjen. Den var fortrinlig til udstillinger. Her en påskeudstilling midt i
1960'erne. Den har nu givet plads til det nye bibliotek. Foto:Svend Thomsen


Aulaen var et udmærket mødelokale, og et sådant havde byen åbenbart savnet, selv om hotellerne havde store lokaler. Da vi ankom, havde pastor Madsen samlet en kreds af yngre ægtepar, som påtog sig at arrangere folkelige møder i aulaen, og Inger og jeg blev bedt om at træde ind i kredsen, der foruden præsten selv og hans kone bestod af mejeribestyrer Jørgensen, tømrermester Carl Johs. Christensen, sparekassefuldmægtig Johs. Mikkelsen, og Fladeland Iversen, alle med koner. Vi holdt en del velbesøgte møder med bl.a. biskop Erik Jensen og pastor Orla Møller. Det mest spændende var nok et foredrag af Kathrine Andersen, Bejlergården på Gjøl. Hun talte om ”Hvad en kone er værd”. Hun var fornøjelig og slagfærdig, men vovede sig en enkelt gang for langt ud, da hun sagde: ”Ja, I har vel ikke nogen kvinder i skolekommissionen”, og fik svaret fra salen: ”Nej, kun tre ud af fem.” Da pastor Madsen nogle år senere flyttede fra byen, overtog jeg formandskabet, men møderne ebbede efterhånden ud.
Aulaen viste sig også fortrinlig til udstillinger sammen med den lange spisegang. Påsken 1965 holdt turistforeningen en stor udstilling med kunstnere omkring Løkken. Den blev anledning til, at vi var nogle stykker, der oprettede en kunstforening i byen med Knud Holst som formand. De øvrige i bestyrelsen var foruden Inger og mig Gunnar Mørup, farvehandler Ingrid Ørum, billedhugger Oluf Jensen fra Vrensted og lærer Helle Haugaard. Foreningen holdt hvert år en påskeudstilling med forskellige kunstnere, både lokale og fremmede. Mørup var i den henseende meget aktiv med hensyn til at kontakte kunstnerne, og stod vi og manglede et billede, så var han normalt leveringsdygtig. Han stillede også sin gardinmand, Kr. Bæk Nielsen, til rådighed til hjælp med ophængningen. Knud Holst så vi ikke meget til, men han kiggede da ind under arbejdet og kom naturligvis til åbningen. Den blev holdt skærtorsdag, og der var altid gjort noget særligt ud af den, enten med musik eller optræden. Således optrådte både Jesper Klein og Hanna Bjarnhof ved åbninger.
Der var også altid musik i aulaen, når der var åbent. Der var en særlig stemning, når man sad vagt en formiddag med sol på spisegangen og en dæmpet Vivaldimusik på pladespilleren og nogle få gæster, der gik stille rundt.
Kunstforeningen arrangerede ind imellem nogle koncerter, bla. i turistsæsonen. I maj 1968 bød den på en helt særlig oplevelse, idet enten Knud Holst eller Mørup havde fået fat på stadskomponisten i Holstebro, Jørgen Plaetner, og nogle musikere fra Aalborg Byorkester. Sammen med en båndoptager, en forstærker og et lysbilledapparat leverede de en helt unik lyd- og lysoplevelse med en blanding af elektronisk musik og levende musik. Vendsyssel Tidende kaldte det et ”klangbad”, som der desværre kun var få tilhørere til at opleve.
Mørup overtog formandsposten efter Knud Holst, hvorefter jeg fik den, indtil foreningen efter kommunesammenlægningen på Knuds forslag blev gjort til en kunstforening for hele den nye kommune. Det overlevede den ikke.

Sommeren 1966 lånte Lions Club skolens aula. Firmaet Baadsgaard i Hjørring stillede flere tv-apparater op, så byens gæster
kunne se verdensmesterskaberne i fodbold. Det blev udødliggjort i Jyllands-Posten.

