Matr. nr. 20b Furreby

Vrenstedvej 16 2015

Huset på grunden er opført af bager A. F. Neve, hvornår er lidt uklart, men i 1885 sælger han det til Frederik Gotfred Bast. I samme forbindelse klares adkomstforholdene til grunden ved underskrift af Søren Mølgaard. Grunden har i første omgang været solgt uden tinglæsning. Frederik Bast var født i 1861 og var søn af skipper Christian Martinus Bast. Grundkøbet sker, i forbindelse med at han bliver gift i 1885 med Kirsten Marie Sand, datter af Skipper og opsynsmand ved redningsbåden Carl Jensen Sand og Johanne Christine Jensen (Norgesvej 12). Frederik Bast sælger i 1903 huset og flytter til Frederikshavn, hvor han arbejder for Fiskeeksportør Mikkelsen-Vendsyssel, der også var født i Løkken. På en tur med dennes kutter ”Vendsyssel II” som skipper falder han over bord ved Sveriges kyst og driver aldrig i Land.

Køber af ejendommen i 1903 er murer Søren Christoffersen, han ejer den til 1913, hvor han sælger den videre til David Rosen. Kirsten Marie Sand, vælger efter mandens død, at flytte tilbage til Løkken og køber huset tilbage i 1914, men hun får kun kort tid i sit gamle hus, hun dør i 1916, og datteren Emilie Bast arver huset. Hun er blind og kan ikke klare at bo alene i huset, så hun sælger det i 1918 til M. P. Rosendal. Senere ejere er Jens Chr. Hansen, der ejer huset fra 1931 til 1938 og Anne Marie Hansen, der ejer huset fra 1938 til 1950.