Matr. nr. 112a (matr. nr. 112, 113) (12-76/12-97)

Støberiet i 1920'erne

Grunden var oprindeligt en del af Anders Bachs Gaard og hørte med til den jord skudehandler Peder Mortensen sammen med 2 andre købte i 1847. Niels Peter Larsen, der får bevilling som jernstøber 1.4.1852, køber det første grundstykke af Peder Mortensen i 1852 og bygger umiddelbart efter hus med jernstøberi, der lå syd-nord ud mod senere Søndergade. Bygningen bliver takseret i og brandforsikret i 1853 (vis). Den var på 15 fag 30 alen lang og 14 alen bred, grundmuret og med tegltag og indrettet til både beboelse og jernstøberi. Beboelsesdelen har ikke været stor, der var kun 1 stue, 1 kammer, gang og køkken, formentlig kun 5-6 fag. Resten har været indrettet til støberi med smelteovn, magasin og sandlager. Huset bliver takseret til 1680 rigsdaler. Foruden hovedbygningen bliver der også bygget et lille lokum i bindingsværk med tegltag vurderet til 20 rigsdaler.

Niels Peder Larsen var født i 1827 i Bidstrup i St. Olai sogn. Faren hed Laurs Nielsen Ulstrup og moren Else Cathrine Pedersdatter. Han bliver udlært som former og jernstøber hos A. F. Heidemann i Hjørring. I 1852 bliver han gift med datteren af en anden jernstøber i Hjørring, Niels Peter Jensen, og de er nygifte, da han etablerer sig i Løkken. Niels Peder Larsen og Laurentine Christine Jensen får 8 børn.

Jens Chr. Larsem

 I 1854 køber han yderligere et grundstykke af Peder Mortensen og bygger et sønder hus vest for stuehuset, der vendte øst-vest og takseres i 1856 (vis) Det var også i grundmur, men kun i ½ sten og derfor forsynet med piller, og med tegltag, indrettet til smedje, karlekammer, bryggers og heste- og kostald. Den nye bygning takseres til 500 rigsdaler. Hovedbygningen omtakseres samtidigt til 2.000 rigsdaler. Støberiet udvides i 1870 med yderligere en bygning mod vest, der vendte nord-syd. Det var på 17 fag og i grundmur med tegltag og bliver takseret i 1870 (vis). I denne bygning bliver indrettet nyt støberi og smedje. Støberiet i hovedbygningen bliver samtidigt omdannet til lager for støbegodset. Den nye bygning takseres til 2.000 rigsdaler.

 Læs Jens Thises beretning om Jernstøber Jens Chr. Larsen

Laurentine dør i 1892 og Niels Peter Larsen i 1897. Støberiet overtages af den næstældste søn Niels Chr. Larsen, der var oplært i virksomheden. Når det ikke blev den ældste søn, Laurits Peter Larsen, der også var oplært i virksomheden - som former - skyldes det sikkert, at han havde etableret sig som detailhandler længere mod nord i Søndergade (nr. 18).

Niels Chr. Larsen

Niels Chr. Larsen optager i forbindelse med overtagelsen af virksomheden et større lån i sparekassen, formentlig for at kunne betale de andre arvinger ud. Det er åbenbart et for stort handicap, for økonomien bliver gradvis dårligere, og han undgår kun en konkurs ved at sælge virksomheden til en af kreditorerne. Det sker i 1912. Den nye ejer er Peder Christian Bast, der var lods i Frederikshavn, men oprindeligt stammede fra Løkken.  Han var søn af Christian Martinus Bast og sønnesøn af skrædder Christoffer Bast. Bast-familien havde familiære relationer til jernstøberiet. En bror til Peder Bast var gift med en søster til Niels Christian Larsen, og en søster var gift med former Anders Jensen. Men selv om handelen så at sige skete inden for familien, har det ikke været rart for Niels Christian Larsen at måtte afhænde virksomheden på denne måde, og efter salget flytter han og familien (kone og 2 drenge) fra sognet. De sidste år tilbringer han dog på alderdomshjemmet i Løkken. Han kommer dertil i 1928 og dør i 1931, 71 år gammel. Han blev begravet i Hjørring.

Støberiet malet af Karl Bovin i 1929

Peder Bast køber sikkert jernstøberiet for at sætte sine to sønner, Christian og Niels Georg i vej, de er begge maskinister. De står for driften fra starten, men overtager først skødet på ejendommen i 1916. Christian og Niels Georg Bast er begge unge, ugifte mænd og får derfor Anne Pedersen til at stå for husførelsen. Men de kan åbenbart heller ikke få virksomheden til at løbe rundt. Allerede ved årsskiftet 1917/18 sælger de virksomheden igen - til Marinus Boelskift. De har overtaget gældsforpligtelserne og har måske også slået for stort brød op. I en annonce i forbindelse med overtagelsen af virksomheden i 1912, skriver de: ”Fabrikken vil blive moderniseret – der bliver indstaleret nye Maskiner o.s.v., og vi vil således blive i stand til at udføre alt Arbejde, hurtigt-solidt-og billigt”. Det er ikke kun tom snak de udvider med fabriks- eller værkstedshaller syd for støberilængen mod vest.

