Matr. nr. 14 (12-75)

Anton Bast Vej o. 1908

På grunden lå Ole Andersen Bachs fæstehus. Huset er nævnt i et skøde fra 1822 på nabogrunden (senere amtr. nr. 15). Hvornår dette hus er bygget er lidt usikkert. Der er ikke vist et hus på stedet på det ældste kort over Løkken fra 1807, og Ole Andersen Bachs navn figurerer ikke på listen over de fæstehuse i Løkken, Johan Chr. Albrechtsen køber af Peder Mortensen Møller i 1808. På den anden side er det ikke særlig sandsynligt, at der bygges et nyt fæstehus efter 1807, hvor fæstehusene ellers sælges til selveje. Måske har der ligget et hus på grunden, selv om det ikke er vist på kortet.

Ole Andersen Bach var søn af Anders Jespersen Bach og Maren Christensdatter og født i 1774. Han bliver i 1800 gift med Anne Jensdatter. Ved folketællingen i 1801 bor de hos hans mor, der er enke. Moren dør i 1803, og det er sandsynligt, at de overtager huset, som formentlig er et fæstehus, hun dør som almisselem. I 1812 dør Anne Jensdatter, og Ole Andersen Bach bliver umiddelbart efter gift med Kirsten Christensdatter. Han var fisker og daglejer og bliver på sine gamle dage almisselem. Han dør i 1840. Kirsten Christensdatter bor herefter som enke i huset og klarer sig ved at spinde og binde (strikke). Hun dør i 1850 også som almisselem. På det tidspunkt er huset gået over til at være et selvejerhus, Ole Andersen Bech har formentlig købt det, inden han blev almisselem. Efter Kirsten Christensdatters død overtages det af sognets fattigvæsen og sælges på auktion til Christen Mogensen Larsen (man gjorde på den måde udlæg i huse ejet af almisselemmer). 

Christen M. Larsen var søn af hjulmand Lars Peder Thomsen (matr. nr. 34) og lillebror til skudehandler Thomas Larsen (matr. nr. 15). Han står i folketællingerne som fisker, men ser også ud til at have været bødker. Han får et hus takseret og brandforsikret i 1852 (vis). Det er ifølge taksationsrapporten bygget den foregående sommer, så han har revet det gamle hus ned og bygget nyt  Huset var på 9 fag med grundmur og stråtag og indrettet med stue, kammer, gang, køkken og bødkerværksted. Han bor der ikke så længe, i 1861 vælger han at sælge til Sophus Ingenius Bast og i stedet for købe matr. nr. 86 i senere Søndergade.

Anton bast Vej i 1940'erne

Sophus Bast var 2. generation af Basterne i Løkken, han var søn af skrædder Christoffer Bast (matr. nr. 62) og født i 1837. Han sejler som skipper på Løkkenskuderne, bl.a. ”Hensigten” som var den sidste skude, der blev hugget op i 1908. Han bliver i 1863 gift med Sophie Botilde Andersen fra Arendal i Norge, og har sikkert købt huset med henblik på at stifte familie. Han sælger i 1875 ejendommen til Thomas Larsen og køber i stedet for grund i Søndergade (matr. nr. 95).

Thomas Larsen, der også ejer nabogrunden, matr. nr. 15, bygger lade og stald på grunden, som en del af sin købmandsgård. Huset lejer han ud til forskellige lejere. Ved folketællingen i 1880 bor sønnen Laurits P. Thomsen i huset. Thomas Larsen sælger sine ejendomme i 1899. Efter en række handler, hvor matr. nr. 14 i og 15 deles op i flere parceller, bliver matr. nr. 14a /(med det oprindelige hus), 10a (med stalden/laden) og 15c i 1917 solgt til murer Hans Wendelbo, der etablerer cementstøberi på grunden. Det overtages i 1934 af Christian Vandkrog og i 1959 af Ingemann Jensen.