E n lokal pioner: Peder Brix
Blandt de tidlige buspionerer i Nordjylland var Peder Brix, Løkken. Han startede i 1922 en rute fra Løkken til Aalborg. Han var født i 1873 og var oprindelig landmand, men blev senere købmand i Gøttrup, Klim og Nørresundby. Han tilhørte den gruppe af modne iværksættere, der kunne overleve. Han blev ikke bare en lokal pioner, men var også med til at stifte Landsforeningen Danmarks Bilruter og blev foreningens første kasserer. Han blev i 1948 foreningens første æresmedlem. Desuden var han formand for Landsforeningens 4. kreds (Nordjylland)og for Aalborg Rutebilstation.
Da Peder Brix i 1938 ansøgte om udvidelse af køreplanen, gav han en beskrivelse af den rutebilvirksomhed, der var påbegyndt 1. marts 1922 med en daglig tur i hvar retning:
"Den 1. Februar 1923 blev Farten udvidet til 2 Ture daglig i hver Retning. Paa dette Tidspunkt var der ingen Lovbestemmelser om Koncession etc. Det var med ikke ringe Risiko og med en betydelig personlig Indsats af Arbejde, at jeg gennemførte Ruten de første Aar. Undertiden maatte jeg have alvorlige Overvejelser om at nedlægge Driften, da det økonomiske Resultat stadig viste Underskud. Jeg kunde forudse, at de ret minimale Beløb, som jeg havde fremskaffet fra Venner og Forbindelser, snart vilde gaa tabt, og at jeg derefter ikke kunde fortsætte. Imidlertid lykkedes det mig ved meget haardt dagligt Arbejde, og ved Bistand fra min Families Side lidt efter lidt at faa Ruten indarbejdet, saaledes at den kunde bære sig, og jeg havde dermed opnaaet det, der var tilsigtet, nemlig at faa et Erhverv og min Livsvirksomhed. Jeg har altsaa nu i 15 Aar ikke kunnet opnaa at faa Koncession til at udvide Turene fra 2 Ture til 3 Ture dagligt i hver Retning. Det er 14 Aar, siden den første Ansøgning fra min Side blev indgivet om den tredie Tur, men Myndighederne har hvert Aar givet Afslg. Det er klart, at den trafikale Udvikling paa Rutebilstrækningen Aalborg-Løkken herefter paa ingen Maade har kunnet holde Trit med den almindelige Trafikudvikling. Der er fra alle Sider, ikke mindst fra Løkken og Aalborgs Side blevet stillet Krav om en 3. Rute, fordi Trafikforbindelserne krævede det, men jeg har ikke været i Stand til efter de givne Koncessionsregler at opfylde Publikums Ønsker.
Bag ansøgningens ord ligger de modsætninger, der tidligere har været omtalt, og dermed også ønskerne om at begrænse de private vognmænds tilladelser. Privatbanerne må allerede få år efter rutens start have været interesseret i at få koncessionen, for i en ansøgning fra Hjørring-Løkken-Aabybro banen 7. maj 1932 omtales et forslag, som banerne fortroligt havde sendt til Hjørring Amtsråd 22. juli 1928 til" Ændring af de konkurrerende Bilruter, saaledest der kunde blive Samarbejde i Stedet for Konkurrence imellem disse Ruter og Banerne". Forslaget gik ud på at nedlægge bilruten Løkken-Aalborg og erstatte den med en rute fra Ingstrup Station til Ingstrup Mejeriby og en anden rute fra Sdr. Saltum Station til Nr. Saltum. Subsidiært forerslog man en rute Løkken-Ingstrup Mejeriby-Nr. saltum-Sdr. Saltum Station.
Ifølger banenes oplysning kunne Brix ikke tænke sig ruten begrænset, "men han kunde godt tænke sig en Ordning, saaledes at ruten drives af Banen og han aflønnes af denne". Ved en forhandling mellem banens bestyrelse og Brix den 20. oktober 1928 ændrede banen sit forslag, hvorefter Aalborg ruten skulle indstilles pg erstattes af en rute mellem Løkken og Pandrup med 3 daglige ture i tilslutning til togenes afgangstider fra Pandrup. Man ville give Brix 2500 kr i årligt tilskud og billige takster for et Rejsebud, som Brix skulle ansætte, samt billige takster for pakker, der fra rutebilen skulle videresendes fra Pandrup.
Da Brix ikke ville gå med hertil, og han fik sin tilladelse fornyet, opgav banen at få et samarbejde i stand, herunder ruten indskrænket til kun at gå fra Løkken til Pandrup. Banen fandt dengang, den ikke skulle konkurrere med sig selv eller med Fjerritslev banen. Men i 1932 havde man skiftet mening og fandt, at banen nu skulle have tilladelse på Løkken-Aalborg ruten. Derfor den nævnte ansøgning, der bl.a. begrundes med, at ruten påfører banen "en meget følelig Konkurrence i den daglige Trafik, foruden at indehaveren ogsaa optræder som Konkurrent, naar Selskaber fra dette Oplamnd arrangerer Udflugter o. lign.
Banene hovedargument var, at det var urimeligt, at en bilrute skulle konkurrere med den "af Egnens Befolkning anlagte Bane." Det vil sige, at private vognmænd kom til at konkurrere med en bane, som egnens skatteydere gennem stat, amt og kommune ydede tilskud til. Dertil kom, at man følte det utilfredsstillende, at busturene gennemførtes på samme tidspunkt som banens tog. endelig var banen nødt til at indlægge tidlige og sildige tog uanset, om de kunne betale sig. Samtidig var banen imod en udvidelse af busrutens køreplan. Hjørring-Løkken-Aabybro banens ansøgning gik videre til Ministeriet for offentlige Arbejder, der mente, at banen skulle have tilladelsen. Brix fik dog sin tilladelse forlænget indtil 1. juli 1937. Det skydtes især, at de berørte kommuner og Aalborg Amtsråd anbefalede Brix' ansøgning. Så havde ruten fred så længe.