 

Tandlæge i byen
Der var ikke kommunal skoletandpleje i Børglum-Furreby Kommune, ej heller nogen tandlæge, men i slutningen af 1960´erne kom der en tandlæge til byen. Det var Ove Rasmussen, der i første omgang fik bolig og klinik på førstesalen af posthuset. Senere flyttede klinikken hen i det gamle apotek i Vendelbogade. Rasmussen blev kun nogle år i byen, så flyttede han til (vistnok) Hjørring, men klinikken findes endnu og ejes af en af skolens tidligere elever.
Ove Rasmussen spurgte, om skolen var interesseret i en tilkaldeordning for eleverne. Det var den. Han og formanden for skolekommissionen, Erik Østergaard, lærerrådsformanden og jeg tog så en tur til Skagen for at drøfte det praktiske med skoletandlæge Bendixen, der også var tandlægekonulent. Resultatet blev, at de elever, der blev tilmeldt Rasmussen, hver fik et gult tandlægekort, og når han ville se dem , sendte han deres kort hen på skolen, som så fordelte dem til de enkelte elever. Nogle tandlæger i Hjørring kom også med i ordningen. Det gik nemt og smertefrit, indtil vi fik kommunesammenlægningen. Da gik der bureaukrati i ordningen, fordi socialkontoret i Vraa indførte en anden og mere besværlig ordning. Den nye kommune fik ikke en kommunal skoletandlæge. (Kun en periodisk flourskylning og tandbørsteinstruktion). Vi fik dog foreløbig lov til at bruge vore egne gule kort.

Løkkenhallen
Løkken har altid drømt, men det er ikke altid, at drømmen er gået i opfyldelse. Allerede i 1930´rne og ´40´rne var der tanker fremme om at bygge en hal, og da vi kom til byen i 1964, fortalte folk med julelys i øjnene om en hal bagved Hotel Klitbakken. Den skulle have et svømmebassin med indpumpet havvand, og der havde været folk på besøg på øen Sild for at se på et lignende anlæg. Formand for komiteen bag projektet var Henning Rottbøll, Børglumkloster. Der blev arbejdet nogle år på projektet, der så blev opgivet.
I 1963 slog formanden for borgerforeningen, cementstøber Ingemann Jensen til lyd for en idrætshal, som byens foreninger burde stå sammen om. Nogle år senere tog hans afløser som formand, tømrermester Carl Johs. Christensen tanken op igen. Denne gang fængede den. Jeg har en erindring om, at kæmner Arne Christensen en dag ringede mig op og sagde: ” Du skal til et møde i København. Kan du ikke få tid til at tage til Rungsted og se på en hal, de er ved at bygge der med frivillig arbejdskraft.” Det gjorde jeg så, men måtte melde tilbage, at det med frivillig arbejdskraft var så som så. Jeg kunne fortælle, at skolen faktisk havde brug for en gymnastiksal mere, så vi var interesseret i tankerne om hallen. Det så således ud til, at sognerådet allerede støttede ideen. Det bevilgede da også 100.000 kr. til en byggefond, og borgerforeningen lagde yderligere 100.000 til. Fra tipsmidlerne, forskellige fonde og en lokal indsamling kom der yderligere penge, så man til sidst kunne råde over ca. 1 mio. kr. I 1969 var der blevet nedsat en arbejdsgruppe med Ingemann Jensen som formand. Badmintonklubben blev repræsenteret ved Per Bønding, der ydede en stor indsats. Byggeriet trak noget ud, fordi der kom planer om at tilknytte en svømmehal. Den finansierede kommunalbestyrelsen i den nye storkommune. Grunden hertil skal være, at et projekt om at indrette en vildsvinepark i Vrensted kær med jagtmuligheder for rige tyske industribaroner lige var strandet, og kommunen havde åbenbart af den grund nogle ledige penge, der så kunne komme Løkken og turisterne her til gode. I 1972 kunne borgmester Valdemar Langthjem indvi den nye hal.