Marinus Boelskift flytter til byen fra Ingstrup, hvor han havde en større smedeforretning. Hvor længe han driver jernstøberiet, er ikke helt klart, men det er formentlig en virksomhed i tilbagegang fra den dag han køber den. De små støberier kunne ikke klare sig i konkurrencen med de store støberier. Ved folketællingen i 1930 er hans titel stadig jernstøber, men så er det også definitivt slut. Jernstøberiet ombygges og åbner som badepensionat i 1931. De sidste år er han måske også mere jernstøber af navn end af gavn.

Som de fleste Jernstøberier var Løkken Jernstøberi også maskinfabrik og reparationsværksted, og det er uden tvivl den del af virksomheden Marinus Boelskift udbygger og udvikler, efterhånden som det mindre og mindre kan betale sig at fremstille støbegods. Han opfører en værkstedsbygning på den nordlige del af grunden, formentlig kort tid efter han har overtaget ejendommen i 1917. Denne bygning frastykkes i 1942 som matr. nr. 112d og er den eneste bygning, der er tilbage fra støberikomplekset i dag. Her har han smede- og maskinværksted og også autoværksted, efter der begynder at komme biler. Det fortsætter han formentlig også med, efter resten af støberiet er ombygget til badepensionat. Der ser ud til, at de fabriks- eller værkstedshaller, som brødrene Bast opførte syd for støberilængen, rives ned i forbindelse med nedlæggelsen af støberiet og ombygningen til badpensionat.

Ejendommen sælges i 1942 til kommunen, som indretter husvildeboliger i bygningerne – i folkemunde kaldet ”Rabarberly”. Marinus Boelskift dør i 1944. Bygningerne bliver nedrevet i 1991, og bebyggelsen ”Støbergården” opføres (Søndergade 32-34).

Matr nr. 113 (12-97)

Grunden var oprindelig en del af Anders Bachs Gaard og hørte med til den jord, som Peder Mortensen købte i 1820.  Jens Jensen Ruberg får et hus på grunden takseret i december 1856 (vis). Det var på ni fag af bindingsværk med tavlemur og stråtag, og indrettet til bolig for 3 familier, dog kun med et køkken. Skøde på grunden bliver først udfærdiget i december 1857, da er Jens Jensen Ruberg død i januar, og derfor bliver det svigersønnen Niels Christian Mortensen, der kommer til at stå som køber. Sælger er Peder Mortensen. Grunden ser ikke ud til at have været bebygget før 1856.

Jens Jensen Ruberg var oprindeligt skudehandler Lønstrup. I 1837 flytter han til Løkken og bliver daglejer, så han har sikkert været gennem en konkurs i Lønstrup. I Løkken bor han først i Nordbyen (matr. nr. 15., Nørregade 5), men flytter til Sydbyen omkring 1847. Indtil han bygger sit eget hus i 1856, bor han efter al sandsynlighed i stuehuset i Anders Bachs Gaard (matr. nr. 106).

Niels Christian Mortensen var skomager og Jens Jensen Rubergs svigersøn, gift med datteren Jensine Marie Ruberg. De bliver gift i januar 1858 og køber altså ejendommen, i forbindelse med de stifter bo. Ved FT 1860 bor Niels Christian Mortensen og Jensine Ruberg med to børn, Anton Jensen, der var søn af Jens Jensen Ruberg og også skomager, med konen, samt enken Chathrine Terkildsen med 2 børn i huset.

Senere i 1860 køber Niels Christian Mortensen matr. nr. 85 og flytter dertil med familien, men han står stadig som ejer af matr. nr. 113, indtil svogeren Lars Peter Ruberg køber den i 1873. Cathrine Terkildsen bliver boende der gennem hele perioden. Lars Peter Ruberg sælger ejendommen videre til jernstøber Niels Peder Larsen i 1876. Cathrine Terkelsdatter bliver fortsat boende, som husbestyrerinde, indtil sin død i 1887. Den sydlige del af grunden bliver i 1930 frastykket som matr. nr. 113b (Damgaardsvej 6) og solgt til Marinus Ulrik. Matr. nr. 112 a og 113a bliver matrikulært sammenlagt til matr. nr. 112a i 1944.