Privatbanerne overtager ruten
I de følgende år fortsatte Peder Brix med at ansøge om udvidelæse af kørslen af ruten til Aalborg, og fik hvert år afslag trods anbefalinger fra bl.a. foreningerne. Da han i 1937 ansøgte om fornyelse af tilladelsen, gik der formentlig "politik" i sagen. Også Hjørring-Løkken-Aabybro banen ansøgte om tilladelse til at drive ruten. Ansøgningen fra Brix er dateret den 25. januar 1937, og den 13. marts samme år sendte banen sin ansøgning, hvor man peger på den fordel, det er at bringe bane og bil ind uinder samme ledelse, så man kan skabe en "mere intensiv Samtrafik" og "i mange tilfælde hurtigere og mere bekvemme rejsemuligheder". Banen pegede således på, at rejsende med rutebilerne kunne benytte jerrnbanestationernes ventesale, at køreplaner for tog og bil kunne samarbejdes, og at der kunne sælges biletter til både bane og rutebil.
Ansøgningerne blev ligesom tidligere sendt til høring i de berørte kommunalbestyrelser. Her viste det sig, at et flertal på 7 mod 4 i Nørresundby Byråd, et tilsvarende flertal på 14 mod 6 i Aalborg Byråd astøttede banens ansøgning. Denne uenighed medførte, at sagen gik i stå og blev udsat. Brix, der regnede med at få koncession, anskaffede en ny bus og ansøgte om tilladelse til at benytte den, ligesom han igen søgte om at få udvidet kørslen med 2 ekstra ture dagligt. Disse ansøgninger blev bakket stærkt op af de berørte kommuner og ikke mindst af egnens foreninger. Således skrev Løkken Turistforening den 21. februar 1938:
"Som Eksempel kan anføres, at der baade i Turistsæsonen og hele Aaret uden for denne ankommer større eller mindre Selskaber, som søger at finde lejlighed til et Besøg ved Veterhavet og Løkken.En række saadanne besøg opgives, fordi Rutebilkøreplanen paa Løkken foregaar efter ganske forældede Bestemmelser. Der gøres overalt i Nordjylland og ikke mindst i Aalborg fra Badestedernes Side en stor Propaganda for Turistlivets Fremme. Men denne Propaganda kan ikke slaa igennem med de rigtige Resultater, naar Trafikmidlerne ikke er til Stede i det Omfang, som Trafikken kræver, og navnlig heller ikke i det Omfang, som forefindes andre Steder og i andre Egne, der er i Konkurrence med Løkken. Foreningen betragter det som en ubetinget Nødvendighed for Løkken Bys vækst og Udvikling som turistby, at der tillades en Rutebilkørsel på Strækningen Løkken-Aalborg som ansøgt."
Sagen om, hvem der skulle have tilladelse til Løkken-Aalborg ruten gik ikke stille af. Når der var uenighed mellem de kommunale myndigheder, skulle sagen afgøres af Ministeriet for offentlige Arbejder. Her spillede trafikministerens holdning en vigtig rolle, og under trafikminister N.P.Fisker fik embedsmændene besked om at blive enige med rutebilejerne om overtagelsesbetingelserne, og ministeriet gik ofte ind for mindretalsindstillingerne. Da han døde i 1939, ser det ud til, at ministeriet ænderede praksis.
DSB's generaldirektør var i 1930'erne Peter Knutzen, der var ivrig efter, at DSB skule have rutebilruter, især mellem de store byer, hvor der i forvejen var togforbindelser. Dette mål forfulgte han meget bevidst og regnede med, at DSB skulle have ca. 80 ruter. DSB's holdning synes også at afspejle Privatbanernes.
Hvis et nyt firme fik tilladelsen, var det normalt, at det fik en ordning med den tidligere indehaver. Det ville i reglen sige overtagelse af rutebilerne. Der blev i de år, hvor sagen lå stille, forhandlet mellem banen og Brix, men der blev ikke opnået enighed om prisen. Men man enedes om at lade en uvildig person foretage en vurdering. I følge en større artikel i Aalborg Amtstidende 6. februar 1940 lod banerne en ingeniør ved statsbanerne foretage en hemmelig vurdering. Landsforeningen Danmarks Bilruter fandt, at denne og en senere vurdering ikke stod i rimeligt forhold til de gældende priser på rutebiler. Banerne ville ikke overtage Brix' garager og vaskeplads. Brix blev under hele sagen stærkt støttet af Landsforeningen Danmarks Bilruter, og det var foreningens formand, der gav anledning til den nævnte artikel i Aalborg Amtstidende. Den 4. maj. 1940 bestemte ministeriet, at ruten skulle overdrages til Hjørring Privatbaner, der i 1939 var blevet stiftet som et selskab fælles for de privatbaner, der udgik fra Hjørring. Allerede i 1939 fik banen tilladelse til en rute fra Hjørring til Lønstrup. Den åbnede den 15. maj og godt 4 måneder senere - den 20. september - åbnede ruten Hjørring-Løkken over Hundelev. Året efter kom så Aalborg ruten, der havde været på ønskesedlen i flere år.