Kommunalreformen.
I 1958 nedsatte daværende indenrigsminister Søren Olesen fra Hirtshals en kommission til at forberede en ændring af den kommunale struktur. Medlem af kommissionen blev Kr. Rykind Eriksen. De følgende år gav kommissionens tilstedeværelse anledning til mange lokale overvejelser, og man ventede, at en reform kunne træde i kraft i 1970. I Løkken var der et særligt behov, fordi kommunegrænsen mellem Børglum-Furreby og Vrensted-Thise gik i udkanten af byen. Man havde desuden et – og i flere år begrundet – håb, om, at Løkken skulle være centrum i en ny kommune. Den hidtidige kæmner Holger Christensen var død 1963, men stillingen blev foreløbig ikke besat, fordi man ventede på reformen, hvor kæmneren fra Vrensted-Thise så skulle overtage stillingen. Imidlertid opstod nogle uregelmæssigheder på kommunekontoret, og vikaren blev afskediget, mens Arne Christensen, der var kæmner i Rakkeby, blev ansat i 1964. Sognerådene i de to kommuner forhandlede og nåede vist nok en enighed, men en sammenlægning af de to kommuner blev ikke betraget som tilstrækkelig, og sognerådsformand Helmer Fuglsang slog til lyd for en vestkystkommune med deltagelse af bl. a. Ingstrup-Alstrup og Saltum-Hune. Der blev i disse år ført adskillige drøftelser mellem kommunerne både syd og nord for Løkken, og meningerne var meget delte, men i slutningen af december 1968 kom der en afgørelse fra kommunalreformkommissionen: en kommune bestående af Vrå (der var opstået i 1966 af nogle mindre kommuner omkring byen), Børglum-Furreby, Vrensted sogn, Jelstrup-Rubjerg og Lyngby sogn. Planen vakte tilfredshed i Vrå, der dog gerne ville have haft Vrejlev-Hæstrup kommune med, men de andre kommuner var utilfredse, de nordlige fordi de ikke kom sammen med Hjørring. I Løkken var bitterheden stor, drømmen om at blive centrum i en ny kommune forsvandt med ét slag.
Der blev nedsat et sammenlægningsudvalg, hvor meningerne ofte stod stærkt imod hinanden, desuden forskellige underudvalg. I kulturudvalget deltog fra Børglum-Furreby Henning Mariegaard, Vitrup, formand for sognerådets skoleudvalg, og Erik Østergaard, formand for skolekommissionen. Han blev udvalgets formand. Desuden deltog skolelederne som tilforordnede. Tonen i udvalget var venlig, og der blev enighed om nogle mindre ting, som f.eks. skolesekretærordning og betalt gårdvagt (hvad man allerede havde i Løkken), men der blev ikke enighed om ændring af skoledistrikterne. Hver skole stod på sit, og var man uenig, overlod man afgørelsen til sammenlægningsudvalget eller til den kommende kommunalbestyrelse.
Spørgsmålet om børnene fra Vrenstedkvarteret i Løkken blev først ordnet senere, og Vrensted tog sig godt betalt, idet Børglum skoledistrikt blev lagt ind under Vrensted skole. Overbygningseleverne fra Vrensted kom nu samlet til Løkken. Derimod var det ikke muligt at få eleverne fra Hundelev til Løkken, så de blev fortsat kørt fra f. eks. Lyngby gennem Vittrup til Vrå.
Den 31. marts 1970 lukkede den gamle Børglum-Furreby kommune. Den havde været et godt bekendtskab. Det blev den nye ikke.

Forvandlingens årti
1960´erne var et årti med store forandringer – men mange af dem gik uden om Løkken, ligesom de gik uden om de fleste andre småbyer. Højkonjukturen skabte vækst i nogle dele af landet, og tilbagegang i andre, især i landdistrikterne. Sådan er det, vækst øger uligheden, og Danmark blev dengang lidt mere skævt.
Mekaniseringen af landbruget fortsatte også på Løkkenegnen. I den daværende Børglum-Furreby Kommune faldt antallet af heste i løbet af 1960´erne fra 321 til 69, mens antallet af traktorer steg fra 79 til 179, og antallet af mejetærskere fra 9 til 30. Antallet af medhjælpere på landet faldt, således fra 169 til 61 i Børglum-Furreby Kommune i løbet af det tiår, vi beskæftiger os med her. Nøjagtig det samme skete i nabokommunerne og i øvrigt landet over. I nabokommunen Vrensted-Thise steg antallet af mejetærkere fra 2 til 57, og antallet af medhjælpere faldt fra 228 til 60.
Da Løkken også var service- og handelsby for det nære opland, fik disse ændringer også betydning her. I Løkken by faldt indbyggertallet fra 1506 i 1960 til 1345 i 1970.
Igennem århundredets første halvdel havde fiskeriet været byens hovederhverv, og så sent som i 1956 drøftede man anlæg af en havn, som man også havde gjort i slutningen af 40´erne.
Det begyndte at gå tilbage for fiskeriet. Endnu holdt antallet af både sig på 20 – 21, men i 1970 var der kun indregistreret 12 både, og fem år senere kun 5. Fangstmulighederne ændrede sig, idet hummerbestanden blev mindre, og et par år døde torsken, antagelig på grund af forurening. Der skete et generationsskifte i fiskeriet, ældre fiskere lagde op, og de unge foretrak at fiske fra Hirtshals. I begyndelsen af 1960´erne lukkede toldkontoret, og dermed ophørte indregistrering af både under LN-nummer. Omkring 1970 lukkede fiskeriauktionen, og nogle år senere fulgte både faresignalstationen og redningsstationen.

Det vakte nogen opmærksomhed, når skolen i orientering i 10. klasse undersøgte elevernes feriejob. Aalborg Stiftstidende 1. nov. 1969.


Siden århundredskiftet havde Løkken udviklet sig til en badeby, med aktiviteter i to – tre sommermåneder. Den stigende bilisme efter krigen og de bedre lønninger i 1960´erne gav nye muligheder, og de var også nødvendige på baggrund af både affolkningen på landet og fiskeriets nedgang. Der blev bygget en del sommerhuse nord for byen, der kom flere campingpladser, bl.a. Gartner Aages Camping i 1963 og Strandvejens Camping i 1968. Der var en stigende forståelse for, at der skulle investeres bredt i turisme og ikke mindst i en forlængelse af sæsonen.
I 1972 udgav to forskere ved Aarhus Universitet, Wolfgang Framke og Wolfgang Taubmann en turistgeografisk analyse og gav her et meget mistrøstigt billede af byen og dens turisme. Man kan godt betragte den noget tilbageskuende rapport som en status over de senere års udvikling. Den pegede især på to forhold af betydning for vestkystturismen, den korte sæson, der koncentrerede efterspørgslen på nogle få uger, og turistcentrenes ”forholdsvis fattige udstyr med hensyn til varer og tjenesteydelser.” Det var dens påstand, at lokalbefolkningen ikke tjente på turismen, en stor del af de penge, turisterne gav ud, blev brugt i egnens større byer eller i sommerbutikker, drevet af tilfældige tilrejsende.
Desuden fortalte rapporten også, at turisterne fortrinsvis var ufaglærte og faglærte samt underordnede funktionærer og tjenestemænd, altså ikke det mest købedygtige publikum.
Konklusionen var, at de lokale aktører var for dårligt uddannede, og byen ikke levede op til, at turismen skulle være det bærende erhverv. Rapporten vakte betydelig utilfredshed, men måske var den måske medvirkende til, at der kom til at ske en hel del de følgende år. Årtiet sluttede i hvert fald med en udfordring.
For vi bliver nok nødt til at fastslå, at Løkken ikke fik del i de fremskridt, Danmark oplevede i 1960´erne. Byen var faktisk dårligere stillet ved tiårets slutning end ved dets begyndelse – selv om vi vistnok ikke opfattede det sådan.
Det lyder nok som pral, men lad det så være. I hvert fald på ét felt gik det bedre. Byen fik i 1963 en ny centralskole, der imødekom et længe opsamlet behov. Den blev de følgende år stillet over for tidens almindelige krav om bedre uddannelse og stadig bedre uddannelse. Den stigende interesse for at forlænge skolegangen, og dermed mange flere elever, stillede den nye skole over nye krav. Og sagt i al beskedenhed: Her var Løkken på forkant med udviklingen - og måske lidt til.

Fra skoleårets begyndelse 1969-70 blev 5-dags ugen indført. Kommunerne fik lov til at "tyvstarte" i forårsmånederne. Det ville sognerådet ikke være med til. Skolens elever demonstrerede foran kommunekontoret i Løkkegade. Sognerådsformand var Helmer Fuglsang fra Børglum. Foto: Poul Kjær

1968 indtraf den begivenhed, der for mange endnu står som årtiets vigtigste og mest skelsættende, nemlig ungdomsoprøret, som kom til at trække spor ind i det næste tiår. Det er ikke her stedet at foretage nogen nærmere analyse af årsager og virkning. Det var tanker, der kom fra Amerika via Frankrig og rummede nok en protest mod Vietnamkrigen og antagelig også imod virkningerne af højkonjunkturen. Den vendte sig også imod universiteternes styreform, men herhjemme havde man i flere år arbejdet på en reform heraf. En årsag kan også være, at kvinderne nu var kommet ud på arbejdsmarkedet, og kvindesagen er nok sammen med miljøinteressen de vigtigste langtidsvirkninger af ungdomsoprøret, der fik karakter af en venstreradikalisme, som især greb universiteter og højere læreanstalter. Den var meget mediebevidst og spektakulær (ø-lejre, hønsestrik osv.) og kom dermed til at tage opmærksomheden fra den langt stærkere - og farligere - sideløbende trend, en højreorientering, der herhjemme manifestede sig ved ”jordskredsvalget” i 1973 og senere kulminerede i thacherismen i England og reaganismen i USA. Man mærkede vistnok ikke ungdomsoprøret i Løkken, men det påvirkede nok alligevel vore unge mennesker. I det næste årti lå der måske et generationsskifte forude og lurede sammen med en ny lokalpolitik og en nedgang for verdensøkonomien